Kirkens Veje 2019

Kirkens veje

Kyndelmisse 2019

Bo Linnebjerg er frivillig i kirken:

Der skal konkrete opgaver på bordet, hvis mændene skal være aktive i kirken Side 16

Kommercielt tillæg til Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis.

2

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Et lys i mørket Kære læser 2. februar er kyndelmisse, højtiden for lysets genkomst. Kyndelmisse betyder lysmesse, og i den katolske kirke var det gudstjenesten, hvor de lys, der skulle give familien lys resten af vinteren, blev velsignet. Det var også dagen, hvor bonden så til, at forrådet til dyrene rakte vinteren ud.

I folkekirken markeres kyndelmisse stadig som et lys i det lange mørke. Både konkret, når der tændes lys til årets kyndelmissegudstjenester, men også i overført betydning, når man søger efter et lys i livets mørke.

For Astrid og Ricco Toft Duelund blev troen et lys i mørket, da de første gang mødtes med en hospitalspræst. Deres søn var blevet syg med kræft, hvilket placerede dem i en tilstand af sorg, meningsløshed og magtesløshed. I troen fandt de en kilde til håb, men de fandt også trøst. De er blevet forvisset om, at der er en evighed hinsides livet, og tanken om, at de en dag vil genforenes med deres søn, gør sorgen og savnet til at holde ud.

I disse år er der en bevægelse i gang i folkekirken. Mens nogle finder troen i kirken, præstens prædiken og Bibelens fortællinger, finder andre større inspiration i bevægelsen. Foreningen Fynsk Pilgrimsvandring havde rekordmange tilmeldte til årets første vandring,

Fyens Stift i tal Henrik Anderson

heran@fyens.dk

Folkekirken er opdelt i 10 stifter i Danmark og ét i Grønland, mens folkekirken på Færøerne var et stift, indtil det i 2008 blev selvstændigt.

og i Horne Kirke bruges en nyanlagt labyrintisk sti på kirkegården til refleksion og meditation. Fælles for dem begge er det at vandre, og vandringen fjerner støjen fra hverdagen og giver inspiration og næring til eksistentielle tanker, fortæller de.

Mens nogle helst vandrer mange kilometer for at viske den mentale tavle ren, sætter Bo Linnebjerg sig gerne på kirkebænken om søndagen. Her finder han ro fra arbejdet og et travlt familieliv. Bo Linnebjerg er en af de gode frivillige, som foreningerne ikke kan få nok af. Han er 50 år gammel og har siddet i menighedsrådet i Sct. Jørgens Kirke i Svendborg i 15 år. Dermed er han lidt af et særsyn i menighedsrådene. Undersøgelser viser, at kirken bruges mere af kvinder end mænd, og kirken har svært ved at tiltrække især yngre mænd. Mænd vil gerne gøre sig gældende, og de vil gerne hjælpe, men mændene skal spørges, siger Bo Linnebjerg. Han mener, det er vigtigt at give noget til lokalsamfundet, og derfor lægger han mange timer i at skabe gode rammer for aktiviteter i folkekirken.

Læs disse historier og meget mere i denne avis.

God læselyst.

Henrik Anderson heran@fyens.dk

KirKens Veje Kommercielt tillæg til Fyens stiftstidende og Fyns Amts Avis, lørdag 2. februar 2019

GeoGraFisk består Fyens Stift af Fyn med de omkringliggende øer, og det tæller knap 500.000 indbyggere hvoraf knap 400.000 er medlemmer af folkekirken.

Oplag: 47.500

Fyens stiFt dækker over

Redaktion: Hanne D. Frette

234 sogne og 7 valgmenigheder, med 251 kirker, 171 menighedsråd og omkring 192 præster, hvoraf 11 er provster. i hvert stiFt er biskop-

pen den øverste myndighed i kirkelige sager.

I Fyens Stift er Tine Lindhardt biskop, og hun blev valgt i 2012, da hun slog valgets anden kandidat, Peter Lind. Biskoppens opgaver består blandt andet af at føre tilsyn med forretningsgangen i menighedsråd og provstiudvalg. Biskoppen er også klageinstans i sager om medlemskab af folkekirken og om kirkers brug.

Ansvarshavende chefredaktør: Peter Orry

Annoncesalg: Anne Karlskov Tryk: jysk Fynske Medier Avistryk Layout: jFM Grafisk

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

indhold 4 6 8

Kyndelmisse gør comeback Årets kendte og ukendte højtider For biskoppen begynder bønnen ved et hjælp og et tak

10 De fleste kender fadervor,

men hvad betyder ordene?

12 I Ørbæk skal man ikke længere mødes af en låst kirke

14

På SDU åbner en sorggruppe for studerende

16 Hvis mænd skal være frivillige i kirken, skal de spørges

20 Pilgrimsvandrere finder troen i naturen 22 OUH's hospitalspræst for dødeligt syge børn er den eneste i Danmark

24

Forældrepar mistede søn, men fandt håb i troen

28 Kirkeligt tilbud til nydanskere åbner i Svendborg

29 Kirkegården skal være mere end en gravplads

30 Babyer er midtpunktet under

plejehjemsgudstjeneste i Søndersø

3

4

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Glemte højtider gør comeback 2. februar er kyndelmisse, men for mange er højtiden et ukendt fænomen. Ikke desto mindre oplever præster i folkekirken, at netop kyndelmissegudstjenesten er en blandt flere, som igen fylder kirkebænke i landets folkekirker.

Henrik Anderson heran@fyens.dk

Kyndelmisse er en af de gamle højtider, der sammen med eksempelvis allehelgensaften vinder frem og fylder kirkebænke i disse år. Højtiden falder altid 2. februar, da det er 40 dage efter Jesu fødsel. I Det Gamle Testamente var historien, at kvinden var uren i 40 dage efter fødslen, og efter denne periode blev der bragt et offer i templet. I den katolske kirke er kyndelmisse en lysmesse, hvor vinterens lys bliver velsignet.

Biskop over Fyens Stift, Tine Lindhardt, betragter helligdagene som en god indgang til kirken for dem, der ikke kommer der ofte.

- Disse helligdage giver os en anledning til at komme i kirken. Vi danskere har ofte brug for en anledning, og her er højtiderne og de særlige helligdage et godt sted at begynde. Jeg tror, at højtiderne for mange kan blive en trædesten ind i den side af livet, som kirke og tro er. Det betyder ikke, at man nødvendigvis kommer til søndagsgudstjenesten, men indgangen til kirken kan blive en adgang til den del af ens liv, som man måske ikke helt har været klar over, siger Tine Lindhardt.

- Kirkeligt falder kyndelmisse blandt de særlige helligdage, vi har fået mere blik for. Både folkeligt, men også i kirken. Vi ser det også med allehelgen og høstgudstjenester, ligesom at fastelavnsgudstjenesten mange steder er blevet en stor gudstjeneste. På den måde får man et kirkeår, hvor man kan se, at disse særlige helligdage kommer til at spille en rolle igen, siger hun.

Trods det katolske ophav ser Tine Lindhardt ingen religiøs konflikt i at fejre helligdage, man kender fra katolicismen.

- Oprindeligt er kyndelmisse ikke luthersk.

Mange helligdage har været til for helgenerne, og derfor har man som luthersk kirke lagt en distance til dem. Men man kan godt bruge dagen og det at tænde lys, uden at vi bliver katolikker, siger Tine Lindhardt.

Netop de levende lys har fundet vej ind den danske folkekirke over de seneste få årtier. Især ved allehelgen tændes lys som et ritual, hvor årets døde mindes.

- Lyset er et fantastisk stærkt symbol. Når man deler en kage, forsvinder den, men når man deler et lys, tænder man i virkeligheden flere lys, siger Tine Lindhardt.

Kyndelmisse hitter i Dreslette I Dreslette er kyndelmissen en af årets store kirkedage. Eftermiddagsgudstjenesten i Dreslette Kirke følges op med fællesspisning i forsamlingshuset, og sidste år var arrangementet så populært, at tilmeldingen til fællesspisningen måtte lukke tidligt, da den rundede 110 spisende.

Det er sognepræst Else Suhr, som har bragt det populære kyndelmissearrangement til kirken.

Hun har været præst i Dreslette Kirke siden udgangen af 2016, og for hende var det vigtigt at bruge kyndelmisse som lejlighed til at skabe fællesskab med kirken som udgangspunkt.

- Fællesskaberne er vigtige herude på landet.

Det er vigtigt at bruge resurser på det. Man skal ikke være bange for at være folkelig, siger Else Suhr.

Else Suhr spøger med, at hun smider den ene kjole for at tage en anden på, når hun går fra den formelle præsterolle i kirken til praktisk gris i forsamlingshuset, hvor hun sammen med menighedsrådet gør klar, serverer og er med til at tage opvasken, når de mange gæster går hjem.

Selv om hun måske opfattes anderledes, når hun smider de formelle rober, er hun præst hele vejen igennem.

- Kyndelmissen er lysets komme. Der er flere ting, man fejrer. Man fejrer, at man er kommet halvvejs gennem vinteren. Det er den mørke tid på året, hvor vi samles indendørs, siger hun.

Under gudstjenesten er kirken badet i skæret fra levende lys, og kyndelmissen er en lejlighed til at synge vinterens sange som ”Det er hvidt herude” og ”Spurven sidder stum bag kvist”.

- Lyset er symbolsk, og vi forbinder det med håbet. Det er vigtigt, at vi husker det. Der er mange i den mørke tid, som har lidt triste tanker. Når det er mørkt udenfor, og man kommer ind i en kirke med levende lys, giver det en god stemning, som man mærker. Du mærker fællesskabet, når du sidder tæt sammen på kirkebænken, siger Else Suhr.

Else Suhr forestår både gudstjenesten og hjælper til i køkkenet, når de 110 gæster spiser festmåltid. Arkivfoto: Jens Wognsen

Fakta Kyndelmisse Falder altid 2. februar, 40 dage efter Jesu fødsel.

Kyndelmisse, der betyder lysmesse, er fra gammel tid dagen, hvor de lys, der skulle holde mørket bort i den mørke vinter, blev velsignet i kirken under en gudstjeneste.

Samtidig markerede kyndelmisse, at man midtvejs gennem vinterhalvåret, og derfor var det dagen, hvor man tilså dyrene og sikrede sig, at de ikke havde spist mere end halvdelen af vinterforrådet. Det var samtidig her, man i 1800-tallet holdt kjørmes-gilder.

Kjørmes er et gammelt ord for lysmesse.

I år afholdes den populære kyndelmissegudstjeneste 3. februar klokken 17 i Dreslette Kirke med efterfølgende spisning i Dreslette Forsamlingshus klokken 18.15.

Kyndelmisse er blevet en populær højtid i Dreslette Kirke. Arkivfoto: John Fredy

DIGITALISERET AVISARKIV LOKALE UGEAVISER

DIT LOKALE DAGBLAD

INSPIRERENDE MAGASINER

Download vores app

Gå i kiosken efter lokale nyheder …

Med appen Nyhedskiosken har du alle Jysk Fynske Mediers dagblade, ugeaviser og magasiner samlet ét sted. Læs dine favoritter, hvor som helst og når som helst. Både dit lokale dagblad med lokale nyheder og nyt fra ind- og udland, dine nærmeste ugeaviser og spændende magasiner med artikler om alt fra boligindretning til din næste bil.

Download appen og vælg dine favoritter

GET IT ON

Alle ugeaviserne er gratis.

Dagblade og magasiner kan enten købes i abonnement eller stykvis.

Nyhedskiosken

6

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Året i helligdage

Året i helligdage

I dag er det kyndelmisse. Men hvad betyder det egentlig? Vi har samlet kendte som ukendte kirkelige helligdage, så du kan få svaret på, hvad kyndelmisse og mikkelsdag er, og hvorfor ænder og hveder er blevet traditioner i mange I dag er det kyndelmisse. Men hvad betyder det egentlig? Vi har samlet kendte som ukendte kirkelige hjem.

Vi begynder i advent, som erer,kirkens nytår. helligdage, så du kan fåmed svaretførste på, hvadsøndag kyndelmisse og mikkelsdag og hvorfor ænder og hveder er blevet traditioner i mange hjem. Vi begynder med første søndag i advent, som er kirkens nytår.

Jul

Markerer Jesu fødsel. Højtidens gudstjenester er de mest besøgte i folkekirken. I de fleste kristne lande fejres julen 25. december, men i Danmark fejres juleaften dagen før. Julen er den vigtigste højtid i kirkeåret efter påske.

Hvert land har særegne traditioner for fejringen af jul. Eksempelvis får børn i Holland gaver 6. december, når Sankt Nikolaus, den tyrkiske helgen, der er kilden til den moderne julemand, fejres. Juletræet fandt vej ind i de danske stuer fra Tyskland i det tidlige 1800-tal. I København gjorde familien Lehmann med holstenske aner træet berømt i 1811, da forbipasserende i Ny Kongensgade angiveligt pressede næserne flade mod vinduerne for at se det mærkelige fænomen, som siden har vundet næsten universelt indpas i danske hjem.

Advent

Kirkens nytår. Advent betyder ”komme”, og man fejrer Jesus, der kommer, når man tager hul på det nye kirkeår og følger fortællingen om Jesu fødsel, liv, død og opstandelse.

Mortensaften

I mange hjem er 10. november lig med and eller gås på bordet. Det sker aftenen før mortensdag 11. november. Årsagen bag traditionen findes i fortællingen om biskoppen Martin af Tours, som fandt skjul blandt gæs.

Martin af Tours levede i Romerriget i 300-tallet. Martin var munk og så afholdt af befolkningen i Tours, at den ville vælge ham til biskop. Men det var Martin af Tours ikke interesseret i, og derfor gemte han sig i en gåsesti. Gæssenes postyr endte med at afsløre Martin af Tours, der blev udpeget som biskop over byen. Som hævn erklærede Martin, at alle husstande fremover skulle slagte en gås og spise den på dagen, hvor han blev afsløret. På den måde fik Martin af Tours sin hævn over gæssene.

Herhjemme kom historien først på tryk i 1616, og festen blev introduceret med navnet Morten Bisp.

Allehelgen

Allehelgen falder på den første søndag i november i den danske folkekirke, mens den i den katolske kirke falder 1. november. Allehelgensdag er dagen, hvor man i mindes de døde. I mange danske folkekirker afholdes allehelgensgudstjenester, hvor navnene på dem, der er døde i sognet det foregående år, læses op. Allehelgensgudstjenesten er blevet en af årets populære gudstjenester.

