Det der ligger udenfor Elevantologi 2020–21 Mei Hirschmann Bieber Karen AlexandraBue Moltke Johansen Dorte Schou Jonas Jaidane Julia Jayko Fossland Jacob Grønlykke Maria GladiatorskolenMariaMajaTineMaj-BrittJetteEmilieHunosøeA.HaugaardThastumBoaEngerFunchKleivanMcIntyre
Det der ligger udenfor Elevantologi 2020–21 Gladiatorskolen
Indhold
Forord 4 Mei Hirschmann Bieber, digt 8 Karen Bue, to afsnit fra HAR ELLEN IKKE SELV ET HJEM 14 Alexandra Moltke Johansen, fortællinger 24 Dorte Schou, uddrag fra Øjnene holder aldrig op med at se 36 Jonas Jaidane, digte 46 Julia Jayko Fossland, digte fra digtsamlingen tænder, hofter, hænder 52 Jacob Grønlykke, romanuddrag 64 Maria Hunosøe, Reolen 72 Emilie A. Haugaard, Iran, foråret 2018 78 Jette Thastum, digte 84 Maj-Britt Boa, Liv 90 Tine Enger, digte 100 Maja Funch, essay, De øjne der. Den forbindelse med et andet pattedyr 112 Maria Kleivan McIntyre, digte 122 Mei Hirschmann Bieber, digt 126 Forfatterbiografier 130 Gladiatorskolen 132
Forord4 Forord
Allerede dengang var de begyndt at gå i opløsning på grund af fraflytning og modernisering. Hans greb om stoffet er ganske enkelt: Han rejste rundt fra ø til ø og talte med de folk, han mødte på sin vej. Levnedsbeskrivelser, verden af i går. Hans eneste dagsorden var at lytte.
Lidt nordvest for Marstal på Ærø, nær landsbyen Ommel sad den da 85-årige Peter Hansen på sin bænk i morgensolen og kiggede over på Halmø, hvor han som landmand havde boet og haft sit udkomme. Nu var den lille ø blevet købt af en udenlandsdansker, der kun dukkede op et par uger om sommeren og
Digtet stod trykt i Gyldendals tidsskrift Fælleden (1976–79). Det var et tidskrift for “politisk kultur og kritisk kunst”, som det hed i det første nummers programerklæring. Fronterne var begyndt at fryse til i de år, det var det sprudlende ungdomsoprørs betontunge bagbrandert. Ideologikritik var et af nøgleordene. Kunsten skulle stå i en højere sags tjeneste. “Der hvor de to begreber (jf. programerklæringen, red.) flyder sammen og bliver til samme sprog, har navnlig vores interesse,” fastslog redaktionen. Alligevel skulle der være “plads til mangt og meget”, men man frabad sig laksko og urkæder. Tidsskriftet endte som et ret iltfattigt foretagende, en klub for de indforståede, og efter bare tre år gik det ind.
For jeg er kvinden er fangen er hustruen er barnet er slavinden og jeg gir ikke en krone for jeres politiske standpunkter.
En overproduktion af orden …. Jeg kalder det DEN LILLE FASCISME
Nogenlunde samtidig var forfatteren Erik Aalbæk Jensen i gang med sit ottebindsværk om Livet på Øerne. Han gik mindre dogmatisk til værks; han var først og fremmest nysgerrig. Han betragtede efterkrigstidens Danmark fra et andet perspektiv: fra den yderste udkant, landets mange små øsamfund.
Bente Clods digt Privatlivets politiske potentiel fra 1976 slutter med fynd og klem. Det indrammer tidsånden ret præcist. Og genkender man lidt af dette tankegods her i nutiden, er det nok, fordi historien har det med at gentage sig selv.
