Det her er Balkan foregår i Østeuropa, med afstikkere til Sibirien og de østeuropæiske sæsonarbejderes liv i Grækenland. Historien udspiller sig under kommunismen, og efter systemets fald, hvor drømmen om frihed og demokrati overtages af et korrupt mafiastyre. Romanen bygger på en virkelig historie.
En fortælling om et tabt paradis og kampen for overlevelse.
Det her er Balkan
Vi følger en bulgarsk kvinde, fra hun som barn møder de forældre, hun aldrig har kendt. Senere, i et forsøg på at give sin egen søn et lykkeligere liv, må hun indse, at hun gentager de svigt, hun selv er vokset op med.
Dorte Schou
Det var, mens jeg gik på række hen ad landevejen, på min plads mellem Ivet og Georgi, at det gik op for mig, at sådan er livet i et samfund uden love. Jeg tænkte på Bojko, hans lyssky affærer, de sorte firhjulstrækkere med tonede ruder og den luksus, han gik rundt og lovede Mariana. I løbet af de små tyve minutter det tog os at nå frem til den cementerede plads, hvor betjentene parkerede politibilen og gennede os ind i noget, der lignede en flyhangar, havde jeg givet slip på resterne af det gamle systems tryghed; arbejdstider, sociale institutioner, regler, lønninger, produktionsmål, kontrol, udrejseforbud. Dengang udrejserestriktionerne blev ophævet, tænkte jeg mest på det som en udvidelse af retten til ferier ved Sortehavet. Men mens jeg humpede afsted på den varme asfalt, og måtte indse, at vores vanvittige forsøg på at nå det forjættede, underbetalte arbejdsmarked i Grækenland var mislykkedes, blev jeg klogere. Jeg tænkte på, at det var underligt, at jeg skulle blive 24, før jeg forstod, hvordan det hang sammen. Nu kunne jeg ikke længere slippe væk, jeg var fanget i den nye tid, prisgivet.
Dorte Schou
Det her er
Balkan
Dorte Schou, født 1963, er uddannet scenekunstner, sygeplejerske og senest fra Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2014. Har siden udgivet flere fortællinger for børn og unge. Det her er Balkan er forfatterens debut i den skønlitterære genre.
Roman 9 788775 690022
Foto: Lærke Posselt
Gladiator
DET HER ER BALKAN – I kommer aldrig til at forstå det
Dorte Schou
DET HER ER BALKAN – I kommer aldrig til at forstå det
Roman
Gladiator
Det her er Balkan – I kommer aldrig til at forstå det © Dorte Schou og Forlaget Gladiator København, 2022 1. udgave, 1. oplag Omslag og sats: Kasper Vang Sat med Minion Pro og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN 978-87-75690-02-2 Ето това са Балканите се основава на истинска история. Благодаря от сърдце на Ели Асенова, че беше така щедра да сподели с мен историята на своя живот. Някои от историите и героите в този роман са измислени с разрешение на Ели. Много ви благодаря. Tak til Eli N. Asenova og min søster, Lisbet Schou Giouri Vera, Martin og Hjørdis for kærlighed og opbakning Takis Giouris for titlen Helle Dalgaard for hjælp til bulgarsk tekst og navne håld12 for gennemlæsninger og kritik Hans Otto Jørgensen og Gladiator Arbejdet er støttet med midler fra Copydan tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere. Støttet af Statens Kunstfond med rejselegat.
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet efter produktionsomkostningerne er dækkede. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
EN INTRODUKTION I efteråret 2016 rejste jeg, med min søster som tolk, til Blagoevgrad i Bulgarien. Formålet var at besøge en bulgarsk kvinde, hvis historie jeg havde fået lov til at skrive. Eli viste os sin by. Vi så det hus, hendes farmor og farfar havde boet i, hvor hun senere selv boede i kælderen med sin mand og sin søn. Hun tog os med til floden uden for byen. Og ned på torvet, hvor Eli i sin barndom hørte de kommunistiske budskaber og målsætninger gennem højtalerne, og hvor byens mænd for omkring to århundreder siden mistede livet i en religionsfejde mellem muslimer og græsk-ortodokse kristne. Vi mødte ministerpræsidenten, Bojko Borissov, på charmeoffensiv i forbindelse med det kommende præsidentvalg, og så ham vinke til flokken af skolebørn med bulgarske flag, sætte sig ind bag rattet i sin skinnende firhjulstrækker, gasse op og forsvinde fra området med højhusbyggeri fra kommunisttiden. Eli havde ikke tænkt sig at stemme. “Det kan ikke betale sig, når det alligevel er mafien, der bestemmer,“ sagde hun. Borissov blev genvalgt på trods af anklagerne imod ham for selv at være en del af den korruption, han havde lovet at bekæmpe.
