Sorgplan hjælper i Skjern

»Jeg er med til at skabe det rum, eleverne har brug for«

Samtalegrupper hjælper børn i sorg på Skjern Kristne Friskole. Grupperne giver eleverne et sted, hvor de sammen med andre i samme situation kan give plads til sorgen.

JULIE LØNDAHL GROVE · JLG@FRIESKOLER.DK FOTO ASTRID DALUM

Det er ikke en nem opgave at gribe et barn i sorg. Men på Skjern Kristne Friskole har de skabt et sikkerhedsnet, som spændes ud, når en elev mister en forælder eller søskende. Ud over en meget udførlig krise- og sorgplan, der beskriver præcis, hvem der gør hvad i dagene og ugerne efter et dødsfald, tilbyder skolen samtalegrupper.

Bag grupperne står AKT-vejleder og lærer Camilla Bjerregaard, som hvert skoleår tilbyder tre typer samtalegrupper; en for elever, som har mistet, en for elever, hvis forældre er blevet skilt, og en for elever med bekymringer.

Grupperne mødes i et forløb på otte gange og taler om det, der er svært.

Den helt store styrke for samtalegrupperne er ifølge Camilla Bjerregaard, at det er elevernes grupper. Hendes rolle er at stille spørgsmål og træde lidt i baggrunden, så eleverne selv sætter ord på deres følelser, taler, lytter og spejler sig i hinandens historier.

Camilla Bjerregaard har altid forberedt et emne, som de kan tale ud fra. Men hver gang får eleverne mulighed for at tale om det, der er vigtigt for dem den dag:

»Det giver dem så meget, at de er sammen med andre, som er i en lignende situation. Jeg har oplevet, at når vi evaluerer forløbet, så er der en elev, der siger: ”Det har været så godt at få sat ord på, hvordan jeg har det”, hvor jeg tænker: ”Jamen, du har jo faktisk nærmest ikke sagt noget i gruppen”. Men bare dét, at der er nogle andre, der ligesom har formuleret noget og sagt det højt, så føler de, at de har fået en stemme i det,« siger Camilla Bjerregaard.

Vigtigt at være rustet

Camilla Bjerregaard har været drivkraften bag samtalegrupperne siden starten for omkring ti år siden. Det var en tidligere leder, som kunne se, at Camilla Bjerregaard brændte for netop det med at tale med eleverne, og foreslog, at hun skulle tage en uddannelse, der kunne ruste hende til at tage de svære samtaler med børn i krise.

Først tog hun uddannelse ved Kræftens Bekæmpelse, så hun kan være samtaleleder i sorggrupper for børn, der har mistet, og senere tog hun en uddannelse ved Center for Familieudvikling for at kunne tale med børn, hvis mor og far er skilt:

»Det er voldsomt vigtigt, at man får nogle redskaber til, hvordan man tackler det her. For børnene skal mærke, at den voksne er til stede og tør være i samtalen med dem. Når man får uddannelsen, får man en tryghed og selvtillid i at vide, hvor dan man som lærer kommer igennem de her samtaler,« siger Camilla Bjerregaard, som fortsætter:

»Jeg kan godt lægge det fra mig, når jeg kommer hjem. Men der er selvfølgelig nogle ting, som gør ekstra indtryk, og der har jeg både en rigtig god ledelse, jeg kan gå til, og så har jeg mulighed for supervision ved en erhvervspsykolog. Så på den måde har jeg ligesom et sted, jeg kan parkere de ting, som er svære for mig. Men det er også vigtigt, at eleverne ved, at jeg ikke går og snakker med andre om de ting, de fortæller.«

Og netop fortrolighed i gruppen er vigtigt. Eleverne må gerne gå hjem og snakke med deres forældre om, hvad der er sket i gruppen, men de må ikke sige noget til andre. Det er også vigtigt, at eleverne ved, at Camilla Bjerregaard ikke fortæller noget videre, uden de har en klar aftale om det:

»Børn elsker jo deres forældre, og de vil så gerne beskytte dem. Så nogle gange går de med en masse tanker og følelser, som de ikke vil dele med forældrene, fordi de ikke vil gøre dem mere kede af det. Men der kan jeg jo være med til at finde ud af, hvordan de kan få sagt tingene derhjemme. Nogle gange vil de gerne, at jeg snakker med forældrene. Men noget af det allerstærkeste, synes jeg, er, når de finder modet til selv at åbne op for deres forældre,« siger Camilla Bjerregaard.