Vi forsøger at forstå verden. Er det mon for at blive klogere på os selv? Eller er det, fordi vi i sidste ende ikke kan holde ud at tænke på livet som én stor ophobning af tilfældigheder? I hvilken retning vender vi blikket? Mod de store politiske forklaringsmodeller i pagt med tidsånden eller mod plovskæret på
DerHalmø?mågemme sig en orden et sted. Som Inger Christensen bemærker i sit essay Tilfældighedens ordnende virkning (1994) : “Vi kunne måske også forestille os tilfældigheden som en diffus energikilde, som alene ved sin tilstedeværelse havde en ordnende virkning … Og forestille os, at vi gennem dette tilfældighedens medløb fik vi et værn mod vores egen overproduktion af “Mennesketorden.”
skaber Historien i en forvirret blanding af bevidsthed og blindhed,” skriver hun et andet sted i essaysamlingen, og fortsætter: “At finde på en sandhed der gør tilfældigheden nødvendig/ og forestille sig et tegnsystem der transmitterer blindheden/ kort sagt jeg betragter det som forfatterens opgave/ at beskæftige sig med det umulige, det ufuldkomne, det der ligger udenfor”. Det er et godt sted at starte.
Forord6 ellers overlod driften til en forvalter. Peter Hansen kunne ikke forstå, hvorfor den nye forvalter helt tankeløst pløjede i den gale retning hen over bankerne derovre, så mulden og regnvandet blev skyllet ned i dalen. Og forvalteren burde da også lette plovskæret en kende oppe på ryggen af øen, så det ikke skar så dybt, der hvor muldlaget lå tyndest. Det hele lignede dumt, tilfældigt hastværk, noget, der bare skulle overstås.
Mei Hirschmann Bieber
Jeg taler det så godt, siger du, du siger, at du kan høre, at det også er mit sprog, du lister trusserne af mig og siger “kom, så går vi”, og jeg går rundt i byen iført en kort sommerkjole uden trusser under, min krop reagerer med en streng af gennemsigtigt klister, jeg spreder lårene let, imellem dem trækker sig en glinsende tråd af slim, som du har spundet, din stærke hånd i min, vi går op og ned ad gader, den pirrende angst for et pludseligt vindstød, jeg smiler for mig selv, jeg formulerer mig selv på dit sprog, ingen af os siger noget. Mennesker tilegner sig nye sprog, fremmede for deres eget, accenten af modersmålet bliver liggende neden under det nye, som når der trækkes et tyndt lag af maling hen over en flisevæg, de har et grundsprog, der smitter af på alting, ligesom når man fjerner rød neglelak med acetone, men neglene og huden udenom forbliver lyserød, og man derefter putter klar neglelak ovenpå,
Vi taler ikke sammen, ikke sådan rigtigt, det er mest bare dig, der forklarer ting, må sætte kaffekopper fra sig, for at tale med hænderne, jeg lytter, og håber, at du vil se, hvordan jeg lytter til dig, når jeg taler, kan du finde på at stikke en hånd ned i mine bukser, midt i en sætning, og så fortsætter samtalen på en helt anden måde, så er det ikke længere mig, der taler, det er vores kroppe, i et sprog, der er deres, at have sex bliver en måde, vi kan kommunikere med hinanden på, et sprog, vi deler, selvom det er et sprog, der mest er dit.
de lyserøde spor skinner tydeligt igennem, de sletter ikke bare sig selv og sætter noget andet i stedet for, det falder mig så let, som at lægge ting ned i en tom pose, at lære at kommunikere på et andet sprog er jo bare at spejle et andet menneskes mimik og lyde integrerefuldstændigt,ennysyntaks, en anderledes grammatik, indkode en anden grundstruktur, og så et nyt vokabular, afkode de latinske bogstaver eller kinesiske tegn, du ler af mig, “dine spejlneuroner er alt for veludviklede,” siger du, du synes det er morsomt, at jeg er så god til at aflæse og efterligne, men det er en evne, der kommer dig til gode, det er en villighed. “Er du indfødt?” bliver jeg spurgt, da jeg går i gymnasiet, og senere også på uni, om det er kinesisk eller italiensk, jeg forsøger at lære, “har du familie, der taler sproget?” nej, svarer jeg, og det smigrer mig, at jeg kan lyde indfødt, føde mig selv et nyt sted, det er fordi jeg ikke har noget sprog selv, at jeg finder det så let at låne andres, det er fordi der eksisterer en hjemløshed i mit væsen, der gør mig sprogløs, hvad er et modersmål, hvis ens moder ikke... hvad er et hjem, hvis ens hjem ikke... en barndom, der medførte en gennemsigtighed, jeg behøver bare lægge et tyndt lag af det nye ovenpå, for at det lyder fuldendt, jeg er ikke rigtigt noget, men jeg kan nemt være hvadsomhelst. “Pupper’’, siger du og klemmer om mine bryster, “pupper”, bryster, selvfølgelig, og jeg efterligner det, u’et som har en y-lyd og så den lille syngende melodi, den lille lette rullen med r’et til sidst kendetegnende for dit modersmål,
Mei Hirschmann Bieberog10
Alt hvad der er sfærisk er mit, men det falder til jorden, som en kraftesløs fugl, alt hvad der er hårdt og metallisk er dit, min ringmuskel, bildele og værktøjskasser, værktøjsvognene er lastet tungt og lader sig ikke flytte på, jeg forsøger at indføre en blødhed i alt det hårde, insisterer på at købe en glidecreme,
11
jeg gentager det uopfordret første gang du siger det, jeg må smage på dine ord, tage dem i min egen mund, være sådan en, der siger dem, det imponerer dig, “så veludviklet et sprogøre er sjældent,” siger du, “pupper,” siger jeg, “pupper, pupper, pupper!” med en hvalpet iver.
