Magen by Gads Forlag

Magen

En forholdsroman

På dansk ved

Anne Marie Bjerg

Magen

er oversat fra svensk af Anne Marie Bjerg efter Maken

First published by Albert Bonniers förlag, Stockholm, Sweden

Published in the Danish language by arrangement with Bonnier Rights, Stockholm, Sweden

ISBN 978-87-12-07695-7

2. udgave, 1. oplag

Omslag: LA Graphic Design

Omslagsillustration: Lisa Jonasson: Oväsen, 2013. Screen print, 105 x 75 cm, edition of 15. Bogen er sat med Adobe Garamond hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33

1171 København K

Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Denne oversættelse udkom første gang i 1979 under titlen Den ægte mage. Til denne udgave er teksten let revideret i samarbejde med oversætteren og optræder med gældende retskrivning.

Hvo vilde ikke føle det Ængstelige deri, hvis Menneskene omkring Een Tid efter anden faldt om og døde ganske pludselig, eller bleve convulsiviske, uden at Nogen formaaede at forklare Grunden. Men saaledes griber Elskoven netop ind i Livet, kun at man ikke bliver ængstelig derved, da de Elskende selv ansee det for den høiste Lykke; men derimod kommer til at lee deraf, thi det Comiske og det Tragiske correspondes bestandigt.

Søren Kierkegaard: “In vino veritas” fra Stadier paa Livets Vei.

Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil også fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele.

Søren Kierkegaard: Enten – Eller.

Der ligger en seddel på mit skrivebord: “Gustav har ringet.”

Gustav? Jeg kender ingen Gustav?

Da den ligger på mit skrivebord, må det være mig Gustav har ringet til.

Må spørge damen når hun kommer tilbage, om han sagde hvad det drejede sig om. Jeg hænger jakken fra mig over stoleryggen og begynder at rode mellem bøgerne, rengøringsdamen har været her fordi det er fredag, og bragt uorden i mine ting som sædvanligt. Nederst i bunken lykkes det mig at finde Pride and Prejudice, men jeg bliver igen stående med telefonbeskeden.

Formuleringen irriterer mig: som om jeg burde vide hvem Gustav er – sikken et latterligt navn i øvrigt, “Gustav”?

Jeg ransager hukommelsen. Ham der antastede mig ude på

Blockhusudden i går, sagde han hvad han hed? Jeg sagde i hvert fald ikke noget navn, han kan umuligt have fundet frem til mit telefonnummer.

Gustav? Nå jo – den fyr der sad over for os på Valand efter forelæsningen sidste gang – måske hed han Gustav? Jeg prøver at rekonstruere aftenen for måske at gætte hans ærinde: Cilla havde placeret sig ved samme bord som Bengt som hun kender fra skolen, og jeg ved siden af, og så kom vist den anden og satte sig ved siden af ham. Jeg kan ikke komme i tanker om hvordan han så ud, lys eller mørk, høj eller lille? Samtalen kan jeg heller ikke huske meget af, den drejede sig vel mest om forelæsningen, sådan som den plejer når man sidder der på det cafeteria efter aftenundervisningen. Ude på Surbrunnsgatan stod vi og snakkede lidt med Bengt, så gik jeg sammen med Cilla, der skulle til

tunnelbanen, og hvor ham der Gustav blev af i mellemtiden, det ved jeg ikke.

Nå. Men nu vil han tale med mig. Hvad kan det mon dreje sig om?

Frække hensigter selvfølgelig, tænker jeg, tilfreds, og lægger mig til rette på sengen med Jane Austen. Hvis det er det, så lader han nok høre fra sig igen.

Da telefonen ringer ude i entreen, har jeg endnu ikke hørt damen komme hjem, jeg lægger en piberenser som bogmærke i bogen og går ud og tager telefonen.

– Gustav Lindgren, præsenterer han sig og spørger om jeg kan huske hvem han er. Det kan jeg naturligvis. Om jeg har set Godot på Dramaten? Det har jeg ikke. Om jeg har tænkt mig at se det? Det havde jeg bestemt ikke tænkt mig – Beckett, er han ikke kedelig? – men jeg lader mig overtale da Gustav sværger på at det er det morsomste man overhovedet kan se.

