Forord
Egetræer er fascinerende. Gennem mange år har jeg observeret og studeret egetræer i naturen, og som arkitekt har jeg interesseret mig for både bygninger og genstande skabt af egetræ. Sammenhængen mellem det, der er skabt af egetræ, og det levende træ udgør en fortælling om tilknytning til stedet, sans for kvalitet og materialitet; sammenhænge, der betyder noget for mennesket. Denne tanke afspejler, at egen som organisme betyder så meget for skov og landskab, at træet har givet basis for håndværksmetoder, der ligesom træet selv har overlevet og udviklet sig i mange hundrede år. Det er sammenhænge, som er vigtige for vores liv og for den kultur, vi lever i. Bogen EG har som mål at ære disse sammenhænge mellem naturen, håndværket, kunsten og arkitekturen. Bogen guider gennem 16 kapitler læseren rundt til 50 steder i Danmark, hvor denne sammenhæng har en vigtig eller fascinerende historie at fortælle. Det er steder, som er værd at besøge og opleve ved selvsyn. Bogen er et studie baseret på skrevne kilder og på mine egne observationer og samtaler med mennesker på de steder, jeg har besøgt.
8
Forord
Jeg er uddannet byplanarkitekt og efteruddannet inden for landskabsplanlægning og restaurering af bygninger. Det meste af min karriere har jeg arbejdet med historiske bygninger og bevaring af kulturarven samt formidling af kulturarven. Derfor er dette ikke en traditionel historiebog, ej heller en traditionel bog om naturen, men udtryk for mit ønske om at formidle det sanselige univers, som egen repræsenterer, både det levende træ og det ædle materiale. For år tilbage fandt jeg en bog af den amerikanske forstmand William Bryant Logan med titlen Oak – The frame of civilization. I den kommer han hele vejen rundt om egen, men som globalt fænomen. Den bog har været til stor inspiration for denne bog og turen rundt om emnet her i Danmark. Interessen for skoven og for naturen fik en ny opblomstring i Danmark i 2016, hvor Træernes hemmelige liv af Peter Wohlleben udkom på dansk. Den var med til at skabe en opvågnen både hos fagfolk og hos naturelskere, ja mere eller mindre hos alle, der læste boEgetræet er fascinerende som individ og som art.