Revolutionær © Hans Otto Jørgensen og Gladiator, 2017 1. udgave, 1. oplag Omslagstegning: Maria Wandel Omslagslayout & sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Neue Haas Unica og trykt hos Narayana Press Printed in Gylling Denmark ISBN: 978-87-93128-58-3 Tak til Clement Kudsk Svendsen, Andreas Pedersen, Ida Marie Hede, Jakob Sandvad, Clara Birgersson, Maria Wandel og Melissa Fugl for sparring.
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
DEAD FINGERS TALK
Det er ved at være sommer hernede, og det vrimler med enorme skorpioner, taranteller, tæger, sandlopper og myg. I går slog jeg 10 skorpioner ihjel. Huset er ved at blive rendt over ende af rotter så store som opossummer … Jeg overvejer at anskaffe mig en ilder.
William S. Burroughs
Alle har det godt
de kalder mig Jim / de kalder mig john nn / de kalder mig nn / du
du skal vide / han sagde Jim / de kalder mig john
han sagde john / han sagde nn søn / jeg sagde ja / jeg sagde Jim
kalder jegjeg /råber jeg tænker / WANTED
t g de o , e rned nteller, e h r me tara g 10 nn , m r o e s n je være e skorpio år slog t a ndt d e g r e I m . v r e r o er yg liv Det e r med en er og m ved at b ssumm o p r le vrim , sandlop . Huset e e som op lder. i r r l tæge ioner ihje ter så sto e mig en t ff p skor nde af ro at anska e r over overveje g … Je
min søn
måne
DEAD ROAD Der
findes ikke venner. Der findes sammensvorne. Der findes medskyldige med sug
48
og gløder, svømmer det halve i ansigtet, beslutter jeg mig for at holde ham i hånden, at gøre en bevægelse, som følger i hans fodspor, ikke at tage fejl af de trin, der er derop, mislyde op og ned ad alle op- og nedgange, til højre og venstre, øjne som på stilke, at se giraffen, i en belysning, som kun han kan bifalde, lattermild af lys og taler direkte fra leveren, og det er, som om hans blik bliver gustent og gammelt i lugten, flyder fra hans plads på ovnbænken, mens han til publikums store forbavselse sætter eftermiddagen op som én lang række af trækruder ind i himlen, de krøllede junkårer, drømmeagtige svanesøer, må han uden tanke for sin gøren og laden komme ridende (på et asenføl), må han kaste skygge, må han opdage, skuffen har været åbnet, han vil ikke synge, ikke i aften, men ser dyret dukke op (ikke helt så uventet), udsprede rygter, men heller ikke at frasige sig den kunst, det er, må siges at være, at gå under jorden, så meget desto større er glæden (over dyrets kalden) vågn op, soldat, min vens længsel som røv ud ad x-aksen, listen lyver ikke
1954 Kapt
Tal og beskidte sider
DEN SKJULTE SKAT, smertens gerne / og til skrivningens ned, livets salt
49
Ikke her jeg bare har forsøgt mig med sproget, det har jeg også, men for det meste modsat, filet mit såkaldte liv ned, så det passer lidt bedre ind, bedst i øjeblikket, bedst uden yderligere konkretisering af den øjeblikkelige tilstand af fx lykke ensomhed smerte nydelse i bekæmpelsen Sådan var det ikke i går Hendes bryster er blevet tungere, lige nu er hun trist Min historie forsøgt opløst systematisk gennem bagvendte slutninger, umulige påstande, modsigelser etc. at udløse en næsten ikke-mening, ikke du jeg missmolly jimjim Du ved sådan cirka, hvem jeg mener Det er noget af det, jeg godt vil, vi skal 50
snakke om bagefter, efter vi har snakket, efter vi har elsket, men jeg tør ikke bruge et ord som ild, sådan har jeg aldrig haft det At stå frem og sige, at her står jeg, uanset, der er hele tiden noget i vejen, det står der og har en kost i hånden I MARIE AMFIBIE II ALMINDELIG SAMLING
At sidde i en svøm hinde – placeret 4510 9515 placeret – K ved navns nul-nul dut
Burroughs som hund
DEN ELEKTRISKE STOL 1. Vad ska jag säga! (Lonny) 2. Det er sin sag at vende tilbage, jeg mener at gense, returnere, om vi så aldrig havde været væk, det bliver aldrig det samme, tårnet står tilbage, med sine metertykke mure, trapperne, rundede af slid, det sete, det skete, hver gang lige overraskende.
