en tid med mirakler
KristianGladiatorLethEN TID MIRAKLERMED
Redigeret af Hans Otto Jørgensen & Jakob Sandvad Omslag: Tal R Bogen er sat med Minion
og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2022 ISBN: 978-87-75690-08-4
En tid med mirakler © Kristian Leth & Gladiator 2022
Til Tea. Igen.
“I selv de bedst tydede drømme må man tit lade et sted forblive uopklaret, fordi man ved tydningen mærker, at her er et virvar af drømmetanker, der ikke kan redes ud, og som desuden ikke har leveret væsentlige bidrag til drømmeindholdet. Dette er da drømmens navle – det sted, hvor den er fastgjort til det ukendte. De drømmetanker, til hvilke vi føres ved tydningen, kan jo ifølge sagens natur ingen de finitiv afslutning have; de må nødvendigvis forgrene sig i alle retninger i vor tankeverdens komplicerede netværk. Fra et tættere sted af dette fletværk rejser drømmeønsket sig da som svampen af myceliet.”
7
Sigmund Freud – Drømmetydning
Fortællinger
8
Vi har alle brug for en fortælling om vores liv. En fortælling, der er vores liv. Det er enklere, hvis vores livs struktur er givet af ydre omstændigheder. Så bliver kampen klar, til at forstå. Man må over eller igennem.Meni en moderne verden, hvor værdierne er svære at identificere, og modstanden er svær at genkende, er det en livsopgave at finde sin historie. Lige så vel som en samfundshistorie eller en større kulturel
Måskefortællingerdetderfor,
Måske fordi vi er så historieløse, måske fordi vi ikke har en klar fortælling om os selv, måske fordi vi ikke forstår vores egne liv som et sammenhængen de narrativ, er vi så totalt nedsunkne i fortællinger. Jeg går og tænker over mennesket før det moderne. Prøver at forestille mig, hvordan den egentlige men neskelige oplevelse af verden er. Som om den, jeg har, er mere falsk eller modereret. Men den tid er så langt væk, før byerne, før de store samfund, og det er ikke noget, jeg har nogen erindring om.
vi hele tiden fortæller historier i film og serier og bøger og spil. Vi skal hele tiden spejle os eller mærke det i os, der drages mod en slutning. Det trækker i sjælen, når vi får fortalt en historie, der resonnerer i os.
9
Men vi har vundet noget andet, et mode, en begrebsverden, der gør os ude af stand til at se det, vi engang så, og adgang til noget, vi aldrig havde dengang.
Så den tabte verden er et ideal, et evigt Atlantis, for altid uopnåeligt. Vi drømmer om en eksistens, vi ikke har en eneste reel reference til. Vi ser på stammefolk og betages, men deres liv virker alli gevel hårde eller grove. De er fremmede i al deres oprindelighed. De er den originale version af noget, jeg mener er i mig, men som jeg ikke har erfaret.
Forestillingen om det, vi mangler, er så funda mental for os mennesker, ligegyldigt om vi lever i den “moderne” verden eller ej, at selv stammefolket taler om dengang, der var en mening med det hele. Nutiden er altid fattig. Dengang var altid bedre, mereDerhelstøbt.eringen tvivl om, at vi har mistet en rituel fortælling, som kunne give vores liv et format, en begyndelse, midte og en slutning. Vi har mistet en direkte adgang til de ånder og ritualer, der nu flag rer omkring os som horror og støj.
10
1. juli Jeg læser Daimonic Reality af Patrick Harpur. I går stod der en lang passage om drømme som vores indvielse. Som der, hvor det daimoniske møder os og kræver vores tillid eller opmærksomhed eller endda hengivelse. At drømmen ikke skal reduceres til logik eller budskaber, men æres eller nærmes. Der var også i bogen en sekvens om arketypen The Quester, om hvordan den dedikerede søger bli ver ført fra en ting til en anden, hvordan han får svar for derefter at skuffes, og at en insisteren på en type virkelighed fører til forvirring og desillusion. At man må bevæbne sig med en ydmyg double visi on. Ikke stole på noget og ikke affeje noget.
8. juli I nat drømte jeg om nogle piger med østeuropæisk accent, der blev ved med at spørge, om vi ville beholde den lejlighed, vi havde. Jeg var mistænksom, der var nogle værelser på nogle gange i en bygning. Der var et af mine børn og mig. De var måske fire piger, antallet var ikke helt klart, de var forskellige, men jeg kunne ikke kende forskel. Jeg undgik dem, talte dem efter munden. Men i virkeligheden var de ude på at hjælpe os. På et tidspunkt blev det seksuelt. Mellem mig og den ene af dem. Jeg forsøgte forskellige ting, men hun sagde, jeg overkomplicerede det. Senere fik jeg dårlig samvittighed over for barnet, som vist så noget, og som blev ked af det. Det virker som en overreaktion nu. Hvem er disse kvinder med accent, lidt skæve i verden? De virker i retrospekt klogere end mig,
11
som om de forstod bedre end mig, hvad der skete. Hjælpende ånder.
