
6 minute read
Digital chikane fra eleverne rammer lærerne hårdt
Det har store personlige konsekvenser, når eleverne krænker lærerne digitalt. Tal om det på skolen, og hav både en forebyggende politik og en handleplan for digitale krænkelser fra elever, lyder det fra konsulent Bolette Bom.
AF METTE SØNDERGÅRD · MSO@FRIESKOLER.DK, Illustration Rasmus Juhl
Redigerede billeder, animerede videoer, memes, lærere klippet ind i nye sammenhænge med private billeder. Falske profiler, delinger af videoer optaget i undervisningen.
Der er ikke grænser for, hvad elever kan finde på at lave med deres lærere. Det oplever Bolette Bom, konsulent med speciale i arbejdsmiljø i Frie Skolers Lærerforening. Hun taler ofte med lærere, der har oplevet digitale krænkelser fra elever.
»Vi ser lærere, som er voldsomt påvirket af noget, som de ikke selv har indflydelse på. Det er forholdsvis let for eleverne at lave, men det rammer lærerne meget hårdt«, siger Bolette Bom.
Hun oplever, at det rammer hårdt, fordi det rammer lærerne både personligt og privat – personligt, fordi det handler om og udstiller dem som person. Privat, fordi det rækker ind i ens privatliv. Alle kan se det, når man bliver udstillet digitalt.
»Det er ikke noget, der bare sker på skolen, som hvis en elev råber noget grimt efter dig på gangen. Du ved ikke, hvem der har set det, og det stopper ikke bare, når du går hjem. Måske vil din nabo se det, måske vil din kommende arbejdsgiver se det. Det opleves derfor som noget, der også påvirker ens fremtid og omdømme. Det er et digitalt aftryk, der bliver sat, og derfor rammer det både privat og personligt«, siger Bolette Bom.
Det er nemt for eleverne at lave, men det rammer lærerne hårdt.
Tab af autoritet
Der er ikke altid grovheden i krænkelsen, der afgør, hvor hårdt det rammer den enkelte at blive gjort grin med eller udstillet digitalt. Ofte handler det om magtesløsheden og følelsen af kontroltab og om, at noget er helt ude af ens hænder.
»Måske har man slet ikke selv set det og ved ikke, hvad det er, der er blevet delt, men har blot fået det fortalt. Hvem har lavet det, hvor mange har set det, og hvordan får man det fjernet? Det er enormt ubehageligt og utrygt for den enkelte lærer«, forklarer Bolette Bom.
Ofte kommer krænkelsen også som en stor overraskelse. Mange bliver chokerede over, at ”det kan ske for mig”, og at selv de sødeste elever kan finde på at lave sjov, som ender med både at være groft og krænkende.
»De lærere, der oplever det her, bliver ramt på deres psykiske arbejdsmiljø. Og det gør deres kolleger også, for der breder sig ofte en usikkerhed i lærerkollegiet. ”Bliver det mig næste gang?” og ”Hvad kan der ellers ske?”. Vi ser lærere, som får svært ved at gå på arbejde«, siger Bolette Bom.
Det kan også handle om følelsen af autoritetstab, og at krænkelser får læreren til at føle sin position over for eleverne truet, og det er en stor belastning, forklarer hun.
Tilgængeligt for alle børn
Det er ikke klart, hvor mange lærere der oplever, at eleverne chikanerer dem digitalt. Men teknikken og platformene udvikler sig, så det er blevet nemt for alle at udstille lærerne. Det er ikke længere bare de ældste, som kan finde på at lave noget ”sjovt” med lærerne. Det er blevet tilgængeligt for alle børn. Samtidig oplever lærere, at eleverne har svært ved at finde ud af, hvor grænsen går.
