Allahs fængsel

Som blogger har al-Husseini siden teenageårene skrevet religionskritiske tekster, hvor han fordømmer de tilbagestående, voldelige og kvindefjendske måder at praktisere islam på. Men i store dele af den muslimske verden kan det være livsfarligt at forlade islam.

I Allahs fængsel fortæller han om sin vej væk fra islam, om at blive udstødt af familie og venner og om sit langvarige, smertefulde ophold i palæstinensiske fængsler, hvor han blev udsat for både fysisk og psykisk tortur, før han efter internationalt pres fik asyl i Frankrig.

Allahs fængsel, der længe lå på de franske bestsellerlister, er et stærkt og reflekteret personligt vidnesbyrd fra en rebel så trodsig og uforfærdet som Yahya Hassan. Waleed al-Husseini fortæller levende om livet i et samfund, der er paralyseret af indre og ydre konflikter, et korrupt magtapparat og en stivnet religion, der spiller en altdominerende rolle.

En gribende personlig fortælling, der samtidig giver en vigtig nøgle til at forstå Mellemøstens største tragedie: Ved at kvæle alle tilløb til kritisk refleksion er de arabiske samfund endt i en enorm politisk blindgyde.

WALEED AL- HUSSEINI

Waleed al-Husseini, født i 1989, er palæstinensisk blogger, essayist og forfatter. Han er født og opvokset i Qalqilyah på Vestbredden.

I 2010 blev han fængslet af De Palæstinensiske Selvstyremyndigheder og tortureret.

Efter 10 måneder i varetægtsfængsel blev han løsladt, inden retssagen mod ham var færdig.

Han flygtede til Paris, hvor han i dag bor og bl.a. har været med til at grundlægge en organisation af eks-muslimer.

WALEED AL- HUSSEINI

”Hvorfor havde vi ikke frihed til at tro eller ikke tro? Var islam så skrøbelig, at min ateisme kunne ryste religionen i dens grundvold? Hvordan kunne mine ideer og blogindlæg true millioner af muslimer? Hvordan kunne min fængsling redde islam? Manglede de muslimske autoriteter trods al deres propaganda og greb om offentligheden argumenter til at forsvare deres tro og religion?”

(Uddrag fra bogen)

Waleed al-Husseini er i dag en fri mand. Men friheden har kostet ham dyrt, for han blev først fængslet og tortureret af det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden, anklaget for at have forladt islam for at blive ateist.

Bogen er samtidig et flammende forsvar for demokratiets idealer fra en ung mand, der trods omgivelsernes overvældende modstand insisterede på at være fritænker og på at fastholde sin kamp for retten til ytringsfrihed og religionskritik.

Retssagen endte med, at han blev idømt syv et halvt års fængsel in absentia.

Min rejse fra muslim til ateist og følgerne af det

ISBN 978-87-90333-68-3

Alain Franchon i Le Monde

Den hidtil vigtigste bog, der er skrevet om farerne ved at være fritænker i den islamiske verden.

Nødvendig og uundværlig læsning.

Jacques de Saint Victor i Le Figaro

9 788790 333683

PRESSTO

PRESSTO

Waleed al-Husseini

ALLAHS FÆNGSEL Min rejse fra muslim til ateist og følgerne af det

På dansk ved Niels Ivar Larsen

Denne bog tilegnes min mor, Salwa, fordi hun altid har respekteret min søgen efter sandhed og frihed

FORORD TIL DEN DANSKE UDGAVE

Af Naser Khader Det er en voldsom bog, du sidder med. Især hvis du er muslim. Det er islamkritik, så det basker – og det er vigtigt at lytte til, hvad Waleed al-Husseini har at fortælle, uanset om man bekender sig til islam eller ej.

De mest fremtrædende eks-muslimer har indtil videre været ikke-arabere. Waleed al-Husseini har været en af de første arabere til at forkaste islam og springe ud som ateist. Det er modigt, og jeg tager hatten af for den unge palæstinenser. Der kommer flere og flere som Waleed al-Husseini, der – på trods af den åbenlyse modstand mod islamkritik i de arabiske lande – alligevel vælger at forlade den religion, de ikke længere tror på. Waleed al-Husseini har med sine blogs givetvis spillet en stor rolle i den bevægelse, vi nu ser.

I de arabiske lande forsøger man at nedtone antallet af ateister. En religiøs tænketank i Egypten, Dar-al-Ifta, bragte en måling, der skulle vise, at der samlet set i Egypten, Marokko, Tunesien, Irak, Saudi-Arabien, Jordan, Sudan og Syrien kun skulle være knap 2.300 ateister. Og det blandt godt en halv milliard arabere. Selvfølgelig blev de utroværdige tal efterfølgende latterliggjort på de sociale medier. En kendt sekulær aktivist i Egypten, bloggeren Rabab Kamal, har vurderet, at der alene på det religiøse al-Azhar universitet i Kairo er 1.000 ateister.

En troværdig undersøgelse (Win/Gallup International) har vist, at ateister udgør hele fem procent af den 5

saudi-arabiske befolkning, hvilket svarer til godt én million saudi-arabere. Hele 19 procent af de adspurgte saudi-arabere i undersøgelsen vil ikke kalde sig selv religiøse, men identificerer sig mere som kulturmuslimer.

Det har store og – fra et demokratisk verdenssyn – helt uacceptable omkostninger at forlade islam i de muslimske lande. I Koranen står der jo, at frafald skal straffes med døden, og det kan da også mange steder resultere i både fængsling, tortur eller død. I vores vestlige samfund kan frafaldne muslimer være heldige, at de ‘kun’ oplever social udstødelse, isolation og stigmatisering. Vi kender flere eksempler på arabiske fritænkere, der bliver fængslet og dømt, og ofte bliver de beskyldt for at ville skade den offentlige orden og skabe kaos i samfundet. Det ser ud til, at ateister får en mere hårdhændet behandling end muslimer, der konverterer til andre religioner. Islam har intet tilovers for folk, der ikke tror på Gud, hvorimod der kan findes korancitater, som burde sikre kristne og jøder en vis grad af beskyttelse, selvom det i praksis ikke er tilfældet mange steder.

Waleed al-Husseini blev uberettiget fængslet og tortureret, fordi han kritiserede islam. Det kan ikke udlægges på andre måder. Heldigvis slap han ud af hænderne på sine bødler og fik politisk asyl i Frankrig.

Hans kritik går på islams indflydelse overalt i samfundet: I familier, på skoler, hos politi og retsvæsen, og det er tankevækkende pointer, han kommer med. Han er meget skarpsynet og jeg er et hundrede procent enig med ham, når han angriber de islamistiske bevægelser: “Det er nødvendigt, at eliten og de intellektuelle i dag går sammen om at lede samfundet væk fra den udvikling og om at ændre den religiøse diskurs. Den islamistiske diskurs i dag er ikke kompatibel med respekt for menneskerettighederne i et moderne samfund.”

6

Jeg har sagt det samme i årevis, og vi har stadig til gode at se eliten og intellektuelle gå i ideologisk kamp mod islamisterne. Det gælder i lige så høj grad i den vestlige verden som i den arabiske, for også her er der en voldsom tilbøjelighed til at negligere islamistisk tankegods.

Om sin egen position som stigmatiseret vantro og med konstante dødstrusler, spørger Waleed al-Husseini retorisk: “Hvordan kan nogen beskylde mig for ‘frafald fra islam’, når jeg aldrig frivilligt har tilsluttet mig islam? Langt fra de love, der grunder sig på moralprincipper, ligner dette mere et kodeks af den art, der findes inden for mafiaen og den organiserede kriminalitet,” som han skriver.

Jeg er ikke enig i alt, hvad Waleed al-Husseini siger.

Han er hård i sin dom over Allah, Profeten, Koranen og islam. Der var engang for længe siden, hvor islam i en lang periode var både en fredelig, tolerant og fremskridtsvenlig religion. Det er dén islam, jeg gerne vil finde frem og støve af. Dengang var islams hus et smukt hus, som man ønskede at bo i og være en del af. I dag er det et håndværkertilbud, og vi muslimer skal virkelig i arbejdstøjet, for det er meget tæt på at være ubeboeligt for mennesker, som jeg ser det. Det er i overhængende fare for at kollapse.