Mikkelsdag

Høstens helligdag. I gammel tid fejrede man, at høsten var kommet i hus, og at man nu var klar til vinteren. Engang en af årets vigtigste dage, men i dag er det for de fleste i kirken, man lægger mærke til den hvis overhovedet. Traditionelt fejrede man høsten ved at pynte op i kirken med korn og frugt. Det er ærkeenglen Sankt Mikael, der har lagt navn til mikkelsdag. Det er ifølge Bibelen Sankt Mikael, der afgør, om ens sjæl er let nok til himlen, eller om den skal i helvede.

Mikkelsdag var blandt de officielle helligdage, der mistede sin status med kalenderreformen i 1770.

Sankthansaften

Sankthans er en folkefest med sang omkring bålet. Men det er også en kirkelig højtid. Sankthans handler om Johannes Døberen, som på dansk er blevet til Hans. Johannes’ mor Elisabeth og Jomfru Maria var slægtninge, og Johannes Døberen var et halvt år ældre end Jesus. Hans fødselsdag noteres i kalenderen 24. juni, mens han fejres aftenen før.

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Helligtrekongersdag

Tidligere kaldte man dagen ”trettende dag jul”, og helligtrekongersdag markerer julens afslutning. De tre konger referer til de vise mænd, der søgte kongernes konge, Jesus, med gaver i form af guld, røgelse og myrra. Hver især repræsenterer de tre konger verdens folkeslag.

Kyndelmisse

Kyndelmisse betyder lysmesse, og dagen falder altid 2. februar. 40 dage efter Jesu fødsel fejrede man hans fremstilling i templet. I gamle dage blev lysende, der skulle give familien lys resten af den mørke tid, velsignet under en gudstjeneste i kirken. Kyndelmisse havde også betydning som en markering af, at man var halvvejs gennem vinteren. Midtvejs mellem 1. november og 1. maj. Det var en dag, hvor man gjorde op, om vinterforrådet til dyrene rakte til resten af den kolde tid.

Fastelavn

Fastelavnssøndag falder syv uger før påske, og dagen har været brugt som forberedelse før de 40 dages faste, som leder op til påsken. Man kaldte også fastelavnssøndag for flæskesøndag, fordi man brugte dagen til at spise igennem.

Siden reformationen har fasten op til påske ikke være et krav i folkekirken, og derfor mistede dagen noget af sin betydning. Mange kirker holder stadig fast i fastelavn med familiegudstjenester, der indbyder udklædte børn.

Man slog katten af tønden som symbol på at drive ondskaben bort, men den levende kat er for længst erstattet af papirkatte og slik.

Påske

I påsken udspiller dramaet om Jesus’ sidste dage sig. Palmesøndag hyldes han som konge, men folkestemningen vender i løbet af få dage. Skærtorsdag aften spiser Jesus afskedsmåltid med sine disciple, hvorefter han tages til fange. Langfredag er dagen, hvor Jesus dømmes, korsfæstes, dør og begraves.

Påskedag og anden påskedag er påskens højdepunkt. Jesus opstandelse fejres påskedag, mens temaet for anden påskedag er den betydning Jesu opstandelse har for mennesket.

Påskedag er den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det betyder, at det altid er fuldmåne mellem palmesøndag og påskedag. Og at det altid er fuldmåne i skolernes påskeferie.

Datoen er tidligst 22. marts og senest 25. april.

Store bededag

Dagen hvor mange spiser varme hveder. Store bededag er en dansk helligdag, som blev indført af biskop Hans Bagger i 1686. Dagen, som han kaldte Ekstraordinær Almindelig Bededag, blev indført som en dag til faste og bøn. Det betød, at også bageren holdt lukket. Derfor bagte de hveder i stor stil dagen før, som folk kunne spise aftenen før bededag.

Falder fredag før fjerde søndag efter påske

Kristi himmelfartsdag

En af de store konfirmationsdage. 40 dage efter sin genopstandelse, tog Jesus disciplene ud af Jerusalem for at tage afsked med dem, inden han for til himmels.

Falder torsdag 40 dage efter påskedag

Pinsedag

Syv uger efter påske fejres pinse. For disciplene var perioden fyldt med angst og usikkerhed. De ventede på den talsmand, Jesus havde lovet dem. Pinsedag kom Helligånden over dem og gav dem mod. Man fejrer altså Helligåndens komme, og at det blev gnisten, der tændte troen i disciplenes tilhørere.

Ordet ”pinse” kommer af det græske ”pentakoste”, som betyder den 50. dag.

Falder den syvende søndag efter påske – dvs. tidligst 10. maj og senest 13. juni

7

8

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

- Bønnen giver ord, når man ingen har Bønnen er ifølge biskop over Fyens Stift, Tine Lindhardt, ikke en svær øvelse, der stiller krav til form og indhold. Den korteste bøn er ”tak”. Den næstkorteste er ”hjælp”, og vil man sige mere, indeholder fadervor, som hun snart udgiver en bog om, selve kernen af kristendommen. Biskoppen bruger selv bønnen, når hun siger tak for livets glæder og beder om hjælp til at komme igennem livets stormvejr.

Henrik Anderson heran@fyens.dk

Tine Lindhardt stryger tændstikken, men vinden blæser den ud. Fra den næste tændstik fanger ilden lysets væge. Hun tænder endnu et lys.

- Normalt står jeg og tænker lidt over det liv, vi har haft sammen. Det siger jeg tak for. Alt det gode, vi har givet hinanden. Og jeg siger hjælp.

Giv mig styrke til at leve det liv, man skal leve, siger hun.

Det er godt fire år siden, Tine Lindhardt mistede sin mand, tidligere biskop over Roskilde Stift.

Han ligger begravet på Assistens Kirkegård i København. Hun tænder ofte lys, når hun kommer der. To levende lys som sammen med de to ord ”tak” og ”hjælp” markerer en bøn om styrke og om taknemmeligheden over den tid, hun og hendes mand havde sammen.

Vi mødes i Fredens Kirke for at tale med biskop Tine Lindhardt om den kommende bog "Oplysning til borgerne om fadervor", som biskop Tine Lindhardt sammen med biskoppen i Haderslev Stift, Marianne Christiansen, er forfatter til. Før Tine Lindhardt blev biskop, var hun sognepræst i Fredens Kirke i Odense, og her kunne hun gennem det rundede vindue over arbejdsbordet i præstegårdens førstesal følge med i livet på kirkegården, og se hvordan folk kom og gik med lys, blomster, ord og stilhed.

Fadervor er en del af Tine Lindhardts livsrytme. Hun beder den hver aften, inden hun lægger hovedet på puden. Der er ingen pomp og pragt eller noget særligt højtideligt over bønnen. Den daglige bøn er et stille øjeblik, hvor hun med de velkendte ord blandt andet siger tak for dagen, der er gået.

- De to ord ”tak” og ”hjælp” er bøn i sin absolut korteste form. Begge dele er med. Selv når vi står i dyb sorg, sørger vi, netop fordi der var et liv, noget at sige tak for og noget at savne. Derfor følges takken og hjælpen ad.

Bønnen giver ordene Fadervor findes i Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente, hvor Jesus giver bønnen til sine disciple. De fleste kender i dag bønnen fra søndagsgudstjenesten, kristendomsundervisningen i skolen eller konfirmationsforberedelsen. Indtil for få generationer siden var det almindeligt at følge Luthers anvisning om at bede fadervor morgen og aften. For Luther var bønnen en pligt, og han så det at bede som en daglig vane.

I dag er den daglige bøn gledet ud af de flestes liv. Bønnen gemmes til højtiderne. Både kirke-

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

sede sig på i en ung alder, og da hun spurgte sin farmor, hvor vi alle kommer fra, og hvad det hele betyder, fik hun en bøn til gengæld.

- Jeg tror ikke, hun er helt klar over, hvad hun der gør, men det er et svar på en helt anden måde og af en helt anden slags. Det er ikke et svar i traditionel forstand, altså ikke en forklaring eller en redegørelse. Hun sagde snarere "Bed bønnen, og du nærmer dig, hvad meningen er, og hvor vi skal hen. Du får ord, som du ikke kunne sige dig selv, men som åbner og giver erkendelse på en anden måde." I og med at jeg lærte bønnen, blev det for mig en god rytme, som netop var en afrunding på dagen og en tak. Med tak har man også sagt noget om, hvad livet er. Livet er en gave, man får, tager imod og giver videre til andre. Når man giver den gave videre til andre, risikerer man at gøre ondt, og derfor beder man også om tilgivelse.

Selv om hun ikke normalt er den store tilhænger af udenadslære, mener hun, at netop fadervor er god at have med i bagagen.

- Fadervor gør bønnen let. Hvis man én gang har bedt, tager det præstationsangsten væk og tanken om, at bønnen kræver noget særligt.

Biskoppen er optaget af bønnen, som hun mener på en og samme tid rummer kristendommen, mens den er let at huske og kan bruges når som helst. Den stiller ikke krav om højmesser, lys, musik eller en præsts bevingede ord.

- Fadervor er kristendommen i en maggiterning.

Bønnen rummer stort set alle aspekter af, hvad kristendommen og evangeliet er. Den rummer tilliden. At tro ikke er en holdning eller at synes noget, men det er tro som tillid. Det giver bønnen.

Meditation vinder frem

Biskop Tine Lindhardt tænder to lys for sin mand, tidligere biskop over Roskilde Stift.

Han ligger begravet på Assistens Kirkegård i København. Foto: Ard Jongsma

årets og livets. Det er især i livets stormvejr, at vi griber bønnen, mener biskoppen. Fadervor giver ord, når man selv mangler dem.

- I de situationer, hvor vi gerne vil bede, står vi tit ordløse. Når man står på kanten af livet, når man mister, eller når nyt liv kommer til verden, bliver man målløs. Man står og gisper efter ordene. Hvad skal man sige? Man kan sige tak. Og hvis man så synes, at man skal sige et par ekstra ord, kan man bede fadervor. Har man mistet, eller er man ramt af en ulykke, står man tom og ordløs, og alle ord er taget væk. Er alle ord døde, kan man skrige "hjælp", og har man brug for flere ord, kan man bede fadervor.

Den måde, bøn og spiritualitet dyrkes på, ændrer sig fortløbende. De senere årtier har meditation fundet vej ind i kulturen både folkeligt og de senere år i folkekirken, hvor man oftere finder meditationsgudstjenester, der foregår i stilhed eller med særlige sang- og musikritualer. Tine Lindhardt praktiserer ikke selv meditationen, men hun anerkender, at mange har glæde af meditationen.

- Jeg ved, at det betyder noget godt og positivt for mange. Forskellen på meditationen og bønnen er for mig at se, at bønnen flytter fokus et andet sted hen. Bønnen taler til en, uden for én selv. Der er et "du", man henvender sig til, nemlig Gud. Dermed bliver man løftet ud af sig selv. Det, synes jeg, er en styrke. Hvis man er i en frustration eller stor sorg, kommer man let til at vende sig ind i sig selv, og det kan være svært at komme ud af igen. Det at få en anden i tale gennem bønnen gør pludselig, at man ikke er alene længere. Der er en, man taler til. En man beder til. Rent fysisk får man en samtale i gang og bliver på den måde vendt om mod en anden og opdager, at man ikke er alene. Det er en vigtig del af bønnen.

Hun nævner Jesus på korset, der anråber Gud. ”Hvorfor har du forladt mig”? Og Job, der i sin frustration og vrede også har behov for at henvende sig til nogen.

- Den erfaring har jeg selv gjort. At stå der, hvor man synes, man står på kanten, da har det været godt og håbefuldt at kunne henvende sig til en.

At få en i tale, fordi man ellers kan blive meget, meget ensom. Det er ikke, fordi der ikke er bekendte og venner omkring en, men man kan blive eksistentielt ensom, og der har bønnen den kraft i sig, at man får en anden i tale. Blikket bliver løftet og man bliver vendt ud mod livet på ny, siger Tine Lindhardt.

Blå Bog Tine LindhardT • Biskop over Fyens Stift siden 2012.

• Forfatter af bogen "Oplysning til borgerne om Fadervor", som hun har skrevet sammen med biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen.

Bogen udkommer på forlaget U Press.

• Født 16. november 1957 i Nørresundby.

• Student fra Viborg Katedralskole.

• Cand.theol. fra Aarhus Universitet 1984.

• 2003-2010 sognepræst ved Fredens Sogn i Odense.

• Har været program medarbejder på DR-programmet ”Mennesker og tro”.

• Enke efter biskop emeritus Jan Lindhardt.

• Hun har sønnerne Lars Gustav Lindhardt (født 1987), som er sognepræst, og Fredrik Lindhardt (født 1989), som er kandidat i retorik og konsulent inden for ledelse og kommunikation.

Bøn rummer svar Tine Lindhardt begyndte at bede, da hun var omkring 10 år gammel. Livets store spørgsmål pres-

Tine Lindhardt har været biskop over Fyens Stift siden 2012. Foto: Ard Jongsma

9

10

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

en læsning af fadervor De to biskopper Tine Lindhardt, Fyens Stift, og Marianne Christiansen, Haderslev Stift, har skrevet bogen ”Oplysning til borgerne om fadervor”. Bogen udkommer i kølvandet på en diskussion om, hvad bønnen ”Led os ikke ind i fristelse” egentlig betyder. Vi har bedt Tine Lindhardt udlægge fadervor for os bøn for bøn.

Henrik Anderson heran@fyens.dk

Vor Fader, du som er i himlene!

- Forholdet til Gud er som børns til deres forældre. "Du" er en, man taler direkte til. Nært og ligefremt. Gud er i himlen som det store hvælv, vi lever under, og Gud er i himlene, som det der er helt tæt os på og overalt. For hvor begynder himlen, og hvor slutter den?

Helliget blive dit navn,

- Må dit navn være helligt! Lad os forstå, at du er Gud. Og at det er vigtigt, at vi har noget helligt i vores liv.

Komme dit rige,

men fri os fra det onde.

- Vi ved godt, at ondskaben findes. For at vende tilbage til fristelsen, så er det enormt nemt også at blive ledt i den fristelse at udpege andre som onde. Når vi peger ham, hende, skurken eller syndebukken ud, er det en nem måde at komme af med det onde på, men for mig er det at lade sig lede ind i en fristelse til at dæmonisere. Det betyder ikke, at man ikke kan sige, at noget er bedre end andet, og at noget er forkert, for det skal man selvfølgelig, men den der "pegen fingre ad" kræver, at man løfter blikket og tør se på sig selv.

