Verena brød sin sociale arv og blev lærer

»Jeg vil gerne gøre det anderledes. Gøre en forskel«

Som barn og ung blev hun mødt af fordomme og afslag fra skolen, mens hun derhjemme oplevede skyldfølelse og dårlig samvittighed. En venlig matematiklærer i 9. klasse gav Verena Bartlett mulighed for at bryde den sociale arv – og lyst til at give børn en anderledes skolegang end den, hun selv har haft.

AF SIMONE KAMP SKA@FRIESKOLER.DK - FOTO LENE ESTHAVE

»Jeg føler jo ikke, at jeg har haft en barndom. Jeg blev voksen meget tidligt«, siger Verena Bartlett.

Hun voksede op i Kiel i et hus, hvor hun boede med sin mor og far, men helt uden hjælp og voksenstøtte. Moren var arbejdsløs hele hendes barndom, fortæller Verena Bartlett, og det sidste minde, hun har med sin far, er fra skilsmisseretten, hvor det blev besluttet, at moderen skulle have forældremyndigheden over den 11-årige pige.

Et års tid efter skilsmissen fik moren en ny kæreste, som hun blev gift med, og de flyttede ind hos ham i Rendsborg i det nordlige Tyskland. Familien havde sjældent penge til at betale deres elregninger, så de skulle flere gange klare sig gennem hverdagen uden strøm. Det gjorde, at de flyttede meget, og at Verena Bartlett gennem årene har skiftet skole fire gange.

Udadtil lod moren altid, som om alt var godt, og at de var en 'dejlig familie', siger Verena Bartlett.

»Når jeg en sjælden gang kom til fødselsdag eller på besøg hos andre familier, fandt jeg jo ud af, at det, jeg troede var normalt i en familie, overhovedet ikke var normalt for andre. Det sætter spørgsmålstegn ved hele ens forståelse af, hvad en familie er, kan og skal«, siger hun.

Selv fik Verena Bartlett kun lov til at holde fødselsdag to gange i sit liv.

»Jeg håber, at min historie kan være en øjenåbner: At det kan lade sig gøre at bryde den sociale arv. Hr. Riise lyttede til mig, og det betød alt«.

Verena Bartlett, Deutsche Schule Rapstedt, Sønderjylland

Hr. Riise

Verena Bartlett ville gerne have været på gymnasiet, Duborg-Skolen, men det mente skolen i Rendsborg ikke var en mulighed med hendes sociale baggrund. Moren sendte hende derfor i 9. og 10. klasse på Gustav Johannsen-Skolen i Flensborg, som havde kommunalt betalte kollegieværelser tilknyttet, hvorfor hun flyttede hjemmefra første gang som 14-årig.

Skoletiden havde indtil da ikke været nogen rar oplevelse for Verena Bartlett. Hun blev mobbet. Men på Gustav Johannsen-Skolen fik Verena Bartlett en ganske særlig matematiklærer: hr. Riise.

»Ham glemmer jeg aldrig«, siger hun og får tårer i øjnene.

»Hr. Riise var den første til at sige, at jeg var dygtig til noget«.

Verena Bartlett var nemlig ganske ferm til matematik. I en sådan grad, at hr. Riise flere gange spurgte hende, når hun var færdig med sine egne opgaver, om hun ville gå rundt og hjælpe de andre i klassen som en slags ekstralærer.

Efter en måned på skolen tog hr. Riise fat i hende og spurgte, hvad hun dog lavede her. Hun skulle da på Duborg-Skolen, for hun var jo virkelig dygtig. Hun skulle da uddanne sig til lærer!

»Jeg blev lidt overvældet og svarede "Jeg tror, du har ret", for jeg havde selv gået med tanken om at blive lærer. Men det var første gang, en lærer var sød mod mig. Det betød også, at det først var i 9. klasse, at jeg blev glad for at gå i skole«, siger hun.

»Det er også en af grundene til, at jeg ville være lærer: Børn skal ikke være bange for at gå i skole. De skal ses, høres, opleve empati. Derfor betyder det også meget for mig, når de store elever fortæller, at de er glade for mig, fordi jeg gider lytte til dem«.

Mødet med gymnasiet

Hr. Riise arrangerede et fysisk interviewmøde mellem Verena Bartlett og rektoren på Duborg-Skolen. Hr. Riise tog med til mødet, som resulterede i, at rektoren gerne ville give Verena Bartlett en chance, så hun startede i gymnasiet som 18-årig. Hun måtte dog gå 10. klasse om, fordi hun manglede et fjerde sprogfag for at kunne starte på gymnasiet.

Årene på Duborg-Skolen var udfordrende for Verena Bartlett. Fagligt klarede hun sig fint, men hun var nødt til at arbejde ved siden af sin skolegang for at klare sig. Hun havde ingen økonomisk støtte hjemmefra.

Hendes fritidsarbejde var som sælger i en fiskebod. Fiskeboden var tilfældigvis placeret foran en bager, hvor der arbejdede en pige, der kom ud for at ryge en cigaret indimellem. Hun og Verena Bartlett faldt i snak, blev med tiden rigtig gode veninder, og pigens familie tog hende til sig som en datter.

»I dag er det dem, jeg holder jul og fødselsdage sammen med. Min veninde er som en søster for mig, og det er dem, jeg kalder for min mor, far og familie«, siger Verena Bartlett.

