Prolog: Det biografiske blik

Prolog

DET BIOGRAFISKE BLIK

Fra et Fjæld, som vi i dag møjsommelig sled os op over, fik vi en mægtig Udsigt ud over en vild, og imponerende Canyon, som vi døbte Djævle-Kløften. Paa begge Sider falder 500 m. høje Fjælde stejlt ned i en gold, brunlig Dal, hvorigennem en lille melankolsk Elv snor sig. Bræen folder sig øverst oppe ud over Afgrundene som Bølger, der er stivnede i Rædsel over den stumme Uhygge, der hviler over det sælsomme Landskab her midt inde i den evige Vinter. Intet Tegn paa Liv, ikke en Fugl, ikke en Plante mildner Indtrykket af dette yderste Øde, hvor kun nogle fattige Likener har faaet Kraft af Solens Varme til her og der at klæde de bare, skarpe Sten med deres graalige Dække.

Aldrig synes jeg, at jeg har oplevet noget saa fjærnt og isoleret som dette vilde Landskab, der kæmper sin ensomme, seige Kamp med Bræerne, der fra alle Sider truer med at skylle ned over dem og skjule deres nøgne Sider for Solen.

Saaledes forandre det sig. – Alt mens Sekler følger paa Sekler; thi vi finder store, smukke fossile Koralstokke, der vidner om, at der selv her i Vinterens Hjærte en Gang var et tropisk Klima – hvor et levende Havs Bølger, drevet af lune Vindes Pust, skyllede muntert hen over disse stejle Jætterester af en Tid, som svandt …1

Denne bog er en rejse med Knud Rasmussen ind i vinterens hjerte. Den er et forsøg på at forstå, hvad der drev ham ud i det yderste øde, og på at begribe, hvorfor hans rejseberetninger vandt så stor popularitet i samtiden, som de gjorde. Med alle sine Thule-ekspeditioner vandt Knud Rasmussen sig efterhånden også et ry som forsker, men hvad var det for en tid og et samfund, der så ham som en slags bannerfører for mere omfattende ideer? Hver af Knud Rasmussens ekspeditioner havde et mål; vi ved fx, at han søgte efter spor af liv på netop den 2. Thule-ekspedition, hvorfra ovenstående citat stammer, og hvor hans egen opgave var at optegne ruiner eller rester af eskimobopladser.2 Formålet var altså klart nok, også hvad angik de øvrige af hans ekspeditioner, men hvad var motivet? Hvad var de drivende kræfter bag Knud Rasmussens stadige forsøg på at betvinge det sælsomme landskab i den evige vinter og forstå dets spredte beboere? Og ikke mindst, hvordan hang disse kræfter sammen med tidens tilstand og samfundets drømme.

Den danske polarforsker var ikke alene barn af sin tid, som det gælder for alle mennesker, men i høj grad også af det koloniale Grønland. Knud Rasmussen blev født i 1879 i Jakobshavn i Grønland, hvor hans far, Christian Vilhelm Rasmussen, var præst; han var kommet til Grønland som missionær nogle år tidligere. Der havde han i 1875 giftet sig med Sofie Louise Susanne Fleischer, der var datter

Den store slæderejse er gennemført, og Knud Rasmussen kan være tilfreds, som han ser ud til at være det her om bord på Teddy Bear, i Nome, Alaska i 1924.

af købmand Knud Geelmuyden Fleischer og hans kone, Regine, som var af blandet dansk-grønlandsk herkomst. Knud Fleischer var af norsk afstamning, men havde boet hele sit liv i Grønland. Det var altså en embedsmandsfamilie med mange facetter, Knud Rasmussen blev født ind i. Faderen døbte ham selv Knud Johan Victor Rasmussen.

Knud Rasmussen fik to søskende, først søsteren, Vilhelmine, kaldet Me, og siden broderen, Christian. I præstegården boede også mosteren, Helga, der tog sig af børnenes undervisning, efterhånden som de blev større. Der var ikke tale om, at præstens børn holdt sig for sig selv. Knud Rasmussen var legekammerat med hvem som helst, der var fart over, og man har indtryk af, at legen med andre børn var vigtigere end skolegangen. Samtidig var denne leg, der efterhånden også omfattede hunde og slæder, et vigtigt led i hans grønlandske uddannelse.