51
Kunstens opgave er ikke at sandsynliggøre tanken, men opløse, at indforskrive handlingen i dens konsekvens, den allerede indtrufne, stadig overraskende konsekvens af mod, overmod. Indforskrive afsøgningsmønstre af smerte/nydelse i bekæmpelsen. 3. Burroughs Island, Baudelaire Country. 4. Kunstens opgave er at være kunst, ikke fisse, ligesom tårnets opgave er at være tårn, ikke landskab. Tårn i en anden ubrudt tid, ikke nu, ikke før, men i en stadig udvidelse af terrænet. Lagnerne er, som du husker, noget jordslåede. Handlingen skaber. 5. Baudelaire i tårnet i de dage, Burroughs var forbi. Baudelaire med sit lange hår, sort kappe og rosa handsker, Burroughs som hund. Burroughs stavrende, så stinkende stiv af sprut. Ned forbi jættestuen og ruinen dér, og der igen bliver han borte. Baudelaire på sin klapstol ved papegøjen og Burroughs med sin papa i junglen med nedhængende lianer en masse og hundrede og sytten forskellige orkidéer pr. kvadratmeter. Inkl. aber, inkl. hovedjægere og hovedjægernes stank, denne stinkende posering, lallende lirende stiverter. 6. Jag kommer att berätta allt för dig! (Lonny)
52
7. Baudelaire i de dage, som i en hvirvel af indfald, og Burroughs’ monotone foredrag, drævende dræbende langsomt, knirkende som et træ, hvad enten det er om majaernes kalendersystem eller om drugs eller sine erfaringer med skydevåben. Baudelaire og den satans byld i lysken og den mange gange sammenfoldede gaze, han stopper op i hullet for at opsuge materie, efter Burroughs har givet den som bartskærer og skåret hul og klemt det værste ud. 8. Med hensyn til Baudelaires indbo kan det tjene som en lektion for de elegante damer fra de sidste tyve år, som ville gøre klogt i at tænke på, når de taler om stilens renhed, som de søger at opnå med en sådan uendelig møje, at man har kunnet være den største og mest kunstneriske forfatter uden at beskrive andet end senge med forhæng … senge fulde af lette dufte, divaner dybe som gravmæler, etagerer med blomster og lamper, der ikke lyste længe, så man kun fik lys fra kulild. Walter Benjamin 9. Det er ved at være sommer hernede, og det vrimler med enorme skorpioner, taranteller, tæger, sandlopper og myg. I går slog jeg 10 skorpioner ihjel. Huset er ved at blive rendt over ende af rotter så store som opossummer … Jeg overvejer at anskaffe mig en ilder. William S. Burroughs 10. Baudelaire i de dage, den sommer, i den hede. Burroughs som hund. Baudelaire på sin stol bag volieren med dens skræppende fugle, fugle med vanvittige ansamlinger af knuder over næbet, snakkende papegøjer, hele tjavsen, Burroughs, den måske mest fuldendte skabning og bla bla bla.
53
11. Alle har det godt. 12. jimjim, missmolly og bell fortsat sommeren hed, studier i lys, lugte, varme vindstød 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7.
8. 9. 10. 11. 12. 13. 14. 15. 16. 17.
turen til prag efterår missmollys hoste indianeren finder sig selv, genforenes med lonny jul/nytår ydmygelsen i en replik fra missmolly han læser thoreaus walden de løb splitternøgne rundt i natten jordbær, nattens kølige ånde den nøgne krop de tomlede, missmolly kastede op bells angst for udklædninger, hans angst for at miste sig selv missmollys hoste, hvidløgsranker, brød i ovnen det har de endnu ingen planer om da hårene rejste sig i nakken på ham krummer i sengen sand og aske onkel kalder alle raske drenge i en periode missmollys gummistøvler sparket af på trappen men uden entusiasme, som et intermezzo at skuffe onkel, at besnakke ham indtil han fandt ud af, hvad han virkelig ville, hvad han havde lyst til
13. Lonny, stockholmerinden.
54
Der er ingen vrede, det er godt. Alle har det godt. 14. blomster født, ting opbrugt og som helst en anden dag, så vi alle, vi er børn, og idet og som helhed, som forsøgt det bedste og engang lugt / kommer det bedste i situationen, ingen vrede, spas flangs buk og TAL HER én og to minutter i støv og lagt igen flangs som imellem for hvem du er end for mig strejf håret, en epoke for hvem der mødtes af person og mindes 15. Baudelaire i de dage, Burroughs og Lonny så stinkende fulde og skæve af al den pot, og det er her, Lonny siger, om det så er nu, de skal lave Vilhelm Tell, og placerer et glas oven på sit hovede, men hvor Burroughs er så meget mand, trods alt har så megen selvbesindelse, at han siger nej. Han vil ikke lade Lonny få den samme skæbne som Joan. Han sidder og leger med sin pistol. Han står ved vinduet og skyder til måls efter duerne. Han ignorerer hende. Lonny, slidset nederdel etc. Baudelaire på sin klapstol, Burroughs, den benede mand i tårnet, hvor Lonny kærligt aer hans blottede arm. Hvad smerte er. Hestene, de bare benrader, kalkskøre som på filmen. Vi bliver hele tiden overfløjet. I tårnet i de dage, svup svup lyder det svup svup fra helikopterens rotorblade, de kommer for satan helt tæt på nu, fyrer en maskingeværsalve af mod det i forvejen alt for døde dyr af en ruin.
55