Eg

191 cm

30 cm

191 cm

U LL A LU N N

ULLA LUNN (f. 1954) er arkitekt og har gennem mange år arbejdet med bevaring og formidling. Hun har tidligere skrevet bogen Stedet fortæller om Dansk Vestindien (2016).

Eg

266 cm

Bogen falder i to dele. Første del omhandler den levende eg, som den er blevet opfattet gennem tiden, hvordan den vokser og dyrkes, og hvordan den optræder i litteratur, kunst og gamle myter. Anden del beskriver det ædle materiale og dermed egetræets brug i bygningskulturen i form af tagværker og bindingsværk, og i billedskærerarbejder, møbelsnedkeri m.m.

U LL A LU N N

Vi har altid brugt egetræ, og gennem tiderne har vi tillagt det store stærke træ en mytisk kraft, der fylder godt i kunst, litteratur, natursyn og folkesjæl. Eg er et skattet materiale i mange fine håndværkstraditioner, og det er i århundreder blevet brugt til bl.a. skibsbyggeri, kirkeinventar og smukke danske møbelklassikere.

Eg

Egetræet er det nationaltræ, vi måske burde have haft. I dag er egetræet overhalet af den ranke, kultiverede bøg som nationalt symbol, men det er stadig den gamle krogede eg, der rager højest op i vores kultur- og naturhistorie.

ISBN: 978-87-12-06478-7

9

Eg_omslag_TRYK.indd 1

788712

064787

GADS FORLAG

09.03.2022 03.22

ULL A LUN N

Eg G a d s fo r l a g

Indhold

Forord Fra agern til møbel

8 12

DEL 1

Den levende eg 1.

De forsvundne ege

20

2.

Egetræer i skoven

36

3.

Mine egetræer

56

4.

Egeskoven i dag

66

5.

Fremtidens egeskov

86

6.

Egetræer i byen

92

7.

De besjælede ege

102

4

DEL 2

Det ædle materiale 8.

De tidligste tiders brug af egetræ

128

9.

Egetræ til bådebyggeri

136

10. Kongehallen i Lejre

148

11. Store konstruktioner

160

12. Bul og bindingsværk

184

13. Billedskæreren og kirkelige interiører

230

14. Møbler af egetræ

256

15. Høre, føle og smage

270

16. At lære håndværket

284

Litteratur og mundtlige kilder

290

Eg

5

Udgivelsen af EG er støttet af Oak Foundation Foreningen Realdania Bergiafonden Augustinus Fonden Forprojektet til bogen er støttet af Foreningen PlanDanmark Fonden for Træer og Miljø Solar Fonden af 1978

Til Esmeralda og Thorbjørn

Forord

Egetræer er fascinerende. Gennem mange år har jeg observeret og studeret egetræer i naturen, og som arkitekt har jeg interesseret mig for både bygninger og genstande skabt af egetræ. Sammenhængen mellem det, der er skabt af egetræ, og det levende træ udgør en fortælling om tilknytning til stedet, sans for kvalitet og materialitet; sammenhænge, der betyder noget for mennesket.

Denne tanke afspejler, at egen som organisme betyder så meget for skov og landskab, at træet har givet basis for håndværksmetoder, der ligesom træet selv har overlevet og udviklet sig i mange hundrede år. Det er sammenhænge, som er vigtige for vores liv og for den kultur, vi lever i.

Bogen EG har som mål at ære disse sammenhænge mellem naturen, håndværket, kunsten og arkitekturen. Bogen guider gennem 16 kapitler læseren rundt til 50 steder i Danmark, hvor denne sammenhæng har en vigtig eller fascinerende historie at fortælle.

Det er steder, som er værd at besøge og opleve ved selvsyn.

Bogen er et studie baseret på skrevne kilder og på mine egne observationer og samtaler med mennesker på de steder, jeg har besøgt.

8

Forord

Jeg er uddannet byplanarkitekt og efteruddannet inden for landskabsplanlægning og restaurering af bygninger. Det meste af min karriere har jeg arbejdet med historiske bygninger og bevaring af kulturarven samt formidling af kulturarven.

