Nagasaki by Forlaget Pressto

SUSAN SOUTHARD

Susan Southard har en universitetsgrad i kreativ skrivning fra Antioch Universitet i Los Angeles, og hun har studeret skrivning af faglitteratur ved Norman Mailer Center i Provincetown, Massachusetts. ‘Nagasaki – Livet efter atomkrigen’ optrådte i 2015 på en lang række lister over årets bedste faglitterære udgivelse. Susan Southard bor i Tempe, Arizona, hvor hun er grundlægger og kunstnerisk leder af Essential Teater. Hun har boet et år i Japan som udvekslingsstudent og har besøgt landet adskillige gange siden.

Hvordan er det at overleve som offer for en atombombe ? Hvordan genopbygger man et land, der er blevet ramt af to atombomber og som har været gennem mere end 10 års brutal krig med millioner af døde og ufattelige lidelser. Det fortæller Susan Southard om i denne gribende beretning, hvis omdrejningspunkt er fem overlevende hibakusha (atombombeofre) fra den atombombe, der 9. august 1945 blev kastet over Nagasaki, og som var med til at presse Japan til at overgive sig, og dermed førte til afslutningen af 2. verdenskrig i Asien. Vi følger de fems liv helt frem til i dag, men bogen handler ikke kun om kampen for at overleve i tiden efter atombomben, der dræbte cirka 74.000 mennesker og sårede andre 75.000. Den handler også om de mange fortielser og direkte løgne, både de amerikanske og de japanske myndigheder i mange år kom med i et forsøg på at skjule katastrofen omfang. Om smerten ved at skulle leve med strålings-relaterede skader på kroppen, frygten for at give genetiske sygdomme videre til børn og børnebørn, omverdenens reaktioner – og den kamp mod krig og for nedrustning, som mange af ofrene engagerede sig i. Susan Southard har boet i Japan, hun taler sproget og har brugt over 10 år på at researche denne bog, der er blevet rost til skyerne.

SUSAN SOUTHARD

NAGASAKI

SUSAN SOUTHARD

NAGASAKI LIVET EFTER

ATOMKRIGEN

„Den mest ekstraordinære beskrivelse, der nogensinde er begået af en amerikansk forfatter.“

DR. TOMONAGA MASAO, TIDLIGERE DIREKTØR FOR NAGASAKI ATOMIC BOMB HOSPITAL.

„Halvfjerds år efter begivenheden, hvor vores hukommelse begynder at falme, bringer denne bog begivenhederne og deres eftervirkninger til live igen – og tvinger os til at genoverveje begrundelsen for at påføre andre så meget elendighed.“

DAVID PILLING, ASIENREDAKTØR, FINANCIAL TIMES, OG FORFATTER TIL „BENDING ADVERSITY : JAPAN AND THE ART OF SURVIVAL.“

NAGASAKI LIVET EFTER ATOMKRIGEN

SUSAN SOUTHARD

FORLAGET PRESSTO

INDHOLDSFORTEGNELSE

KORT 8 FORORD 11 PROLOG 21 KAPITEL 1 : SAMMENTRÆF

KAPITEL 2 : LYSGLIMT

KAPITEL 3 : GLØDER

KAPITEL 4 : BESTRÅLET

115

KAPITEL 5 : TIDEN SAT I STÅ

151

KAPITEL 6 : OP TIL OVERFLADEN

186

KAPITEL 7 : SENERE I LIVET

227

KAPITEL 8 : FOR IKKE AT GLEMME

261

KAPITEL 9 : GAMAN 299 TAK 328

INDHOLDSFORTEGNELSE

KORT 8 FORORD 11 PROLOG 21 KAPITEL 1 : SAMMENTRÆF

KAPITEL 2 : LYSGLIMT

KAPITEL 3 : GLØDER

KAPITEL 4 : BESTRÅLET

115

KAPITEL 5 : TIDEN SAT I STÅ

151

KAPITEL 6 : OP TIL OVERFLADEN

186

KAPITEL 7 : SENERE I LIVET

227

KAPITEL 8 : FOR IKKE AT GLEMME

261

KAPITEL 9 : GAMAN 299 TAK 328

JAPAN I DAG

NAGASAKI 1945 : Atomødelæggelsernes rækkevidde

NOTE: Concentric circles are marked at 0.5 km intervals with equivalent miles in parentheses.

KORT

JAPAN I DAG

NAGASAKI 1945 : Atomødelæggelsernes rækkevidde

NOTE: Concentric circles are marked at 0.5 km intervals with equivalent miles in parentheses.

