Læseprøve: SMÅ HVERDAGSPROBLEMER af Tove Ditlevsen

SMÃ… HVERDAGSPROBLEMER Tove Ditlevsens brevkasse i Familie Journal 1956-1976

Små hverdagsproblemer Tove Ditlevsens brevkasse i Familie Journal 1956-1976 © Gladiator 2018 Redigeret af Jakob Sandvad & Ida Edel Salling-Jensen Omslagsgrafiker: Thomas Joakim Winther Omslagsfoto: Kongelig hoffotograf Klaus Møller Produceret af Tilde Luna Mølgaard Trykt hos Specialtrykkeriet Arco ISBN: 978-87-93128-93-4 Tak til Statens Kunstfond

DET UDSATTE HJERTE

– forord ved Josefine Klougart Små hverdagsproblemer er en komplet samling af de mere end 4000 spørgsmål og svar, som er blevet bragt i Familie Journal i den knap 20-årige periode, Tove Ditlevsen var brevkasseskribent.

De problemer, folk henvender sig med er vidt forskellige; nogle er trivielle og genkendelige, andre dybt foruroligende og voldsomme. Der er brevet fra en 14-årig pige, som har forelsket sig i en ekspedient i en herreforretning, og nu skriver for at spørge Tove, hvad hun skal gøre. Hun har allerede været inde og købe slips af ham to gange, og som hun skriver: “det kan jeg jo ikke blive ved med”. En anden helt ung pige mishandles af sin far og skriver: “For nogen tid siden greb han mig om halsen, så jeg næsten ikke kunne få luft, og skreg: »Jeg skal kvæle dig, din kælling.« Bagefter spyttede han på mig, og til sidst fik jeg pisk, til jeg styrtede om på græsplænen.”

Tove Ditlevsen er en blændende brevkasseskribent. Hendes svar er aldrig forudsigelige, ligesom tonen ændrer sig – den kan være indlevende og moderlig, som når hun svarer en ulykkeligt forelsket: “Deres brev fortæller så smukt og bevægende om den evige kærlighedshistorie, som er enkel og ligetil og sørgelig, den, der er oplevet og fortalt og lyttet til og grædt over, så længe der har været mennesker til. For det er jo sådan, at to, som elsker hinanden, ikke altid kalder og får svar på samme tid, og det, den ene oplever som den store lykke, kan vandre henover den anden så let som blæsten kruser havets småbølger en stille sommerdag. Det er en sandhed, som næsten ikke er til at bære, første gang det udsatte hjerte tvinges til at erkende den. Men livet er ikke så grusomt, at det nogen sinde er sket i verdenshistorien, at en pige aldrig overvandt den første hjertesorg.” Eller svaret kan have karakter af opsang, når hun for eksempel skriver til den 16-årige barnløse pige: “For Deres egen skyld og især for det barns skyld, De kun ønsker Dem af rent egoistiske grunde, håber jeg, der vil gå mindst lige så lang tid, før De opnår det attråede svangerskab. De er alt for ung til det foretagende; der skal modenhed og ansvarsfølelse til at være mor (...).” Og så kan de, svarene, være virkelig sjove og ironiske, som når hun svarer den unge kvinde, der har forelsket sig i Paul McCartney: “Du skal finde dig en lille, langhåret Beatle-fan at komme sammen med, for mange af dem ligner jo originalerne til forveksling.”

Ser man på alle brevkassespørgsmålene og svarene som ét samlet værk, er det en nuanceret og mangestemmig fortælling, der tegner sig. En fortælling om, hvad det vil sige at være menneske.

Spørgsmålene afslører, på trods af deres store forskellighed, en eksistentiel kerne. Noget i menneskelivet er det samme altid. Samtidig er værket en konkret kulturhistorie, der viser os, hvordan den enkeltes muligheder for at håndtere de eksistentielle problemer ændrer sig, og hvordan de er fuldkommen betinget af den tid, det samfund og den situation, mennesket fødes ind i. Og da brevkassen løber over årerne 1956-1976, får vi indblik i en af de voldsomste perioder i Danmarkshistorien i nyere tid. En tid hvor konventioner, idéer og hierarkier blev omstyrtet, med store konsekvenser for, hvem vi blev og er i dag.

Tove Ditlevsen vedstår sig, at en del af brevkassegenrens attraktion ligger i, at den giver mulighed for at kigge ind gennem andre menneskers nøglehuller. Men for Tove Ditlevsen stopper det ikke dér. Hun har blik for og insisterer på den store betydning et svar kan have for det enkelte menneske, der henvender sig. “[Brevkassen] har også en betydning for den enkelte spørger, der aldrig behøver at føle sig tynget af nogen forpligtigelse til at følge de råd, man giver dem. Alle er de ensomme, mine tusindvis af spørgere gennem årerne. Og de nærmeste af dem meget fjerne. Mindst halvdelen af dem har behov for psykiatrisk hjælp, men det er kun muligt, hvis de bor i nærheden af en af de store byer. Resten må nøjes med nogle linjer i et ugeblad om, hvor meget de må veje og hvad redaktøren synes om skriften. Det er alligevel noget, for det betyder at man et øjeblik har beskæftiget sig alvorligt med dem, og bagefter er de knap så alene.”

Det er netop det ansvar og denne bevidsthed om brevkassens væsentlighed for den enkelte, man mærker i Tove Ditlevsens svar, og som også gør den relevant for os andre. Selv når hun udtaler sig hårdest, og når hun ligefrem giver spørgeren en opsang, så er det med den kærlighed, der altid ligger i dét, at tage et andet menneskes situation alvorligt.