Derfor er dette ikke en traditionel historiebog, ej heller en traditionel bog om naturen, men udtryk for mit ønske om at formidle det sanselige univers, som egen repræsenterer, både det levende træ og det ædle materiale.

For år tilbage fandt jeg en bog af den amerikanske forstmand William Bryant Logan med titlen Oak – The frame of civilization.

I den kommer han hele vejen rundt om egen, men som globalt fænomen. Den bog har været til stor inspiration for denne bog og turen rundt om emnet her i Danmark.

Interessen for skoven og for naturen fik en ny opblomstring i Danmark i 2016, hvor Træernes hemmelige liv af Peter Wohlleben udkom på dansk. Den var med til at skabe en opvågnen både hos fagfolk og hos naturelskere, ja mere eller mindre hos alle, der læste boEgetræet er fascinerende som individ og som art.

gen. At træer kan kommunikere, havde ingen før italesat. Det var sådan set ikke ny viden, Wohlleben skrev om, men kendt viden, som blev sat i en formidlende sammenhæng, og som gav os et nyt syn på naturen. Hvor vi med Darwins udviklingslære er vant til at betragte mennesket som det øverste i udviklingskæden og hierarkiet, fortalte Wohlleben os nu, at vi er omgivet af levende væsner, som har været lige så lang tid på jorden som mennesket, eller længere, og hvis livsvilkår vi er på vej til at ødelægge.

Dermed kommer vi til at bryde den symbiose, der er mellem os, der bruger ilt, og vegetationen, der producerer ilt. Dette er blevet grundlaget for en ny naturromantik og naturforståelse, som man kan håbe på, vil bære os gennem klimakrisen og til en balance i verden. Det giver sig udtryk i kunst og digtning, musik og livsstil. Denne fascination af det, der gror, er direkte medvirkende til mit ønske om at formidle sammenhængen mellem egetræets langsommelighed og menneskets sammenhæng med det naturgivne materiale.

Med dette studie i egen i Danmark indkredser jeg det, som er specielt dansk inden for både forekomster i naturen og brugen i håndværk og arkitektur. Andre lande som f.eks. England og Tyskland har måske større forekomster af umistelige ege, ældre traditioner end vi og flere kunstnere, der er fascineret af egen. Men danske håndværkere, kunstnere og forstfolk har rejst ud og lært, hvad man har gjort i det store udland, og bragt deres kunnen og viden med hjem. Herhjemme er det, man lærte, blevet tilpasset brugsmæssigt, klimamæssigt og måske også økonomisk og danner dermed en særlig dansk tilgang til emnet. Det er denne tilgang, jeg indkred-

10

Forord

ser ved at formidle de highlights, som jeg er kommet under vejr med i mit studie.

At formidle fortællingen om egen er en fortælling om det analoge univers. Det, der gror, det, vi lever af og bygger af, og det, vi skaber genstande af. Egens univers kan du sanse med alle dine sanser, og den er et modbillede til det digitale univers hele vejen igennem.

Man kan imidlertid vanskeligt formidle egen i naturen og håndværket eller arkitekturen uden at skele til den mere kunstneriske eller filosofiske del af fortællingen, så derfor har jeg suppleret egens materielle univers med det mere symbolske og ”luftige”. Det er f.eks. i sammenhængen mellem naturen og digtningen, at man skal finde noget af vores kærlighed til skov og landskab. Eller det er i sammenhængen mellem billedkunsten og håndværket, at vi skal finde udviklingen i stilarter. Eller det er i sammenhæng mellem samfundsudviklingen og historien, man skal finde udviklingen i arkitekturen. Tingene hænger sammen, og med de fortællinger jeg har indkredset, kommer man hele vejen rundt om emnet; egetræets kulturhistorie.

Egetræets kulturhistorie har på mange måder også rod i adelens og borgerskabets kultur, idet træets ejere har hørt til de højeste samfundsklasser, ligesom de bygninger, den kirkelige kunst og de møbler, der er skabt af egetræ, har været og er luksusgenstande for de velhavende. Dog har både skovens arbejdere og træets håndværkere været nødvendige for, at man overhovedet kunne få mest muligt ud af egetræet, og derfor bliver den viden og kunnen, der knytter sig til træets fag, og spørgsmålet om, hvordan træet kan udnyttes og bruges, nøglen til at forstå egetræets kulturhistorie.