KORT

FORORD I sommeren 1986 blev jeg med kort varsel anmodet om at erstatte en anden ved en oversættelsesopgave for Sumiteru Taniguchi, et 57-årigt overlevende offer for atombomben i 1945 over Nagasaki. Taniguchi var i Washington D. C. som et led i en foredragsturné i USA. Jeg havde faktisk mødt ham lige akkurat dagen før, fordi jeg havde været tilhører ved hans foredrag. I løbet af de næste to dage tilbragte jeg over tyve timer sammen med Taniguchi. Jeg lyttede til ham og oversatte hans beretning ved offentlige foredrag og private samtaler. Mange år tidligere havde jeg som udvekslingsstudent boet i Yokohama lige syd for Tokyo. Som 16-årig kom jeg til at bo hos en traditionel japansk familie og gik i skole i et pigegymnasium i nabobyen Kamakura, som havde været Japans hovedstad i oldtiden. Næsten alt var fremmed for mig, inklusive sproget, og jeg vidste meget lidt om Stillehavskrigen og de atombombeangreb, som havde fundet sted 30 år tidligere. Senere på året, da jeg var blevet bedre til at tale japansk og var bedre integreret i det japanske samfund, rejste jeg til Nagasaki som led i en skoleudflugt til det sydlige Japan sammen med mine klassekammerater i gymnasiets ældste klasse. I atombombemuseet i Nagasaki stod jeg (amerikanske pige) arm i arm med (japanske) veninder, som havde optaget mig i deres gruppe som en af deres egne, og betragtede de fotografier af voksnes og børns brændte kroppe og de smadrede og smeltede ting fra folks husholdninger, som var udstillet på museet. I en af glasmontrerne havde en hjelm stadig det forkullede kød fra et menneskes hovedskal siddende på indersiden. Jeg bragte denne erindring fra Nagasaki med mig i mit voksne liv. Men alligevel måtte jeg, mens jeg lyttede til Taniguchi i et svagt oplyst

FORORD

kirkerum i den indre by i Washington, erkende, hvor lidt jeg stadig vidste om stillehavskrigen, om udviklingen af atombomberne og om de menneskelige konsekvenser, det havde haft at anvende dem. Taniguchi var velklædt i gråt jakkesæt, hvid skjorte og et mørklilla slips med militære striber. På sin venstre revers bar han en nål, en hvid origami-trane på rød baggrund. Han var ikke ret høj – måske 1.65 meter – og bemærkelsesværdigt tynd. Han fortalte sin historie med lav stemme, mens sætningerne væltede over hinanden. Klokken 11.02 om formiddagen den 9. august 1945 cyklede 16-årige Taniguchi rundt i den nordvestlige del af byen, hvor han uddelte post. En plutoniumbombe faldt fra himmelen og eksploderede lige over et nabolag med 30.000 beboere. „I lysglimtet fra eksplosionen,“ sagde han med dirrende stemme, „blev jeg kastet af min cykel bagfra og presset ned mod jorden. Det føltes, som om jordoverfladen rystede som ved et jordskælv.“ Selv om han var mere end halvanden kilometer væk, satte den afsindige varme fra bomben hans ryg i brand. Kort efter kunne han løfte sit ansigt og se, at de børn, som havde leget i nærheden af ham, var døde. Mens han talte, bar Taniguchi på et fotografi af sig selv, som blev taget fem måneder efter eksplosionen under hans langvarige ophold på et sygehus nord for Nagasaki. På fotografiet ligger han afmagret på maven. Hele vejen ned ad den ene arm og fra nakke til baller, der hvor hans ryg skulle have været, er der ingen hud og kød. Kun udsyn til hans muskler og væv, råt og rødt. Da han sluttede sit foredrag, søgte han for første gang øjenkontakt med sit publikum. „Lad der aldrig blive flere Nagasakier,“ lød hans appel. „Jeg opfordrer jer til at arbejde sammen om at skabe en verden uden atomvåben.“ Efter foredraget kørte jeg Taniguchi til et lille hus i udkanten af Washington, hvor han overnattede. Vi satte os ned på verandaen. Der var kun lige lys nok fra entreen til, at vi kunne se hinandens skygger. Jeg spurgte Taniguchi om atombombeangrebet og om de uger, måneder og år, som fulgte efter. Han viste mig en lille stabel billeder, som lignede portrætter fra en automat – fotografier fra hospitalet, gættede jeg på – af hele hans krop bagfra, forfra og fra siden. De forestillede Taniguchi. Måske har han været i fyrrerne, nøgen bortset fra sine traditionelle japanske underbukser. Hele hans ryg var dækket af en masse gummiagtige rødlige ar. Midt på brystet havde han stadig dybe fordybninger i kroppen, hvor hans hus og kød var rådnet væk. Et resultat af, at han havde ligget på maven i næsten fire år. Der var et tidspunkt, fortalte han mig, hvor smerterne

FORORD

var så uudholdelige, at han havde bønfaldet sygeplejerskerne om at lade ham dø. Jeg spurgte Taniguchi, hvilke erindringer fra hans liv der betød mest for ham. „Bare det at jeg lever,“ sagde han. „At jeg har levet så længe. Jeg bærer på den sorg og den kamp, som følger af at være i live, men jeg har været ude på den yderste kant af livet. Derfor er jeg bare glad for den kendsgerning, at jeg er her nu.“ Da Taniguchi forlod Washington, havde han givet mig en uimodståelig trang til helt at forstå, hvad det har krævet af ham og mange andre at leve dag efter dag med akutte fysiske smerter, psykiske traumer og en personlig historie, som var blevet skåret midt over af en atomkrig. Hvilken form for strålingsrelaterede skader har de oplevet ? Hvad betød overlevelse for dem i dagene, månederne og årene, som fulgte efter angrebet ? Hvordan kunne det være, at jeg, som havde boet i Japan og var uddannet på fine gymnasier og universiteter i USA, ikke havde nogen særlig viden om de overlevende efter atombomberne ? Og hvorfor ved de fleste amerikanere så lidt eller slet ingenting om, hvad ofrene oplevede under atomskyerne eller i årene efter 1945 ?