For at få studenterrabat er vi nødt til selv at stille med legitimation begge to ved billethullet, bliver enige om at mødes der klokken fire.

Min cykel er punkteret så jeg må gå til fods og har dårlig tid til at danse krigsdans inden jeg må af sted, tager små krigsdansetrin på vejen i stedet.

Lindetræerne nede på Strandvägen ser allerede mere grønne ud end da jeg passerede dem for et par timer siden, det går så hurtigt at man ikke kan følge med. Jeg står lidt stille og kigger på dem, for ikke at komme før klokken fire.

Han sidder på bænken allerlængst inde i foyeren og læser avis, rejser sig da jeg kommer ind. Meget høj og ranglet, har kortklippet rødligt hår og den blege hud som rødhårede mennesker kan have: barnligt udseende, en skægløs yngling, men med en slags gam-

melmandsagtigt tøj – hat og frakke – der gør at helhedsindtrykket nærmest bliver noget i retning af en gymnasiast fra halvtredserne.

Og nu husker jeg pludselig at jeg faktisk har lagt mærke til ham en eller anden gang tidligere, ved en eller anden forelæsning tidligere på foråret, fordi hans udseende irriterede mig: han ser overlegen ud, vigtig.

Nå nej, siger jeg hurtigt til mig selv, man skal ikke være fordomsfuld. Han har måske noget at være vigtig af, han er måske i virkeligheden hoben overlegen. Eller er det bare sådan at naturen tilfældigvis har givet ham et sådant ansigtsudtryk og en sådan holdning, og det kan han jo ikke gøre for. At han vil gå i teatret med mig, må under alle omstændigheder tale til hans fordel.

Vi bestemmer os for tirsdagsforestillingen og betaler vores billetter. Jeg havde tænkt mig at gå på biblioteket bagefter, han skal hjem og bor i samme retning, så vi følges ad med linje syv. Vi konverserer lidt trægt om det mest nærliggende, postkollokviet sidst, studierne i al almindelighed. Han er yngre end jeg, er ikke fyldt tyve endnu. Læser filosofi for alvor og spørger hvordan det kan gå til at jeg kun går til forelæsningerne for fornøjelsens skyld.

– Det var Cilla der begyndte at lokke mig med, forklarer jeg. Hun går der også kun fordi det er interessant.

– Går I ellers på samme kursus i engelsk, eller hvordan var det?

– Det gør vi. Pjække-kammerater ville nok ligge sandheden nærmere, selvfølgelig. Hver uge plejede vi at sidde på konditoriet. Og på nøjagtig samme tid, så opdagede vi at det var fordi det var de samme timer vi pjækkede fra. Og at vi havde den samme opfattelse af undervisningen.

Jeg fortæller om Cillas barndom i USA og mit eget år i England og tilføjer undskyldende at det kun er for at få nemme karakterer at vi læser så kedeligt et fag.

– Hvad lavede du i England, arbejdede du som au pair?

Jeg ryster på hovedet, au pair-pige, mig? (Når jeg hører ordet husholdning, afsikrer jeg min revolver).

– Lærte engelsk og løb hornene af mig.

Sporvognsklokken ringer i den pause der opstår.

– Hvad skal du så være når du bliver stor?

– Jeg har ikke tænkt mig at blive større end jeg er, svarer jeg kort; hvad har han med min fremtid at gøre, det er et emne som jeg endda undgår at berøre for mig selv.

Vognen svinger skramlende om hjørnet til Odengatan, han ser ud ad vinduet.

Jeg sidder og kigger på hans hænder. Mandfolkehænder. De har så store hænder, mandfolk.

Tirsdag formiddag ringer Gustav og spørger hvordan vi nu skal gøre. Hvad mener han med nu? Godot er jo aflyst på grund af sygdom, står der i annoncen. Av for helvede, det har jeg ikke set. De viser noget i stedet som hedder Anatole, oplyser han, “en erotisk komedie”.

Han lægger afgørelsen i mine hænder, jeg synes at det nemmeste nok er at vi går alligevel, når vi nu har billetter.

