Læseprøve: Det her er Balkan

Dorte Schou

Det her er

Balkan

Roman Gladiator

Dorte Schou

DET HER ER BALKAN – I kommer aldrig til at forstå det

Roman

Gladiator

Det her er Balkan – I kommer aldrig til at forstå det © Dorte Schou og Forlaget Gladiator København, 2022 1. udgave, 1. oplag Omslag og sats: Kasper Vang Sat med Minion Pro og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN 978-87-75690-02-2 Ето това са Балканите се основава на истинска история. Благодаря от сърдце на Ели Асенова, че беше така щедра да сподели с мен историята на своя живот. Някои от историите и героите в този роман са измислени с разрешение на Ели. Много ви благодаря.

Tak til Eli N. Asenova og min søster, Lisbet Schou Giouri Vera, Martin og Hjørdis for kærlighed og opbakning Takis Giouris for titlen Helle Dalgaard for hjælp til bulgarsk tekst og navne håld12 for gennemlæsninger og kritik Hans Otto Jørgensen og Gladiator Arbejdet er støttet med midler fra Copydan tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere.

Støttet af Statens Kunstfond med rejselegat.

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet efter produktionsomkostningerne er dækkede. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

EN INTRODUKTION I efteråret 2016 rejste jeg, med min søster som tolk, til Blagoevgrad i Bulgarien. Formålet var at besøge en bulgarsk kvinde, hvis historie jeg havde fået lov til at skrive.

Eli viste os sin by. Vi så det hus, hendes farmor og farfar havde boet i, hvor hun senere selv boede i kælderen med sin mand og sin søn. Hun tog os med til floden uden for byen. Og ned på torvet, hvor Eli i sin barndom hørte de kommunistiske budskaber og målsætninger gennem højtalerne, og hvor byens mænd for omkring to århundreder siden mistede livet i en religionsfejde mellem muslimer og græsk-ortodokse kristne.

Vi mødte ministerpræsidenten, Bojko Borissov, på charmeoffensiv i forbindelse med det kommende præsidentvalg, og så ham vinke til flokken af skolebørn med bulgarske flag, sætte sig ind bag rattet i sin skinnende firhjulstrækker, gasse op og forsvinde fra området med højhusbyggeri fra kommunisttiden.

Eli havde ikke tænkt sig at stemme. “Det kan ikke betale sig, når det alligevel er mafien, der bestemmer,“ sagde hun.

Borissov blev genvalgt på trods af anklagerne imod ham for selv at være en del af den korruption, han havde lovet at bekæmpe.

5

Jeg havde tidligere mødt Eli i Grækenland, hvor hun i mange år arbejdede på min søster og svogers restaurant.

Gennem min søster havde jeg hørt fortællinger fra hendes liv – den ene mere utrolig end den anden. Eli er en god fortæller, og min søster gjorde helt sikkert kun historierne bedre.

Samtidig var der en alvor i fortællingerne, som rørte mig.

Historien om en opvækst i et kommunistisk land og senere, da drømmen om frihed blev realiseret, livet som lavtlønnet fremmedarbejder i et rigere Grækenland, langt væk fra familien.

Vi sad omkring bordet i vores airbnb-lejlighed i Blagoevgrad, og drak sød, gæret boza efter busturen fra Grækenland, bulgarernes rejserute til og fra sommerhalvårets arbejde.

Jeg spurgte igen, om jeg måtte bruge alt det, Eli fortalte mig. Og om jeg måtte digte videre, for at få stoffet til at leve som roman.

“Du må skrive lige, hvad du vil,” svarede Eli. “Jeg er beæret over, at nogen interesserer sig for mit liv.”

Men helt ligegyldigt var det ikke, hvad jeg fandt på at skrive, viste det sig. Under et besøg hos Elis venner, spurgte de, hvad bogen skulle hedde. Min søster oversatte romanens arbejdstitel: “En tyrkisk trusse af fineste kvalitet”.

Der blev stille i køkkenet. Ingen forstod tilsyneladende den noget kunstneriske titel. En af Elis venner vendte sig mod min søster og brød tavsheden.

“Sig til hende, at hun skal fortælle om kommunismen,” sagde han.

6

Bulgariens historie rummer flere besættelser. Det kommunistiske regime, fra slutningen af Anden Verdenskrig indtil selvstændigheden i 1989, var en af dem.

50.000 mennesker i march mod parlamentet i Sofia med et krav om frie valg er et stærkt udtryk for længslen efter frihed og demokrati. Fortællingerne om, at der i Vesten fandtes kriminalitet og arbejdsløshed, blev betragtet som kommunistisk propaganda.