Som enkeltstående våben var de atombomber, der blev anvendt mod Japan, uden sidestykke hvad angår eksplosionskraft, intens varme og evne til at forårsage øjeblikkelig massedød. Strålingsdoser, som var større end, hvad noget menneske tidligere havde modtaget, trængte gennem menneskekroppe og dyrekroppe og forårsagede celleforandringer, der førte til dødsfald, sygdomme og sygdomsstilstande, som forandrede folks liv. Flere end 200.000 mænd, kvinder og børn blev slået ihjel ved angrebene på Hiroshima og Nagasaki – enten på tidspunkterne for selve bomberne eller i løbet af de næste fem måneder på grund af deres sår eller den akutte stråling, de havde været udsat for. I de følgende år kom yderligere titusinder til at lide af skader og strålingsrelaterede sygdomme. I dag skønner man, at der stadig lever 192.000 hibakusha (overlevende atombombeofre – udtalt hee-bakh-sha). De yngste hibakusha, som blev udsat for stråling i deres mors mave, fyldte 70 år i august 2015. Mange anmelderroste bøger har beskæftiget sig med USA’s beslutning om at anvende bomben, men kun få af disse har indeholdt øjenvidneudsagn fra atombombens overlevende ofre. De, som har gjort det, for

FORORD

eksempel John Hershey’s „Hiroshima“ og adskillige samlinger af vidnesbyrd fra hibakusha, fokuserer næsten udelukkende på situationen umiddelbart efter bombeangrebene. Historier, som detaljeret fortæller om den brutale fysiske, følelsesmæssige og sociale virkning, som angrebene har haft på længere sigt for dem, der overlevede atombomberne, er sjældent blevet fortalt. Som den anden by, der blev udsat for en atombombe, er Nagasaki endnu mindre kendt end Hiroshima, som hurtigt i hele verden blev et symbol på atomangrebene mod Japan. Nagasakis usynlighed er så udtalt, at man ofte taler om „bomben“ som en enkeltstående begivenhed, der omfatter begge byer, uden skelen til den kendsgerning, at de to atombombeangreb skete på forskellige tidspunkter, på forskellige steder og på baggrund af forskellige vurderinger af deres militære nødvendighed. Mange amerikaneres opfattelse af atombomberne er fuld af forkerte antagelser – i høj grad fordi de alvorlige konsekvenser af at blive udsat for radioaktiv stråling på hele kroppen i lang tid kategorisk blev benægtet af højtstående amerikanske embedsmænd. I årevis efter angrebene blev nyhedshistorier, fotografier, videnskabelig forskning og personlige vidnesbyrd fra overlevende atombombeofre censureret i Japan af den amerikanske besættelsesmagt, og regeringen satte også grænser for, hvad man kunne fortælle i selve USA. Amerikanske embedsmænd konstruerede og promoverede en virkningsfuld, men fordrejet fortælling, som forsvarede beslutningen om at kaste atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. De fleste amerikanere var så lettede over, at krigen var slut, at det var nemt at få dem til at acceptere regeringens forsimplede budskab om, at atombomberne havde afsluttet krigen og reddet en kvart million, en halv million eller måske en hel million amerikanske liv. Da krigstidens propaganda i begge nationer afbildede fjenden som en slags undermennesker, og da amerikanerne var rasende over Pearl Harbor, japanernes mishandling og drab på allierede krigsfanger og deres nedslagtning af civile over hele Asien, blev det i USA en almindelig reaktion på atombombeangrebene, at „japanerne fik, hvad de havde fortjent“. Alle disse faktorer har mindsket den amerikanske offentligheds aktive interesse og forståelse for de virkelige konsekvenser for de mennesker – næsten alle civile – som blev ofre for verdens første anvendelse af atombomber i krig. Drevet af min søgen efter en dybere forståelse for disse historiske påvirkninger og mine presserende spørgsmål om de overlevendes per-