Under forestillingen indser jeg hvilket fejlgreb det var: Han må jo have fået den opfattelse at jeg var så ivrig efter at gå i teatret med ham at jeg af den grund var parat til at gå til hvad som helst. Besynderlig udvikling: Ideen med at gå i teatret var hans, det skulle være hans ansvar, og nu sidder jeg her og skammer mig over stykket over for ham! Man forstår aldrig hvorfor man havner i den slags situationer.

Trøster mig med at jeg har taget min medtagne duffelcoat på, så han kan i hvert fald ikke bilde sig ind at jeg gør mig til.

Bagefter står vi på Nybroplan og spørger hinanden, om vi kender et værtshus i byen. Det gør vi ikke. Der kan man bare se: Noget har vi tilfælles.

Han foreslår at jeg går med ham hjem til te og brød i stedet.

Min samlede menneskekundskab siger mig at her har vi manden der mener te og brød, når han siger te og brød, og så tager vi linje syv igen.

Han bor på Bragevägen, en afsides lille gade bag Jarlaplan, gader hvor jeg aldrig har været. Det er åbenbart forældrehjemmet, men ingen af familiens medlemmer er hjemme, jeg benytter lejligheden til at se mig om mens han rumsterer i køkkenet. På væggen ind til dagligstuen hænger der en slags ikon, og biblioteket tyder på at de er religiøse. Også han? Det ville kunne forklare hvorfor han ser så unormalt ordentlig ud. Stort bibliotek for øvrigt, en hel væg med reoler. Sofagruppe og klaver med familiefotografier på. Ungt brudepar – søskende? – og Gustav med studenterhue selvfølgelig.

Hans eget værelse har vindue mod gården, men han dækker bord i dagligstuen. Og vi drikker te, og vi spiser franskbrød med smør, og vi konverserer, besværligt. Jeg spørger om bryllupsfotografiet: Jo, det er broren, Erik, han er ingeniør og bor nu i Västerås. Ikke fordi spørgsmålet engagerer mig, men for at sige noget spørger jeg hvad han selv har tænkt sig at blive.

– Jeg havde tænkt mig at læse litteraturhistorie efter filosofi, svarer han forsigtigt.

– Nå, lærer, altså.

– Ikke hvis det kan undgås, men det kan det måske ikke.

– Ikke med de fag. For at undgå det kræves der at man sørger for en fuldkommen umulig kombination. Som min.

– Har du mere end engelsk?

– Først læste jeg nordisk arkæologi et stykke tid. Jeg havde set en film om udgravninger på Öland, og det virkede så rart med et arbejde hvor man kunne være udendørs.

Han ler som det er hensigten, og jeg tilføjer at det ret hurtigt gik op for mig at det ikke er det arkæologer laver, at det de laver, er at sidde i små skure og katalogisere.

Så bliver der stille et langt stykke tid, lige til han siger.

– Sikke stille du er.

Det er jeg vel i så fald ikke ene om, jeg gør virkelig mit bedste for at konversere, og i øvrigt kan jeg bruge min tid bedre.

– Mere te, spørger han, jeg siger tak det smagte godt, men jeg må nok …

Netop da jeg er på vej, kommer forældrene hjem og Gustav præsenterer os for hinanden i entreen. De hilser venligt og interesseret og ser ud som, nå det er altså Martina. Jeg prøver at se ud som om det er det slet ikke, det vil sige ikke den de tror at det er, hvis det er sådan at de tror noget; men det er svært at ligne så komplicerede dementier, det bliver nok en alment tvær mine.

Han følger mig hjem trods mine indvendinger. Som om jeg behøvede at blive eskorteret fordi det er sent! Helt til porten følger han mig.

Sandelig, ja, sandelig ville jeg have skreget hvis han havde prøvet at kysse mig. Men strengt taget er det jo lige så slemt at han står en meter fra mig med hundeøjne og vil gøre det, men ikke kan komme af sted med det.

Så jeg skriger af den grund i stedet, hele vejen op til min tredjesal.

– Sagde du Gustav? siger Cilla. Jeg nikker.

– Hedder han det?

– Ikke nok med det, han er også sådan, siger jeg dystert og stjæler en af Cillas cigaretter. En virkelig Gustav-type hvis ellers jeg nogen sinde har set sådan en.

Hun rækker mig tålmodigt lighteren.

– Nå, javel, ja. So the bell tolls for you.