Waleed al-Husseini skal have lov til at sige, hvad han vil og til at kritisere islam, som han gør. Det mener jeg både som demokrat og som muslim. Der er ikke noget alternativ til fuld ytringsfrihed i et ægte demokrati. Og som muslim mener jeg, at vi i islam har brug for meget mere islamkritik, end vi ser i dag. Jo mere kritik, jo bedre. Og jeg giver Waleed al-Husseini ret i, at alt for mange muslimer kun formår at svare på kritik ved at komme med besværgende afvisninger, uanset hvor saglig kritikken så er. Det er sølle og udstiller religionen og de religiøse som svage, når de ikke tør indgå i en kritisk dialog.

For muslimer vil det ganske givet være hård kost at læse Waleed al-Husseinis betragtninger. Han er spidden7

de i sin kritik, når han udstiller den åbenlyse dobbeltmoral, der er både latent og eksplicit i islam og blandt muslimer, når der for eksempel kræves hensyn og respekt til muslimske særkrav i vestlige lande, men hvor vi ved, at man ikke kunne finde på at vise andre religiøse mindretal samme respekt i mange muslimske lande.

Jeg er også enig med Waleed al-Husseini i, at mange af de problemer, vi ser i muslimske samfund i den arabiske verden, i høj grad skyldes, at islam spiller en uhørt stor rolle og har alt for stor indflydelse. Kvinder undertrykkes.

Religiøse mindretal undertrykkes. Mennesker dømmes for ting, de ikke burde dømmes for – hvis ikke af en domstol, så af et civilsamfund af nidkære sociale kontrollanter.

Det er nedslående at læse al-Husseinis beskrivelser af forholdene i det Palæstina, hvor min far har rødder. Han kommer fra Qalqilya på Vestbredden, som ikke ligger så langt fra min fars fødeby Djeideh.

Da jeg var barn, var palæstinenserne kendt for at være de mest sekulære arabere. Religionen spillede ingen synderlig rolle i deres bevidsthed og identitet som palæstinensere og arabere. Her i bogen kan vi dog læse, hvordan islam gør sig gældende i alle lag af det palæstinensiske samfund i dag, og det er, som fremstillet i bogen, udelukkende negativt. I dag ser jeg palæstinenserne som de mest fanatiske muslimer i den arabiske verden. Men den er ikke bare gal i Palæstina; det meste af Mellemøsten er gået i stå, fordi man har omfavnet islam og Gud så firkantet, at det har fået udviklingen til at gå i stå.

Palæstina er på en måde symbol på det, jeg ser som det primære problem i den arabiske verden i dag. Den moderate islam har veget pladsen for den fundamentalistiske, og det slår ud som islamisme flere og flere steder. Islam bliver brugt til at få politisk magt og dominans. Islam på8

duttes med trusler og vold. Den værste version af islamismen ser vi hos Islamisk Stat, og den smitter som en ondartet cancer. Det er en katastrofal udvikling.

Islamismen udgør en stor fare for mennesker i den arabiske verden, der, lige som Waleed al-Husseini, tænker anderledes. På samfundsplan er islamismen mildt sagt uholdbar, da den ikke tilgodeser borgere ligeværdigt. Men islamismen udgør med terroren også en fare for vestlige samfund, der repræsenterer alt det, der står i opposition til islamismen: Individets ret til at tænke, tale og leve, som man vil – i modsætning til at tænke, tale og leve som Koranen og den sorteste version af islam dikterer med alle de begrænsninger og al den undertrykkelse, det indebærer.

Islamismen begyndte at røre på sig i midten af det forrige århundrede, og der blev for alvor pustet til den islamistiske ild efter Seksdageskrigen mod Israel i 1967. Lilleputnationen Israel gav de store arabiske lande en regulær røvfuld, og Israels sejr udstillede de arabiske lederes uduelighed. Islamisterne var dem, der i islam fandt svaret på de politiske og økonomiske fiaskoer, og som i islam øjnede en mulighed for genrejsning for araberne. Siden har islamister givet mange arabiske regimer hovedpine, men da Sovjetunionen invaderede Afghanistan, kom man dog frem til, at den revolutionære islamisme kunne bruges, og unge blev opfordret til at gå i kamp mod kommunisternes besættelse af muslimsk jord. Men hvis man troede, at man kunne isolere jihadisterne i de afghanske bjerge, så tog man grueligt fejl, hvad eftertiden har vist med al tydelighed.

Med fremkomsten af Islamisk Stat er der skruet op for de religiøse argumenter for at legitimere de vanvittige handlinger, terroristerne udfører. Hvorfor det er himmelråbende naivt, når man gang på gang skal lægge ører til, at 9

islam ingen skyld har i terroren. Der er masser af krudt at hente for islamisterne i både Koranen og haditherne - og det er det, vi skal gøre noget ved.

Min egen dagsorden for islam er en reformation, og jeg drømmer om at se islam forvandlet fra den krigens religion, som den er blevet i dag, og at den igen må kaldes fredens og barmhjertighedens religion. For uanset hvor meget muslimer vrider sig, så kan vi ikke komme udenom, at islamister har forpestet vores religion. Hvis vi går tilbage til billedet med islam som et hus, så er islamisterne termitterne, der æder af de bærende bjælker. Det kan ikke blive ved med at holde.

Når man fritager islam for skylden i terrorens uvæsen, så gør man reformmuslimerne en bjørnetjeneste. Vi muslimer, der ønsker reform, kan ikke tage et opgør med de voldelige elementer i islam, hvis islam konstant frifindes.

Der er store problemer med vold i Koranen, og det må vi gøre noget ved; det gælder liv og død. Vi skal fortolke os ud af Koranens urimeligheder og brutalitet.

Jeg mener, at vi skal kassere de voldelige passager og i stedet give et tiltrængt og fornyet fokus til alle de fredelige og åndelige passager i Koranen, der taler om Gud som den barmhjertige, nådige og kærlige Gud. Profeten Muhammed er blevet placeret på en piedestal, som jeg ærligt talt tror, at han ville vægre sig mod, skulle han have levet i dag. Det er forrykt, at muslimer kan blive så vanvittigt forargede over nogle tegninger af Profeten, som vi så under Muhammedkrisen, men når jihadister har dræbt uskyldige i Allahs navn, har vi endnu til gode at se et lignende ramaskrig i den arabiske verden over den gru og uretfærdighed, at uskyldige mennesker dør.

Waleed al-Husseini er ikke længere muslim; han er nu ateist. Som frafalden muslim vil han være genstand for 10

megen had fra muslimer resten af sit liv. Men som erklæret ateist har han givetvis også forpasset en chance for internt at tale islamkritik med muslimer, der fortsat ønsker at være muslimer. Den kendte islamkritiker Ayaan Hirsi Ali havde langt større gennemslagskraft blandt muslimer, før hun forlod islam. Har man frasagt sig islam, gider muslimer ikke længere lytte. Men jeg klandrer ikke Waleed al-Husseini, at han har taget sin afsked med islam. Det giver jo også meget god mening, når han nu slet ikke tror på Gud længere. Jeg støtter fuldt og helt op om Waleed al-Husseinis personlige valg.

Jeg selv er også meget utilfreds med islam, som den tager sig ud i dag. Og hvis man har det sådan, så er der to valg. Man kan gå, som Waleed al-Husseini har gjort. Man kan også blive og forsøge at forandre. Jeg har valgt det sidste. Jeg tror, mange muslimer ville ønske, at jeg tog mit gode tøj og skred, men jeg har tænkt mig at blive, om de vil det eller ej. Jeg ville dog virkelig ønske, at langt flere kritiske muslimer ville tage åbent del i en diskussion om, hvordan vi kan reformere vores religion.

Islam er i dyb krise, og den destruktive udvikling er som en nedagående spiral. Krisen udstilles igen med al-Husseinis bog her. Vi kommer ikke udenom, at der skal en reformation til. Eller måske endda en revolution, som den nu afdøde syriske professor Bassam Tibi talte for. Han besøgte mig i Danmark i 2007, hvor han sagde, at det havde været bedre for islam, om Muhammed var død 10-12 år tidligere – før han kom til Medina og blev en politisk leder. Profetens åbenbaringer i Mekka handler derimod om social retfærdighed og tilbedelse af den ene Gud, og havde i det hele taget en mere filosofisk karakter, hvorimod budskaberne blev blandet med politik, da Muhammed kom til Medina.