Men overgangen til demokrati var ikke forberedt, og det tomrum, præsident Zjivkov og kommunistpartiets fald efterlod, blev udfyldt af mafiaen. De frie markedskræfter fik lov til at hærge, tiden under kommunismen, hvor alle var sikret arbejde, var forbi, og bulgarernes liv har siden været en kamp for at overleve.

I 2007 blev Bulgarien en del af EU. Men landet kæmper stadig med ekstrem fattigdom, korruption, migration og høj arbejdsløshed.

I 2016, da jeg besøgte landet, fik Bulgarien for andet år i træk en bundplacering i FN’s World Happiness Report, som Europas ulykkeligste folk. Danmark var nummer to øverst på listen, Europas næstlykkeligste.

Bulgarien er en del af det samme europæiske fællesskab som Danmark. Men med livsvilkår der er så langt fra vores, at det kan være svært at forestille sig, og det er formentlig noget, de færreste af os tænker over.

På flere planer giver det derfor mening, at Eli var glad for min interesse for hendes liv.

7

Det her er Balkan – I kommer aldrig til at forstå det er baseret på en virkelig historie. Flere karakterer og hændelser er dog opdigtede.

Titlen har jeg fået af min græske svoger. Den stammer fra en af de diskussioner, som let opstår, når det kulturelle udgangspunkt er forskelligt.

“This is Balcan,” sagde han til min søster i en diskussion, hvor hun ikke ville give sig. “You will never understand.”

Tusind tak til Eli A. Asenova for at give mig lov til at videregive min version af den historie, hun fortalte til mig.

FØRSTE DEL

BEDSTES HUS Bulgarien 1983 Måske er det den søndag i marts, jeg skal starte med at fortælle om. Fem år før brylluppet, hvor jeg mødte den fede sangerinde første gang. Fem år før vi begyndte at smugle undertøj og smykker over den tyrkiske grænse. Og seks år før kommunismens sammenbrud i 89. Eller syv år før Bulgariens første valg med mere end ét parti på stemmesedlen, i 1990.

Det var i 1983. Jeg var fem år gammel.

Lyden af øksehug hang i luften, folk fra kvarteret tog sig tid til at standse op og snakke, og jeg fik lov at gå ud i Bedstes have med kun en trøje på. Det var før, det gik op for mig, at Bedste var min mors mor. Indtil den dag var det ikke noget, jeg havde tænkt nærmere over.

Min bedstefar standsede på trappeafsatsen og kiggede ud over haven, mens han beklagede sig over, at ingen gjorde sig den umage at tage søndagstøj på længere. Om søndagen skrattede præstens stemme ud gennem højtalerne på torvet, men folk var så vant til strømmen af meddelelser om mål for kooperativernes arbejde, at ingen rigtigt hørte efter.

“Vi har vores eget paradis her, Petja,” sagde bedstefar.

“Når kommunisterne ikke vil lade os beholde trøsten ved tanken om et paradis i det hinsidige.”

10

Jeg fortsatte ned i haven. Grøntsagsbedet, hvor bierne om sommeren svirrede omkring mynten, lå bart og smuldret efter frosten. To moskusænder havde taget plads uden for hønsehuset, og mindede mig om gamle mennesker foran en kaffebar. I kanariefuglevolieren sad de blå og gule fugle på deres pinde, mens grisen skubbede rundt med halmen i sin indhegning, og hønsene gik omkring i græsset og ledte efter noget at spise.

Bedste havde spændt lange snore ud mellem frugttræerne. Hun trak endnu et stykke tøj op af vaskebaljen og vred vandet ud af det. Der hang allerede lagner og duge til tørre i forårssolen ved siden af bluser, kjoler og undertøj.

Iljana i nabohaven var i gang med at nippe frostskadede spidser af sine roser.

“De slider tøjet op, fru Jurokova,” kommenterede hun hen over buskene i skellet.

“Du skal ikke høre på hende, Petja,” svarede Bedste. Hun havde ansvaret for stablerne af knitrende, hvidt sengetøj på hotellet, og hendes eget hjem skulle ikke være ringere stillet.

Kyllingerne var kommet ud af æggene nogle dage forinden, de tumlede lysegule omkring i mudderet som små strutskørter, der skulle vaskes og stives.

Jeg fandt en efterladt vaskebalje bag hønsehuset og plumpede kyllingerne i den. Vandet var blevet koldt af at have stået natten over, og mine fingre blev hurtigt stive og frosne af at skrubbe fuglene med en børste og rigelig sæbe.

Jeg så forskrækket op, da Bedste kom farende over mod mig.

11

“Hvad laver du, barn?”

“Vasker.”

Hun fiskede de gule kyllinger op af vandet.

