Tina Frank
Ă˜jets Anatomi
Øjets Anatomi © Tina Frank & Lycius | Gladiator 2020 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Jamal Bendahman & Jonas Suchanek Omslagsillustration: Dr. José Luis Calvo Martín Omslagslayout: Lea Petrine Bogen er sat med Open Sans hos Lea Petrine og trykt hos Specialtrykkeriet Arco A/S Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-53-0 Tak til Statens Kunstfond
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
Ă˜jet er den eneste del af hjernen, der er direkte synlig. — Irene Gottlob
1
--Jeg er til begravelse ved Thomas’ farmor. Bænken er smal, luften er kølig, kalken. Ellen i kisten. Præsten fortæller om hendes liv, det hårde arbejde, manden, der rejste meget, manden, der døde, den nye mand, den nye mand, der døde, børnene: han læser navnene på alle syv. Han fortæller om børnebørnene, oldebørnene. Han taler om hendes rejser, hendes hæklerier. Jeg har aldrig været til en begravelse, hvor livet ikke virkede tyndt, det smalle referat. Uanset tårer, uanset blomster. Jeg bladrer i salmebogen, jeg kigger på buketterne, sølvbåndene, hvil i fred. Salmebogen glider ned fra mine lår, den rammer gulvet hårdt. Jeg samler bogen op og slår knæet mod bænken foran. Thomas’ mor vender sig om, det blik. Der ligger buketter i en stribe langs midtergangen, grangrene, små lukkede kuverter. Nu spiller orglet, nu må vi snart skulle videre, forsamlingshus, kaffe, snak, lange knus, bil, aften, nat, nu rejser vi os op, præsten har alligevel mere at sige, han velsigner os, Herren lader sit ansigt lyse over os.
7
--Jeg har svært ved at se ting, der befinder sig længere væk end fem centimeter. Jeg er nærsynet, min verden bliver hele tiden mere utydelig. Uden mine kontaktlinser er alt omkring mig sammensat af slørede, overlappende farvefelter, lysende pletter, bokeh: ude af fokus. Min linsestyrke er blevet forhøjet hver sjette måned de sidste mange år. Jeg er berettiget til en gratis øjenoperation. Operationen vil foregå under fuld bevidsthed, jeg vil kunne se min operation med det øje, der bliver opereret, se laseren skære hul i min hornhinde. Mine øjne er meget skrøbelige, det ligger i generne, over halvdelen af mine onkler, tanter, bedsteforældre har haft nethindeløsning, grå stær, grøn stær, to af mine kusiner har mistet synet helt.
8
--Jeg sidder i liggestolen på terrassen, solen skinner, min ryg er fugtig, mobilen er varm i min hånd. Jeg er inde på Jonnys Facebookside, han sidder i en hvid plastikstol på profilbilledet, dobbelthage, hentehår. Vi havde været kærester i et halvt år, da han mistede tre tæer i en traktorulykke. Jeg slog op med det samme. Jeg trykker ind på Sørens side, det tykke hår, den mørkeblå cardigan, de insisterende stritører, at nogen kan være så nuttet, jeg har lyst til at hive i dem. Jeg tror, at kærlighed mest af alt er et sæt af ydre faktorer, alder, geografisk placering, graden af ensomhed, liderlighed, en serie af tandhjul, en kompliceret maskine, differentialgear, jeg stod foran Thomas, et køkken, en toogtyve års fødselsdag. Der var meteorsværm den aften, vi gik ud for at se stjerneskud. Himlen var fyldt med skyer, vi kyssede, haven var mørkegrøn. Vores terrasse er bred, den følger hele husets bagside. Ukrudtet gror vildt, skyder op mellem fliserne. Jeg hader at luge. Det værste er det forvildede græs fra plænen. Rødderne går dybt ind under de tunge belægningssten, det er umuligt at rive hele planten op. Måske ville det være nemmere, hvis vi havde sået mos overalt i haven, bløde grønne puder. Så kunne jeg ligge på dem og se op på himlen.
