LINA WOLFF
DE POLYGLOTTE ELSKERE
ROMAN GLADIATOR
De polyglotte elskere er oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild efter De polyglotta älskarna © Lina Wolff, 2016 First published by Albert Bonniers Förlag, Stockholm, Sweden Published in the Danish language by arrangement with Bonnier Rights, Stockholm, Sweden Dansk udgave: © Forlaget Gladiator 2018 Sat med Indigo Antiqua Trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-10-3 1. udgave, 1. oplag 2018 Bogen er udgivet med støtte fra Kulturrådet
Der er i denne udgave citeret fra Michel Houellebecq: Muligheden af en ø. Oversat af Lars Bonnevie, Rosinante, 2016. Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.forlagetgladiator.dk
ELLINOR
The path of the eclipse occurs in any woman’s life when she is consumed within a man’s penumbra stephen king
Når det kom til at finde den rette, havde jeg aldrig troet, at nettet ville være noget for mig. Jeg syntes, der var noget kommercielt over det, og desuden havde jeg aldrig skrevet en kontaktannonce, eller noget som helst andet for den sags skyld, og anede ikke, hvordan man solgte sig selv på skrift. Mine kærester havde altid været helt almindelige fyre fra min hjemby. Den første hed for eksempel “Johnny”, og ham var der ikke noget særligt ved overhovedet, i hvert fald ikke udenpå, og i hvert fald ikke før det gik op for én, at han var seriøst syg. Vi gik i klasse med hinanden, og det startede med, at han sagde: “Er der noget, du altid har drømt om, at en mand gjorde for dig?” Jeg vil tro, han havde hørt nogen sige det på film, og at han allerede dengang faktisk i ramme alvor opfattede sig selv som en mand. Og jeg vil også tro, han regnede med at få et helt andet svar end det, han fik. Noget i stil med: “Ja, jeg har altid ønsket mig en mand, der kan få mig til at smide hæmningerne i sengen”. Eller et konkret ønske, der kunne hjælpe ham på gled. Men jeg sagde: “Jeg har altid ønsket mig, at nogen ville lære mig at slås.” Og da han ikke så nær så forbløffet ud, som jeg havde regnet med, tilføjede jeg: 11
“Slås som ind i helvede.” Johnny nikkede langsomt, spyttede på jorden og sagde: “Hvis det er det, du ønsker dig, min snut, så skal jeg nok lære dig det.” Samme aften tog han mig med hen til noget, han kaldte “fighter-klubben”. Det var en flok folk, der havde set Fight Club og var blevet inspireret af den, men i modsætning til dem i filmen kunne de faktisk forskellige former for kampsport og mødtes tre gange om ugen i en sal for at slås. Alle mod alle. Man gik ned under en skole og videre ind i en kælder. Der var fliser overalt i et skiftevis orange og brunt mønster, og det var nogle mærkelige matte fliser, der i modsætning til normale fliser syntes at absorbere al lyd. Dernede gik man ad lange, underjordiske gange. Alle var musestille, barfodede og havde tasker med træningstøj over skulderen. Den eneste lyd var ventilationen. Så kom man ind i salen, og dér var de så, dem fra vores by, der ville slås. Der blev udpeget en midlertidig leder, og så lavede man fællesopvarmning. Alle var smidige, også fyrene, og ingen var flove over at vise, at man kunne gå ned i spagat og split. Folk fes højlydt, når de stod dér på vid gab, men der var en uskreven regel om, at man ikke måtte grine, tværtimod. Derefter sloges vi. Jeg var den eneste nybegynder, men én ting havde jeg kørende for mig, og det var, at jeg var pissebange. Når man er bange, får man en fordel, sagde Johnny. Hvis man var skræmt fra vid og sans, fik man meget forærende; kroppen var klogere, end man troede, og når man lod den slå over på autopilot, kunne den nærmest hvad som helst. Men så var man også nødt til at tage kontrollen. “De fleste bliver ikke vrede, fordi de bliver angrebet, men fordi de ikke kan forsvare sig,” sagde Johnny. 12
