Falske perler og brændte hjerter by Gads Forlag

KlingbergEwa ROMAN • GADS FORLAG hjertevarm”Fantastisk,roman.”BOGBLOGGER.DKOM KRÆMMERFUND OG KÆRLIGHED FALSKE PERLER og BRÆNDTE HJERTER

Ewa Klingberg

Falske perler

og brændte hjerter Roman på dansk ved rikke toft kleemann GADS FORLAG

Falske perler og brændte hjerter er oversat fra svensk af Rikke Toft Kleemann efter Vaxade juveler och brända hjärtan Copyrigth © 2018 Historiska Media & Ewa Klingberg Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2022 1. udgave, 1. oplag Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook. ISBN: Denne978-87-12-06681-1bogerbeskyttetimedfør

af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

iskrystaller.

Himlen lyste svagt, men smukt som koboltblåt glas, og i øst kunne hun se solen stå op. På begge sider af vejen bukkede granerne under for den tunge sne. Ud af højtalerne strømmede julesangen ‘Bereden väg för Herran’, og Marika sang med, alt hvad hun overhovedet kunne.

“Strö palmer, bred ut kläder …” Vajende palmer og hvide strande. Stemmen knækkede over, hun tav pludselig og koncentrerede sig i stedet om vejen. Hår nålesvingene, der snoede sig ned ad bjerget mod byens centrum, kunne være forræderiske. Idet hun drejede ind på parkerings pladsen, slukkede lygterne på kirkegården, men julelysestagerne spredte stadig et mildt lysskær ud ad kirkens vinduer. Marika åbnede bildøren og trådte ud i den bidende kulde, termometeret viste minus fjorten, og åndedrættet stod som en sky omkring hende, da hun skyndte sig over imod menighedshuset.

Mens kaffeduften bredte sig, tog hun vandkanden og gik ind

“Berg, sjunken, djup, stån opp.” I lysskæret skinnede vejen, som om den var overstrøet med Hun bevægede sig gennem et eventyrlandskab, der kunne måle sig med billederne i Faerie Magazine.

Efter mere end en måned hældte Marika stadig mælk i Brians kaffe.“Hvordan trives du egentlig her?”

Marika stoppede op, hun havde fundet på et svar til det spørgs mål, men hun var bange for, at Brian kunne gennemskue hende. At lyve for en præst ville ikke være let.

“Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg det ikke rigtig.”

“Jeg forstår godt, at det må være en stor omvæltning for dig. At arbejde som sognemedhjælper i en lille by i Småland må være det komplet modsatte af at være chef på rivieraen.”

jeg drikker gerne min kaffe sort,” sagde Brian og smilede, så smilehullet kom til syne.

Døren gik op, og lyden af stampende fødder nåede ind til hende.“Hallo! Er her nogen?” “I køkkenet,” svarede Marika. Brian hængte sin frakke hen over en stoleryg og rettede på den stive præsteflip. Han gned sine hænder og rakte ud efter koppen, Marika holdt“Tak,frem.men

6 i salen. Hyacinterne stod i knop, og julestjernerne var tætte og frodige. Forhåbentlig ville de overleve første advent. Marika spe kulerede på, om de skulle have en ekstra sjat vand fra kanden, eller om de klarede sig bedst uden. Det var et held, at hun ikke var blevet spurgt til ansættelsessamtalen, om hun havde grønne fingre. Forsigtigt drejede hun en af planterne, og to store, grønne blade landede på bordet. Med et suk tog hun den afpillede plante med ud i køkkenet og satte den ned i vasken. Den var knastør, måske havde den brug for at blive gennemvædet?

Marika spekulerede på, om Brian forsøgte at trøste hende. Når hun tænkte efter, så havde der altid været sne til jul i hendes barndom. Eller huskede hun forkert?

“Nja … men skal jeg blive, må jeg jo forlige mig med vinteren.”

“Jeg Brianmener …”lagdesin hånd på hendes. “Du behøver ikke at forklare dig. Store forandringer tager sin tid. Har du børn?” Marika fór sammen og nikkede. Emelie var jo hendes, i det mindste på papiret, og hun havde selv sat hende i verden.

Hun fortrød ordene. Tænk, hvis Brian misforstod.

“Det er rigtigt, men vil du da blive?” Marika tog koppen, som Brian havde afvist, og trak stolen ud på den anden side af bordet. “Næ, det vil jeg nok ikke.”

“Jeg har en datter,” sagde hun.

“Er det meningen, at du skal vænne dig til det?”