5
Jeg havde tidligere mødt Eli i Grækenland, hvor hun i mange år arbejdede på min søster og svogers restaurant. Gennem min søster havde jeg hørt fortællinger fra hendes liv – den ene mere utrolig end den anden. Eli er en god fortæller, og min søster gjorde helt sikkert kun historierne bedre. Samtidig var der en alvor i fortællingerne, som rørte mig. Historien om en opvækst i et kommunistisk land og senere, da drømmen om frihed blev realiseret, livet som lavtlønnet fremmedarbejder i et rigere Grækenland, langt væk fra familien. Vi sad omkring bordet i vores airbnb-lejlighed i Blagoevgrad, og drak sød, gæret boza efter busturen fra Grækenland, bulgarernes rejserute til og fra sommerhalvårets arbejde. Jeg spurgte igen, om jeg måtte bruge alt det, Eli fortalte mig. Og om jeg måtte digte videre, for at få stoffet til at leve som roman. “Du må skrive lige, hvad du vil,” svarede Eli. “Jeg er beæret over, at nogen interesserer sig for mit liv.” Men helt ligegyldigt var det ikke, hvad jeg fandt på at skrive, viste det sig. Under et besøg hos Elis venner, spurgte de, hvad bogen skulle hedde. Min søster oversatte romanens arbejdstitel: “En tyrkisk trusse af fineste kvalitet”. Der blev stille i køkkenet. Ingen forstod tilsyneladende den noget kunstneriske titel. En af Elis venner vendte sig mod min søster og brød tavsheden. “Sig til hende, at hun skal fortælle om kommunismen,” sagde han. 6
Bulgariens historie rummer flere besættelser. Det kommunistiske regime, fra slutningen af Anden Verdenskrig indtil selvstændigheden i 1989, var en af dem. 50.000 mennesker i march mod parlamentet i Sofia med et krav om frie valg er et stærkt udtryk for længslen efter frihed og demokrati. Fortællingerne om, at der i Vesten fandtes kriminalitet og arbejdsløshed, blev betragtet som kommunistisk propaganda. Men overgangen til demokrati var ikke forberedt, og det tomrum, præsident Zjivkov og kommunistpartiets fald efterlod, blev udfyldt af mafiaen. De frie markedskræfter fik lov til at hærge, tiden under kommunismen, hvor alle var sikret arbejde, var forbi, og bulgarernes liv har siden været en kamp for at overleve. I 2007 blev Bulgarien en del af EU. Men landet kæmper stadig med ekstrem fattigdom, korruption, migration og høj arbejdsløshed. I 2016, da jeg besøgte landet, fik Bulgarien for andet år i træk en bundplacering i FN’s World Happiness Report, som Europas ulykkeligste folk. Danmark var nummer to øverst på listen, Europas næstlykkeligste. Bulgarien er en del af det samme europæiske fællesskab som Danmark. Men med livsvilkår der er så langt fra vores, at det kan være svært at forestille sig, og det er formentlig noget, de færreste af os tænker over. På flere planer giver det derfor mening, at Eli var glad for min interesse for hendes liv. 7
Det her er Balkan – I kommer aldrig til at forstå det er baseret på en virkelig historie. Flere karakterer og hændelser er dog opdigtede. Titlen har jeg fået af min græske svoger. Den stammer fra en af de diskussioner, som let opstår, når det kulturelle udgangspunkt er forskelligt. “This is Balcan,” sagde han til min søster i en diskussion, hvor hun ikke ville give sig. “You will never understand.” Tusind tak til Eli A. Asenova for at give mig lov til at videregive min version af den historie, hun fortalte til mig.
