1
Kilden til al værdi © Jonas Suchanek & Gladiator 2020 1. udgave, 1.oplag Redigeret af Jakob Sandvad Omslag og sats: Lea Petrine Bogen er sat med Garamond og Arial og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-48-6
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet efter produktionsomkostningerne er dækkede. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
1 Et par indiebands havde indtaget Råkken og taget deres venner og familier med. De spillede numre, som de mente, man skulle kende, og bad om likes til deres sociale medier. Ep’en var på vej, sagde den ene forsanger, det samme var den internationale karriere og turnéerne, derfor talte han engelsk til publikum: Thank you very much. This next song is about … En kunde gjorde mig opmærksom på, at der lå kanyler og blodigt vat under en bænk i Råkkens gård. Jeg hentede vores ukrudtsbrænder og brændte stofbrugernes efterladenskaber til ukendelighed. En anden kunde gav mig oplukkeren tilbage og sagde, at kapslerne på de importøl, Rosetta af en eller anden årsag i løbet af ugen havde tilføjet vores udvalg, altså kunne skrues af. En tredje kunde kom tilbage til bardisken og klagede over, at der ikke var vodka i hendes drink. Jeg kiggede forvirret på hende. Selvfølgelig var der det. Hun hævede stemmen: Jeg skulle have vodka i min drink. Tror du ikke, jeg ved, hvordan vodka smager?! Der er to centiliter i, sagde jeg: Råkkens standard. Hun stak kruset op i mit ansigt: Smag selv!
5
Desværre, sagde jeg og flyttede hendes hånd. Tror du, det handler om penge? sagde hun: Tror du ikke, jeg har råd til at gå i byen? Det ved jeg ikke noget om, sagde jeg: Vi må ikke drikke i arbejdstiden. Hvad sagde du? Du hørte mig. Hun rullede med øjnene og grinte hånligt: Ha! Enhver idiot ville give mig ret, men du må ikke drikke i arbejdstiden? Hvad er det her for et skodsted?! Hun vendte om på sine hæle, trampede ud af barområdet og forsvandt fra Råkken for evigt. Jeg skænkede en fadøl til mig selv. Og endnu en. Og endnu en, imens et par sms’er tikkede ind på mobilen. Er du ude? skrev Sofie klokken 23:14. Kan du møde en time tidligere i morgen? skrev Rosetta klokken 00:50. Klokken 02:00 var arrangementet slut. Gæsterne var gået. Begge bands havde ladet instrumenterne stå og var taget i byen for at fejre deres succes. Jeg lavede regnskabet. Låste af på kontoret. Begyndte at gå hjem mod KFUM. Jeg gik via Halmtorvet. Istedgade. Helgolandsgade. Vesterbrogade. Fødderne værkede og rygmusklerne spændte hele vejen til Indre By. Ømme muskler og led var det sædvanlige, men havde været værre. Da jeg startede på Råkken kunne jeg knap nok løfte en fustage, nu stablede jeg dem oven på hinanden som Legoklodser.