Kun syv af dem ville bevæge sig, de andre lå stille med deres små, spidse næb. Bedste trak en stol med flettet sæde ud i solen ved siden af havebordet, og vi bar de syv kyllinger over på den. Jeg mærkede deres hjerter banke og så dem putte sig i en våd, gul klump på stolesædet.

“Hvad med de andre?”

Bedste slog smæk med tungen.

“Der var noget galt med de kyllinger,” sagde hun. “Tænk ikke mere på det. Skulle sådan nogle fugle ikke kunne holde til lidt vand og sæbe?”

Hun samlede de livløse kyllinger sammen i hænderne og forsvandt i retning af komposten, hvor porretoppe og gulerodsskræller dannede en rådnende bunke. Jeg vendte mig og så Iljana komme hen mod mig på sine store ben. Hun støttede sig til havebordet med en hånd for at puste ud.

“Måske din bedstemor giver en kop forårskaffe,” sagde hun, idet hun drejede kroppen og tungt lod sig falde ned på stolen med de syv gule kyllinger.

Bedste var ansat som oldfrue på hotellet. Det var før, kommunismen faldt, og vi måtte finde nye måder at klare os på.

Mens hun var på arbejde, var jeg i børnehave. Jeg ville ikke afsted, men hvis man ikke arbejdede, kom man i fængsel, sagde Bedste, og jeg skulle være glad for, at systemet sørgede for at passe på mig mens hun selv var væk.

12

Frøkenerne i børnehaven lærte os, at vi var del af et højteknologisk, socialistisk samfund, hvor alle var lige. Og at børnene havde ansvar for at opfylde femårsplanerne ligesom de voksne. Vi børstede tænder på lange rækker før middagssøvnen, og sad tavse med foldede hænder rundt om bordet, når en af os havde gjort noget forkert. Så snart vi fik lov til at lege, sørgede jeg for at være oldfruen, så det var mig, der bestemte, om plastikkopperne i dukkestellet var vasket rene, eller om stuepigerne havde glattet tæpperne i dukkesengene godt nok.

Solen steg op over bjergkammene omkring byen, når Bedste fulgte mig op ad bakken og skubbede den tunge dør til børnehaven op.

“Godmorgen, fru Jurokova,” sagde frøkenerne til hende, deres stemmer fik en slesk klang, når det var oldfruen, de talte til. De rettede på kitlernes bælter og skubbede en tot løst hår på plads under de hvide kapper på hovedet.

Min frakke kom op at hænge på knagen. Bedste stillede mine støvler ved siden af hinanden nedenunder og lukkede knappen i nakken af mit forklæde. Pigernes var røde, drengenes blå, med lange ærmer og elastik ved håndleddene og en stor lomme foran, hvor der altid lå krummer fra suppebrødet.

“Prinsesser har ikke forklæder,” sagde jeg.

Bedste kyssede mig.

“Alligevel er du min lille prinsesse,” sagde hun og rejste sig.

Jeg løb ud på legepladsen og kiggede gennem trådhegnet 13

efter Bedstes sorte uldfrakke, indtil jeg ikke kunne se hende mere.

De dage, Bedste gav mig lov til at komme med på hotellet, var jeg lykkelig.

Når hun tog uniformen på, blev hun en anden, den stramme nederdel og en hvid skjortebluse med kniplinger på kraven, forvandlede hende fra min bedstemor til en retfærdig diktator.

“Bliver jeg lige så skrap som dig en dag, Bedste?” spurgte jeg, når hun flettede mit hår i stramme fletninger ligesom pigernes i vaskeriet. Der måtte ikke være løse hår i det rene sengetøj.

“Du er et alt for sart barn,” sukkede Bedste og trak til, så jeg måtte klemme munden sammen for ikke at beklage mig.

Bagefter hev hun op i mine strømpebukser. “Men du får det nok lært. Frem med hænderne.” Hun lagde en stabel rene håndklæder på mine fremstrakte arme.

“Må jeg også lægge sæberne ud?”

“Selvfølgelig.” Bedste gav mig kurven, med de små pakker med sæber og cremer med rosenduft, så jeg kunne fylde op, hvis de manglede på badeværelserne.

Jeg fulgte efter hende gennem hotellets mange etager, rundt i gangene, hvor hælene på hendes sko borede sig ned i tykke væg-til-væg-tæpper.

“Rum 15 og 17 er klar,” sagde Bedste til stuepigerne.

Hun kendte de rigtige tidspunkter for skift af sengetøj og rengøring af badeværelser. Hun vidste, hvornår gæsterne 14

forlod værelserne, og hvornår de kom tilbage. Hun lyttede til gæsternes private betroelser, men lod sig ikke mærke med sin viden, når der var andre til stede.