– Hvem har sagt det! råber jeg. Det er ham der er på det hold, ikke mig!

– Hvilket hold er du så på?

– Man kan vel gå i teatret en gang imellem og sådan. Bare ses, mener jeg, man har vel brug for at udvide sin omgangskreds lidt.

Cilla ser ud som om hun har hørt den slags før, og det har hun. Sidste gang forrige efterår bevidnede hun mine vanskeligheder med at “gøre det forbi” med en ven jeg kom sammen med som jeg slet ikke vidste at jeg kom sammen med; det er noget man glider ind i, det der, smygende og lumsk, og af en eller anden grund indtræffer det rette øjeblik aldrig hvor man kan gøre sin stilling klar: Kære ven, du må forstå at jeg ikke føler noget for dig på den måde, men vi kan vel være venner alligevel – det er kun i gammeldags romaner at man nogen sinde får lejlighed til at komme med den slags erklæringer.

– Pas på, Martina. Du ved vel at alle drenge kun er ude på én ting.

Jo, selvfølgelig, men når jeg nu ved at jeg ikke vil, kan jeg jo bedre tage mig i agt. Jeg har indset, forstår du: at man ikke nødvendigvis behøver at danne par, at det måske ovenikøbet er bedre at leve alene.

Cilla siger ingenting, sidder bare og ser ud. Men jeg mener det virkelig, selv om denne indsigt stadig undrer mig. Så længe man har levet i forestillingen om at når man bliver stor skulle man giftes og have børn, så mange lange svære år hvor det var ens vilde og hede og eneste længsel at finde en at gøre det med. Når man så endelig blev tilstrækkelig stor og sådan en meldte sig, så opdagede man jo at det slet ikke var det man ville. Og først troede man at det bare var den forkerte man havde fået fat i, men at hele ideen var forkert, det er min allernyeste livsindsigt.

Samtidig lader det til at den jævnaldrende generation af mænd er gået den modsatte vej, sådan at det nu er det eneste de tænker på, at blive gift. I hvert fald har det i alle de forhold jeg har set omkring mig, været manden der har snakket og snakket dem frem til forlovelse eller bryllup eller til at flytte sammen. Sand-

synligvis ville man kunne konstruere vidtløftige teorier om den socioøkonomiske baggrund for dette, hvis man havde tid.

Jeg må af sted, stjæler Cillas sidste med, da jeg rejser mig.

– Skal til syvforestillingen på Bostock.

– Med din tilkommende? driller Cilla.

– Med Gustav, siger jeg værdigt; vi er kun venner.

– Er han også kun det?

Det var selvfølgelig det der var det ømme punkt. Det gælder om at passe på og ikke række ham nogen lillefinger.

Jeg kommer i temmelig god tid, men Gustav er der allerede, vi kigger på billederne udenfor. Han har set Viridiana før og fniser genkendende, jeg må næsten lægge hånden over munden på ham for at hindre ham i at fortælle alle pointerne.

Det er en rar lille biograf med hårde træbænke og pause når der skal skiftes spole midt i forestillingen. Og en bemærkelsesværdig film, om den selvopofrende menneskekærligheds fiasko, jeg kan knap huske hvornår jeg sidst var så betaget af en film. Men Gustav, han fniser mest.

Netop da publikum ånder lettet op efter at den bedøvede novice ikke er blevet voldtaget af sin sindssyge onkel, opdager jeg at Gustav famler i mit skød efter min hånd.

Hvad skal jeg gøre? Stikke hånden om på ryggen? Give ham én på siden af hovedet, le ham ud, indlede en belærende erklæring: Kære Gustav, du må forstå ….

Man når ikke at tænke så langt. Det eneste man når, er at få hjertebanken. Og så sidder vi der og holder hinanden i hånden. Med hjertebanken.

Det hjælper selvfølgelig ikke at jeg bagefter hurtigt tager afsked og cykler min vej. Et øjebliks svaghed, og ægteskabskontrakten er så godt som beseglet.

Nej, siger jeg, nej, jeg vil ikke. We will have no more marriage. Jeg vil aldrig se ham mere.

Stadigt større skarer er i semestrets løb blevet tiltrukket af filosofiforelæsningerne, mange som egentlig læser noget andet, men som føler sig tiltrukket af ren fascination, masser af løse folk, lige fra sprogstuderende til teknologer.