Hvis vi igen bruger husmetaforen, så er kristendommen i dag et meget smukkere hus end det muslimske, og 11

vi burde kigge godt og grundigt på konstruktionerne der.

Der er plads til selvkritik, der er plads til tvivl; vinduerne er åbne, så der kan komme frisk luft ind. I islams hus er der ikke plads til hverken kritik eller tvivl, som det er i dag. Luften er stillestående, og det er ikke til at ånde derinde.

Jesus kom som jøde, og efter hans død opstod der en ny religion. Kristendommen er på en måde en meget reformeret version af jødedommen. For min skyld kunne vi godt reformere islam i sådan en grad, at vi fik en ny Koran. Hvor alt det voldelige blev fjernet – som Tibi på sin vis også talte om. Jeg hører dog gang på gang, at islam ikke kan reformeres. At vi fjerner islams DNA, hvis vi begynder at sortere og fjerne skriftsteder i Koranen. Men jeg mener ikke, der er noget alternativ. Der findes flere end 70 retninger indenfor islam, hvilket vidner om, at der er mange måder at tolke og praktisere islam på.

Mange problemer ville blive løst, hvis vi får drejet islam på det spor, som er foreneligt med både demokrati og frihedsrettigheder. Måske betyder det, at vi skal bygge islams hus op på ny. Jeg er trådt i arbejdstøjet og er mere end klar til at gå i gang.

12

FORORD

I denne bog ville jeg gerne have skrevet mere om mine forældre og min kærlige, fredselskende og opofrende familie.

Min far har haft et langt arbejdsliv, og han møder stadig troligt på arbejde hver dag for at sikre, at vores familie kan føre et værdigt liv. Han har altid ladet mig og mine søskende forstå, hvor vigtigt det var, at vi fik en universitetsuddannelse og chancen for at skabe os en bedre fremtid. Som anerkendelse af mine forældres forhåbninger på vores vegne og deres kærlighed og omsorg har jeg og mine brødre og søstre da også altid studeret flittigt og ihærdigt.

Jo, min familie, som jeg skulle forvolde så mange lidelser, har altid støttet mig. Den er og bliver min største stolthed.

Min situation er i dag sådan, at jeg må tage størst mulige hensyn til min families sikkerhed. Jeg må gøre mit til at skåne min familie for at blive udsat for flere ubehageligheder fra de stærke kræfter, der har udpeget mig som fjende. Hvis man vil påtage sig at kæmpe for ytrings- og trosfrihed i det palæstinensiske samfund, udsætter man ikke bare sig selv for meget håndgribelig fare. Man udsætter også sin familie for at skulle leve i vedvarende frygt for de trusler, der kan komme fra både Vestbreddens selvstyremyndigheder, fra religiøse grupper, ja endda fra tilfældige folk på gaden. Min far, min mor, mine brødre og mine søstre har således måttet opleve at få slynget et utal af hånlige bemærkninger imod sig fra den øvrige nære familie, grove kommentarer fra naboer og aggressive blikke fra omgangskredsen og fra folk, de ikke kendte. Fra det øjeblik jeg måtte forlade mit palæstinensiske fødeland og 13

drage i eksil for at kunne forsætte min søgen efter sandhed og frihed, er jeg for alle disse mennesker kommet til at fremstå som en ”skamplet” og en ”skændsel”, som de prøver på at afvaske gennem angreb på min familie.

Religion i dens mest åndsformørkede udgaver vinder stadig større udbredelse i det palæstinensiske samfund, og der går næppe en dag, uden at der komme nye trusler, enten imod min person eller imod min familie. Derfor har jeg følt det nødvendigt at holde omtalen af mit privatliv, mine venner og familierelationer på et minimum.

14

INDLEDNING

Brev til mine muslimske brødre og søstre Kære muslimske brødre og søstre! Denne bog har jeg ikke mindst skrevet til jer. Jeg er ikke længere selv muslim, men det er vigtigt for mig som det første at slå fast, at jeg aldrig har set muslimer som mine fjender. Vi er alle hinandens brødre og søstre, og vi tilhører alle samme menneskehed. Men jeg er nødt til at fortælle jer, at jeg er overbevist om dette: Når vi i dag ser så alvorlige og fortvivlende sammenbrud i så mange muslimsk dominerede samfund, så kan vi efter min mening ikke komme uden om, at en stor del af hele denne elendighed må forklares ud fra religionens dominerende stilling.

Jeg respekterer mennesker, som tror. Men når det gælder de troendes selvbestaltede ledere og den ideologi, som de prædiker, må jeg indrømme, at jeg fyldes med lede og vrede.

Spørger man i dag imamer eller andre autoriteter inden for den rette tro, hvordan de vil forklare, at de muslimske samfund i dag er havnet i elendighedens afgrund, svarer de med vanlig kynisme: »Det er, fordi muslimerne har fjernet sig fra Allah og fra islam«.

Kære muslimer! Hav modet til at bruge jeres intelligens. Lad jer ikke besnære af argumenter, der bygger på disse imamers bortforklaringer. Hvis I oprigtigt søger sandhed og redelighed, vil I ikke kunne stille jer tilfreds med tekster, som nøje er udvalgt for at styrke de dogmer i troen, der savner enhver beviskraft. Så vil I ikke kunne 15

stille jer tilfreds med alle disse fordrejede sandheder.

Mine muslimske brødre og søstre! Tro mig, jeg kender alt til den eksistentielle krise, som så mange af jer gennemlever. De religiøse forsøger at få jeres intellekt til at slumre ind ved deres konstante gentagelser af deres yndlingsslagord: »Islam er fred, tilgivelse og barmhjertighed«.

Men alt peger på, at det modsatte er tilfældet. Islam er så åbenlyst også krigens, kampens og massakrernes religion. Islam er så åbenlyst også jihad mod alle anderledestænkende. Det er der ikke noget nyt i. Dokumentationen for alt dette findes i islams lange historie, som er historien om erobringer og tvangsislamisering, der er inspireret af Koranen og har til formål at udbrede Allahs ord til hele verden …

De religiøse ledere forsøger at vugge jer i søvn ved at henvise til det skriftsted, hvor Allah siger: ”Jeg formede jer i nationer og stammer, så I kunne lære hinanden at kende«. Og de religiøse ledere bedrager jer ved at proklamere: »Lad så blot, hvem der vil, tro, og hvem der vil, være vantro!« Men virkeligheden er, at de, som afviser at tro på Gud, bliver henrettet, de vantro forfulgt og jøder og kristne fordrevet …

De religiøse ledere påstår, at islam har befriet kvinden og sat hende på lige fod med manden. Men de forsvarer samtidig flerkoneri. De tillader fysisk afstraffelse af kvinden. De devaluerer hendes vidneudsagn og indskrænker hendes arveret. For dem er helvede kvinders bestemmelsessted.

I modsætning til resten af verden, som gør fremskridt og har favnet moderniteten, går muslimerne tilbage i udvikling. Deres imamer søger at trække dem tilbage til en dyster fortid, og de gør det med den begrundelse, at de vil genskabe Kalifatet. De søger at trække jer, muslimer, tilbage til tiden med stammer og klaner med dens splittelser og konstante sekteriske krige.

16

I islam bliver menneskerettighederne og det menneskelige ligeværds fundamentale principper væltet over ende. Når muslimer forsvarer deres egen frihed, falder det dem ikke ind, at ikke-muslimer skal nyde godt af samme frihed. Når muslimer taler for lighed, er det underforstået, at denne ikke skal gælde for kvinder og ikke gælde for dem, som tror på andre religioner eller helt har opgivet troen. For muslimerne begynder menneskehedens historie med Profeten, og alt, hvad der er gået forud for hans åbenbaringer affejes som ligegyldigt blændværk.

Jo, jeg forstår den krise, som I, mine brødre og søstre i vores fælles menneskehed, må gennemleve. Men går I ind for lighed og retfærdighed? Vil I forsvare universelle værdier? Vil I respektere anderledestænkende? Er det jeres oprigtige ambition at ville leve i fred med jeres naboer?

