Jens August Schade by Forlaget Gladiator

NUMMER 7 – 2017

PIA ARKE ARON FRA KANGEQ NAJA BJØRNSSON PIA BUSK TROELS CARLSEN CLAUS EJNER DOROTHEE ELMIGER STINE ENGEN KONRAD NUKA GODTFREDSEN HANS KARUP JAN KROGSGAARD PETER LAUGESEN CECILIE LIND INGA LYNGBYE THEOPHANIS MELAS TOVE MEYER KAT MUKAI SELMA ROSENFELDT-OLSEN HALFDAN PISKET ALEKSANDAR ŠAJIN JENS AUGUST SCHADE NESTOR SEIP CHARLOTTE STRANDGAARD FREJ KLEM THOMSEN HANADI ZARKA

t ek s t: pe t er l auge sen

I 1953, da “Helvede opløser sig” udkom, levede dens forfatter, Jens August Schade, sammen med billedkunstneren Inga Lyngbye. De to havde ingen fast bopæl, i hvert fald ikke en med plads til to, men flyttede rundt, hvor der var plads hos venner og bekendte, eller byttede sig måske til en uge i sommerhus for et par malerier. En længere periode boede de på Bornholm. Ellers færdedes de i det københavnske minefelt, sad nætter igennem på Nick, Laurits Betjent eller Vingaarden. Folk kom langvejsfra for at se bohemerne og lytte til dem. Deres tunger blev løsnet med rødvin, snapse og bajere. De skulle ikke bare underholde, men også være åndelige vejvisere. De spiste på Folkekøkkenet eller universitetets frokoststue, der blev kaldt “Kannibalen”. De var evighedsstudenter. De studerede evigheden:

I universitetets frokoststue Her sidder jeg og Josefsen med lange hår, mens gadelygter rundt i verden tændes. – Her svinder tid og rum som kaffen i en kop, mens livets aftenblade langsomt vendes.

Livets aftenblade! De skriver om bohemen, om borgerskabets klovn, om den sorgløse drømmer, der ikke lader sig gå på af arbejdsløshed og besættelse, men svævende over det hele fra åndens svimlende højder og rusens tinder ser ned på kontordamen, ned på arbejderen, ned på alle dem, der lever deres almindelige liv i det almindelige samfund. Eller gør han? Er det ikke en komedie? Er det måske en tragedie? Han gemmer sig midt på dagen i biografens halvmørke sammen med sin muse:

I biografen Vi er to forbrydere, som elsker at gå i biografen, mens tusinder arbejder med gas og syltetøj og snurrige ting, skatteopkrævninger og lignende, vi føler os som gangstere og konger på éngang, som vi dér slår verdensreglerne i stykker og sidder og puster hinanden i øret og gør ufornuftige ting i biografen, ser på billederne og rører ved dine ben under kjolen, lægger hånden på min arm og ser sværmerisk op i lokalets himmel, mens billederne drager forbi – og bliver underlige, smidige i kroppen og gør andre ting, mens verden drager forbi deroppe på scenen lukker øjnene og tænker på andre ting, mens de kysser

et sagte biograf-kys deroppe, som rører os dybt ved sin uskyld, sit rene sind, fordi det er skuespil. Det er aldeles ikke ægte, de får gage for det, tjener penge ved det, mens vi sidder og driver og gør det rigtigt, således er vi forbrydere i en travl verden, henter den store inspiration hos mekaniske kys til en virkelig forestilling hjemme på vores eget lille høj-barbariske teater.

Hvor kommer han fra, sådan en digerfilosof, der så klart ser, hvordan tingene hænger sammen, hvordan det er skuespillet, der er det uskyldige, det mekaniske, som man får gage for, og hvordan det er biograf-kysset, der med sit rene sind antænder den barbariske virkelighed. Hvor ved han det fra? Han ved det hjemmefra, det ser man af de mange hilsner i hans forskellige samlinger til jyske forgængere og samtidige som den farlige vagabonddigter William Waagner:

du lever saa ensomt med hang til rus et sted i dit ensomme jydske hus

som Johannes Wulff:

blodets bølger dønner sorgfuldt bag vestelommen din pandes rynker er fire uslettelige verslinjer som Jeppe Aakjær: Dig fedter vi for, dig fejrer vi fester om, dig skænker vi snaps.

Jens August Schade kommer fra provinsen, men hvorfor valgte han så at bo i København? Det svarer han på i debutbogen “Den levende violin” fra 1926:

NYE SKO Jeg har endelig faaet mine nye sko og kan vandre paa frederiksberg glad for mig selv og ikke genere mig for at se paa de unge piger de har selv saa smukke sko og gaar saa let gennem livet med gyldne hjerter og ingen tanker midt i det danske graavejr

Der gik han så, men ikke tragisk som Wessel. Han gik på kryds og tværs af alle regler, moralske og grammatiske, og han gik ikke sine hæle skæve, i hvert fald ikke på den måde. Leve gad han i hvert fald godt. Og et eller andet sted havde han jo noget med hjemmefra, en arv fra det himmerlandske. Fra Thøger Larsen og Johannes V. Jensen, det første modernes to store digtere i dansk litteratur. Begge oversatte de modernismens kosmiske kaptajn, Walt Whitman. Det genlyder også hos Schade i strofer som:

JORDENS ANSIGT Det er stjernerne, som spinder mig ind i de Drømme, jeg har, naar jeg gaar paa Gaden, Det er Kloden, som lader mig tænke de lykkelige Ord, som jeg her funderer over Jorden og dens mærkelige Beboere, det er min Musik-Tanke, som faar mig til at anstille Betragtninger over Lyset, og dets Svingninger gennem Verdensrummet, det er min høje Tanke, som rabler med i alt det, jeg ved om Hjertet og dets Evighed, det er min Muse, som fortæller mig alt, som jeg ved og ikke ved, og som jeg faar at vide!