En aften da det har handlet om Kierkegaard og “springet mod fornuften”, cykler jeg forkert på vejen hjem, vågner først op ved at jeg på vej ind i rundkørslen på Karlaplan ikke ved hvor jeg skal hen. Nej, den slags sker ikke efter forelæsninger i fonetik eller elasticitetslære, noget sådant er aldrig før sket for mig.

Der er dog stadig ikke større skarer end at den familiære stemning der kan være på et lille institut, stadig er der; efter aftenundervisningen går lærere og elever på værtshus sammen. Efter sidste kollokvium sidder vi på Old Bowler, en fuldstændig usandsynlig pub der ser ud som banegårdshal. Jeg sidder der og kigger mig om og elsker det jeg ser: gale idealister med skæg og brændende øjne så langt øjet rækker, pacifister, eksistentialister, vegetarer – i den ene ende af bordet taler de om Indiens sultende millioner, i den anden ende om Luthers forsoningslære, og et eller andet sted midt imellem kommer Vietnam ind. Lige over for mig er læreren optaget af et spørgsmål som det unge menneske ved siden af har stillet ham: om der er noget i den vesterlandske kulturarv som ikke findes andre steder og som han mener er værd at bevare; han svarer med at tale om begrebet “personlighed”, individet som unikt og noget ud over en del af kollektivet.

Jeg elsker dem, tænker jeg – opdager jeg, at jeg tænker som jeg sidder der: Jeg elsker alle mennesker. Noget sådant er aldrig før sket for mig.

I sommerferien synes jeg ikke at man skal studere, i sommerferien skal man læse for fornøjelsens skyld. Jeg lægger den engelske sproghistorie ned i en papæske som jeg deponerer i damens skab, i kufferten pakker jeg Enten – Eller og Ethics and Language; da jeg ikke har tænkt mig at tage eksamen i filosofi, er det pr. definition lystlæsning. Morsomme fag skal man ikke ødelægge med brødlæsning, så sniger den barske nyttetænkning sig bare ind og man begynder at tælle sider og tænke over hvad man skal huske.

Jeg må naturligvis også tænke på at forsørge mig. Cilla skal stå på Tempo og sælge undertøj, men jeg synes at man skal være udendørs i sommerferien. Jeg har altid haft et godt forhold til kirkegårdsforvaltningen derhjemme, og det er nemmere at rejse hjem og genoptage det end at forsøge at indlede et nyt med Stockholms.

Posten bliver eftersendt. På telefonhylden finder jeg en morgen en forsendelse med min egen håndskrift, tror at det er beskeden om den bog jeg har bestilt fra biblioteket i Lund, og afleverer en lang ed om temaet: Det er vel også et tidspunkt at komme på nu, inden jeg opdager at det slet ikke er en biblioteksblanket, men et brev og ikke skrevet af mig, men af Gustav Lindgren.

Han er i Paris og fortæller at han endelig har genset den kvinde der er hans store kærlighed: Athene fra Olympia, et metoperelief fra Zeustemplet som findes på Louvre.

Han har nok set Pimpernel Smith for mange gange, tænker jeg og gemmer det i skrivebordsskuffen. Grafologisk overtro lider jeg ikke af og har ikke til hensigt at regne ham for en tvillingesjæl bare fordi han har den frækhed at have en håndskrift der ligner min så meget at den snød mig selv.

Men der kommer mere post. Et postkort, og et brev til, og ugen efter endnu et. Det er kultiverede og velformulerede breve, bestemt; det jeg har imod dem, har noget at gøre med deres forhold til mig. Man kan mærke på hver eneste linje at den der skrev, opfattede mig som adressat, modtager, genstand for tiltale.

Ja, men – hvordan i al verden skal man ellers bære sig ad med at skrive breve? Jo, jeg mener: Brevene er rettet til En kvinde, i skrivende stund var han opfyldt af tanken om sig selv som Skrivende til En kvinde. Jeg læser det selvfølgelig ikke uden forfængelig begejstring, men jeg har bestemt mig til at jeg ikke har noget at svare på den slags tiltale.