Fordømmer I vold, og taler I for dialog? I har utvivlsomt stillet jer selv disse spørgsmål allerede. Men tit, alt for tit, bliver muslimernes svar lunkne, halvkvædede: De drømmer om frihed, de higer efter lighed, de sværger i værdiers navn … men kun på betingelse af, at intet af alt dette støder an mod islam.

Denne bog handler om min vej væk fra islam og om de mange tanker, som jeg gjorde mig i den proces. Det er mit håb, at den kan hjælpe mine muslimske brødre og søstre til at bruge deres intelligens bedre, til at gøre oprør imod en åndsformørket religion og skærpe deres kritiske sans.

Det er mit håb, at den kan give dem lyst til at befri sig selv fra islams skumle, arkaiske tankegang. Forhåbentlig vil den også kunne bidrage til at bevidstgøre ikke-muslimske læsere om den fare, som islam stiller det sekulære liberale demokrati overfor. Vil den kunne give dem en bedre forståelse af de begivenheder, som ryster den islamiske verden i disse år af det 21. århundrede, så vi bedre kan tage de nødvendige forholdsregler? Også det er mit håb.

Men én ting er jeg sikker på. At læser de først bogen til 17

ende, vil der i visse lande – og i visse kvarterer og forstæder i Europas byer – være tusinder af de mænd og kvinder, som er ved at kvæles under islams åg, der føler en umådelig lettelse ved at opdage, at de ikke er alene. De vil herefter kunne finde større indre styrke til at stå frem og stilfærdigt sige det, sådan som det er, at de nu heller ikke længere er muslimer.

18

I DET INDRE OPRØR

Tidlig barndom Jeg blev født på Vestbredden i Qalqilya, en by med 40.000 indbyggere. Her voksede jeg op i en konservativ muslimsk familie i et miljø, der var gudfrygtigt og traditionsbundet, men uden at være fanatisk. I samfund som det, jeg stammer fra, kommer det ikke på tale selv at vælge sin religion. Man arver sit trostilhørsforhold, ligesom man arver sit efternavn, og det falder ikke nogen ind at sætte spørgsmålstegn ved dette. Sådan er tingenes orden.

Jeg blev følgelig muslim, fordi min arv, min tradition og hele min børnelærdom foreskrev, at jeg skulle være muslim – det var ikke resultatet af noget personligt valg. For mine forældre, som på ingen måde var eller er religiøse ekstremister, stod det ikke til diskussion, at islam var den bedste af alle religioner, den mest ærefulde religion, som ”udretter mirakler”, ”udvikler forstanden” og ”åbner hjerterne”, som det hedder blandt mange andre magiske og besværgende talemåder!

Min far og min mor anså i dette perspektiv religionen som en rød linje, der under ingen omstændigheder måtte overskrides, som et tabu på lige fod med seksualiteten. De følte intet andet end den dybeste respekt for traditionen og de gav mig, den ældste, mine fem søstre og mine to brødre, efternølerne, den samme traditionelle opdragelse, som de i sin tid selv havde fået. Som alle andre from19

me muslimske familier lagde de vægt på at følge Profetens lære ned til det mindste bogstav: »Jeg vil være stolt over jeres store antal ved siden af de andre samfund, når Dommedag oprinder« (som rapporteret af Hadith-forfatteren at-Tarabani).

Som de fleste af drengene i min generation tog mine brødre og jeg selv imidlertid ikke vores religiøse forpligtelser videre alvorligt. I de muslimske samfund er det traditionelt sådan, at far går på arbejde, mens mor er hjemmegående. Fra de er ganske små, fører drenge et aktivt udendørsliv, hvorimod piger må tilbringe det meste af deres tid i hjemmet, hvor de hjælper til med de huslige opgaver. Det er sjældent, at de giver sig til at studere, og hvis de senere påtager sig erhvervsarbejde, er det som regel som lærere i pigeskoler eller sygeplejersker. I islam er det forbudt at lade kønnene omgås frit, og kvindens rolle er alene at føde børn og at tilfredsstille sin mands seksuelle begær. Som den ældste i brødreflokken nød jeg imidlertid det privilegium at blive taget med på råd og at tage del i den løbende forvaltning af familiens anliggender. Ifølge traditionen var jeg mere værd end mine brødre og søstre, og det gjorde det muligt for mig at stille spørgsmål om ømtålelige emner og at overskride visse forbud, at følge mine personlige tilbøjeligheder og at søge at stille min umættelige tørst efter sand erkendelse. Denne lange søgen fik mig efterhånden til at overskride de røde linjer og til at bryde adskillige tabuer.

Trods dette bevarede jeg – og har frem til i dag bevaret – et særligt forhold til min mor. Som opdrager, rådgiver, lærer og min fortrolige har hun videregivet de værdier til mig, som jeg betragter som mine mest fundamentale: humanisme, godhed, næstekærlighed. Men efterhånden som jeg blev ældre, gik det lidt efter lidt op for mig, at den islamiske religion – i det mindste i den version, som hun gav videre til mig, og som jeg så praktiseret – var i mod20

strid med disse værdier og stillede sig i vejen for, at de troende kunne gøre intellektuelle og moralske fremskridt, reflektere og undersøge.

Hvordan kunne islam f.eks. erklære, at kvinden er manden underlegen, når den samtidig pålægger kvinden det tunge ansvar at skulle tage sig af familien og opdragelsen af den næste generation?

Min skoletid Min tidlige barndom var i alle henseender typisk for den, som de fleste palæstinensere i min generation har haft.

Af sikkerhedsgrunde måtte jeg og mine kammerater fra Qalqilya jævnligt afholde os fra at lege udendørs. Vi skulle i stedet tage os af husarbejdet og være sammen med familien. Da jeg startede i første klasse – jeg blev hurtigt nummer et i klassen og bevarede denne position op igennem hele grundskolen – opdagede jeg en ny verden. Jeg stiftede venskaber med kammerater med andre baggrunde og kom ud af den særlige relation, som knyttede mig til min mor. I hele min barndom blev hun dog ved med at være det voksne menneske, jeg bedste kunne tale med, og som ville lytte til mig. Og hun vejledte mig trofast i forhold til min mindste tvivl, de mindste spørgsmål.

I gymnasiet opdagede jeg filosofiens og den islamiske kulturs grundbegreber. Min tvivl voksede, og jeg stillede mig selv flere og flere spørgsmål, efterhånden som jeg opdagede, at islams forskrifter var umulige at efterleve i hverdagslivet. At finde ud af, om mennesket føres med af tilværelsen eller selv er et frit handlende væsen, var min første eksistentielle overvejelse. Islam gav det svar, at mennesket på en gang bliver ført og selv er herre over sine beslutninger. Min lærer i islamisk tro forsøgte at forklare det for mig: Mennesket er herre over sine beslutninger i 21

forhold til det, som det kender til, men bliver ført i det, som det er uvidende om, sagde han til mig. Da jeg insisterede på et klarere svar, beordrede han mig – da jeg jo var en stor dreng – til omgående at bede, at bede Gud om tilgivelse for at have begået blasfemi imod ham.

Blackout Meget hurtigt indså jeg, at jeg ikke ville finde nogen i skolen, hjemme hos mig selv og da endnu mindre i moskeen, som kunne hjælpe og vejlede mig i min søgen. Jeg begyndte derfor at konsultere de offentlige biblioteker og udforske internettet. Jeg opdagede i den forbindelse den rationalistiske teologiske skole, vi kender som Mu’tazilaerne. I disse skrifter fra 800-1000-tallet fandt jeg mange logisk opbyggede ræsonnementer og en udogmatisk forpligtelse til at søge det sande og at søge Gud med fornuften som kilde ’uden hellig præcedens’, uden at forfatterne dog nåede frem til noget klart resultat. Deres skrifter havde aldrig været henvendt til en større offentlighed, men ikke desto mindre blev de alligevel betegnet som overløbere og frafaldne og udsat for skånselsløs forfølgelse.

