FØR VAR DER MARKER Thea Berg
Roman Gladiator
Før var der marker
Thea Berg
Før var der marker
Før var der marker
©Thea Berg og Gladiator 2024 1. udgave, 1. oplag
Redigeret af Hans Otto Jørgensen
Omslag og sats af Josefine Bøgh Lassen
Bogen er trykt hos SpecialtrykkerietArco
Printed in Denmark 2024
ISBN: 978-87-7569-045-9
Den lørdag, Jon igen turde tro på et liv uden depressionen, lagde Alice sig til at dø omme ved Junkiestien. Vinden fejede hen over hende, som dengang på strandene, hvor der var vand og skibe i horisonten, og med hver slurk af rødvin og tørre, hvide piller åbnede hun sig mere og mere mod universet. Forhåbentlig venter der andet end mørke oppe i sfæren, tænkte Alice, som engang havde heddet Susanne, måske er det faktisk muligt at blive en anden.
Lørdagen inden
07.07
07.08
I lejligheden 1. tv. trak Jytte geleen over Henrys isse med en kam. De tre lange fingre på den korte venstre arm havde et let greb om hagen, og med den højre formede hun frisuren, som den havde set ud så mange gange før. De tynde hår samlede sig i parallelle baner, og hun lavede en skilning fra pandehvirvlen og hen til toppen af baghovedet, som Henry altid havde gjort.
Mille løb ind i det store soveværelse og kravlede op i sengen, der var så blød, at man ikke kunne stå op i den. Hun tog tre skridt på knæene, men lagde sig så på maven og krøb hen til moren, der stadig så ud til at sove.
G-god morgen li-lille m-mor, sagde hun og fandt ind under dynen, hvor Anna Sofie vendte sig og lagde armen rundt om barnet. Mille lå stille et øjeblik, men så begyndte benene at spjætte, og hun proklamerede højt, at hun var ved at dø af sult.
07.10
Efterhånden var det blevet Jyttes opgave at få Henry til at ligne sig selv, den pæne, stærke mand, hun nu kun så i glimt. Kroppen, der gik rundt i lejligheden og pillede alting fra hinanden, var blevet mere og mere fremmed, og de fleste dage var det, som om den rigtige Henry kun fandtes i hendes minder. Nu var det Jytte, der skulle tale med banken og damerne inde fra kommunen, nu var det hende, der skulle holde orden i papirerne og bære skraldeposer ned til containerne, som så ofte lå smeltet ud over fliserne, når de utilpassede havde sat dem i brand.
07.15
07.34
Muheb lå stille et øjeblik, før han åbnede diktafonappen. Lyset fra telefonen skar i øjnene, og der gik nogle sekunder, inden han med en lav stemme begyndte at fortælle om drømmen. Mest af alt var der hvidt. Det faldt mig ikke ind, at jeg kunne bruge Zanders teknik til at tjekke uret og tvinge min hjerne til at skabe andre billeder end alt det hvide, der føltes som en rumkapsel omkring mig.
Jytte hældte kaffe op til Henry, mens de ventede på, at havregrøden blev tyk. Hun lagde hånden på hans venstre skulder og lod pegefingeren
07.37
glide ind under undertrøjens ene strop, hvor hun stadig kunne mærke det raske i ham lige under huden, et kraveben, der endnu var så hårdt, som dengang de havde lært hinanden at kende.
Dampen fra gryden steg op mod udsugningens hvide ring og ind i røret, hvor den blandede sig med duften af parfumeret lilla shampoo fra badeværelset neden under deres. Den bevægede sig gennem et usammenhængende spindelvæv, forbi Muhebs køkken og fortsatte ud i den fugtige martsluft over Søndervangens flade tage.
Zeynep fandt posen med fladbrød og den runde pakke smøreost frem. Hun tog også en cola, som hun drak, mens hun smurte madpakken.