“Men jo, det er lidt mørkt og koldt og ensomt ude i huset.”

“Men jeg synes nu også, at det er smukt,” skyndte Marika sig at tilføje. “Jeg har bare ikke helt vænnet mig til det endnu.”

“Chef på rivieraen …” Marika smilede. “Det kan man selvføl gelig godt kalde det.”

“Så tidlig vinter plejer vi altså ikke at have. Jeg synes også, at det er lidt voldsomt.”

“Hvor gammel er hun?” Marika tænkte efter.

Hun tænkte tilbage på de solbeskinnede strande og over fyldte kasinoer, på folk, der dansede og sang, på farverige drinks paraplyer og vajende palmekroner.

“Hvor bor hun?” “I New Zealand. Tror jeg.” Hvis Brian blev overrasket, var han god til at skjule det. Der var gået mange måneder, ja måske endda et år, siden hun sidst havde hørt fra Emelie. Marika gik ud fra, at hun stadig boede hos Paul. Paul McKenzie havde i en længere periode været en del af hendes liv. Nu skænkede hun ham sjældent en tanke. Selv Emelie var forvandlet til en fremmed, et flygtigt bekendtskab, hun knap nok udvekslede julekort med. I år skulle Marika nok klare sig uden, hun havde aldrig fået meddelt datteren, at hun var flyttet til Sverige.

“Hvornår … hvornår så du sidst din datter?”

“Tak for kaffe. Tid til at arbejde,” sagde Brian og rejste sig. Marika blev siddende. Hun tænkte på de første år, efter at Emelie blev født, tiden, hvor Paul og datteren var flyttet med hende rundt til forskellige hoteller verden over. Paul havde haft tilfældige småjobs og taget sig af Emelie. Men så en dag havde han stået med kufferten pakket og pigen på armen.

“Hun fyldte toogtyve for en måned siden.”

“Vi tager hjem nu,” havde han sagt. “Til der, hvor vi hører hjemme.”Marika havde ikke gjort noget for at forhindre det, bare lovet at følge efter, så snart hun kunne. Løftet havde ikke været meget

Marika regnede baglæns. Foran sig så hun en langbenet teenager med mørke fletninger, solbrændt hud og funklende øjne. “Jeg … jeg tror … at det er syv år siden.” Brian nikkede. Syv år, det var lang tid. Hvordan så Emelie ud nu, lignede hun sig selv? Nej, hun måtte være blevet voksen, være blevet en kvinde.

værd, der var gået to år, før hun havde set dem igen. Dengang var hun blevet en måned, gangen efter fjorten dage, og sidste gang en uge. Marika rystede minderne af sig og skubbede den murrende følelse af dårlig samvittighed til side. Hun havde et arbejde at tage sig af.

102

Feriehytten lå hen i mørke. Gårdspladsen lignede et måneland skab med snedækkede træer og buske. Marika steg ud af bilen, glad for at hun havde båret adskillige kurve brænde ind, inden hun kørte ind til byen. I morgen var det søndag og gudstjeneste, men hun havde fri og behøvede ikke at tage nogen steder hen. Marika følte sig ikke helt tilpas med at være ansat af kirken, og at hun en dag skulle arbejde som sognemedhjælper, havde aldrig strejfet hende. Da de ringede fra kirkekontoret, var hun blevet så forbavset, at hun havde takket ja uden at tænke sig om. For en sikkerheds skyld havde hun fortalt Brian, at hun ikke var særlig troende, men han havde bare grint ad hende og sagt, at det eneste krav for at blive ansat, ud over kompetencerne, var, at hun var døbt og medlem af den svenske folkekirke. Det sidste løste sig på under fem minut ter. Alt var gået så hurtigt. Hun havde ganske enkelt ikke haft tid til at spekulere over, hvor klogt det var at vende tilbage til Huskvarna efter alle de år. Marika åbnede kasserne med de rødmalede elektriske lyse stager og stillede dem side om side i køkkenvinduet. Julen kom nærmere dag for dag, og hun kunne ikke huske, hvornår hun

Feriehytten, Marika boede i nu, mindede ikke det mindste om hendes normale boligforhold, men hun befandt sig godt der. Den plejede at blive lejet ud på ugebasis i sommerhalvåret til turister, men damen, der ejede den, havde været åben for, at Marika kunne leje den på længere basis. De var blevet enige om seks måneder til at starte med, det var så længe, hendes prøvetid i kirken varede. Lige nu føltes et halvt år som en evighed, og beslutningen om fremtiden havde hun skubbet godt foran sig.