Jeg studerede dernæst Safa-brødrenes, sufiernes og wahhabitternes skrifter. Jeg forstod hurtigt, at disse strømninger og teologiske skoler modsat Mu’tazilaerne var rene dogmatikere, der ikke gav sig af med at argumentere, men kun søgte at afstive deres autoritet gennem gensidige fordømmelser og fatwaer. Alle gav løfter om at have fundet den sikre vej til paradis … efter livet i det helvede, de først selv søgte at påtvinge de troende.

Jo mere jeg studerede disse traditionelle tolkningsskoler, jo mere måtte jeg undre mig og spørge mig selv: Hvorfor er islams historie tavs om alt dette? Hvorfor lærer vi ikke om de muslimske tænkere og filosoffer eller om 22

Mu’tazilaerne i skolen som del af vores koranstudier eller i moskeen?

For at forsøge at finde svar på det spørgsmål, fordybede jeg mig i studiet af Koranen og i de kanoniske fortolkninger, som vi kender dem fra Ibn Kathir og Al-Tabari, og i studiet af Sahih Bukharis og Sahih Muslims hadither. Jeg opdagede med forbløffelse utallige afvigelser, vers, der var i strid med humanistiske værdier, eller historier om uretfærdige krige og erobringer, som disse tekster med største besvær forsøgte at retfærdiggøre. Min læsning af slægtsforskeren Abu Muhammed `Abd al-Malik Ibn Hishams værker fandt jeg uhyre oplysende. De fremstillede de tidlige islamiske ledere og deres følgere som skurke og forklarede, at deres berømte erobringer ikke var andet end udplyndringer udført i religionens navn.

Det forekom mig, at islams eneste virkelige fortjeneste var den succesrige samling og forening af religionens tilhængere inden for rammerne af ummaen, den islamiske nation. Men skyldtes denne samling, at den unge religion lovede alle de af dens krigere, der overlevede erobringstogterne, at de kunne overtage fjendernes ejendomme og kvinder som krigsbytte, og at den lovede sine døde, at de ville ende i paradis som martyrer? Denne kombination af løfter så vitterligt ud til at være det vigtigste brændstof i de såkaldte islamiske erobringer.

Jeg forstod også, at rækken af arvefølgekrige, der handlede om, hvem der skulle blive efterfølger efter Profetens og kalif Alis død, alle var rene morderiske magtopgør og på ingen måde inspireret af uenigheder om tolkning af religion eller dogmer. Det handlede kort og godt om at gribe magten i overensstemmelse med de stammetraditioner, der i forvejen herskede i den vidtstrakte arabiske ørken.

Og islam blev brugt til at retfærdiggøre det, som ikke kunne retfærdiggøres. Af alle de udskejelser, jeg læste om, tror jeg, at det, der overraskede mig mest, var at opdage, 23

hvordan Profetens disciple og øvrige arvtagere fremhævede hans stærkt tøjlesløse seksuelle liv, dels for at legitimere hans adfærd, dels for selv at kunne fastholde og hengive sig til de samme praksisser.

Da alle de ’autoriserede’ og ’officielle’ tekster var decideret konsensussøgende og absurde, vendte jeg mig derfor mod de mere frit tænkende intellektuelle, digtere og forfattere, der udgjorde søjlerne i den arabiske kulturelle, videnskabelige og litterære renæssance. Men jeg kunne også konstatere, at de alle blev set som gudsfornægtende, at de blev forfulgt eller dræbt og deres værker brændt.

Hvorfor denne mur af tavshed om disse kapitler i islams historie? Hvordan forstå en religion uden at forstå dens fortid? Islam er blevet uigennemtrængelig og uigennemsigtig for offentligheden, og størstedelen af de troende er uvidende om det meste af det væsentlige. Får vi at vide, at det var religiøse fanatikere, som brændte den lærde Ibn Rushds (Averroes) værker? Fortæller man os, at den fremtrædende tænker og forsker Ibn Sina (Avicenna), blev betegnet som ’imamernes overløber’ for sin filosofiske, videnskabelige, astronomiske og kemiske forskning, der af de religiøse autoriteter i hans samtid blev set som stridende mod religionen? Lærer man os, at Abu Bakr Muhammed ibn Zakariya al-Razi (Al-Razi eller Rhazes), der udmærkede sig inden for de fleste af sin tids videnskaber, latterliggjorde de religiøse og med stolthed betegnede sig selv som frafalden?

Lærer man os, at den vigtige skikkelse i den tidlige arabiske litteratur, Abdallah Ibn al-Muqaffa, blev henrettet i en alder af femogtredive år i religionens navn? Eller at flere af islams mest navnkundige ulemaer, herunder Imam Al-Shafii, grundlægger af Shafi-retsskolen, bestemte, at såvel naturvidenskaber som kemi og filosofi var tabubelagte emner? Fortæller man os, hvor mange ulemaer, der har legitimeret dødsfatwaer mod forskere, hvis værker kan 24

oplyse muslimer og få dem til at sætte spørgsmålstegn ved deres religion? Fortæller man os, hvordan Koranens mest berømte historiker og fortolker, Al-Tabari, blev stenet til døde af hanbalierne (disciple af Hanbali-retsskolen), der beskyldte ham for frafald? Tættere på vores egen tid: Afslører man, hvorfor og hvordan den betydelige egyptiske intellektuelle Farag Foda blev dræbt? Ved vi, hvorfor den store egyptiske intellektuelle og tænker, Nasr Hamed Abu Zeid blev tvunget i eksil i Europa? Nej. Aldrig et ord om disse mørke sider af islams virkelige historie fik jeg fortalt i hverken skolen, hjemmet eller moskeen.

Det bemærkelsesværdige er, at muslimske intellektuelle, tænkere og forskere i dag, i vores egen tid, bliver udsat for lige så hårde forfølgelser, som deres forgængere blev i islams første dage. Den store egyptiske forfatter Taha Hussein, en søjle i arabisk litteratur i det tyvende århundrede, blev forfulgt for at skrive en bog om Jahiliya og for at have kritiseret islam. Naguib Mahfouz blev stukket ned på gaden på grund af sine skrifter, der blev anset for blasfemiske. Samme skæbne led Farabi, Ibn Rushd, Asphahani, Razi, Ibn Sina, Ghazali, Farabi og utallige andre forsvarere af den frie tanke.

Ganske vist undervises der i disse store forfattere i vores skoler, men her bliver de altid fremstillet som gode muslimer. Hele hykleriet hos vores angiveligt sekulære ledere og i vores angiveligt sekulære uddannelsessystemer kan opsummeres i denne tilgang: De kan ikke fornægte disse forfatteres betydning, men skjuler sandheden om deres tænkning og om de forfølgelser, de blev ofre for. De blev alle jagtet, dræbt, hængt eller forgiftet i islams navn.

Hvorfor har vi aldrig lært den slags i skolen eller i moskeen? Er islam så skrøbelig, at denne religion risikerer at gå til grunde ved den mindste kritik? Skulle Gud virkelig selv nære en så stor frygt for at blive konfronteret med det frie ord?

25

Som det eneste svar får vi fra vores tidligste barndom at vide, at kun Gud kender livets mysterium. Man forbyder os således at tænke selv. For den religiøse falder refleksion ind under det ulovlige, ind under det, som er haram. Dette princip har gjort viden om religion, Guds ord og om hans profeter til et helligt tabu. Den åndsformørkelse, som samfundet på denne måde holdes nedsunket i, fungerer som et beskyttelsesværn for religionen og gør det muligt for den at opretholde sin magt over menneskers sind uden at blive udfordret.

For at dominere de troende har de religiøse udviklet flere effektive metoder: Påbudt er de fem daglige injektioner af religion på de faste tidspunkter, som bebudes af Muezzinen. Når han kalder til bøn, skynder de troende sig til moskeen, knæler ned og slår hovedet imod jorden, idet de på den måde favner deres egen underkastelse.

Før virkningerne af det forrige injektionsstik forsvinder, modtager de straks en ny indsprøjtning af guddommelige ord, som paralyserer deres hjerne, der er omtåget af religionen. De troendes ekstase holder deres hjerner sløve og giver dem adgang til den overnaturlige verden, som deres religiøse ledere giver løfte om – en verden, som ligger så langt fra sandhedens, menneskelivets og intelligensens konkrete verden. Bedøvet lever de rettroende i illusionen og overlader ansvaret for deres eksistens til deres herrer, som hævder at tale i Guds navn og at repræsentere Ham på Jorden.

