sammenhæng

Kapitel 1 Historisk rids over pædagogik i en sundhedsprofessionel sammenhæng

Af Dorit Ibsen Vedtofte

Dette kapitel handler om, hvilken betydning pædagogikken historisk har haft i sundhedsvæsenet. Kapitlet beskriver bl.a., hvordan pædagogiske interventioner og formidling til patienter gennem tiden har været en del af sygeplejerskens virksomhedsområde, og hvordan pædagogik har spillet en rolle i uddannelsen af sygeplejersker. Desuden forklarer kapitlet, hvilken betydning pædagogik har i sundhedsvæsenet i dag, hvor patienten som “den lærende” er kommet i centrum. Denne patientrolle hænger sammen med intentionerne om, at patienter skal have viden om deres eget sygdomsforløb, og at de skal inddrages i behandling og rehabilitering og samtidig have mulighed for selvbestemmelse i forhold til sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse.

Indledning

Pædagogikken, dvs. læren om den teori og praksis, der bidrager til den enkeltes kunnen og viden, er en del af det moderne sundhedsvæsen. Sundhedsprofessionelle fokuserer på at formidle, undervise og vejlede ud fra rapporter fra Sundhedsstyrelsens medicinske teknologivurderinger og rapporter med anbefalinger om at systematisere, optimere og evaluere undervisningsforløb af patienter (Sundhedsministeriet 2002; Sundhedsstyrelsen 2006; Sundhedsstyrelsen 2008; Sundhedsstyrelsen 2012). Endvidere er pædagogisk formidling en del af fysioterapeutens, ergoterapeutens og sygeplejerskens virksomhedsområde (Uddannelses- og Forskningsministeriet 2016a; Uddannelses- og Forskningsministeriet 2016b; Uddannelses- og Forskningsministeriet 2016c). Særligt efter årtusindeskiftet har der været stor opmærksomhed på patientskoler og andre undervisningstilbud til patienter med forskellige somatiske lidelser som diabetes, ryglidelser, astma og KOL samt til patienter med psykologiske problemer

(Willaing, Folmann og Gisselbæk 2005; Bassett et al. 2008) (se kapitel 10 om patientuddannelse). I sundhedsvæsenet bliver der lagt vægt på at effektivisere indlæggelsesforløb, fx gennem accelererede/optimerede patientforløb, sammedagskirurgi og ambulant behandling. Disse forløb betyder kortere indlæggelsestid, men kræver samtidig pædagogisk formidling til patienterne. Samtidig er mange opgaver flyttet fra hospitalet til det nære sundhedsvæsen, hvor patienten bl.a. skal lære selv at udføre interventioner hjemme (Sundhedsstyrelsen 2017). De nye tiltag stiller krav om ekstra opmærksomhed på de sundhedsprofessionelles pædagogiske interventioner (Jacobsen, Sonne og Kehlet 2004; Jacobsen, Christiansen og Hallin 2007; Norlyck og Harder 2010; Jakobsen og Jakobsen 2014; Vandrevale et al. 2015; Simony et al. 2017).

I medierne er der kommet stor opmærksomhed på, at patienter skal have viden om deres sundhed og livsstil, og at der helst skal ske nogle livsstilsændringer for at forebygge og lindre især livsstilssygdomme (Sundhedsstyrelsen 2015). Fra politisk side er der ligeledes kommet stort fokus på, at pædagogiske interventioner kan hjælpe til livsstilsændringer og viden om sundhed, og det forventes, at den enkelte patient tager (med)ansvar for sin egen sundhed og sygdom (Regeringen 2002). Forventninger, som både er grunstige for den enkelte patient og for samfundsøkonomien (Sundhedsstyrelsen 2012; Glasdam og Boelsbjerg 2019).

Fra stuekoner til sygeplejersker

Pædagogik er ikke et nyt fænomen i sundhedsvæsenet, men har været en del af sygeplejen de sidste 200 år. Allerede i 1800-tallet indførte man den første uddannelse af de såkaldte stuekoner indført, som blev oplært af de andre, ufaglærte medarbejdere (Gøtzsche 1978).

Internationalt arbejdede den engelske sygeplejerske Florence Nightingale ihærdigt for at afhjælpe hygiejniske problemer gennem sundhedsfremmende initiativer, herunder mere viden om hygiejne. Nightingales pædagogiske interventioner skulle sikre hygiejniske principper, der kunne nedbringe dødeligheden blandt patienterne. I 1860’erne medvirkede hun til at etablere hjemmesygepleje, hvor hygiejnen og efterlevelse af hygiejniske principper også var i fokus. Den slags interventioner krævede pædagogiske overvejelser i form af undervisning og vejledning, og Nightingale var til sin død i 1910 utrættelig i dette arbejde (Gøtzsche 1978).

Fra midten af 1800-tallet florerede tuberkuloseepidemier, og vejledning blev et vigtig element i forebyggelsen og bekæmpelsen af sygdommen. Sygeplejersker havde altså pædagogiske funktioner over for både patienter og personale i for-

søget på at forhindre smittespredning, og patienterne skulle lære at overholde strategierne om frisk luft, hygiejne og sund levevis (Wingender 1999).

Fra lægerne overtog plejepersonalet i samme periode opgaven med at formidle viden og praktiske færdigheder til hospitalspatienterne. Plejepersonalet fik derfor selv teoretisk viden og praktiske færdigheder, og på Kommunehospitalet i København foretog de kliniske øvelser med patienter (Østergaard 1989).

I 1933 blev sygeplejersker autoriserede, og den første Kongelige Anordning om sygeplejerskeuddannelsen trådte i kraft (Indenrigsministeriet 1933). Hermed blev pædagogikken formelt en del af sygeplejerskeuddannelsen. En nyuddannet sygeplejerske skulle i 1933 have opnået den fyldestgørende kompetence ‘dygtighed’ som sygeplejerske, og allerede på det tidspunkt måtte sygeplejersker undervise både patienter og de kommende sygeplejersker. Siden da har der været stillet pædagogiske krav til sygeplejerskes evne til at undervise (Gøtzsche 1978; Østergaard 1989).

Uddannelsesreformers betydning for pædagogik i sygeplejen

I anordning om sygepleje af 1957 stilledes der krav om, at en færdiguddannet sygeplejerske skulle deltage aktivt i den kliniske undervisning af sygeplejeeleverne. Desuden lagde anordningen vægt på, at sygeplejerskerne skulle instruere, vejlede og undervise patienten i behandling og forebyggelse af sygdomme (Indenrigsministeriet 1957; Gøtzsche 1978). Sygeplejersken havde altså en dobbeltrolle i forhold til pædagogik.

Kravet om at undervise patienten blev desuden defineret i en ny bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen i 1979. Bekendtgørelsen præciserede, at sygeplejersker skulle være i stand til at vejlede og undervise patienter for at opnå den bedst mulige sundheds- og sygepleje. Sygeplejersker skulle også stadig undervise kolleger og elever under uddannelse (Sundhedsstyrelsen 1979; Østergaard 1989).

I bekendtgørelsen fra 1990 udbyggede og præciserede ministeret den pædagogiske funktion. Nu blev der stillet krav om, at sygeplejersker skulle besidde handlekompetence inden for formidling til patienter, kolleger, samarbejdspartnere og studerende (Undervisnings- og Forskningsministeriet 1990). Det betød, at sygeplejersker helt formelt og konkret skulle kunne gennemføre pædagogiske aktiviteter.

I bekendtgørelsen fra 2008 blev det i overensstemmelse med samfundsudviklingen præciseret, at sygeplejersker skulle være i stand til at formidle viden til