MUNCH-PETERSEN
SOLEN FINDES GUSTAF
Oversat fra svensk af TOM ALSING OG FLEMMING BOLDING
Efterskrift af HENRIK WIVEL
solen findes
gustaf munch-petersen
1936
Oversat fra svensk af Tom Alsing og Flemming Bolding
GLADIATOR
nytår
– i årets gule blomst
over fjerne tusind veje
lyser gammelt
sluknende tåre –højt højt langs sprøde stængler dråber klamrende rinder mod oceanets glemsel –når hver eneste tåre har rundet, vil jorden rejse sig af badet med rædselens dønning over sin skulder som en slaktet dumhed –når unødvendighedens potte er fuld, vil jorden være uden hukommelse, og med det væsentlige som et vulkanskt udbrud på sit hoved –i en afsides dal
skal der ligge en hvid sten som sol –
og fra den skal en 17-årig tigge virkelighedens dråbe –
Oprindelig skrevet på dansk og oversat til svensk af gustaf munch-petersen. Trykt første gang på dansk i tidsskriftet linien 15.2. 1934 og senere i digtsamlingen mod jerusalem, 1934.
eventyr
vandrende dag efter dag på vejen, som bestandigt vekslende, langsomt fremadskridende, leder mod uret viljes mål – , der – , hen mod aften mødte jeg hende, som besad evnen at forvandle alt –med stumme, helligt skræmte øjne
trådte vi hånd i hånd med angstfuld visdom i hjertet ind i det grønblå mørke ved siden af vejen –og tordnende i det enestes blindhed slog bølgen sammen over os –
tørstende efter kølighed
trætte af mange mil på vejen, som bestandigt vekslende – , langsomt fremadskridende, leder mod ingen viljers mål, så henimod den skrøbelige morgen fandt vi kilden, som besad evnen at give kølighed –ved dens fod byggede vi vores hjem –
over indgangen skrev jeg, som jeg havde lært – : vejene selv vandrer –modent og tungt bliver hjertet af ufortjente gaver –intet vender tilbage –det ukendte mål er din skæbnes amulet – , usynlig, ukuelig om din hals –nomadisk – , flakkende, traver frem det evige hjem –
det suser i skoven –(til Edith Södergran).
en dråbe i skoven vil forme alt i sit billed –en dråbe i skoven fandt sig selv sandere end alt –
skovens dråbe greb lyren større end verden – : dette ene er en skæbne at finde sig selv skønnest sandest
renest –
alt vil jeg forme i mit billed –alt skal
være det herligste af alt –
højere, højere hænger lyren større end verden –skælv, o verden for din skæbne –
skælv, o verden –skabelsen kommer –en dråbe i skoven blev sandere end alt –
Oprindelig skrevet på dansk og oversat til svensk af gustaf munch-petersen. Trykt første gang på dansk i tidsskriftet Vild Hvede IX årgang, Nr. 12, okt. 1935.
digteren
nu vil jeg fortælle dig hvad en digter er: han er tågen længst ude på horisonten, han er ryggen af det, som har været, og hans pande er striben som bliver tilbage på nattens grænse, hans øjne er til tider trætte af at vente på det, som han ikke ved, om findes, og til tider er de blinde af en sol på den anden side tågen –så græder digteren, til tågen er rykket længere bort, og ventetidens angst atter svaler hans svidende øjenlåg –digteren er ham, som enten er en dåre eller en viis, ham, som hver time vælger, om han vil leve eller altid ha´ været død –
søg kun lyset, drøm selve drømmen, vent dig blot håbet, elsk søvnen, som kommer af det, du intet ved om.
anelser
solen vandrer
ung, tyst og strålende over klipperne, edderfuglene og husene, roligt, sikkert –siden lægger den sig som en løfterig æggeblomme i havets morgenlovende hvide –tyste klipper moderligt bekymrede edderfugle og blinde huse diskuterer med havet mine anelser, om de måske alligevel skulle være sande –
båden driver, mine arme er følelsesløse, jeg hvisker mod den tjæreduftende bund: jeg tror på tystheden, og morgendagen, jeg hader det, som man ved – , og jeg venter på at livet skal løfte mig som en rødgul roe mod solen, eller tyst gemme mig under tågen som en fejltagelse –
endnu en gang har jeg gjort mig rejseklar –en smal krukke med ædel vin – , hvis det værste skulle ske –siden kun våben, herlige våben, kloge og vise våben, og mange, mange våben –det vil syde af kulden og lyne af hadet nu –bagefter – ? bagefter vil vi grine, medmindre det værste er sket, –nu må vi skilles –
barnet
når barnet vil plukke en blomst og ikke må, så græder barnet uden for hegnet eller skriger højt og tramper med foden eller går stille bort for at lede efter andet, som det måske må og som også er smukt at ta´ –
......... og når de gamle har bygget så meget hegn at intet findes for dem at få, og som tilmed er smukt og blødt at røre ved, så bygger de sig mørkebrune huse at sidde i om aftenen og synge dæmpede krybende sange til guder af spindelvæv og støv –
når barnet sover, forgrædt eller roligt smilende, så lyder fra de lukkede mørkebrune huse klagesange over dødens lykke bag tilskoddede vinduer –
hinsides
konstant lyner det, skønt
skyerne står i det fjerne –dans ikke, om end der spilles, lynene hvæser hinsides håbets og fortvivlelsens toner, dans ikke,
konstant lyner det –skyerne står i det fjerne, hinsides fortvivlelse og håb –
dagene
dagene er nætter, lyset er fjernt fra sol, dagene skal du kende, ikke på deres navne, dagene skal du kende på friheden, flygte må du fra lyset, indtil du vover kalde det sol –frist ikke ormene til at flygte, dagene er nætter –
dans
hadvild danser
min vrede – , blidt glider
tårernes dans – , angst hyler skrig –min fryd sidder på en brun stol –
den unge fyrste
den unge fyrste ser tænksomt på solen og havet, om de måske kunne være anvendelige for hans hånd i morgen –en kvinde tigger skælvende ved hans fødder: – fjern smerten, fjern frugten fra mit skød, giv mig tilbage til lammet, det eneste, der ikke vil kvæle min spire –hvorfor skal jeg spændes til, knust, af din blinde frugt, som du blot kastede som en sten et sted –forbandet skal du være af min gift –hvorfor skal du være høj og dum som et værktøj –
den unge fyrste ser tænksomt på spættede fjer blandt tangen, om de måske kunne være anvendelige en aften eller engang –siden vandrer han langsomt bort, grublende over morgendage –