6
2 Jeg vågner. I min seng. På mit ti kvadratmeter værelse, på Kristelig Forening for Unge Mænd. Det er sådan indrettet, at man akkurat kan være her. Sengen står klos op ad skrivebordet, skrivebordet står klos op ad det indbyggede skab, det indbyggede skab står klemt inde imellem dørkarm og væg. Tegnegrejet ligger på gulvet, åbne tuber akryl, pensler, tuscher, et par tomme øldåser, et rygeklart skod. Vinduet står på klem. Udenfor cirkler en måge i det grå. * Fællesbadet er helt dampet til. Vanddråber driver ned ad flisevæggene. Den bagerste kabine er optaget og må have været det længe. Vandet smælder mod gulvklinkerne, slag smælder mod huden. Man hører en kvinde, to kvinder, man hører det gutturale og brølende, mens man tager brusekabinen tættest på indgangen, mens man hænger T-shirten og håndklædet på en krog. Jeg drejer på termostaten og ser tynde vandstråler sprøjte sidelæns ud af hullerne i bruseslangen. Det opløste skod flyde hen over den behårede rist. Jeg vasker mig med fællessæben fra dispenseren, mens vandet stiger mig til anklerne. * 7
Godmorgen siger Sofie. Godmorgen siger jeg. Uret i Fælleskøkkenet viser 16:03. Uret i Fælleskøkkenet viser ved eftertanke altid 16:03. Måske man skulle lave en dokumentar om pyramiderne? siger Trane: Eller Machu Picchu. Vidste du, at vi har en pyramide i Rumænien? siger Vlad: I Buzau-regionen. Den er større end den egyptiske, og ingen ved, hvem der har lavet den. Måske, siger Trane: Eller måske man skulle tage til Indien og åbne et hostel … eller et retreat. Jeg vil gerne have et hus med en kæmpe have, hvor jeg kan holde høns og dyrke grøntsager, siger Sofie: Eller også skulle man tage ud at vandre? Jeg har altid godt kunne tænke mig at gå Caminoen. Hvad med dig? siger Vlad: Hvad ville du gøre, hvis du ikke behøvede at tænke over penge? Jeg finder noget kaffepulver og doserer op i en tilfældig kaffekop. Sofie kigger afventende på mig, mens hun fejer, det er åbenbart hende, der har rengøringstjansen. Hænger du med næbbet i dag? siger hun. Jeg sætter mig på en stol ved det lange spisebord og venter på at vandet koger. Sofies tunge bryster vugger hypnotiserende under det tynde sommerkjolestof, og hun har sin krasse makeup på, som altid, så ingen kan se, at hun i virkeligheden er mælkehvid, nærmest gennemsigtig, hvilket hun, af uransagelige årsager, bruger flere timer dagligt på at skjule.
8
Jeg var på arbejde i går, siger jeg: Kom først i seng klokken 03:00. Nå? siger hun. Jeg har arbejdet nattevagt engang, siger Trane: På et lager. På Amager. Har du? siger Vlad overrasket. Ja, siger Trane: Hvad er der galt med det? Sofie bukker sig og fejer en bunke skidt op på fejebakken. Fine linjer af hårdt væv starter ved hendes håndled, bevæger sig op ad armen og slår bugt over biceps. Det er selvfølgelig ikke noget man har fået at vide, slet ikke af Sofie selv, men på KFUM kommer fortiden altid frem. Det er noget med en ekskæreste. Noget med at Sofie har været indlagt. Noget med at hendes hjerne dannede uhyggelige billeder, og billederne dukkede op, mens hun spiste, mens hun så film, mens hun sov og var vågen. Så fik hun Seroquel, så fik hun op til 300 mg, en vedligeholdelsesdosis, kalder hun det, og det snakker hun til gengæld meget åbent om. Hvor lå den pyramide igen? siger Trane. Buzau. På landet, siger Vlad: Men du skal ikke tage derhen alene. Og hvis du gør, så tag smøger med til mændene og læbestift til kvinderne, ellers går det galt.