“Vi skal i køkkenet,” sagde hun, når klokken blev 10.30.

Jeg spiste en syltet pære, som kokken gav mig, og lyttede til, hvordan Bedste aftalte tidspunktet for servering af frokosten og fortalte, hvor hvilke gæster helst skulle placeres.

Når Bedste ikke længere kunne have mig med, blev jeg afleveret hos dværgen i vaskeriet. Der var ikke nogen, der brugte dværgens rigtige navn, alle sagde bare Dværgen, aldrig Sonja. Vaskeriet i kælderen var hendes område, og det eneste sted på hotellet, hun kom. Hun fik sin mad bragt derned og havde et skab med sine personlige ejendele og en briks i hjørnet, hvor hun overnattede, hvis arbejdet trak for længe ud. Hun herskede over de unge piger med blege arme, mens Bedste regerede på etagerne ovenover.

“Hvad har jeg at gøre deroppe?” spurgte Dværgen, når Bedste foreslog hende at spise sin frokost i personalerummet. I kælderen havde hun sin egen lave stol, som hun kunne komme op og ned fra uden hjælp.

Stuepigerne hadede at komme i kælderen, de trådte altid et skridt tilbage, når Dværgen gik hen mod dem. Så snart de havde fået stablerne af rent, rullet sengelinned i armene, skyndte de sig væk fra den fugtige varme og hviskede sammen om, hvad der ville ske, hvis de ikke nåede op fra kælderen i en fart.

15

Vaskepigerne havde vænnet sig til hende, de var efterhånden ufølsomme over for at blive irettesat, hvis en fold var skæv, eller Dværgen fik øje på en plet midt i alt det hvide. De dukkede bare nakken, så fletningerne stod ud bag dem som haler på hver side af en lysende skilning.

Når Dværgen fik øje på mig bag Bedste, smilede hun og slog en arm ud mod tøjsækkene med snavsede håndklæder og sengetøj.

“Tag plads.” Hendes stemme var tør ligesom tøjet, når det kom ud af maskinerne, alt for dyb til den korte krop, presset sammen ligesom hende selv.

Mig skræmte Dværgen kun lidt. Jeg satte mig til rette oven på det brugte linned og indsnusede duftene.

“Folk lugter ens, uanset hvor i partiet de er placeret,” sagde hun.

Jeg lænede mig tilbage og faldt i søvn i bunken. Når jeg vågnede igen, lå jeg så stille, jeg kunne, og så, hvordan Dværgen svingede kilotunge sække med vasketøj. Hun halede det ud af maskinerne i store, våde bylter, klaskede det ind i centrifugerne og lod det snurre, rundt indtil det var så tørt, at det kunne rulles på de store strygeruller og lægges sammen, klar til stuepigerne.

Så snart Dværgen opdagede at jeg var vågen, kom hun hen til mig og begyndte at fortælle sine historier.

“Ved du godt, at oldfruens oldefar var tyrkisk bøddel?” spurgte hun og løftede mundvigene i et grumt smil.

“Nej,” hviskede jeg, selvom jeg godt vidste det. Jeg ville gerne høre om bøddelen, der lod hovederne rulle.

16

Dværgen viftede med hånden, for at få mig til at rykke, og slog sig ned ved siden af mig på vasketøjssækken. Alle vaskepigerne var gået op for at spise deres mad og få lidt dagslys i deres frokostpause.

“Hør så her, lille Petja, efterkommer af en af de værste tyrkiske bødler i byens historie.” Hun flyttede sit ansigt tættere på mit. “Tyrkerne er de mest frygtindgydende herrer, bulgarerne har måttet tåle …”

Jeg blev tør i munden.

“Og din bedstemors oldefar var ikke et hak bedre end de andre.”

“Hvad gjorde han?” hviskede jeg.

“Da tyrkerne besatte vores by, flygtede folk op i bjergene.” Dværgen så på mig med et blik, der gjorde det klart, at det var en alvorlig sag at forlade alt, hvad man ejede.

“Men tyrkerne var her i 500 år,” sagde hun. “Så længe kunne de ikke blive deroppe. Det forstår du vel?”

“Ja.” “Derfor besluttede de at komme ned igen og lade, som om de havde accepteret tyrkernes magt.”

Jeg sad helt stille på vasketøjsbunken.

“Men i virkeligheden var deres plan at ødelægge tyrkernes herredømme. Indefra.” Dværgen grinede, som om hun selv var en del af hele komplottet. Så blev hun alvorlig igen. “Men det kostede dem dyrt.”

“Hvordan?” Jeg trak næsten ikke vejret.

Dværgen betragtede mig i tavshed, før hun endelig fortsatte.