Du presser mig op ad en husmur og stikker fingrene op under sommerkjolen, de glider ind i mig, uhindret, – det er ikke, fordi jeg ikke nyder det — du taber et glas på gulvet på en bar, så det smadrer, det tager dig lang tid at samle glasskårene sammen, du kigger op under min kjole, stryger hånden op ad mit lår og spreder mine ben let, mens jeg sidder på barstolen og ikke ved, hvor jeg skal fæstne mit blik, – det er ikke fordi jeg ikke nyder det, det er bare, – du tager mig på sofaen, da den står ude på terassen, tydelig at se fra den lille sti langs vandet, – jeg kan jo virkelig godt lide det –du blotter mit bryst på en bænk midt om natten, jeg går rundt på tankstationer uden trusser på, – hvorfor kan jeg så godt lide det –jeg onanerer for dig, mens vi kører op for at besøge din fødeby, der hvor du kommer fra, vores kroppe, dit sprog.
Mei Hirschmann Bieberjeg12
Jeg hamrer hovedet op i bagklappen på din bil, jeg græder af forskrækkelse og smerte, “nåååårh,” siger du sarkastisk, og det får mig til at græde endnu mere, det er bare “tough love,” siger du, du kan være så hård, og det hårde, det kender jeg, det er nok derfor, jeg elsker dig så længe, det er nok derfor, jeg griber dine brede hænder og fører dem op til min hals, klemmer om dem for at vise dig, at du skal gøre det samme, jeg er den bløde kvinde, der hvisker, “bare vær i det hårde.”
folder mig rundt om dine skarpe kanter, for at du ikke selv skal slå dig på dem.
Der er et mig, der elsker dig, og der er et mig, der går fra dig, måske er de et og samme jeg.
Jeg er udvisket, som sporene af noget, der engang har stået på et whiteboard, og nok elsker jeg dig, men de ofre det kræver at elske dig, udvisker mig bare endnu mere, jeg elsker dig, fordi jeg er udvisket, og jeg udviskes af at elske dig, alligevel er der i mig et sted, en uudvisket del, som en klippe midt i et ocean, en del, der rejser sig vaklende som et slimet føl, og træder sine skridt i retning væk fra dig.
Da jeg er gået fra dig, må jeg lære at tale igen, lære at tænke tanker og formulere mig på et sprog, jeg har glemt, forme mig selv som en ny tanke, jeg går rundt i en tåge, taler ud i luften, “ba-ba-ba,” siger jeg, prøvende,
forsøger at genkende mig selv i et spejl, jeg har en krop, jeg har ligget for længe – på siden, på ryggen, på maven, på alle fire, men jeg har en krop og jeg rejser mig klodset, som en nyfødt, “ba-ba-ba,” jeg plukker græstotter op med tæerne og bader i havet, jeg savner forankringen jeg følte, i din krop, jeg savner at blive klemt, jeg plejede at tegne med mine fingerspidser på din brystkasse, nu tegner jeg bare ud i luften som en, der er gal, jeg er uden hjem og sprog, jeg laver lyde, klodsede og nede fra halsen, forsøger at formulere mig selv på ny, som man formulerer en tese, eller en liste over ting man ikke vil glemme, eller måske gerne vil kunne huske, jeg er rå og nøgen i den bagende sol, uden en hinde og uden dine hænder, der er en hulning i mig, der hvor du plejede at ligge, at tale med din tunge, det var der en tryghed i, du var også en form for tryghed.