Da han var 12 år gammel, blev han sendt til Danmark for at fortsætte skolegangen; heller ikke der var Knud Rasmussen ubetinget glad for at gå i skole, men det lykkedes ham at tage sin studentereksamen i 1900. Herefter var han fri til at følge sine lyster, i det omfang han kunne skaffe penge til det. Først ville han gå kunstnervejen, men det blev som bekendt rejselysten, der vandt. Den første rejse på egne ben gik til Lapland i 1901, hvor han mødte et folk, der gav ham et nyt blik for sammenstødet mellem en oprindelig kultur og den moderne civilisation.

I Lapland rejste Knud Rasmussen som journalist; siden blev det til ekspeditioner, der havde egentlig udforskning som mål. Den første af disse, Den danske literære Grønlands-Ekspedition (herefter Den litterære Ekspedition), fandt sted under Ludvig Mylius-Erichsens ledelse i 1902-04. Den gik til polareskimoerne i det nordligste Grønland, som havde været helt uden for den danske koloniale orden. Det var Knud Rasmussens opgave at optegne sagn og fortællinger, fordi han i modsætning til de øvrige deltagere kunne tale grønlandsk. Dette første besøg hos polareskimoerne blev fulgt af endnu et i 1906, denne gang sammen med søsteren, Me, hvor han nedskrev flere sagn og fortællinger, og hvor han ikke mindst synes at have fundet sin livsopgave – udforskningen af eskimoerne. Blandt andet i konsekvens af hans besøg, og af faderens interesse for sagen, blev der i 1909 bygget en missionsstation ved Uummannaq, og i 1910 oprettede Knud Rasmussen selv en handelsstation samme sted med vennen Peter Freuchen som den første bestyrer. Den fik navnet Kap York Stationen Thule, eller i daglig tale simpelthen Thulestationen. Den blev udgangspunktet for de syv Thule-ekspeditioner, som Knud Rasmussen gennemførte, og som delvist var betalt af handelsstationens overskud. Disse ekspeditioner blev foretaget i perioden fra 1912, hvor den 1. Thule-ekspedition begyndte, og til 1933, hvor den 7. og sidste Thule-ekspedition fandt sted.

Vi skal høre meget om de enkelte ekspeditioner i det følgende, men det er værd allerede nu at fremhæve den 5. Thule-ekspedition (1921-24), som var den længste og mest bemærkelsesværdige af dem alle. Med udgangspunkt i Thule gik den tværs over det nordamerikanske kontinent til Stillehavets kyst. Undervejs besøgte og beskrev Knud Rasmussen samtlige eskimobefolkninger langs ishavet (og lidt længere inde i landet), og hans og de øvrige ekspeditionsdeltageres beretninger er blevet stående som grundlinjen i den internationale eskimoforskning. Det var denne ekspedition, der for alvor slog Knud Rasmussens ry fast som forsker og forfatter. Den store slæderejse gjorde ham til en slags nationalhelt i Danmark og udløste stor akademisk hæder. Tilsammen betød det, at hans senere bøger blev endnu mere læste, end de tidligere var blevet det, og at han dermed også lagde mange alen til sit ry som forfatter. Dette ry opretholdt han frem til sin død som 54-årig i december 1933, efter en sygdom han pådrog sig under den 7. Thule-ekspedition i sommeren 1933.

Der er skrevet flere biografier om Knud Rasmussen med hver deres synsvinkel; de første kom straks efter hans død i 1933 og er overvejende helteportrætter og umiddelbare vurderinger af hans betydning for udforskningen af de arktiske folk, fx Peter Freuchens Knud Rasmussen – som jeg husker ham og Kaj Birket-Smiths Knud Rasmussens Saga. Siden er der i de biografier, der udkom i 1990’erne,

kommet flere historiske nuancer og psykologiske overvejelser til, som fx i Knud Wentzels Thule i Hjertet, Kurt L. Frederiksens Kongen af Thule, Ebbe Kløvedal Reichs Den fremmede fortryller og Knud Michelsens Jeg vil ikke dø for et skuldertræk – Knud Rasmussens skæbneår. Ind imellem disse to store bølger af biografier er der mere drypvist kommet andre, senest også i tillempet romanform, hvor et eksempel kunne være Kurt L. Frederiksens Edderfuglens rejse – en roman om Knud Rasmussen og den 5. Thule-ekspedition. Fælles for dem alle er, at det historiske bagtæppe er mere eller mindre usynligt, hvorfor de placerer sig i en ganske entydig biografisk genre; min hensigt her er derimod at vise, hvordan Knud Rasmussens historie er dybt indvævet i en større historie, som i mit perspektiv omfatter koloni-, forsknings-, ide- og litteraturhistorien. Ved at sætte Knud Rasmussen i centrum for en historie, der rækker ud over biografien, kan man opnå at se både ham og hans samtid tydeligere og afdække noget af den kompleksitet, der udgør et liv – og efterhånden en livshistorie.

