6 minute read
Tema om sorg
Det var en stor støtte at være to om den svære samtale
Lene Odgaard Biehl fra Egebakkeskolen i Aahus har to gange på to år stået med et dødsfald hos en forælder til børn i samme klasse. Hun havde stor støtte i at have den lokale præst med på sidelinjen, da hun skulle tage den sværeste snak.
AF METTE SØNDERGÅRD · MSO@FRIESKOLER.DK, FOTO MARTIN DAM KRISTENSEN
Lene Odgaard Biehl, lærer på Egebakkeskolen i Aarhus samlede sin 1.klasse i en rundkreds på gulvet en morgen i foråret, tændte et stearinlys og kiggede rundt på alle de stille børn i rundkredsen.
Hun vidste godt, at det her ville blive en svær snak.
En dreng i klassen havde pludseligt og uventet mistet sin far dagen forinden. Hele skolen var blevet orienteret til morgensang, der var blevet sunget en sang, tændt et lys og holdt et minuts stilhed. Men nu var opgaven med at tage over hendes.
Dagen forinden, da skolen modtog beskeden fra familien, nåede hun at tale med en kollega, som foreslog hende at ringe efter den lokale præst og få præsten med til den svære snak i klassen. Skolen har i forvejen et samarbejde med præsten og vidste, at hun kørte børnesorggrupper.
Derfor var de to voksne, da alle børn i 1.klasse stille sad afventende og klar i rundkredsen.
»Det var naturligvis mig, som kender elevernes bedst, der tog den svære snak med klassen, men præsten var med på sidelinjen og støttede op. Vi talte om det, der var sket, og hvordan det var at være den, der lige hav de mistet sin far«, siger Lene Odgaard Biehl.
Klassen var i en særlig situation. Året forinden havde et andet barn i klassen mistet sin far. Dengang var Lene Odgaard Biehl ikke den primære lærer for klassen, men hun havde alligevel været inde over, som den kommende klasselærer året efter.
»En del af snakken i 0.klasse var jo, at det er yderst sjældent, at børn mister forældre, men pludselig sad vi der igen, og det var svært at overbevise eleverne om det med "at det sker yderst sjældent"«, fortæller hun.
Præsten kunne blandt andet bidrage med konkrete svar på, hvad der sker, når man dør, og hvad der sker ved en bisættelse. Men det vigtigste for Lene Odgaard Biehl var, at hun ikke var alene med den svære snak.
»Fordi det også var en følelsesmæssig svær situation, var det rart at være to, der kunne supplere hinanden i snakken. Hvis jeg gik lidt i stå, kunne jeg kigge over på hende, og så kunne hun tage over. Jeg var overrasket over, hvor meget det betød for mig, at hun var der, selvom hun måske ikke bar samtalen. Bare det at hun var der - var en stor tryghed for mig«, siger Lene Odgaard Biehl og understreger, at det nok er vigtigt, at man også kender hinanden en smule i forvejen, så man er tryg ved at stå i den svære situation sammen:
»Men det kunne nok lige så godt have været en kollega. Bare det, at der er en. Det gav i hvert fald mig en sikkerhed i, at hvis jeg nu selv skulle blive revet med af følelserne, så var der en til at tage over. Man vil jo gerne være der for børnene og undgå at vælte selv. Børnene må gerne opleve, at man bliver ked af det, men det var vigtigt for mig samtidig at have overskud i situationen til at være der for dem. Jeg tror, at det var trygheden ved at at have en anden voksen med, der gav mig overskuddet til at komme igennem snakken på en god og rolig måde«.
Samtalen i klassen landede godt og mundede ud i, at alle børnene tegnede et lys til deres klassekammerat som et symbol på håb og på, at de ville prøve at være et lys for ham i den mørke og svære tid, han nu skulle igennem. Tegningerne samlede klassen til en lille bog, som deres klassekammerat fik overrakt.
Skolen har en hjælpekasse Skolen har en sorgpolitik og en særlig "sorg kasse" med forskellige redskaber, lærerne kan benytte sig af. Blandt andet lys, de kan tænde, forslag til sange og ritualer og beskrivelser af tidligere sorgforløb.
Lene Odgaard Biehl vidste, hvor sorgkassen og sorgpolitikken var, og fordi skolen havde stået i det kun et år tidligere, så var det ikke ukendt land. Alligevel tænker hun i dag, at det ikke ville skade, at man havde snakket endnu mere om det på skolen og ikke kun med sine nærmeste kolleger, såle des at alle kunne drage nytte af de erfaringer, der var gjort.
»Jeg tror altid, det vil godt at have sådan en fælles snak i det store forum i "fredstid" –velvidende at det alligevel ikke er alt, man kan lægge en plan for. Det kunne være fint at have snakken i kollegagruppen – ikke hele tiden, men med års mellemrum, så man er endnu bedre forberedt«.
Sorgen fylder stadig Lærere, pædagoger, ledelse og enkelte kammerater med forældre var med til begravelsen hos drengen i 1.klasse, og det havde stor betydning for familien. I tiden efter blev drengen tilbudt samtaler med en pædagog med en særlig uddannelse i et håndtere børns sorg, kriser og mistrivsel.
En måned efter dødsfaldet var klassen på besøg i kirken og mødtes med den samme præst, hvor de igen talte sammen og tændte lys. Forældrekredsen bakkede familien op med en madpakkeordning til drengen, kørselsordning til hans fritidsinteresser og lignende, og der har været mange snakke i klassen, når nogen havde brug for det.
I dag er det syv-otte måneder siden, og sorgen og savnet fylder stadig hos drengen i klassen, og det gives der rum for. I klasselokalet hænger for eksempel en plakat med bil leder af drengens far for at vise, at ingen har glemt ham. Drengen har stadig rum til at tage pauser fra undervisningen, hvis han har brug for en stille stund eller for at snakke med en voksen eller en af sine klassekammerater på tomandshånd i en hyggekrog.
»Vi gør meget ud af at vise ham, at vi ikke har glemt ham eller hans sorg, selvom det måske virker som om, at vi andre for længst er videre«. ■
Lene Odgaard Biehl, 54 år, var sygeplejerske i ti år, inden hun blev læ rer, og derfra har hun erfaring med sorg og krise, som hun kunne trække på, da hun stod med en dreng i klassen, som havde mistet sin far. »Og så har jeg haft uvurderlig opbakning i mine kolleger og min ledelse, som har støt tet mig og været der for mig«, siger hun.