9
3 Bardisken sprittes af. Køleskab og lager tælles op. Den resterende sprut i flaskerne måles af en eller anden årsag på øjemål. Scenen ryddes for kabler og forstærkere. Sceneelementer adskilles, stole sættes på bordene, gulvet fejes. Så mangler jeg bare at låse af og ordne regnskabet. En håndfuld gæster står foran Råkken og diskuterer, hvor de skal tage hen, det er jo torsdag, lille-fredag, lille-brandert lokker før ugens sidste lille-arbejdsdag. Der har vi bartender, siger en fyr i pink hættetrøje: Skal bartender ikke med videre? Ja, skal bartender ikke med i byen? siger hans ven. Specialarbejder, siger jeg, for det står på mine lønsedler, med undtagelsen af ansættelsens første måned, hvor det hed Ekstraarbejder, uden at jeg skal gøre mig klog på, hvad for skellen var. Men bartender? Ikke i ordets betydning. Ingen skjorte og slips, ingen chaser, puff eller nightcap, tænker jeg, mens jeg går tværs over gården til vores kontorbygning. Jeg taster koden ind og slår alarmen fra. Stakker mønter og sedler på Rosettas skrivebord. Arrangementet havde trukket cirka tyve gæster. Trukket. Som om publikum er kvæg, og vi er hyrder. Men det giver mening, taget i betragtning af hvor vi befinder os, her var engang kapacitet, se bare: 10
Den Brune Kødby blev opført i 1878-1879, som et led i tiltrængt modernisering og sanering af byen. København havde da problemer med ureguleret slagtning, og det tidligere kvægtorv ved Trommesalen, der var blevet opført i 1671, var blevet for småt og sendte en dunst af gylle og råddenskab over det hurtigt voksende Vesterbro. Centraliseringen af slagterfaget på det nye industriområde ved banelegemet blev en succes, og i 1888 slagtede man ikke længere andre steder. Byen havde dog vokseværk, det samme havde industrien; i perioden under Første Verdenskrig havde de lokale Gullaschbaroner kronede dage, og deres pengepunge voksede i takt med, at der blev sendt dåser med restkød til fronten. Byens vokseværk og skærpede krav til hygiejne gjorde langsomt Den Brune Kødby utidssvarende, og Den Hvide Kødby, en højmoderne industriarkitektonisk udvidelse af området, stod klar i 1934. I 1936 meldtes der på området om slagtning af 350.000 svin, 190.000 kalve, 120.000 okser, 57.000 får og 11.000 heste. Det magre fremmøde er normalt. Ikke noget at stresse over. Nogle gange tror man, der kommer en masse gæster, og så kommer der ingen. Andre gange tror man, at der ikke kommer et øje, og så vælter det ind. Rosetta havde gjort klar til party. Hun var stilet klædt i stramme, sorte jeans, sorte, høje lakstøvler og en kort bikerjakke med nitter. Hendes hæle bankede energisk i trægulvet, mens vi klargjorde huset. Vi skal sælge masser af de her, sagde hun og løftede sprutkassen med et støn: Rom-cola, gin-tonic, vodka-Sprite. Skal 11
jeg vise dig, hvordan man gør, eller? Det er ikke raketvidenskab, sagde jeg. Nej nej, sagde hun: Men det skal gøres ordentligt. Hun pegede på rillerne i plastkruset: Is hertil, sodavand dertil og to centiliter sprut … Hvis jeg kan finde dippedutten … Dippedutten? sagde jeg. Ja, sagde hun: Du ved, den der dims, man sætter på, som holder øje med, hvor meget sprut der kommer ud. Hun stillede kassen på bardisken og kiggede ved siden af kasseapparatet. Rodede i en skål med Bic-kuglepenne. Satte sig på hug og kiggede under bardisken: Hvor er du, dumme dippedut?! Imens dukkede arrangøren op med sit følge; aftenens hovedband og en lydmand, der straks satte sine aluminiumskufferter på scenen. Hej Rosetta, sagde arrangøren. Hvad så, Frederik? sagde Rosetta: Er I klar? Der kommer mange i aften, tror du ikke? Selvfølgelig, sagde Frederik: Vi har inviteret mindst trehundrede på Facebook, og omkring hundrede har sagt going, så … Ja, sagde Rosetta: Vi har selv inviteret en del. Frederik trådte et par skridt nærmere baren. Jeg tænkte på, sagde han: Kan vi ikke få lidt flere øl? Jeg ved godt, vi aftalte tre pr. mand, men vi kan godt tåle at drikke. Hvad siger du, Frederik? grinte Rosetta: Er I blevet alkoholikere?