9
Mathilde kommer ud. Hendes ene undertrøjestrop er gledet ned over skulderen, den kan hænge sådan hele dagen. Hun spørger, om hun må få en is. Jeg siger, hvis vi har. Hendes hår er lyst, hun elsker det lyse, det lange. Hun græder, når jeg studser det, når hun ser sit hår på gulvet. Hun hulker, som skar jeg hendes yndlingsbamse i stykker. Mathilde har så mange bamser, de ligger i hendes seng om natten med åbne øjne, syede garnmunde. Hendes yndlingsbamse er fra Build-A-Bear, hun kalder den Boubou. Vi lavede den selv i butikken. Vi valgte stoffet, tøjet, vi satte et hjerte i. Boubou er tre år gammel. Hjertet er begyndt at banke uregelmæssigt, lavt, det er en form for batteridrevet pumpe. Hjertet banker, hvis man trykker ham på brystet. Mathilde tør ikke sove med ham, hun vil ikke bruge det sidste batteri. Vi kan ikke skifte det uden at sprætte ham op, og vi kan ikke købe en ny bamse. Build-A-Bear er gået konkurs. I stedet synger jeg for hende, når hun skal sove, nu tændes der stjerner på himlens blå, halvmånen løfter sin sabel. Hun vil også gerne høre mig synge, når hun overnatter hos Thomas’ forældre. Vi har optaget min sang på hendes telefon, min stemme lyder fremmed. Jeg kunne ikke sove i nat, klokken blev over to, før det lykkedes. Jeg har brug for en metode til at falde i søvn, et kneb, der virker. Som når jeg sent om aftenen gik fra busstoppestedet til lejligheden i Spørring, min første
10
lejlighed, med min enorme frygt for voldsmænd på slæb, min storesøster havde lært mig et trick: at hånden kunne slå hårdere med en nøgle indeni. Jeg knugede altid mit nøglebundt på vej hjem. Jeg havde den største nøgle stikkende ud mellem pege- og langefinger, på den måde kunne jeg både slå og kradse.
11
--Thomas taler i telefon med tømreren om plankeværket. Han går frem og tilbage mellem køleskabet og kogeøen. Jeg tager en slurk af min kaffe, bladrer om på næste side, sollyset falder i en trekant på køkkenvæggen, jeg læser Øjets Anatomi. Jeg forstår ikke, hvordan synet fungerer, hvordan jeg kan se. Jeg læser bogen langsomt. Jeg læser hele afsnit igen og igen. Hvordan er synet muligt? - Det skal være sort, siger Thomas. Han står stille, mens han taler. Han går rundt, mens han lytter. - Det skal ligne træ, ja. Men det skal være vedligeholdelsesfrit. Forsøg har vist, at øjet undlader at bruge sine tappe, når det er under ekstremt pres. Tappene er sanseceller, der formidler farve. Øjet bruger i stedet udelukkende sine stave til at hente information. Stavene er farveblinde sanseceller. Det vil sige, vi ser verden i sort-hvid under katastrofer, jordskælv, biluheld. Vi fjerner instinktivt farverne fra billedet, fordi vi på den måde kan afkode rækken af begivenheder, måske ikke hurtigere, men simplere.
12
Vi kan dele begivenhederne enklere op, handle, bevæge kroppen, åbne en dør, kravle ud, flygte. Mathilde kommer ind i køkkenet, hun har sin gule T-shirt på. Hun rykker stolen ud fra køkkenbordet, hopper op på den. - Jeg er sulten, siger hun.
13
--Jeg sidder ved køkkenbordet, på den knirkende træstol, min varme, stærke kaffe. Jeg har sat en sang på repeat, volumen er lav for ikke at vække de andre, every day is exactly the same. Trent Reznor synger titlen tretten gange, han bliver ved og ved, every day is exactly the same, jeg får altid lyst til at skrige, stop, Trent, vi har fattet det, men jeg elsker det også: at han ved, hvordan det er. Jeg har læst en artikel om Kristina Stoltz, hvor hun fortæller om sin nye bog, Cahun. Stoltz beskriver de mange personer, hun har inden i sig. Stoltz kender længslen: hvis bare man kunne stable sine jeger i lag oven på hinanden, hvis de kunne eksistere parallelt, hvis det var okay at være dem alle, den tynde, den buldrende, den højhælede, den runde, den grådige, den underdanige, den fordrukne, den hvirvlende, den generte, hende, der elsker alt, hende, der rammes af det sorteste tungsind, hende, der vil beskyttes, hende, der vil det hele, der aldrig får nok, hende, for hvem alt går for fucking langsomt, der hader, at Jorden drejer så ulideligt trægt rundt, at hun ikke engang kan mærke det, som verdens langsomste metronom, at alting gentager sig, kaffen drikkes, ord siges, høres, migrænen angriber, synet, Trent synger I believe I can see the future, ‘cause I repeat the same routine,
14
livet smuldrer, hun har ikke tid til alt det ingenting. Hun blev kaldt hyperaktiv som barn, hun kan stadig være for intens, fortættet, som Per Højholt, dengang han kun skrev, når han skulle tisse rigtig meget. Hun har så svært ved at forstå, hvordan andre kan nøjes med ét liv, hvordan de kan komme dertil, hvor de siger, det her er mig, det her er manden, det her er os to og livet. Og så med Thomas. Mit dumme, naive tyveårige jeg.
15