Man skulle tro, folk, der forskede i stress, ville leve mere afslappet, tænkte hun, men de seneste måneder havde hun været nødt til at sætte alt andet til side for arbejdet med grisene. Smertepåvirkningen skulle være regelmæssig, så andre kunne genskabe forsøget, hver dag i 60 dage måtte hun møde ind på universitetet og stå klar med laseren 10.30.
07.40
Pas nu på, du ikke brænder dig, sagde Jytte og satte tallerkenen foran Henry, men fortrød at have givet ham skeen, som han stak i grøden
08.41
med det samme og så i munden, der måtte stå åben, til maden havde dampet af derinde.
Alice rejste sig fra sengen i værelset under Zeyneps. Hun havde hørt den logerende i sin søns lejlighed føntørre håret, inden hun var gået ud ad hoveddøren.
Jon sover nok stadig, tænkte Alice og tog en sweater uden på nattøjet og gik ud i køkkenet for at lave kaffe. Det var i dag, hun skulle have orden i sagerne, finde de billeder, hun vidste lå et sted i lejligheden. Elkedlen spruttede kogende vand ud på bordpladens grå laminat, og hun satte den hvide kaffetragt med sporene af flere tusinde brygninger på termokanden og fandt et filter i skabet over vasken.
09.17
09.24
Muheb satte Solar Fields’ Brainbow på for at vække hjernen. Han trak i de sorte Adidas-bukser og tog en T-shirt med Erhvervsakademiets logo til venstre på brystet ud af skabet. Han vaskede ansigtet, børstede tænder og nåede lige at drikke et glas Plenny med banansmag, inden det ringede på døren.
N-nu tegner jeg he-heste, råbte Mille, og Anna Sofie på den lukkede altan med håndklædet om det nyvaskede hår nikkede og lyttede efter sol-
09.25
sorten, der så småt var begyndt at synge. Barnet åbnede skabet på sit værelse, der var pyntet med klistermærker og en tegning af nogle krokodiller og et menneske med et spyd. Hun trak skuffen med tuscher og papir ud og brugte alle sine kræfter på at løfte den hen på det lave skrivebord under vinduet.
Zeynep holdt af at gå gennem universitetsparken på weekendmorgner, hvor enkelte studerende var på vej hjem til kollegielejlighederne efter en alt for lang aften i byen. De fik et bestemt udtryk i øjnene, når de gik der for sig selv i morgenlyset, ensomt og indadvendt, som om de var helt alene i verden.
09.26
En lyskæde med flamingoer hang i loftet over cafésættet og Milles cykel.
Det er snart tid til at sætte oliventræet herud, tænkte Anna Sofie og skubbede den ene glasrude lidt til side, så hun kunne dufte morgenluften. Den første hest fik fire ben med runde fødder og strittende streger, der var hestens tæer, og Mille tegnede en aflang krop med en hals og tænkte på, hvordan det var, dyrenes ansigter så ud.
De har sådan nogle bløde læber og ører, der drejer, tænkte hun og tegnede en oval med to
09.28
trekanter på og nogle runde øjne, der stirrede op på hende fra papiret.
Morens hænder var bløde og varme, og håret, der stak ud under det løse tørklæde, var tykt og gråt, men Muheb syntes, hendes bevægelser tilhørte en teenager, der ikke gad tage sig tid til at gøre tingene ordentligt. Hun var så voldsom, når hun rørte sukkeret ud i den varme te i gryden, og når hun øsede op, skvulpede der altid noget ved siden af. Muheb tørrede bunden af kopperne med et viskestykke og satte dem på bakken ved siden af en skål kiks med gul creme i midten.
Har jeg sagt, at Annet er gået på pension? spurgte moren uden at vente på svar. Hun er så glad nu, man skulle tro, hun var en anden.
09.29
09.32
Allan tog vindjakken på og satte Hr. Andersen ned i rygsækken, hvor madpakken og dunken med saftevand allerede lå.