Det er mit håb at sætte denne viden og kunnen ind i en større sammenhæng, der måske også kan give en snedkerlærling eller en studerende i skov- og landskabsteknik en stolthed ved at være en del af en tradition, der har dannet rammen om en stor del af vores civilisation.

Jeg har været rundt i landet, og jeg vil gerne takke alle dem, der har taget imod med åbne døre og fortællelyst. Jeg har også fået hjælp fra mange af de fagfolk, jeg har talt med, og som har givet feedback på emnet. Jeg vil også gerne takke min mand, Nis Bank-Mikkelsen, for at indtale ”Det gamle Egetræs sidste Drøm”, som der er QR-kode til i kapitel 7 i afsnittet ”Egen i digtningen”. Dernæst vil jeg

gerne takke ham for at være tålmodig chauffør og backup på fotosiden. To kameraer ser bedre end et!

Jeg kom ikke til Bornholm grundet restriktioner og smittefare i den periode, jeg har foretaget min research. Dertil vil nogle naturligvis synes, at der mangler en væsentlig fortælling fra et eller andet sted i landet, og at mine eksempler kunne være valgt anderledes. Dertil vil jeg blot sige og opfordre til, at man selv, lokalt eller der, hvor man fagligt har sit virke, tager emnet op.

ULLA LUNN Januar 2022

Eg

11

Fra agern til møbel

Egen har egenskaber, som kan sammenlignes med det, mennesket stræber efter. Det har man i vores kulturkreds været opmærksom på siden tidernes morgen. Styrke, skønhed og alder er oplagte egenskaber, som vi alle gerne vil have. På de nordiske sprog og oldnordisk minder ordene ”jeg” og ”eg” om hinanden. På oldnordisk hedder ”jeg” f.eks. ”ek”, på islandsk ”eg” og på færøsk ”eg”. Og det er vel logisk, at man som individ ønsker at måle sit jeg med egens kvaliteter.

Egen er en stærk ener, men samtidig lever den godt sammen med alle arter, der elsker lys. Kun sammen med skyggende og dominerende træer må den kæmpe for sin overlevelse og vækst.

Ikke blot producerer den ilt til vores lunger, ligesom vi producerer CO2 til dens vækst. Den skaber læ og skygge og producerer træ, vi kan varme os ved, foruden tømmer til vores huse, mad til vores husdyr og til mennesket selv. Forsvinder egen, forsvin-

12

Fra agern til møbel

der også en stor del af det levende, der ved sin eksistens har givet grundlag for vores civilisation. Forsvinder egen, forsvinder en del af vores sprog, vores bevidsthed og vores kultur. Hele vores civilisation er udviklet sammen med egen, og kun de sidste 250 år er denne samhørighed veget, fordi industrialismen, som er skabt på jern, olie og kul – og plastic – er blevet dominerende og har taget over.

Egetræet rummer en fortælling, der rækker ud over træet i sig selv. Det har resonans i de historiske eller kulturelle kræfter, som vi er en del af, og som vi genkender, når vi ser træet eller en genstand skabt af materialet.

For at lære egetræet nærmere at kende har jeg besøgt enkeltstående egetræer i forskellige aldre og under forskellige vækstforhold, og som har forskellige kulturhistoriske Jægersborg Dyrehave, Vorteegen på Præstesletten.

fortællinger. Det er egetræernes samspil med mennesket, som kommer i centrum.

Jeg har også besøgt tre statsskovdistrikter og tre private skovdistrikter for at beskrive, hvordan skovene forvaltes i dag. Som man vil se her, er der flere strategier til at dyrke eg, og der er strategier for skovenes natur.

Når en håndværker mestrer det ædle materiale, egetræet, får man respekt for tradition, viden og kunnen. Når tømreren går i gang med et stort stykke tømmer, kan han mærke egetræets mange vækstår i sine lemmer. Når snedkeren betragter et gammelt egetræsmøbel, forstår han, hvor stort et arbejde det har været at skabe det, og så overvejer han, om han selv ville kunne gøre det. Når bådebyggeren ser på et skib fra vikingetiden, ved han, at hans håndværk bærer en tusindårig traditi-

14

Fra agern til møbel

Denne side: De helt nye blade på egen kaldes ”musse­ører”.