For det onde kunne måske ligge hos os selv, både når vi peger og i det hele taget.

For dit er Riget og magten og æren i evighed!

- Må dit rige komme, Gud. Det er en rigtig god bøn at bede, når man kigger ud på verden og tænker "hvad er det her for noget?". En verden i total kaos, eller et liv i total kaos. Da beder man: Må dit rige sætte sig igennem, Gud.

- Bønnen her udtrykker tilliden til, at Gud har magt til at hjælpe os. Vi er ikke fuldstændig overladt til os selv. Selv når vi er på herrens mark, så er det dog din mark, Gud, vi er på. Derfor må du finde dig i, at vi råber til dig, "hjælp!".

Det er også dig, vi siger tak til.

Ske din vilje, som i himlen således også på jorden;

Amen.

- Må det blive, sådan som du har sagt, det skal være, og som du vil have det.

Ikke alene i himlen, men også her på jorden.

- Man slutter med amen. Det betyder "det er sandt".

Giv os i dag vort daglige brød,

- Brødet kommer ikke bare af sig selv. Bønnen er en påmindelse om, at der er nogen, der har arbejdet for det og giver os det. Brødet, livet, er noget, vi skal sige tak for. Det er også en erindring om, at det ikke er alle, der har det daglige brød, mens vi måske er i en situation, hvor man ikke kan se brødet for bare pålæg. Derfor kunne det give anledning til at overveje, om der var nogle, vi skulle hjælpe. Når Guds kærlighed sætter sig igennem, sker det ofte gennem mennesker, fra ét menneske til et andet. Bønnen er også et håb om det måltid, der skal være på hin dag i evigheden, og om at vi altid har en plads om Guds bord.

Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

- Det, som jeg er kommet til at forbryde mig mod - mod et andet menneske, og det gør jeg hver dag bevidst og ubevidst - forlad mig det, Gud. "Forlad mig det" er et lidt mærkeligt billede. Betyder det, at Gud skal forlade os? Nej, det betyder, at vi beder ham om at få skylden til at forlade os. Om at han vil tage den væk fra os, så vi ikke skal tynges af skyld. Det betyder ikke, at skylden er væk med et fingerknips, og at man så bare går ud og gør det samme igen i morgen. Man går selvfølgelig til den, man har forbrudt sig mod og beder om tilgivelse og om forladelse, men man beder også Gud om hjælp til at bære det, der kan være svært at bære selv. Skylden. Samtidig forlader man andres skyld. Gisp. Gør jeg lige det? Bønnen rummer et håb om, at Gud også vil forlade mig min skyld, selv om jeg ikke altid forlader andres og tilgiver.

og led os ikke ind i fristelse,

- Det er en af de svære bønner. Kunne Gud finde på at lede os i fristelse? Har han den side? Nej, siger Luther. Det gør Paven også. Gud frister ikke nogen.

Men der er ting i vores liv, vi ikke forstår og hvor vi kan blive i tvivl om, hvor Gud er. I dag forstår vi ofte fristelse mere banalt, som at ’mænd ser på damer, og damer ser på flødeskumskager’ (og undskyld mine fordomme). Det er slet ikke det, der ligger i bønnen. Vi beder derimod om ikke at blive stillet i en situation, hvor vi bliver bragt i tvivl om Gud, og om hvorvidt Gud vil os det godt. Sæt ikke vores tro på prøve, kunne man også sige. Vores tro på Gud, hinanden og livet. Derfor er det en bøn, man beder, når alting ramler. Er jeg til fals i disse situationer for hvem som helst, der kommer med alle mulige idéer, og søger jeg da de nemme løsninger? Nej, hjælp mig Gud, til ikke at gå derud. Sådan forstår jeg den bøn, der også rummer en erkendelse af, at intet menneske kommer gennem livet uden at blive sat i situationer, vi synes er svære.

Biskop Tine Lindhardt var præst i Fredens Kirke, før hun blev biskop over Fyens Stift.

Foto: Ard Jongsma

TESTAMENTE - ARVERET DØDSBOBEHANDLING Hvem arver mig?

Er der behov for at lave et testamente?

Forsvundne arvinger—hvordan finder man dem?

Hvordan skal boet behandles?

Hvad med SKAT og Skifteretten?

Hvilke afgifter skal betales-og hvad bliver der tilbage? og mange flere spørgsmål

ADVOKATFYN HJÆLPER DIG!

Vores dygtige og erfarne advokater i Svendborg, Ringe og på Ærø er klar til at bistå dig.

Algade 33 - 5750 Ringe - Tlf: 62621048 - ringe@advokatfyn.dk

Stig Haack Pedersen

Vråvejen 2 - 5970 Ærøskøbing - Tlf: 62521077 - ar@advokatfyn.dk

Charlotte Kjærgaard

Mads Kromann

Morten Nordenbæk

Kullinggade 31 C 1.sal - 5700 Svendborg - Tlf 62 21 00 00 - svendborg@advokatfyn.dk

Jacob Thrane

Julie Skaarup

Kjeld Klausen

Lars Skjødt Jensen

Peter Burkal

Søren Ole Knudsen

Thomas Hess Petersen

Anders Hess Petersen

Birgitte Svendsen

Maria G. Erlang Schaumann

AdvokatFyn a/s

Hans Lindstrøm

12

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Ørbæk Kirke var lukket i halvandet år på grund af renoveringen. Foto: Ard Jongsma

Renoveringen af kirken tog halvandet år.

Foto: Ard Jongsma

Det blotlagte kalkmaleri er tidligere blevet dækket til, da det ansås som upassende i kirken.

Foto Ard Jongsma

Automatisk dørlås åbner ellers utilgængelige kirker Ørbæk Kirke er restaureret for millioner, og det skal menigheden nu have gavn af. Også når der ikke er gudstjeneste. Kirken er låst det meste af tiden, men arbejdet med en automatisk dørlås er sat i værk.

Henrik Anderson heran@fyens.dk

De mindre, danske landsbykirker sparer på omkostninger til personale, og rundt omkring samler de kræfterne med andre kirker, som dermed deles om gravere og andet personale. Det betyder, at der er flere timer i døgnet, hvor kirken ikke er bemandet. Der er ikke længere personale, som kommer om morgenen og låser kirken igen om aftenen.

I Ørbæk betyder det, at kirken i udgangspunktet kun er åben under søndagsgudstjenesten. Måske kan folk, der har behov for at bruge kirken uden for åbningstid, være heldige at støde på personale, som kan låse op. Men det er ikke til at vide på forhånd, om kirken er tilgængelig.

Det skal der nu laves om på. Menighedsrådet har sat arbejdet i gang, der skal munde ud i en automatisk lås, så døren kan være åben i dagtimerne.

Kirken er menighedens For menighedsrådsformanden i Ørbæk Kirke, Hanne Tendrup, er det vigtigt, at man kan komme i kirken, når man har behov for det.

- Vi vil gerne signalere som kirke, at det er et åbent rum, hvor alle er velkomne. Ørbæk Kirke er menighedens kirke, ikke bare menighedsrådets eller præstens. Hvis nogen har brug for at sidde i kirken lørdag formiddag, skal man kunne det, siger Hanne Tendrup.

- I ånden er kirken et åbent rum. Derfor skal den også være sådan i praksis. Det er underligt, at vi går og fortæller, at kristendommen er åben, og at vi skal være åbne for hinanden, men så låser vi kirken, siger hun.

Om den åbne, ubemandede kirke kræver overvågning, er der debat om i menighedsrådet. Beslutningen er endnu ikke truffet. Hanne Tendrup mener ikke, at det klæder en kirke at pege kameraer mod menigheden.

- Snakken om overvågning fylder en del, og det skal den også. Jeg synes, den skal være åben.

Der skal ikke være overvågning. Sjælesorg foregår i fuld anonymitet, og det gør noget ved os, hvis vi bliver overvåget. Vi er selvfølgelig ikke ligeglade med, hvordan man opholder sig i kirken.

Det er klart, at vi ikke stiller det mest dyrebare frem, men det dur heller ikke, at man kommer ind i en kirke, man føler er halvt åben. Man skal

stadig føle, at det er en kirke, man træder ind i.

Kirken er mere end bare rummet.

Restaureret for ni millioner Der kan være god grund til at slå vejen forbi Ørbæk Kirke, når den udvidede åbning kommer. Kirken genåbnede i foråret efter halvandet år med renoveringsarbejde. Lige knap ni millioner kroner er gået til blandt andet at blotlægge flere hundrede år gamle kalkmalerier, som bærer en historie, man kan følge i andre fynske kirker.

Flere af kirkens kalkmalerier er lavet af Træskomaleren, som er en eller flere kalkmalere, der var aktive på Fyn omkring år 1500. Træskomotivet var deres kendetegn, og deres primitive kalkmalerier er ofte ikke religiøse.

Kirkens mest berømte motiv, ”Djævlen og Heksen”, er blandt de nyrestaurerede malerier, man kan opleve i kirken. Det forestiller en heks, der samler djævlens efterladenskaber i en krukke.

Maleriet blev fundet i 1932 og straks kalket over igen. Stærke sager for datidens kirkegængere.

Stadig kontroversielt i dag, men i sidste ende besluttede menighedsrådet sig for at lade heksen og djævlen komme frem.

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Menighedsrådsformand Hanne Terndrup og sognepræst Hanne Uhre inspicerede i sommers resultaterne af det store renoveringsarbejde i Ørbæk Kirke.

Foto Ard Jongsma.

13

14

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Ny sorggruppe starter på SDU Efter to år som studenterpræst på Syddansk Universitet har Lene Crone Nielsen taget initiativ til at oprette en sorggruppe for studerende.

Henrik Anderson heran@fyens.dk

Når studerende mister familiemedlemmer eller af andre årsager rammes af sorg, er der ikke altid et naturligt sted for dem at tage hen. Folkekirkens sorggrupper består sjældent af andre unge i uddannelse, og de studerende kan have særligt brug for at tale med ligesindede, der ligesom dem selv står i en overgangsfase, hvor de er ved at skabe deres egen tilværelse.

Lene Crone Nielsen har været studenterpræst på Syddansk Universitet i to år, og i den periode har hun oplevet, at der er et behov for en sorggruppe til de studerende. Derfor har Lene Crone Nielsen startet en sorggruppe for studerende sammen med psykologistuderende Ida Frimann, der skriver sin kandidatafhandling om sorg. Det er gennem arbejdet med sorggrupper i folkekirken, at de to har fået kontakt. Ida Frimann mistede selv sin far forælder som ung og har dermed personligt kendskab til brugen af sorggrupper.

Derudover har hun været sorggruppeleder i det, der kaldes Den fynske sorggruppe for børn og unge.

Sorggruppen henvender sig til studerende og er ikke forbeholdt studerende på SDU. Gruppen starter i februar, og medlemmerne mødes hver anden tirsdag klokken 16-18 på SDU. - De studerende på SDU er i en aldersgruppe, hvor det er vigtigt at have en direkte identifikation med dem, man sidder i en gruppe med. De kan selvfølgelig også bruge folkekirkens almindelige sorggrupper, men der blander man alle voksne, så de grupper kan have et ret stort aldersspænd, siger Lene Crone Nielsen.

Lene Crone Nielsen mødes med mange studerende til individuelle samtaler som studenterpræst, men med erfaring i sit øvrige arbejde med sorggrupper, fortæller hun, at sorggruppens styrke er, at de unge kan møde andre, som forstår, hvordan de har det.

- I en sorggruppe møder man mere end almindelig medfølelse. Her er faktisk nogle, der forstår, hvad man siger. Den genkendelse er enormt vigtig. Som sorggruppeleder kan jeg sætte rammen for et møde og en fortrolig samtale mellem mennesker, men de kan give hinanden noget, vi ikke direkte kan give dem, siger hun.

FaKta Sorggruppe på SDu Lene Crone Nielsen er studenterpræst på SDU og sognepræst i Hjallese Kirke. Her har hun tidligere arbejdet med sorggrupper.

Har været studenterpræst siden februar 2017.

Sorggruppen er startet sammen med Ida Frimann, der er psykologistuderende og i færd med at skrive speciale om sorg.

Sorggruppen starter i februar og kører indtil slutningen af juni.

Gruppen mødes hver anden tirsdag fra klokken 16-18 i et mødelokale på SDU. Der er plads til maksimalt 10 deltagere i gruppen, og man skal være tilmeldt på forhånd.

Æstetiske og skræddersyede lyd- og billedløsninger

Østerhåb Kirke, Horsens Projektor- og højttalerløsning

Landsdækkende salg og service

Kontakt os for et gratis og uforpligtende tilbud

Kontakt voress Fynske afdeling på telefoon 31192109

Oticon Denmark A/S Tlf.: 3917 7400 mail@oticon.dk www.oticon.dk

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

15

Svært at finde mening Studenterpræsten oplever, at de studerende, der rammes af sorg, ofte forsøger at opretholde hverdagen og studiet, men at sorgen kan sætte sig som træthed, mens hverdagens store og små gøremål bliver uoverskuelige.

- Når man er ung og starter uddannelse, lægger man et spor, der rækker ind i fremtiden. Udsættes man af alvorlige ting, kan fremtidsmålet kommet til at stå i et andet lys, så man mister motivationen. Man kan have svært ved at finde en mening med det hele, når man har mistet sin mor eller bror. Det er en mental mavepuster, der giver et før og efter i ens liv.

Almindelige "ungdomsproblemer" som kærestesorger kan forekomme overfladiske for unge, der har oplevet en stor alvor i livet. Det kan skabe en afstand, som tager tid at overkomme. Derfor skal man tage sorgen alvorligt: - Man ændrer sig, og derfor får man også andre måder at se verden på. Sorgen har uundgåeligt en negativ indflydelse på en, men man risikerer også, at man til sidst bliver opgivende og uden evne til at holde fast i noget.

Sorg er normalt Lene Crone Nielsen understreger, at sorg er normalt. Det kan man ikke ændre på. Derfor mener hun netop, at sorgen er vigtig at tale om, så den ikke tabuiseres.

- Det er vigtigt, at sorgen har et rum i den medmenneskelige samtale. En sorggruppe er et supplement. Det er ikke en kur. En sorggruppe fjerner ikke sorgen. Man vil opleve, at der er kommet noget nyt ind i ens liv, som over tid vil ændre sig.

Lene Crone Nielsen taler med studerende fra alle religioner om eksistentielle og åndelige spørgsmål.