»Derfor er det vigtigt, at skolerne tager snakken om, hvad der er okay, og hvor grænsen går«, siger Bolette Bom og opfordrer til, at man på skolerne forholder sig til, hvad man vil tillade, og hvad man ikke vil tillade med de nye elektroniske muligheder. ■
Det kan være svært nok, når en elev råber noget grimt til dig på skolen, men et digitalt drilleri forsvinder ikke bare igen. Det kan ligge der for evigt.
MAN ER NØDT TIL AT RUSTE SIG
Bolette Bom anbefaler, at man på skolerne har forholdt sig til digitale krænkelser fra elever både i ordensregler, forebyggelsesarbejde og i en handleplan. Hun giver disse råd:
Forebyg og hav ordensregler
Det skal være klart og tydeligt for forældre og elever, hvad skolen definerer som digitale krænkelser, hvad skolen opfatter som uacceptabelt, og hvad konsekvenserne eventuelt er.
Identificér risikoen for digital krænkelse. Der, hvor der i forvejen er en anstrengt relation til en elev, kan der være en forøget risiko for, at eleven udstiller og krænker lærere og deler det på sociale medier. Søg støtte hos din leder, når en relation er svær, og at du frygter, hvad det kan udvikle sig til.
Få en handleplan
Hav en plan for, hvad man gør, når det alligevel sker. Hvordan håndteres eleven, forældrene, læreren? Hvilken hjælp og støtte får læreren? Hvordan fjernes den digitale krænkelse? Hvad skal der ske i forhold til eleven, og hvad nu, hvis der er sket noget strafbart? Hvis læreren fortsat skal undervise eleven, hvordan genoprettes relationen så mellem elev, lærer og forældre?
Det kan være vigtigt for læreren at modtage en undskyldning fra eleven og måske også en anerkendelse af alvoren fra forældrene. Det er ikke nok, at lederen har hørt undskyldningen og videregiver den for at genoprette relationen.
Skolens samarbejdsudvalg kan være et sted at starte, hvis du gerne vil have fokus på digital chikane på din arbejdsplads. Samarbejdsudvalget kan lave en politik med forebyggelsestiltag og en handleplan, så det er klart, hvad der skal ske, hvis du oplever en digital krænkelse fra en eller flere elever.
På skoler uden samarbejdsudvalg kan tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten tage initiativ til en politik og handleplan på skolen. ■
Opbakning fra ledelsen er alfa og omega
Pyt, lad det fare”, ”Så var det heller ikke værre” eller ”Det var da meget sjovt fundet på af eleven”. Omgivelserne kan let slå det hen, når man fortæller om, hvordan man er blevet chikaneret digitalt af en elev. Men det er et tegn på, at man ikke mærker alvoren, når man ikke er den, det går ud over, forklarer Bolette Bom, konsulent i Frie Skolers Lærerforening.
»Omgivelserne kan godt have en tendens til at slå det hen, men hvis læreren ved siden af selve krænkelsen skal kæmpe med at overbevise sin ledelse, forældrene eller måske eleven selv om, at det var en forkert og krænkende handling, så rammer det typisk endnu hårdere«, forklarer hun.
Derfor er det alfa og omega, at man har skolens opbakning for at komme over det, men også at man på skolerne taler om risikoen for digital chikane, og hvordan det kan forebygges«, siger Bolette Bom.
»Alle skoler bør forholde sig til digital chikane, også selv om de ikke kan forestille sig, at elever på skolen kan finde på det. For pludselig kan man stå i det, og det vil altid være lettere, hvis man er forberedt«, siger Bolette Bom.
»Man er nødt til at forholde sig til den teknologiske udvikling, og at det nu er muligt for alle at kreere noget, der udstiller læreren. Forældre og elever må ikke være i tvivl om, hvad der ikke er acceptabelt«. ■ MSO / ILLUSTRATION ISTOCK
To ud af tre skoler har ingen plan for, hvordan de skal håndtere konkrete sager om digitale krænkelser.
Kilde: Undersøgelse af grundskolers arbejde med digitale krænkelser, Det Kriminalpræventive Råd 2023. Find rapporten på www.dkr.dk