Den historie, der danner rammen om Knud Rasmussens livshistorie, er både en ældre grønlandsk kolonihistorie og en moderne europæisk historie, som omkring forrige århundredskifte var baseret på fremskridtstro og teknologifascination. Troen på fremtiden fik svære knæk med Første Verdenskrig, men den havde nået at sætte sig igennem i tidens kunst og litteratur, hvor den genfandtes i en dyrkelse af livskraft og mod. I videnskaben var Knud Rasmussens tid bl.a. præget af de sidste store ekspeditioner til (for europæerne) fjerne folk, og ud af disse voksede den moderne kultur- og samfundsvidenskab. Dette historiske landskab indebærer to ting af betydning for denne bog: For det første var Knud Rasmussen en pioner i den antropologiske videnskabs danske historie. For det andet kommer biografien her til at tage en antropologisk drejning; vægten vil ikke kun blive lagt på den enkeltes bedrifter, selvom disse naturligvis er en væsentlig del af udgangspunktet, men nok så meget på den forståelseshorisont og det fællesskab, som omgærdede og muliggjorde disse bedrifter.

I et antropologisk perspektiv bliver mennesket sig selv sammen med andre; den enkelte er altid del af et samfund – stort eller lille. Den antropologiske synsvinkel, som jeg anlægger i denne biografi, indebærer, at man først træder i karakter, når der er andre mennesker omkring én. Mens Knud Rasmussen på mange måder var en ener, hvad andre biografier har fremhævet stærkt, blev han alligevel til den, han var, i kraft af det omgivende samfunds forventninger til ham. Eneren og fællesskabet profilerer gensidigt hinanden. Derfor forsøger jeg i denne bog hele tiden at holde person og baggrund inde i ét og samme billede. Tyngdepunktet forskydes fra kapitel til kapitel, men hensigten er at fortælle både det korte og det lange af Knud Rasmussens historie.

I den ovenfor omtalte biografi, som rejsefællen Peter Freuchen udgav året efter Knud Ramussens død, siger han bl.a.: “Knud Rasmussen havde ingen Forgænger. Han brød sig frem selv, en Fure staar efter ham, et Spor af hans vældige Fart gennem Verden.”3 Furen efter Knud Rasmussen fører lige frem til vore dage, hvor såvel videnskaben som samfundet står over for nye udfordringer med at orientere sig i en verden, hvor de faste holdepunkter er få og længslen efter sikker viden desto større. Det er derfor værd at opholde sig lidt i den fure og forsøge at forstå, hvorfor Knud Rasmussens fik et ry af så store dimensioner, som Peter Freuchen og senere biografer har givet det. Som vi skal se undervejs, gør en hel del forgængere og adskillige samtidige polarforskere det faktisk umuligt at fastholde forestillingen om, at Knud Rasmussen helt selv “brød sig frem”. Det er derfor interessant at undersøge, hvordan Knud Rasmussen trådte i karakter som ener, og jeg vil gerne vise, at det hænger sammen med tre overordnede forhold, der virker sammen; for det første tidens tørst efter polare bedrifter, for det andet udviklingen af en særlig ekspeditionsteknik eller rejsemetode, og for det tredje en særlig fortællestil, som tillod Knud Rasmussen at formidle en ny forståelse af den arktiske verden og dens befolkning.

For at vise dette vil jeg her i bogen lade Knud Rasmussens egen stemme blande sig med mange andres.