Modsatte side: Læg armene om en gammel eg, og lyt til århundreders stilhed.

on. Og når en håndværker går en tur i skoven, kan han eller hun ikke undgå at se egetræerne som mulige emner for håndværkets udøvelse. Sådan er håndværket og egetræet kædet tæt sammen. Og arkitekturen og håndværket er i denne sammenhæng også kædet tæt sammen. Arkitekten baserer sin formgivning på materialets egenskaber og håndværkerens kunnen, men også på tidens strømninger, økonomi og funktion.

Ser man egetræerne i skoven, føler man også en ærefrygt for de stærke og store træer.

Uanset om det er træer, der har levet i hund-

Eg

15

redvis af år, eller det er træer, der snart vil blive til stærkt og kostbart tømmer.

Vi holder af egetræerne, måske mere underspillet end den eufori, man mærker ved den nyudsprungne bøgeskov. Men vi føler mere for egen, for træet har en udstråling og en appel til os hele året. En forårsdag i solen med ”musseøre” og spillende lys mellem blade og grene. En højsommerdag, hvor lys og skygge tillader blomster og kantareller at gro under egen. En efterårsdag i lavt solskin med gyldent løv og agern. Eller en vinterdag med våde og sorte grene mod en grå himmel. Egen har personlighed som intet andet træ. Kunstnere har derfor til alle tider skildret egen i billeder og ord og brugt dens ved til at skabe figurer.

Det er i høj grad langsommeligheden, man skal have fokus på her. Det bør give stor respekt for den levende organisme, at den vil stå hundredvis af år, efter at du er død. Og den langsommelighed sætter vores forhold til naturen i perspektiv, den sætter håndteringen af materialet i perspektiv. Egen har været her altid og vil være her, når mennesket har ødelagt egne vilkår for at overleve.

Gamle ege er markante, men udgør en meget lille del af de danske skove. Dog får egen igen større betydning i de danske skove, hvor det samlede areal af eg er steget fra 7 % til i dag 15 % af arealet. Egen er en god CO2bank. Med sin langsomme vækst og sin mulige høje alder opbevarer den store mængder CO2. Når andre træer når 200-årsalderen, er de ved at dø, mens egen har nået sin bedste alder og let kan blive 400 år. Egetræets holdbarhed som materiale gør også, at genstande og huse bygget med dette materiale hol-

16

Fra agern til møbel

der i mange hundrede år, med stor effekt på CO2-regnskabet.

Egen er robust og har hos os overlevet klimatiske udsving gennem 9000 år. Egen kan tilpasse sig særlige vækstbetingelser i utrolig grad. Den kan blive skåret helt ned, kaldet ”stævning”, eller gnavet tilbage og skyde igen. Den kan blive begravet i sand og skyde nye skud over sandets overflade. Den kan tåle i perioder at stå med rødderne i vand, der rinder. Den kan tåle de klimatiske udsving, der har været og er registreret i tusindvis af år.

Dog er den også truet, ligesom mennesket, af fremmede sygdomme, som den ikke har et forsvar imod. Og disse sygdomme har bedre vilkår til at nedbryde egen end tidligere, idet klimaet bliver varmere og sygdommene migrerer over grænser og kontinenter med samhandel osv.

Egen har om noget dansk naturfænomen vist sig at være bærer af både myter, spiritualitet, natursyn, national identitet og objekt for kunsten og genstand for udnyttelse af materialet.

Med en syntese af kunst, håndværk og natur i forhold til egen sigter jeg mod at formidle en naturforståelse, hvor man må lære at forstå naturens indflydelse på vores liv for at redde både naturen og os selv.

Lægger du armene omkring eller støtter din ryg mod et egetræ, står tiden pludselig stille. Du mærker den lodrette tidsakse, den enorme masse, der er dybt forankret i jorden og tiden. Kæmpen var her længe før og vil være her længe efter dig.