Foto: Ard Jongsma Men det vil være der som et udtryk for kærligheden til det menneske, man har mistet.

For sorggruppen på SDU vil temaerne for samtale være konkrete. Hvad gør man ved fødselsdage og til jul? Det holdes alment og uden fokus på religion.

- Jeg bruger selvfølgelig min erfaring og faglighed, når vi mødes i sorggruppen, men det er uden religiøst fortegn. Det er ikke en religiøs gruppe,

Om sten- og billedhugger Ib Rasmussen

Sten- og billedhugger Ib Rasmussen startede i stenhuggerfaget i 1989, og han tilbyder løsninger, hvor han forsøger at kombinere kreativitet, kvalitet og fleksibilitet med godt håndværk.

Løsningerne skræddersys og hugges til den enkelte kunde, opgave og placering, og Ib Rasmussen forsøger så vidt muligt at imødekomme kundernes personlige ønsker.

Ib Rasmussen driver en enkeltmandsvirksomhed med et personligt koncept, hvor han tilbyder stor fleksibilitet, gode priser og kvalitet hele vejen igennem.

Der er kun få udlærte stenhuggere tilbage på Fyn, og Ib Rasmussen glæder sig over at holde den faglige fane

højt, når han arbejder med gravsten, urnesten og plænesten. Han udfører samtidig renoveringsopgaver (for eksempel for herregårde, slotte, kirker og museer), hvor ældre stenarbejder trænger til at blive repareret af en rutineret sten- og billedhugger som Ib Rasmussen.

Virksomheden har værksted på Tøndeskovrækken 17 i 5350 Rynkeby, hvor også kunster og skulptør Jens Ingvard Hansen holder til og arbejder med sine kunstværker.

PRISEKSEMPLER ncebogstaver:

60,- kr./s .

90,- kr./s .

ne esten 30x40 cm l. 30 indgraverede bogstaver:

3500,-- k

Urn nesten 40x60 cm l. 30 indgaverede bogstaver:

5000,-- kr

vsten 60x80 cm l. 30 indgraverede bogstaver:

8000,-- k .

nesten 40x40 cm l. 30 indgraverede bogstaver:

4500,-- k .

nesten 40x60 cm l. 30 indgraverede bogstaver:

5500,-- k

gstavspriser, indgraveret:

hvor man skal være medlem af folkekirken.

Det samme gælder generelt for Lene Crone Nielsens arbejde som studenterpræst. Hun taler kristne såvel som ateister og unge fra andre kulturer og andre religioner.

- Som præst er jeg på SDU som sjælesørger og samtalepartner. Jeg giver en mulighed for, at man lette sit hjerte til en udenforstående.

RenoveRing af kiRkeR og fRedede ejendomme Renovering af kirker og fredede ejendomme kan gøre en kæmpe forskel for strukturen og holdbarheden af den enkelte ejendom. Det kan sørge for, at ejendommen holder væsentligt længere tid, bliver mere energivenlig og modstandsdygtig over for eventuelle problemer.

Vi kan i samarbejde snakke sammen om, hvad dit behov er, hvilke materialer der skal bruges, og hvordan du får det bedste ud af din ejendom.

Vi lægger stor vægt på at beholde den gamle stil, men samtidigt sørge for det bliver funktionelt og modstandsdygtigt.

Kontakt Ib Rasmussen for tilbud på andre størrelser gravsten samt rensning og opmaling af eksisterende gravsten.

Stor udstilling på Vesterbrovej 116, 5000 Odense C, indgang via Fælledvej

Værksted: Tøndeskovsrækken 17, 5350 Rynkeby, www.gravstentilalle.dk

Tlf. 2728 7132

Esbensen Nielsen A/S . Bjerrebyvej 94, 5700 Svendborg . Telefon: 62 54 13 90 . Mobil: 40 25 20 91

16

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

- vi mænd skal spørges Da Bo Linnebjerg for 15 år siden blev medlem af menighedsrådet i Sct. Jørgens Kirke i Svendborg, syntes de øvrige medlemmer, at han var meget ung. Det gør de formentlig stadig. Han er en af de frivillige, som jonglerer arbejde, familieliv og det frivillige arbejde, fordi han mener, det er vigtigt at gøre en indsats for andre. Men der er ikke mange som ham i de danske menighedsråd.

Henrik Anderson heran@fyens.dk

- Jeg tænker, at stedet her var lidt som en fattiggård, hvor de spedalske blev plejet. Og så er det en af de kirker, der ligger skønnest i Danmark, siger Bo Linnebjerg med et smil, mens han går omkring Sct. Jørgens Kirke i Svendborg.

Bo Linnebjerg er en af de mænd, som folkekirker over hele landet gerne vil have fingrene i. Han er 50 år gammel, bor i Svendborg med sin kone og er far til tre børn. Han arbejder som sælger ved Kjaer & Kjaer, som er en virksomhed i Svendborg, der sælger solide biler til velgørenhedsorganisationer over hele verden, og så har han været medlem af menighedsrådet i Sct. Jørgens Kirke i 15 år, hvor han er kasserer og kirkeværge.

Noget kan tyde på, at folkekirken har svært ved at tiltrække mænd. Særligt de yngre. Den Danske Værdiundersøgelse fra 2008 viste, at kvinder over hele linjen var mere troende og engagerede i folkekirken end mænd. Således svarede 71 procent af kvinder mod 56 procent af mænd, at de tror på Gud, mens 13 procent af kvinder mod syv procent af mænd gik i kirke mindst en gang om måneden.

Forskere peger blandt andet på, at kvinder ofte påtager sig et større ansvar i den tidlige pleje og opdragelse af børn, og de derfor i højere grad er inddraget i ritualerne omkring fødslen.

Spørger man Bo Linnebjerg, handler det også om, at mænd gerne vil gøre sig gældende, men at opgaverne skal være konkrete. Og så skal de spørges.

- Hvis ikke jeg var blevet spurgt, havde jeg nok ikke været her. Det lå ikke i kortene, at jeg ville søge pladsen i menighedsrådet af mig selv. Jeg blev inviteret. I fodboldklubben sagde vi, at hvis man vil have hjælp til et arrangement, skal man

ikke bare sende en mail rundt. Man bliver nødt til at gå hen til folk og sige "Bo, vi står og skal bruge en på søndag. Hvad siger du?", siger han.

Han er en af de gode frivillige. Han har lagt utallige timer som træner i lokale håndbold- og fodboldklubber, og var han ikke endt i menighedsrådet, havde han lagt sine kræfter et andet sted, hvor han kunne være til gavn for lokalsamfundet.

Bo Linnebjergs vej ind i menighedsrådet gik gennem hans yngste søns kammerat, hvis far er bygningskonstruktør og havde været involveret i menighedsrådet i forbindelse med renoveringen af sognegården.

- Da arbejdet stod færdigt, tror jeg, han syntes, han havde ydet sit. Da der skulle nye ind i menighedsrådet, foreslog han mig. Jeg tog til et informationsmøde, stillede op og blev valgt, siger Bo Linnebjerg.

Kender hver en mursten Menighedsrådet i Sct. Jørgens Kirke består af tre mænd og fem kvinder foruden to sognepræster.

Bo Linnebjerg fortæller, at det er sammensat af forskellige kompetencer. Nogle, som ham selv, er gode til budgetter og mursten, mens andre er gode til at skabe aktiviteter, og endnu andre er gode til mennesker og til at have kontakten til kirkens ansatte. Efter en kort årrække i menighedsrådet arbejdede Bo Linnebjerg sig ind rutinerne, og derfra rykkede han ind på menighedsrådets tungere poster. I dag er han kasserer og kirkeværge. Arbejdet kan være tungt, men han nyder at bringe sig i spil, at give en hånd med og at gøre en indsats.

- Jeg var meget ung, da jeg startede i menighedsrådet, og jeg tror egentlig stadig, de andre synes, jeg er ung, siger han og griner.

Han sammenligner sine roller som kasserer og kirkeværge med at administrere et stort hus med et årligt budget på omkring tre millioner kroner.

Det dækker blandt andet over lønninger til kordegn, kirketjenere og organister.

Bo Linnebjerg leder vejen gennem kirken og dens bygninger. Som kirkeværge er det ham, som formelt har ansvaret for at føre tilsyn med blandt andet kirkens stand, vedligeholdelse, reparationer og nybyggeri på menighedsrådets vegne.

Kirkens historie kan spores tilbage til 1100-tallet, hvor man isolerede spedalske uden for byerne. De spedalske boede i huse, såkaldte Sct. Jørgensgårde, opkaldt efter Sct. Jørgen, der var helgen for de spedalske. I Svendborg blev disse huse bygget i det sydvestlige Sørup, og man byggede Sct. Jørgens Kirke til de spedalske, der, eftersom de var forment adgang til byen, ikke kunne besøge byens kirker.

Gennem århundreder blev kirken, der oprindeligt var en lille trækirke, bygget i sten og siden udvidet, inden restaureringer har givet den sit nuværende udseende, der har flere træk fra den oprindelige stenkirke, end den havde for 100 år siden.

Det er bygninger, Bo Linnebjerg kender særdeles godt.

Arbejdet skal være håndgribeligt Bo Linnebjerg genkender billedet af, at mænd er lettere at lokke til kirken, hvis der er noget håndgribeligt at lave.

- Mere end bare at snakke vil mænd gerne have et eller andet, man kan arbejde med. Om det er med hænderne eller hovedet er underordnet. Til søndagsgudstjenesterne tror jeg ikke, der er en overvægt af kvinder, men jeg tror, det er rigtigt, Fortsætter side 18

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Blå Bog Bo LinneBjerg Født i 1968 i Ikast.

Bor i Svendborg med sin kone.

Er far til to drenge og en pige.

Medlem af menighedsrådet i Sct. Jørgens Kirke. Her er han kasserer og kirkeværge, og har derfor ansvar for afrapportering af budgettet til menighedsrådet og ansvaret for bygningernes stand som kontrolleres årligt med en byggesagkyndig.

Har siddet i menighedsrådet i 15 år. Før det har han været frivillig i håndbold- og fodboldklubber.

Arbejder for Kjaer & Kjaer, der sælger biler til velgørenhedsorganisationer over hele verden.

Ro og fællesskab er nøgleordene for Bo Linnebjerg, når han planter sig på bænken under søngens gudstjeneste.

Foto: Katrine Becher Damkjær

17

18

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Bo Linnebjerg har været frivillig i børnenes sportsklubber, men de seneste 15 år har han været medlem af menighedsrådet i kirken. I dag er han kasserer og kirkeværge. Foto: Katrine Becher Damkjær

Gennem sit arbejde er Bo Linnebjerg blevet mere bevidst om, hvad kirken skal og ikke skal være. Foto: Katrine Becher Damkjær

at det er lettere at få kvinder til aktiviteter i kirken.

Det appellerer måske mere til dem end mænd, siger han.

I Sct. Jørgens Kirke arbejder menighedsrådet med at få mere frivilligarbejde ind i kirken, og håbet er, at det også kan være med til at aktivere mændene. Eksempelvis var mændene hurtige til at træde til i forbindelse med et rollespil for konfirmanderne i anledning af Luther-året.

- Der kom masser af mænd. Konfirmanderne er jo deres børn, og de blev bedt om at være riddere og fægte med sværd. Det appellerer til os mænd.

Jeg tror, at håndgribeligt arbejde kunne være med til at flytte noget. Som mand vil man gerne yde noget. Man vil gerne bidrage, men man skal nok spørges. Man stiller ikke bare selv op.

En af udfordringerne ved at aktivere frivillige i kirken er, at det ikke giver sig selv, hvad de skal lave. En fodboldklub mangler trænere, dommere, holdledere og så videre. Kirken er en anden størrelse. Samtidig mener han ikke, at man skal gå på kompromis for at gøre sig populær.

- Jeg har før været en af dem, der sagde, at der skulle ske noget mere i kirken, og at vi skulle være mere moderne. Men jeg er blevet mere balanceret. Kirken er kirke, og vi skal ikke ændre os til noget, vi ikke er. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan lave gode arrangementer og skabe indhold på nye måder, men vi skal samtidig passe på, at vi ikke udvander kirken. Jeg vil hellere skabe rammen for godt indhold i kirken end at have mange folk igennem.

firmeres. Så ser vi dem kort, når de skal giftes, og så ser vi dem først, når de er rundet de 50.

Familielivet er travlt, og det er nok derfor, vi ikke har den aldersgruppe fast i kirken. Søndag formiddag, hvor gudstjenesten ligger, er den eneste tid på ugen, hvor der er ro derhjemme. Hvis man har overskud og god tid, så tager jeg jakken på og traver ned i kirken, hvor jeg får en god oplevelse.

Andre gange har man bare brug for at sidde og læse eller ordne småting i haven.

Som årene er gået, og børnene er blevet større, har Bo Linnebjerg fået mere tid til at komme i kirken. Men kirkens betydning for ham har også ændret sig.

En kirke for lokalsamfundet - Sidste sommer gik jeg herned forbi, og der var tilfældigvis voksenkor. Jeg følte mig næsten helt hensat til Midsomer fra "Barnaby", da jeg gik forbi, hvor lyset strålede ud af vinduerne, og jeg hørte dem synge. Alt var fryd og gammen. Det er det billede, jeg gerne vil se. At vi har et sted, der betyder noget for lokalsamfundet.

Det er der, Bo Linnebjerg lander, næsten hver gang nogen spørger, hvorfor han lægger sine kræfter i menighedsrådet, når man også har travlt på arbejdet og derhjemme. Kirken er vigtig. Punktum.

- Kirken er en del af lokalsamfundet, og det vil jeg gerne være med til at bevare og udvikle. Det handler om at stille nogle faciliteter til rådighed.

Rent praktisk. Forkyndelse fylder ikke så meget for mig lige nu. Det er nogle smukke bygninger, og her foregår noget værdifuldt arbejde. Forkyndelsen er præstens arbejde. Så laver vi andre nogle aktiviteter, der gør det interessant at komme herned.

I barndomshjemmet i Ikast var kirken noget, man brugte, når der var barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Da Bo Linnebjerg gik til konfirmationsforberedelse, var det gennem hans bedsteforældre, som brugte kirken meget, at han havde en forbindelse til kirken.

- Det er nok troen, der adskiller mit forhold til kirken fra mine bedsteforældres. Dermed ikke

Der findes ikke andre rum, hvor jeg får mere ro end i kirken. Der er plads til fordybelse og refleksion. Jeg mærker det, lige så snart jeg træder ind i kirken. Både når den er tom, og når der er mange mennesker.

sagt, at jeg ikke tror på noget, men de praktiserede det mere. De lagde ikke skjul på deres tro, og det bar deres hjem præg af. Det at være kristen blev en stor del af deres identitet.

