Mamma
I skal vide hvor jeg findes
Emilia Aasted Mamma
I skal vide hvor jeg findes
Digte Gladiator
Mamma I skal vide hvor jeg findes
©Emilia Aasted og Gladiator 2024
1. udgave, 1. oplag
Redaktør: Hans Otto Jørgensen
Omslag og sats af Josefine Bøgh Lassen
Bogen er sat med Minion
og trykt hos Specialtrykkeriet Arco
ISBN: 978-87-7569-043-5
til Andreas, Hubert og Anna
jeg er her også i morgen
2022
27. september 2022
kl. 02.47
jeg har kræft
vi er i kæmpechok og fuldstændig
spol tiden frem
spol tiden tilbage
væk mig fra dette øjeblik
fortiden og fremtiden frister, meget mere end nutiden
nu er ikke der hvor jeg vil være
nu vil jeg frem eller tilbage
jeg vil ikke være lige her
nu er jeg en tragisk historie i min familie
min historie går imod alt jeg har lært
jeg har lært, at ingen bliver syge når de er unge
jeg har lært, at alle lever sygdomsfrie liv og bliver gamle
at være en tragisk historie det er også noget at bære på
en lille stærk pille tre gange om dagen ammestop
jeg ligger på et skakternet badeværelsesgulv i en brusekabine mine arme og ben, helt dvaske
er jeg en krop der giver op
jeg tænder det varme vand fører håndbruseren i cirkler om mine sprængfarlige blålilla bryster de er ved at sprænges af modermælken, der ikke længere må være der og af kræften, der skal væk
så skal jeg malke lidt ud, så skal jeg ikke så skal jeg malke lidt mere ud, så skal jeg slet ikke røre ved dem
i spejlet registrerer jeg tårekanalen under venstre øje den er hævet op, helt mørkeblå
på den første flaske med modermælkserstatning til Anna brænder jeg min hånd på det kogende vand
mine bryster bliver flade
helt livløse
jeg har set forkert på indlægssedlen taget en halv pille for meget, tre gange om dagen, i tre dage
da det går op for mig, står jeg i en butik med messingkroge Andreas ringer til giftlinjen med det samme
hvad betyder den overdosis overhovedet? brysterne skulle alligevel slukkes
hvad vil du ta’ fra mig?
mit højre bryst mit venstre bryst mine lymfer i min armhule mine æggestokke min evne til at få flere børn mit hår mit østrogen min kvindelighed, så meget af min kvindelighed mit kendskab til min krop mit spejlbillede
hvad ta’r du mere?
du ta’r så meget fra mig i mit moderskab tid med mine børn, der aldrig kommer igen min energi til at lege
du ta’r så meget fra de mennesker, der elsker mig
Andreas’ barselsorlov, hans tid til bare at være, hans pauser, hans ro og nogle dage vil du måske tage hans tro på et langt liv sammen med mig
nogle dage ta’r du min mors glade øjne og min fars smil og erstatter dem med tårer og munde med sammenpressede læber
du ta’r min tvillingesøsters bryster hendes frie valg er væk
du ta’r min lillesøsters tanker hendes tro på at livet som ung ikke bringer store sorger
du ta’r symmetrien i alle mine relationer jeg er den syge, de er de raske
hvad ta’r du mere?
ta’ kun det du behøver jeg har ikke noget valg men ta’ ikke mere end det
rør ikke en kropsdel mere
stjæl ikke flere nætter
styr ikke flere tanker
ta’ ikke mit sunde sind
ta’ ikke den jeg er i min kerne
lad mig kunne genkende mig selv på den anden side
jeg har samlet os alle i vores sommerhus alle stearinlys er tændt, pejsen knitrer vi græder og griner og leger med børnene en fotograf kommer og tager billeder af os alle sammen jeg vil huske hvordan jeg så ud, hvordan vi alle så ud ”nej, hvor blev det godt, I er virkelig gode til det,” siger fotografen min far kysser min pande, mens vi står med havet bag os om aftenen spiser vi østers og drikker champagne men vi skåler ikke
om natten sover jeg væk fra min lille baby i en seng i kælderen
jeg vågner og føler mig så alene
hvorfor er jeg pludselig så alene?
jeg vågner igen og igen og igen og hver gang skriger jeg ned i puden for ikke at vække de andre
jeg er så alene