Allerede i det første brev tilføjede han sin hoteladresse. Jeg skriver ikke, jeg hengiver mig aktivt og koncentreret til ikke at skrive, mere eftertrykkeligt jo flere forsendelser jeg modtager. Jeg prøver at passe postbudets tider så at familien ikke skal komme til at se for meget af min post og blive nysgerrig, men da jeg begynder på kirkegården, passer det ikke med mine pausetider, og så en eftermiddag ligger der en kuvert på telefonhylden igen med fransk frimærke og pænt skrevet afsender.

– En studiekammerat, mumler jeg da min mor forhører sig.

Efter min brevkampagne (min kampagne af udeblevne breve)

tog jeg det for givet at Gustav ikke mere ville lade høre fra sig. Tværtimod: Så snart han er kommet hjem fra udlandet, får han mit telefonnummer oplyst af min værtinde, og i en frokostpause, bedst som jeg sidder med min ymer og tegneserierne i den lokale avis, ringer Gustav og spørger:

– Hvorfor har du ikke skrevet til mig?

At jeg energisk har hengivet mig til ikke-skriven for at blive af med ham, det kan man jo ikke stå og sige; hvis man ikke var for blødsøden til det så er man i hvert fald for velopdragen. Så jeg siger at jeg har været så optaget, haft så meget andet at tænke på.

Han fnyser i røret.

– Hvad kan du dog have haft at tænke på.

Det er det groveste jeg har hørt. “Hvad kan du have haft at bryde dit kønne lille hoved med” – hva’ beha’r!

– Jeg arbejder faktisk, siger jeg med min mest velopdragne stemme.

Han befinder sig i familiens sommerhus i skærgården nu, og så skal han ud og sejle, meddeler han, men i weekenden skal han ind til byen og synes at jeg skal komme derind og mødes med ham. Jeg har ingen steder at bo i byen, forklarer jeg, værelset på Grevgatan lejer jeg ikke i sommermånederne. Gustav synes at jeg godt kan tage en tur til byen en enkelt dag. Jeg snakker om “togtider” som jeg synes er et respektindgydende ord, fremstiller en rejse til byen som et overordentlig omstændeligt og krævende forehavende, noget som man ikke giver sig i lag med uden at det er en tvingende nødvendighed, og synes at han burde forstå at han ikke udgør en sådan. Han giver sig ikke førend jeg foreslår at jeg selv skal lade høre fra mig når jeg er flyttet tilbage til efterårssemestret.

Det var en god løsning, meget tilfreds lægger jeg røret på: Nu ligger initiativet hos mig. Jeg kan ringe hvis jeg skulle få lyst eller også lade være, det må jeg finde ud af efterhånden. Lettet giver jeg mig igen til at rive gravsteder.

Men mænd er uudgrundelige. Begriber han ingenting, eller vil han bare ikke vise at han ikke gør det? Jeg har ikke været mere end en uge i byen før damen råber fra telefonen:

– Martina! Der er en herre der vil tale med dig.

Herre, der er kun én i min bekendtskabskreds der ville kunne lyde som en herre. Jeg svarer travlt og kort, som om jeg er blevet forstyrret i noget meget vigtigt og er utålmodig efter at få lov til at vende tilbage til det: – Ja?

– Dav, det er Gustav. Jeg ville bare høre om du har fået det program om den høring i næste weekend?

– Ja, det var pænt af dig at sende det, tak skal du have.

– Har du tænkt dig at komme?

– Jeg har sikkert ikke tid til at sidde der hele tiden, men jeg kigger nok ind på et tidspunkt.

– Så ses vi måske, tilføjer jeg.

Han opfatter at det er en afskedsfrase.

I virkeligheden har jeg læst programmet omhyggeligt igennem og sat kryds ved det jeg vil høre, men princippet i det behøver jeg jo ikke at afsløre for ham: Jeg har sat kryds ved foredragene og giver mig selv mellemtimer under debatterne. Paneldiskussioner er det kedeligste jeg ved, deltagerne bliver bare polemiske og aggressive, og man går derfra uden at være blevet en smule klogere end da man kom, men foredrag er en anden sag, der kan man lære noget, og mit behov for at lære er ubegrænset.