13
Karen Bue14 Karen Bue to afsnit fra HAR ELLEN IKKE SELV ET HJEM
Der er grå folie på vinduerne, så jeg kan se ud, men man kan ikke se ind på mig. Gråt novemberlys og en udsigt til betonblokke. Neonlyset i loftet giver de røde kødrester i de mælkehvide plastbøtter en svag orange farve. I skyllerummet lugter der af sæbe, kød og kogt medister. En slagter er ved at hive den meterlange gråblege medister op af kedlen, og der lyder et klask, da den rammer plastkassen. Han skærer et stykke af, puster på det og putter det i munden.
Vil du smage, spørger han, og er allerede ved at skære et stykke mere af. Ja tak, siger jeg, og mærker rødmen brede sig i mit ansigt. Jeg lægger medisterstykket på mit kittelærme for ikke at brænde mig, puster og spiser. Jeg er sulten, og den smager godt. Hold kæft, du ser dum ud. Tror du, du er til te hos dronningen.
Det kan godt være, normalt kalder vi den bare chokkeren.
Der står stålstativer med bakker fulde af kød op ad væggene, og jeg vil gerne ud, med det samme.
Vi sætter os sammen med damerne fra slagterafdelingen. Jeg siger ikke noget, medmindre der er nogen, der spørger. Det gør de, desværre.
Første dag i slagterafdelingen Med tommel og pegefinger holder jeg på kanten af den slimede plastbøtte, mens jeg spuler den ren for blodrester, sener og kødsnask.
Hvordan synes du foreløbig om din første dag.
I glasmontren ligger der wienerbrød og franskbrød med spegepølse, ost og rullepølse. Jeg tager et stykke med rullepølse og en kop kaffe. Jeg drikker ellers aldrig kaffe, men jeg tænker, at det passer bedst til en kaffepause.
Hun venter ikke på svar, vipper det store stålhåndtag og trækker i den tunge dør. Luften føles tør, og det er, som om den svitser de små hår i næsen, men det føles egentlig ikke som de minus 50 grader, de grønne lysende tal på displayet viser. Jeg tænker på, hvor længe man ville overleve, hvis nogen udenfor smækkede døren.
Hedder den chokfryser, fordi kødet får et chok.
En jævnaldrende rødhåret pige står imellem de to plastflapper, der udgør indgangen til slagternes arbejdsplads. Pigen rynker sin pande. Jeg bider tænderne sammen, og tager et bedre greb om den slimede plastkasse. Vandet skyller ud over plastforklædet. Den nederste del af mine cowboybukser er tunge af vand. Vil du med til kaffepause.
Vi har et kvarters kaffepause formiddag og eftermiddag og en halv times frokostpause, men jeg vidste ikke, hvornår det var, så jeg er lettet over, at hun spørgerKantinenmig. ligger mellem cafeteriet og slagterafdelingen, vi passerer to brede ståldøre.Deterchokfryseren, siger pigen, som viser sig at hedde Lise, og peger på dem. Det hedder den, fordi den fryser ting ned lynhurtigt, vil du prøve at mærke.