I et interview siger Tove Ditlevsen, at kunsten at råde andre mennesker på de præmisser, brevkassen eksisterer under, ikke handler om at fortælle, hvad man selv ville gøre i deres sted, men derimod om at aflæse den beslutning, spørgeren inderst inde allerede selv har truffet, men endnu ikke tør stå ved og derfor søger en accept af og støtte til at føre ud i livet: “Jeg ser det som min opgave at finde ud af, hvad de inderst inde ud fra deres egne, og ikke mine, forudsætninger og opvækst og hele mentalitet allerede har besluttet, før de spørger. Og så støtter jeg dem i den beslutning.”

Tove Ditlevsen har en fin sans for at forstå den andens situation og reelle muligheder, som her, hvor en hustru til en utro ægtemand får klar besked: “Mænd som Deres er som børn, de kan ikke bære, at man er vred på dem, mens det, at man er ulykkelig på grund af deres handlinger, kun er beviser på, at man elsker dem ganske uanset, hvordan de opfører sig. – I virkeligheden havde jeg mest lyst til at råde Dem til at sparke ham ud af Deres tilværelse, men jeg er helt klar over det nytteløse i at give andre mennesker råd, som de ifølge deres natur umuligt kan følge. Vær i hvert fald forsikret om min medfølelse og sympati.” Eller når hun anerkender, at kvindernes økonomiske situation og antallet af børn i sidste ende må være bestemmende for, hvorvidt det er en god idé at gå fra en utro, alkoholiseret eller ligefrem voldelig mand eller ej. Det er en pragmatisme, der er til at tage og føle på – og udviklingen i såvel spørgsmål som svar fortæller noget om, hvordan især kvinders vilkår har ændret sig gennem tre årtier. Og så må man også sige, at brevkassen hele vejen igennem minder os om, hvordan Tove Ditlevsen har ret, når hun siger: “Kærligheden søger jo ikke først og fremmest det, der er let”.

Tove Ditlevsens engagement er stort og ærligt – om det så giver sig udslag i irettesættelse eller trøst – og at læse brevkassen udfrier ikke bare den enkelte spørger fra sin ensomhed, men også vi andre kan føle os mindre alene, når vi læser med. Hun gør det godt, Tove Ditlevsen, og selvom hun insisterer på, at det handler om at lytte sig frem til de svar, spørgerne selv giver, mere end det handler om, hvad hun selv ville gøre, så mærker man tydeligt Tove Ditlevsen og hendes helt særegne stemme – hendes humor, hendes skarpe intellekt og hendes indsigt i menneskelivet simpelthen. I et interview fra 1974 om brevkasseskriveri udtaler hun: – Dengang jeg fik den brevkasse, der tænkte jeg, “det kan du da aldrig klare” – der havde jeg allerede svært nok ved at klare mine egne problemer – hvordan skulle jeg så kunne klare andres? Men så opdagede jeg, at det gik egentlig meget godt, netop fordi jeg ikke selv har gået den lige, slagne landevej fra vugge til grav.

Intervieweren: – Der har været krusninger på?

Tove Ditlevsen: – Der har sådan været lidt knirk [griner] Jeg er glad for, at vi nu med udgivelsen af Små hverdagsproblemer har fået en samlet udgivelse af brevkassen i sin helhed, så nye læsere endelig har adgang til dette rige arkiv over menneskelivet, hele dette knirkende værelse, som er vores alle sammens hjem.

Josefine Klougart

1956

NR. 46. 13. NOVEMBER 1956

SVAR TIL »ELENA«.

Kære unge pige! De sender mig to noveller og spørger mig, hvad der er galt ved dem, for De har fået dem returneret fra et blad! De skriver endvidere: »Er fortællemåden for kortfattet — langtrukken, er ordene vendt eller brugt forkert, er de for barnlige, eller er det selve stoffet, der ikke dur? Synes De måske bare, at jeg er dum og indbildsk. Jeg ber’ Dem undskylde de mange spørgsmål, men håber, at De vil svare mig! Er min skrift sjusket?« Jeg har mange gange her i bladet gjort gældende, at jeg ikke er censor. Jeg egner mig ikke til det.

Desuden er mine øjne ikke raske, og det piner mig at læse skrift. Men Deres skrift var så pæn og ikke spor sjusket, at jeg tog det på mig og egentlig også havde en slags glæde af det. Ikke fordi de to noveller var egentlig gode, men fordi jeg alligevel sporede spirende talent i dem. Naturligvis er de ikke modne, men alligevel. — De er kun 17 år og må give Dem tid! De har replik, og Deres toner er ikke falske og Deres stil ikke overbroderet. Der er heller ikke noget i dem, der får mig til at tro, at De er dum og indbildsk, næppe nok alt for selvoptaget, om end en smule forkælet, hvad De dog ikke synes at have nogen anelse om. I Deres sind er der god grobund for en forfatterinde, måske en dramatisk. Men det bliver hverken i dag eller i morgen!

At De ikke staver særlig godt er ikke af stor betydning, men dog af nogen! For De trænger faktisk til at ave Dem selv. Ikke til at blive avet, men netop til at gøre det selv. Det skal alle mennesker, men særlig kunstnere. Det eneste, man kan lære noget af, er selvtugt.

Venligst Deres Edith Rode.

SVAR TIL »SUS« Kære »Sus« — jeg er ikke den, der vil råde Dem til det. Men tal i al fald med en kvindelig læge om det. Hun vil i al fald kunne give Dem de rent praktiske råd, De i kommende tilfælde kan få brug for.

Deres kærestes indstilling har ikke noget med kærlighed at gøre, og ansvaret er alene Deres eget, husk det, selv om det er svært at forstå.

Deres hengivne Edith Rode.

• Hermed slutter Edith Rodes mangeårige medarbejderskab ved Familie Journalen. Det er med vemod, at både læserne og vi for sidste gang ser hendes navn i bladet, men vi ved, at vi i hendes efterfølger, forfatterinden fru Tove Ditlevsen, har fundet en personlighed, som er værdig til at føre Edith Rodes medarbejderskab videre. Vi ved det, fordi Edith Rode selv satte Tove Ditlevsens forfatterskab meget højt.

