Det var en helt almindelig skoledag. Indtil det bankede på døren

Ulykken ændrede Inga Fries’ liv – nu går hun på pension

Som lærer, tillidsrepræsentant og kredsbestyrelsesmedlem har Inga Fries haft masser at se til, og hun troede, at det skulle fortsætte sådan nogle år endnu. Men det var før ulykken. Den ændrede hendes liv og prioriteringer.

AF MIKKEL HVID · MHV@FSL.DK FOTO MARIA TUXEN HEDEGAARD

Mandag den 4. maj 2020 ved 10.30-tiden står Inga Fries og underviser sin 4. klasse i dansk. Temaet er drager, og i dag læser de om Thors fisketur og hans kamp mod Midgårdsormen.

Pludselig banker det på døren, og viceskoleleder Christian Kittels viltre hår kommer til syne i døråbningen.

»Nå, det er her, du gemmer dig«, siger han og åbner døren lidt mere.

Han har ledt efter Inga Fries et stykke tid. Hun var ikke i det lokale, som stod på skemaet. På grund af corona har hun taget sine 13 elever med op i fysiklokalet – det eneste ledige lokale på Ludwig Andresens Schule nær Tønder, hvor de kan overholde de stramme corona-afstandskrav.

»Vil du ikke lige komme ned på kontoret, Inga?«, spørger Christian Kittel.

»Gerne«, svarer hun. »Jeg skal bare lige sætte dem her i gang – så kommer jeg«. »Nej, gå nu, så tager jeg over her«. Inga Fries lægger bogen "d’dansk" på katedret og går ud.

Kør nu, Inga

»Kender du en Irmgard?«, spørger sekretæren, da Inga Fries træder ind på kontoret.

Det gør hun. Irmgard bor et par huse fra Inga Fries og hendes mand, Hagen Fries.

»Så skal du ringe på det her nummer«. Sekretæren rækker Inga Fries en lap.

Inga Fries ringer flere gange, men ingen tager telefonen.

»Du skal køre hjem nu«, siger Christian Kittels. »Det er sket noget med Hagen«.

Der er under fem kilometer fra Ludwig Andresens Schule, hvor Inga Fries har arbejdet i 27 år, til Inga og hendes mand, Hagen Fries’, lille gård i grænsebyen Sæd, men selv om turen er kort, føles den lang i dag, og Inga Fries når at tænke mange tanker. Hvad er der sket med Hagen? Er han komme til skade? Hvor slemt? Lever han?

De havde lige set hinanden om morgenen. Han kom ind og lagde noget brænde på ovnen, da Inga Fries onlineunderviste fra klokken 8 til 10. På vej videre nåede han lige at fortælle, at han skulle flytte nogle køer og kalve fra marken bag nabohuset til en anden mark lidt øst for byen.

»Vi ses bagefter«, sagde han og kravlede op i sin Massey Ferguson 6160.

Tankerne tumler

Hvor mon jeg skal køre hen? tænker Inga Fries, mens hun kører forbi de forårsgrønne marker. Skal jeg køre hjem eller ud til marken? Hvilken en af markerne? Nu er hun nervøs.

Halvvejs hjemme bliver hun overhalet af lægeambulancen med fuld udrykning.

»Den følger jeg«, tænker hun, men ambulancen trækker hurtigt fra hendes sølvgrå Seat. Inga Fries vil ikke risikere en fartbøde. Den går ikke, når man er færdselskontaktlærer på den tyske mindretalsskole. Og man skal jo også overholde fartgrænsen for at undgå ulykker.

Hjertet holdt op med at slå

"Jeg ønsker, at vi får mere tid sammen", siger Inga Fries. Og derfor går hun på pension.

Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Der er mange blå og røde blink lidt længere fremme ved naboen. Inga Fries stiller bilen på pladsen foran sin og Hagens gård og går hen mod naboens hus, hvor udrykningskøretøjerne står. En masse mennesker er stimlet sammen. Inga Fries når ikke derhen, før Irmgard kommer hende i møde.