17

“Hver morgen blev indbyggerne samlet på torvet af sultanens guvernør. Din tiptipoldefar.” Hun tog en dyb indåndning. “Guvernøren pegede på en tilfældig mand i mængden.”

Dværgen rakte en kort arm frem og pegede på mig, så jeg følte mig som den udvalgte bulgarer, der om lidt skulle se sit endeligt i øjnene.

“Bær fezen eller mist hovedet!” buldrede Dværgen, og jeg fik tårer i øjnene.

“Selvfølgelig gjorde ingen, som han sagde, ingen ville afsværge deres tro. Og inden længe havde oldfruens oldefar kappet hovedet af 90 procent af byens mænd.” Når Dværgen nåede hertil, så hun anklagende på mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, jeg følte, at det hele på en sær måde var min skyld, og at Dværgen om et øjeblik ville bestemme, at jeg, Petja Alexandrova, selv skulle have kappet hovedet af for at sone de forbrydelser, mit ophav havde begået.

“Men hvorfor giftede Bedstes oldemor sig så med ham?” spurgte jeg og ventede på afgørelsen.

“Det gjorde hun, fordi han havde bestemt sig for hende.”

Jeg vidste, hvad Dværgen nu ville sige, og smilede, mens jeg ventede på at høre det.

“Din tiptipoldemor var vanvittigt smuk.” Dværgens mine blev mindre krigerisk. Hun rakte en hånd ud og kneb mig i kinden. “Det er nok der, du har det fra … Men hun var også en bestemt dame. Så hun havde vel allerede selv besluttet sig for ham.”

Dværgen snusede ind.

18

“I hvert fald blev de frygteligt rige og frygteligt alene.

Ingen i byen ville have noget med dem at gøre.”

Hun sukkede tragisk, og jeg smed mig tilbage på vasketøjssækken. Inde i mig kæmpede trangen til at græde med en følelse af glæde over, at noget så overvældende fandtes i menneskers liv.

Resten af eftermiddagen brugte jeg på at få lokket nøglerne til Dværgens skab fra hende. Til arbejdet i vaskeriet brugte Dværgen sine egne sko, som hun kunne holde ud at gå i. Inde i skabet stod uniformstræskoene med en fem centimeter tyk sål. Når jeg tog dem på, var jeg højere end hende. Lige akkurat. Det var en vidunderlig følelse, og Dværgen hadede det. Hun kyssede mig altid på panden, når hun endelig havde ladet mig få lov til at prøve skoene, for at gøre det klart for mig, at det stadig var hende, der var den voksne.

Men det var den søndag i marts, jeg ville fortælle om.

Bedstefar kom ned i haven og så op mod det træ, jeg var kravlet op i efter ulykken med kyllingerne.

“Hvad laver hun deroppe?” spurgte han.

Bedste slog smæk med tungen og skænkede kaffen, og Bedstefar lod det ligge. Han havde taget trompeten med og blæste et par sprøde toner for at varme den op.

Om eftermiddagen ventede jeg altid utålmodigt på, at Bedstefar skulle komme hjem fra savværket. Jeg løb i hælene på ham, fra det øjeblik han trådte ind i huset, jeg stod uden for badeværelset og ventede og forestillede mig, 19

hvordan det stikkende savssmuld skyllede ned ad hans krop og ramte fliserne på gulvet. Bagefter så jeg på, at han med et håndklæde om livet fandt et glas i skabet og skænkede rakija i det. Han tømte det i ét drag, og bankede det i bordet, før han gik ind og tog rent tøj på. Jeg satte mig på en køkkenstol og ventede på, at han kom tilbage for at skænke sig endnu et glas. Så fandt han endelig trompeten frem.

Tonerne var hæse i starten, som et blæsevejr, når det finder vej gennem en sprække i et vindue, eller som, når man puster i en tom flaske. Bedstefar blinkede til mig og lagde mere kraft i sine blæs, tonerne blev renere, de vibrerede, trak andre med sig og fulgte hinanden i løb, ligesom når de voksne dansede på lange rækker mellem bordene til festerne. Jeg hoppede ned fra stolen og prøvede at få mine fødder til at følge musikken.

“Julía,” råbte Bedstefar og spillede videre.

Julía dukkede op i køkkendøren og så sur ud. Efter at hun var blevet gift med min onkel Jasén og flyttet ind i huset, var hun for det meste sur. Bedste sagde, at hun skulle smile lidt mere, når hun havde fået sådan en flot fyr til mand. Jeg kunne ikke se, at min onkel var specielt flot, men han var høj. Og når han drak rakija og spillede trompet sammen med bedstefar, fortalte han mig vittigheder om kommunisterne, og lod mig prøve at blæse i trompeten.