Den mest effektive form for kundskabstilegnelse er naturligvis at læse, men en gang imellem er det jo også morsomt at se folk. Der er et broget mylder i Folkets hus, man kan købe kaffe, og der bliver solgt bøger og Vietnambulletiner uden for salen hvor høringen foregår.

På dette tidspunkt er mit forhold til Gustav kommet ind i det behageligst tænkelige stadium: Det er endelig gået op for ham at det ikke er noget forhold, så nu holder han sig på afstand, og der er kun en sådan interessant spænding mellem os.

– Du må være en afvigende minoritet, siger Cilla da jeg beskriver den.

– Ville du måske ikke sætte pris på at være genstand for et sværmeri på afstand – smigrende uden at det forpligter til noget. Det er der vel ikke noget abnormt i, at synes at det er rart at der er nogen til stede som lægger mærke til hvornår man kommer og går.

– Du må også lægge mærke til hvornår han kommer og går, når du så bestemt ved hvad han lægger mærke til.

Nå jo, selvfølgelig. Jeg lægger især mærke til ham søndag

formiddag da han kommer i cowboybukser og polobluse og pludselig ser almindelig ud. (Jakkesæt med pressefolder gør mig impotent, men cowboybukser er tiltalende næsten ligegyldigt hvem der er i dem).

Og jo mere jeg lægger mærke til, desto mere spekulerer jeg. Han ytrer sig aldrig i de almene diskussioner, men han ler meget. Jeg mener ler. Ad det der bliver sagt. Under den patriotiske debat, hvor en socialdemokrat snakker om ulandshjælp og målet på én procent, fniser Gustav så at jeg bliver genert, og vred: Hvad, som om det kom mig ved at han sidder og griner.

Jeg overlader partipanelet til dets skæbne, henter min jakke i garderoben og er på vej ned ad trappen da Gustav nærmer sig. De er nogle stykker der skal ud at spise middag, oplyser han og spørger om jeg. Jo, gerne. Det der med middag synes jeg ganske vist er en borgerlig fordom, at man evig og altid skal spise, men jeg kan godt lide at gå på restaurant.

Og så er det selvfølgelig sådan at den stædighed hvormed han gør mig sin opvartning, er begyndt at vække min nysgerrighed. Han kan ikke være så dum at han ikke har forstået at jeg prøver på at afvise ham, i øvrigt virker han jo kløgtig. Derfor må det være sådan at han mener at det er mig der er dum når jeg gør det, at han ved bedre. Og kan han overbevise mig om det så – lad os nu se!

Vi går til Old Bowler, Bengt og et par andre fra filosofien og en pige til. Snakker om høringen, og Gustav siger nogenlunde det jeg tænker, at det var foredragene der var det største udbytte. Han imiterer talerne, temmelig dygtigt, selv om jeg synes det er en lille smule upassende.

Der er vin til maden, og da det bliver tid at bryde op, er jeg blevet så velvilligt indstillet til hele verden og så søvnigt ansvarsløs at jeg glemmer hvor rart det var at have Gustav på afstand – tilpas spændingsskabende afstand – og lader ham ledsage mig til linje fire. Da vognen kommer, står han også på, og jeg synes ganske

vist at det er tosset når han slet ikke bor i den retning, men det bliver jo hans egen sag.

Fra mit stoppested går vi langsomt gennem mennesketomme gader. Natten er klar, augustmånen fuld som et æg, jeg mener gul som et æg og fuld, og himlen, det man kan se af den mellem hustagene, prikket af stjerner. Jeg udpeger Orions bælte for ham, han ved ingenting om stjerner. Han lægger armen om skulderen på mig, jeg læner mig ind mod ham og håber søvnigt at han ikke misforstår det: Bare denne gang, mind you, tænker jeg. (Det er ikke den slags ting man kan sige højt, selv om det ville være godt hvis man kunne).

Ved porten må han holde min taske mens jeg leder i lommerne efter nøglen. Da jeg har fundet den og strækker hånden ud efter min taske, tager han mig i sin favn, og vi kysser hinanden. Det er et godt kys. Ovenover er der stjerner, helt prikket af stjerner.

Tasken er imellem os, jeg tager den og låser porten op og siger godnat.

Magen

Gun-Britt Sundström

Magen

En forholdsroman