De breve, som var sendt personligt til fru Rode, og som fru Rode ikke fik nået at besvare, er blevet tilintetgjort ulæste.

Og hermed overlader vi denne spalte til TOVE DITLEVSEN

komme, men dét er en gestus, som ikke er lige nem for alle. Også ældre mennesker kræver tid til at indstille sig på en ny situation.

Venligst Deres Tove Ditlevsen.

NR. 47. 20. NOVEMBER 1956

Jeg er en ung pige på nitten år. Jeg er forlovet med en mand på 27 år, han blev skilt fra sin første kone for tre år siden. Vi kommer godt ud af det sammen, og mine forældre kan også godt lide ham. Men hans mor synes ikke om, at han kommer sammen med mig; jeg har aldrig hilst på hende, men vil så gerne lære hende at kende.

Min forlovede synes ikke, jeg skal besøge hende, for han tror slet ikke, hun vil tale med mig, Mon det ikke ville blive anderledes, hvis jeg traf hende, uden at min forlovede fik det at vide? Jeg kan ikke få mine forældre til at forstå, hvorfor jeg endnu ikke har besøgt min forlovedes mor.

De siger, jeg skal passe på, han ikke stadig er gift, men jeg har selv set papirerne på, at han er skilt. »Nus«.

KÆRE FRK. »NUS« Jeg forstår så godt, at det må føles både sårende og mærkeligt ikke at være accepteret af et menneske, man slet ikke kender. Men De kan være overbevist om, at Deres forlovede, som kender — og øjensynligt er lidt bange for — sin mor, med god grund ville føle sig krænket, dersom De opsøgte hende uden hans vidende. Gør endelig ikke det, sådan en handling ville skabe konflikter, De slet ikke kan overskue. Hvilken grund han end kan have til at udskyde Deres bekendtskab med hans mor, så kræver den åbenhed og tillid, som er nødvendig i alle nære menneskelige forhold, at De bøjer Dem efter hans ønske. Husk endelig på, at det er ham og Dem alene, det nu kommer an på. Alt andet — også de konventionelle familiehensyn — kommer i anden række. For øvrigt er det højst sandsynligt, Deres tilkommende svigermor opgiver sin afvisende holdning, så snart hun bliver klar over, at hendes søns følelser for Dem er stabile. Med hensyn til Deres forældres mistanke om, at Deres forlovede er gift endnu, må det da være let at overbevise Dem om, at det ikke er tilfældet. Vis dem skilsmissepapirerne eller fortæl, De har set dem — og lov mig så endelig at holde Dem fra damen, til hun selv rækker hånden frem. Den skal nok

Jeg er husmor på landet og lever i et lykkeligt ægteskab. Vi har 4 børn. Men i den senere tid er det, som om min mand har trukket sig tilbage fra mig. Ikke fordi han ikke stadig er venlig og sød imod mig, men det, der piner mig, er, at han ligesom er blevet en fremmed over for mig.

Hans tidligere ømhed er blevet overfladisk, og jeg trænger sådan til kærlighed og forståelse netop nu her i overgangsalderen. Når jeg prøver at tale om det for ham, så slår han det altid hen med en håndbevægelse. Han siger, at det er mig, der er urimelig, og at jeg blot skal være glad for, at han er lidt afvisende over for mig. Nu går jeg så og piner mig selv med, at han muligvis er mig utro, men spørge ham direkte tør jeg ikke. Han er meget sårbar, og jeg vil ødelægge alt, såfremt jeg beskylder ham for noget, som han ikke har gjort.

Hvordan skal jeg dog fremføre mit spørgsmål uden at såre ham alt for dybt?

Kære »husmor på landet«! Det ville være meget uklogt af Dem at stille Deres mand et sådant spørgsmål, når den mistanke, som plager Dem, ikke har andet grundlag end vage formodninger, som sikkert kun skyldes den nervøse og ængstelige tilstand hos Dem selv, som er en af overgangsalderens mange ubehageligheder. Og dem kan de fleste mænd slet ikke sætte sig ind i, lige så lidt som i de mere lykkelige perioder af en kvindes tilværelse: svangerskab og fødsel. Alt hvad der af rent biologiske grunde kun kan hænde for kvinder, må vi i reglen nøjes med at tale om til vore medsøstre. Selv i et lykkeligt ægteskab som Deres kan man næsten ikke undvære en god, jævnaldrende veninde, ligesom mænd altid er bedre familiefædre, når de samtidig har venner. Den følelse af fremmedhed, De har over for Deres mand, dukker på et eller andet tidspunkt op i ethvert ægteskab. Man føler sig alene og svigtet af ham, som netop burde være der, når man mest trænger til det.

Men det er nu sådan, at mænd og børn let irriteres, hvis der stilles for åbenlyse krav til deres kærlighed.

Jeg vil råde Dem til at fare med lempe nogen tid og især søge at bekæmpe Deres mistanke om utroskab.

Det er i virkeligheden altid umuligt at praktisere, uden at den anden part opdager det. Og hvad det angår med kærlighed og forståelse, er det ofte nødvendigt at resignere, for når den første stormende forelskelse er overstået mellem to mennesker, er det sjældent, de kalder og får svar på samme tid. Vi er jo ikke maskiner, som fungerer, når der trykkes på bestemte knapper. Og ægteskabet er ikke nogen absolut løsning af alle konflikter. Der vil altid være noget, man hver for sig må overstå alene. Jeg havde engang en sart potteplante, som nægtede at trives trods mange skiftende behandlingsmetoder. Til sidst opgav jeg den og stillede den ned i kælderen. Kort tid efter opdagede jeg til min undren, at den stod der i sin krog og rakte de fineste, bristefærdige knopper frem imod mig. Enhver levende organisme trænger en gang imellem ikke til andet end at være i

7

fred. Ikke fordi jeg vil sammenligne en mand med en potteplante, men alligevel: prøv det, selv om det er svært.

