Forord

Denne genudgivelse af Vinterens Hjerte markerer 100-året for Knud Rasmussens 5. Thule-ekspedition, som fandt sted i årene 1921-24. Over tre og et halvt år besøgte og beskrev han samtlige Inuitgrupper fra Grønland til Stillehavet og påviste den kulturelle og sproglige forbindelse mellem dem. Ekspeditionen var den største og længstvarende af de syv ekspeditioner, han gennemførte, og som beskrives i denne bog, hvor hans liv og værk sættes ind i en større historie. De øvrige ekspeditioner knyttede sig til Thule-regionen i Nordvestgrønland og til Østgrønland, hvor der også var små samfund, som havde stået mere eller mindre uden for dansk interesse og påvirkning. Den 5. Thule-ekspedition fik afgørende betydning for videnskaben om de arktiske folk, som dengang blev kaldt eskimoer. Det bliver de også i denne bog i overensstemmelse med Knud Rasmussens eget forfatterskab og tidens sprog. Det var en samlebetegnelse for forskellige grupper, som i løbet af ekspeditionen også fik andre, lokale navne, men som alle havde samme grundlæggende præg. Ikke alene levede de i et krævende arktisk landskab, der var også tydelige forbindelser mellem deres sprog og fortællinger, fra øst til vest. De var alle rundet af en indvandring fra Sibirien til det nordvestlige Amerika, hvorfra de havde bevæget sig østpå til Grønland. I 1977 blev det vedtaget på Inuit Circumpolar Conference, at den korrekte betegnelse på de forbundne arktiske folk var Inuit, en flertalsform af det grønlandske Inuk, som betyder menneske. I denne bog, hvor det er Knud Rasmussens tid og levned, der er i centrum, giver det bedst mening at holde sig til samtidens sprog, som i hans opfattelse bestemt ikke var nedsættende. I øvrigt har forskellige grupper af Inuit efterhånden valgt andre navne; historien står ikke stille, men Knud Rasmussens bøger er skrevet en gang for alle.

Det er nødvendigt her at fremhæve betydningen af de grønlandske medrejsende. Der var nordvestgrønlandske fangere med på de fleste ekspeditioner, og de bidrog afgørende til Knud Rasmussens succes. Det gjaldt specielt på den 5. Thule-ekspedition, at deres indsats som både fangere og syersker, slædekørere og kokke var helt uundværlig. De optræder naturligvis i bogen, som dog ikke primært er en ekspeditionshistorie, men en biografisk ekskursion ind i en tid og et liv.

Vinterens hjerte, som den foreligger her, er resultatet af en gammel kærlighed til Grønland og en fascination

af Knud Rasmussen, som havde ulmet siden min barndom, indtil den dag kom, hvor jeg måtte skrive om ham. Det blev en omfattende og lystfuld rejse ind i felt, der udvidede sig i takt med min læsning. Den biografiske og faglige nysgerrighed over for Knud Rasmussens møder med og beskrivelser af de arktiske folk blev udvidet til den samtidige videns- og begrebshorisont, som i høj grad leverede brændstof til hans forfatterskab, ligesom tidens litterære tendenser gjorde det. Hertil kom den grønlandske kolonihistorie, som Knud Rasmussen var barn af, og uden hvilken forståelsen af hans indsats indskrænkes. Ved at se disse forskellige historiske domæner som en del af rammen omkring hans liv og værk, får man øje på nye facetter i det biografiske stof.

Det er ikke kun biografien, der beriges ved dette. Der sker også det omvendte, at biografien giver et nyt perspektiv på forholdet mellem Danmark og Grønland. Det forhold ligger indbygget i Knud Rasmussens egen historie. Det gælder også oprettelsen af handelsstationen i Thule i 1910, som han havde en stor aktie i, og som på en vis måde fuldendte den danske kolonisering af Grønland. Thule-stationen forblev dog i Knud Rasmussens private eje indtil hans død i 1933, for derefter at blive solgt til den danske stat af hans enke i 1936. I 1937 blev Thule-distriktet formelt en del af kolonien Grønland, men Thule-loven, som var indstiftet af Knud Rasmussen i 1929 (med bistand af højesteretssagfører Rudolf Sand), gjaldt helt frem til 1963. Thule vedblev at være et særligt sted med en egenartet historie.