BERINGSHAVE T

t

Nome Point Hope

ALASKA

Point Ba r row POLARH AVE T GRØN LAN DSHAVE T

Pear y Land

Ma ckenzi e Bay

Frankl in B ay

Cape Lamb ert

CANADA

Bathu r st I nl et

Den litterære Ekspedition 1902-04 1. Thule-ekspedition 1912-13 2. Thule-ekspedition 1916-18 4. Thule-ekspedition 1919 5. Thule-ekspedition 1921-24 6. Thule-ekspedition 1931 7. Thule-ekspedition 1932 og 33 Chesterfield Inlet

C hurchill T hule

BAFFINBUGTEN GRØNLAND H S a Mel vill e Peni nsul a outh mpton DAVIDSSTRÆDET

Isla nd Mel villebug ten Up er navik Godhavn Baffin Island Ja Godthåb kobshavn

Danskeøen Sco resbysund

Ammassali k

ATLANTERH AVE T

HUDSONBUGTE N

Labrador

Der er de eskimoer, hvis historier han fortalte; der er de forgængere i polarforskningen, som han var inspireret af, og de forskere og medarbejdere, der arbejdede på hans egen tid, og endelig er der de efterkommere og bedømmere, som fandt hans indsats en beskæftigelse værd. Blandt de sidstnævntes stemmer er min egen, hvis klang er farvet af de øvrige, foruden af mit faglige ståsted i antropologien. Stemmerne i teksten har ofte form af relativt lange citater fra samtidens polarrejsende, forskere, tænkere og kunstnere. Hensigten er at lade læseren selv fornemme tidens ordvalg, stemmeleje og billedsprog i beskrivelserne af såvel det arktiske landskab som den menneskelige livskraft. I det omfang, vi ønsker at forstå Knud Rasmussens samtid, er de anvendte begreber af stor betydning, fordi de afspejler tidens måde at forholde sig til verden på.

I min optik er Knud Rasmussen altså mest af alt et menneske af sin tid og af sit samfund. Ligesom andre store mænd var han stor i kraft af sine handlinger, og ikke alene i kraft af det menneske, han var. Som litteraturhistorikeren Peter Ackroyd har sagt det, er der i biografisk litteratur en naturlig tilbøjelighed til at fokusere på det ekstraordinære på bekostning af det ordinære og til at glemme, at selv de store skikkelser i historien, hvad enten de er statsmænd eller polarforskere, det meste af tiden fører almindelige og genkendelige tilværelser og gør sig tanker om livet, der ikke afviger væsentligt fra andre menneskers i samme epoke. Det spændende ved de store skikkelser i historien er netop, at de på den ene side næsten ikke er til at skelne fra alle mulige andre mennesker, og på den anden side gennem enkeltstående handlinger skiller sig markant ud fra gennemsnittet – i Knud Rasmussens tilfælde på en måde, der gav anledning til samtidens hyldest.

Selve det at skille sig ud på den måde er imidlertid udtryk for langt mere end et individuelt karaktertræk; i

Knud Rasmussens tilfælde er det også uadskilleligt fra samtidens dyrkelse af særlige aspekter af kønnet, kroppen og betvingelsen af en ufremkommelig natur. Knud Rasmussen voksede med denne dyrkelse fra omgivelserne. Som Shakespeare vidste det, kan man ikke være konge, hvis der ikke er nogen, der vil være undersåtter; i alle livets dramaer er der tale om en gensidig karakterisering. Tilsvarende kan man ikke være helt, hvis der ikke er nogen, der hylder ens bedrifter. Min ambition med denne bog er at være med til at tydeliggøre, hvordan visse rammer er en nødvendig forudsætning for enhver handling, og omvendt hvordan enkelte handlinger til stadighed kan skubbe til de rammer, som selve handlingen udspringer af. Det er i dette krydsfelt mellem den enkeltstående handling og den stadige historiske bevægelse, at denne bogs hovedperson bliver til.

I Knud Rasmussens tilfælde er der den særlige omstændighed, at hans egne arbejder i vid udstrækning er selvbiografiske. De har ofte karakter af rejsedagbøger, hvori han optegner ekspeditionernes fremfærd og resultater; men også når de har form af geografiske og etnografiske beskrivelser, rummer de personligt farvede overvejelser over det, han erfarer. Det giver en særlig fornemmelse af at være tæt på forfatteren, som ikke er uden betydning for hans gennemslagskraft. Ved siden af de publicerede rejsedagbøger findes imidlertid de upublicerede forlæg, hvor man med mellemrum kommer tæt på en anden Knud Rasmussen, en mere sårbar og helt igennem menneskelig person. Selvom også de håndskrevne dagbøger tydeligvis allerede har en adresse, så er der sprækker i teksterne, der viser en mand, som i nogen grad har gemt sig bag sin egen myte, og som næsten bliver til ét med den. Her skal jeg give et glimt af sårbarheden, der har speciel relevans, når vi taler om biografiens særlige synsvinkel.