Deres hengivne Tove Ditlevsen.

• For to år siden mødte jeg en ung, amerikansk negersoldat. Jeg kom til at holde meget af ham, for han var så venlig og så kærlig og selvopofrende. Der var ikke den ting, som han ikke ville gøre for mig. Så blev han forflyttet fra Tyskland og kom hjem til Amerika igen. Vi har så skrevet regelmæssigt sammen hver uge — og nu beder han mig komme over og gifte mig med ham.

Han arbejder på sin fars farm i Texas, og der er et lille, sødt forvalterhus, som vi gratis må bo i.

Mine forældre synes, det er forfærdeligt, at jeg overhovedet tænker på at rejse over til ham. Men jeg er fyldt 21, og jeg synes jo selv, at det vigtigste er, at vi elsker hinanden. Men nu er jeg efterhånden dybt ulykkelig over det hele. Jeg har fået så mange forfærdelige ting at vide om, hvordan man i Amerika behandler de hvide kvinder, som gifter sig med sorte. Men jeg ved, at jeg aldrig vil kunne glemme hans godhed og hans ærlige sind.

Jeg har aldrig truffet et menneske, som jeg i den grad følte mig glad og tryg sammen med. Hvad ville De gøre i mit sted?

Gerda.

Kære frk. Gerda.

Det kræver altid et stort mod at gifte sig med en mand af fremmed nationalitet. Fædrelandet er andet og mere end den lille plet på jordkloden, hvor vi ganske tilfældigt er blevet anbragt. Det er hjemmet, man er vokset op i, minderne, vennerne, slægten og sproget; alt det, man lige så lidt tænker over til daglig som over den luft, man indånder. Men ude i det fremmede vågner længslen, hjemveen og minderne, man nu ikke længere kan dele med nogen. End ikke med den, man elsker af hele sit hjerte. Til disse vanskeligheder kommer yderligere i Deres tilfælde sammenstødet med en mentalitet, der herhjemme forekommer os skræmmende og frastødende: racehadet i Sydstaterne, som man med fortvivlende god grund har advaret Dem imod. De spørger, hvad jeg ville gøre i Deres sted! Jeg ville næppe rejse, for jeg ville aldrig kunne tåle, at den, jeg elsker, blev ydmyget og nedværdiget uden egen skyld. Og jeg ville ikke sætte »farvede« børn i verden, børn, som er bestemt til en sørgelig tilværelse i et miljø, hvor deres forældre ikke kan yde dem virkelig beskyttelse. Derimod ville jeg prøve at få manden til at rejse til Danmark, hvis det er muligt for ham at få opholds- og arbejdstilladelse.

Ganske vist gælder det også for ham, at det altid er svært at blive rykket op med rode, men det ville blive mange gange sværere for Dem. Her vil ingen se ned på Dem, fordi De er gift med en neger, og hvis De får børn, vil vore skoler engang tage imod dem på lige fod med alle andre børn. Og først og sidst: Deres mand ville blive bedømt efter sit virkelige menneskeværd og ikke efter sin hudfarve. Vanskeligheder skal der nok blive tilstrækkeligt med alligevel, men kærligheden søger jo heller ikke først og fremmest det, som er let.

Held og lykke ønskes Dem af Deres Tove Ditlevsen.

8

NR. 48. 27. NOVEMBER 1956

Jeg er en ung pige, som tvinges til at sidde inde hver lørdag og søndag aften, mens mine jævnaldrende veninder får lov til at gå ud og more sig. Min mor siger, at jeg gerne må gå ud, men far siger nej — og det bliver far, som altid får sin vilje. Og om aftenen sidder vi så alle tre med sure miner og lytter til radioens udsendelser. En enkelt aften bøjede min far sig, og jeg fik lov til at gå ud og danse sammen med nogle veninder.

Jeg traf så en ung mand, som ville ringe til mig, men jeg turde ikke løbe den risiko, at min far blev vred. Og selv tør jeg jo ikke ringe den unge mand op. Jeg er dybt ulykkelig, for jeg syntes godt om den unge mand. Hvad kan jeg gøre for at komme i forbindelse med ham igen — uden at min far bliver vred og tror, at jeg har misbrugt hans tillid den ene aften, han gav mig lov til at gå ud?

Trist 16årig Så længe man ikke er personligt myndig, må man finde sig i de grænser, forældrene sætter for éns bevægelsesfrihed. Det er naturligvis lidt forvirrende, at mor siger ja, og far siger nej! Men der hersker næsten overalt megen uenighed om, hvor vidt de voksnes ansvar rækker, når børnene føler sig flyvefærdige og har mod på den virkelighed, der ligger uden for hjemmet. Som mor til en flok mindreårige kan jeg ikke lade være med at gyse lidt ved tanken om det hjemmeliv, De skildrer så trøstesløst. Husk på, at for tre eller bare to år siden var De kun en stor skolepige, der var tryg og glad hos Deres forældre — og sikkert meget stolt af den far, De i dag finder så tyrannisk.

Men som forhenværende sekstenårig forstår jeg Dem på den anden side inderlig godt. Man er i den alder så ensom, misforstået og ulykkelig, for barndommen er jo forbi, og rigtig voksen er man heller ikke endnu.

Alligevel synes man ikke, der er nogen tid at spilde; man vil kaste sig i armene på livet, på kærligheden — og alt for tit bare på den første, den bedste unge mand, der tilfældigt krydser éns vej.