FØRSTE DEL
BEDSTES HUS Bulgarien 1983 Måske er det den søndag i marts, jeg skal starte med at fortælle om. Fem år før brylluppet, hvor jeg mødte den fede sangerinde første gang. Fem år før vi begyndte at smugle undertøj og smykker over den tyrkiske grænse. Og seks år før kommunismens sammenbrud i 89. Eller syv år før Bulgariens første valg med mere end ét parti på stemmesedlen, i 1990. Det var i 1983. Jeg var fem år gammel. Lyden af øksehug hang i luften, folk fra kvarteret tog sig tid til at standse op og snakke, og jeg fik lov at gå ud i Bedstes have med kun en trøje på. Det var før, det gik op for mig, at Bedste var min mors mor. Indtil den dag var det ikke noget, jeg havde tænkt nærmere over. Min bedstefar standsede på trappeafsatsen og kiggede ud over haven, mens han beklagede sig over, at ingen gjorde sig den umage at tage søndagstøj på længere. Om søndagen skrattede præstens stemme ud gennem højtalerne på torvet, men folk var så vant til strømmen af meddelelser om mål for kooperativernes arbejde, at ingen rigtigt hørte efter. “Vi har vores eget paradis her, Petja,” sagde bedstefar. “Når kommunisterne ikke vil lade os beholde trøsten ved tanken om et paradis i det hinsidige.” 10
Jeg fortsatte ned i haven. Grøntsagsbedet, hvor bierne om sommeren svirrede omkring mynten, lå bart og smuldret efter frosten. To moskusænder havde taget plads uden for hønsehuset, og mindede mig om gamle mennesker foran en kaffebar. I kanariefuglevolieren sad de blå og gule fugle på deres pinde, mens grisen skubbede rundt med halmen i sin indhegning, og hønsene gik omkring i græsset og ledte efter noget at spise. Bedste havde spændt lange snore ud mellem frugttræerne. Hun trak endnu et stykke tøj op af vaskebaljen og vred vandet ud af det. Der hang allerede lagner og duge til tørre i forårssolen ved siden af bluser, kjoler og undertøj. Iljana i nabohaven var i gang med at nippe frostskadede spidser af sine roser. “De slider tøjet op, fru Jurokova,” kommenterede hun hen over buskene i skellet. “Du skal ikke høre på hende, Petja,” svarede Bedste. Hun havde ansvaret for stablerne af knitrende, hvidt sengetøj på hotellet, og hendes eget hjem skulle ikke være ringere stillet. Kyllingerne var kommet ud af æggene nogle dage forinden, de tumlede lysegule omkring i mudderet som små strutskørter, der skulle vaskes og stives. Jeg fandt en efterladt vaskebalje bag hønsehuset og plumpede kyllingerne i den. Vandet var blevet koldt af at have stået natten over, og mine fingre blev hurtigt stive og frosne af at skrubbe fuglene med en børste og rigelig sæbe. Jeg så forskrækket op, da Bedste kom farende over mod mig. 11
“Hvad laver du, barn?” “Vasker.” Hun fiskede de gule kyllinger op af vandet. Kun syv af dem ville bevæge sig, de andre lå stille med deres små, spidse næb. Bedste trak en stol med flettet sæde ud i solen ved siden af havebordet, og vi bar de syv kyllinger over på den. Jeg mærkede deres hjerter banke og så dem putte sig i en våd, gul klump på stolesædet. “Hvad med de andre?” Bedste slog smæk med tungen. “Der var noget galt med de kyllinger,” sagde hun. “Tænk ikke mere på det. Skulle sådan nogle fugle ikke kunne holde til lidt vand og sæbe?” Hun samlede de livløse kyllinger sammen i hænderne og forsvandt i retning af komposten, hvor porretoppe og gulerodsskræller dannede en rådnende bunke. Jeg vendte mig og så Iljana komme hen mod mig på sine store ben. Hun støttede sig til havebordet med en hånd for at puste ud. “Måske din bedstemor giver en kop forårskaffe,” sagde hun, idet hun drejede kroppen og tungt lod sig falde ned på stolen med de syv gule kyllinger. Bedste var ansat som oldfrue på hotellet. Det var før, kommunismen faldt, og vi måtte finde nye måder at klare os på. Mens hun var på arbejde, var jeg i børnehave. Jeg ville ikke afsted, men hvis man ikke arbejdede, kom man i fængsel, sagde Bedste, og jeg skulle være glad for, at systemet sørgede for at passe på mig mens hun selv var væk. 12