FORORD

sonlige erfaringer rejste jeg til Nagasaki et utal af gange over en periode på otte år. Jeg lavede en lang række grundige interview med Taniguchi og fire andre hibakusha – Mineko Dooh, Etsuko Nagano, Koichi Wada og Katsuji Yoshida – som alle havde været teenagere på tidspunktet for atombomben. Sammen med deres familier gav de mig et omfattende materiale af personlige essay, brevvekslinger, lægejournaler og fotografier. Disse fem overlevendes episke og personlige beretninger udgør den primære fortælling i denne bog, som dokumenterer den indvirkning, som atomkrigen havde på dem, deres familier og deres fællesskaber i de efterfølgende 70 år. Jeg interviewede også tolv andre hibakusha, hvoraf nogle aldrig havde fortalt deres historier til nogen som helst uden for deres nærmeste familier. Jeg mødtes med alle mulige eksperter i Nagasaki-bomben, herunder historikere, læger, psykologer, socialarbejdere, undervisere og ansatte på atombombemuseet, forskningscentre, biblioteker og organisationer for de overlevende. Jeg studerede nedskrevne vidnesbyrd fra flere end 300 overlevende samt private dokumenter, samlinger, officielle papirer og tusinder af arkivfoto af Nagasaki før og efter atombomben. Historien om hibakusha er en sammensat beretning med mange dimensioner, og der er ikke ret mange lige linjer i de overlevendes liv. For at skabe noget, der ligner orden i deres til tider uensartede fortællinger om de kaotiske år efter atombomben, har jeg inddelt bogen i ni kronologiske og tematiske kapitler, som dækker perioden fra 1945 til nutiden. Efterhånden som de fem hibakusha’s skæbner folder sig ud, dokumenterer jeg bombningernes helbredsmæssige og samfundsmæssige virkning i bredere forstand, herunder relativt ukendte detaljer om fysiske skader og misdannelser, akutte såvel som gradvist opståede strålingsrelaterede sygdomme, ekstrem isolation gennem mange års indlæggelser og pleje samt de mangfoldige udfordringer, som hibakusha kom ud for i deres bestræbelser på at leve et normalt liv efter atomkrigen. Stillet over for diskrimination i samfundet og frygt for genetiske konsekvenser for deres børn måtte hver enkelt af dem beslutte, om de ønskede at skjule deres identitet som hibakusha eller ej, om de overhovedet ville gifte sig og få børn eller ej og i givet fald hvornår, om de ville bryde tavsheden og begynde at tale om deres oplevelser med familier, venner, arbejdsgivere og i sidste ende offentligheden. Deres historier vil i denne bog blive fortalt i sammenhæng med det amerikansk-japanske forhold før, under og efter krigen. De er sammenvævet med de politiske, sociale og økonomiske omvæltninger i efterkrigs-

FORORD

tidens Japan, med videnskabelig data om virkningen af stråling samt med dokumentation for, at den amerikanske censurpolitik og benægtelse fortsat den dag i dag har indflydelse på den offentlige mening og skaber barrierer for en virkelig forståelse. Med undtagelse af Taniguchi, som jeg mødte første gang, da han var i halvtredserne, har jeg kun kendt de fem hibakusha, fra de allerede var midt i halvfjerdserne og op i firserne. De giver os et sjældent indblik i minder og perspektiver hos aldrende mennesker, der som unge for evigt fik vendt op og ned på deres liv af en atombombe.

For mig har der været mange udfordringer ved at kaste mig ud i dette projekt, ikke mindst ved at forsøge at skrive om atom-udslettelse og terror af et omfang, som går over ens forstand. Min tilgang har været i så stor udstrækning som muligt at holde fast i de overlevendes personlige erfaringer og perspektiver for at gøre historien virkelig og mulig at fatte, samtidig med at jeg sætter den ind i en sammenhæng, der er nødvendig for at gøre de større sociale, politiske og lægevidenskabelige spørgsmål klare og forståelige. I enhver historisk beretning, som omfatter personlige fortællinger, vil der opstå besværligheder, som skyldes, at hukommelsen er begrænset, og at erindringer kan være mangelfulde, især traumatiske erindringer. Jeg har imødegået dette ved at krydstjekke de overlevendes fremstillinger med understøttende dokumentation, som har kunnet bekræfte eller udvide deres erindringer om begivenheder, steder og mennesker. Derudover er jeg amerikaner, jeg kommer fra en anden kultur og en anden generation and hovedpersonerne i denne bog, og jeg har ønsket at undgå enhver form for manipulation eller omfortolkning af de overlevendes historier, om ikke andet fordi disse mennesker – uanset hvad begrundelsen måtte have været – allerede er blevet groft krænkede af mit land. Mit svar på denne udfordring har været at bruge de overlevendes egne ord og billeder for at formidle deres oplevelser så præcist som muligt og at trække på de klareste videnskabelige, lægevidenskabelige, politiske, militære og historiske analyser, jeg har kunnet finde, for at placere de overlevendes erfaringer i en større historisk ramme. Når jeg taler med amerikanere om denne bog, plejer nogle af de første spørgsmål, som jeg stilles overfor, at handle om nødvendigheden og det moralske i amerikanernes beslutning om at bruge atomvåben mod Japan. Mange har utvetydige holdninger på den ene eller anden side i