Altså sådan rigtigt, snave. Jeg har spekuleret meget over, hvad det er, man skal gøre med tungen. Jeg er bange for, at jeg er den eneste i klassen, der endnu ikke har kysset, jeg er bekymret for at ende som gammeljomfru. Det er, som om tiden flyver af sted uden mig. Flere fra klassen har allerede været i seng med nogen. Det må da være muligt at finde en, der vil, han behøver hverken at være sød eller pæn, jeg vil bare have det overstået. De andre rejser sig, og jeg følger med ud, og da vi passerer Vibeke Liljeberg fra min parallelklasse, nikker jeg til hilsen. Hun sidder med de andre fra tøjafdelingen i deres rene tøj med en duft af parfume omkring sig. Vi fra slagterafdelingen lugter sødligt af kød. Vibeke Liljeberg går i C-klassen og bor i et af de fine huse med udsigt til vandet. Jeg har engang været at spise hos Vibekes familie en lørdag aften. Jeg hang min blå skijakke i gangen ved siden af Vibekes røde. Vibeke Liljeberg og jeg købte en hver, det var hende, der havde fundet dem i en butik. Desværre havde de kun én i rød og i størrelse medium, den tog Vibeke, det var trods alt hendes idé. Min skijakke er en lidt trist mellemblå farve i størrelse large, og er for stor. Det er ærgerligt, for det er en figursyet model. I Vibeke Liljebergs familie tager de også på skiferie, så jakken passer på alle måder bedre til hende.
Der bor jeg også, siger Thomsen. Thomsen fortæller, at hun, mand og døtre flyttede ind i 73, som nogle af de første. De kom fra København, og det hus, de boede i, skulle rives ned.
du i skole, vil den jævnaldrende rødhårede vide. Mosede Skolen.
Det er Vibeke Liljebergs skyld, at jeg er, hvor jeg er. Og min egen
Karen Bue16
Vi var sgu mange, der blev flyttet herud, det var forvirrende i starten, når man nu hele sit liv har boet på Nørrebro. Men dejligt med bad og mange kvadratmeter.Hvorgår
Det er, fordi vi først boede i Mosede, og så blev jeg bare der. Nå, jeg synes heller ikke, jeg har set dig før. Jeg kigger ud på betonblokkene og tænker over, hvad jeg skal have på til festen hos Birger i aften. Jeg har besluttet mig for, at jeg bliver nødt til at kysse en eller anden.
I Liljebergs spisestue var der tændt stearinlys og på bordet stod en meget stor skinkesteg med skinnende blank svær. Ærter, gulerødder og kartofler var sat i muselmalede porcelænsskåle. Vibekes far havde jakkesæt på og hendes mor sad rank i en kjole, som jeg ikke kunne få øjnene fra, sort med motiver af roser i mørkt rødt og med grønne blade. Jeg tænker sjældent over, at jeg ikke har en mor, men i det øjeblik følte jeg misundelse. Jeg ville ønske, at det var mig, som havde en mor, der sad i en smuk kjole og strålede. Det er ren silke, havde hun sagt, da jeg sagde, at jeg syntes, kjolen var pæn.
Den synes jeg godt om. Hvor bor du, vil en anden vide, og jeg peger over på blokkene, som vi kan se fra vinduet i kantinen.
Hvis du bor i Gersagerparken, hvorfor går du så ikke på Tjørnely Skolen, spørger hun, og tager et hiv af sin Prince, og kniber øjnene sammen.
Hun er butiksuddannet og er derfor lidt højere oppe i hierarkiet. Og så er hun mor til en dreng i min klasse, som vi af en eller anden grund kalder Klunke.
Slagtermester Olsen kommer fra Jylland, vistnok midt i Jylland. Det kan man godtDerhøre.mangler hakket okse, råber Kvist. Kvist arbejder ude i butikken.
Han er sådan lidt uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg så en gang Klunke slå en mand, der sad stille og roligt og passede sig selv i toget mellem Hundige og Vallensbæk. Min teori er, at han hedder Klunke, fordi hans bukser er så stramme, at man kan se hans klunker. Pia, stiller sig over mellem hakkeren og pakkemaskinen, hun ser forgrædt ud. En slagter stiller sig op på en skammel og hælder oksekød fra plastbøtter ned i hakkeren. Kødet ligner noget, der er blevet tilovers, når de har skåret de pæne stykker ud af de halve dyrekroppe, der hænger på metalkroge i kølerummet. Hakket kød i firkantede forme på et lidt fedtet papir bliver spyttet ud og kører i rasende fart på et bånd op til Pia, som står klar til at lægge det på en foodtainer. Det er et nyt ord, jeg har lært, og det udtales futtæner. Når vi skal lægge kød på foodtainerne, hedder det: “I skal gå over og futte”. Når vi skal lægge film over kødet, hedder det at filme. Når man skal veje varer og sætte prissedler på varerne, hedder det at mærke. Det sidste er et lidt betroet job, kan jeg fornemme. Jeg har lært mig et fagsprog på en enkelt
selvfølgelig. Det var Vibeke, der foreslog, at jeg skulle søge job i Bilkas tøjafdeling. Og i går tog jeg mod til mig, og gik ind i personaleafdelingen. Jeg har fået at vide, at I måske mangler en medarbejder i tøjafdelingen. Det var en enkel sætning, jeg havde øvet. Personaledamen fortalte, at de ikke manglede nogen i tøjafdelingen, men fulgte mig i stedet hele vejen gennem forretningen til slagterafdelingen. Jeg burde have tænkt på min påklædning. Jeg var iført cowboybukser, en islandsk sweater og et meget langt halstørklæde. Personaledamen spurgte en dame i hvid kittel, hvor hun kunne finde slagtermester Olsen, og fik at vide, at han sidst var set i kittelrummet.