»Lever han?«, spørger Inga Fries.

»Vi har fået gang i ham igen«, svarer Irmgard. Hun fortæller, hvad der er sket. Irmgard gik og lugede i sin have, da Hagen kørte forbi med kreaturvognen. Hun hilste på ham, og han hilste igen, men hun undrede sig over, at hans bevægelser var så langsomme – nærmest som i slowmotion. Da hun lidt efter kiggede ned ad vejen, opdagede hun, at traktoren var kørt igennem en hæk, ind i haven og nu stod med forenden inde under halvtaget på terrassen hos Inga Fries’ nabo.

Irmgard løber ned til traktoren, men kan ikke finde Hagen. Derfor løber hun ind til sin nabo, der er landmand, for at se, om han mon er gået derind for at få hjælp. Der er Hagen heller ikke, og sammen med landmanden, som hun har sat ind i situationen, løber Irmgard tilbage til traktoren.

Her møder de Inga Fries’ nabo. Hun er sygeplejerske og havde netop været i bad. Da hun kom ud fra badet, så hun traktoren på sin terrasse.

Sammen finder de tre Hagen. Han er gledet ned og ligger i bunden af førerhuset.

Ved fælles hjælp får de ham halet ud af førerhuset. Han er helt blå. De ringer 112, og mens sygeplejersken yder førstehjælp, løber Irmgard ned efter landsbyens hjertestarter, som hænger på en væg over for Hagen og Inga Fries’ gård.

Derefter ringer Irmgard til skolen for at få fat i Inga Fries.

Der er ikke plads til Inga

Mens Irmgard fortæller Inga Fries, hvad der er sket, kommer to betjente hen mod dem. Redningsfolkene har lagt Hagen i kunstig koma og gjort klar til at flyve ham til Odense Universitetshospital.

Inga Fries har ikke bemærket helikopteren, som står oppe på marken. Kort efter skubber redningsfolkene båren med Hagen forbi Inga Fries og op mod helikopteren. Hun ser også traktoren og kreaturvognen, som står inde i haven.

»Der er er ikke plads til dig i helikopteren«, siger indsatslederen, som er kommet til. »Du må selv komme til Odense«. Inga Fries nikker. »Jeg kan godt selv finde derover. Jeg skal bare lige hjem og ringe til vores sønner«, siger hun.

»Du må ikke køre selv«, svarer indsatslederen. »Og du må heller ikke gå hjem alene. Du skal have en med dig«.

»Vi skal nok køre dig og følge dig«, siger en af de omkringstående fra landsbyen, inden indsatslederen løber hen mod den ventende helikopter.

Hagen vender tilbage til livet

Hagen ligger i koma i to døgn. Inga Fries og deres yngste søn, som kommer til sygehuset lidt efter hende, beslutter sig efter nogle lange timer på hospitalet for at køre hjem og passe gården. Der er ingen grund til at sidde i et venteværelse, når han ligger i koma.

Da de kommer hjem til gården, har naboerne sat koen og kalven tilbage i stalden, og traktoren står på sin plads i maskinhuset.

Dagen efter ulykken onlineunderviser Inga Fries. Hun kan ikke klare bare at sidde derhjemme, mens tankerne kører i ring.

Tirsdag aften, dagen efter ulykken, ringer lægerne fra Odense. De vil tage Hagen ud af komaen, fordi han reagerer rigtig godt, så familien må gerne komme og besøge ham onsdag.

Inga Fries, den yngste søn og hans kæreste kører igen til Odense. Den ældste søn er professionel håndboldspiller i Norge og kan ikke komme hjem.

Inga Fries er nervøs for, om Hagen kan kende dem, og hvilke men han har efter det sekssyv minutter lange hjertestop.

Så snart de træder ind på stuen, hilser han på dem. Han genkender dem. På stemmen. Han kan ikke se dem. Hagen er meget nærsynet, og hans briller blev smadret, da han blev trukket ud af traktoren.

