DEN LYSE NAT
ROMAN | GADS FORLAG
MIKKEL FØNSSKOV
Den lyse nat
Roman
GADS FORLAG
Den lyse nat
Copyright © Mikkel Fønsskov og Gads Forlag, 2025
Omslag: Harvey Macauley, Imperiet
Forsidefoto: Det Kgl. Biblioteks samling (ukendt fotograf)
Noder på omslag: Edition Wilhelm Hansen
Bogen er sat med Bembo hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07996-5
Forlaget har søgt at komme i kontakt med de retmæssige indehavere af ophavsrettighederne til fotografiet på bogens forside. Hvis ophavsretten på nogen måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet, og retmæssige krav i den forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en aftale i forvejen.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33
1171 København K
Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
I de mørke tider, vil der da også blive sunget?
Da vil der også blive sunget. Om de mørke tider.
– Bertolt Brecht
PROLOG
Tyskland, december 1943
Hjulene dunkede mod skinnerne med en tung, monoton rytme. Vognens træværk knagede, og metalbeslag klaprede mod hinanden i de rustne samlinger. Luften var tung derinde. Damp blandede sig med stanken fra uvaskede mennesker og fugtigt stof. Det var kvinder. De var mast sammen på gulvet, svedte og trak vejret tungt. Nogle lænede sig mod væggene, andre hvilede hovederne på hinandens skuldre. Ingen sagde noget. Ingen græd.
Et sted i mørket sad en for sig selv. En smal lysstribe fra en sprække i træet faldt ned på ansigtet, hendes øjne var grønne. Hun skubbede en hårlok væk fra sin svedige pande og så hen mod en smal luge i væggen; landskabet udenfor var flade marker, bombede bygninger og ødelagt murværk. For længe siden havde der været stubmarker og rolige bakkedrag, men toget var ikke længere i Danmark. Nu tromlede konvojen gennem den tyske vinter – dér et fjernt stationsskilt, dér lange rækker af graner. Skinnesamlingerne skreg under vægten fra vognen, alt sitrede, og farten blev sænket. Et metallisk hvin skar gennem luften. Og så, stilhed.
Hun krøb sammen, da en lås begyndte at klapre, og så rundt på de andre kvinder. Døren skælvede, da den blev
skubbet til side. Derude gøede sortbrune schæferhunde, vagter skreg. Det var kvinder i grå kapper, der holdt hunde i spændte snore, savl dryppede fra tungerne. En ordre: “Schnell, schnell. Los, los. Alle raus.”
Fødder ramte jorden, de vaklede, nogle snublede. Hun hoppede også ned fra vognen. Benene var stive efter timer og dage i mørket. Hun så sig omkring på perronen. Der var skinner, en remise, henstillede vogne med åbne døre. De var alle tomme. Hendes blik gled op på et skilt. Fürstenberg stod der.
Et skub i ryggen med et gevær. Hun bevægede sig fremad sammen med de andre kvinder, de marcherede i hundredvis hen over hård asfalt, beton og nu brosten.
Dér et kirketårn, som hævede sig op over røde tegltage. Et stykke fremme lå en sø; grå og frosset til ved bredden.
De gik med sænkede hoveder, skridtene var tunge. Men så en lyd – hun løftede blikket og så på en kvinde, der nynnede. Kvindens læber bevægede sig i en stille melodi.
En anden stemme fulgte efter, så endnu én, og med ét bævede en bølge af kvindestemmer den samme melodi. Det var Marseillaisen. Ord for ord, vers for vers. Contre nous de la tyrannie, lød det i mørket. De marcherede i takt, sang i kor, og stemmerne steg. Marchons! Marchons!
Så lød et skarpt brøl. En vagt råbte de samme tyske ord igen og igen, mens hun svingede en pisk, hendes schæferhund kastede sig frådende frem i sin snor. Kvinderne stivnede, sangen døde ud. Så marcherede de videre i tavshed. De blev ved med at gå, indtil en mur rejste sig længere fremme. Den var høj, med en gitterport i midten. Bag den lå lange rækker af bygninger, lave, med sorte tage. Vagter ne skreg og fik kolonnen standset ved indgangen. Der lå et bjerg af affald. Kvinder i stribet tøj gik foroverbøjet og
sorterede det. En gammel kone rettede sig op, mens hun holdt fast i en skovl.
“Velkommen til helvede,” råbte hun på tysk og grinte med sin tandløse mund.
Så gled porten op.