På den 2. Thule-ekspedition (1916-18), som i mange henseender var den vanskeligste og mest dramatiske, var der en udpræget knaphed på mad, og sulten blev et gennemgående tema i optegnelserne. Den 30. juli 1917 reflekterer Knud Rasmussen:

Ved et par Siders Gennemlæsning af min Dagbog slaar det mig, hvilket materielt Indtryk, den giver! Ganske vist spiller Føden her, hvor vi kæmper for Livet – i Øjeblikket meget ind i Tankerne, men Madbegæret er dog langt fra eneraadende. Jeg skal derfor give et Billede af mit Tankeliv for den sidste Tid – selv om det maaske bliver mere intimt, end det jeg plejer at betro en Dagbog, der kunde overleve én. Man ved jo, at der altid vil findes sultne Dagbogs-Gribbe, om der skulde hænde mig en Ulykke.4

Som læser af denne passage – blandt andre passager fra ekspeditionens sidste dystre tid – føler man sig uvilkårlig beklemt. For det første fordi man her virkelig forstår, at Knud Rasmussen er bange for sit liv, for det andet fordi man ser sig selv som en af de gribbe, han også føler sig truet af. Samtidig afslører han, at han sædvanligvis holder en masse af sine tanker for sig selv. Hvis man vil om på den anden side af myten Knud Rasmussen og ind i mennesket, kræver det, at man går i så nær dialog med personen, at man også kan høre det, der ikke bliver sagt. Det utrykte materiale giver ikke blot glimtvis adgang til denne anden side, men skærper også opmærksomheden over for det underforståede i det trykte materiale. Det er den opmærksomhed, der gør biografien til en så velegnet metode til at forstå det menneskelige i historien i bredere forstand.

Knud Rasmussen blev som nævnt født i Grønland som søn af en dansk præst og hans hustru, som tilhørte en familie af danske handelsmænd, og hvis mor var delvis grønlandsk. Knud Rasmussens oldemor var altså grønlænder. Dette er ikke i sig selv særlig interessant i en befolkning, der længe har været langt mere blandet, end kategorierne grønlænder og dansker lader formode. Alligevel får det en vis betydning i lyset af de stadige henvisninger til Knud Rasmussen som halvt dansker og halvt grønlænder. I alle vurderinger af hans arbejde fremhæves denne kulturelle dobbelthed som den væsentligste forklaring på hans succes. Det er da også tydeligt for enhver, at Knud Rasmussen navigerede hjemmevant på såvel de bonede gulve i København som på briksene i de eskimoiske snehuse, og det er nemt at gribe til retorikken om den halvt

danske, halvt grønlandske helt. Til sit danske publikum slår Knud Rasmussen selv samme tone an, som når han i Den store slæderejse fra 1932 (den populære ungdomsudgave af beretningen om 5. Thule-ekspedition) knytter sine succeser til sin grønlandske barndom, hvor slæden var hans første stykke legetøj, hvor han fødtes med det arktiske sprog, og hvor han levede sammen med de grønlandske jægere – “så at Rejser selv under de vanskeligste Forhold blev mig en naturlig Form for Arbejde.”5

Knud Rasmussen blev som tolvårig sendt i skole i Danmark. Skolegangen var som sagt ikke en stor succes, men det var det efterfølgende københavnske ungdomsliv til gengæld. Han var omgivet af venner og beundrere og et ikke helt ubetydeligt assortiment af kvinder, sammen med hvem han levede et frit bohemeliv. Derefter kom rejserne, ekspeditionerne og etableringen af det faste holdepunkt i Thule. Disse bedrifter er naturligvis indlejret i tidens rejsedrømme og fremskridtstanker, som mange delte, men kun få opfyldte – og som sjældent er blevet eksponeret i de biografiske fremstillinger af vor helt.

Knud Rasmussen havde en lang og velærværdig tradition i ryggen, da han drog ud på sine ekspeditioner, men han tilføjede så meget til den, at han blev et nyt forbillede. Jeg har allerede citeret Peter Freuchens bemærkning om den fure, der står efter ham, og mange andre har siden da tilføjet hvert deres syn på denne enestående mand. Dermed har de naturligvis også bidraget til at fastholde en opfattelse af Knud Rasmussen som noget ganske særligt. Det skal ikke anfægtes, at der virkelig er tale om et specielt menneske, men jeg vil gerne vise, at hans heltestatus skyldes andet og mere end hans eget virke, selvom det naturligvis ikke er til at komme uden om.