Sæt Dem ikke op mod Deres fars vilje for et så flygtigt bekendtskabs skyld. Prøv hellere at få Deres far overbevist om, at De er en fornuftig og ansvarsbevidst pige, som i enhver henseende godt kan passe på sig selv. Mon han så ikke vil være mindre streng i sine krav?

Med venlig hilsen, Tove Ditlevsen.

NR. 49. DECEMBER 1956

Jeg er en ung pige på 19 år. For kort tid siden traf jeg en jetjagerpilot. Vi blev begge meget forelsket i hinanden, og vi skriver regelmæssigt. Nu og da kommer han også hjem på orlov, og vi har det vidunderligt sammen. Men han taler aldrig om ægteskab. Det er noget, siger han, som han aldrig vil turde indlade sig på. Han synes ikke, han vil dele sit liv med en kvinde, der altid vil gå og være angst for, at han skal styrte ned. Men jeg holder så forfærdelig meget af ham, og selv om jeg ofte er bange, så skjuler jeg det for ham. Og jeg er også villig til at acceptere hans arbejde. Skal jeg da helt opgive nogen sinde at få ham?

Sissi.

Kære frk. Sissi!

Rent praktisk forholder det sig altså sådan, at den mand, De er forelsket i, ikke ønsker at blive gift med Dem, eller i det hele taget at blive gift. Unge mænd — både med og uden livsfarlige erhverv — har det tit med at fremsætte den slags kategoriske påstande, men ikke desto mindre gifter de sig alligevel en skønne dag. Intet er mere ødelæggende for kærligheden mellem to mennesker, end hvis den ene har alt for travlt med at få papirer og stempler på den. I Deres sted ville jeg ikke nævne ordet ægteskab for hyppigt.

Det har for mange mænd en klang af raslende lænker og livsvarigt fangenskab, i hvert fald til de har erfaret dets mere positive sider. En forelskelse skal som selve ungdommen nydes, mens den står på. Den kan udvikle sig til kærlighed, men den sygner hen, hvis man begår vold imod den. Der gror skam ikke naturnødvendigt et ønske om at blive gift ud af enhver forelskelse. Og Deres ven kan godt nære stærke og varme følelser for Dem, selv om han principielt er imod ægteskabet, af hvad grund det så er. De er ung, forelsket og elsket. Det er en stor rigdom. De kan være sikker på, Deres ven en dag selv ændrer sit syn på ægteskabet. Hurtigere, jo mindre De taler om det.

Venligst, Deres hengivne Tove Ditlevsen.

• Jeg er meget glad for en ung mand på 19 år. Han kan også lide mig, men vi har aldrig noget sted, hvor vi kan være os selv. Hans forældre har kun en meget lille lejlighed, og mine forældre vil overhovedet ikke have, at han kommer hos os.

Selv er jeg også 19 år, så jeg er da ikke længere noget helt barn. Jeg har endda mit eget værelse hjemme, men sådan liste mig derop sammen med ham, bryder jeg mig ikke om. Jeg har også talt med mine forældre om det, men de vil overhovedet ikke høre tale om, at han kommer og besøger mig. Han er en pæn ung mand med reelle hensigter, og jeg forstår slet ikke mine forældres syn på ham. Et værelse har han ikke råd til at tage, for han er i lære. Som det er nu, må vi altid — når vi vil være alene — gå på gaden eller på restaurationer, og det bliver jo alt for dyrt i det lange løb. Er det virkelig almindeligt, at forældre er så uforstående overfor deres børn, når de ellers altid har opført sig pænt og levet et fornuftigt liv?

Grethe.

Kære frk. Grethe!

Nej, det er ikke almindeligt i vore dage, at forældre nægter at åbne deres hjem for de voksne børns venner. Men det kan jo ikke hjælpe Dem, at de fleste af Deres jævnaldrende er bedre stillet end De i så henseende. Jeg kan da godt forstå, De ikke bryder Dem om at »liste« op på Deres værelse, men kan De ikke forsøgsvis foreslå en officiel præsentation af den unge mand for Deres forældre og give afkald på at være alene med ham, til Deres far og mor har overbevist sig om, at han virkelig er en pæn, ung mand?

For det er nok det, de ikke tror, han er. Naturligvis er De ikke noget rent barn, men på den anden side har De måske ikke modenhed til at se, om en mand har »reelle hensigter«. Hvad De så mener med det.

Unge mennesker skulle da nok kunne omgås hinanden på lige fod og uden anden »hensigt« end at være glade for hinanden, nyde samværet, romantikken

og sværmeriet, som hører alderen til. Forelskede piger plejer at være kloge og opfindsomme. Lad være med at komme i skænderi med Deres forældre — det opnår man aldrig det mindste ved — men forklar dem roligt og venligt, at De gerne vil have, de skal lære Deres ven at kende. Ikke andet i første omgang, det her med at være alene med ham skal De ikke buse ud med.

Deres hengivne Tove Ditlevsen.

• Da jeg var 17 år, fik jeg et barn uden for ægteskab.

Nu er jeg 25 år og har truffet en mand, som jeg holder meget af. Han kan blot ikke forlige sig med mit barn. Han vil have, at jeg skal være. hans helt og fuldt, men jeg elsker jo også min lille pige.

Han vil have, at jeg skal sende pigen hjem til mine forældre, som sidder godt økonomisk i det.

Men desværre bor mine forældre i København og jeg selv i Aarhus. Det vil altså sige, at jeg kun yderst sjældent får min lille pige at se, og det synes jeg ikke, at jeg kan bære. Hun er jo 8 år nu og holder meget af mig. Jeg synes, det er så trist, for jeg kan slet ikke undvære hverken ham eller mit barn — jeg vil være lige fortvivlet, hvis jeg ikke kan få lov til at beholde dem begge to.

Deres »Kylle«.

Kære frk. »Kylle«!