12
Dog ikke, sagde Frederik: Men musikken starter først om fire timer, og det er drengenes release. Det er ikke hver dag, de udgiver en plade, og slet ikke en, der er så god … Det kan I vel godt, sagde Rosetta: Men hvad får jeg? Frederik tænkte: Jeg lover, de spiller røven ud af bukserne. Rosetta indstillede jagten på sin dippedut. Det gør de altid, sagde hun: Men okay, I kan få fire øl pr. mand. Kun fire? sagde Frederik skuffet. Fem så … sagde Rosetta: Men jeg skal have et kram og et kys. Hun grinte igen, lukkede øjnene og nåede at sige: Tryller du ikke nogle ølbilletter frem? før hun spidsede munden. Jeg slog kassen ud. Under pengeskuffen lå stakken af kopiark der udgjorde vores Rep, med små billeder af buttede fadøl, som Rosetta havde fundet i en clipart-database på nettet. Det var selvfølgelig ikke engang et system, men fint Repræsentativt for stedet. Enhver kunne scanne billetterne, lave deres egne ark, det krævede en all-in-one-printer og en saks, og det var ikke til at sige, hvor mange gratis fadøl vi langede ud en fredag, lørdag aften, der var ingen måde at finde ud af det på. Rosetta fik sit. Arrangøren fik sit. Lydmanden fik styr på teknikken. Bandet afholdt lydprøve, men dørene måtte vente, som man siger, med at åbne endnu et kvarter. Rosetta lænede sig træt op ad køleskabet. Nu kunne det være godt med en lille én, sagde hun.
13
Uden at jeg svarede, tog hun to fadølskrus fra stangen, stillede dem under hver sin ølhane og skænkede rutineret op i begge på samme tid. Jeg behøvede ikke at tilkendegive, at den øl, hun var ved at skænke, indtil videre ville være dagens højdepunkt. Man kan ikke skjule blodsprængningerne i ansigtet, ikke den slags man får af at udsætte systemet for alkoholbelastning i længere perioder, dem kan man højst få fjernet med laser på hudklinikken, og jeg havde allerede fået to omgange og ventede til det blev kritisk før jeg fik en omgang til. Mine blodsprængninger sad på kinderne. Hendes sad yderst på næsen, en lille, rød plet, som, sidst på aftenen, lyste op. Husk, at vi bogfører personalealkohol under P, sagde hun: Man betaler altid for sine drikkevarer, også som ansat. Trykker du på den gule dér to gange? Det skulle gerne give tredive. Det er billigt, og det er en god øl, vi sælger. Det er bare en Tuborg, sagde jeg. Jo, sagde hun: Den er også god fra tid til anden. Jeg trykkede på P-knappen to gange, derefter TOTAL. Pengeskuffen hamrede ud. Godt, sagde hun: Så trykker du to gange på P igen, og derefter RETUR. Jeg studsede over hendes udmelding: Sagde du ikke, at man altid betalte for sine drikkevarer? Jo jo, sagde hun: Men jeg betalte for meget i går, så det stemmer. Hun stillede øllene på disken.
14
Jeg glæder mig godt nok til bandet går på, sagde hun: Det er god musik. Jeg elsker sådan noget sydstatsrock, jeg var på roadtrip i USA i mine unge dage. Vidste du det? Og det var ligesom i en film, sagde hun og beskrev den hvide Cadillac med de glinsende fælge, og det havde hun aldrig prøvet før, at køre sådan et monstrum, spinkle hende, med fingrene knuget omkring det enorme rat, hendes lange krøller i vinden og de funky sølvøreringe, der glimtede i sollyset. Og der var tredive grader og blå himmel, og hun kørte med åben kaleche, helt alene på de brede landeveje. Bilradioen spillede Rivers of Babylon, If You Can’t Give Me Love og Automatic Lover, hun sang med, sang højt, 1979 var hendes år, det havde hun besluttet sig for i 1978. Og hun glædede sig til at komme til New Orleans, hvor Scott ventede, Scott som hun havde mødt i Harlem, New York, en løs flirt kunne man kalde det, og Rosetta forstod det ikke, sagde hun, og gør stadig ikke, at kærlighed skulle være sjælden, at man ikke skal tage den for givet, den er over det hele, hvis man er indstillet på den … Og prærietranerne stod midt på vejen, og hun dyttede, og de satte i løb og baskede med deres store vinger, løftede deres kroppe langsomt op fra jorden og forsvandt bag trækronerne, ligesom hun selv forsvandt fra arrangementet efter bandet var gået af, for man behøvede jo ikke være to til at rydde op.
15