KAPITEL 1
De forsvundne ege Kapitlet ”De forsvundne ege” omhandler de skove, som kun findes i l andets stednavne, om det tømmer, der er banket ned i jorden som fundament for bygninger, om de skove, der blev hærget af krige gennem 1600-tallet, og de ege, der var grundlaget for nationens stolte flåde, og som ved et vedholdende dansk traume forsvandt, da flåden blev taget af England i 1807. I dette kapitel indkredser jeg de ege, som findes i vores erindring, men som er væk for vores blik eller væk for evigt.
Et spørgsmål om følelser Chr. Vaupell – De danske Skove, 1863 I nyere Tid har man her i Danmark fremhævet Bøgen som Skovens skjønneste Træ, ellers ere alle Europas Nationer lige fra Romernes Tid enige i at give Egen Forrangen. Digterne have blandt Træerne givet den samme Forrang som Løven blandt Dyrene. At Egen i den menneskelige Forestilling er stillet på en så ophøiet Plads blandt Skovtræerne, hidhører fra, at den i høiere Grad end noget andet Træ forener Præget af Styrke og Skjønhed […] Men Egen frembyder også andre Sider, hvorved den altid har været Folkene kjær: dens ved er blevet benyttet lige fra de ældste Tider saa meget, at den derved er bleven Bæreren af Forfædrenes Tilværelse og Kultur; hertil kommer dens Høie Levealder […] Menneskelig Havesyge og Mangel på Sands for noget Ophøiet af den Art har i de fleste Lande
20
De forsvundne ege
udryddet disse ærværdige Vidner til Folkenes Skjæbne, hvoraf nogle er lige så gamle som Historien. Citatet herover er af en af 1800-tallets mest anerkendte skovfolk, Christian Theodor Vaupell, der var botaniker. Han fik den skæbne at miste en arm, da han meldte sig til krigen i 1848, men han evnede alligevel at gennemføre en omfattende forskning i botanik og formidle denne viden i sammenhæng med landskabets og skovens historiske udvikling. Det var nyt og betød stor udbredelse af hans arbejder. Det var også Vaupell, der påviste bøgens fortrængning af egen i de danske skove. Vaupell levede i romantikken og havde ingen problemer med at formulere sin kærlighed til landskabet, naturen og ikke mindst egen. Forrige opslag: Valdemarsegen i skovbrynet på Korselitze.