Thule blev udgangspunktet for de syv Thule-ekspeditioner, der til sammen lærte danskerne (og resten af verden) om de arktiske folks liv og styrke, humor og poesi. Dette paradoks, at koloniseringen og den uundgåelige forandring, den medførte, var vejen til overhovedet at interessere sig for de oprindelige arktiske folk, er en integreret del af både Knud Rasmussens og Grønlands historie. Bogen viser, hvordan udviklingen til et moderne samfund i Knud Rasmussens optik var baseret på det traditionelle; det gjaldt både den grundlæggende fangerkultur og den tænkning, der fulgte med, og som begge var under hastig forandring i 1920’erne, hvor den 5. Thule-ekspedition fandt sted. I forbindelse med denne genudgivelse og inspireret af en vigtig kommentar jeg fik fra en læser af den tidligere udgave, er det værd at temperere forestillingen om, at alt – inklusive de mange lange ekspeditioner – faldt Knud Rasmussen let. Der er ikke tvivl om, at hans bedrifter krævede en utrolig indsats, og den dansk-grønlandske baggrund lettede ikke nødvendigvis hans arbejde, selvom hans tosprogede kunnen var guld værd. Måske kæmpede han også med en fornemmelse af, at han ikke var fuldgyldigt medlem af hverken det ene eller det andet samfund, og at han derfor altid måtte levere en helt usædvanlig indsats for at blive accepteret i begge lejre. De utrolige udfordringer, han tog på sig i forbindelse med ekspeditionerne, kunne måske være udtryk for, at netop han skulle gøre sig ekstra umage for at blive anerkendt, snarere end at det var særlig let for ham. Anerkendelse får man sjældent foræret.

Et væsentligt spor i Knud Rasmussens historie er også hans forhold til samtidige polarforskere, ikke mindst de nordiske. Som man vil se det, er der en konstant gensidig opmærksomhed mellem Fridtjof Nansen, Roald Amundsen og Knud Rasmussen, samt lidt forskudt også Adolf Nordenskjöld. Ser vi på Thule-regionen, er det desuden værd at bemærke, at inden Knud Rasmussen kom dertil for første gang 1902-1904, havde en række amerikanske og britiske skibsrejsende beskrevet både stedet og befolkningen – som først blev kendt af europæere i 1818. Senest havde amerikaneren Robert Peary været der regelmæssigt siden 1894, primært for at finde en vej til Nordpolen, hvad der lykkedes i 1909. Ikke desto mindre tog Knud Rasmussen Thule-regionen til sig som sin egen.

I forbindelse med denne bogs tilblivelse må jeg først og fremmest takke Carlsbergfondet, som generøst bevilgede mig de nødvendige rejsemidler, så jeg kunne forfølge Knud Rasmussens spor i Grønland i flere omgange; siden bidrog Carlsbergfondet også til at bekoste produktionen af den billedrige bog. Tak til Museet i Ilulissat (Jakobs-

havn) og daværende museumsleder Kirsten Strandgaard for ubegrænset adgang til museets arkiver i sin tid. Tak også til museet i Qaanaaq (Thule Museum) for på samme måde at have ladet mig pløje mig igennem arkivet. Og tak til Hans Jensen for at have støttet mit arbejde, ved dels at låne mig nøglen til museet, dels at give mig adgang til originale værker i sit eget righoldige bibliotek.

Tak også til Scott Polar Research Institute, Cambridge, hvor jeg tilbragte mange intense uger omgivet af bøger om polarforskning fra det nittende og det tyvende århundrede, og til Nationalmuseet for stor velvilje i forbindelse med min afsøgning af den Etnografiske Samlings arkiver, herunder et værdifuldt dagbogsmateriale fra andre deltagere i 5. Thule-ekspedition. Ligeledes stor tak til Det Kongelige Bibliotek, ikke mindst til Håndskriftafdelingen, hvor fik jeg første klasses betjening i forbindelse med læsningen af Knud Rasmussens dagbøger; det var guld værd for oplevelsen af nærhed til min hovedperson. Museet og arkivet i Hundested skal takkes for deres rundvisning i Knud Rasmussens hus, samt velvilje i forbindelse med fremskaffelse af materialer og billeder. En hjertelig tak rettes desuden til tre særdeles kvalificerede læsere af det oprindelige manuskript, nemlig Hans Christian Gulløv, Carl-Henrik Koch og Knud Wentzel, hvis tænksomme, generøse og grundige kommentarer gjorde bogen bedre. Sidst men ikke mindst vil jeg takke Gads Forlag, og specielt forlagsredaktør Henrik Sebro og redaktør Gitte Lyngs for deres engagement i projektet. Sidstnævnte bidrog både til en forbedring af den oprindelige tekst og til fremskaffelse af de helt rigtige billeder. Hertil kan nu føjes en tak til Gads Forlag for at ville genudgive værket.