to afsnit fra HAR ELLEN IKKE SELV ET HJEM 17
Olsen, sagde han. Jeg fik at vide, at du har bedt om at få en, der kan arbejde i weekender og ferier, så måske du kan bruge hende her, sagde personaledamen, og gik.
Det vil være fint, hvis du kan begynde at arbejde i morgen og så arbejde fast fredage kl. 15 til 21 og lørdag fra halv syv til 15.
Personaledamen præsenterede mig for en mand med blankt sort hår i en hvid kittel. Han stod i et smalt rum med en lille blok og en blyant med en stålreol med kitler på den ene side og på den modsatte side en reol med nogle aflange flade Goddag,papstykker.sagdejeg, og rakte hånden frem og kom til at knikse.
Så stod vi der, og han spurgte om min alder og om jeg havde nogen erhvervserfaring. Jeg fortalte, at jeg var fjorten et halvt, og at jeg havde arbejdet i et gartneri, og også haft et arbejde, hvor jeg skulle putte reklamer i kuverter, og et som børnepasser for en familie i Solrød.
Karen Bue18 dag: futte, filme og mærke. Det synes jeg er fornuftigt, der er ingen grund til at spilde tid på lange sætninger Afdelingen er opdelt, så der står slagtere på den ene side af det store rum, på den anden side, adskilt af pakkebordet med hylder ovenover til foodtainerne, står kvinder med navne som Thomsen, Pedersen og Svendsen.
Pia starter pakkemaskinen, den æder pakkerne af kød, fører dem rundt i maskinen, hvor de bliver filmet og varmet i bunden, så filmen holder et fast greb om kødpakken. En mellemstation på rejsen for kødpakkerne er nede hos Thomsen. Hun står klar og mærker pakkerne, og lægger dem på bakker, som de butiksuddannede kan trille ud i butikken på et stålstativ.
Jeg stikker min hånd ned i de rødviolette leverskiver og mærker fine isflager imellem, det giver en blød og stikkende fornemmelse i fingrene. Jeg lægger leverskiverne på foodtainerne, og stiller dem på stålbakken, så jeg kan bære dem over og filme dem, når jeg har futtet færdigt. Jeg prøver at følge med Lise, som står og futter gullaschkød. Lise får fyldt sin stålbakke dobbelt så hurtigt som mig. Jeg tæller de timer, jeg har været på arbejde og prøver at regne ud, hvor meget jeg har tjent, og hvor meget jeg kan nå at tjene til den første. Til den
Det er kun de gamle på over 30, der bliver kaldt ved deres efternavn, Pia på 28 bliver kaldt Pia. Den rødhårede jævnaldrende, som viser sig at hedde Lise, og mig er de eneste unge ansatte, og det får mig til at føle mig lidt voksen.
Det viser sig, at formanden for Danmarks Kommunistiske Parti, Knud Jespersen, er skyld i Pias forgrædte øjne, han er nemlig død dagen før. Pia og hendes mand er kommunister. Jeg ved ikke meget om politik, men jeg kan huske, at jeg engang da jeg måske var syv år gammel, spurgte min far om, hvad en kommunist var. Hvis du for eksempel har to dukker, og en anden pige ikke har nogen, så vil kommunisten have, at du giver den pige din ene dukke, var hans svar. Jeg tror, han tænkte, at det ville afskrække mig fra at lege med kommunister. Jeg tænkte kun på, hvilken dukke jeg ville give væk. Det ville helt sikkert ikke være den pæneste. Min far har altid et svar parat, en mormon er for eksempel sådan en, som aldrig tager den sidste kage på fadet.