De skriver, De hverken kan »undvære ham eller barnet«, men hvis den mand ikke elsker Dem så højt, at hans følelser også omfatter Deres lille pige, så må De vælge hende. Det vigtigste i alle forhold, hvor et barn er impliceret, er og bliver det, man med et juridisk udtryk kalder »barnets tarv«. Et barn på otte år kan ikke løsrives fra sin mor uden at lide alvorlig skade på sin sjæl, ofte for hele livet Her må De sætte Deres vilje op mod hans og få ham til at indse, at hans krav om, at De skal være »hans fuldt og helt« , er både grusomt og uigennemførligt. Hvordan det end går, så svigt aldrig Deres lille pige. Hun har krav på Dem og ret til Dem, og De har ansvaret for hendes liv og skæbne. Inderst inde ville De aldrig kunne tilgive hverken Dem selv eller ham, hvis De ofrede et uskyldigt barn på en egoistisk kærligheds alter. Det ville gøre Dem splittet og ulykkelig i al fremtid, og tvivlen måtte før eller siden dukke op i Deres tanker: er han det nu også værd?

Hjertelig hilsen fra Deres hengivne Tove Ditlevsen.

gjort alt, hvad der står i menneskelig magt for at overbevise hende om, at jeg intet har med denne anden kvinde at gøre, men hun tror mig alligevel ikke. Hun har helt forpestet min tilværelse, og jeg aner ikke mine levende råd. Hvad kan jeg gøre for at genoprette vor fælles tillid? Ægtemanden.

Kære ægtemand!

Det lyser igennem Deres brev, at De i virkeligheden føler Dem stærkt forurettet over Deres kones — det tvivler jeg slet ikke om — grundløse jalousi. Men der er aldrig mening skabt i stærke følelser.

Vi elsker eller hader ikke med vor forstand, og vi er heller ikke jaloux med gustent overlæg! Deres kone forpester ikke alene Deres, men måske i endnu højere grad sin egen tilværelse. Hun vil intet hellere end at tro på Dem, og det er hun først i stand til, når De overvinder Deres irritation over, at hun har gjort Dem uret. Tilgiv hende for alvor, at hun måtte forlade et selskab for øjnene af den kvinde, De engang har været forelsket i. Det er jo et af de tilfælde, alle kvinder mest af alt ønsker at kunne »tage i stiv arm«, og det er et alvorligt nederlag, når man i stedet for at smile stort til de nærmestsiddende må forsvinde fra valpladsen i vrede og fortvivlelse. Skønt De skriver, at De har gjort alt, hvad der står i menneskelig magt for at genoprette den fælles tillid, så tror jeg altså, der er én ting, De har glemt at tage i betragtning: at Deres kone er forpint og ulykkelig og trænger til Deres kærlighed, uanset hvem der har »ret«. I samme øjeblik, De glemmer Deres egne lidelser for hendes, vil De let kunne overbevise hende om, at jalousien er ubegrundet.

Tove Ditlevsen.

NR. 50. 11. DECEMBER 1956

•

Min mand kommer hver aften hjem klokken 6.

Efter at han har spist, sætter han sig til at læse eftermiddagsavisen, og derefter går han direkte ind i sit værelse, lægger sig på ottomanen dér og læser i en eller anden bog. Han fortsætter så med at læse, indtil han falder i søvn. Nu og da kommer jeg så ind med kaffe til ham, men efterhånden er jeg blevet træt af det og lader ham sove. Men det er jo trist at sidde alene aften efter aften. Hvis han så blot ville være lidt sød og rar imod mig, men han vrisser altid ad mig. Når vi imidlertid er til selskab, så kan han godt være beleven og venlig imod mig. Hvad skal jeg dog gøre?

Edith.

For nogle måneder siden var min kone og jeg ude til et selskab. Her traf jeg en kvinde, som jeg for år tilbage var meget forelsket i, og naturligvis syntes vi begge, at vi ville sludre lidt om »gamle dage«. Resultatet blev, at min kone blev fuldstændig vanvittig af jalousi. Hun gik demonstrativt sin vej og efterlod en meget pinlig atmosfære i selskabet. Jeg gik ret tidligt hjem. Min kone var gået i seng og ville overhovedet ikke høre på de forklaringer, jeg kom med. Selv nu — så lang tid efter — kan hun ikke glemme, at jeg denne ene aften sad og sludrede lidt hyggeligt med en gammel flamme. Når jeg for eksempel har overarbejde på fabrikken, så tror hun ikke på mig. Jeg har

KÆRE FRU EDITH! Vi kvinder må undertiden fare med list og lempe, hvis vi ønsker at påkalde os mændenes interesse, ikke mindst i ægteskabet, hvor hverdagens trædemølle godt kan få de store følelser til at fortone sig en smule.

Alt tyder for øvrigt på, at Deres mand af en eller anden grund har et stærkt søvnbehov for tiden, og sovende mennesker bør man aldrig vække, end ikke med en stimulerende kop kaffe. Måske lever han under et særlig hårdt arbejdspres? Det er ikke alene »trist« at sidde alene aften efter aften, det er også skadeligt, fordi det nemt bli’r til fornærmelse mod den, man mener har pligt til at underholde én. Og det kan man ikke lade være med at bebrejde ham, om

ikke med rene ord, så dog med sit væsen. Jeg kan ikke give Dem andet råd end at forsøge at fylde de tomme timer ud med en eller anden beskæftigelse: biograf, radio, venindebesøg, læsning — lidt interesse uden for hjemmets fire vægge. De gør klogt i at respektere Deres mands — sikkert, kun midlertidige — trang til at isolere sig, læse og sove. Det er kun øjebliksvis, to mennesker med alle tanker og følelser kan gå op i en højere enhed. Den hele vej går ikke hånd i hånd, og heller ikke i ægteskabet ejer man hinanden på samme måde, som man kan eje en død ting. Med venlighed og forståelse når man langt, med fornærmelse og forsøg på tvang gør man i reglen sig selv mest fortræd. Mænd og børn trænger somme tider til at være i fred. Hvis vi under dem det, kommer de en dag tilbage til helt af sig selv.