Frøkenerne i børnehaven lærte os, at vi var del af et højteknologisk, socialistisk samfund, hvor alle var lige. Og at børnene havde ansvar for at opfylde femårsplanerne ligesom de voksne. Vi børstede tænder på lange rækker før middagssøvnen, og sad tavse med foldede hænder rundt om bordet, når en af os havde gjort noget forkert. Så snart vi fik lov til at lege, sørgede jeg for at være oldfruen, så det var mig, der bestemte, om plastikkopperne i dukkestellet var vasket rene, eller om stuepigerne havde glattet tæpperne i dukkesengene godt nok. Solen steg op over bjergkammene omkring byen, når Bedste fulgte mig op ad bakken og skubbede den tunge dør til børnehaven op. “Godmorgen, fru Jurokova,” sagde frøkenerne til hende, deres stemmer fik en slesk klang, når det var oldfruen, de talte til. De rettede på kitlernes bælter og skubbede en tot løst hår på plads under de hvide kapper på hovedet. Min frakke kom op at hænge på knagen. Bedste stillede mine støvler ved siden af hinanden nedenunder og lukkede knappen i nakken af mit forklæde. Pigernes var røde, drengenes blå, med lange ærmer og elastik ved håndleddene og en stor lomme foran, hvor der altid lå krummer fra suppebrødet. “Prinsesser har ikke forklæder,” sagde jeg. Bedste kyssede mig. “Alligevel er du min lille prinsesse,” sagde hun og rejste sig. Jeg løb ud på legepladsen og kiggede gennem trådhegnet 13
efter Bedstes sorte uldfrakke, indtil jeg ikke kunne se hende mere. De dage, Bedste gav mig lov til at komme med på hotellet, var jeg lykkelig. Når hun tog uniformen på, blev hun en anden, den stramme nederdel og en hvid skjortebluse med kniplinger på kraven, forvandlede hende fra min bedstemor til en retfærdig diktator. “Bliver jeg lige så skrap som dig en dag, Bedste?” spurgte jeg, når hun flettede mit hår i stramme fletninger ligesom pigernes i vaskeriet. Der måtte ikke være løse hår i det rene sengetøj. “Du er et alt for sart barn,” sukkede Bedste og trak til, så jeg måtte klemme munden sammen for ikke at beklage mig. Bagefter hev hun op i mine strømpebukser. “Men du får det nok lært. Frem med hænderne.” Hun lagde en stabel rene håndklæder på mine fremstrakte arme. “Må jeg også lægge sæberne ud?” “Selvfølgelig.” Bedste gav mig kurven, med de små pakker med sæber og cremer med rosenduft, så jeg kunne fylde op, hvis de manglede på badeværelserne. Jeg fulgte efter hende gennem hotellets mange etager, rundt i gangene, hvor hælene på hendes sko borede sig ned i tykke væg-til-væg-tæpper. “Rum 15 og 17 er klar,” sagde Bedste til stuepigerne. Hun kendte de rigtige tidspunkter for skift af sengetøj og rengøring af badeværelser. Hun vidste, hvornår gæsterne 14
forlod værelserne, og hvornår de kom tilbage. Hun lyttede til gæsternes private betroelser, men lod sig ikke mærke med sin viden, når der var andre til stede. “Vi skal i køkkenet,” sagde hun, når klokken blev 10.30. Jeg spiste en syltet pære, som kokken gav mig, og lyttede til, hvordan Bedste aftalte tidspunktet for servering af frokosten og fortalte, hvor hvilke gæster helst skulle placeres. Når Bedste ikke længere kunne have mig med, blev jeg afleveret hos dværgen i vaskeriet. Der var ikke nogen, der brugte dværgens rigtige navn, alle sagde bare Dværgen, aldrig Sonja. Vaskeriet i kælderen var hendes område, og det eneste sted på hotellet, hun kom. Hun fik sin mad bragt derned og havde et skab med sine personlige ejendele og en briks i hjørnet, hvor hun overnattede, hvis arbejdet trak for længe ud. Hun herskede over de unge piger med blege arme, mens Bedste regerede på etagerne ovenover. “Hvad har jeg at gøre deroppe?” spurgte Dværgen, når Bedste foreslog hende at spise sin frokost i personalerummet. I kælderen havde hun sin egen lave stol, som hun kunne komme op og ned fra uden hjælp. Stuepigerne hadede at komme i kælderen, de trådte altid et skridt tilbage, når Dværgen gik hen mod dem. Så snart de havde fået stablerne af rent, rullet sengelinned i armene, skyndte de sig væk fra den fugtige varme og hviskede sammen om, hvad der ville ske, hvis de ikke nåede op fra kælderen i en fart. 15