Ordet kulturkristen har han smagt på, men med det følger en bismag. For Bo Linnebjerg er kirken og kristendommen mere end et historisk ophav.

- Jeg tror ikke, jeg er kulturkristen. Der er et element af kultur over troen, jo, men for mig ligger der noget begrænsende i begrebet kulturkristen.

Som om man kun holder det i live, fordi det er en tradition.

Man skal finde tiden Med en travl hverdag på jobbet og et travlt familieliv med tre børn, kender Bo Linnebjerg udfordringen med at finde tid til at bruge kirkens tilbud. Ligger de ikke om aftenen eller i weekenden, er hans deltagelse tæt på udelukket. Søndagsgudstjenesten deltager han i jævnligt, men ikke hver uge.

- Vores præst Martin Wemmelund sagde engang, at sognebørnene har vi, indtil de skal kon-

- Jeg er nok også blevet mere bevidst om, at jeg søger mening. Det begynder at fylde mere, og kirken er noget, jeg i højere grad vælger til.

Når man kommer op i årene, begynder man nok at reflektere mere over tingene, og til det fungerer kirkerummet godt. Jeg kan godt glide væk i tankerne, selv om der sker alt muligt omkring mig i kirken. Der sker noget i en, når man bliver bænket, og man lytter og synger.

Kirkerummet giver ham ro. Når Bo Linnebjerg træder over dørtærsklen, oplever han at træde væk fra alt det, der larmer og farer rundt udenfor.

Han beskriver kirken som en havn, hvor man kan finde beskyttelse fra livets værste storme.

- Der findes ikke andre rum, hvor jeg får mere ro end i kirken. Der er plads til fordybelse og refleksion. Jeg mærker det, lige så snart jeg træder ind i kirken. Både når den er tom, og når der er mange mennesker. Alt støjen fra det travle liv forsvinder. Det er ikke det samme, hvis man smider sig på sofaen derhjemme. Måske fordi der ikke forventes noget af dig i kirken, siger Bo Linnebjerg.

ANNONCE

en helt anden må åde. Dengang tiede alle og håbede, at sorgen så gik over. Det var barsk, fortæller Isabella Troldeberg: - Jeg har stor respekt for de pårørendes sorg. De erfaringer, jeg selv har, gør, at jeg bedre kan fornemme den situation, de efterladte står i og imødekomme deres behov. Med udgangspunkt i, hvordan jeg selv gerne vil mødes i en sådan situation, hjælper jeg med tilrettelæggelse af en afsked ud fra familiens ønsker og jeg står til rådighed og følger familien gennem hele forløbet.

Et lille smil giver et pusterum Isabella Troldeberg fortæller, at et lille smil ofte lister sig ind i de samtaler, hun har med efterladte efter et dødsfald: - I rigtig mange af de samtaler, jeg har med familier, er der altid en eller anden grad af smil. Eller de efterladte kommer måske til at fnise lidt af noget, som afdøde har sagt eller gjort. Der kan altså godt komme en humor ind en samtale, hvor nogen

, med. Det betyder, at jeg i princippet gør det samme gang på gang, fordi nogle af opgaverne er de samme, men omvendt er der ikke to dødsfald eller begravelser, der er ens. Der er hele tiden nye aspekter, der skal tages hensyn til ud fra de efterladtes ønsker og jeg bliver tovholder for alle opgaver, som kan være svære for en familie at overskue ved et dødsfald.

- Den sorg jeg møder i mit arbejde, kan jeg som sagt helt personligt forstå, men jeg sørger også for, at den ikke tærer på mig. Der er da også familier, der har sagt, at ”…jo mere vi var ude af os selv, desto mere rolig blev du” – og jeg vil gerne

Rugårdsvej 40, 5000 Odense Tlf. 66 11 42 00

være modvægt for folk i en situation, hvor de kan komme langt ud, selvom jeg som bedemand også bliver berørt af situationen. For bliver jeg ikke berørt længere, så skal jeg ikke arbejde som bedemand længere.

At opfylde familiens ønsker Det fremgår tydeligt, at Isabella Troldeberg er glad for sit job og sin funktion som bedemand, og hun har derfor heller ikke svært ved at sætte ord på, hvornår hun har haft en god dag – på trods af, at hun netop rækker en hånd frem til efterladte i en svær tid: - Egentlig er en god dag for mig, hvis jeg har haft mulighed for at opfylde familiens ønsker. Så er det tilfredsstillende, og det er jo det, jeg er der for. Det er fint, når man får sine aftaler på plads på de efterladtes vegne og alt klapper, som det skal. Måske har afdøde også efterladt ønsker for sin begravelse, som skal efterkommes, så vidt det er muligt, slutter Isabella Troldeberg.

20

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

I midten er det Ole Mygind Pedersen, Cecilia Elisabeth Hornbech og Inger Høirup Pedersen, der alle kommer fra Odense.

Foto: Henrik Anderson

For de vandrende er naturen Guds hus Foreningen Fynsk Pilgrimsvandring gik det nye år i møde med en for foreningen rekordstort antal vandrere.

Henrik Anderson heran@fyens.dk

- Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at vandre den.

Med disse ord af den svenske helgeninde Birgitta af Vadstena satte vandringsleder Marianne Olesen fra Fynsk Pilgrimsvandring årets nytårsvandring i gang. Selv om denne januarmorgen, helligtrekongersdag, er kold, og tågen er tæt, er det foreningens hidtil største vandring med 44 tilmeldte. Heraf er godt halvdelen nye, som deltager for første gang. De mange vandrende er samlet i Faaborg til årets nytårsvandring. Efter gudstjenesten i Faaborg Kirke går den godt 10 kilometer lange vandrerute om Sundet og rundt i landskabet, inden de slutter af tilbage ved kirken.

Foreningen har eksisteret siden 2002 og tilbyder årligt en lang række kortere vandringer samt årets højdepunkt, som er pilgrimsvandringen hver pinse, hvor foreningens medlemmer går ad ruter fra en række af de fynske kystbyer med mål i Odense Domkirke.

Inger Høirup Pedersen og Ole Mygind Pedersen er to af Fynsk Pilgrimsvandrings grundlæggere. Parret deltog i en stor fynsk pilgrimsvandring i 2002, da de var nysgerrige på, hvad det var for noget. I dag er de erfarne pilgrimsvandrere, og de har blandt andet vandret ad pilgrimsruter i Norge, Sverige, Israel og langs Caminoen.

- Jeg synes næsten, at naturen er den smukkeste katedral. Man lytter og hører bedre herude.

Det er en slags bøn med fødderne, siger Inger Høirup Pedersen.

Fakta Fynsk Pilgrimsvandring Foreningen blev stiftet i 2002.

Arrangerer i løbet af året en række kortere pilgrimsvandringer samt den årlige pinsevandring, hvor vandrere samles i flere fynske kystbyer og vandrer til Odense Domkirke i løbet af pinsedagene.

Vandringerne veksler mellem at foregå i stilhed og i samtale.

Turene har altid en forankring i kirken. Typisk begynder de med en gudstjeneste. Nogle ruter har stop i flere kirker undervejs, men andre begynder og slutter ved samme kirke.

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

- Man føler sig i kontakt med Gud, når man går. Pinsen er Helligåndens komme, og jeg synes, man fornemmer Helligånden bedre, når man går i naturen, siger Ole Mygind Pedersen.

Selv om man vandrer i naturen, er kirkerne en stor del af en pilgrimsvandring. Parret står for Svendborg-ruten under den årlige pilgrimsvandring i pinsen. Ruten, der går fra Sct. Nicolai Kirke i Svendborg til Odense Domkirke, lægger de vejen forbi 14 kirker.

De fungerer hver især som små åndehuller, og rutens arrangører sørger for at lade kirken vide, hvornår de kommer forbi, så de ikke risikerer at blive mødt at en låst dør.

- Kirkerummet gør også noget ved os. Pilgrimslængslen bliver indfriet. Vi bruger syv pilgrimsord. Frihed, enkelthed, stilhed, bekymringsløshed, langsomhed, åndelighed og fællesskab. Kirken rummer en stor del af det, ligesom gudstjenesten rummer meget af det, siger Ole Mygind Pedersen.

Vandring giver styrke Cecilia Elisabeth Hornbech fra Odense har været med i foreningen i en årrække. Ligesom Inger Høirup Pedersen og Ole Mygind Pedersen har hun vandret Caminoens omkring 800 kilometer.

- At gå forbinder mig med naturen. Det giver ro, men der er også samværet med de andre, ligesom man oplever nye steder. Det handler om bare at være til med naturen, med mennesker og med sig selv.

Cecilia Elisabeth Hornbech finder stor frihed i at vandre. Hver gang hun går et nyt

sted, er det et nyt eventyr, hvor hun er fri fra hverdagens pligter.

- Du skal ikke ud og vaske op eller have fat i støvsugeren, siger hun og griner.

Samtidig kan livets svære sider være brændsel for vandringen, som på ny bliver en inspirationskilde til svar. Finder hun det ikke selv, kan det være, hun møder et menneske undervejs, som har svarene til hende.

- Det handler om at være ét med det, der er lige nu og her. Det giver mental styrke.

Jo stærkere du bliver, des stærkere kan man også være i svære situationer. Vi har alle skygger, og vi oplever alle mørke i vores liv, som vi skal finde styrke til at modstå og gå igennem, siger hun.

Det er fast rutine, at de vandrende veksler mellem stræk med og uden samtale. Også på de kortere ruter.

- Når man vandrer i stilhed, er man tvunget til at gå indad. Når man taler med et andet menneske, har man fokus på samtalen. Jeg kan godt lide, at vi veksler, siger Cecilia Elisabeth Hornbech.

For Cecilia Elisabeth Hornbech er vandringen en måde at komme i kontakt med sig selv og sin tro på. Hun finder inspiration i kristendommens budskaber om næstekærlighed og omsorg til at åbne sig for mennesker i alle aldre, fra alle religioner og kulturer.

- Et eller andet sted er vi jo alle ét. I mange generationer og mange steder har vi øvet os i at adskille os, men det handler om at samles, siger hun.

En kold januardag indledte året for Fynsk Pilgrimsvandring med rekordmange vandrende. Foto: Henrik Anderson

Kirker åbner dørene for vandrende og cykelturister Såkaldte vejkirker stiller faciliteter til rådighed for turister og borgere, som trænger til en tissepause, at fylde vanddunken eller pumpe cyklen. Det skal øge kendskabet til de danske kirker.

Henrik Anderson heran@fyens.dk

Menighedsråd over hele øen arbejder i disse år for at gøre kirken tilgængelig for folk, der af forskellige årsager ønsker at lægge vejen forbi uden for søndagsgudstjenesten. Især for det stigende antal vandrerforeninger og cykelturister kan kirken være en oase, hvor man kan fylde vanddunke og gå på toilet.

Blandt andet udgiver Kirkefondet, som er en folkekirkelig organisation, der søger at skabe liv og vækst i folkekirkens menigheder, en folder, der samler informationer om en række såkaldte vejkirker. Folderen rummer langtfra alle kirker, men den giver en række bud på eksempelvis cykelvenlige kirker, fortæller om faciliteter såsom handicaptoilet og angiver kirker langs pilgrimsruter.

Det er altid en god idé, at tjekke faciliteterne hos kirkerne, før man lægger vejen forbi. Nogle er lukkede det meste af tiden, mens andre oftest er åbne i dagtimerne.

Cykelkirker øger kendskab For at få flere cykelturister til at gøre holdt ved landsbykirkerne, er kirkerne begyndt at installere små cykelstationer med varierende tilbehør til cykelstoppet. Således også i Middelfart Kommune, hvor cykelturisterne oplagt kan spejde efter kirkerne. Her har man sidste år installeret cykelpumpe og bordbænkesæt ved kommunens 21 kirker, så cykelturister kan få frisk luft i dækket og puste ud på bænken.

I disse år frigøres der plads på danske kirkegårde, som kan bruges til andre formål som eksempelvis cykelstationerne. En af årsagerne findes i, at færre vælger klassiske gravsteder, enten fordi de i stedet bliver kremeret eller ikke ønsker at bevare gravstedet i så mange år som tidligere.

Provst i Middelfart provsti har tidligere udtalt til avisen, at han glæder sig over initiativet: - Det giver flere grønne, tomme områder på kirkegårdene. De friarealer, tænker vi, kan udnyttes til rekreative formål, så man i højere grad ikke kun ser kirkegårdene som et sted med gravsteder, siger Peter Lind.

21

22

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Hospitalspræsten kan noget, lægerne ikke kan Elisabeth Rokkjær Hammer er hospitalspræst ved det børnepalliative team, som i 2016 blev oprettet på Odense Universitetshospital. Det er unikt for afdelinger som denne i Danmark, at man har tilknyttet en hospitalspræst, og det har både patienter, læger og sygeplejersker stor gavn af.

Henrik Anderson heran@fyens.dk

Hver gang et barn rammes af livstruende og uhelbredelig sygdom, har det store konsekvenser for både barnet og familien. Hvert år dør godt 400 børn af sygdomme, hvor barnet kunne have haft gavn af såkaldt palliativ behandling, der er betegnelsen for indsatsen med lindrende behandling til barnet og støtte til familien.

Siden 2016 har det børnepalliative team på Odense Universitetshospital støttet familier med syge børn i hele Region Syddanmark. Som noget unikt inden for børnepalliationen har afdelingen på OUH tilknyttet præst Elisabeth Rokkjær Hammer. Et tilbud der i Danmark ellers kun findes på børnehospice Lukashuset i Hellerup.

Overlæge Lena Hamm var med til at starte børneteamet, og hun var ikke i tvivl om, at en hospitalspræst var vigtig at have med. Den forskel, hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer gør i palliationen, er afgørende.

- Elisabeth giver familierne en fantastisk ro.

Man kan ikke tage smerten væk fra familierne, men Elisabeths måde at være i det på sammen med dem giver dem en ro og et håb om, at man som familie klarer det, siger Lena Hamm.

Præsten kan noget særligt Foruden overlæge Lena Hamm og præst Elisabeth Rokkjær Hammer består det børnepalliative

team på OUH af to sygeplejersker, en fysioterapeut, en socialrådgiver, en psykolog og et frivilligt netværk. De gør en tværfaglig indsats for at hjælpe børn og unge under 18 år, der har livstruende og uhelbredelige sygdomme. Patienternes udfordringer kan blandt andet være fysiske, sociale, psykologiske, eksistentielle og håndgribeligt praktiske, når et familieliv skal fungere i en hverdag med svære lidelser.