Ejeren af fiskeboden blev i løbet af årene så glad for hendes hjælp, at han spurgte, om hun ville overtage forretningen, når han gik på pension. Verena Bartlett blev rørt af tilbuddet, men takkede pænt nej, for hun ville så gerne være lærer.

»Det er ikke sådan, at jeg prøver at glemme min fortid. Det har jo været med til at forme mig til den, jeg er i dag. Og jeg er for eksempel meget konfliktsky. Men jeg er også meget lyttende og empatisk. Jeg vil bare gerne gøre det anderledes. Gøre en forskel«

Verena Bartlett, Deutsche Schule Rapstedt, Sønderjylland

Vendepunkter

Som 21-årig stod Verena Bartlett endelig med den længe ønskede studentereksamen i hånden. Bestået med fine karakterer, så hun kunne søge ind på læreruddannelsen.

Hun manglede dog penge, og derfor vidste hun, at hun var nødt til at arbejde et par år og spare penge op, inden hun søgte ind. Hun valgte derfor at flytte hjem til sin biologiske mor i Rendsborg, men det var ikke let. I stedet for opbakning og hjælp oplevede Verena Bartlett, at hun fik skyldfølelse og dårlig samvittighed:

»Jeg fik følelsen af, at jeg ikke var noget værd. Men udadtil var det stadig vigtigt, at vi holdt facaden som en dejlig familie«, siger Verena Bartlett.

Derfor valgte Verena Bartlett og hendes veninde, som også gerne ville læse til lærer, at flytte sammen til Flensborg og søge ind på læreruddannelsen i Haderslev i Danmark, hvor de kunne få SU og derved få betalt nogle af de faste udgifter. De blev begge optaget, startede i 2012 og pendlede fra Flensborg til Haderslev i fire år, mens Verena Bartlett arbejdede i fiskeboden i det omfang, hun havde tid til det ved siden af studierne.

I 2016 blev Verena Bartlett færdiguddannet lærer med linjefag i matematik, dansk og historie. For fire år siden blev hun gift og flyttede i hus i Flensborg. De seneste tre år har Verena Bartlett arbejdet på Deutsche Schule Rapstedt, der er en af de tyske mindretalsskoler i Danmark og ligger i Bylderup-Bov lige nord for grænsen – et arbejde, hun er meget glad for.

Hendes mor døde for halvandet år siden. De havde ikke haft kontakt siden Verena Bartletts 30-års fødselsdag – i dag er hun 37. Faren døde for flere år siden, har hun hørt.

»Det er ikke sådan, at jeg prøver at glemme min fortid. Det har jo været med til at forme mig til den, jeg er i dag. Og jeg er for eksempel meget konfliktsky. Men jeg er også meget lyttende og empatisk. Jeg vil bare gerne gøre det anderledes. Gøre en forskel«, siger hun.

Deutsche Schule Rapstedt har 37 elever, hvoraf Verena Bartlett er klasselærer for de 13, der går i 3.-4. klasse, og som hun underviser i matematik, religion, natur/teknik og havetime. De ældre klasser underviser hun i historie, biologi, matematik og de tyske børn i ekstra dansk.

»Skolen er en familie for mig – vi passer på hinanden. Den er rigtig god til at acceptere og tage hensyn til hvert enkelt barn. Det føles rigtigt for mig«, siger hun.

En anderledes skolegang

Verena Bartlett vil gerne hjælpe børn i skolen til en god skolegang, gode oplevelser og følelsen af at have en at snakke med. Hvis hun kan se, at nogle af hendes elever har det svært, siger hun ofte til dem, at hun ved, hvordan det er.

»Jeg fortæller dem ikke min historie, men jeg siger, at jeg selv har været i deres alder, fået 00 og mærket hverdagen være uoverskuelig. Og at jeg tydeligt kan huske, hvor hårdt det er«, siger hun.

Hun ved, hvor afgørende det er at have en god portion tålmodighed, når man har at gøre med børn og unge med en tung social arv. At orke at forklare igen og igen og på nye måder. At fornemme stemningen i klassen – hvad er muligt at lave i dag, så eleverne får en god dag, en god oplevelse?

»Her på skolen bruger vi meget positiv psykologi, og det kan jeg virkelig godt lide. Det handler om at finde noget godt i hver dag. Flytte fokus og give mulighed for en succesoplevelse. Det gør en kæmpe forskel for de børn, der ikke får gode oplevelser med hjemmefra. Og masser af ros – især til dem, der har det hårdt«.

Folk, som kommer fra almindelige familier, tænker ikke over det, mener Verena Bartlett. Men hvis man har det svært, betyder det alverden at få en chance for at blive det, man gerne vil. Derfor har hun et særligt ønske med at dele sin livshistorie:

»Jeg håber, at min historie kan være en øjenåbner: At det kan lade sig gøre at bryde den sociale arv. Hr. Riise lyttede til mig, og det betød alt. Det er vigtigt at lytte til børnene, så de føler sig hørt. Men det er også godt at have forventninger til dem. Deres baggrund skal ikke blive en undskyldning. Som lærer skal man bare fornemme og balancere, hvor langt man kan gå med de forventninger, man stiller til eleverne«. ■

»Jeg fortæller dem ikke min historie, men jeg siger, at jeg selv har været i deres alder, fået 00 og mærket hverdagen være uoverskuelig. Og at jeg tydeligt kan huske, hvor hårdt det er«

Verena Bartlett, Deutsche Schule Rapstedt, Sønderjylland