Så håber vi, jeg finder noget godt, sagde han til abebamsen, der havde fulgt ham i over 30 år.
Teen var tyk af mælk og sukker. Kardemommen mindede Muheb om eftermiddage, inden han flyttede hjemmefra, og moren talte videre om alle de ting, Annet lavede nu. Hun så så lille ud i sofaen med bøjede knæ under tæppet, pakkede
09.44
sig selv ind i trøjer og store tørklæder som et barn, der laver huler for bedre at kunne overskue sine omgivelser.
Der var også noget, jeg skulle vise dig, sagde hun og satte tekruset fra sig på bordet. Jeg har taget de der skjorter, jeg snakkede om, med, men nogle af dem skal nok syes ind, hvis du altså vil have dem.
Allan havde en fjedrende gang. Han rullede på forfoden og kom næsten op på tæer i sine blå og hvide kondisko, hver gang han tog et skridt. Hans arme var lange, og han holdt tommelfingrene fast inde i de knyttede næver. Jeg er Allan, tænkte han, og mine fingre kan mærke, at jeg findes.
10.02
Alice havde engang sat de fleste af billederne i nogle plastiklommer i et ringbind, men hun havde ikke været omhyggelig med det. Fotografierne fra Jons barnedåb var blandet med dem fra hendes tid på Solkysten, og der var et langt forløb, hvor hendes hår konstant skiftede både farve og længde. Alice hældte mere kaffe i kruset og satte Tom Jones på anlægget for at synge med på Green, Green Grass of Home.
10.03
Jon vågnede med et sæt. Musikken fra morens lejlighed buldrede op gennem gulvet, og han trak dynen over hovedet for at dæmpe lydene. Han prøvede at slappe af, lade, som om morens larm ikke angik ham, men det var aldrig lykkedes for ham tidligere.
10.04
10.05
I de første år havde Muhebs far kørt busser med nystrøgne kraver uden på sporvejenes blå pullovere, og han havde sparet op til at åbne den grønthandel, der nåede at betale for bilen og Anayas bryllup, inden han lagde sig til at sove for aldrig at vågne igen. Muheb stak armene i en af de skjorter, der havde mistet lugten af far. De var blevet vasket og hængt til tørre i stuer, hvor han ikke gik rundt længere, og nu duftede de bare rent og lidt af morens parfume.
Det var længe siden, Alice havde opført sig sådan sidst, men musikken var et sikkert tegn på, at de næste uger ville blive kaotiske. Riders in the Sky havde været Jons yndlingsnummer, da han var lille, men nu, hvor surfguitaren og morens stemme trængte op til ham fra lejligheden nedenunder, var det ikke til at holde ud.
10.07
Allan gik ind i parken over for Viby Kirke. Der var mennesketomt og fugtigt, men ænderne svømmede som altid i den lille sø med øen og piletræet, der næsten rørte vandoverfladen med sine lange, tynde grene. En snegl sad på den bænk, hvor Allan plejede at holde pause. Dens hus var gult og lyste op på det algebelagte træ, og Allan pustede på dyret, der trak sine øjne tilbage mod den gennemsigtige krop.
10.10
10.12
Det var en måned siden, de havde talt sammen sidst. Jons liv var meget fredeligere, når Alice ikke var en del af det. Han trak de sorte jeans på og læderjakken, der indkapslede ham og gjorde det nemmere at gå ud, så rullede han en cigaret og tjekkede, at lighteren lå klar i inderlommen.
Ofte følte han sig som en fange i lejligheden oven på morens. Det var kommunen, der ved et ironisk tilfælde havde tilbudt den, og efter halvandet år på en madras i øvelokalet havde han ikke været stærk nok til at sige nej.
Zeynep stak gris nummer otte det meste af det æble, hun havde taget med i sin egen madpakke. Den rejste sig altid, når hun kom ind i stalden. Det var, som om den gerne ville sige hej. Ingvar havde sørget for, at dyrene blev fodret automa-
10.15
tisk på samme tidspunkt hver dag, og det var ikke helt efter bogen at give den andet end det sojaprodukt, der kom væltende ned i truget klokken 17.00.