Johnny kunne ikke bare slås, han kunne også skyde, og nogle gange tog vi ud til en skydebane, der lå mellem vores by og nabobyen. Vi gik rundt med orange høreværn på, kiggede på dem, der skød med pistol, dernæst dem, der skød med gevær. Johnny viste, hvordan man skulle stå med skrævende ben, løfte bøssen og ramme lerduerne. Først i simulator, derefter rigtigt. En dag sagde han, at nu kunne han godt tage mig med ud på jagt. Han talte meget om den jagt, før vi tog af sted, at man skulle begive sig ud om natten, bruge sit nattesyn og hele tiden være musestille. Den eneste gang de skød, da jeg var med, var mod et vildsvin. Skuddet rungede ud i stilheden, og man kunne høre svinet, der stadig løb, men ikke ligesom før, mere klodset, mens grenene knækkede omkring det, og til sidst slæbende og forvirret, som om det vidste, at det skulle dø, og kæmpede sig panisk af sted gennem krattet. Vi gik hen mod det, og pludselig lyste Johnny opad med sin lommelygte. Så så jeg bøgetræernes nøgne grene strække sig op mod nattehimlen som lange, mørke knogler. Johnny tog mig i hånden, kneb lommelygten fast mellem benene og strøg sig med den anden hånd over sin plyssede isse, frem og tilbage, og jeg havde lyst til at spørge, hvorfor han gjorde det, men sagde ingenting. Han skulle lige til at hviske noget i mit øre, og jeg tror, det var noget dybt, noget om os, men vi blev afbrudt af en af jægerne, der sagde, at han havde fundet grisen. Han lyste på den med en lommelygte. Skuddet sad perfekt i boven, blodet pumpede ud over de sorte børster. Det var en stor so, og vi måtte alle hjælpes ad med at bære hende tilbage til pickuppen på en stang. Næste dag skulle den parteres på Johnnys kammerats gårdsplads. Vi kørte derud efter morgenmaden, og da vi nåede frem, var der blod og børster overalt, for 13
ingen vidste rigtig noget om slagtning. Alle huggede bare ubehjælpsomt løs, og de sagde hele tiden, at det skulle gå hurtigt. Jeg tog aldrig mere med på krybskyttejagt. En aften sagde jeg til Johnny, at hvis han var klar, så var jeg også. Så smilede han til mig, og jeg tænkte, at det var første gang, jeg så hans tænder rigtigt, og de var store og hvide som sukkerknalder, sad perfekt klistret ind i hans mund og var en ejendommelig kontrast til hans ansigt, som var asymmetrisk og arret af bumser. Vi gjorde det på ladet af hans pickup, og jakken, han havde lagt under min numse, blev sølet til med blod. “Nu til dags bløder piger som regel ikke første gang,” havde skolesundhedsplejersken sagt til os i seksualundervisning. “Normalt har de ingen jomfruhinde tilbage, fordi de rider og cykler og hopper og danser.” Jeg må have haft en meget stille opvækst, for min jomfruhinde var der helt klart stadigvæk. Da Johnny så alt blodet, væmmedes han overhovedet ikke, han kom på få sekunder. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, da han var færdig. Men allerede dér fornemmede jeg, at Johnny var typen, man skulle tage sig i agt for. Som de fleste fyre, hvor vi bor, var han selvfølgelig voldelig, uuddannet og liderlig, og det ville han blive ved med at være resten af sit liv. Men der var også noget andet ved ham. “Jeg vidste ikke, at du var jomfru,” sagde han. “Hvad med dig selv?” sagde jeg. “Ja,” sagde han. “Det var jeg også.” Så kiggede han ned på sin blodige jakke og sagde: “Tjah. Et eller andet sted skal man jo starte.” Næste gang gik det meget bedre. For slet ikke at tale om tredje, fjerde og femte gang. Så sagde Johnny, at han syntes, vi knaldede som pornostjerner begge to. 14
Da vi var seksten år, brækkede jeg Johnnys næserod med håndryggen. Det var ikke med vilje, i den forstand at det var min mening, armen fløj bare ud per refleks, det havde overhovedet ikke noget med kampsport at gøre. Men der blev en værre ballade, for vi gik på gymnasiet, og alle fandt ud af det – lærerne og sundhedsplejersken og Johnnys forældre og mine. Johnnys mor sagde: “Jeg vil ikke have, at du ser den pige mere.” Vi stod i skolegården, og næsen blødte. Hans mor havde skyndt sig derhen, så snart hun fik det at vide, og stod nu og kastede nedladende blikke på mig. “Mor, Ellinor er ikke en lille pige,” sagde Johnny så. “Hun er en dame. Og hvilken dame!” Han smilede til mig, og pandehåret hang ned over hans øjne. “Og hvilken dame!” gentog han og smilede endnu bredere med sukkerknalderne. Jeg fik lyst til at sige lad være med at stå dér og smile, kan du huske, hvor ophidset du blev af blodet, du er sgu syg i hovedet, Johnny, den slags kan man ikke skjule. Det havde jeg lyst til at sige, men det har nok været den blødende næse, der i stedet fyldte mig med noget helt andet, så jeg gik hen og krammede ham. Det var en ret usædvanlig handling, for os. Vi gjorde alt sammen. Vi hjalp hinanden med riflerne og de andre våben, vi sloges, og vi knaldede, men vi krammede aldrig. Men det gjorde vi nu, og jeg mærkede hans varme blod dryppe ned på min hals. “Nu kan du alt, hvad jeg ville lære dig,” sagde han. Men han sagde også, at hvis jeg nogensinde igen vendte det, han havde lært mig, imod ham, ville han ikke tøve med at slå mig ihjel. “Hvis du kan,” svarede jeg. 15