Det simple bord i fyrretræ, slagbænken og de fire stole i køkkenet mindede hende om køkkenet i hendes barndomshjem. Selv dobbeltsengen havde en fyrretræsramme. Stuen var indrettet med en enkel trepersoners sofa og to lænestole betrukket med noget gråt stof. Møblementet var temmelig slidt, men behageligt. Sofabordets avishylde havde Marika lynhurtigt fyldt op med de engelsksprogede magasiner, hun havde læst på den lange flyrejse til Sverige. Op til stuen lå der et gæsteværelse, der ikke var meget større end en kahyt i økonomiklassen på et krydstogtskib, men der var en seng, en lænestol og et vakkelvornt natbord. Gardi nerne var gyselige, de afbildede skovjordbær, der både blomstrede og bar bær mod en hvid baggrund. Toppet med en bred flæse

11 sidst havde haft sin egen julelysestage. For det meste havde hun boet i en af rejsebureauets lejligheder eller hos Charlie, og i den verden var disse svenske juletraditioner helt ukendte. Charlie, ja, hun burde fortælle ham, hvor hun var taget hen, selv om han selvfølgelig lige så godt kunne lade høre fra sig. Hun var ikke længere væk end en telefonsamtale eller en sms. Hun syntes stadig, at det var hans skyld, at hun sad i en feriehytte ude i skoven. Med lidt god vilje kunne han godt have gjort en undtagelse for hendes skyld.

Virksomhedens policy var at tilbyde de ansatte over fyrre en såkaldt kontoransættelse.

Da Charlie havde informeret hende om, at hun blev forflyttet til London for at arbejde som sælger på kontoret ved Trafalgar Square, havde hun først troet, at han lavede sjov. Men langsomt var det gået op for hende, at hun var blevet omplaceret, og når hun spurgte, hvilken fejl hun havde begået, fik hun at vide, at hun ikke var ung nok til at arbejde i marken længere. Alderen gør sig gældende, havde Charlie påstået og forklaret, at selv om hun ikke følte sig træt og gammel endnu, så ville det snart komme.

12 med kniplinger. Hun lod døren være lukket, så hun slap for at se påMarikadem.

At han selv, til trods for at han var fyldt halvtreds, stadig bestred posten som firmaets administrerende direktør, var selvfølgelig en helt anden sag. Det, som havde gjort allermest ondt, var, at han havde påpeget, at hun fyldte fireogfyrre, og det var ikke engang rigtigt. Marika havde sagt op på stedet. Der var ikke gået mange dage, før hun havde indset, hvor sårbar en situation hun havde sat sig selv i. Hvis hun nogensinde havde troet, at han ville sætte efter sin ædle springer, havde hun misforstået det hele godt og grundigt. Det var på det tidspunkt, at tanken om at vende tilbage til Sverige var dukket op. Hun sank en tår vin og satte havregrynene ind i køkkenskabet.

genoptog udpakningen af de varer, hun havde købt. Skæret fra lysestagerne fremkaldte en julefølelse indeni, og hun fløjtede, mens hun fyldte køleskabet og fryseren. Da hun var fær dig, hældte hun et glas vin op og skålede med sit eget spejlbillede i vinduet. Hun måtte tage et almindeligt vandglas, for til trods for at feriehytten var godt udrustet, manglede der lige præcis vinglas.

“Nå ja,” mumlede hun. “Jeg har stadig til gode at blive over rasket.”Blikket

Opskriften fandt hun på ICAs hjemmeside, og hun tog en pakke smør ud, så den kunne blive blødere. Hvis hun fulgte opskriften til punkt og prikke, ville det sikkert gå fint. Marika satte en playliste med svensk julemusik på, og til tonerne af ‘Midnatt råder’ slog hun dejen sammen på køkkenbordet. Det blev en stor dej, meget større end hun havde tænkt sig, men brunkagerne kunne holde sig og spises helt til påske. Marika ledte i de mange skuffer, hun havde ikke tænkt over, at hun ville få brug for en kagerulle. Hvor hun end ledte, fandt hun ingen, til trods for at der var adskillige dejskrabere. Hun så sig rundt, og hendes blik faldt på vinflasken. Beslutsomt hældte hun vinen over i et rustfrit målebæger, pillede etikken af og vaskede flasken. Den viste sig at fungere glimrende som kagerulle, dejen blev både tynd og fin.

