1. De forsvundne ege

KAPITEL 1 De forsvundne ege

Kapitlet ”De forsvundne ege” omhandler de skove, som kun findes i landets stednavne, om det tømmer, der er banket ned i jorden som fundament for bygninger, om de skove, der blev hærget af krige gennem 1600-tallet, og de ege, der var grundlaget for nationens stolte flåde, og som ved et vedholdende dansk traume forsvandt, da flåden blev taget af England i 1807. I dette kapitel indkredser jeg de ege, som findes i vores erindring, men som er væk for vores blik eller væk for evigt.

Et spørgsmål om følelser

Chr. Vaupell – De danske Skove, 1863

I nyere Tid har man her i Danmark fremhævet Bøgen som Skovens skjønneste Træ, ellers ere alle Europas Nationer lige fra Romernes Tid enige i at give Egen Forrangen. Digterne have blandt Træerne givet den samme Forrang som Løven blandt Dyrene. At Egen i den menneskelige Forestilling er stillet på en så ophøiet Plads blandt Skovtræerne, hidhører fra, at den i høiere Grad end noget andet Træ forener Præget af Styrke og Skjønhed […] Men Egen frembyder også andre Sider, hvorved den altid har været Folkene kjær: dens ved er blevet benyttet lige fra de ældste Tider saa meget, at den derved er bleven Bæreren af Forfædrenes Tilværelse og Kultur; hertil kommer dens Høie Levealder […] Menneskelig Havesyge og Mangel på Sands for noget Ophøiet af den Art har i de fleste Lande udryddet disse ærværdige Vidner til Folkenes Skjæbne, hvoraf nogle er lige så gamle som Historien.

Citatet herover er af en af 1800-tallets mest anerkendte skovfolk, Christian Theodor Vaupell, der var botaniker. Han fik den skæbne at miste en arm, da han meldte sig til krigen i 1848, men han evnede alligevel at gennemføre en omfattende forskning i botanik og formidle denne viden i sammenhæng med landskabets og skovens historiske udvikling. Det var nyt og betød stor udbredelse af hans arbejder. Det var også Vaupell, der påviste bøgens fortrængning af egen i de danske skove. Vaupell levede i romantikken og havde ingen problemer med at formulere sin kærlighed til landskabet, naturen og ikke mindst egen.

Forrige opslag: Valdemarsegen i skovbrynet på Korselitze.

Storkeegen. Jægerspris, 1887. Træet døde endeligt i 1968. Radering af Axel Schovelin. SMK Open

Med Vaupell i tankerne fokuserer jeg her på den ærefrygt, som gamle og store egetræer indgyder os, og som jeg mener, er en følelse, som er lige så autentisk som det at leve i Danmark. Det er følelser, der ligger dybere end mindet om, at man har gået en tur i skoven med far og mor eller andre personlige naturoplevelser. Det er en følelse, som vi har svært ved at sætte ord på, som er en del af vores sprog, kultur og tilhørsforhold. Vi anerkender nemt, at oprindelige folk, der er i tættere kontakt med naturen i det daglige, har et sprog og et direkte udtryk for deres respekt for naturens organismer. Det er sværere, når vi skal forholde os til egne følelser i forhold til naturen. Så bliver man ofte lidt forlegen og kan ikke beskrive, hvad det er, naturen, fuglene eller træerne gør ved os.

Gennem tiden har hverken kunstnere eller videnskabsmænd holdt sig tilbage fra at udtrykke følelser og holdninger til naturen og specifikt til egen. I dag synes det igen relevant at sætte ord på og italesætte naturen og dermed forholdet til de store træer, som Vaupell skriver, har været vidne til vores historie.

Der var engang

Danmark var i forhistorisk tid dækket af skov, det har vi alle lært i skolen. Og den skov bestod bl.a. af lind, avnbøg, fyr og eg, samt en tæt underskov af bl.a. hassel. Egen har været her i ca. 9000 år. Bøgen er først kommet til for ca. 3500 år siden. Dette varierede skovlandskab har givet god baggrund for et jæger- og samlersamfund og givet masser af brænde til at holde varmen ved på disse breddegrader.