“Du skal ikke gøre mig vred,” sagde han og blev mørk i blikket. Inden længe kom vi ind i en form for sexrutine, selvom man måske ikke ligefrem kan tale om rutiner i vores daværende situation. “Vi kører hjem til mig,” kunne han finde på at sige lakonisk, mens han lagde hånden mellem mine ben. Hjem til ham betød en lille jagthytte, som hans far havde uden for byen, og der kunne man være i fred. Det var en lille hytte med træpaneler på væggene og skriggule gardiner med hvide striber, som hans mor må have hængt op. Hytten havde to små rum og en stue med en pejs. Vi gik ind i det ene soveværelse, og han sagde: “Smid tøjet og læg dig på sengen.” Mens jeg gjorde det, gik han ud i køkkenet og lavede kaffe. Så kom han ind med kaffekoppen, trak stolen hen foran sengen, og mens han drak kaffen, kiggede han på mig, der lå på ryggen med spredte ben. Jeg følte nærmest, at han kunne se lige ind i mig, op og ind i mit indre, om man så må sige, som om der var en mørk kanal i mig, og hvis man fulgte den kanal, kunne man komme ud et helt andet sted. “Skal du absolut stirre sådan?” sagde jeg. “Tænk på pornoskuespillerne. De har ikke noget imod at vise sig frem.” “Tænk på, da jeg brækkede din næse,” svarede jeg. “Du er som skabt til mig,” sagde han så og hævede kaffekoppen som til en skål. Så blev han siddende og drak af sin kaffekop. Da den var tom, stillede han den på en hylde og begyndte at knappe bukserne op. “Hvornår må jeg tage dig i røven?” stønnede han engang, mens vi gjorde det. 16
Så sagde jeg, at hvis jeg var lastbilchauffør, ville jeg aldrig parkere min bil i en kloak, hvis jeg havde et glimrende og praktisk parkeringshus lige ovenover. Johnny lo, men spurgte aldrig mere om det. Et par år senere tog jeg på. Jeg blev aldrig rigtig tyk, men nok til, at Johnny ikke fandt mig tiltrækkende længere. Vi sås sjældnere og sjældnere, og til sidst holdt han helt op med at ringe. På et tidspunkt mandede jeg mig op og ringede til ham. “Skal vi tage ud og skyde en dag?” sagde jeg. “Eller slås?” Så sagde han, at han havde mødt en anden. Og senere så jeg ham nede i byen med denne anden. Hun var slank og veltrænet, havde langt, mørkt hår, som hang ned over ryggen i en hestehale. Jeg tænkte på, hvordan de mon havde det i sengen, om han sad ved fodenden og drak sin kaffe, mens han kiggede på hende, og hvad hun i så fald syntes om det. Jeg fortsatte med slagsmålene gennem årene. Ligesom andre mennesker spiller bridge, synger i kor eller danser et par aftener om ugen og kan trøste sig med det, når de bliver ældre, noget at bygge deres alderdom på eller i hvert fald mildne konsekvenserne af den, så smuttede jeg hen i kælderlokalet og mødtes med folkene der. Det var godt at slås, man blev bedre, også når man blev ældre. Ingen kunne få credit bare ved at være ung og pæn, man fik intet forærende og skulle kæmpe for alt. Da jeg senere fik venner andre steder fra, sagde de, at de ikke fattede, hvordan man kunne vælge at bruge sin tid på det, når man i stedet kunne tilbringe tiden med en god bog, godt selskab og et glas vin. 17
“Der er ikke ret meget her i livet, der kan måle sig med at slås,” sagde jeg så. Jeg kunne godt selv høre, hvordan det måtte lyde i deres ører, men jeg synes stadig, det er rigtigt. Jeg har aldrig været så tæt på nogen som i kælderlokalet i de år. Det har noget at gøre med koncentrationen, og hvordan man aflæser ting i folks øjne. Det er anderledes med sex. Der er folk, der lukker øjnene og spiller den af hele livet, i hånden på sig selv eller mellem benene på en anden, men der foregår aldrig noget i deres hjerner. Når man derimod står foran en modstander, er der øjeblikke, hvor man kan se lige ind i den anden og vide præcis, hvem han eller hun er. Desuden – det sagde jeg også til mine venner – er man ikke rigtig gammel, så længe man kan placere et spark i hovedet på en, der er højere end en selv. Nogle gange tænkte jeg på Johnny, og så tænkte jeg, at han var syg i hovedet. Men så gik det op for mig, at det vigtigste ikke er, at man ikke er syg. Det vigtigste er, at man ikke er alene.