Hvem skulle hun ringe til? Brian? Hvad skulle hun sige til ham? At der var en dæmon ude i haven? En ynkelig jamren fik hende til at vende sig om mod vinduet igen, og hun tvang sig selv til at blive stående og se ud. Det, der var derude, var nok

Hun gik et skridt bagud for at beskue sit mesterværk, da hun ud ad øjenkrogen så noget bevæge sig. En mørk skygge var dukket op bag den ene lysestage, og to lysende runde kugler stirrede på hende gennem ruden. Med rystende hånd og bankende hjerte rakte hun ud efter telefonen.

gled hen over hylderne. Hun havde købt ind til at lave brunkager. Hvor meget hun end tænkte efter, kunne hun ikke huske, at hun nogensinde havde bagt noget. I barndomshjemmet havde det været hendes mor, der tog sig af den opgave, og Marika havde gjort alt, hvad hun kunne, for ikke at blive ligesom hende.

14 ikke særlig stort, når det kom til stykket. Skabningen sad sikkert i den overvintrede blomsterkasse. Da Marika gik hen ad gangen, hørte hun et bump udefra. Tøvende åbnede hun hoveddøren på klem, og noget mørkt og behåret fór ind mellem hendes ben og lige ind i stuen. Hun åbnede munden, men der kom ikke en lyd over hendes læber. Dyret var for stort til at være en kat og for let på tå til at være en hund. Hun trodsede sin skræk og tændte lyset i loftet. Forbavset stirrede hun på den største og sorteste kat, hun nogensinde havde set. Den lå allerede, lige så lang den var, i sofaen med poterne strakt ud foran sig.

“Det er mig, der bor her,” sagde hun. “Prr,” sagde katten.

“Du hører vist ikke efter.” Marika hævede stemmen.

Katten kom listende og strøg sig op ad hendes ben. Hun mistænkte den for at være sulten, og åbnede køleskabet. Hvad spiser en kat? Foruden mus og fugle? Kattemad selvfølgelig, men måske kunne tunfisk i vand gå an. Inden hun så meget som nåede at

Det var, som om den forstod, hvad Marika sagde, for den rullede sig sammen og faldt straks i søvn, mens Marika tænkte, at hun håbede, hun ikke ville begynde at nyse. Hun vendte tilbage til brunkagedejen, og i en skuffe fandt hun en kageform, et hjerte. Det var både rustent og skævt, men hvad gjorde det. Marika begyndte i midten og arbejdede sig ud til kanterne. Sikke mange der blev. Hun fyldte en bageplade, som hun satte ind i ovnen, og rullede dejen ud igen.

Pelsen var filtret og fuld af flis, grannåle og andet skidt. Hun strøg katten over ryggen, og det gav et gib i hende, da hun tydeligt kunne mærke rygraden under håndfladen. “Hvor du end kommer fra, så må du godt blive her i nat.”

i en fart, hvorefter katten begyndte at vaske sig. Marika fulgte med i dens bevægelser. Den virkede så selvsikker og uforfærdet, samtidig med at den hele tiden lod til at have et øje på hende. Hun grinede højt, men øjeblikket efter tog hun en hånd op til munden.

åbne dåsen, stod katten oppe på køkkenbordet med den lange hale i vejret. Den var på størrelse med en mindre hund og havde hårduske på

Tunfiskenørerne.forsvandt

“Brunkagerne!”Hunhevgrydelapperne

til sig og åbnede lågen til ovnen. Da røget spredte sig i køkkenet, smuttede katten ud derfra, og Marika tændte for emhætten. Hun ville helst ikke åbne vinduet og slippe vinterkulden ind. Skuffet lod hun de brændte hjerter forsvinde ned i skraldeposen. Hun mistede lysten til at fortsætte med projektet og sendte resten af dejen samme vej. Én plade dækkede vel også hendes behov. Lugten af brændte brunkager blev hængende helt til næste morgen. Marika åbnede hoveddøren, og katten smuttede ud. Hun behøvede ikke at spekulere over, om den havde tænkt sig at komme igen, for inden hun havde nået at tænde for kaffe maskinen, ville den ind igen. Der var ikke mere tunfisk, men hun havde en pakket friskhakket oksekød, som hun prøvende stillede frem. 150 gram senere var katten tilfreds og rullede sig sammen på sofaen igen. Marika gned sig i øjnene, men den forventede kløen“Erudeblev.duflyttet ind?” spurgte hun og så på den lodne bunke, der mest af alt lignede en pelshue. Da klokken nærmede sig ni, ringede hun til Brian.