De religiøse ledere har overbevist os om, at vi er en fåreflok, der må følge dem. De har lært os at adlyde religionens autoritet, og vi har bøjet os over for den. De har indoktrineret os i, at vi skal afvise vantro og frygte for det ukendte og det nye. De har indgraveret i vores sind, at det er nødvendigt for os at føje os efter kollektivets holdning og forkaste enhver ansats til fri selvstændig tænkning, da dette blot risikerer at fjerne den enkelte fra ummaen, re26

ligionen og Gud. For dem er alle livets aspekter til hver en tid knyttet til religionen, der samtidig er lovens kilde. De har promoveret en kultur, hvor anderledestænkende og afvigere skal undertrykkes, hvor det er påbudt at praktisere racisme over for ikkemuslimer, og hvor mænd anses for at være kvinder overlegne.

På det kulturelle, det fysiske og det åndelige plan står kvinden under manden. Hun er en simpel bunke kød, der tilhører sin værge, som kan disponere over hende efter behag. De har gjort det legitimt at blande sig i andre menneskers intime liv og at diktere en bestemt livsform, spiritualitet og religiøs praksis, som alle skal underkaste sig, hvis de ikke vil udstødes.

Med brug af stok og gulerod (stokken er Helvede og guleroden Paradiset) har de religiøse ledere frataget os vores grundlæggende frihedsrettigheder. Med Sharia og Sunnah (traditionen) har de religiøse autoriteter frakendt mennesket retten til at have nogen rolle at spille inden for forskning, videnskab, opdagelser og refleksion. Religionen har skabt generationer af hjernedøde, som er fulde af hellig uvidenhed, og den har på denne måde berøvet dem enhver chance for en bedre fremtid med sociale fremskridt, humanistisk forståelse, menneskelig værdighed og personlig frihed.

Dem, som religionens ledere stempler som revolutionære og oprørske – dvs. dem, der er sluppet fri af religionens prægning, og som er fulde af lyst og vilje til at leve, til at tænke, at forstå og udforske livet og dets menneskelige værdier – er simpelthen rationelle væsener. Gennem min omfattende læsning og den selvstændige opøvelse i fri tækning, som jeg har pålagt mig selv, kom jeg snart til at opfatte mig selv som medlem af denne uformelle klub af frie mennesker.

27

En kort pusterum I mine to år i gymnasiet blev jeg dagligt udsat for forsøg på religiøs hjernevask. Jeg var i hele denne tid alene i stormen. Jeg havde ikke modet til at diskutere disse spørgsmål med min omgangskreds, ja ikke engang med mine nærmeste venner eller mine fortrolige. Mine teenageår var en tid med indre revolte og med både fysiske og åndelige omvæltninger, der dog var ubetydelige i forhold til de dramatiske begivenheder, der senere skulle præge mit liv. Men allerede i disse år grundlagde jeg den overbevisning, at islam ikke er nogen guddommelig religion, Koranen ikke en hellig bog, og Muhammed ikke nogen profet eller Guds sendebud. At lære at se religiøse mennesker som normale og fejlbarlige, Koranen som en almindelig bog, der både kunne diskuteres, kritiseres og afvises, var en svær og smertelig proces for den indoktrinerede teenagedreng, jeg dengang var. Rystet over den styrke, hvormed jeg efterhånden kom til at føle mine nye overbevisninger, måtte jeg nu kæmpe for at genvinde en følelse af indre fred.

I mit sidste studieår koncentrerede jeg mig om mine forberedelser til studentereksamen, både for at lette min åndelige anspændelse og for at finde en vej ud af den intellektuelle tåge, som mit frafald fra religionen havde placeret mig i. Jeg bestod mine eksaminer med udmærkelse, og følte, at jeg nu skulle til at tage hul på et helt nyt livskapitel. Ironisk nok, fordi jeg ikke længere kunne anse mig selv for muslim, fik jeg 96/100 i islamisk kultur – den bedste karakter på mit karakterblad. Ikke blot var dette fag obligatorisk, men det tæller også med den højeste score på eksamenspapiret. Også ikkemuslimer – kristne og jøder – pålægges at studere dette fag. Alle børn lærer islam fra tidligt i deres skolegang, og bliver således fra en tidlig alder nedsænket i det voldsunivers, som Koranen beretter 28

om. Kan man ikke gøre det til et frit valg for vores børn, om de vil studere islam eller ej, kunne man i det mindste stræbe efter at lægge afstand til de tekster, der opfordrer til at dræbe ikke-muslimer, for i det mindste ikke ligefrem at bistå med at fostre nye selvmordsbombere. Men det palæstinensiske uddannelsessystem har ingen skrupler ved at oplære hele generationer i islam i dens mest radikale form. Hvad kan legitimere denne hjernevask af små børn, der opflaskes med had og vold? Er det i det mindste ikke berettiget at stille spørgsmålet?

Sådan var det dengang, og sådan er det i dag, og alle alarmklokker burde ringe her. De palæstinensiske børns uskyld trues allerede tidligt af denne eksponering for vanvid og vrede, og det er i skolerne og moskeen, at de først bliver formet til at kunne blive forbrydere: I mit land, som i de fleste andre muslimske lande og i resten af i verden i øvrigt, er det moskeerne, som er de største leverandører af terrorister.

På universitetet Med min fine studentereksamen var det ingen sag at blive optaget på det arabisk-amerikanske universitet i Zababda, ikke langt fra Jenin. Jeg besluttede mig for at læse informationsteknologi og it-administration, ikke mindst fordi denne studieretning gav mig den optimale adgang til at opdage internettets rigdomme og surfe rundt i dem.

Selv om jeg nu så mig selv som ’ikkereligiøs’, havde jeg dog ikke modet til at stå frem og tage det på mig. Og selv om jeg til stadighed søgte at tilfredsstille min filosofiske nysgerrighed og jagt på sand erkendelse og tilfredsstillende svar, var jeg endnu ikke nået frem til for alvor at turde spørge mig selv, om Gud eksisterede eller ej. Jeg var stadig i vidt omfang en fange af den traditionelle tænkemåde 29

og min religiøse arv. Jeg havde altid bedt til Gud om hjælp til overvinde forhindringerne i mit daglige liv, om hjælp til at bestå eksamener eller til at få overtalt min far til at forære mig en cykel til min fødselsdag. Hvis Gud ikke eksisterede, hvem skulle jeg da fremover rette mine bønner til? Og hvordan skulle jeg bestå mine eksamener i fremtiden? Betød alt dette, at jeg i alle disse år havde henvendt mig til et spøgelse? Var jeg ved at blive sindssyg?

For ikke at genopvække de unødvendige, smertefulde interne kampe, undgik jeg i denne tid at læse noget, der kunne sætte spørgsmålstegn ved Guds eksistens. Jeg følte mig udelukket fra det religiøse fællesskab, men hele det muslimske univers, som jeg havde måttet tage til mig igennem min opdragelse, fungerede stadig som en brandmur omkring mig.

En dag tog jeg omsider mod til mig. Først udvidede jeg mit læsepensum ved at dykke ned i filosofiske og videnskabelige værker, der utvetydigt problematiserede Guds eksistens, såsom Illusionen om Gud, af den engelske forsker og forfatter, Richard Dawkins. Denne bog kom med intelligente bud på mange af de svar, som religionen ikke kunne give mig. Gennem læsning af værker af Darwin, Hawking og andre forskere, der havde udmærket sig i menneskehedens historie, opdagede jeg, at de fleste videnskabsmænd også var ateister. Det gik også op for mig, hvorfor det ville være utænkeligt, at der kunne blive undervist i værker af disse tænkere ved vores skoler og universiteter: Forklaringen var den enkle, at Dawkins’ tanker eller Darwins evolutionsteori, for nu at tage disse eksempler, var en direkte afvisning af religionens forrang frem for videnskaben.