Jeg havde også en hel del kærester senere, gennem årene, også de ret normale, i hvert fald hvis man sammenligner med det, der var i vente. Jeg flyttede aldrig sammen med nogen. Jeg var mere typen, der bare levede, tog én dag ad gangen og ikke hidsede sig unødigt op. Ingen mand kom for alvor ind i mit liv, før det med Calisto og manuskriptet skete. Og det begyndte med, at jeg lagde en profil ud på et datingsite med følgende indledning: Jeg er seksogtredive år og søger en kærlig, men ikke alt for kærlig, mand. Under interesser skrev jeg ingen, under yndlingsforfatter skrev jeg også ingen. Ligeså med yndlingsmad og yndlingssteder i verden. Kun under motto her i livet skrev jeg: At møde ovennævnte mand. Så kom jeg til at tænke på, at et motto vel egentlig var noget andet, en sætning eller vending, der kan fungere som visdomsord i forskellige situationer. Men sådan et motto har jeg aldrig haft, så jeg lod sætningen stå, selvom den ville sige noget om mig, udstille en ordfattig side, som kunne virke frastødende på visse mennesker. Men omvendt var det heller ikke et verbalt menneske, jeg var ude efter. Jeg lagde også et billede af mig selv ud. Det er et billede, som en ven 19
har taget, og jeg ligger på maven på hans seng. Mine alderstegn fremgår ikke af billedet, eftersom det eneste lys kommer fra nogle stearinlys, og som min ven altid siger, kan de fleste mennesker se helt okay ud i lyset fra sådan nogle. Derefter gik der en uge, før jeg gik ind på sitet igen. Da havde jeg fået en syndflod af svar. Jeg gik dem forbløffet igennem, ét efter ét. Jeg har aldrig været sådan en pige, der får anerkendelse. Engang sagde Johnny, at jeg var som et løg, at man skulle skrælle lag på lag af for at komme ind. De fleste piger ville være blevet fornærmede over at få det at vide, men jeg vidste, at Johnny mente det som en kompliment. Og nu havde jeg modtaget mindst en halv snes svar hver morgen, når jeg åbnede mailen. En ældre herre lovede mig “økonomisk ubekymrethed”, mod at jeg tre gange om ugen skulle “tilfredsstille” ham seksuelt. En tyveårig ville høre, om jeg kunne oplære ham. Jeg sad med min kaffekop i hånden og skreg af grin. Jeg følte mig rørt, men ikke så meget fordi disse mænd gav mig anerkendelse (billedet var jo i sidste ende noget svindel), men fordi jeg indså, at dem, der skrev til mig, faktisk troede på kærligheden, i den forstand at jeg kunne give dem det, de ledte efter. Derefter varede det et stykke tid, før jeg gik ind på sitet igen. Der kom nogle ting i vejen, men da jeg endelig gik derind igen, så jeg, at flere af de mænd, der havde svaret, var blevet ved med at skrive. Nogle havde skrevet næsten dagligt i flere uger. Den tyveårige, der troede, at jeg kunne lære ham noget, virkede nærmest, som om han havde udviklet en form for besættelse, og skrev i en besked, at jeg har altid haft piger, der snakker og snakker, de gider aldrig 20
andet end at snakke, men du virker ordløs og ægte. Ordløs og ægte. Jeg syntes, det var fint sagt. Jeg skrev til ham: Du indbyder nok bare til samtaler. Prøv at indbyde til noget andet. Venlig hilsen E. Nogle lød lettere truende. Ikke sådan at de selv truede mig, men fordi de fortalte om andre mænd, der havde truet andre kvinder på sitet. Den her verden er ingen undtagelse fra den virkelige verden, skrev én. Piger er udsatte her ligesom alle andre steder, man skal også passe på sig selv her. Så blokerer jeg dig nu, din psykopat, skrev jeg tilbage, og så var den potte ude. Indimellem tænkte jeg: Hvorfor skred du, Johnny? Hvorfor kunne du ikke bare passe på mig? Nu svømmer jeg rundt herude i det kolde vand, og guderne må vide, om jeg overlever. Men jeg overlevede, ellers havde jeg ikke siddet og skrevet det her nu.
21