Evigheden findes både i det store og i det små. Billeder og ord løber sammen i en stærk og tydelig, men egentlig stilfærdig ekstase, altså en flytten tyngdepunktet uden for selvet eller jeget, måske egentlig mest i de forstyrrede små romaner, i “Kommode-Tyven eller Udødelig Kærlighed” fra 1939 eller “Jeg er tosset efter dig eller mordet på Cuxton Slot” fra 1945. Det er en kriminalroman, hvor drivkraften er erotisk:

Hun lagde sig bagover og tog en ølflaske i munden og drak.

Hun var tørstig. Susi var anstændig. Hun tørrede munden af, før hun lagde sig om halsen på en mand. Og den mand var det, hun elskede. Han hed Mohammed. Mohammed Gnaske-Peter, fordi han altid gnaskede æbler. Han var storforbryder. På sin måde. Det var hende, der havde gjort ham til det. Det vidste hun godt. – Men på en måde var det også ham, der havde gjort hende til det, hun var. Det vidste hun også godt. Alt for godt. For nu følte hun sødmen i sin sjæl, den sødme, som kom fra ham, og som gjorde hende til is og ild på éngang. “Ja, jeg skal nok gøre det,” hviskede hun med de fugtige læber tæt foran hans.

Og det gør hun så, og han gør det. Og de gør det så yndefuldt og drømmende, så jordnært erotisk mens de slås og gør ved, og de gør det i alle Schades bøger, alle hans romaner og skuespil, alle hans digte, og de gør det på så mange forskellige steder i så mange forskellige, virtuose former, at kritikerne beskyldte ham for sjusk og for tilsjofling af det samfundsbærende, kaldte ham retiradedigter og en samvittighedsløs nasserøv, fordi hans verden fløj af sted på den måde langt oppe over avisernes, kirkernes og læreanstalternes prædikestole og katedre, helt deroppe hvor det er livet og dets impulser, der er det hellige, og kærligheden betyder mere end besættelse og revolution tilsammen. Kærligheden er det største af alt.

Det erotiske livsevangelium hos Schade er ikke beslægtet med den dyrkelse af seksualiteten, der på alle planer dominerer verden i dag. Der er ikke tale om en befrielse af impulser eller en ophøjelse af personlige behov til lov om almen adfærd. Det er evigheden, det drejer sig om, og evigheden er i øjeblikket, nu og her, skiftende fra det samme til det samme, evigt nyt. Kærligheden er vejret:

FORÅRSSTORM I ydmyghed og glæde hører jeg forårsstormen puste i træer om huset, i kakkelovnen, i vinduessprækkerne – søde, kære forårsstorm! så lys, så varm og stærk, så fyldt af duft fra markerne, græsmarker, pløjemarker, luftstyrke, som aldrig forsvinder! så nær, så direkte udenfor ruderne,

i aftenen er du der som et sus fra min elskede, et brev gennem luften, som selv er et kys på min mund, en lille, våd hilsen fra nattens lune dyb, fra en lille våd mund, der aldrig har været mig nærmere, for min tanke er så lykkelig. Men alligevel vil jeg dog gerne, at du kommer og kysser mig så nær som du er mig i tanken. Så nær som luften var mig nu, da jeg åbnede døren.

Derude i luften går hans venner, malerne. Ikke bare dem han havde lige omkring sig på værtshusene, ti år yngre og rasende oprørske, Asger Jorn og konsorter, men de gamle landskabsmalere. Den analytiske Fritz Syberg, der med kolde pensler i en usynlig hånd dissekerede de fynske pløjemarker, så det stod lysende klart for enhver, der så hans billeder, hvad en pløjemark er, og hvordan det, at det er sådan, den er, indgår som et ikke undværligt element i den måde, verden hænger sammen på. Den ekspressionistiske Jens Søndergaard, hvis billeder ligesom skyller op på lærredet som havets bølger. Et sted derude står også naboen Knuth Becker, især hans tidlige digte

Den dag jeg forstod at Synd var Glæde, da blev det saa let paa jord at træde. Det Liv der blev mit ved Moders Bug jeg fik det først da til Gave og Brug.

Beckers digte udkom i tyverne og blev en slags forord til hans store, realistiske romaner, der med et stærkt og levende, eksperimenterende sprog, på højde med Joyce og verdenslitteraturen, angreb en forvreden, ussel skinverden. Men indledningsfanfaren var digtene: Et Barn er født, det ved det ej, dog midt blandt os er nu dets Vej. Du laa ufødt i Mørkets Gem, en Elskovsnat har kaldt dig frem.

Det er ligesom en hilsen til den lille Jens August, som senere skal kvittere med et digt som:

INTERIØR Vi er levende, vi har blomster. Vi har glade venner. Vi er så glade som himlen selv. Vi har også en mægtig grammofon. Luk døren op til det vilde hav, der ødsler med kræfter og rare lyde. Solen kom brusende ind med gardinet let som en smed slår på sin ambolt.