Den Runde Stol af eg med fletsæde. Foto: PP Møbler.

Eg

17

Den levende eg DEL 1

KAPITEL 1

De forsvundne ege Kapitlet ”De forsvundne ege” omhandler de skove, som kun findes i l­ andets stednavne, om det tømmer, der er banket ned i jorden som fun­dament for bygninger, om de skove, der blev hærget af krige gennem 1600-tallet, og de ege, der var grundlaget for nationens stolte flåde, og som ved et vedholdende dansk traume forsvandt, da flåden blev taget af England i 1807. I dette kapitel indkredser jeg de ege, som findes i vores erindring, men som er væk for vores blik eller væk for evigt.

Et spørgsmål om følelser Chr. Vaupell – De danske Skove, 1863 I nyere Tid har man her i Danmark fremhævet Bøgen som Skovens skjønneste Træ, ellers ere alle Europas Nationer lige fra Romernes Tid enige i at give Egen Forrangen. Digterne have blandt Træerne givet den samme Forrang som Løven blandt Dyrene. At Egen i den menneskelige Forestilling er stillet på en så ophøiet Plads blandt Skovtræerne, hidhører fra, at den i høiere Grad end noget andet Træ forener Præget af Styrke og Skjønhed […]

Men Egen frembyder også andre Sider, hvorved den altid har været Folkene kjær: dens ved er blevet benyttet lige fra de ældste Tider saa meget, at den derved er bleven Bæreren af Forfædrenes Tilværelse og Kultur; hertil kommer dens Høie Levealder […] Menneskelig Havesyge og Mangel på Sands for noget Ophøiet af den Art har i de fleste Lande

20

De forsvundne ege

udryddet disse ærværdige Vidner til Folkenes Skjæbne, hvoraf nogle er lige så gamle som Historien.

Citatet herover er af en af 1800-tallets mest anerkendte skovfolk, Christian Theodor Vaupell, der var botaniker. Han fik den skæbne at miste en arm, da han meldte sig til krigen i 1848, men han evnede alligevel at gennemføre en omfattende forskning i botanik og formidle denne viden i sammenhæng med landskabets og skovens historiske udvikling.

Det var nyt og betød stor udbredelse af hans arbejder. Det var også Vaupell, der påviste bøgens fortrængning af egen i de danske skove. Vaupell levede i romantikken og havde ingen problemer med at formulere sin kærlighed til landskabet, naturen og ikke mindst egen.

Forrige opslag: Valdemarsegen i skovbrynet på Korselitze.

Storkeegen. Jægerspris, 1887. Træet døde ­ ndeligt i 1968. Radering af Axel Schovelin. e ­SMK Open

Eg

21

Med Vaupell i tankerne fokuserer jeg her på den ærefrygt, som gamle og store egetræer indgyder os, og som jeg mener, er en følelse, som er lige så autentisk som det at leve i Danmark. Det er følelser, der ligger dybere end mindet om, at man har gået en tur i skoven med far og mor eller andre personlige naturoplevelser. Det er en følelse, som vi har svært ved at sætte ord på, som er en del af vores sprog, kultur og tilhørsforhold. Vi anerkender nemt, at oprindelige folk, der er i tættere kontakt med naturen i det daglige, har et sprog og et direkte udtryk for deres respekt for naturens organismer. Det er sværere, når vi skal forholde os til egne følelser i forhold til naturen. Så bliver man ofte lidt forlegen og kan ikke beskrive, hvad det er, naturen, fuglene eller træerne gør ved os.

Gennem tiden har hverken kunstnere eller videnskabsmænd holdt sig tilbage fra at udtrykke følelser og holdninger til naturen og specifikt til egen. I dag synes det igen relevant at sætte ord på og italesætte naturen og dermed forholdet til de store træer, som Vaupell skriver, har været vidne til vores historie.

Der var engang Danmark var i forhistorisk tid dækket af skov, det har vi alle lært i skolen. Og den skov bestod bl.a. af lind, avnbøg, fyr og eg, samt en tæt underskov af bl.a. hassel. Egen har været her i ca. 9000 år. Bøgen er først kommet til for ca.