Første del 1939 til 1940
1 August 1939
Oluf lænede sig ud ad passagervognens vindue. Vinden hvirvlede hans hår i alle retninger, og med et dybt sug trak han den friske luft ind gennem næsen og fyldte sine lunger.
“Det er, som om naturen smiler tilbage til én,” råbte han og tog piben ud af munden og begyndte at fløjte.
I det bløde landskab gled marker og skov forbi langs bæltet i horisonten. På himlen svævede en kumulussky, der kastede en skygge ned over kornmarkerne, mens dampens hvislen fra lokomotivet blandede sig med lyden af Olufs fløjten, melodien fra Lumbyes jernbanegalop.
“Er det nu den igen?”
“Hvilken, min kære?”
Han stak hovedet ind i vognen igen og skubbede vinduet op.
“Galoppen,” sagde hun og rettede på den løse knold i nakken.
Oluf satte sig ned på det polstrede sæde og smilte til Marie, der sad med den lille purk ved sin side.
“Du har fløjtet den melodi, siden vi stod på det første tog her til morgen,” sagde hun.
“Du må da indrømme, at Lumbye var …”
“Gal? Du sagde engang, at hans kompositioner var at regne for den rene tivolimusik.”
Sollyset ramte ruden og kastede skygger over Olufs ansigt. Han kløede sig over næseryggen.
“Det er den måske også, men han komponerede i hvert fald enkel musik uden krumspring og fine fornemmelser.
Og så brugte han effekter,” sagde han og vendte hovedet mod sønnen.
Oluf formede læberne og sendte en fløjtelyd gennem toget, som en konduktør, der signalerer afgang.
“Jeg kan også,” sagde Børge og forsøgte at fløjte, uden at der kom mere end lidt luft ud af munden.
Marie rystede på hovedet og hævede hånden op til sin mund for at skjule et grin, mens hendes skuldre hoppede af latter.
“Manden kunne skabe!” sagde Oluf og lagde hænderne i skødet.
“Fordi han komponerede musik inspireret af et damplokomotiv?” sagde hun og rettede på sønnens kasket. “Du ønsker måske at gå ham i bedene og selv komponere galopper? Om ikke til en jernbane eller champagne, så måske en pibegalop?”
Oluf grinte, så kinderne fik de runde briller til at løfte sig og glide ned på næsetippen. Han tørrede sin pande med et lommetørklæde.
“Hvad er en galop?” spurgte knægten.
Marie trak Børge tættere ind til sig og aede ham på kinden.
“Ja, det må du hellere spørge din far om. Det er ham, der er komponisten af os to.”
Oluf rettede sig op og skubbede brillerne på plads.
“En galop,” begyndte han og holdt en pause. “En galop er ligesom, når din mor og jeg danser polka. Bare hurtigere.”
Han rejste sig endnu en gang fra sædet, tog et skridt ud i midtergangen og strakte hånden mod Marie.
“Kom! Lad os vise, hvad en galop er.”
“Vil du sætte dig ned med det samme!” sagde hun, mens hendes øjne gled rundt i kupeen.
“En galop er mere sjov end køn,” sagde han og gik ned i knæ foran Børge. Han strakte armene ud, lavede et par hurtige trin. “Sådan her. Rundt og fremad.”
Marie rystede på hovedet.
“Nu må det altså høre op!”
Oluf satte sig tilbage på sædet og begyndte at bappe på piben. Han kiggede ud gennem vinduet. Toget sænkede farten og skumplede ind i en lille stationsby. En karl arrangerede et par sække på perronen. Nogle passagerer stod af, en kvinde med en kurv under armen steg på.
“Hernede skal vi nok få det rart,” sagde Marie og smilte. “Ikke?”
Oluf bappede et par gange mere, inden piben sank ned i mundvigen. Hovedet faldt tilbage mod nakkestøtten, og hans øjenlåg gled i, mens de rolige udåndinger gled ud mellem læberne. Marie rystede på hovedet og så ud gennem vinduet. Trådene mellem masterne svajede i vinden. En række sølvfarvede popler hang tunge af en frisk sommerbyge. Kornmarkerne derude var allerede høstede, og negene stod stablet i rækker. Brune stubbe tittede op, omkranset af levende syrenhegn. Et stykke borte løb et par agerhøns over marken mod en lavning med vand.
Så stønnede lokomotivet.
“Er vi der nu?”
Oluf kiggede rundt i kupeen. Togets hjul hvinede, da det kørte gennem et skarpt sving.
“Du kan roligt sove videre,” sagde Marie.