Jeg forstår ikke, at Pia kan sørge over en person, som hun ikke kender personligt. Måske jeg er syg i hovedet, eller i hvert fald følelseskold. Jeg kunne heller ikke forstå Morten, der var i sorg i flere uger over en hund, der var død. Jeg er bedst til at sørge over noget, der har med mig selv at gøre, når det er synd for mig. Det er det tit, og det er jeg ikke den eneste, der synes. Selvom jeg måske ikke altid lige i situationen fatter, hvad det er, der er synd for mig, kan jeg hurtigt få tårer i øjnene, for eksempel når vores nabo spørger mig: “hvordan går det inde hos jer,” og samtidig kigger mig dybt i øjnene, som om hun tænker: “jeg ved, du ikke har det let.” Måske det bare er noget, jeg bilder mig ind, altså at hun ser på mig på den måde.
Selvom Pia er ked af det, kan hun stadig følge med. Jeg frygter, at jeg selv skal stå ved den maskine.
Jeg ved ikke om ok er det rigtige ord, jeg kan nærmest kun lide dansk og historie, men mit forhold til skoler er så kompliceret, at jeg ikke orker at tale om det, det lader sig ikke gøre. Det virker, som om Lise er glad for, at jeg er begyndt at arbejde i slagterafdelingen, for hun spørger, om vi skal gå hjem til hende og spise kager efter arbejde.
19
to afsnit fra HAR ELLEN IKKE SELV ET HJEM
Thomsens mand er stukket af med en anden dame, siger Lise, han er kok nede i Gastroen, og nu er han flyttet sammen med en servitrice, som også arbejder der. Thomsen er sådan, hm… ikke rigtig sig selv.
Nu ved jeg jo ikke, hvordan Thomsen er, når hun er sig selv, men jeg kigger over på hende, hvor hun står og mærker hakket okse.
Gastroen er det pæne af de to spisesteder i Bilka. I Gastroen serverer de bøf bearnaise, men også stjerneskud, og det kan man også få i cafeteriet, hvor min far og jeg nogle gange har spist dagens ret. Jeg skæver over mod glasburet til højre for futtebordet, her sidder slagtermester Olsen ved sit skrivebord med sit skinnende sorte hår og hvide kittel, herfra kan han holde øje med os alle. Hvordan er det at gå på Mosede Skolen, spørger Lise. Det er ok, det er den femte skole, jeg går på.
første vil jeg købe en cowboyfrakke, jeg har set i Ung Mode i Centeret, den går ned om numsen og har nogle store knapper, det er et nyt mærke, der hedder InWear. Jeg vil også købe en lp med Derek & the Dominos (jeg er ret vild med nummeret Leyla), en deodorant fra Date, den blå, en Alberto-shampoo og nogle Faber-farveblyanter og en ny tegneblok.
Jul hos Riitta Jul hos Riitta Vi holdt jul hos Riitta i Lyngby for nogle år siden. Min far og jeg var i Lyngby Kirke om eftermiddagen. Jeg kom til at ødelægge en kirkebænk, fordi jeg gabte og strakte benene hårdt mod fodstøtten, fyldningen gled ud med et lille smæld efter trykket fra min ryg. Så vågnede jeg lidt mere. Det er en meget gammel kirke, og vistnok den ældste bygning i Lyngby, og så tænkte jeg på, at den kirkebænk havde holdt alle de mange år, indtil jeg kom og satte mig på den. Da vi kom tilbage til Riittas lejlighed, duftede der næsten af jul, det vil sige, vi plejer at spise and, men flæskestegsduft er også lidt julet. Riitta havde dækket bord og var næsten ædru. En cigaret lå og røg i et askebæger ved siden af komfuret flankeret af en elefantøl. I kan godt sætte jer med det samme, sagde hun, jeg har haft travlt, kan I tro.Uhm, det smager dejligt, sagde min far, og brækkede en flæskesvær