- Når børn og unge får en alvorlig diagnose, prøver vi at komme på med det samme. Så følger vi patienterne i behandlingen. Nogle i kortere tid, andre i lang tid. Det kan sagtens være, at der ikke er et behov for medicinsk lindring i lang tid, men når du taler specialiseret palliation, er vores opgave at have hinandens kasketter på. Derfor taler jeg hele vejen rundt med vores patienter, så vi kan sætte ind der, hvor behovet er, siger Lena Hamm.

Derfor involverer overlægen ofte Elisabeth Rokkjær Hammer, hvis familien ønsker en at tale med om de spørgsmål og tanker, der presser sig på, når de står en af livets store kriser.

- Nogle forældre snakker om døden. Det gør børnene og deres søskende også nogle gange selv. Hvad er det, der skal ske? Alle har en dødsangst, og der er Elisabeth absolut relevant.

Men der er også familier, hvor man ikke forholder sig til kirken eller Gud, og da er det den rent eksistentielle retning, man taler om. Det er li-

delsesfyldt at være i, og nogle familier er i det i årevis. Elisabeth er eminent til at være i det sammen med dem og til at guide dem. Der kan hun noget, vi andre ikke kan, siger Lena Hamm om hospitalspræsten.

Livet går i stykker Når hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer møder familier, begynder samtalen altid, der hvor familien er. Og det er vidt forskelligt fra familie til familie. Hun ser sin rolle som medvandrer og budbringer af tro, håb og kærlighed.

Hun besøger familierne uden dagsorden, men med sig har hun et sprog, der gør det muligt at tale om de følelser og erfaringer, der er forbundet med at være syg eller at have et barn, der er det.

- Jeg kan ikke gøre smerten ved tab mindre.

Når man bliver ramt på denne måde, går livet i stykker. Meningen går i stykker. Du har brug for nogen til at gå med dig på den vej. Man har brug for fællesskab. Der er ingen nem vej at gå i det, men jeg er der til at bære byrden sammen med dem. Og jeg tror på, at Gud bærer med. Det gør noget, også uden at det bliver italesat, siger Elisabeth Rokkjær Hammer.

Hvad er meningen? Hvorfor mig? Er det min egen skyld? Hvordan finder jeg overhovedet mening i det liv, der er på trods af alt det, der er taget fra mig? Spørgsmålene trænger sig på, men

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Præst Elisabeth Rokkjær Hammer og overlæge Lena Hamm arbejder ved det børnepalliative team, der rækker Region Syddanmark med base på Odense Universitetshospital. Foto: Henrik Anderson

Fakta Børnepalliation Pædiatrisk Palliativt Team dækker Region Syddanmark og blev oprettet i 2016.

Børnepalliationen behandler patienter i samarbejde med patientens vanlige læger.

Enheden tilbyder lindrende behandling, støtte og rådgivning til familier, der har et barn under 18 år, som lider af en livstruende eller uhelbredelig sygdom. Uhelbredelige sygdomme dækker blandt andet over forskellige kræftsygdomme. Livstruede børn lider typisk af sjældne genetiske neurotiske sygdomme, som ikke er akut livstruende, men hvor der er en vis risiko for, at barnet ikke får et langt liv. Det er disse kroniske sygdomme, der fylder mest i børnepalliationen.

Afdelingen består af overlæge Lena Hamm, to sygeplejersker, en fysioterapeut, en socialrådgiver, en psykolog, præst Elisabeth Rokkjær Hammer og et frivilligt netværk.

Elisabeth Rokkjær Hammer er delt sognepræst ved Skellerup og Ellinge Kirker og hospitalspræst, men har for tiden orlov fra sin stilling som sognepræst for at være præst på hospitalets palliative teams for børn og voksne på fuld tid.

svarene er for mange familier svære at ane, når de første gang mødes med Elisabeth Rokkjær Hammer.

- Når man bliver ramt af sådan en modgang, sker der et brud af sammenhæng. Det vælter frem med alle mulige eksistentielle, åndelige og religiøse spørgsmål. De fleste mennesker har brug for en, der går med dem på vejen, uden at vi skal ordne noget. Der er et paradigme om, at vi skal gøre noget, men i samtalerne skal vi ikke nå noget. Der skabes et rum, hvor vi er med det, der er. Og så sker der alligevel en masse, siger Elisabeth Rokkjær Hammer.

Elisabeth Rokkjær Hammer taler både med forældrepar alene, med hele familier og handler det om små børn, leger hun med dem, når det er oplagt. Og hun involverer gerne søskende og bedsteforældre. Hun har konstant et blik for at inddrage hele familien, fordi relationer er afgørende for mennesket, mens det syge barn også påvirkes af omgivelserne.

- Vi er vores relationer, så afdelingen tager hånd om hele familien, og det er en af styrkerne ved den specialiserede palliative indsats. Det gælder både på børne- og voksenområdet, siger Elisabeth Rokkjær Hammer.

Samtaler giver afklaring Der foretages mange svære valg i behandlingen af syge patienter, og overlæge Lena Hamm ople-

ver en stor værdi i at have hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer med i billedet, når etiske spørgsmål og svære valg melder sig. Hun oplever, at forældrene bliver mere afklarede i behandlingsforløbet.

- Vi ville slet ikke kunne yde den samme indsats ude ved familierne, hvis vi ikke havde Elisabeth.

Behandlingen er altid lægernes ansvar, men hun hjælper forældrene med at finde roen i de beslutninger, der træffes, siger Lena Hamm.

Hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer understreger, at hun aldrig taler om accept. Hun oplever, at nogle forældre stejler, hvis de føler, at de skal acceptere sygdom og måske døden. I stedet åbner hun for muligheden for forsoning, der rummer både kamp og håb. Hun oplever, at familierne slås med eksistentielle og religiøse emner, som de gerne vil tale om, men som de ikke har fundet vej ind i alene.

- Nogle af de tanker, der fylder for forældrene, kan være rigtig svære at tale om. Selv om man er meget tætte. Vi har en blufærdighed omkring tro og religion, der betyder, at det ikke er noget, man lige taler med naboen om. Derfor kan man blive alene med disse tanker, siger hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer.

Siden teamet blev oprettet er 22 børn døde. Af dem er 18 døde i hjemmet, fordi det har været familiens ønske.

Afdelingen er udekørende og forsøger så vidt muligt at behandle patienter i eget hjem.

23

24

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

når troen bliver kilde til håb for nutiden og fremtiden Astrid og Ricco Toft Duelunds søn Marius nåede ikke at fejre sin fire års fødselsdag. Hans forældre kom ud i deres livs krise, da en CT-scanning viste, at han havde en tumor i hjernen. Men samtaler med en hospitalspræst blev en vej ind i troen på håb og et liv efter døden. Det gav dem styrken til at holde sammen.

Henrik Anderson heran@fyens.dk

Da Astrid og Ricco Toft Duelund nytårsaftensdag år 2012 blev forældre til en lille dreng, var det begyndelsen på et nyt kapitel for familien. Parret var omkring de 30. Hun er uddannet tandlæge, og han er bygningsingeniør, og planerne om at skifte rækkehuset ud med et parcelhus lå i horisonten.

Da deres søn Marius var to år gammel, begyndte han pludseligt at skele på det ene øje. Ventetiden var kortest i Faaborg, men lægen sendte dem hurtigt videre til børnemodtagelsen på Odense Universitetshospital. CT-scanningen afslørede en hjernetumor.

Med et tog livets vej en drejning, som de ikke var forberedt på, og som skulle vise sig svær at overkomme. Hjælpen til at bevare håbet og klare sig gennem sorgen kom fra uventet kant, da de satte sig sammen med hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer fra det børnepalliative team på Odense Universitetshospital til den første af mange samtaler om livets store spørgsmål: tro og livet efter døden.

I parcelhuset i Bellinge ved Odense blev nytårsaftensdag forvandlet fra en fødselsdagsfest til en mindefest, da Marius døde i sensommeren 2017.

Han fylder stadig meget i hjemmet. Tegninger og fotos hænger på vægge, og hans værelse står endnu intakt. Her leger de børn, der kommer i huset, og her står et lille alter, hvor man kan tænde et lys for Marius.

hjerne. En specialiseret strålebehandling i Texas fulgte endnu en operation. Men kræften var på vej tilbage, allerede da familien kom til Texas.

- Lægen i USA anbefalede, at vi ikke opererede en tredje gang. Han ville kunne fjerne en smule, men det ville ikke være nok. "Jeg er ikke Gud", sagde han. Kræften vil komme igen og igen. Vi måtte håbe på, at strålerne alene kunne gøre det, siger Astrid Toft Duelund.

Efter seks intensive uger med stråling, hvor Marius hver dag blev lagt i narkose, rejste familien tilbage til Danmark. Strålebehandlingen kunne ikke helbrede ham, og familien var blandt de første, der blev knyttet til det dengang nyoprettede palliative team for børn i Region Syddanmark. Den specialiserede enhed med base på Odense Universitetshospital består af en læge, to sygeplejersker, fysioterapeut, socialrådgiver og en præst. Enheden specialiserer sig i lindrende behandling af og støtte til familier med uhelbredeligt syge børn.

- Han skal ikke dø bange

I stormvejr holder man fast Sorgen, smerten og følelsen af afmagt kom ikke fra den ene dag til den anden med Marius’ sygdom. Med den alvorlige sygdom fulgte en lang vandring, der blandede gode og dårlige nyheder, gode og dårlige dage.

En operation fjernede tumoren, men allerede ni måneder inde i den efterfølgende kemobehandling, opdagede lægerne på en knude i Marius’

Marius’ sygdom var en kaotisk tid. Sygdommen kom som et stormvejr, og der var ikke andet at gøre end at holde så godt fast i hinanden som muligt.

I mere end to år var Astrid og Ricco Toft Duelund i konstant kriseberedskab, og alt, der kunne skubbes væk, blev skubbet. Fokus var på Marius.

- Bevidst og ubevidst er man på hele tiden. Selv når du sover, ved du, at sondemaden kører, og så er der pludselig noget, som bipper, eller han kalder. Man farer op. ”Hvad sker der?”, siger Ricco Toft Duelund.

Efter operationen forblev Marius Toft Duelund lammet i den ene side af ansigtet. Foto: Nils Svalebøg

Da Marius kom under det palliative team, var det vigtigste for familien, at meget af Marius’ behandling og kontrol, som før havde krævet en tur til OUH, kunne klares hjemme. Marius var aldrig en, der græd eller satte sig imod, når han skulle på sygehuset, men forældrene så altid hans glæde blomstre, når de kom hjem igen. Her var han gladere og mere tryg.

- Allerede i USA tænkte jeg, at han for alt i verden

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Marius Toft Duelund ligger begravet ved Bellinge Kirke, et stenkast fra familiens hjem. Familie, venner af familien og legekammerater havde været forbi med lys, blomster og gaver på hans fødselsdag 31. december.

Foto: Nils Svalebøg

ikke måtte dø bange, mindes Astrid Toft Duelund.

Selv om hun mest af alt havde lyst til at lægge sig ned og tude, gemte hun tårerne til bagefter.

Hun ville ikke gøre Marius bange, og det ville ikke gavne hendes søn at se sine forældre fortvivlede og fortabte. Alt handlede om at skabe en nærværende hverdag med kærlighed og omsorg til Marius.

- Vores fokus var på Marius. Man har ikke tid til sig selv. Så glemte vi hinanden lidt ind i mellem, siger hun.

- Det er ikke altid lige nemt at huske det hele, når man er presset ud på kanten, svarer Ricco Toft Duelund.

I månederne mellem behandlingerne levede familien på håbet. De vidste ikke, om tumoren ville vokse igen efter en måned, et år eller 10 år. Hele vejen bevarede de håbet om, at det ville vare længere, end det endte med at gøre.

Med aflastning fra det palliative team på OUH kunne Astrid og Ricco Toft Duelund koncentrere

sig om at være en familie for Marius. Kontroller kunne tages i hjemmet, og resultater på prøver og bestilling af ny medicin var alt sammen administrative opgaver, som havde stjålet dyrebar tid.

- Det betød meget for os, at hverdagen var god.

At det var hverdagen, som betød noget. At det var den, han var glad for. Hver dag. Så han ikke levede for weekenderne og ferierne, men at man fik skruet en hverdag sammen, der var god. Han havde ikke energi til at køre på hele dagen hver dag, så vi skulle finde ud af, hvordan han eksempelvis kunne komme i børnehave, som han var meget glad for, men samtidig skulle det ikke være sådan, at legen i børnehaven drænede ham for alt energi. Vi måtte finde ud af, hvad en god hverdag med god livskvalitet var for ham, siger Astrid Toft Duelund.

Mødtes med hospitalspræsten Da Ricco og Astrid Toft Duelund blev gift i kirken, var de hverken mere eller mindre religiøse end

så mange andre. Livets store spørgsmål meldte dog brat deres ankomst med Marius’ sygdom, og i Texas blev parret mødt af den udtalte og synlige tro, når fremmede ønskede dem guds velvilje og bad for dem.

- Allerede der åbnede sig døre i forhold til tro og eksistens. Inden da havde jeg nok ikke troet, at vi skulle snakke med en præst, men det var ikke en fjern tanke, da vi kom hjem, siger Ricco.

Hvad betød det, at Marius måske skulle dø i en helt ung alder? De havde behov for at redde ud i de forviklede tanketråde, da de begyndte at mødes med hospitalspræsten under det palliative team på OUH, Elisabeth Rokkjær Hammer.

- Det bliver lidt fluffy, for hvad er min tro egentlig? Hvad tror jeg på? For mig er det ikke nagelfast, at Gud er en grå mand oppe i skyerne. Det er en energi, der måske ikke engang findes et menneskeligt ord for. Vi havde nogle gode og interessante samtaler med præsten, hvor vi også blev udfordret på vores tankegang. Det åbner nogle

25

26

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Astrid og Ricco Toft Duelund har ladet Marius’ værelse forblive intakt. Her kan de mindes deres søn og tænde et lys for ham. Samtidig er det også et sted, hvor familie og venners børn kan lege, når de er på besøg. Foto: Nils Svalebøg

døre for noget andet. Jeg har nok altid tænkt, at der har været noget mellem himmel og jord, som jeg ikke kunne forklare, selv om jeg som ingeniør har forsøgt, siger Ricco Toft Duelund.