Julía løftede øjenbrynene, og bedstefar nikkede mod mig, der spjættede rundt på gulvet. Hun sukkede, men skubbede alligevel stolene til side langs væggene og tog mig i hånden.

20

“Gør ligesom mig,” sagde hun og pegede med sin frie hånd ned på fødderne, og jeg prøvede at følge strømpesokkernes bevægelse hen over stengulvet.

Bedstefar kunne spille i timevis, han blev ved, lang tid efter at solen gik ned, og andre mennesker skulle i seng.

“Stop! Jeg bliver vanvittig,” råbte Bedste gennem huset.

Men Bedstefar kunne ikke lade være med at spille, han var en af de store musikere og tjente penge ved at spille til bryllupper og festdage. Nogle gange tog han sin søn med, men min onkel havde ikke lige så let ved at få trompeten til at lyde godt og endte for det meste i baren sammen med festdeltagerne.

“Hvad skal det blive til med jer alle sammen,” sukkede Bedste og skramlede med opvasken. Men til de store fester sang hun selv og klappede takten, mens kæder af mennesker snoede sig rundt mellem borde og stole, og alle var enige om, at Bedste sang godt.

Nu satte Bedstefar sig ved havebordet på den anden side af Iljana. Han pustede på sin kaffe og lod trompeten ligge, han ville hellere fortsætte sin enetale om, hvordan glansen var gået af søndagene, og at det kun var på grund af kommunisternes dovenskab, at kirkerne stod endnu, fordi det var nemmere for dem at forbyde os at bruge vores kirker end at jævne dem med jorden.

Bedste havde engang vist mig den rigtige kirke. Den var gravet halvvejs ned i jorden, så den lignede et almindeligt hus udefra. Muslimerne forbød bygningsværker, der var højere end deres egne. Det var under Det Osmanniske 21

Herredømme, 1396-1878, jeg kan stadig årstallene udenad fra de år, jeg nåede at bruge på at gå i skole.

Jeg så Bedste slå korsets tegn, før hun gik ned ad de tre trin foran kirken og indenfor i det dunkle rum. Jeg fulgte efter hende og så kirkerummet hvælve sig over vores hoveder. Bedste købte et tyndt vokslys og lod mig tænde det, jeg satte det mellem de andre og så det smelte og dryppe ned på klumpen af størknet bivoks.

Kirkens vægge var dækket af malerier i sprukken tempora fra gulv til loft. Vokslysenes flammer spejlede sig i det indlagte guld. Ned gennem det dunkle rum stod træsøjler på række, malet i kraftige farver med bånd af guldmaling, der snoede sig opad og fik dem til at ligne sukkerstænger.

Bedstes finger fulgte en søjles retning mod loftet, hvor tolv bjælker af hvidgran bar taget. “Én for hver af apostlene,” sagde hun og pegede derefter på et billede af en kvinde med et mildt ansigt. “Jomfru Maria kender du vel. Den største af alle vores helgener.” Drengen på Marias skød, så op på hendes ansigt og holdt fast i sin mors fremstrakte hånd.

Jeg greb ud efter Bedstes hånd. Kirkerummet var fugtigt af at stå hen uden at blive brugt, og det føltes svært at trække vejret. Lysene blafrede bag os, da vi igen gik ud i solskinnet.

Jeg tænkte på mørket i kirken, da jeg sad oppe i træet den eftermiddag. Min striktrøje stod åben, og jeg kunne mærke foråret i vinden fra bjergene. Til sidst klatrede jeg ned og gik ud på det lille stykke jord foran huset. Jeg standsede i 22

skyggen under taget af vinranker og pillede med neglene i det løse, mørkegrønne puds på husets mur.

Ude på vejen fik jeg øje på en bil, der nærmede sig.

Den drejede ind mod kantstenen, lige der, hvor jeg stod, og standsede. To fremmede mennesker, en mand og en kvinde, steg ud. Deres hår var mørkt ligesom alle andres i kvarteret, men alligevel virkede de anderledes. Kvinden havde en hvid pelshue på og et sjal med frynser, med et mønster i klare farver, store, røde roser og grønne blade på sort bund. I det sekund jeg så det, ønskede jeg mig sådan et.

Der kom sjældent nogen i gaden, jeg ikke kendte. Og slet ikke i bil. Jeg tog nogle skridt fremad for at se nærmere efter, da en dreng som den sidste hoppede ud fra bagsædet.

Chaufføren løftede en stor kuffert ud fra bagagerummet og stillede den på fortovet. Den fremmede mand tog kufferten i den ene hånd og greb fat i drengen med den anden.