Vaskepigerne havde vænnet sig til hende, de var efterhånden ufølsomme over for at blive irettesat, hvis en fold var skæv, eller Dværgen fik øje på en plet midt i alt det hvide. De dukkede bare nakken, så fletningerne stod ud bag dem som haler på hver side af en lysende skilning. Når Dværgen fik øje på mig bag Bedste, smilede hun og slog en arm ud mod tøjsækkene med snavsede håndklæder og sengetøj. “Tag plads.” Hendes stemme var tør ligesom tøjet, når det kom ud af maskinerne, alt for dyb til den korte krop, presset sammen ligesom hende selv. Mig skræmte Dværgen kun lidt. Jeg satte mig til rette oven på det brugte linned og indsnusede duftene. “Folk lugter ens, uanset hvor i partiet de er placeret,” sagde hun. Jeg lænede mig tilbage og faldt i søvn i bunken. Når jeg vågnede igen, lå jeg så stille, jeg kunne, og så, hvordan Dværgen svingede kilotunge sække med vasketøj. Hun halede det ud af maskinerne i store, våde bylter, klaskede det ind i centrifugerne og lod det snurre, rundt indtil det var så tørt, at det kunne rulles på de store strygeruller og lægges sammen, klar til stuepigerne. Så snart Dværgen opdagede at jeg var vågen, kom hun hen til mig og begyndte at fortælle sine historier. “Ved du godt, at oldfruens oldefar var tyrkisk bøddel?” spurgte hun og løftede mundvigene i et grumt smil. “Nej,” hviskede jeg, selvom jeg godt vidste det. Jeg ville gerne høre om bøddelen, der lod hovederne rulle. 16
Dværgen viftede med hånden, for at få mig til at rykke, og slog sig ned ved siden af mig på vasketøjssækken. Alle vaskepigerne var gået op for at spise deres mad og få lidt dagslys i deres frokostpause. “Hør så her, lille Petja, efterkommer af en af de værste tyrkiske bødler i byens historie.” Hun flyttede sit ansigt tættere på mit. “Tyrkerne er de mest frygtindgydende herrer, bulgarerne har måttet tåle …” Jeg blev tør i munden. “Og din bedstemors oldefar var ikke et hak bedre end de andre.” “Hvad gjorde han?” hviskede jeg. “Da tyrkerne besatte vores by, flygtede folk op i bjergene.” Dværgen så på mig med et blik, der gjorde det klart, at det var en alvorlig sag at forlade alt, hvad man ejede. “Men tyrkerne var her i 500 år,” sagde hun. “Så længe kunne de ikke blive deroppe. Det forstår du vel?” “Ja.” “Derfor besluttede de at komme ned igen og lade, som om de havde accepteret tyrkernes magt.” Jeg sad helt stille på vasketøjsbunken. “Men i virkeligheden var deres plan at ødelægge tyrkernes herredømme. Indefra.” Dværgen grinede, som om hun selv var en del af hele komplottet. Så blev hun alvorlig igen. “Men det kostede dem dyrt.” “Hvordan?” Jeg trak næsten ikke vejret. Dværgen betragtede mig i tavshed, før hun endelig fortsatte. 17
“Hver morgen blev indbyggerne samlet på torvet af sultanens guvernør. Din tiptipoldefar.” Hun tog en dyb indåndning. “Guvernøren pegede på en tilfældig mand i mængden.” Dværgen rakte en kort arm frem og pegede på mig, så jeg følte mig som den udvalgte bulgarer, der om lidt skulle se sit endeligt i øjnene. “Bær fezen eller mist hovedet!” buldrede Dværgen, og jeg fik tårer i øjnene. “Selvfølgelig gjorde ingen, som han sagde, ingen ville afsværge deres tro. Og inden længe havde oldfruens oldefar kappet hovedet af 90 procent af byens mænd.” Når Dværgen nåede hertil, så hun anklagende på mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, jeg følte, at det hele på en sær måde var min skyld, og at Dværgen om et øjeblik ville bestemme, at jeg, Petja Alexandrova, selv skulle have kappet hovedet af for at sone de forbrydelser, mit ophav havde begået. “Men hvorfor giftede Bedstes oldemor sig så med ham?” spurgte jeg og ventede på afgørelsen. “Det gjorde hun, fordi han havde bestemt sig for hende.” Jeg vidste, hvad Dværgen nu ville sige, og smilede, mens jeg ventede på at høre det. “Din tiptipoldemor var vanvittigt smuk.” Dværgens mine blev mindre krigerisk. Hun rakte en hånd ud og kneb mig i kinden. “Det er nok der, du har det fra … Men hun var også en bestemt dame. Så hun havde vel allerede selv besluttet sig for ham.” Dværgen snusede ind. 18