“Jeg har ikke sovet. Det var allerhøjest en døs. Hvor er min pibe forresten?”
“Hvis du kun blundede, hvordan er den så havnet i dit skød?” sagde hun og pegede med øjnene.
Oluf samlede piben op og børstede lidt tobak væk fra bukserne. Han nikkede mod en ældre herre, der lettede på sin hat.
“Men er det Dem, om jeg tør spørge – komponisten Ring, ikke sandt? Mit navn er Abrahamsen. Professor,” sagde manden og lænede sig frem. “Hvis jeg må betro Dem noget?”
Oluf nikkede, mens han fumlede ved armlænet. Han fik fat i sin sorte baret og satte den på hovedet.
“Siden Familie Journalen begyndte at bringe Deres lette arrangementer, har jeg udelukkende købt bladet for at se efter sektionen med noder. Det er en sand fornøjelse at sætte sig ved klaveret og spille Strauss og Haydn i Deres behagelige versioner. For ikke at tale om Deres egne melodier – de er fremragende.”
Marie holdt hånden op for munden og skjulte et fnis, mens hun vendte ansigtet ned i skødet.
“Hvis jeg må spørge … Hvordan gør De?”
“Hvad mener De, hr. Abrahamsen?”
“Jo, hvordan formår De at komponere så enkelt og alligevel så smukt?”
Oluf lod hænderne glide ned langs lårene og trommede fingrene over knæene.
“Hvad jeg gør? Ingenting. Jeg lader det bare flyde.”
En kontrollør kom ind i vognen. Han standsede ved en ung mand og billetterede.
“De skal måske på ferie?” spurgte professoren og nikkede op mod de brune kufferter, der lå på hylden over sæderne.
“Vi slår os ned her på Fyn,” sagde Oluf.
Manden kløede sig i overskægget, en stribe sollys fangede nogle støvpartikler, der dryssede ned.
“Jeg har da ellers læst et sted, at De bor i det vestjyske.”
“Jeg har fået en stilling som musiklærer på et seminarium hernede.”
“Hvor glædeligt,” sagde professoren og kiggede ud på majsmarkerne, der gled forbi. “Her er jo også så mildt og helt anderledes end i Vestjylland.”
“Ja, Marie var efterhånden træt af at få sand i håret,” sagde Oluf.
Hun vendte sig og rystede på hovedet, så knolden i nakken svingede fra side til side.
“Det var nok snarere min mand, der altid klagede over at hænge vasketøj op i stormvejr.”
“Vasketøj?” sagde professoren, mens han hævede sine øjenbryn.
En lyd af jern mod jern skar gennem vognen, da toget bumlede hen over en overgang.
“Så er det vist os,” udbrød Marie.
De kørte ind i endnu en stationsby. Små stråtækte huse med stokroser lå tæt op ad banen. Dér barberen, dér et vandtårn, dér en restaurant. En mand stod foran murværket med et viskestykke hængende i forklædet og røg en smøg.
“Er det her, vi skal bo?” spurgte Børge og så op på Marie.
“Ja, nu skal vi af,” sagde hun og satte sig på hug og rettede på hans tøj.
Oluf nikkede hen mod professoren og løftede familiens to kufferter ned fra hylden og trak dem ud til døren. Med et lille hop landede han på den sommervåde asfalt, løftede bagagen ned og rakte så armene frem for at tage imod sønnen. Lidt efter kom Marie.
“Åh, lad være,” sagde hun til Oluf, der stadig stod med
fremstrakte arme. “Der er grænser for, hvor meget du kan løfte.”
“Men din hånd kan jeg da tage.”
Foran dem lå stationsbygningen. Et gult murstenshus med hvide vinduer. Langs facaden kravlede benved op mod mansardtaget.
“Hr. Ring? Hr. Ring?”
En basstemme banede sig vej mellem lydene på perronen. Den kom fra en rund mand, der trissede over mod dem fra stationsbygningen. Ved siden af ham trak en knægt en gammel vogn på to hjul.
“De må være vores nye musiklærer,” sagde manden og bukkede dybt. “Jeg er stationsforstander Mogensen.”
Han så ned over sin egen mave, der spændte imod en mørk jakke med polerede guldknapper, og tørrede nogle sveddråber væk fra panden med et lommetørklæde.
“Velkommen til min station. Det er mig, der har nøglen til Deres nye bolig.”
En fløjte lød, lokomotivet begyndte at rulle videre. Der var blevet spændt en bivogn til, så stor var trafikken.