Følelsen af kontroltab var total. Men i troen fandt parret styrke til at bevare håbet for det bedst mulige udfald for Marius. Også selv om lægerne mente, at der ikke længere var behandling, som kunne helbrede ham, bevarede de håbet.

- Håbet var med til, at vi kunne være i det, mens det stod på. Uden håbet havde alt været fortabt og været endnu sværere. Håbet er med til, at vi kan forsøge at leve videre i dag med alt det, der er sket, siger Astrid Toft Duelund.

Inden Marius blev syg, var Ricco meget målorienteret. Han skulle nok nå sine mål, og kom noget på tværs, ville han nedlægge det. I dag er han mere bevidst om, at der kan ske ting, som han ikke er herre over, og som gør, at vejen tager en drejning.

- Det kan være naturligt at begynde at bebrejde sig selv, at ens søn bliver syg. Det kunne jeg tænke. Men der er aldrig nogen, der kan bekræfte eller afkræfte det. Visse ting i livet kan vi ikke ændre på, siger han.

- Hvis jeg kunne have gjort noget, var Marius her i dag. Videnskaben er ikke langt nok fremme med en behandling, der kan kurere netop denne form for tumor. Det er heller ikke sådan, at jeg tror på en gud, der kun har lovet os det gode. Der er nogle livsvilkår. Vi skal alle dø, og vi ved ikke, hvem dør først, og hvem der må leve med sorgen og savnet bagefter. Livet er både-og. Det er både smukt og fortryllende. Og det kan være grimt og grusomt. Vi kan med vores kærlighed til livet og til hinanden være med til at holde fast i de gode ting. Sorgen er der, fordi kærligheden til Marius er der. Det går hånd i hånd. Men vi kan selv bestemme, hvad vi vil holde fokus på, siger hun.

Brød dødens tabu I foråret 2017 var Marius færdig med sin anden omgang strålebehandling. Han blomstrede op i sommermånederne, hvor han havde det bedre.

Men i august blev han dårlig igen. En ny scanning viste, at kræften var vendt tilbage. Det var overalt.

En uge senere døde han.

Dengang såvel som i dag er parret glade for, at samtalerne med hospitalspræsten havde forberedt dem på netop denne situation. Samtaler-

ne om døden slukkede aldrig håbet for, at Marius ville leve længere, end han gjorde, men da han døde, var de afklarede med, hvad der skulle ske.

Efter et halvt års samtaler med hospitalspræsten havde parret taget tilløb til at udfylde "Min sidste vilje", som er et dokument, soldater udfylder, når de sendes ud. Dokumentet lader den enkelte angive en række ønsker for begravelsesceremoni og gravsted.

- Sammen udfyldte vi ”Min sidste vilje” for Marius, otte måneder før han døde. Jeg håbede, at vi aldrig skulle bruge det, men jeg er rigtig glad for, at vi havde gjort os disse tanker, da han døde.

Da han først dør, går der få dage, hvor alt skal afklares, siger Astrid Toft Duelund.

Før Marius blev syg, var døden ikke et tema, der fyldte noget i familielivet.

- Døden er et livsvilkår for os alle. Personligt har jeg brug for at snakke om død, for at den ikke bliver mystisk, mærkelig eller til noget, jeg bliver for bange for. Vi tror, at vi har kontrol over mange ting, og døden udskyder vi hele tiden. Samtaler om døden kan gøre, at vi tænker over, hvordan vi har lyst til at leve det liv, vi har. Snakker vi om døden, husker vi, hvad der er værdifuldt for os i det levede liv, siger hun.

Evigheden Da Marius var begravet, handlede samtalerne med præsten meget om sorgen. Over tid bevægede de sig hen til et sted, hvor de begyndte at tale om værdier og mening.

- Vi begyndte at tale om, hvilke kilder til mening vi har nu. En stor kilde til mening i mit liv var helt sikkert Marius. Det kan det stadig være, men bare ikke på den samme måde, for hele min hverdag fungerer jo ikke omkring ham længere, siger Astrid Toft Duelund.

- Der har præsten været med til at gå på stien sammen med os, siger Ricco Toft Duelund.

De står nu med et liv sammen, der skal bygges op på ny. Det er ikke kun sorgen efter Marius’ død, men forud er der gået måneder med lange hospitalsophold.

- Man kan ikke bare vende tilbage til sådan, som det var, før Marius blev syg, eller før man fik børn. Der er vi ikke længere. Der er gået seks år, og vi har oplevet noget, der har ændret os.

Sorgen vil altid være der, og den skal man lære at leve med, siger hun.

I dag har parret en fast tro på, at Marius er i himlen, i evigheden. Et sted, hvor han har det godt. Uden smerter og lidelse men med masser af glæde, lys og kærlighed. De har troen på, at de alle tre skal mødes igen.

- Troen er et valg. Man kan også vælge ikke at tro. Jeg valgte at have en tro. Jeg har virkelig brug for at tro på, at der er nogen eller noget, som er større end os. At livet ikke er endeligt. Især når vi ikke længere har Marius, har jeg en stærk tro på, at han er et sted, hvor han har det godt, og at jeg kommer til at se ham igen. Den tro gør det en smule mere udholdeligt at bære sorgen og savnet, siger hun.

- Ens sjæl og ens krop skal lære noget i den tid, man er her. Ligegyldigt hvad får man noget ud af det. Vi har fået meget ud af at kende Marius, og jeg er overbevist om, at han også har fået noget ud af at være her. Der var måske nogle ting, han skulle lære, og han har lært os mange ting. Hvis det var meningen trods alt, at vi skulle få øjnene op for det, er vi også nødt til at huske på det, for ellers har det været spildt, siger Ricco Toft Duelund.

Marius’ tegninger hænger stadig i familiens hjem som et minde fra deres søn. Foto: Nils Svalebøg

Fakta Astrid og ricco toft duelund Astrid Toft Duelund er tandlæge og Ricco Toft Duelund er bygningsingeniør.

Parret bor i Bellinge syd for Odense.

Forældre til Marius Toft Duelund, der blev født 31. december 2012 og døde af kræft 22. august 2017 efter mere end to års sygdom.

Efter flere behandlingsforsøg blev familien tilknyttet det børnepalliative team ved Odense Universitetshospital, som aflastede familien og tilbød lindrende behandling til Marius.

Som noget unikt har børnepalliationen i Region Syddanmark ansat en hospitalspræst, Elisabeth Rokkjær Hammer, som blev en stor hjælp for Astrid og Ricco Toft Duelund i sygdomsforløbet og efter Marius' død.

Lemmy Fialin (H)

lf@advokathuset-svendborg.dk

Claus Olsen (H)

co@advokathuset-svendborg.dk

Verner Sørensen

vs@advokathuset-svendborg.dk

Anne Mette C. Knutzen (L) ak@advokathuset-svendborg.dk

HusHandel?

KontaKt os FØR undersKrift på en Købsaftale.

Hushandler fra kr. 5.000,inkl. moms Testamenter fra kr. 2.500,inkl. moms ”Husk også fremtidsfuldmagter”

Vi behandler også sager indenfor følgende områder:

Retssager · Ægteskabs- og samlivssager · Ægtepagter · Personskadesager · Gældssaneringssager Dødsboer · Inkassosager · Straffesager · Lejesager · Ansættelsesret · Entrepriseret Generationsskiftesager · Selskabssager · Generel erhvervsrådgivning

svendborg - odense

Møderet for Højesteret

Krøyers Stræde 3, 5700 Svendborg info@advokathuset-svendborg.dk www.advokathuset-svendborg.dk

Filosofgangen 21, 1, 5000 Odense C info@advokathuset-odense.dk www.advokathuset-odense.dk

Tlf.: 62 21 21 24

28

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

nyt, kirkeligt tilbud til nydanskere Fra årsskiftet slog Svendborg Provsti dørene op for et nyt, tværkulturelt samarbejde målrettet flygtninge og indvandrere.

Maja Julskjær majul@fyens.dk

En international mødregruppe, lektiecafé og hjælp til for eksempel borgerservice. Derudover gudstjenester, bibelcafé og højtidsfester i den kristne ånd.

Fra årsskiftet så et nyt, tværktulturelt samarbejde dagens lys under Svendborg Provsti. Pilotprojektet, der foreløbigt skal køre to år, henvender sig til flygtninge og indvandrere bosat i og omkring Svendborg.

Selvom projektet foregår i kirkeligt regi, er ikke-kristne også meget velkomne, understreger idékvinden bag projektet, Hanne Wieland. Hun er til dagligt sognepræst i Sørup Kirke.

- Alle er velkomne uanset tro, race og køn. Det er i virkeligheden den gamle måde at drive mission, forklarer Hanne Wieland.

Sognet har en del flygtninge og indvandrere, og Hanne Wieland oplevede af og til, at en kristen flygtningefamilie kom til hendes gudstjenester.

- Og det er jo fint, men de glider altså ikke bare ind i en ganske almindelig, dansk gudstjeneste og en ganske almindelig dansk folkekirkemenighed. Kulturforskellene er simpelthen for store, siger sognepræsten, der ærgrede sig over ikke at kunne give det rette kristne tilbud til den type af nydanskere. En ærgrelse, hun i øvrigt delte med flere af sine præstekolleger i Svendborg. Byen har nemlig forholdsvis mange flygtninge og indvandrere.

- Der er selvfølgelig tilbud fra Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors og i kommunalt regi, men der har hidtil ikke været et folkekirkeligt tilbud, siger Hanne Wieland.

Inspiration fra Odense Pernille Krohn er blevet ansat som projekmedarbejder i det tværkulturelle samarbejde. Hun har stor erfaring med at arbejde med flygtninge og indvandrere i Svendborg og på Langeland, og faktisk var hun med til at udvikle projektet i samarbejde med Hanne Wieland. De to initiativtagere kender hinanden fra private sammenhænge.

- Jeg havde brug for Pernilles ekspertise, for som almindelig folkekirkepræst havde jeg ikke erfaring med lige præcis den gruppe mennesker, siger Hanne Wieland, der i dag sidder i styrelsen for projektet, mens Pernille Krohn står for det daglige arbejde.

De to idékvinder kiggede blandt andet mod Odense, der de sidste mange år har haft succes med et tilsvarende tværkulturelt samarbejde.

I Odense-projektet benytter muslimer sig også af tilbuddet, og det foregår uden problemer, fortæller Hanne Wieland.

- Der er ikke nogen, der skal vise "troskort", inden de kommer. I Odense er det lige så vel muslimer som kristne, der kommer. Mange muslimer har lettere ved at forholde sig til nogen, der har en tro end nogen, der ikke har en tro, siger Svendborg-præsten.

Projektet har fået lov at låne lokaler hos Kirkens Korshær og Frivilligcenter Sydfyn, og meningen er, at aktiviteterne skal foregå i to rum: Et verdsligt rum og et kirkeligt rum.

Pernille Krohn og en række frivillige kommer til at stå for aktiviteterne i det verdslige rum, for eksempel den internationale mødregruppe og lektiecaféen, mens der skal ansættes en præst til at stå for de kirkelige aktiviteter. Præsten ventes ansat i løbet af foråret.

Fakta I kontakt med målgruppen Det tværkulturelle samarbejde er et toårigt pilotprojekt under Svendborg Provsti.

Projektet henvender sig til flygtninge og indvandrere i og omkring Svendborg Projektmedarbejder Pernille Krohn har brugt det seneste år på at skabe kontakt til målgruppen.

Derudover har projektet god kontakt til blandt andet jordemodercenter, praktiserende læger og relevante, kommunale myndigheder.

De fleste af aktiviteterne vil foregå i Kirkens Korshærs lokaler på Dronningholmsvej i Svendborg.

Den internationale mødregruppe, der finder sted hver mandag, foregår i Frivilligcenter Sydfyns lokaler i Havnegade. Arkivfoto: Roland Petersen

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Menighedsrådsformand Hanne Wolfsberg og gravermedhjælper Linda Krogh foran Hornelabyrinten. Arkivfoto: Anne Jørgensen

Labyrinten i horne set fra Horne Kirke. Arkivfoto: Bjarne Grønbæk

Kirkegården skal være mere end en gravplads I Horne har man opført en labyrint på kirkegården. Ambitionen er, at kirkegården bliver rum for endnu en måde at udtrykke og dyrke troen på. Således bruges den 380 meter lange gåtur fra labyrintens periferi til centrum blandt andet til meditative vandringer.

Henrik Anderson heran@fyens.dk

Landets kirkegårde er i evig forandring, men for tiden går det nogle steder lidt hurtigere, end det har gjort tidligere. I nogle sogne falder befolkningstallet, mens flere vælger anonyme gravsteder eller urnegravsteder, som tager mindre plads end store kister.

Det har skabt aktiviteter i menighedsråd rundt om i de danske folkekirker, hvor man spekulerer i, hvordan man udnytter kirkegården som et religiøst aktiv, der ikke kun har noget med gravsteder at gøre.

Således også i Horne, hvor man forrige år anlagde den såkaldte Hornelabyrint, som med sine 13 meter i diameter byder på en 380 meter lang vandring fra periferi til centrum.

Hele den forgangne sommer indbød kirken hver tirsdag aften til møde ved labyrinten. Herfra gik folk i små grupper gennem kirkegården og labyrinten, mens de talte om eksistentielle emner, som man kunne trække på en seddel. Horne Kirke får i forvejen besøg af mange turister, som skal se rundkirken, men menighedsrådet oplever også, at mange lokale går op og ser labyrinten, når de har gæster.

Menighedsrådsformand for Horne Kirke, Hanne Wolfsberg, beskriver labyrinten som en lang vej mod et centrum uden blinde veje.

- Jesus siger ”jeg er vejen, sandheden og livet”. I den kristne tro er der en vej, som skal gås, og hver især arbejder vi med den vej. Det er den vej, labyrinten symboliserer, og den er anlagt på en måde, så man uvilkårligt kommer til at gå langsomt. Dermed kommer man også ind i en meditation.

Labyrinten er en vej til Gud Hun beskriver vandringen i labyrinten som en praksis, hvor man søger Gud, ligesom kirken også tilbyder kristen meditation torsdag eftermiddage.

Det er naturligt for menighedsrådsformanden, at

kirken tilbyder flere måder at møde troen på, og hun oplever, at folk efterspørger andre måder at møde troen på end den klassiske søndagsgudstjeneste.

