9 minute read
»Man skal være diplomatisk, men man skal også turde stå ved sine meninger«
»Man skal være diplomatisk, men man skal også turde stå ved sine meninger«
Monica Lendal Jørgensen skulle slet ikke have været lærer. Men man bliver draget af det, man godt kan lide. Og hun kunne lide skolen. Ligesom de politiske debatter, som hun er vokset op med ved køkkenbordet. Nu er hun formand for knap 11.000 lærere på de frie skoler.
AF METTE SØNDERGÅRD / MSO@FRIESKOLER // FOTO : HENNING HJORTH
Egentlig skulle hun slet ikke have været lærer. Monica Lendal Jørgensen ville have været miljøtekniker – en slags laborant – og sejlet langs Grønlands kyster som havbiologens højre hånd ved mikroskopet. Måske var det meget godt, at det ikke gik sådan. For i virkeligheden er hun lidt bange for vand. Og for at sejle – med små både i hvert fald.
Derfor er det måske også en smule paradoksalt, at den nye formand for Frie Skolers Lærerforening vælger, at vi skal mødes ved vandet, Trampestien ved Stevns Klint, hvortil hun ofte selv tager bilen og kører ud for at gå en tur. Ikke ude på skrænten, for den nye formand har faktisk også højdeskræk.
Så vi bliver på behørig afstand af skrænten og vandet og holder godt fast i rækværket, når vi kigger ud i horisonten og taler om den nye formands vej til toppen af lærerforeningen.
»Vandet betyder meget for mig. Lyset, lyden, luften ved vandet. Det giver energi og går i kroppen på en«, siger Monica Lendal Jørgensen, mens hun viser rundt ved Stevns Klint og griner lidt af både vandskræk, højdeskræk og sejlerskræk.
»Da jeg var barn, cyklede vi ud til vandet, hver gang det var godt vejr. Vi badede så ofte, vi kunne komme til det. Hele sommeren«, fortæller hun.
»Jeg har hele mit liv haft en drøm om at bo ved havet og så bare lukke vinduerne op og kigge ud mod horisonten«, siger hun.
»Prøv lige at se lyset. Jeg er meget afhængig af lys og luft. Det er også derfor, jeg kører så meget herud«.
En stærk kvinde som forbillede
Hun er vokset op i udkanten af Store Heddinge, som ligger på Stevns. Derfor er det hendes hjemegn, hun viser rundt på, mens vi snakker. Engang kendte hun alle og enhver. Sådan er det ikke længere, selvom hun kun er flyttet en halv times kørsel væk.
»Når jeg engang ikke skal være formand mere, kan jeg være guide her«, siger hun og griner.
Hendes forældre, som stammer fra Jylland og Fyn, blev trukket til Stevns af faderens job som sergent i Flyvevåbnet. Med kongebrev blev de viet som 19- og 20-årige, inden de slog sig ned på Stevns. Moderen var selvstændig med en pølsevogn på Torvet i Store Heddinge. En af den gammeldags slags, hvor hele familien hjalp til, og hvor Monica og hendes søster havde fritidsjob, når de ikke cyklede til vandet eller deltog i foreningslivet.
De politiske diskussioner blev taget ved køkkenbordet, for hendes far var en aktiv mand, der engagerede sig i lokalsamfundet. Han havde en mening om alt og var på et tidspunkt opstillet som byrådskandidat.
Enighed var der dog sjældent ved køkkenbordet, for deres politiske standpunkter var vidt forskellige. Det var der, de politiske diskussioner startede med drøftelser om stort og småt i verden. Diskussionerne har lært hende, at man er nødt til at have respekt for alle mennesker og deres meninger. Der er ikke nogen, der har voldsomt mere patent på sandheden end andre, som hun siger.
»Min mor er et forbillede for mig. Hun var ikke sådan en, der kom op at skændes med folk. Hun kunne bilægge stridigheder. Hvis der var ballade, holdt hun sig ude eller prøvede at berolige gemytterne lidt. Hun var en stærk kvinde på sin egen måde og havde stor betydning for min barndom og ungdom. Hun var et ordentligt menneske«.
Er hun også et forbillede for dig i dag?
»Ja, som formand skal man jo være diplomatisk, men man skal også turde stå ved sine meninger. Man skal ikke være bange for andre mennesker eller bange for at mene noget. Og det var hun heller ikke. Hun kunne rumme andre mennesker – også dem, som alle andre syntes var nogle sære snegle. På den måde vil jeg gerne ligne hende«, siger Monica Lendal Jørgensen.
»Som formand skal man kunne mene noget, som vi ikke alle sammen er enige om. Man skal kunne rumme uenighederne uden at være konfliktsky. Det kommer man ingen vegne med. Det var min mor måske i nogle situationer, eller også valgte hun bare sine kampe. Man vidste i hvert fald altid, hvor man havde hende«.
Monica Lendal Jørgensen mistede sin mor, da hun blot var 21 år og kun lige var flyttet hjemmefra.