Gennem mine studier af en række hovedværker fra den vestlige idéhistorie, lykkedes det mig at bryde mange af disse tabuer. Jeg satte mig ind i evolutionslæren og menneskeartens udvikling fra menneskeaber, og via internet30

tet åbnede jeg mig yderligere for den verden, der lå uden for mit samfund. Jeg lod efterhånden helt det tremmegitter falde, der havde holdt mig låst inde i min mellemøstlige kulturs fængsel. Jeg berigede mig intellektuelt og videnskabeligt og dannede mig lidt efter lidt en ny tilgang til verden. Begavede artikler på internettet gjorde det muligt for mig at erkende, at de berømte mirakler i islam, som forfægtes af religiøse og villigt viderebringes i den islamiske verden af den skrevne presse og satellit-tv-kanaler, var baseret på rene løgne og fordrejelser.

Utallige prædikanter i den arabiske verden udøver reelt en form for intellektuel terrorisme, fordi de ikke giver folk den ringeste mulighed for at drage ægtheden af deres ’viden’ i tvivl. At sætte spørgsmålstegn ved en imams ord er at krænke det hellige. Denne helliggørelse af de religiøse autoriteter var og er et af de store problemer i min region. Et andet stort problem er, at islam ikke kun regulerer forholdet mellem de troende og Skaberen: Den guddommelige lov, som islam beordrer os til at følge, regulerer alle aspekter af det daglige liv, helt ind til individets mest private sfære. Det er derfor meget vanskeligt at forkaste den, for at tage afsked med den er at miste alle sine holdepunkter.

Men selv om jeg også frygtede for at miste noget af mig selv, når jeg drog ud på opdagelse gennem mine læsninger af tekster fra vestlige tænkere, indså jeg hurtigt, at jeg her fik tilbudt en række nye og værdifulde værktøjer til videre refleksion. Darwins evolutionslære forekom mig langt mere overbevisende end legenden om Adam og Eva. Hvordan kan vi acceptere, at Skaberen skulle have tilladt sex mellem Adam og Evas efterkommere, således at de kunne formere sig og redde hans skaberværk, når alle religioner med islam i spidsen fordømmer incest? Logisk set måtte Gud have skabt mere end en Adam og en Eva for at undgå, at børn fra det første par skulle gifte sig med 31

hinanden og krænke den lov, der senere blev indført af hans selvbestaltede arvtagere! Men den religiøse overlevering forklarer intet om, hvorfor Gud lod sig nøje med blot én Adam og én Eva. Mine studier stod på i over seks måneder og voldte mig store sjælekvaler, fordi det snart stod mig klart, at jeg var nødt til at opgive alt, hvad jeg havde lært indtil nu, og alt, hvad jeg troede på. Gud skulle have været min ledestjerne og min støtte, og nu var jeg fortabt. Hvilken mening kunne jeg finde i min eksistens? Hvor skulle jeg søge tilflugt i vanskelige tider? Hvem skulle jeg bede til om at komme mig til hjælp? Den intellektuelle forpligtelse, jeg nu følte til at afvise, at der kunne være en Gud, som var frelser og vejleder, og erkendelsen af, at bønfaldelse af Gud var lige så meningsløst som at henvende sig til en sten, gjorde i perioder mit liv til noget af et mareridt, og alligevel var jeg drevet til at fortsætte min læsning.

Da først jeg havde befriet mig selv fra mine illusioner, definerede jeg en række nye mål og satte mig for at genskabe en ny slags mening i mit liv. Jeg opsøgte diverse fora og var også hyppig gæst på de websteder, som muslimske prædikanter og imamer brugte. Jeg opfandt en halv snes pseudonymer på en hjemmeside for arabiske ateister, som også var meget søgt af islamister, der her postede deres fornærmelser og udbredte deres fatwaer. Jeg brugte forskellige navne – både på ateister, islamister, tvivlere og ikke-religiøse – for at tilføre debatten mere liv og for at bringe prædikanterne i vanskeligheder.

Det forekom endog, at jeg førte diskussioner med mig selv igennem mine forskellige alter egoer i håbet om, at potentielle internetbrugere ville slutte sig til mig for at deltage i udvekslingen af ideer. Jeg havde brug for hjælp for at overvinde min tvivl, befri mig selv fra min eksistentielle usikkerhed og finde sandheden. De, som reagerede flest og stærkest på mine mange indlæg, var administra32

torerne for de religiøse sites, hvilket kun bidrog til yderligere at styrke min ateisme.

Min skilsmisse fra islam Det tog mig seks år at tage det endelige spring: at forlade islam og blive ateist. Men hvordan kunne jeg står frem, tage det på mig og gøre krav på at være fritænker? Hvordan ville mine nærmeste, min familie og mine venner reagere? Og hvad kunne derudover blive konsekvenserne af at indtage en sådan position? Skulle jeg offentligt bekendtgøre min nye livsholdning og i givet fald hvordan?

Disse spørgsmål blev ved med at plage mit sind.

Da jeg var overbevist om, at den akademiske verden ville være mere åben for debat og i bedre stand til at forstå mig, besluttede jeg mig for, at jeg først ville betro mig til mine venner, der var sorgløse og vant til livlige aftener under indtagelse af alle former for alkohol og andre rusmidler. Jeg troede, de ville forstå mig og give mig støtte.

Under en af disse aftener et godt stykke fra universitetets campus sagde jeg helt diskret til de andre, at jeg hverken troede på Profeten, på islam eller på Guds eksistens.

Trods den hede sommeraften, alkoholen og pigerne fik mine ord en øjeblikkeligt afkølende virkning på atmosfæren, og en dødlignende stilhed indfandt sig, før en af gæsterne sagde til mig: »Waleed, du er fuld. Hold op med at drikke mere«. Da jeg benægtede, at jeg skulle være fuld og hævdede, at jeg mente det, jeg lige havde sagt, helt alvorligt, reagerede mine tilhørere med absolut tavshed. Jeg var rædselsslagen, lammet af de morderiske blikke, jeg nu fik fra dem, jeg havde troet, var mine venner, og som nu alle skyndsomst brød op for at tage hjem. Jeg tilbragte resten af natten i frygt og usikkerhed. Skulle jeg hellere have holdt min mund? Havde det være klogere at fortsæt33

te hykleriet? Nej, det kunne ikke komme på tale at lyve og bedrage mine venner, uanset hvilke farer jeg nu risikerede at udsætte mig selv for.

Og dog: For i det klima af usikkerhed, der herskede på Vestbredden, hvor det vrimlede med våben, ville islamisterne sagtens kunne finde på at dræbe mig på stedet. På det tidspunkt var sammenstød mellem de forskellige væbnede palæstinensiske grupper, Hamas og Fatah, Islamisk Jihad og diverse folkekomiteer en del af hverdagen, hvis det da ikke var rivaliserende klaner eller gangsterbander, der var oppe at slås. Bare at gå ned ad gaden var at udsætte sig for risici. På et hvilket som helst tidspunkt kunne man blive fanget i krydsild eller ramt af vildfarne kugler i opgør mellem to stridende fraktioner. Hvor mange uskyldige mennesker har på den måde fundet døden under falske forudsætninger og er efterfølgende blevet uretmæssigt hængt ud for at være ’agenter for Israel’? Hvor mange ofre har med deres liv måttet betale for denne usikkerhed og disse opgør?

Dette kaos var født ud af Den Palæstinensiske Selvstyremyndigheds fuldkomne nederlag. Palæstinenserne havde håbet på, at deres nye selvstyreregering kunne blive et eksempel til efterfølgelse for moderat og kompetent regeringsførelse for resten af den arabiske verden. Den skulle sikre de individuelle og kollektive friheder, herunder ytringsfriheden, respektere pluralisme og forskelle, øge respekten for menneskerettighederne og grundlægge begyndelsen til en retsstat.

Skuffelsen hos mine medborgere var stor. Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed opførte sig i alle henseender som en forlængelse af de eksisterende arabiske regimer.

Ganske som de havde gjort, trådte den frihedsrettighederne under fode, fængslede hundredvis af modstandere, lukkede konkurrerende politiske bevægelsers kontorer og forbød uafhængige aviser. Selv den presse, der skulle fore34

stille at være styret venligt stemt, blev censureret, og visse udgaver blev endda beslaglagt, fordi de havde overskredet de grænser, som Myndighedens censorer havde trukket.