- Mange mennesker får ikke som tidligere overleveret kristendommen, men må søgende finde troen ved at lade Gud komme til stede i handlinger som bøn, meditation og pilgrimsvandring. Der er en stor bevægelse i gang for at skabe praksis for åndelig fordybelse. Nogle af dem, der kommer til meditation om torsdagen kommer aldrig til gudstjeneste om søndagen, og de hævder, at meditationen giver dem meget. Kirken skal være for alle.

Vi skal ikke kun sigte mod dem, der allerede er fundne og vundne, siger Hanne Wolfsberg.

- Formålet var at gå på kirkegården og tale om eksistentielle spørgsmål, fordi vi gerne vil gøre kirkegården til et mødested, hvor mennesker kommer, når de er ude at gå aftentur, fordi det er et sted, der har en særlig atmosfære. Vi vil gerne opbygge en længsel efter i levende live at gå på kirkegården. Det er en smuk have, der tilbyder en stilhed, der ikke findes uden for haven, siger hun.

Inspiration fra udlandet Der gik otte år fra idéens undfangelse, til menigheden kunne indvie den nye labyrint. Inspirationen kom, da Hanne Wolfsberg under en pilgrimsvandring faldt i snak med en medvandrer, som havde besøgt og gået i en række labyrinter flere steder ude i verden.

Labyrinten i Horne er lavet som en nøjagtig kopi af den, der findes i gulvet i domkirken i den franske by Chartres.

- Jeg har blandt andet besøgt domkirken i Chartres, der har en labyrint i gulvet, men uden for kirken har de anlagt en simpel labyrint, som er anlagt af græs og stenmel. Det viste jeg til vores gravere, og så gik der ikke længe, før vores gravere Bjarne Grønbæk og Linda Krogh sagde, at den kunne de lave for næsten ingen penge, siger hun.

Fakta Hornelabyrinten Labyrinten er 13 meter i diameter, mens stien fra indgangen til centrum løber op i 380 meter.

Den er anlagt i græsset som en del af kirkegården omkring kirken.

Hele sidste sommer var der tirsdag aften vandringer på kirkegården og i labyrinten forestået af menighedsrådsformand Hanne Wolfsberg og graver Linda Krogh. Disse aftenvandringer gentages denne sommer.

Hanne Wolfsberg har holdt flere møder med andre menighedsråd, hvor man overvejer at anlægge en lignende labyrint.

Horne Kirke har kristen meditation i kirken hver torsdag som endnu en måde at dyrke åndeligheden.

29

30

K i r K e n s v e j e | Kyndelmisse 2019

Fakta Plejehjemsgudstjeneste Babysalmesang foregår på Plejecenter Vesterbo.

Babysalmesang spreder glæde på plejehjem

På Plejecenter Vesterbo i Søndersø stjæler små børn en del af opmærksomheden, når der er gudstjeneste. Her kombinerer man babysalmesang med formiddags-gudstjenesten for de ældre.

Henrik Anderson heran@fyens.dk

Milla Haiden Clausen er blot få måneder gammel, men når man er en lille pige, skal der ikke meget til, før man bliver centrum for opmærksomhed blandt beboerne på plejehjemmet Vesterbo i Søndersø.

Hun ser sig betaget omkring, mens sæbebobler flyver gennem lokalet. Det er ikke en gudstjeneste, som de er flest, men på Vesterbo er de begyndt at kombinere plejehjemsgudstjenesten med babysalmesang.

Klaveret er kørt frem i et fælleslokale, mens sognepræst Lene Christensen forestår en gudstjeneste. Under salmerne stimuleres børnene på forskellig vis. Under en sang er det med sæbebobler. Under den næste svinges Milla Haiden Clausen fra side til side i et tæppe, og bagefter ligger den lille pige på gulvet, mens de tilstedeværende lader en farvestrålende legefaldskærm falde op og ned over hende.

Normalt kommer mellem et og 10 børn blandt andet fra den lokale mødregruppe. En af fordelene er, at babysalmesangen ikke længere er nær så sårbar over for afbud på grund af sygdom eller andet. Derfor behøver kirkesanger Anitta Nielsen ikke længere aflyse babysalmesangen, fordi gudstjenesten stadig afholdes for plejehjemsbeboerne.

Sidder hos de ældre Milla Haiden Clausen kommer både op at sidde hos de ældre, og hun får lov til at rode rundt på gulvet. Hendes mor, Camilla, ryster et rytmeæg og holder Millas opmærksomhed.

- Det er hyggeligt at komme her. Når vi går ture, kan vi lige så godt komme herover og lege. Vi kommer her med mødregruppen. Man møder nogle nye mennesker. Det er en anden type aktivitet. Det er tredje gang, jeg er med. Her er lidt mere frit og uformelt. Man kommer, når man kan, og hvis Milla er lidt ked af det eller træt, så går vi bare hjem igen, siger hun.

Inge Sjøgaard er en af beboerne på Vesterbo.

Hun synes, de små børn er et friskt pust til gudstjenesten.

- Det var dejligt at sidde med sådan en lille pige.

Det kunne ikke være mere hyggeligt. Der er også små børn i kirken, men der er lidt mere leg i det her end til en almindelig gudstjeneste, siger hun.

Ansatte hjælper til Det er kirkesanger Anitta Nielsen, som fik idéen til at kombinere babysalmesang med kirkegudstjenesten på plejehjemmet. Hun stod i forvejen for begge dele, og da det nye hold for babysang skulle startes op, foreslog hun, at de to blev slået sammen.

Der skulle ikke meget betænkningstid til fra Ulla Salling-Engholm, der er aktivitetskoordinator på Plejecenter Vesterbo, da menighedsrådet foreslog hende at holde babysalmesang på plejehjemmet.

- Vi ved, at vores beboere rigtig gerne vil have besøg af babyer. Det er jo ikke alle, der er lige heldige at have børnebørn, der kommer på besøg.

Man kan se glæden, der opstår i vores beboeres øjne, når de sidder med børnene, siger hun.

- Her har personalet tid til at være med og hjælpe under gudstjenesten. Det er ikke en selvfølge,

Gudstjenesten er både for plejehjemmets beboere og små børn samt deres forældre.

Kirkesanger Anitta Nielsen og sognepræsterne fra Søndersø, Særslev, Veflinge og Hårslev sørger for en gudstjeneste med sang, fællesskab og leg til de mindste.

Beboere, ansatte og forældre samles for at lade faldskærmen falde over Milla Haiden Clausen. Foto: Henrik Anderson

at personalet på plejehjemmet hjælper til under gudstjenesterne, og det er jeg glad for, at de gør her, siger Anitta Nielsen.

Lene Christensen er en af tre præster, der forestår gudstjenesten på Vesterbo.

- Ved plejehjemsgudstjenester kan det være svært at bedømme, hvad beboerne får ud af det, eller om de er med i det. Det er meget forskelligt, hvordan de har det. Når vi ikke har kirkerummet at læne os op ad, hvor de kan genkende lyden, lyset og stemningen, så er det svært at vide, om vi har kontakt. At der er børn og unge forældre med, og at vi gør gudstjenesten lidt mere sanselig, gør det kun bedre, og man følger mere levende med.

Man kan se, at det gør noget godt, at generationer mødes, og at de har glæde af hinanden, siger Lene Christensen.

Inge Sjøgaard er beboer på Plejecenter Vesterbo. Her har hendes briller fanget Milla Haiden Clausens interesse. Foto: Henrik Anderson

NATUR

PINSEUDFLUGT

pÅ TUr Mod ”deN forsVUNdNe BY” Ha u y t t n hygg g n u flugt m ja , gå u h t g n ækk n k t? så tag m å nn n ag tu t n vun n by rungh t. G æ g t n æn n t mfl a a, n hygg g j tu g t anta t k yn a æ g ug . n st mfl PROGRAM Tu n ta t m sa a bu g nn m ma k n N ty k an , hv un v j tæ amat k h t m v t å u att t , hv m nn k n må v m natu n ba k un . N t h ha b g v nh n mk ng t t mfl ha t g g bun at u v k g t gå u tæ ng m unkn by . pn t A

d t b v u n tv v 2. n ag.

g g n

n

DAtO Den 10.06.2019 kl. 11.30-19.30.

PRIS p n . n g nk u v k t, /kag nk . én ”fa æ ”, bu a Møg tøn m ng.

BEMÆRK V mø s t k , s t ga

INKL. FROKOST & SEJLADS

n hygg

j a , ka t/ amt

å - a n v schack nb g n 42, Møg tøn , 6270 Tøn .

tEKNISK ARRANGØR s t sa a

fordelspris frA

885

+ 15 Kr. GeBYr

RUNGHOLT

k t n ny v å n ka tau ant, hv v j u Nat na a k Va hav t m kb t V t m å t, hv man ha un t t g t n by, m m n at væ rungh t. på j tu n Nat na a k Va hav t a v b .a. æ bank m ma a æ g ug .

NORMALPRIS FRA 995 + GEBYR

2019 NYHED

H A L L I G H O O G E INKL. SEJLADS, KAFFE & FROKOST

DAtO Den 27.04.2019 kl. 07.15 – 18.45 PRIS V k n: f 835 k . + 15 k . g by // N ma 875 k . + 15 k . g by .

Bø n: f 755 k . + 15 k . g by // N ma 795 k . + 15 k . g by . p n . n g nk u v j a , m g nka , k t, nt é, m ng amt bu Møg tøn t/ .

BEMÆRK V mø å - a nv s t ga n 42, Møg tøn

schack nb g s t k , , 6270 Tøn .

fordelspris frA

835

tEKNISK ARRANGØR s t sa a

+ 15 Kr. GeBYr

NATUR

eN lille Ø i deT TYsKe VAdeHAV Tag m å n nt ant h t k tu u t Ty k Va hav – næ m b t mt n øv navn Ha g H g . i h t v gn gå tu n un t å ø n K ng f k Vi’ .Gæ g t at hø un kk h t , m n u ku u v t fl tt an kab, g ntagn gang ha mæ k t natu n kæt m a t mfl . Ø n by u n å c ug g t gt ant v, m natu gv ka u k . på tu n b v natu gv g åt t m g nma g n k k t.

Ha g H g ha n æ un k h t , t K ng f k Vi t bag 1825 b øgt ø n at b ka t t mfl g mått b v å ø n n k t a ag å g un a n ny t m. Un h t å ø n b v K ng f k Vi n g t ø n n mt tu , ka ”K ng tu n”.

NORMALPRIS FRA 875 + GEBYR

læ m

gb

t

å

www.av k ubb n. k www. t t n V tag å æng

. k

Kun v c : T .: 65 45 58 59 Åbn ng t : A hv ag k . 9-15. b h t yk j , æn ng , u gt /afly t a ang m nt . Gæ ag hav . B n v j n .d å ægg vt. g by v b t ng.

Begravelsesforretning Odense Tlf. 63 131 132

P

onl g af k d m d p kt & fo tå l

- til priser uden overraskelser

Hos os følger pris og kvalitet hinanden, når vi tilbyder høj kvalitet til lave og gennemskuelige priser. Vi sørger for, at det bliver en personlig afsked med respekt og forståelse – og til priser uden overraskelser.

I en svær tid, hvor der skal træffes beslutninger, kan det i sorgen være svært at overskue alle ting. Vi gennemgår sammen forløbet under en personlig samtale og finder den løsning, som passer til dine/jeres ønsker.

Ring til bedemand Claus Markvardsen på telefon 63 131 132 for en personlig samtale, enten hos os eller i hjemmet, hvor vi kommer og hjælper med at arrangere den ønskede begravelses-handling.

Clau Ma kva d n, b d mand Begravelsesforretning Odense Begravelsesforretning Odense dækker hele Fyn. Vi yder 24-timers døgnservice og kan være fremme på en given adresse inden for 3 timer.

”T ll d og t ygh d d t v gt g t …”

For bedemand Claus Markvardsen er der ingen tvivl om, hvad der er en af hans vigtigste opgaver. Det er gennem ro og overblik at give de pårørende den tryghed og ro ved at afskeden er i gode hænder.

- Det er alfa og omega, at jeg som bedemand bevarer roen hele vejen igennem. Jeg skal som bedemand bevare overblikket på de pårørendes vegne. Alt er faldet til jorden i forbindelse med et dødsfald. Derfor er det vigtigt for mig, at vi med den gode samtale skaber dette overblik, hvor de pårørende kan være sikre på, at jeg har styr på det forløb, der følger, fortæller Claus Markvardsen.

D n god

amtal

V b høv

kk

- I den gode samtale er det samtidig vigtigt, at jeg formår at læse de efterladte, fornemmer den enkelte familie og sørger for, at vi også får berørt alle de praktiske ting, der skal på plads i forbindelse med afskeden. Vi taler om selve bisættelsen, men også om skifteretten, begravelseshjælp og andre muligheder for at søge hjælp, siger bedemand Claus Markvardsen: - Jeg gør samtidig meget ud af at holde de pårørende orienteret undervejs, så de ved besked om kirke, tidspunkter, præst osv. I den forbindelse er det vigtigt, at vi har en god dialog med de samarbejdspartnere, der også er omkring en afsked. Det gælder både OUH, kapellet, præster og kirkernes personale med kirketjener, kordegn, organist og graver. Jeg er repræsentant for de pårørende og betragter mig som en gæst i den enkelte kirke, hvor jeg selvfølgelig følger reglerne.

klam

m d....

at vi er ærlige og ordholdne, vi betragter det som en naturlig ting.

Ring for en uforpligtende samtale på telefon 63 131 132.

Priser

Begravelsesforretning Odense Næsby & Bolbro

Døgn v c Middelfartvej 88 - 5200 Odense V Bogensevej 56 - 5270 Odense N Døgnservice tlf: 63 131 132 Email: service@bgfo.dk B d mand Clau Ma kva d Tlf: 63 131 132

n

P

k

mp l: V d død fald hj mm t og b ætt l

hj m ogn (Fyn).

K t ...............................................................................................4.900 k .

U n .................................................................................................. 749 k . ilægn ng ........................................................................................... 850 k .

Kø l t l kap l................................................................................. 995 k . *) Kø l t l c mon .......................................................................... 995 k . *) Kø l ft c mon ..................................................................... 995 k . *) Hono a ......................................................................................... 2.900 k . i alt, hv dag .............................................................................. 12.384 k .

W k nd-t llæg: 500 k . p . kø l *) F k lom t på Fyn H t l kal lægg blom t , k m amt vt. m nd amm nkom t

ng afg ft, g av t d og g av t n