Inga vil en anden tilværelse

Hagen kommer sig hurtigt. Han kan ikke huske dagene lige omkring ulykken, men ellers er han frisk. Han bliver hurtigere træt, men klarer sig ellers som før.

En uges tid efter ulykken siger Hagen, at han parat til at genoptage sit arbejde, men Inga Fries, sønnen og hans kæreste taler ham fra det. Tag den lidt med ro. Giv kroppen tid til at komme over det. Det er hårdt at være landmand, og du skal være frisk, inden du tager fat igen.

En eftermiddag sidder de i stuen og drøfter situationen og fremtiden. Inga Fries og sønnen mener, at Hagen skal drosle lidt ned. Ud over markarbejdet og køerne har han 40 bistader, som han sælger honningen fra. Det sikrer dem bi-indtægterne, plejer Hagen at sige, men det er fysisk hårdt at holde så mange bier. Måske er det også på tide at sælge gården. Slægtsgården. Hagen er den sjette i familien, som ejer og driver gården.

Og mens de drøfter Hagens fremtid, tager en beslutning form i Inga Fries’ baghoved. Hun beslutter sig for at gå på pension, så snart hun fylder 60 – den 27. september 2022.

Det er noget tidligere end planlagt, men ulykken har sat tingene i perspektiv, fortæller Inga Fries:

»Jeg ønsker, at vi får mere tid sammen«, fortæller hun nu.

Farvel til skolen

I hverdagen har man ikke megen tid, når den ene er landmand og den anden lærer. Hagen vågner med solen og dyrene, og de fleste dage står han op og laver morgenmad til dem begge, inden Inga Fries får øjne, og han er ude af døren, før hun kommer ud til morgenmaden. Så ser de først hinanden sent om eftermiddagen eller tidligt om aftenen – ja, nogle dage, når han har travlt med at slynge honning eller arbejde i marken, ses de næsten ikke. Og der er dage, hvor hun arbejder så længe, at de kun lige når at hilse på hinanden.

Inga Fries står ved hullet i hækken, som to år efter stadig er det synlige bevis på en ulykke, som ændrede Inga Fries arbejdsliv.

Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Men Inga Fries ønsker et andet liv. Et liv med mere tid til hinanden. Hun har afleveret sin opsigelse. Slægtsgården, køerne og traktorerne er sat til salg, og så snart det er praktisk muligt, flytter hun og Hagen til Als, hvor de har et hus med en dejlig stor have.

Jo, hun kommer da til at savne noget. Men der er også meget, hun glæder sig til:

»Jeg glæder mig til at vågne en morgen, drikke min morgenthe og tænke: Hvad mon vi skal i dag?«, siger hun.

Hun kommer nok ikke til at sove længe. Det kan Hagen ikke, og selv er hun også vant til at stå tidligt op. Hun møder gerne klokken 6.45 på skolen.

Det hele bliver lidt underligt og måske også en smule vemodigt. Hun har været lærer – eller Lehrerin, som det hedder på en tysk mindretalsskole – i 27 år. I 20 år har hun været kollegernes tillidsrepræsentant, i 16 år fællestillidsrepræsentant på de tyske mindretalsskoler, og i ni år har hun siddet i bestyrelsen for Frie Skolers Lærerforenings kreds 4.

Men snart er det fortid. Og så vil Hagen og hun nyde naturen. Den betyder meget for dem.

Hagen har taget to bistader med til Als, og når de er derovre, går han allerede og holder øje med radiserne og de andre afgrøder i køkkenhaven. Han skal nok få tiden til at gå. Inga Fries kommer heller ikke til at kede sig. Bestemt ikke. Hun vil læse. Og arbejde i haven. Og så vil de gå ture – ned til havet, for eksempel, som ligger ganske tæt på. Og de vil se en masse håndbold. Den ældste søn vender hjem fra Norge, så det bliver lettere for dem at følge ham og hans karriere.

Men frem for alt vil de nyde, at de har tid, og at de har hinanden. ■