Egen var fra tidernes morgen en ressource, som mennesket har udnyttet og gennem historien er blevet dygtigere og dygtigere til at betvinge.

Fra ældre til yngre stenalder begynder man agerbruget i landet. Efterhånden som man opdyrkede jorden, brændte man skoven af, men jorden blev udpint efter nogle år, og man flyttede videre og lod jorden springe i skov igen. I løbet af jernalderen og efter vikingetiden, altså i den tidlige middelalder, hvor de fleste danskere var blevet kristne og var blevet bønder, var al skov græsningsskov for husdyr. Men skoven blev efterhånden reduceret, og gennem hele middelalderen var egetræ den primære ressource til husbygning, skibsbygning, møbler, inventar og kirkelig kunst.

Kommer man f.eks. til landsbyen Egen på Als, er der ingen egetræer men kun en juletræsbeplantning i nærheden. Dog minder den lange kirkestald og dens flotte bindingsværk os om, at der engang har været godt egetræ i nærheden.

Et andet eksempel er stedet Brændte Ege på det flade Falster. Det siger sig selv, at her har været en egeskov, som ikke er der mere. Navnet vidner om de svenske hæres hærgen i 1650’erne. I dag er der en vej med en forfalden gård og fire huse på en meget flad mark. Vejen går ind til en skov. Egene er altså gået over i historien, men findes stadig i stednavnet.

De gamle stednavne er vidnesbyrd om landskabet og dets udnyttelse. Stednavne har at gøre med at finde vej, men også med identitet for dem, der bor på stedet. Lokaliteter, der hedder noget med eg, fortæller os, at ikke blot var egen et konkret materiale, træet var også genstand for en vis ærefrygt og personificering, som kommer til udtryk i personefternavne med eg, f.eks. Egebjerg, Egeskov, Egeløkke eller bare Ege.

Tv.: Kirkestalden i landsbyen Egen på Als.

Th.: Landsbyen Egen ligger på Als.

Mange stednavne er lokalt forbundet til myter og folketro og en naturopfattelse, hvor f.eks. trolde og elvere spiller en rolle. Troldehøj eller Elverdam vidner om en opfattelse af landskabet som besjælet og befolket med uforklarlige fænomener. Så er egen alligevel mere håndfast og konkret. Stednavne, der begynder med Eg-, giver sig selv, mens navne med ”hassel” og ”hessel” også fortæller om egeskov, fordi hasselbusken er naturlig underskov til egen. I kortbogen, der viser Danmark i 1:100.000, findes et stednavneregister med 22.000 stednavne. Heraf er der mere end 140 lokaliteter, som hedder noget med Eg. Man kan også tælle 173 navne, der begynder med Skov. Hvad der måske er mere interessant, er at følge stednavne med Snekke, som angiver, at her har man haft skov til brug for skibsbygning, ofte beliggende ved en vig, et nor eller en stor å. Eller navne med ”ved” eller ”tved”, som fortæller om produktionsskov. Men navnene er stadig kun en antydning af det landskab, der var engang.

Bygget på pæle

Det store slot Egeskov på Fyn er anlagt ved landsbyen Egeskov, men har efter legenden sit navn, fordi det kostede en hel egeskov af stolper, der er rammet ned i søens bund og bærer husets fundament. Pælene blev hamret ned i den bløde bund for at kunne bære det store tunge slot af røde munkesten på dette sted. Slottet er opført i midten af 1500-tallet. Egeskov er bygget som en forsvarsborg, og vandgraven omkring er anlagt til beskyttelse af ejendommen. Vandet i voldgraven kommer fra en opdæmmet å, og hvis sommeren er lang og tør, må man tilføre vand til voldgraven, for at stolperne under fundamentet ikke skal rådne og den tunge bygning slå revner. Der findes også andre slotte bygget på pæle, og mange andre danske herregårde er anlagt med en voldgrav omkring. Det er dog oftest mest af arkitektoniske grunde.