Succes med frivillige job-mentorer

Aktivist for psykisk sårbarhed

Marina Winkel fortæller sin personlige historie om hvordan nærvær, værdier og menneskelighed i det frivillige miljø hjalp hende med at komme sig, efter 13 svære år i et dysfunktionelt behandlingssystem

“Det var med sommerfugle i maven jeg havde sagt ja til at lave et oplæg for borgmesteren, to sundhedsordførere fra folketinget og en håndfuld af de ledende medarbejdere på socialområdet i vores kommune. En ting er at have knoklet sig igennem en voldsom og langvarig livskrise. En anden, at være så sårbar, at andre opdager det. En helt tredje er at være tvunget til at erkende, at du må identificere dig selv med at være sådan én der er sårbar.

“Men at stå frem og fortælle åbent og ærligt om, at du er uperfekt, til mennesker i store stillinger i vores sundhedssystem - er højst skræmmende, for det kræver at du er villig til at være dømt ude”

Det er stadig stigmatiserende at være mislykket med en psykisk sårbarhed, skade eller sygdom - især når du er vokset op i en vellykket Nordsjællandsk middelklasse familie, hvor alle i familien sidder i store huse og vellønnede jobs.

Jeg var via foreningen PEERS inviteret til at tale om, hvad frivillige tiltag kan, som det offentlige ikke kan. I PEERS hjælper mennesker der har været igennem forskellige psykiske udfordringer, andre mennesker der har det psykisk skidt. Frivilligt og fra et godt hjerte.

Jeg var stoppet som formand i foreningen PEERS, for at flytte fokus over på en mere aktivistisk måde at gå til arbejdet med psykisk sårbarhed på. For rigtig mange skjuler at de har en sårbarhed og det prikker til min værdi om, at alle væsner er lige meget værd, selvom de skaber forskellig værdi. Jeg får jævnligt lyst til at råbe det ud. Istedet har jeg brugt tid på at finde frem til en lang liste af skuespillere, musikere, billedskabere, forfattere, tjah og gale genier som Elon Musk, der har psykiske forstyrrelser og som står ved det. Vidste du at John Cleese, i et interview udtalte at det var hans neuroser, der gjorde ham kreativ og gav ham drive, hvilket sandede helt ud, efter han var i terapi.

Anyway. Jeg ville ikke miste chancen for at blive hørt af dem der laver reglerne i vores samfund. Efter 13 år i behandlingssystemet, der havde budt på endeløse ventelister, udmarvende træghed, masser af administrative fejl pga. travlhed og nye systemer, udpræget mangel på nærvær, og desværre også både fejlbehandlinger endog decideret uforskammet adfærd. Altsammen voldsomme oplevelser der var viste sig a være traumatiserende – så jeg havde en masse levede erfaringer at berette om, der måske kunne hjælpe med at udvikle sundhedssystemet, til noget bedre.

Da jeg stod der og så ind i øjnenene på mennesker der ikke kender dén virkelighed, men gerne vil forbedre den, greb jeg chancen for at tale om, hvordan behandlingsystemet opleves indefra.

At få lov at fortælle, at jeg har mødt mennesker, der bare havde stress, og endte

med at blive blev psykisk syge på livstid, af at være i systemets skiftevis ligegyldighed eller heksejagt. Jeg blev så ivrig efter at fortælle om mine mareridtsagtige og samfundsbekostelige erfaringer, at jeg på de 12 minutter der var, ikke havde tid at beskrive, hvordan jeg “Du kan ikke forandre dit liv, når du har få ressourcer og dem du har, bliver ædt op af den panik angst du får, af at leve i det offentliges ulogiske uforudsigelighed“

“gennem frivilligheden fandt tilbage til meningsfuldheden, livet med det gode job og samfundets pulveriserende hamsterhjul, som jeg havde savnet i alle de mange mange år præget af angst”

Selvom tilhørerne var meget begejstrede over fortællingen, ærgrede jeg mig bagefter over, at der ikke havde været tid til at gå i dybden med, hvad det frivillige arbejde egentlige kan. For frivillighed kan virkelig noget, som gavner utrolig mange mennesker, med at skabe mening og indhold i deres liv. Især kan det gavne os der har siddet fast i systemets dødelige greb. De stive kommunale samspilsmønstre er præget af pres og fordomme, hvilket dræber menneskers indre drivkraft, som jo skal til for både at heale op, men også til at komme videre. For har du hverken troen eller viljen, ja så kommer du bare ikke videre.

Men det havde jeg. Og alligevel sad jeg fast i mærkelige regler og rigide syn på tingene. Jeg kæmpede, opgav, kæmpede og opgav, og endelig efter at have presset opgivet og klaget til borgmesteren - fik jeg endelig nærvær fra systemet og lov at finde et sted at undersøge mine ressourcer og det var i Frivilligcenter Rudersdal.

Når man er alvorlig syg og alene, er du prisgivet et dysfunktionelt system, hvor man ikke må tage tiltag der giver mening, for at kunne komme videre, men i stedet er underlagt en tung, stiv umedgørlig autoritet, der benytter sig mere af trusler end forståelse, så lukker man ned inden i.

Heldigvis er jeg datter i en familie af elitesvømmere, så selvom andre ikke kunne se det, så havde jeg en sej stædighed blandet ind i denne håbløshed, så jeg blev ved med at VILLE komme videre, også selvom jeg bare havde lyst til at dø. For min søns skyld. I de 13 år jeg kæmpede for at komme videre, præsterede lige så meget sammenbidt vilje som min granny, der svømmede ved flere Olympiader, Empire Games, og vandt adskillige Canadiske mesterskaber. Det var bare usynligt. Og ensomt.

I Frivilligcentret fandt jeg frivilligkoordinator Rikke, som havde startet et super spændende 3 årigt peer-projekt. Her kunne jeg bruge mine uddannelser som grafisk designer og som terapeut . Sammen udviklede vi en masse spændende tiltag omkring psykisk sårbarhed. Den åbenhed jeg blev mødt med, den omsorg og blide indspørgen, skabte en atmosfære, der hjalp mig til at tro på, at jeg stadig kan noget, noget som har en værdi for andre.

Fra min frivillighedsbaserede arbejdsindsats i PEERS vidnede jeg nu, hvordan mennesker, der har haft det svært i årevis, (nogen gange et helt liv) kan føle sig set og mødt for første gang nogensinde.

“Jeg så, at når mennesker giver og gør frivilligt, så har det ofte en dybere følelsesmæssig værdi for modtageren, end når det er fra en betalt medarbejder”