Venligst, Deres Tove Ditlevsen.

• Jeg er en ung mand på 20 år og er meget forelsket i en pige på 17. Men jeg er genert af mig og kan ikke rigtig komme i kontakt med hende. Vi ser hinanden 3 gange om ugen på en aftenskole, men selv om jeg gennem nogle af de andre har fået at vide, at hun godt kan lide mig, så tør jeg slet ikke foretage det indledende skridt. Tænk hvis hun sagde nej til at gå ud med mig? Så ville alle chancer jo være forspildt. Kan De give mig et godt råd, så jeg kan lære pigen at kende?

Ung mand.

KÆRE UNGE MAND! Hvorfor ikke få pigens adresse og skrive til hende?

Vedgå kun at grunden til det er generthed, det er en så almindelig plage, at ingen »taber ansigt« ved at tilstå den. Så kommer hun nok af sig selv hen og taler til Dem, men hvis også hun er for genert til det, har De med den skriftlige henvendelse givet hende mulighed for selv at vælge denne udvej. Hvorfor skulle hun dog sige nej til en invitation, når hun nu kan lide Dem? Fat mod! Frygten for at få afslag kan blive så stor, at man helt lader være med at spørge.

Risikoen for at få nej løber man altid, både i små og store anliggender. Men livet rummer nu engang ikke så overvældende mange chancer, at man har råd til at gå forbi en eneste af dem.

Held og lykke ønskes Dem af Deres Tove Ditlevsen.

NR. 51. 18. DECEMBER 1956

Jeg vil så gerne til teatret og filmen, men min mor og far siger, at jeg slet ikke skal gå den vej, for der er menneskene ikke særlig gode. Nu har jeg da i tidens løb truffet flere skuespillere, og de er alle sammen så søde og venlige imod mig. Jeg er 18 år. Jeg har optrådt i forskellige foreninger, og det er gået godt. Engang var der en meget kendt skuespillerinde, som så noget, jeg var med i. Hun blev meget begejstret og sagde, at jeg skulle komme til hende i København. Så ville hun indstille mig til en elevskole. Men mine forældre har pure forbudt mig at rejse. Jeg er snart færdig med skolen og vil så meget gerne til København. Men jeg kan vel ikke rejse uden mine forældres tilladelse?

Skuespilleraspirant.

9

KÆRE SKUESPILLERASPIRANT! Skønt De ikke direkte oplyser mig om, hvorvidt De er en ung pige eller en ung mand, tør jeg dog nok ud fra brevets hele tone gå ud fra, at De er en pige?

Ja, teatret og filmen står jo for mange, mange pigebørn i et strålende skær, men for hver hundrede, der ønsker at gå den vej, er der højst én, det lykkes for.

Derfor forstår jeg godt Deres forældres advarsler, selv om jeg ikke godkender det argument, at »menneskene der ikke er særlig i gode«. Gode og onde mennesker finder man overalt, jeg har aldrig hørt, det skulle have noget med i professionen at gøre. Og så må jeg dog alligevel tilføje, at kunstnere ofte er mere stemningsbetonede og impulsive end andre. Det er der ikke noget ondt i, men det kan være som følge af denne kendsgerning, når »en meget kendt skuespillerinde« er blevet begejstret for Deres præstation og oven i købet har lovet at indstille Dem til en elevskole. Man bør nemlig være meget varsom med at støtte attenåriges store ønskedrømme af følgende grunde: hvis det kun er drømme, som ikke har andet reelt grundlag end lidt optræden i foreninger og lignende, så går de ganske langsomt over af sig selv, og det kan derfor være farligt (og årsag til store skuffelser) at puste dem unødigt op med hele eller halve løfter om opfyldelse. Hvis De virkelig har talent for scenen, lyst til og anlæg for at optræde, med alt hvad det indebærer af afsavn og nederlag (for tro mig; bag den glimrende facade, vi får at se, er der mange kampe, publikum intet får at vide om), så vil der til syvende og sidst ikke være noget som helst ydre tryk, der kan forhindre Dem i at nå Deres mål. Ægte talenter overvinder alle forhindringer, og »miskendte genier« eksisterer slet ikke. — Naturligvis kan De rejse uden Deres forældres tilladelse, hvis De ellers kan undvære deres økonomiske støtte? Når man er fyldt atten år, er man personligt myndig. Men jeg slutter mig altså til Deres forældres advarsel — af ovennævnte grunde og et par stykker til, som det ville føre for vidt at komme ind på her.

Deres hengivne Tove Ditlevsen.

NR. 52. 25. DECEMBER 1956

Jeg er forlovet med en mand på 35 år. Selv er jeg kun 20. Mine forældre er ikke glade for det, men selv har jeg da mange eksempler på, at et sådant ægteskab kan gå godt. Naturligvis kunne jeg være ligeglad med, hvad mine forældre mener, men jeg vil jo gerne stå mig godt med dem.

Ofte har jeg prøvet at tale fornuftigt med dem, men det har ikke hjulpet spor. Al sund fornuft synes at prelle af på dem. Jeg synes altså selv, at jeg har gjort alt, hvad jeg kan gøre for at »lade det glide«, men mine forældres sure miner er ved at forpeste min tilværelse. Hvis De, Tove Ditlevsen, skrev og besvarede mit spørgsmål, så tror jeg, at mine forældre ville acceptere Deres svar. De har

nemlig ofte læst Deres smukke bøger og er en stor beundrer af Dem. Deres hengivne Else.

Kære frøken Else!