Kvinden lo, og de begyndte alle tre at gå direkte hen mod Bedstes hus. Jeg trådte baglæns og snublede over en flisekant.

Kvinden skyndte sig hen til mig med et forskrækket udtryk i ansigtet.

“Kom du til skade, lille skat?”

Jeg svarede ikke. Jeg blev siddende på jorden og børstede snavs af min trøje.

“Hvad hedder du? Bor du her?” Hun pegede på huset.

“Ja … jeg hedder Petja,” lykkedes det mig at få sagt.

Så begyndte kvinden at græde. Hun satte sig på hug og trykkede sin mund mod min pande.

23

“Jeg hedder Milena,” sagde hun og drejede hovedet mod manden med kufferten. “Og det er Sergej. Vi er din mor og far.”

Indtil den dag havde jeg troet, at Bedste bestemte alt.

Da vi kom ind i huset, sagde hun, at jeg skulle sætte mig i den mørkegrønne sofa, som kun blev brugt, når der var gæster. De fremmede sad på stolene på den anden side af sofabordet. Bedste selv blev stående ved siden af sofaen.

Damen, som hed Milena, så på mig og smilede. Hun havde stadig tårer i øjnene.

“Jeg er så ked af det,” sagde hun og bøjede sig ind over bordet mod mig. “Vi har savnet dig, Petja. Men vi var nødt til at lade dig blive her, da Sergej skulle bygge huse i Sibirien, forstår du det?”

Jeg så fra Milena til Sergej og bagefter hen på Bedste, som ingenting sagde. Jeg forstod det ikke.

“Du var alt for lille til at tage med,” sagde Milena. “Vi skulle arbejde begge to. Din bror var større, så det var nemmere med ham, ikke, Bojko?” Hun lagde en arm om skuldrene på drengen ved siden af sig.

“Jeg troede, I ville komme hjem nu,” sagde Bedste.

Milena drejede hovedet og så på hende.

“Sergej har fået forlænget kontrakten,” svarede hun. “Det betyder, at vi får flere penge med hjem, mor. Men vi savner Petja.”

Jeg kiggede på Bedste. Hun var tavs.

“Vi er nødt til at tage hende med til Sibirien,” sagde Milena.

24

Solen gik ned og farvede husene udenfor lyserøde.

Ligesom den pakke, Milena rakte hen over sofabordet, i lyserødt papir med et hvidt bånd omkring.

“Den er til dig,” sagde Milena og smilede.

Jeg blev siddende med armene ned langs siderne og krattede med fingrene i sofaens grønne velour. Jeg prøvede at lade være med at se på hende.

“Du får det dejligt i Sibirien,” sagde Milena. “Der er masser af sne. Du kan lege i sneen sammen med din bror.”

Hun vendte sig mod drengen. “Ikke, Bojko? Er det ikke sjovt at lege i sneen?”

Bojko så ned i gulvet, og Milena sagde noget mere til ham på et sprog, jeg ikke forstod. Hun viftede med pakken mod mig.

“Tag den nu bare,” sagde hun.

Jeg rykkede længere bagud i sofaen, og hun rakte pakken i strakt arm hen over sofabordet, indtil jeg sprang op og løb i skjul bag Bedste.

“Du må ikke give mig til de mennesker,” sagde jeg med munden ind i nederdelens stof.

Bedste lagde en hånd på min skulder og skubbede mig tilbage til sofaen.

“Sæt dig ned, Petja.” Hendes stemme lød, som når hun talte til stuepigerne på hotellet, og jeg kunne ikke holde fast i det glas med saftevand, hun rakte mig. Det tippede, så den røde saft løb ned over mine ben og ned i den grønne sofa.

Bedste gik ud efter en klud i køkkenet, og jeg kunne høre Bedstefars stemme gennem den åbne dør, han prøvede at få hende til at falde til ro.

25

Milena rejste sig og satte sig ved siden af mig i sofaen, midt i alt det våde. Hun løftede mig op på sit skød.

“Pyt med det!” sagde hun og viftede med en hånd foran mit ansigt. “Lad nu være med at bekymre dig.”

Hun tog sjalet med de store røde roser af og lagde det over mine skuldre.

“Så kan du holde varmen i Sibirien,” sagde hun. “Du må også få en hund. Må hun ikke, Sergej?”

Sergej lænede sig frem og kneb mig i kinden, han tog fat om min hånd og gemte den mellem sine egne store hænder.

“Selvfølgelig må hun det,” svarede han og pustede mig i ansigtet, så det kildede. “En hund er en god ven.”

Der var ikke noget at gøre, en uge senere skulle vi afsted. Bedste pakkede mit tøj og krammede mig længe, hun blev ved med at sige, at hun glædede sig til at se mig igen.