Freuchens biografi om vennen Knud Rasmussen skulle snart følges af andre, bl.a. af etnografen Kaj Birket-Smiths før omtalte biografi fra 1936. Naturligt nok ser de to gamle venner og rejsekammerater Knud Rasmussen med forskellige øjne, men de har begge rejst sammen med ham, og de er fælles om at gøre ham til helt og forbillede for kommende generationer. Knud Rasmussen var også min egen helt, da jeg var barn. Det var dengang småt med kvindelige forbilleder, og det lå ikke i kortene, at man skulle ville noget særligt, hvis man var et pigebarn, og da slet ikke rejse ud og opdage verden for sig selv. Læsning var en godkendt mulighed for at sprænge de rammer, konventionen satte, og da jeg som otteårig fik foræret et eksemplar af Den store slæderejse, syntes min skæbne beseglet. Polarforsker var et ord, der lå godt i min mund, og jeg så mig selv i Knud Rasmussens slædespor – hujende efter mine hunde og tørstende efter eventyr og heltedåd. Den barnlige læser tog den åbenlyse historie til sig: historien om Knud Rasmussen som polarforsker og derfor helt. Der er ingen tvivl om, at kimen til mit valg af profession blev lagt der.

Det var i 1950’erne, jeg først læste Knud Rasmussen, og måske var det ved den tid, at hans spor trods alt begyndte at fyge til. Men der er ikke tvivl om, at den folkelige og nationale medvind, han fik både før og efter sin død, bekræfter, at hans mange populære beskrivelser af eskimoerne vandt genklang i tidens forestillingsverden – som de naturligvis også bidrog til at forme. Hertil kommer, at specielt hans store rapporter fra 5. Thule-ekspedition stadig er en vigtig del af det videnskabelige udgangspunkt for vores viden om de arktiske folk, der ikke alene har lagt eskimobetegnelsen bag sig, men som også på anden måde for længst er blevet en del af den moderne verden. Knud Rasmussen er ikke til at komme uden om, hvis man er blot en smule interesseret i de arktiske samfunds historie. Hans forfatterskab er omfattende og rummer skønlitterære ansatser, rejseberetninger, oversættelser af eskimoiske sagn samt videnskabelige fremstillinger af visse sider af den eskimoiske kultur. Det er den historie, der står fast, og den, der i første halvdel af det 20. århundrede gjorde København til verdenshovedstad for eskimoforskningen. Uden for København fandtes dog andre polarforskere, som Robert Peary, Fridtjof Nansen og Roald Amundsen, der i høj grad bidrog til at sætte den dagsorden, som Knud Rasmussen fulgte. Disse og andre store mænd vil derfor også spille en stor rolle her i bogen.

Knud Rasmussen blev efterhånden ganske scenevant; ved såvel afrejser som ankomster havde han et stort publikum, ikke mindst blandt det københavnske borgerskab.

Der er dog også en anden historie, nemlig den, som knytter sig til den mere almene og derfor langt mindre synlige historiske situation, som Knud Rasmussen befandt sig i sammen med alle andre. Den historie er både videnskabens, nationens og kolonialismens, ligesom den rummer det gældende menneskesyn, forholdet mellem kønnene, synet på kroppen og forholdet til fortællingen. Disse forhold var alt sammen en del af det kit, der holdt sammen på Knud Rasmussens livshistorie, og som han brugte i sine egne fortællinger uden at lægge særlig vægt på det. Først når historien er gået videre, bliver det muligt at få øje på det almene – der nu ikke længere synes helt så selvfølgeligt. Vejen til denne anden historie går i denne bog gennem nye tværgående læsninger af hans egne og samtidens værker, samt gennem den antropologiske opmærksomhed, der har taget skarpere form siden Knud Rasmussens tid.

Jeg indledte med et langt citat fra Knud Rasmussens dagbog fra 2. Thule-ekspedition. Læseren vil deri have fundet forlægget til denne bogs titel og måske have opdaget, at Knud Rasmussen selv gør opmærksom på en anden historie om den arktiske ørken end den, der falder umiddelbart i øjnene. Midt i isens landskab findes fossiler af koralstokke, som afslører, at der her engang var et tropisk hav. Kun fossilerne står tilbage, efter at en ny virkelighed har taget form af bræer og kløfter, ligesom et par gamle sko kan stå tilbage i et hus, efter at familien er flyttet.6 Citatet forekom derfor dobbelt velegnet som vejviser for min fortælling om Knud Rasmussen og samtiden. De glemte rester fra hans tid står nu tydeligere frem.