12
19. juli Noget, der flytter noget
Vi sad forleden nat på terrassen, med udsigt til hestenes fold, til de ukurante smålandske klippe stykker, der tvinger sig op gennem jorden i slow motion, til mossen og bregnerne. Haven er blå om natten, horisonten hvid og orange bag den.
Bo og jeg sagde det samme igen og igen, i tre-fire timer sagde vi det samme.
13
Blåt lys i flere timer. Blåt lys med den skarpe orange sol bag de grove træer. Fyr og gran og de her mere eksotiske svenske bladløse stolper. De minder mig om skorstensfejerens okkulte redskaber, den lange kæde med stålbørsten for enden. Eller hvor dan de nu ser ud.
Bo hørte fugle i væggen, skorstenen. Han lå med sin søn en aften.
Nogen kaldte mig et postkolonialt røvhul på net tet. Jeg kendte dem ikke. En plante er lavet af vand og sollys. Hvis ikke det er chokerende, hver gang du læser eller hører det, er det, fordi du ikke tænker ordenligt over det. Energi bliver lavet om til noget solidt. Et træ vokser ud af luften. Ilden i bålet er en kemisk proces, hvor
Jeg ved ikke længere hvorfor. Om det er menin gen, at noget skal flytte sig. Til sidst blev der en slags mørkt. Og så en slags lyst. Det er et stort gammelt hus, som nogen byg gede for lidt over 100 år siden. Nu er det fyldt med instrumenter. Hunden kan godt lide at være her. BørneneFundamentetogså. er blokke af den granit, der ligger et par spadestik under græsset overalt heroppe.
Jeg fortæller min mindste, at det er forstenede trolde, der ligger der på jorden, det kan man se.
14
Jeg ved ikke, om sådan noget nytter. Venner, der siger til deres ven, at han ikke forstår sig selv, hans vrede reaktion.
Der var bopladser lige her omkring for 5000 år siden. Dengang sad de rundt om et bål, ligesom vi også har gjort det.
Vi sagde det til Frederik, som gentog noget mod sat i al den tid.
Flyttes noget nogensinde? Eller er bevægelsen alt, derJeger?veksler mellem at tænke, at jeg er en helt anden nu, og at jeg aldrig har udviklet mig. Måske skal vi ikke udvikle os. Måske skal vi drive med jor den, med det tektoniske hav, langsomt uden at for andres. Måske er det omgivelserne, der umærkeligt skifter. Og så står vi der og brydes. Og kværner. Og står der stadig bagefter. Der er intet bagefter. Eller også er vi bløde rammer, stativer af orga nisk materiale, måske hvirvler vi agern og blade og borrer op, måske trækker vi det ind, og det er det, der bliver vores bløde krops apparat, en indsamlet tekstur.Måske skal vi nogle gange have med børsten, måske de fugle, der taler i væggene om natten, skal jages op og ud, op og ud.
15 den energi frigøres igen. De mange årtiers koncen tration, frigjort i et nu. Vi varmes ved en voldsom proces. Vi varmes ved det langsommes pludselige smuldren. Efterladt er kun asken.
16
29. juli Venter på, at vandet koger. Regionaltoge. Parker. Vi indretter kroge og hjørner, vi skaber små glemte pladser og overgroede minder. Hunden hyler med ambulancernes sirene. Fyrre årtusinder mødes. København er lodden i kanterne, de ligger der stadig, alle levnene. Også fra mit liv. Også den sti, hvor jeg ramte en due med en kæp, og vi løb og løb, Mark og jeg. Også gangen gennem krattet og bu skene, som jeg fandt dengang. Som et andet barn finder i dag. Jeg skal koge æg. Noget er for småt og ligegyldigt til at skulle sætte et ur til. De skal jo bare koges lidt, fire til seks minutter, alt efter hvem du spørger, ned i vandet, der bobler og op igen lidt senere. Ingen for beredelse, ingen kokkereren. Det er nærmest ikke at lave mad.
Det er svært at skrive om andre, fordi det er svært at folde dette net ud, at lade det flagre ind i andres liv. Måske ikke net, måske er det at skrive mere som et spil af vandmandstråde, der bølger og strækker sig, rør ved noget, vibrerer.
Mine æg er altid kogt forskelligt. Jeg rammer sjældent plet. Fordi jeg ikke sætter et ur. I dag skal jeg i parken med hunden.