Juni 2021 Kirsten Hastrup

1895

1900

1905

1910

1915

1920

1925

1930 1879

Født i Jakobshavn den 7. juni.

1900 Student i København. Rejse til Island. 1901 Rejse til Lapland. 1902-1904 Den litterære Ekspedition under ledelse af Ludvig Mylius-Erichsen og med deltagelse af Knud Rasmussen, Harald Moltke og Jørgen Brønlund.

1906-1908 Rejse til polareskimoerne med søsteren, Vilhelmine Rasmussen, hvor de indsamlede sagn og fortællinger. Gift med Dagmar Andersen i 1908.

1909

Missionsstationen Nordstjernen oprettes ved Uummannaq i North Star Bay; med på rejsen dertil var blandt andre Knud Rasmussens far, pastor Chr. Rasmussen, samt kulturgeografen H.P. Steensby og Thomas Thomsen (Nationalmuseet).

1910

Kap York Stationen Thule oprettes som handelsstation med Knud Rasmussen som ejer og Peter Freuchen som bestyrer.

1912-1913 Den 1. Thule-ekspedition med Knud Rasmussen som leder og med Peter Freuchen som kartograf; med var også fangerne Uvdloriaq og Inukitsoq. Formålet var at kortlægge Grønlands Nordkyst.

1916-1918 Den 2.Thule-ekspedition med Knud Rasmussen som leder og med geologen Lauge Koch og botanikeren Thorild Wulff som videnskabelige medarbejdere. Herudover deltog jægerne Hendrik Olsen, Harrigan, Bådsmand og Ajako. 1917 Den 3. Thule-ekspedition, hvis formål var at lægge depoter ud til Roald Amundsen. Knud Rasmussen selv deltog ikke.

1919 Den 4. Thule-ekspedition omfattede kun Knud Rasmussen selv. Formålet var at indsamle mundtligt traditionsstof i Østgrønland i Ammassalik-distriktet.

1921-1924 Den 5. Thule-ekspedition fra Grønland til Stillehavet. Formålet var at beskrive samtlige eskimogrupper fra Thule hen over Canada og Alaska til Sibirien. Knud Rasmussen var ekspeditionens leder, og med ham var etnografen Kaj Birket-Smith, arkæologen Therkel Mathiassen, videnskabelig assistent Helge Bangsted, kartograf (m.m.) Peter Freuchen, assistent og tolk Jacob Olsen. Hertil kom tre jægere fra Thule: Bådsmand, som også havde deltaget i 2. Thule-ekspedition, og hans kone Aqoitsoq; Arqioq og hans kone, Arnaguak; og Qâvigarssuaq (også kaldet Miteq eller Edderfuglen). Sidst, men ikke mindst deltog Arnarulúnguaq, Det lille kvindemenneske. De to sidstnævnte fortsatte med Knud Rasmussen de sidste 18 måneder, efter at resten af ekspeditionen var rejst hjem efter de første to år. På sidste del at rejsen deltog også filmfotografen Leo Hansen i nogle måneder. 1924 Æresdoktor ved Københavns Universitet. 1926 Æresdoktor ved Universitetet i St. Andrews, Skotland.

1931 Den 6.Thule-ekspedition, en forløber for den følgende ekspedition. Formålet var at rekognoscere den østgrønlandske kyststrækning fra Kap Farvel til Ammassalik og at kortlægge forladte bopladser, hvor der skulle foretages arkæologiske udgravninger. 1932-1933 Den 7. Thule-ekspedition, som udfyldte og udvidede planerne om en kortlægning af den grønlandske østkyst, nu også fra luften. Formålet var desuden at foretage geologiske og arkæologiske undersøgelser. Ekspeditionen involverede et omfattende mandskab. I 1933 blev filmen Palos Brudefærd desuden optaget. 1933 Knud Rasmussen døde d. 21. december.