FORORD

denne debat. Et af de vanskelige spørgsmål er, hvordan vi som amerikanere dengang og nu opfatter selve handlingen, sejrens omkostning og vores kriterier for, hvornår det er i orden, at vi dræber og lemlæster civile borgere i en nation, som vi betragter som vores fjende. Mange forskere har analyseret og debatterer fortsat amerikanernes begrundelser for at bruge atombomben. De diskuterer også den relative indvirkning af de forskellige begivenheder, som førte til Japans kapitulation, herunder atombomberne. Deres arbejde har blotlagt værdifulde politiske og militære sammenhænge i historien om Nagasaki. Det har stillet spørgsmålstegn ved den alment accepterede fortælling om bombernes militære nødvendighed, særligt ved nødvendigheden af den anden atombombe. De drager ingen nemme konklusioner. Når jeg bliver bedt om at svare på, om bombardementerne var nødvendige, foretrækker jeg at sende spørgsmålet videre til dem, som oplevede dem. Uden deres svar vil al diskussion om de militære, moralske og eksistentielle spørgsmål vedrørende Hiroshima- og Nagasaki-angrebene være ufuldstændig. Når vi vælger at gennemføre og forsvare krigshandlinger, som forårsager store ulykker for civile, mener jeg, at vi i det mindste bør være villige til at se konsekvenserne af disse handlinger i øjnene. Hibakusha – de eneste mennesker i verden, som har gennemlevet et atomangreb og dets følger – er nu tæt ved afslutningen på deres liv, og de bærer i deres hukommelse rystende beviser på de ødelæggende virkninger, som en atomkrig har på lang sigt.

Det store flertal af hibakusha taler aldrig om deres oplevelser i forbindelse med atombomben, selv ikke med deres egne familier. Deres minder er ubærlige, og i den traditionelle japanske kultur – særligt for dem, der er født i begyndelsen af 1900-tallet – taler man ikke åbent om sine personlige, familiemæssige eller samfundsmæssige kampe. Derudover eksisterer risikoen for diskrimination mod hibakusha selv i vore dage. Mange overlevende holder deres identitet hemmelig for at undgå at blive opfattet som „anderledes“ – eller værre, at deres børn eller børnebørn går glip af et job eller et ægteskab på grund af deres forældres eller bedsteforældres status som hibakusha. Nogle ganske særlige få – herunder Taniguchi, Dooh, Nagano, Wada og Yoshida – har følt sig forpligtet til at tale åbent om deres oplevelser, selv om det har tvunget dem til atter at gennemleve forfærdelige ting fra deres barndom og ungdom. På vegne af alle dem, der døde, før

FORORD

deres stemmer kunne blive hørt, har disse fem hibakusha ofret en stor del af deres voksne liv på at bekæmpe uvidenheden om en atomkrigs virkelighed og på at bønfalde atommagterne om at formindske eller bortskaffe deres lagre af atomvåben. De prøver, koste hvad det vil, at forhindre, at endnu værre atomvåbenrædsler vil finde sted i fremtiden. I forbindelse med 70-årsdagen for den anden og hidtil sidste atombombe i historien er det mit håb, at denne bog vil åbenbare disse oversete historier for et større publikum og bidrage til at påvirke retningen af den offentlige diskussion og debat om en af de mest omstridte krigshandlinger i historien. Fortællingerne fra dem, der befandt sig neden under paddehatteskyen, kan bidrage med dyb menneskelig erfaring til vores generelle opfattelse af en atomkrig. „At blive udsat for en atombombe,“ skrev digteren Oyama Takami fra Nagasaki, „det er der ikke noget som helst abstrakt ved.“ Susan Southard juli 2015

FORORD

NAGASAKI

PROLOG Uden for det asiatiske kontinents østkyst, 800 kilometer fra Shanghai og ikke engang 300 kilometer syd for den koreanske halvø, skærer en lang smal bugt sig dybt ind i landet på vestkysten af Kyushu, den sydligste af Japans hovedøer. Ved bunden af denne bugt ligger Nagasaki, som er berømt i hele Japan for kystens skønne natur og for at være den by i landet, som først blev åbnet for Vesten. I de 400 år, der lå før Anden Verdenskrig, havde ingen anden by i Japan så megen udveksling med europæisk kultur, et resultat af den omfattende udenrigshandel, som fandt sted i byens havn. Frem til slutningen af 1500-tallet var Nagasaki imidlertid en isoleret og spredt feudal landsby beboet af landmænd og fiskere, som var næsten uden kontakt til Japans industrielle og handelsmæssige centrum i Kyoto. Men I 1571 sejlede portugisiske skibe på opdagelsesrejse i verdensdelen ind i havnen. Da rygtet spredte sig om havnens fine placering på Japans vestkyst tæt ved flere asiatiske lande, kom der flere og flere europæiske og kinesiske handelsskibe, og de bragte hidtil ukendte varer som skydevåben, tobak, ure, tekstiler og krydderier med sig. I løbet af få årtier voksede Nagasaki til at være en stor by med 15.000 indbyggere. Den blev både center for Japans udenrigshandel og fortrop for nationens tidlige modernisering. Europæerne bragte også kristendommen til Japan, og i et stykke tid var Nagasaki ikke alene knudepunkt for katolske missionærers opsøgende arbejde, det var også den mest blandede by i regionen – hvor portugisiske, spanske, britiske, hollandske, kinesiske og japanske borgere gik til buddhistiske, shintoistiske og katolske gudstjenester i templer, helligdomme og kirker. I slutningen af 1500-tallet begyndte den magtfulde feudalherre Toyotomi Hideyoshi, som var ved at overtage kontrollen med hele det sydlige og vestlige Japan og senere skulle forene hele landet, at frygte mere og