Ikke et her-og-nu-fiks

Samtalegrupperne er ikke et akut-tilbud, som sættes i værk straks, når en elev mister en forælder. Det er et stående tilbud, og eleverne må komme med så mange gange, de har lyst:

»Mange af børnene er med i gruppen flere gange. Det er så godt, at de kan fortsætte i gruppen år efter år, fordi der sker noget nyt i deres liv, som igen gør det svært at have mistet. Jeg oplever, at det er rart for dem, at de kan få plads til at dykke ned i sorgen og så komme op igen. Selvom det er flere år siden, at de mistede, så kommer der jo ting, for eksempel en konfirmation, der minder dem om, at der altså mangler en forælder,« siger Camilla Bjerregaard.

En naturlig del af skoledagen

Fordi det er en integreret del af skolen med samtalegrupper, er det en helt naturlig del af elevernes hverdag, at nogle af kammeraterne skal bruge et par lektioner midt på formiddagen til noget andet end resten af klassen. Og der er ingen flovhed for dem, der går i grupperne. Ofte oplever Camilla Bjerregaard, at der kommer flere til, når grupperne er gået i gang, fordi eleverne deler, hvor godt det er for dem at komme i gruppen. Samtidig er det helt frivilligt at deltage:

»Man skal huske, at alle børn er forskellige. Nogle synes, at det er rart, at de kan møde nogle af dem fra gruppen på gangen og vide, at de ikke er alene med at have det, som de har det. Andre vil gerne have et frirum i skolen.« siger Camilla Bjerregaard. ■

Det er vigtigt for mig at sige, at vi faktisk bruger rigtig meget tid på at grine sammen og snakke om alle de gode minder. Det får lov til at fylde rigtig meget, når vi mødes.

Camilla Bjerregaard, lærer og AKT-vejleder på Skjern Kristne Friskole

En god sorgplan gør det hele lidt lettere

Skoleleder på Skjern Kristne Friskole Allan Haahr Hansen har i sine otte år på skolen haft brug for sorgplanen fire gange. Planen har hjulpet dem både ved dødsfald blandt elevernes familier og en medarbejder på skolen.

14 siders sorgplan beskriver trin for trin, hvordan Skjern Kristne Friskole skal agere, når der sker et dødsfald. Det er en kæmpe hjælp for både ledelsen, lærerne og forældrene.

JULIE LØNDAHL GROVE · JLG@FRIESKOLER.DK FOTO ASTRID DALUM

Hvem ringer til den efterladte forælder? Hvem køber en blomst til begravelsen? Og hvem fortæller klassen, at deres klassekamme rat har mistet en forælder? Skolen og lærerne står overfor en stor opgave, når en elev mister. Derfor kan det være en kæmpe fordel at have en udførlig sorgplan at holde sig til. Det er erfaringen fra Skjern Kristne Friskole, hvor skoleleder Allan Haahr Hansen fortæller, at de desværre har måttet gøre brug af deres sorgplan flere gange:

»Planen er jo opstået efter en krise, og så er der blevet opstillet forskellige scenarier og procedurer, så vi alle sammen ved, hvad vi skal gøre, når det sker. Det giver alle en stor tryghed,« siger Allan Haahr Hansen.

Kommunikationen til eleverne og forældrene er en vigtig del af planen. Her har lederen en stor rolle, for det er ham, der skal fortælle eleverne om, hvad der er sket. Og efterfølgende kommunikerer han det samme ud til forældrene. Det er ifølge ham et virkelig vigtigt punkt og noget, som de har fået god feedback på fra forældrene, for på den måde ved forældrene præcis, hvad deres børn ved.

Der går heldigvis lang tid imellem, at Skjern Kristne Friskole skal bruge sorgplanen, men den bliver taget op og gennemgået en gang imellem. Sidst kun dagen før, at den skulle i brug:

»Vi vidste, at en forælder snart ville afgå ved døden, så vi havde et lærermøde, hvor vi gennemgik sorgplanen punkt for punkt. Vi vidste så ikke, at det ville blive aktuelt allerede dagen efter, men vi vidste præcis, hvem der gjorde hvad. Og vi har planen som et opslagsværk, hvis man alligevel bliver i tvivl. Det er selvfølgelig også sådan – og det er også indskrevet i planen – at man som lærer altid har lov til at sige fra, hvis man af en eller anden årsag ikke kan håndtere den rolle, som man har. Så skal man bare sørge for, at en anden overtager,« siger Allan Haahr Hansen.

Skolens sorgplan ligger på skolens hjemme side, og skolelederen ved, at andre skoler og ledere har ”lånt” planen og fundet inspiration i den til at lave egne sorgplaner:

»Vi justerer på den en gang imellem, og det skal vi også til at gøre lige om lidt. Når det sker, så søger vi hjælp og inspiration ved organisationer og krisepsykologer, som ved noget om det her, så vi agerer på den mest hensigtsmæssige måde,« siger Allan Haahr Hansen. ■