Jon ønskede, han havde taget solbriller med.
Uden kaffe i kroppen følte han sig tyndhudet og ville gemme sig bag mørke glas, så ingen kunne få øjenkontakt med ham. Han forsøgte at holde tankerne væk med 1349 i hovedtelefonerne, men ikke engang norsk pestmetal var nok til at fjerne den stress, morens musik havde vækket i ham.
10.17
Vi har lagt vores skæbner sammen
Jeg har lagt min hånd i din
Vores kærlighed er rammen
Om en fremtid lys og fin
Dansktopsangens trompeter i tysk halle-stil fyldte køkkenet, hvor Jytte hældte varmt vand og lyserødt opvaskemiddel i den mindste af gryderne, da Henry kaldte inde fra stuen for at høre, hvornår de skulle spise.
Det har vi gjort, sagde Jytte så lavt, at radioens budskab om forudbestemt kærlighed overdøvede ordene, og hun tænkte på, hvor mærkeligt det var, at Skæbnesangen var skrevet af Alice nede fra stueetagen, som hun havde kendt i 90’erne, men
10.18
som nu kun hilste kort, som om de aldrig havde været til kaffe hos hinanden.
Jon Hansen gik over Viby Ringvej ad gangbroen til Rosenhøj og ind i visitationszonen, der efterhånden syntes at være blevet permanent, røde linjer på et kort rundt om boligblokke, børnehaver og parkeringspladser, der afgjorde, hvor almindelig lovgivning gjaldt, og hvor politiet uden grund måtte gennemsøge lommer og tasker.
10.19
10.21
Zeynep spurgte, hvad nummer otte havde lavet siden sidst. Grisens ene øre drejede sig en smule, og hun kløede den på ryggen, hvor huden var tyk og støvet.
Hvis Gamze var her, ville hun ikke efterlade dig, hun ville forelske sig og tage dig med hjem i en Ikea-pose, sagde Zeynep og håbede, at søsteren ville ringe tidligt om aftenen.
Er det bare det sædvanlige? spurgte pusheren, som Jon aldrig havde fået navnet på. Han plejede at handle hos Jimmi i Grøfthøj, men nu, hvor han prøvede at skære ned, købte han kun, når han virkelig havde brug for det. Jon Hansen nikkede og rakte den yngre mand kontanterne.
Vil du ikke have mit nummer? spurgte pusheren, så kan du skrive, når du vil, men Jon
11.32
rystede på hovedet.
Jeg finder dig bare, sagde han og lagde klumpen ned i den halvtomme cigaretpakke og gik ad passagen bag den røde murstensbygning ved Rosenhøj Torv, der havde stået tom siden 2013. Engang havde der været værtshus, hvor Alice havde tilbragt mange aftner, og senere en Aldi, man kunne bruge, hvis ikke man orkede Mega Syd, men nu var der plader for vinduerne, og Jon havde svært ved at forestille sig, at der nogensinde kom liv på torvet igen.
God bless det store rodehoved, tænkte Muheb, da moren var ude ad døren med alle sine poser og håndtasken, der havde lækket to læbepomader og et armbånd, som han nu skulle huske at have med, når han besøgte hende søndag. Han hældte resten af teen ud i vasken og satte de sidste kiks tilbage i skabet, inden han lagde sig på sofaen og fandt Zanders YouTube-kanal frem på den bærbare.
11.38
På jorden ved busstoppestedet, hvor Søndervangs Allé begynder, lå en lysegrøn dinosaurus. Allan samlede den op med en bevægelse så hurtig, at det overraskede ham selv. Den lille figur var blød som et viskelæder, og dens korte arme stak lige ud i luften.
T-rex, tænkte Allan og knugede den i hånden.