Morgen • Prolog
9
10
Min tante bærer en halskæde af æbler og går i haremsbukser syet i Istanbul mellem to verdenskrige. Når hun siger noget, lytter man, og nu siger hun, at hun er færdig med politik. Hun råber det i næsen på mig. Hun råber, som var det min skyld det hele. Hun råber, at det var så dumt, så dumt at gøre Bosnien til et selvstændigt land og forlade Jugoslavien. At serberne jo ikke vil have det, og at de har flest våben. At Jugoslavien var som en storfamilie for os muslimer, og Tito vores far. At Tito nu er død, og at der ikke er nogen mor til at tage over. At det nu også kan være lige meget.
Ordene vælter ud af hende i stalden. Hun sidder på en skammel og prøver at lære mig, hvordan man malker en ko. ”Du skal trække fra skulderen,” siger hun hårdt. Jeg tager fat i patten og klemmer med tommel- og pegefingeren. Der kommer ikke noget ud. ”Nej. Du skal ikke kigge på skulderen. Du skal bruge skulderen. Lad mig.”
”Man kan se på dig, at du er et bybarn. Du kan ingenting med hænderne. Det skal jeg have lavet om på, mens du holder sommerferie hos os”.
Hun malker videre og siger, at jeg ikke bare skal stå og kigge. ”Giv mig mit Jugoslavien,” siger hun. Jeg giver hende det. Jeg giver hende alle republikkerne og hovedstæderne. Jeg siger det lynhurtigt som en remse, man bliver glad i låget af: ”Slovenija, Ljubljana. Hrvatska, Zagreb. Bosna i Hercegovina, Sarajevo. Crna Gora, Titograd. Srbija, Beograd. Makedonija, Skoplje.”
Vi smager på mælken. ”Der er altså noget galt med den. Den sætter sig fast mellem tænderne,” siger tanten og skælder ud: ”Folk skulle lukke de helvedes vinduer, når de hører nyheder.
11
Hedebølge eller ej. Man kan ikke være nogen steder uden at høre nyhedsværten, hverken i skuret eller stalden.”
Hans stemme når ud til os gennem staldens åbne vinduer: ”Der blev affyret skud ved en fredsdemonstration i Sarajevo. Paramilitære enheder fra Serbien er dukket op flere steder i Østbosnien. Situationen i landet er anspændt.”
Min tante gentager: ”Situationen i landet er anspændt” og tilføjer: ”Men koen er også anspændt. Og mælken er blevet dum.”
Hun fortsætter: ”Mælken får vi aldrig til at slappe af, hvis koen hører nyheder og æder majs fra sidste år. Den skal på græs helt oppe på fjeldet, så mælk kan være mælk.”
Til sidst siger hun: ”Du skal sige til Isak, at I skal afsted efter morgenmaden.”
12
13 •
Formiddag
14
Vi er to om det Isak og jeg
eller nej vi er tre hvis vi regner solen med
solen har ingen sjæl
den vil ikke lade os gå alene
den lille satan lister ind bag øjnene og drikker alt vandet
det bliver en lang dag uden vand i hovedet
15
Vi går ned efter koen
vi kan se minareten et par kilometer fremme bag den rejser bjerget sig med sine gule ujævne skråninger
koen har fået morgenmad og har masser af kræfter den er blevet malket fra skulderen den går i zigzag
fluerne følger trop i sværme de går efter koens øjne en sværm pr. øje
i dag er det to mod alle
16
Tanten bad os om at være hjemme inden det bliver mørkt
hun sagde
hold jer væk fra alle i uniform
politimand soldat
rød hue sort hue
man aner ikke hvem der er hvem mere
hvis I ser nogen i uniform
løb
alt det I kan
17
Der er brød i tasken
brødet ligger i et klæde som et spædbarn skorpen er mavens varme ansigt
men der er et problem
tanten har vasket klædet en million gange
de blå tern smuldrer
og brødet lugter af vaskepulver
når man tager en bid kan man høre vaskemaskinen skumme
og drukne kinderne der spejles i glasset
kind plus skum
hvad giver det
18
Vi er gået på sommerferie for en uge siden Isak og jeg
det er varmt mellem bjergerne der er få huse langs vejen
vi slentrer bag koen
vores fædre er brødre nummer fem og otte i rækken ud af farmor og farfars ni stk. i alt
Isak har øjne som ikke er hans øjne hans øjne er hans hænder og stenhårde
jeg har også øjne
19
I skal have noget at spise senere sagde tanten da hun knækkede et halvt brød af jeg synes at det er for lidt til en hel dag
jeg spiser meget det gør vi børn fra byen
og hvad skal vi have at drikke
I skal have ost til brødet der er vand i osten
20
