Blåmuslinger med mange evner

Med det blotte øje ser blåmuslingen meget passiv ud, men den kan både finde det helt rigtige levested, surre sig imponerende godt fast og rense vandet for alger.

Af Rikke Bolander

Den mest almindelige musling herhjemme er blåmuslingen. De lever rigtig mange steder i de danske farvande fra ganske lavt vand til 10 meters dybde. De kan dog også leve på endnu dybere vand. Muslingerne sidder som regel på sten, pæle, moler, høfder eller andet hårdt materiale, men i bl.a. Limfjorden har de flere steder også etableret sig i muslingebanker på blødt underlag. De lever som regel tæt sammen i store bestande. Ifølge Naturhistorisk Museum kan muslinger samle sig i banker med op til 12.000 individer på en kvadratmeter.

Filtrerer vandet

Muslinger lever af at filtrere vandet og får på den måde både ilt og næring. De har to ånderør eller sisoner, som de bruger til at suge vandet ind og ud med. DTU Aqua/Dansk Skaldyrcenter skriver, at den sison, den bruger til at suge vandet ind med, er større end den anden. Det betyder, at vandet bliver presset ud som et jetstrøm, så blåmuslinge slipper for at “spise” det samme vand flere gange. Muslinger renser vandet, fordi de fjerner en masse kvælstof og fosfor, når de spiser. DTU Aqua har lavet forsøg med to akvarier fyldt med saltvand og alger: Et med blåmuslinger og ét uden, og det viser tydeligt, at blåmuslinger på ganske kort tid kan fjerne alt det uklare fra vandet.

Holder godt fast

Når man kigger på en muslingebanke eller en bundgarnspæl, der er fuldstændig dækket af hårde muslinger, kan man næsten glemme, at de er levende individer, men især de unge blåmuslinger bevæger sig faktisk rundt. Det gør de ved hjælp af en lille rødbrun fod, som sidder foran i muslingerne og kan strækkes ud mellem skallerne. De unge blåmuslinger kryber rundt og leder efter et passende sted at slå sig ned.

For at få mest muligt næring placerer muslingerne sig gerne et sted, hvor der er stor gennemstrømning. Det kan eksempelvis være i tidevandszonen. Derfor har de brug for at kunne surre sig fast, så de ikke bliver taget af strømmen eller bliver revet løs i brændingen. Det gør de ved hjælp af et særligt stof, der hedder byssus, og som bliver udskilt fra en smal rende på undersiden af foden. Byssus er et klistret sekret, der består af protein, og som størkner, når det kommer i kontakt med havvand. Hvis blåmuslingen af en eller anden grund vil et andet sted hen, kan den frigøre sig fra byssustrådene, krybe et andet sted hen og danne nye tråde.

Mørkere end hestemuslingen

Blåmuslingen kan blive op til ti centimeter lang og typisk 7-8 år gammel. Den eneste musling herhjemme, man kan risikere at forveksle den med er hestemuslingen. Den er dog typisk lidt større end blåmuslingen og mere lilla i nuancerne, hvor blåmuslingen er mørkeblå og brunlig. Indeni er blåmuslingen blå i kanten og hvid med perlemorsskær i midten. Selve muslingen er for hannernes vedkommende som regel orangerød, mens hunnerne er mere cremefarvede. Det er dog ikke en helt stålfast regel.

Blåmuslingernes naturlige fjender er især søstjerner, krabber og fugle.

Fakta

• Latinsk navn:

Mytilus edulis • Engelsk navn:

Blue mussel • Klasse: Bløddyr • Orden: Mytiloida • Familie: Blåmuslinger • Levesteder: Kyst og hav • Længde: Op til 10 cm • Gyder: Forår-forsommer • Æg: 5-10 millioner • Æg og sæd gydes frit i vandet • Max levealder: Ca. 15 år Fra Naturporten.dk