PROLOG

FORORD

NAGASAKI

PROLOG

mere, at så dyb en infiltration i det japanske samfund af kristen ideologi ville føre til politiske oprør og i sidste ende til, at han ville miste magten. For at forhindre dette i at ske tog Hideyoshi initiativ til en brutal antikristen kampagne. Kirker blev ødelagt, og tusinder af kristne blev udvist, fængslet og henrettet. I Nagasaki blev 26 udenlandske og japanske missionærer og deres konvertitter offentligt korsfæstet. Der blev til gengæld bygget utallige buddhistiske templer og shintoistiske helligdomme – inklusive byens berømte Suwa-helligdom – for at genoplive den traditionelle religiøse praksis og for at kunne se, hvem der deltog i denne praksis, og hvem der ikke gjorde og således skulle retsforfølges. De japanske kristne gik til modangreb, og der var mange voldelige sammenstød mellem kristne og ikkekristne i hele regionen. I 1635 afbrød Tokugawa-shogunatet alle handelsforbindelser med Portugal og andre kristne nationer og indførte en lang periode med national isolation. Der var forbudt for japanske borgere at forlade landet, og det var forbudt for udlændinge at komme til landet. Undtagen i Nagasaki. Med henblik på at bevare en del af de økonomiske fordele, som den udenlandske handel havde bragt til landet, tillod Japans herskere Nagasaki at blive ved med at handle med Kina og Holland – i det sidste tilfælde delvist fordi hollænderne havde lovet at afholde sig fra kristne aktiviteter. I mere end to århundreder fungerede Nagasaki som Japans eneste vindue ud til omverdenen. Gennem de kinesiske og hollandske skibe, som ankom i havnen, blev folk i Nagasaki fortsat introduceret til asiatisk og europæisk kunst, arkitektur, videnskab og litteratur. I begyndelsen af eller midt i 1800-tallet begyndte Rusland, Frankrig, Storbritannien og USA at lægge pres på Japan for at få landet til at ændre sin isolationspolitik. I 1853 tvang den amerikanske admiral Matthew Perrys væbnede indsejling i Tokyo-bugten Japan til formelt at give efter for de vestlige krav og genåbne landet for international handel og diplomatiske relationer. Efterhånden som den lille ø-nation begav sig ud på sin søgen efter politisk, økonomisk og militær ligeværdighed med Vesten, blev de næste tres år kendetegnet ved hurtig industrialisering, politisk forandring og udvidelse af det japanske imperium. Japan blev for første gang en centraliseret politisk stat, og kejseren, som hidtil kun havde været overhoved af navn, blev nu strategisk placeret i toppen af samfundet for at styrke regeringens autoritet over den kun lige akkurat forenede nation. Det opstigende Japans ledere indførte Japans første værnepligtige hær nogensinde, skabte et nationalt uddannelsessystem og fremmede

PROLOG

demokratiske reformer – herunder religionsfrihed, kvinderettigheder og valgret for alle. Gradvist blev shinto imidlertid indført som statsreligion, og shintos gamle myter og traditioner blev politiseret og manipuleret med henblik på at fremme ideerne om japanernes racemæssige overlegenhed og obligatorisk lydighed over for kejseren. I sine bestræbelser på at opnå militær og økonomisk sikkerhed efterlignede Japan de vestlige magters kolonipolitik over for landene i Østasien ved at udkæmpe korte krige mod Rusland og Kina og beslaglægge hårdt tiltrængt kul, jern, gummi og andre ressourcer, som ikke var tilgængelige i landets eget bjergrige terræn. I begyndelsen af 1900-tallet havde Japan gjort Formosa (Taiwan) til en koloni, vundet landområder i Manchuriet og Ruslands nordlige øer samt annekteret hele den koreanske halvø, hvor koreansk sprog og kultur blev undertrykt. Under Første Verdenskrig stillede Japan skibe og militære forsyninger til rådighed for de allierede magter. Da krigen var slut, fremstod Japan som Asiens første verdensmagt, hvilket betød, at Japan blev accepteret som en af de „fem store“ ved fredskonferencen i Versailles efter krigen. Nagasaki trivedes. Byens havn blev udvidet for at kunne magte den øgede udenrigshandel, og i 1855 blev der etableret et flådeakademi i byen, en forløber for den kejserlige japanske flåde. To år senere åbnede forløberen for Nagasakis medicinske universitet, den første institution i Japan, som uddannede læger i vestlig medicin. Byen afskaffede de regler, som hidtil havde tvunget hollandske og kinesiske beboere til at bo i afgrænsede kvarterer tæt ved havnen, således at de sammen med byens britiske, franske, russiske og amerikanske beboere frit kunne bosætte sig overalt i byen. I løbet af det tidlige 1900-tal blev der bygget dæmninger og reservoirer for at sikre en tilstrækkelig vandforsyning, og et udvidet system af toge og nationale landeveje forbedrede adgangen ind og ud af byen. Nagasaki forstærkede også sit beredskab af forsvarsværker over for en invasion, mest rettet mod en russisk trussel. I løbet af 14 år fra 1889 til 1903 blev Nagasakis befolkning tredoblet fra 55.000 til 150.000, hvilket gjorde byen til Japans syvendestørste. Efter at 11 generationer havde måttet dyrke deres religion i hemmelighed, kom tusinder af katolikker i Nagasaki ud af deres gemmesteder. Adskillige katolske, anglikanske og presbyterianske kirker skød op i byen, og det samme gjorde Japans første synagoge og frimurerloge. I begyndelsen af tyverne havde arbejdere og frivillige sognebørn afsluttet byggeriet af Urakami-kirken, den største katolske kirke i Fjernøsten.