Vi stod og råbte på den mark syd for Aarhus. En helt gul halvmåne hang lavt over horisonten.
Der er et punkt i tandhjulets skiften, før den næste tand er faldet på plads i sit mellemrum, efter den forrige tand har sluppet kontakten. Et punkt, hvor intet står fast, alt hænger i luften, før det lander
Det er svært at skrive om andre, fordi det er hårdt. Det gør lidt ondt.
17
Æggene er som sådan fremmede og mærkelige i deres perfekte kalk-kapsel. Som krabber eller biller, der smides i det kogende vand. De fleste dyr, vi spiser, er for længst ændret, for andret, omformet til uigenkendelighed, før vi koger eller steger dem. Selv kyllingen, der ofte bevarer hele sin kropsform i ovnen, er plukket og udhulet, trimmet og klippet til. Men ikke hummere, krabber og æg. Vi smider dem hele i. Knuser deres skal efter den har fungeret som kogekar.
18
Vi råbte ad hinanden. Som om grebet ikke passer. Som at mærke sin egen krop med den kejtede hånd, uvant. Det tag, jeg har om dig, føltes uvant.
Kunstigt.Natten
Æggene på rugbrød, salt og peber, smør og mayonnaise. Senere på dagen mere rugbrød og kaffe. Og nu aftensmaden. Hvad skal vi lave? Hunden sover. Min morfar blev brændt og sat ned for en må neds tid siden. Han ville have haft et andet liv, så han skældte ud på alle omkring sig i det, han havde. Nogle måneder før han døde, ved juletid, besøgte jeg ham. Da var han ved at glide ud i mørket. Det vidste han. Han fortalte mig, at han havde gjort det forkert. At han ikke skulle have gjort, som han gjor de. At han var ked af det. Han var ked af, at han havde skræmt mig væk. Han lå på min onkels gamle drengeværelse, hvor
igen. En søsyg tid. En frit svævende tid. Her er alt til forhandling. Her er overraskelserne.
brændte sig ind i natten. Mørket lyste vores hud op. Gråden og det, jeg husker som en or kanstyrke storm. Vi gled forbi hinanden i de to traktorspor, vi råbte til hinanden, men fortsatte forbi. To rædselsslagne mennesker under en gul måne.
folder sig ind i nuet. Vi smeder det metal, vi har med os, folder det og hærder det til det liv, vi lever. Også det skal smeltes om igen.
19
der stadig hang en seksløber på væggen. Han lå i en enmandsseng, voksagtig, kranieagtig, utilpas.
Jeg var ikke bange for ham mere. Men han var så glad for at se mig.
knaser under mine gummisko. S-togene bumper langt væk. Lyde af duer og af andre fugle, derFortidenskriger.
Jeg går med hunden i parken. DetHakkebøffer.blæseron and off i dag. Hunden er glad i parken.Gruset
Grene med grønne blade overalt på jorden, træer kløvet, mens de stadig stod, revet fra hinanden, stierne i Prospect Park er ufremkommelige. I dag var det en jungle. Og en ruin. En sunken katedral. Jeg gik igennem et landskab, et faldent landskab. Vi ankom for to dage siden i New York og i går kom så den tropiske storm.
6. august
20
Alle, jeg mødte der inde under det bombede tag, var som sørgende eller chokerede. Som overlevende i en krigsramt by. Først sygdom. Nu det her. Under skoven kører subwayen. Under den, hvad dér?Vi opfandt det sekulære. Vi i den kristne vestlige kultur opfandt ideen om det, som ikke er religiøst. Det, som ikke hørte under teologiens råderum. Ver den blev delt op i det, som var religion, og det, som ikke var. Vi fandt også på selve begrebet religion.
“Det, jeg skriver, sætter sig i din bevidsthed. For eksempel en gigantisk flok af spurve, duften af forårsregn, en messingmaskine under jorden, der langsomt driver kontinentalpladerne mod hinanden, et lyn fikseret i et øjeblik mellem dets mystiske ophav i de elektriske sortskyer og dets samtidige ankomst i jorden under os, dets væren begge steder på samme tid, både udspring, afsked, rejse, ankomst og opløsning på samme tid. Sådan er teksten, som det lyn. Jeg skriver det lige nu. Og ligegyldigt hvornår du læser det, er det dette nu, du oplever.” En tid med mirakler er anden bog i erindringstrilogien, der begyndte med En vej ud af tågen. Det er en bog om den ensomhed, der har fulgt forfatteren hele livet. Et essay om kærlighed og længsel og begær. En dagbog fyldt med frag menter og drømme, fortællinger og undren og en spirende fejring af livet, som det findes igen efter mange års sorg. 9 788775 690084 ISBN 978-87-75690-08-4