3500 år siden. Dette varierede skovlandskab har givet god baggrund for et jæger- og samlersamfund og givet masser af brænde til at holde varmen ved på disse breddegrader.

Egen var fra tidernes morgen en ressource, som mennesket har udnyttet og gennem

22

De forsvundne ege

historien er blevet dygtigere og dygtigere til at betvinge.

Fra ældre til yngre stenalder begynder man agerbruget i landet. Efterhånden som man opdyrkede jorden, brændte man skoven af, men jorden blev udpint efter nogle år, og man flyttede videre og lod jorden springe i skov igen. I løbet af jernalderen og efter vikingetiden, altså i den tidlige middelalder, hvor de fleste danskere var blevet kristne og var blevet bønder, var al skov græsningsskov for husdyr. Men skoven blev efterhånden reduceret, og gennem hele middelalderen var egetræ den primære ressource til husbygning, skibsbygning, møbler, inventar og kirkelig kunst.

Kommer man f.eks. til landsbyen Egen på Als, er der ingen egetræer men kun en juletræsbeplantning i nærheden. Dog minder den lange kirkestald og dens flotte bindingsværk os om, at der engang har været godt egetræ i nærheden.

Et andet eksempel er stedet Brændte Ege på det flade Falster. Det siger sig selv, at her har været en egeskov, som ikke er der mere.

Navnet vidner om de svenske hæres hærgen i 1650’erne. I dag er der en vej med en forfalden gård og fire huse på en meget flad mark. Vejen går ind til en skov. Egene er altså gået over i historien, men findes stadig i stednavnet.

De gamle stednavne er vidnesbyrd om landskabet og dets udnyttelse. Stednavne har at gøre med at finde vej, men også med identitet for dem, der bor på stedet. Lokaliteter, der hedder noget med eg, fortæller os, at ikke blot var egen et konkret materiale, træet var også genstand for en vis ærefrygt og personificering, som kommer til udtryk i personefternavne med eg, f.eks. Egebjerg, Egeskov, Egeløkke eller bare Ege.

Tv.: Kirkestalden i landsbyen Egen på Als. Th.: Landsbyen Egen ligger på Als.

Mange stednavne er lokalt forbundet til myter og folketro og en naturopfattelse, hvor f.eks. trolde og elvere spiller en rolle. Troldehøj eller Elverdam vidner om en opfattelse af landskabet som besjælet og befolket med uforklarlige fænomener. Så er egen alligevel mere håndfast og konkret. Stednavne, der begynder med Eg-, giver sig selv, mens navne med ”hassel” og ”hessel” også fortæller om egeskov, fordi hasselbusken er naturlig underskov til egen. I kortbogen, der viser Danmark i 1:100.000, findes et stednavneregister med 22.000 stednavne. Heraf er der mere end 140 lokaliteter, som hedder noget med Eg. Man kan også tælle 173 navne, der begynder med Skov. Hvad der måske er mere interessant, er at følge stednavne med Snekke, som angiver, at her har man haft skov til brug for skibsbygning, ofte beliggende ved en vig, et nor eller en stor å. Eller navne med ”ved” eller ”tved”, som fortæller om produk-

tionsskov. Men navnene er stadig kun en antydning af det landskab, der var engang.

Bygget på pæle Det store slot Egeskov på Fyn er anlagt ved landsbyen Egeskov, men har efter legenden sit navn, fordi det kostede en hel egeskov af stolper, der er rammet ned i søens bund og bærer husets fundament. Pælene blev hamret ned i den bløde bund for at kunne bære det store tunge slot af røde munkesten på dette sted. Slottet er opført i midten af 1500-tallet.

Egeskov er bygget som en forsvarsborg, og vandgraven omkring er anlagt til beskyttelse af ejendommen. Vandet i voldgraven kommer fra en opdæmmet å, og hvis sommeren er lang og tør, må man tilføre vand til voldgraven, for at stolperne under fundamentet ikke skal rådne og den tunge bygning slå revner.

Der findes også andre slotte bygget på pæle, og mange andre danske herregårde er anlagt med en voldgrav omkring. Det er dog oftest mest af arkitektoniske grunde.

Eg

23