Ser vi samlet på Knud Rasmussens historie og på den tid, hvor hans ekspeditioner fandt sted, er der ikke tvivl om, at han voksede med sine opgaver, ligesom der heller ikke er tvivl om, at der også i det omgivende samfund skete en udvikling, og det både i det materielle og det intellektuelle univers. Generelt fraviger jeg dog det kronologiske princip i fremstillingen og i udviklingshistorien for at kunne skabe plads til det mønster af samfundsforhold og forestillinger, som livshistorien tager form efter. Sagt på en lidt anden måde, vil jeg forsøge ikke at give personen fortrinsret over baggrunden, fordi person og baggrund nødvendigvis tegner hinanden. En karakterisering af menneske og tid vil altid være gensidig. For at opfylde formålet med denne bog har jeg derfor valgt at ordne fremstillingen tematisk. De temaer, der styrer fremstillingen, knytter sig til de tre dimensioner af Knud Rasmussens karakter, som jeg anser for at være vigtigst for forståelsen af hans popularitet og autoritet. Knud Rasmussen var på én gang polarforsker, jæger og fortæller.

Som polarforsker indskrev Knud Rasmussen sig i en lang tradition fra oplysningstiden og frem, som havde knæsat rejsen, kortlægningen og indsamlingen af ny viden fra alle jordens afkroge som begyndelsen til al videnskabelighed. Som jæger levede Knud Rasmussen sig ind i den arktiske topografi og tilegnede sig både en rejseteknik og en opmærksomhed over for landskabet og dets potentiale for menneskeligt liv. Som fortæller vandt Knud Rasmussen en plads i et stort publikums hjerte, fordi han mestrede den kunst at fastholde polarforsker og jæger i ét og samme litterære billede.

Gennem denne tredeling af Knud Rasmussens virke kan vi indkredse den anden og bredere historie om ham selv og samtidig forstå den som en del af den første og mere personlige. Bag den berømte polarforskers heltemodige ydre banker en jægers hjerte, der er med til at farve fortællingen. Bogens tre overordnede dele rummer en række kapitler, som placerer Knud Rasmussen i et mere fintmasket social- og idehistorisk landskab. De er brikker i det større hele, og tilsammen udgør de det puslespil, jeg har valgt at lægge her for at vise, hvordan Knud Rasmussen blev til den, han var, og blev stor i samtidens øjne. Kaj Birket-Smith, som deltog i 5. Thule-ekspedition, og som i 1945 grundlagde antropologien som et selvstændig forskningsfelt og en særlig uddannelse i Danmark, siger i sin mindebog om Knud Rasmussen:

Mellem menneskelig karakter og menneskelig kultur er der en vis lighed. Kulturen består af en række elementer, karakteren af en række egenskaber, som kan tages enkeltvis op til iagttagelse og analyse. Men både karakter og kultur er noget andet og mere end summen af deres enkelte bestanddele. De udgør tillige hver for sig en helhed, et samspil af kræfter, kort sagt et liv – alt dette, som umiddelbart anskues, men umuligt lader sig beskrive.

Man kan måske nok påpege enkelte fremtrædende sider af Knud Rasmussens karakter, man kan se ham i visse situationer og derved muligvis nå frem til en forståelse for sådanne træk; men at forme dem til et helhedsbillede, der står plastisk og skarpt i linjerne, det kræver en kunstners indlevelsesævne, en digters hånd og pen. Eet er at kende et menneske, noget helt andet er at give mindet mæle.7

Denne passus skal stå som udgangen på denne prolog, fordi den netop sammenknytter karakter og kultur – eller, om man vil, biografi og historie. Samtidig udtrykker den også mit ønske om i dette biografiske essay at kunne vise en sådan indlevelse, at man vil kunne se et nyt helhedsbillede af Knud Rasmussen, der fremstår både plastisk og skarpt i linjerne uden at tabe forbindelsen til den historiske grund. Med andre ord vil jeg vise, hvordan den første historie om eneren og myten Knud Rasmussen er sammenvævet med den anden historie om samtidens kulturelle horisont.