PROLOG

Nagasaki havn og omegn, ca. 1920. Den katolske kirke i Nishinaka-machi ses i forgrunden. (Topical Press Agency/Hulton Archive/Getty Images)

Da Mitsubishis store skibsværft og maskinfabrik blev etableret, overhalede skibsbyggeri handel som byens dominerende industri, og Nagasaki blev verdens tredjestørste skibsværftsby.

I 1926, i perioden mellem de to verdenskrige, blev den 25 år gamle Hirohito Michinomiya kronet som kejser af Japan. I henhold til ældgammel tradition bliver hver kejsers regeringsperiode givet et æra-navn (nengo), og Hirohitos styre blev døbt „Showa-æraen“ (den oplyste freds æra). De første tyve år af Hirohitos regeringsperiode var imidlertid alt andet end fredelige. Kejserens forhold til Japans militære aggression er stadig et omdiskuteret emne blandt historikere, men man kan ikke argumentere imod, at militæret under hans regime efterhånden tilkæmpede sig en enestående, nærmest autokratisk lederrolle i samfundet, som gav det magt til også at kontrollere den nationale politik. For at holde enhver modstand i befolkningen mod Japans beslaglæggelse af nabolandenes ressourcer og arbejdskraft nede indførte ultranationalistiske ledere kokutai-konceptet – som blev defineret som Japans nationale kerne under den

PROLOG

øverste ledelse af en guddommelig kejser. Patriotisme blev omdefineret til at være en tvungen og betingelsesløs loyalitet mod såvel kejser som stat. Japans borgere kom til at leve under et undertrykkende system, som begrænsede ytringsfriheden og individuelle rettigheder. Det blev et krav til både voksne og børn, at de skulle frigøre sig fra vestlige ideer som demokrati og individualisme og i stedet følge kodo (kejserens vej), som forpligtede dem til at udvise „moralsk fortræffelighed“, som den blev defineret af staten. De blev fortalt, at Japan på grund af deres guddommelige kejsers godgørende lederskab var i en enestående position til at udnytte sin overlegne moral og magt til at forene og lede hele Asien og hele verden. Japans indenrigsministerium og andre afdelinger af statsapparatet etablerede deres egne politistyrker, som havde til opgave at overvåge aktiviteten blandt civile borgere og militært mandskab, som satte spørgsmålstegn ved eller vendte sig imod den nationale politik – en forbrydelse, som kunne give op til ti års fængsel. Det japanske militær begyndte nye offensiver for at udvide nationens imperium over hele Asien. Hæren invaderede Manchuriet, hvor det havde opretholdt en tilstedeværelse siden sejren over Rusland i 1905, og derpå gjorde de regionen til en koloni. Folkeforbundet protesterede mod denne handling, og i 1933 meldte Japan sig ud af forbundet. Japan var fjendtlig over for denne kritik og over for, hvad der blev opfattet som USA’s og andre vestlige landes foragt for dets søgen efter en ligeværdig militær, politisk og samfundsmæssig position. Fire år senere invaderede japanske styrker Kina for at øge sin adgang til de naturressourcer, som var nødvendige for såvel den hjemlige industriproduktion som de fortsatte militære aktioner i Asien. Samtidig med at Japans kejserlige hærs luftvåben gennemførte massive strategiske bombekampagner, skar japanske kommandanter og soldater sig vej gennem Shanghai, Nanjing og andre kinesiske byer, hvor de slagtede, lemlæstede og torturerede millioner af kinesiske soldater og civile. I 1940 invaderede Japan det franske Indokina og underskrev en pagt med Tyskland og Italien for at sikre sig aksemagternes samarbejde i bestræbelserne på at udvide sine militære, politiske og økonomiske grænser. Hjemme i Japan skærpede militærregeringen sin kontrol. Alle politiske partier blev opløst, og Det Kejserlige Styres Støtteorganisation blev oprettet – et landsdækkende kommunikationssystem, som nåede ud til hver eneste japanske borger. I alle amter, byer, bydele og landsbyer over hele landet blev hvert nabolag inddelt i grupper på fem-ti husholdnin-

PROLOG

Nagasaki havn og omegn, ca. 1920. Den katolske kirke i Nishinaka-machi ses i forgrunden. (Topical Press Agency/Hulton Archive/Getty Images)

Da Mitsubishis store skibsværft og maskinfabrik blev etableret, overhalede skibsbyggeri handel som byens dominerende industri, og Nagasaki blev verdens tredjestørste skibsværftsby.