Rekruttering til civile og sikkerhedsmæssige institutioner skete efter strenge kriterier, herunder frem for alt dokumenteret loyalitet og det rette partipolitiske tilhørsforhold. Modtagerne af de få hjælpemidler og tjenester, som Myndigheden kunne tilbyde, blev også udvalgt efter partitilhørsforhold og politisk og ideologisk modtagelighed.

Denne gennemgribende korruption banede vej for det kaos, der herskede dengang såvel som i dag. Volds- og attentatmænd kunne slippe fri for retsforfølgelse og nyde godt af den straffrihed, som fraværet af en retsstat tilbød.

Deres ofre måtte på deres side lide i fuldt mål under dette fravær af retfærdighed. De blev de facto idømt en dobbelt straf. Palæstina blev således omdannet til et livsfarligt sted, hvor junglelovens logik herskede og stadig hersker.

I Zababda, hvor jeg havde bosat mig for at kunne gå på universitetet, hobede våbnene sig op og cirkulerede frit blandt civile, angiveligt for at gøre det muligt at organisere modstanden mod fjenden, men i praksis stort set alene for at kunne bruge dem mod andre civile.

Efter denne famøse aften, var der flere konklusioner, der pressede sig på: Religion er en rød linje, der ikke må overskrides. Det er utænkeligt at kritisere islam, selv over for personer, der overtræder islams religiøse forskrifter.

Vi opflaskes med religionen fra fødslen, og det er umuligt for os at skille os af med den uden at blive afvist af samfundet. Jeg var blevet overbevist om, at religion er en hindring, som stiller sig i vejen for åbne menneskelige relationer. Jeg gjorde mig rede til at udholde denne skæbne og tage den på mig. Hvis jeg skulle kritisere religionen, måtte jeg gøre det med list.

35

… og dens konsekvenser Den næste dag og i de følgende mange dage var der ingen, der ville tale med mig. Alene eller i grupper undgik mine medstuderende mig, men jeg kunne høre dem hviske bag min ryg. Alle studerende på Arab American University i Jenin vidste inden længe, at jeg var ateist og begyndte at kalde mig ’kaffir’ (vantro) og andre sårende udtryk som del af deres psykiske pres. De angreb dog aldrig min person, og selv beklagede jeg mig aldrig. At indberette deres chikane til universitetsmyndighederne var naturligvis udelukket – dermed ville jeg havde udsat mig for endnu større risici.

Jeg blev afvist af alle på fakultetet og af mine forhenværende venner og blev kun kontaktet af et par nysgerrige, som stillede mig spørgsmål og hånede mig. For dem var jeg et fjols, der havde sagt skøre ting. De gentog alle de argumenter, de havde fået indterpet via islams ortodoksi, hvor absurde de så end var. Jeg havde også en nær veninde, der, uden at være ateist, havde lagt afstand til religion.

Hun havde ikke selv læst de ateistiske hovedværker, jeg refererede til, men hun var enig i de teorier, jeg fremlagde. Vi tilbragte megen tid sammen, men vi foretrak at holde samtalen på det generelle plan i stedet for at diskutere de enkelte dogmer. Den dårlige stemning var ved at blive uudholdelig, og jeg havde svært ved at vænne mig til den påtvungne ensomhed. Men der var ingen vej udenom: Jeg måtte leve med den udstødelse, som er sanktionen for ikke-muslimer.

Jeg udholdt denne situation frem til udgangen af andet semester. Det var utænkeligt at opgive mine studier og især min veninde. I Palæstina som i de fleste andre arabiske lande er universitetet det eneste miljø, som tolererer forskellighed, efter en meget streng opdragelse i det øvrige skolevæsen, der skal afrette personligheden.

36

I grundskolen, fagskoler og på gymnasier forbyder religionen kontakt mellem kønnene, hvilket øger følelsen af frustration.

Religion er kilden til de største problemer hos de muslimske unge og fremmer gennem sit adskillelsesprincip både sexchikane og voldtægter.

På grund af mig blev min veninde nu forfulgt, både på sit studium og på sit kollegium. Hendes naboer udspurgte hende konstant om mig, om vores forhold, og spurgte hende, om hun stadig var jomfru. De truede med selv at undersøge hende fysisk for at skaffe sig vished om dette, samtidig med at de selv gik ud med drenge, om end med tilslørede ansigter som for at gemme sig bag deres påtagede religiøsitet. I mit samfund er sex en forbrydelse, og ikke desto mindre tænker alle konstant på sex. Hvis en pige indleder et forhold til en dreng, bliver hun gjort til paria. Stemples hun som en luder, er det underforstået, at hun kan blive henrettet uden rettergang for at genoprette familiens ære. Og loven dømmer ikke altid gerningsmænd for de såkaldte æresforbrydelser.

I vores mellemøstlige patriarkalske samfund er manden en undertrykker i privatsfæren såvel som i det offentlige rum. Kvinden anses for at være et inferiørt væsen, intellektuelt og fysisk, og religionen fremstiller hende som ufuldkommen og fraråder mænd at spørge om hendes mening. Manden er den absolutte herre, og at straffe en kvinde ses som højdepunktet af visdom. Hun kan følgelig blive retsforfulgt, dømt og henrettet uden modstand, og hendes bøddel vil kun blive beundret.

På grund af sin forbindelse til mig blev min veninde set som potentiel gudsfornægter. Stillet over for ateister giver de fromt troende sig selv lov til at begå det forbudte. De er besatte af sex og som ofre for deres egne afsavn prøver de systematisk at sexmisbruge de piger, der siges at være frigjorte, og som de ser som legitime mål for deres begær.

37

I slutningen af andet semester havde forældrene til min veninde fået nok og fik hende indskrevet på et andet universitet. De var blevet advaret af kolleger og frygtede for deres datter. Og dog var hendes familie kendt for sin tolerance, mådehold og åbenhed. Hendes forældre var progressive venstreorienterede aktivister, der respekterede frihedsrettighederne, og havde givet hende lov til at følge et studium langt væk fra hendes hjem og hjemby, hvilket var usædvanligt. Uden hende følte jeg mig mere alene end nogensinde og befandt mig på randen af en depression.

Efter nøje overvejelse besluttede jeg, at det var bedst, at jeg også selv søgte optagelse på et andet universitet og her undlod at skilte med mine overbevisninger. For mig var det vigtigste at få min universitetsgrad, så jeg kunne sikre min fremtid. Jeg havde intet ønske om at forspilde min chance for at få en uddannelse og et godt job, og endnu mindre et ønske om at blive dræbt, så jeg lod mig indskrive på Jerusalem Universitet, hvor jeg følte mig sikker.

Jeg formåede at tilpasse mig ved at holde min ateisme skjult, uden dog at bede, gå i moskeen eller faste under Ramadanen. Jeg tilskrev alt dette min dovenskab, hvis nogen spurgte, men mit dobbeltspil kunne ikke blive ved.

Jeg havde brug for at udtrykke mig. Jeg lettede derefter mit hjerte over for min mor, der var en ivrig læser af Koranen, de hellige tekster og deres fortolkninger. Hendes tro var spontan, og hun stillede ingen spørgsmål.

Jeg havde ikke forventet, at jeg kunne diskutere disse spørgsmål med hende, og langt mindre at hun kunne omvendes til ateisme, men jeg havde brug for at befri mig for en vægt, der tyngede mig frygteligt. Den dag jeg fortalte min mor, at jeg var ateist, sagde hun, at hun havde haft det på fornemmelsen, men at hun hver dag bad til Gud om at oplyse mig og føre mig tilbage på islams rette vej. Alligevel stødte hun mig ikke fra sig. Styrken i hendes moder38

kærlighed gjorde det muligt for mig at genfinde en grad af indre fred, så jeg kunne koncentrere mig om mine studier.

Den virtuelle verden blev min tilflugt, som den er for så mange andre eksmuslimer. Internetbrugere på min alder brugte især nettet til at opsøge pornografiske websteder eller datingsites, hvor de kunne chatte virtuelt med piger, når de nu ikke kunne gøre det åbent. Eller de spillede på netværksbaserede videospil, det eneste underholdningstilbud, vi havde i de perioder, hvor der herskede udgangsforbud. For unge palæstinensere var der stort set ikke andre fritidstilbud.

Det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at blogge og udtrykke mig på de sociale medier.

39