“Nå … en kæmpestor sort kat siger du. Ingen anelse. Måske en “Detsommerkat?”erikke,

“Den kan også have en chip i nakken,” fortsatte Brian.

“Katte kan have et tegn i øret,” sagde Brian.

“Hvordan ved jeg det?” Brian lo. “Det ved du ikke, førend katten er blevet scannet.”

“Hvad mener du?”

Hun lagde telefonen fra sig, men da hun forsøgte at se efter, slog katten ud efter hende med sin store pote.

Marika takkede. Facebook var nok ikke så dumt. Men det ville ikke have hjulpet hende selv, idet hendes venner boede i helt andre dele af verden. Beroliget af at ejeren nok snart ville lade høre fra sig, lagde hun telefonen fra sig. Timerne gik, og ingenting skete. Marika tjekkede gang på gang, at hun ikke havde et mistet opkald. Katten havde reser veret et hjørne af sofaen, og Marika valgte det modsatte, i håb om at det ikke ville begynde at klø i øjnene. Da dagen gik på hæld, ringede hun til Brian igen.

I skabet ude i gangen fandt Marika en gammel sportstaske. Inden hun fik katten derned, lavede hun nogle lufthuller med en saks. Hvis taskens ejere kom og gjorde krav på den, måtte hun vel bare erstatte den. Uden at blodet flød, lod katten sig

“Jeg mener, den er virkelig stor og meget langhåret.”

fordi jeg ved noget særligt om katte,” sagde Marika. “Men det her er ikke en almindelig kat.” “Er der katte, som er almindelige?”

“Send nogle billeder, så efterlyser jeg ejeren på Facebook.”

“Har du tjekket, om katten er tatoveret?” spurgte han.

“Jeg ringer med det samme,” sagde Marika. Efter to ringetoner oplyste en metallisk stemme, at abonne mentet ikke længere var i brug. “Jeg må køre derhen i stedet,” sagde Marika og fik Noir ned i tasken igen.

På vejen ud stoppede hun op ved disken og betalte, hvad hun

for at regne ud, hvad der blev forventet af hende. For sent indså hun, at hun burde have bestilt en tid. Hun tog alligevel et nummer og satte sig i en lænestol. I sofaen overfor sad et ældre par med en stor, brun hund, der hvilede hovedet på poterne. Det rykkede lidt i dens næse, men det var den eneste interesse, hunden viste Marika og hendes taske.

Det blev Marikas tur, og da hun forklarede sit ærinde, kom der en veterinærsygeplejerske ud med en chipaflæser. Den blev ført frem og tilbage hen over kattens nakke. En grøn diode gav sig til at lyse, hvorefter der dukkede et nummer op på displayet.

“Lad os nu se,” sagde han og tastede nummeret ind på en com puter. “Katten er registreret i Sverak og er en maine coon ved navn Blackfoot’s Noir. Han er en knap to år gammel kastreret hankat.”

Navn, adresse og telefonnummer til ejeren var der også.

17 stoppe derned. Den lagde sig til rette, og Marika trak lynlåsen i. Katten holdt sig i ro under den tredive minutter lange køretur til dyrlægen.Dørengik op, og Marika trådte ind i et venteværelse, der var overraskende lig et venteværelse for kvinder, der skal have vokset ben eller plukket øjenbryn. To behagelige sofagrupper i læder, en kaffebar med almindelig kaffe og caffe latte, og bag den høje glasdisk sås en kvinde, der var klædt som receptionisterne på CharliesMarikahoteller.såsigrundt

af sig selv på passagersædet, hvor efter hun tastede adressen ind i Google Maps. “Noir,” sagde hun eftertænksomt. “Hvorfor er du rendt din vej?”Han mjavede ulykkeligt, og Marika trak lynlåsen op. Med et spændstigt spring var Noir ude af tasken, der røg på gulvet.

18 syntes var en urimelig sum for de få minutter, hun havde tilbragt i undersøgelsesrummet.Taskensattehunvedsiden

Han satte sig til rette på passagersædet med blikket rettet direkte frem. Marika grinede. Gps’en førte hende ind i et villaområde i en lille enklave knap fem kilometer fra feriehytten, hun boede i. Hun holdt ind foran en typisk villa fra 1950’erne med gavl ud mod vejen. Forundret kiggede hun på børnecyklerne, der lå smidt op ad indkørslen, og trampolinen, som var dækket af sne. Var hun alligevel kørt forkert? Eller havde hun misforstået veterinærsygeplejersken, da han sagde, at ejeren var en ældre dame? Marika lod Noir blive ude i bilen. Efter at have trykket på ringeklokken gentagne gange kom hun til sidst frem til, at den var i stykker. Hun kunne høre stemmer inde i huset og bankede i stedet på døren, som blev åbnet i samme sekund.