“Hvornår?” spurgte jeg.

“Snart,” svarede hun og tørrede sine øjne en gang til.

Milena stod og så gennem vinduet, ud i haven, mens hun ventede på, at jeg blev færdig.

“Kan du godt lide at klatre i æbletræerne, Petja?” Hun vendte hovedet mod mig. “Det plejede jeg også altid at gøre, da jeg var barn.”

Jeg kunne mærke, at hun måske også hellere ville blive hos Bedste. Det fik mig til bedre at kunne lide hende.

26

Jeg sad fastspændt på mit sæde og mærkede flyets bevægelser på vej hen ad startbanen. Motorerne tog ved, og løftede os op over jorden, og jeg klamrede mig til Sergejs hånd.

Under mig blev byen mindre, bjergene lå kun et skridt fra byen, når man så det hele oppefra. Jeg fik øje på Rila-klosteret hvor vi havde været hver sommer på Jomfru Marias dag for at tænde bål ved floden og sove i telt. Alt nede på jorden blev mindre, mens flyet steg højere op på himlen.

Sergej fortalte mig om Sovjetunionen. Jeg kunne høre stoltheden i hans stemme, selvom jeg ikke forstod alt, hvad han sagde. Han forklarede mig, at Sovjetunionen havde snydt kapitalismen godt og grundigt, og hans øjne lyste, som om det var ham selv, der havde opfundet kommunismen.

Det var først mange år senere, jeg fik øje på sprækkerne i hans begejstring.

“Skal jeg fortælle dig om Nizhnevartovsk?” spurgte han og smilede. “Det er der, vi bor. Jeg har selv bygget hele byen.”

Jeg så på ham uden at kunne beslutte mig for, om jeg skulle tro ham.

“Det er rigtigt,” sagde han. “Der var ingenting, da vi kom, kun en mark, hvor russerne havde fundet olie.”

“Du byggede vel ikke byen helt selv,” kommenterede Milena fra den anden side af midtergangen. Hun bed i det knitrende cellofan omkring en kozunak for at åbne den.

Bojko hev i hendes ærme, utålmodig efter at putte det søde brød i munden.

Jeg huskede smagen af de brød, Bedste selv bagte til påske. I en hulning i midten lå de malede æg. Jeg fik lov til 27

at dekorere dem, hvis jeg gjorde mig umage. Bedste ville aldrig servere en sjusket pyntet kozunak.

Milena fik hul på cellofanen og tilbød mig en bid, men jeg vendte hovedet væk. Min mund var tør, og øjnene sved.

“Selvfølgelig var vi flere, der arbejdede sammen.” Sergej smilede og smækkede med tungen. “Et helt sjak.”

Han begyndte at synge på en melodi, som lød anderledes end de sange, Bedstefar plejede at spille.

Hvem sendte skibene ud på floden under stjernerne Hvem byggede disse huse og de stolt svungne broer De blev ikke skabt af Gud Vi byggede dem Ud af morgenrøden kommer han Den arbejdende mand Den arbejdende mand Jeg så på ham med åben mund. Han holdt op med at synge og grinede.

“Vi byggede byen med vores egne hænder,” sagde han og holdt håndfladerne op i luften foran mig, som en tryllekunstner, der vil overbevise publikum om, at der ikke er snyd med i spillet. “Først byggede vi træskure til os selv og boede i campingvogne, indtil skurene var færdige. Så begyndte vi på højhusene.” Hans stemme lød højtidelig.

“Vent, til du ser dem, Petja. Du kommer til at elske det. Vi kan se ud over hele floden fra vores lejlighed.”

28

Flyveren nærmede sig Moskva. Jeg var ør i hovedet af Sergejs historier og længslen efter Bedste. Sergej må have kunnet se det, han lagde en arm omkring mine skuldre.

“Lille pige,” sagde han. “Vil du høre en sang mere … en smuk kærlighedssang?”

Jeg så et smil glide over Milenas ansigt. Расцветали яблони и груши, begyndte Sergej med høj, fast stemme.

“Jeg forstår ikke ordene,” sagde jeg og så Bojko himle med øjnene fra sin plads.

“Selvfølgelig,” svarede Sergej. “Det er russisk. Jeg synger den på bulgarsk. Specielt for dig.” Han smilede og trak vejret dybt ind. Æble- og pæretræerne blomstrede tågen svævede over floden Oh due, flyv over floden og ind i sollyset Til soldaten på den yderste grænse Husker han den simple unge pige, Katyusha?

Lad ham høre hvordan hun synger For ham som står vagt for vor stolte nation Mens Katyusha vogter deres kærlighed