»Det var en helt forfærdelig historie for os alle sammen, men bagefter har det styrket os«.
Ikke et klassisk lærerbarn
Monica Lendal Jørgensen er ikke et klassisk lærerbarn, som hun siger, og det var heller aldrig en barnedrøm at blive lærer. Men da hun indså, at miljøtekniker-uddannelsen i Slagelse var for kedelig, og at hun aldrig blev havbiologens højre hånd på skibet ved Grønland, måtte hun grave dybt efter, hvad hun egentligt selv godt kunne lide at lave.
»Jeg tror måske, jeg savnede skolen. Jeg har altid elsket at gå i skole. Jeg elskede folkeskolen. Men jeg var også rigtig dygtig – til det meste i hvert fald, og det man lykkes med, kan man som regel også godt lide«, fortæller hun, men indrømmer dog også, at hun ikke var specielt flittig.
»Jeg er kommet nemt til det. Men der var heller ikke så store krav til eleverne, som der er i dag«.
Særligt en matematiklærer gjorde et stort indtryk på hende og fremstod som den lærer, hun selv gerne ville være. En, der brændte for sit fag og for eleverne, men som også var god til at fortælle historier. »
Hun var en af de gamle, som alligevel ikke var for gammel, og som var god til at høre, hvad vi sagde. Man vidste, hvor man havde hende, og man var der til tiden, fordi det var interessant. Og så troede hun på, at vi kunne«.
Stillede store krav som lærer
Under Monica Lendal Jørgensens egen skoletid var lærergruppen groft sagt opdelt i to grupper: De gammeldags, som man ikke sagde alt for meget imod, og hvor man ikke turde andet end at være der til tiden. Og de yngre, hvor man mange gange kunne sige, at ”vi kommer lige om lidt”.
»Som lærer har jeg altid forsøgt at være fair, men jeg har også haft høje forventninger. Jeg har for eksempel svært ved at undervise, hvis der er alt for meget larm, eller hvis jeg ikke har elevernes fulde opmærksomhed, så jeg har stillet ret høje krav. Samtidig har jeg altid selv lavet mine undervisningsmaterialer. Råt genbrug har jeg ikke rigtig kunnet arbejde med«, fortæller Monica Lendal Jørgensen.
»Man taber sit eget engagement, hvis man genbruger alt for meget. Det er ikke sjovt at undervise i noget, man ikke selv synes er spændende. Det er man selvfølgelig nødt til engang imellem, men man skal helst selv synes, det er interessant, det man underviser i. Og hvis det ikke fungerer, er man nødt til at være fleksibel og lave om på sine planer, men det er store krav at stille sig selv, og man kan ikke altid leve op til dem«.
Mulighed for indflydelse
Monica Lendal Jørgensen blev ansat på Vor Frue Skole i Næstved, og her landede hun ved en tilfældighed: fordi det var der, der var en ledig stilling.
»Der er rigtig meget, der er sket i mit liv, uden at det var en del af en plan. Jeg har aldrig været så god til at lægge planer«, som hun siger, for skæbnen ville, at hun blev på skolen i 21 år, selv om hun havde forestillet sig, at hun skulle ansættes i folkeskolen.
Når hun ser tilbage, var det især muligheden for indflydelse, der drog hende mod skolen og de frie skoler generelt. Og indflydelse fik hun. Først som arbejdsmiljørepræsentant og senere som tillidsrepræsentant.
Der kom bedre styr på arbejdsforholdene, og hun var med til at ændre en kultur, der hed ”det har vi prøvet” eller ”det gør vi ikke her”. At det var en katolsk skole, var faktisk ikke altafgørende for hende, men skolens værdier passede hende godt.
»Jeg har altid oplevet, at man som lærer havde indflydelse på, hvordan skolen skulle udvikle sig. Hvis man virkeligt ville noget, så kunne man komme igennem med mange ting, og det er nok en af årsagerne til, at jeg blev i 21 år«.
For ti år siden forlod hun Vor Frue Skole i Næstved for at blive næstformand for Frie Skolers Lærerforening. Og i november blev hun så valgt som ny formand. Det bringer hende i endnu højere grad rundt i hele landet til møder på skoler, med styrelser og politikere i arbejdet for lærernes løn- og arbejdsforhold.
Og hun glæder sig til det hele. ■
BLÅ BOG
• 55 år, gift med Per, der er skov- og landskabsingeniør og underviser på FGU.
• Sammen har de Lukas på 19 år, der blev student i sommer.
• Bor i Blangslev mellem Næstved og Præstø, spiller golf i sin fritid.
• Uddannet lærer fra Haslev Seminarium (1990).
• Har været ansat 21 år som lærer på Vor Frue Skole i Næstved (19902011). Her var hun også skolevejleder, arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant.
• Var fra 1991 aktiv i kredsbestyrelsesarbejdet i foreningen.
• Blev i 2011 valgt som næstformand for Frie Skolers Lærerforening og formand i 2021.