En“Hej!”rødhåret

teenagedreng kiggede på hende og skar en gri masse.“Moar! Det er dem fra Jehovas igen.” En kvinde på hendes egen alder dukkede op og rystede afvær gende på hovedet, og Marika skyndte sig at forklare, hvem hun var.“Jeg har fundet en kat, som jeg tror er jeres.”

“Måske kan du hjælpe mig med at få kontakt til hendes fami lie?”Marika smilede til Gösta, sikker på at han ville løse problemet for “Nej,hende.desværre ikke.”

“Nej,“Ikke?”for

“Det ved jeg ikke. Jeg tror ikke, at katte hører ind under statensHunansvar.”vidste ikke, om Gösta forsøgte at være morsom, men hun trak en anelse på smilebåndet.

“Vi har ikke nogen kat.” Marika sagde adressen højt, og kvinden så eftertænksomt på hende.“Altså,” sagde hun. “Vi har kun boet her i et halvt år. Vi købte huset som et dødsbo, men jeg kan ikke huske navnet på den forrige ejer. Men du kan da tale med Gösta.” Hun rakte en arm ud og Marikapegede.takkede

“Gösta?”Hannikkede, og Marika forklarede sit ærinde en gang til. Gösta tog sine støvler på og en jakke og fulgte med ud til bilen. Noir gloede på dem gennem ruden. “Ja, det dér kan godt være Ulla-Britts kat.”

så vidt jeg ved, havde Ulla-Britt ingen efterladte. Da huset blev solgt, gik pengene til staten.” “Hvad gør jeg så?”

og gik tværs over vejen. Huset var magen til, men her var ingen smidte cykler, og sneen var ryddet i snorlige gangstier. Inden hun overhovedet var nået frem til trappen, gik døren op, og en ældre mand kom ud.

“Hører du ikke, hvad jeg siger? Du er velkommen tilbage i morgen.”Døren lukkede sig. “Hyggeligt at møde dig,” mumlede hun og fik lyst til at sparke til den lukkede dør.

Hun bremsede, men trykkede så på speederen igen. Der var

Noir var faldet i søvn på sædet ved siden af og snorkede lige så let. Hun var endnu ikke begyndt at nyse, og der var heller ingen spor af røde øjne, når hun mødte sit eget blik i bakspejlet.

“Sig, det er løgn,” stønnede Marika.

Men hun lod være, og med et suk satte hun sig ind bag rattet.

“Men jeg er her nu, og jeg har en hjemløs kat med mig.”

“Det spiller ingen rolle. Vi tager kun imod nye katte om tirsdagen og torsdagen mellem klokken otte og ti, hvor vi har en dyrlæge til stede.”

Da de var næsten hjemme, vågnede Noir og gav sig til at gå rundt på sædet. Marika strakte en hånd ud og strøg ham beroli gende over ryggen. Men i stedet for at lægge sig ned igen hoppede han ned på gulvet. Han kiggede på Marika med et ulykkeligt blik, og straks efter spredte der sig en umiskendelig lugt i bilen.

“Men du kan jo altid aflevere den til Dyreværnet.” Marika takkede for rådet og googlede en ny adresse. Hun sukkede, da det gik op for hende, at hun skulle præcis samme vej tilbage. Dyreværnet lå ikke så langt fra dyrlægen, hun lige havde været hos.

Hun måtte ringe på flere gange, inden nogen åbnede døren på “Viklem.tager kun imod om tirsdagen og torsdagen.”

“Da er jeg på arbejde,” forsøgte Marika. “Og jeg er allergisk.”

kun nogle få kilometer hjem. Så snart hun holdt ind på gårds pladsen, gennede hun Noir ud, der slukøret forsvandt rundt om hushjørnet. Heldigvis havde han sat sig på gummimåtten, og den havde en næsten to centimeter høj kant, så Marika hældte hele ulykken ud i sneen og lod måtten blive liggende der. Tasken, som også var blevet våd, røg i skraldespanden. Sådan, nu havde hun ikke noget at transportere Noir i, og damen på kattehjem met havde også været så ubehagelig, at Marika ikke havde nogen planer om at vende tilbage dertil. Der måtte være andre måder at skaffe Noir et nyt hjem på.