Hvorfor er forældre ofte så uforstående over for ungdommens evigt urimelige krav om at få hele verdens blå stempel på den elskedes pande? Når man er tyve år, er man nemlig ikke alene meget afhængig af sine forældres indstilling, men også af omgivelsernes dom i det hele taget. Den, man elsker, skal alle helst kunne se noget ganske enestående ved, bare fordi man selv gør det. Ja, det kan gå så vidt, at man næsten har ondt af alle de piger, som er forlovet med ganske almindelige mænd, som det er helt ubegribeligt, hvad de ser i! Dette er slet ikke ironisk ment, men sagt af en, som ikke har glemt, hvordan det er at være ung. For det er jo ikke kun vidunderligt og en dans på roser; det er også hjertets rene krav, som gang på gang støder mod den grå fornuft, såres og viger tilbage, dækker sig med trods og kritik, og dog er følsomt og udsat som en musling, der er tvunget ud, af sin skal. — Deres problem bliver ikke mindre vanskeligt, fordi det har almen gyldighed, men ligger der ikke en lille trøst i, at de fleste mennesker på et vist tidspunkt af deres liv har været i nøjagtig den samme situation? Et menneskes alder — for nu at tage lidt mere håndfast på tilfældet — siger overhovedet intet om dets kvaliteter i øvrigt. Det kan være en stor fordel, at en mand er femten år ældre end sin hustru, og fremsynede forældre vil navnlig vide, at denne aldersforskel virkelig yder en vis beskyttelse mod de farer, der på et senere tidspunkt kan true ægteskabet, f. eks. når aldrende mænd begynder at kigge langt efter de unge piger. Det gør de selvsagt ikke, hvis de har en ung kone. Desuden har en mand på 35 år modenhed og erfaring nok til, at man kan regne med stabiliteten af hans følelser. Jeg tror således ikke, det er aldersforskellen, som er skyld i Deres forældres »sure miner«; måske er det ganske enkelt sorgen over at skulle overgive deres unge datter i andre hænder, hvis bærekraft de ikke tør stole på. Forældre gør sig mange bekymringer, somme tider er de overflødige, somme tider ikke. Men de handler altid ud fra kærlige motiver, og de, som elsker meget, skal meget tilgives.

Skulle jeg give Deres forældre et godt råd, ville jeg hviske til dem: I kan lægge jeres datter mange hindringer i vejen nu, men hvis hun virkelig elsker ham, kan I alligevel ikke knuse denne kærlighed. Det ville være for meget forlangt, at I ligefrem skulle holde af hendes forlovede, men vær kloge og årvågne og giv ham en lille plads i jeres tilværelse. Vis ham dog i det mindste venlighed, siden han er en realitet, I ikke kan komme udenom. Han kommer jo før eller senere, den fremmede, den frygtede; tænk, hvis I så en forbundsfælle i ham i stedet for en fjende! »Nu er der tre, som elsker hende, før var vi kun to.« — Det er vanskeligt, jeg ved det nok, men det er en ulejlighed, der

lønner sig. Og begynder man først at gøre sig umage med at holde af et andet menneske, så kommer man også til det. Selv om man i begyndelsen må hykle, går hykleriet ganske af sig selv over til ægte venlighed, når man sætter sin vilje ind på foretagendet. Og især når det gælder om ikke at sætte større skel mellem generationerne, end der nødvendigvis er i forvejen.

Jeg har gjort så meget ud af dette spørgsmål, fordi jeg modtager mange lignende små klagebreve fra unge piger, der føler sig svigtet af forældrene, fordi de ikke kan forlige sig med genstanden for de voksne børns forelskelse. Man kan ikke forlange, at disse ganske unge, uerfarne mennesker skal kunne se sagen fra andet synspunkt end deres eget, men forældre til børn på alle alderstrin har aldrig anden mulighed for at sætte sig ind i den tidlige verden end at erindre deres egen barndom og ungdom, i ærlighed, og med den hensigt at skåne den nye slægt for alt det, de selv måtte slås med engang. Livet igennem er der kun en lille håndfuld mennesker, som virkelig elsker os. Lad os ikke støde dem fra os, især ikke når de har brug for os. Lad os hellere risikere at vise én tillid, som måske vil misbruge den, end at miste vore børns kærlighed.

I håb om at disse betragtninger vil hjælpe Dem og Deres forældre — og måske blive læst af andre, der befinder sig i en lignende situation, er jeg Deres hengivne Tove Ditlevsen.

• Vil De være så venlig at sige mig, om det er mig, der er fuldstændig urimelig, det synes min mand nemlig, jeg er. Jeg ønsker mig så inderligt et barn; jeg er 23 år, og min mand er 28 år. Tilsammen tjener vi 1516 kr. om måneden. Min mand er helt syg med biler, vi har fået tilbud om en brugt bil for 6000 kr, og vi kan sagtens få den betalt, hvis jeg bare bliver ved med at arbejde. Men det er mit højeste ønske at få et barn, dog vil jeg gerne vente, til jeg er 26 år, men helst ikke længere. Hvordan kan det være, at en mand ikke synes om at få børn, eller rettere sagt ikke er så interesseret i det?

B. C., København.

KÆRE FRU B. C. Nej, det er sandelig ikke urimeligt, at en ung kvinde ønsker sig et barn, men det er derimod meget almindeligt, at mænd først opdager denne tilværelsens største rigdom, når barnet er en realitet. Så kender deres stolthed og glæde over den lille, levende skabning til gengæld næsten ingen grænser. I Deres tilfælde synes jeg slet ikke, det ser så sort ud. Hvis De først vil have barnet om tre år, udelukker det jo ikke opfyldelsen af Deres mands ønske om en bil. Og grundpillen i ethvert ægteskab er at respektere hinandens behov, hvor forskellige de end kan være. Det bør også Deres mand kunne indse.

Venligst Deres Tove Ditlevsen.