PROLOG

ger, såkaldte tonarigumi, som holdt obligatoriske møder hver måned for at udsprede information fra Tokyo, fremme solidaritet og skabe enhed omkring idealer som kokutai og kodo. På møder i skoler og nabolagsgrupper blev det krævet af voksne og børn, at de i kor skulle råbe slagord som „Hundrede millioner mennesker, en holdning“ og „Undertryk alle ønsker, indtil sejren er hjemme“. Efter at være rykket frem og have været i stand til at fastholde sine positioner i store dele af Kina og den indokinesiske halvø i flere år slog Japans økonomiske og militære ressourcer i 1941 ikke til længere. En international boykot under ledelse af USA i protest mod Japans aggressionspolitik forværrede landets situation ved at afskære det fra afgørende forsyninger af petroleum, flybenzin og metaller. Set fra Japans synsvinkel var der to muligheder, som begge i sidste ende ville føre til imperiets opløsning. Enten kunne boykotten afsluttes ved, at Japan accepterede de amerikanske krav om, at Japan skulle trække sig ud af Kina og Indokina. Et utænkeligt valg i sammenhæng med Japans politiske, økonomiske og militære ambitioner om at kontrollere hele Asien og blive økonomisk uafhængigt af USA. Eller også måtte de britiske, franske, hollandske og amerikanske kolonier i Sydøstasien erobres, så Japan kunne få ejerskab over regionens store olie-, gummi- og mineralressourcer, hvilket uundgåeligt ville blive startpunktet for en gengældelseskrig mod disse lande, ganske særligt mod USA. Japan valgte den sidste af de to muligheder – og besluttede samtidig at forebygge enhver amerikansk militær respons ved at angribe USA først. Den 8. december 1941, japansk tid, angreb Japan Pearl Harbor, en amerikansk flådestation på Hawaii, mens der hjemme i Japan var højspændte økonomiske og militære omvæltninger og politiske debatter på højt niveau. Regeringen stod for en mere og mere krigerisk iver, som ikke tillagde det enkelte menneskeliv stor værdi, undtagen hvis det udførte tjenester for nationen. En krig mellem Japan og USA og dets allierede var begyndt. En krig, som hurtigt bredte sig til hele det vestlige Stillehav, og som i den sidste ende førte til ødelæggelse af næsten hver eneste japanske storby. Helt frem til sommeren 1945 gik Nagasaki imidlertid i det store og hele fri.

PROLOG

KAPITEL 1

SAMMENTRÆF Inden solen stod op 9. august 1945, var 18-årige Wada Koichi allerede iført sin sorte ulduniform med dens uplettede kasket. Han havde lukket skydedøren af træ bag sig og forladt sine bedsteforældres hus, som lå i Nagasakis Maruyama-kvarter 800 meter inde i landet fra bugten. Gennem de smalle, mørke gader vandrede han sin velkendte morgenrute gennem den gamle by, tre kilometer mod nordøst, til endestationen Hotarujaya, hvor han klokken seks skulle begynde på sin vagt som sporvognsfører. Selv i morgengryets spinkle lys så byen i det store og hele grøn ud. Placeret mellem træer og løv lå spredte træhuse i små nabolag, som kaldes machi. Grønne, lave bjerge omfavnede byen i en tæt omsluttende cirkel rundt om bugten. På sin vej kom Wada forbi gademarkeder, som permanent havde lukket, og det mindede ham om den sult, som hele tiden plagede ham. Over hele Japan var der mangel på frugt og grønsager, kød kunne man ikke længere få, og fisk var kun sjældent i butikkerne. Ris, som havde været hårdt rationeret i årevis, kunne man nu kun få cirka to kopper af pr. person om måneden. For at slippe for sulten dyrkede de fleste familier sødekartofler i deres små baghaver. Den morgen var skoleinspektører og skolelærere allerede på deres skoler, indhyllet i tåge og halvmørke, hvor de havde travlt med at gøde, luge og høste kartofler og de få grønsager, som de havde plantet på hvert eneste jordstykke, de havde kunnet finde. „Jeg tænkte hele tiden på mad,“ erindrede Wada, „og jeg spekulerede på, hvornår den dag ville komme, hvor jeg ville blive i stand til at spise mig mæt.“ Da han nåede frem til endestationen Hotarujaya, stemplede han ind på arbejdet med sit personlige blæksegl. Han stillede sig op i køen af kolleger for at få udleveret et bremsehåndtag og få at vide, hvilken linje

Sammentræf