Forord

Egetræer er fascinerende. Gennem mange år har jeg observeret og studeret egetræer i naturen, og som arkitekt har jeg interesseret mig for både bygninger og genstande skabt af egetræ. Sammenhængen mellem det, der er skabt af egetræ, og det levende træ udgør en fortælling om tilknytning til stedet, sans for kvalitet og materialitet; sammenhænge, der betyder noget for mennesket.

Denne tanke afspejler, at egen som organisme betyder så meget for skov og landskab, at træet har givet basis for håndværksmetoder, der ligesom træet selv har overlevet og udviklet sig i mange hundrede år. Det er sammenhænge, som er vigtige for vores liv og for den kultur, vi lever i.

Bogen EG har som mål at ære disse sammenhænge mellem naturen, håndværket, kunsten og arkitekturen. Bogen guider gennem 16 kapitler læseren rundt til 50 steder i Danmark, hvor denne sammenhæng har en vigtig eller fascinerende historie at fortælle. Det er steder, som er værd at besøge og opleve ved selvsyn.

Bogen er et studie baseret på skrevne kilder og på mine egne observationer og samtaler med mennesker på de steder, jeg har besøgt. Jeg er uddannet byplanarkitekt og efteruddannet inden for landskabsplanlægning og restaurering af bygninger. Det meste af min karriere har jeg arbejdet med historiske bygninger og bevaring af kulturarven samt formidling af kulturarven.

Derfor er dette ikke en traditionel historiebog, ej heller en traditionel bog om naturen, men udtryk for mit ønske om at formidle det sanselige univers, som egen repræsenterer, både det levende træ og det ædle materiale.

For år tilbage fandt jeg en bog af den amerikanske forstmand William Bryant Logan med titlen Oak – The frame of civilization. I den kommer han hele vejen rundt om egen, men som globalt fænomen. Den bog har været til stor inspiration for denne bog og turen rundt om emnet her i Danmark.

Interessen for skoven og for naturen fik en ny opblomstring i Danmark i 2016, hvor Træernes hemmelige liv af Peter Wohlleben udkom på dansk. Den var med til at skabe en opvågnen både hos fagfolk og hos naturelskere, ja mere eller mindre hos alle, der læste bo-

Egetræet er fascinerende som individ og som art.

gen. At træer kan kommunikere, havde ingen før italesat. Det var sådan set ikke ny viden, Wohlleben skrev om, men kendt viden, som blev sat i en formidlende sammenhæng, og som gav os et nyt syn på naturen. Hvor vi med Darwins udviklingslære er vant til at betragte mennesket som det øverste i udviklingskæden og hierarkiet, fortalte Wohlleben os nu, at vi er omgivet af levende væsner, som har været lige så lang tid på jorden som mennesket, eller længere, og hvis livsvilkår vi er på vej til at ødelægge.

Dermed kommer vi til at bryde den symbiose, der er mellem os, der bruger ilt, og vegetationen, der producerer ilt. Dette er blevet grundlaget for en ny naturromantik og naturforståelse, som man kan håbe på, vil bære os gennem klimakrisen og til en balance i verden. Det giver sig udtryk i kunst og digtning, musik og livsstil. Denne fascination af det, der gror, er direkte medvirkende til mit ønske om at formidle sammenhængen mellem egetræets langsommelighed og menneskets sammenhæng med det naturgivne materiale.

Med dette studie i egen i Danmark indkredser jeg det, som er specielt dansk inden for både forekomster i naturen og brugen i håndværk og arkitektur. Andre lande som f.eks. England og Tyskland har måske større forekomster af umistelige ege, ældre traditioner end vi og flere kunstnere, der er fascineret af egen. Men danske håndværkere, kunstnere og forstfolk har rejst ud og lært, hvad man har gjort i det store udland, og bragt deres kunnen og viden med hjem. Herhjemme er det, man lærte, blevet tilpasset brugsmæssigt, klimamæssigt og måske også økonomisk og danner dermed en særlig dansk tilgang til emnet. Det er denne tilgang, jeg indkredser ved at formidle de highlights, som jeg er kommet under vejr med i mit studie.

At formidle fortællingen om egen er en fortælling om det analoge univers. Det, der gror, det, vi lever af og bygger af, og det, vi skaber genstande af. Egens univers kan du sanse med alle dine sanser, og den er et modbillede til det digitale univers hele vejen igennem.

Man kan imidlertid vanskeligt formidle egen i naturen og håndværket eller arkitekturen uden at skele til den mere kunstneriske eller filosofiske del af fortællingen, så derfor har jeg suppleret egens materielle univers med det mere symbolske og ”luftige”. Det er f.eks. i sammenhængen mellem naturen og digtningen, at man skal finde noget af vores kærlighed til skov og landskab. Eller det er i sammenhængen mellem billedkunsten og håndværket, at vi skal finde udviklingen i stilarter. Eller det er i sammenhæng mellem samfundsudviklingen og historien, man skal finde udviklingen i arkitekturen. Tingene hænger sammen, og med de fortællinger jeg har indkredset, kommer man hele vejen rundt om emnet; egetræets kulturhistorie.

Egetræets kulturhistorie har på mange måder også rod i adelens og borgerskabets kultur, idet træets ejere har hørt til de højeste samfundsklasser, ligesom de bygninger, den kirkelige kunst og de møbler, der er skabt af egetræ, har været og er luksusgenstande for de velhavende. Dog har både skovens arbejdere og træets håndværkere været nødvendige for, at man overhovedet kunne få mest muligt ud af egetræet, og derfor bliver den viden og kunnen, der knytter sig til træets fag, og spørgsmålet om, hvordan træet kan udnyttes og bruges, nøglen til at forstå egetræets kulturhistorie.

Det er mit håb at sætte denne viden og kunnen ind i en større sammenhæng, der måske også kan give en snedkerlærling eller en studerende i skov- og landskabsteknik en stolthed ved at være en del af en tradition, der har dannet rammen om en stor del af vores civilisation.

Jeg har været rundt i landet, og jeg vil gerne takke alle dem, der har taget imod med åbne døre og fortællelyst. Jeg har også fået hjælp fra mange af de fagfolk, jeg har talt med, og som har givet feedback på emnet. Jeg vil også gerne takke min mand, Nis Bank-Mikkelsen, for at indtale ”Det gamle Egetræs sidste Drøm”, som der er QR-kode til i kapitel 7 i afsnittet ”Egen i digtningen”. Dernæst vil jeg gerne takke ham for at være tålmodig chauffør og backup på fotosiden. To kameraer ser bedre end et!

Jeg kom ikke til Bornholm grundet restriktioner og smittefare i den periode, jeg har foretaget min research. Dertil vil nogle naturligvis synes, at der mangler en væsentlig fortælling fra et eller andet sted i landet, og at mine eksempler kunne være valgt anderledes. Dertil vil jeg blot sige og opfordre til, at man selv, lokalt eller der, hvor man fagligt har sit virke, tager emnet op.

ULLA LUNN Januar 2022