“I hvert fald blev de frygteligt rige og frygteligt alene. Ingen i byen ville have noget med dem at gøre.” Hun sukkede tragisk, og jeg smed mig tilbage på vasketøjssækken. Inde i mig kæmpede trangen til at græde med en følelse af glæde over, at noget så overvældende fandtes i menneskers liv. Resten af eftermiddagen brugte jeg på at få lokket nøglerne til Dværgens skab fra hende. Til arbejdet i vaskeriet brugte Dværgen sine egne sko, som hun kunne holde ud at gå i. Inde i skabet stod uniformstræskoene med en fem centimeter tyk sål. Når jeg tog dem på, var jeg højere end hende. Lige akkurat. Det var en vidunderlig følelse, og Dværgen hadede det. Hun kyssede mig altid på panden, når hun endelig havde ladet mig få lov til at prøve skoene, for at gøre det klart for mig, at det stadig var hende, der var den voksne. Men det var den søndag i marts, jeg ville fortælle om. Bedstefar kom ned i haven og så op mod det træ, jeg var kravlet op i efter ulykken med kyllingerne. “Hvad laver hun deroppe?” spurgte han. Bedste slog smæk med tungen og skænkede kaffen, og Bedstefar lod det ligge. Han havde taget trompeten med og blæste et par sprøde toner for at varme den op. Om eftermiddagen ventede jeg altid utålmodigt på, at Bedstefar skulle komme hjem fra savværket. Jeg løb i hælene på ham, fra det øjeblik han trådte ind i huset, jeg stod uden for badeværelset og ventede og forestillede mig, 19
hvordan det stikkende savssmuld skyllede ned ad hans krop og ramte fliserne på gulvet. Bagefter så jeg på, at han med et håndklæde om livet fandt et glas i skabet og skænkede rakija i det. Han tømte det i ét drag, og bankede det i bordet, før han gik ind og tog rent tøj på. Jeg satte mig på en køkkenstol og ventede på, at han kom tilbage for at skænke sig endnu et glas. Så fandt han endelig trompeten frem. Tonerne var hæse i starten, som et blæsevejr, når det finder vej gennem en sprække i et vindue, eller som, når man puster i en tom flaske. Bedstefar blinkede til mig og lagde mere kraft i sine blæs, tonerne blev renere, de vibrerede, trak andre med sig og fulgte hinanden i løb, ligesom når de voksne dansede på lange rækker mellem bordene til festerne. Jeg hoppede ned fra stolen og prøvede at få mine fødder til at følge musikken. “Julía,” råbte Bedstefar og spillede videre. Julía dukkede op i køkkendøren og så sur ud. Efter at hun var blevet gift med min onkel Jasén og flyttet ind i huset, var hun for det meste sur. Bedste sagde, at hun skulle smile lidt mere, når hun havde fået sådan en flot fyr til mand. Jeg kunne ikke se, at min onkel var specielt flot, men han var høj. Og når han drak rakija og spillede trompet sammen med bedstefar, fortalte han mig vittigheder om kommunisterne, og lod mig prøve at blæse i trompeten. Julía løftede øjenbrynene, og bedstefar nikkede mod mig, der spjættede rundt på gulvet. Hun sukkede, men skubbede alligevel stolene til side langs væggene og tog mig i hånden. 20
En fortælling om et tabt paradis og kampen for overlevelse.
Det her er Balkan
Vi følger en bulgarsk kvinde, fra hun som barn møder de forældre, hun aldrig har kendt. Senere, i et forsøg på at give sin egen søn et lykkeligere liv, må hun indse, at hun gentager de svigt, hun selv er vokset op med.
Dorte Schou
Det her er Balkan foregår i Østeuropa, med afstikkere til Sibirien og de østeuropæiske sæsonarbejderes liv i Grækenland. Historien udspiller sig under kommunismen, og efter systemets fald, hvor drømmen om frihed og demokrati overtages af et korrupt mafiastyre. Romanen bygger på en virkelig historie.