Ultima Thule

i Polarforskningens Saga.”1Lad os derfor begynde med at spore disse forestillinger, som udgør det paradoksale udgangspunkt for fremrykningen mod nord indtil det 20. århundrede.

Thule havde siden klassisk tid været et billede på det fjerne nord, som lå på kanten af de beboelige egne. At finde Thule havde siden betydet at opspore en drøm om en anderledes virkelighed, et mulighedernes rum hinsides kendte horisonter. Drømmen om dette sted drog mange mennesker mod nord, mod det ukendte. En af pionererne

Hans Peter Steensby var geograf med et særligt blik for eskimokulturens oprindelse.

var Pytheas af Massalia som i det tredje århundrede før vor tid kom længere mod nord end nogen (græker) før ham. Pytheas besøgte de Britiske Øer, men den modige rejsende stoppede ikke der. Han fortsatte nordpå over havet og kom til det yderste land, Thule, som var midnatssolens land. En af de ting, der slog ham, var, at land, hav og himmel ofte gik i ét på dette sted. I dag undrer det ikke nogen, der har befundet sig i et grå-hvidt øde af is, sne og tåge, men i samtidens Sydeuropa var det med til at så tvivl om alt, hvad Pytheas sagde. I Sydens erfaring stod horisonten fast.

Pytheas var astronom og bragte frasagn med hjem om uendeligt lange dage her i dette yderste nord, fem døgns sejlads fra Orcaderne, hvor havet var frosset til. Det sted, Pytheas omtaler, er aldrig blevet endeligt lokaliseret, ligesom der er tvivl om, hvad Orcaderne er – Storbritanniens nordkyst, Shetlandsøerne eller et tredje sted. Pytheas’ observationer kendes især fra referater hos senere forfattere, som forholdt sig skeptisk til muligheden af, at der overhovedet kunne leve mennesker så langt mod nord. Den norske polarforsker Fridtjof Nansen, som i 1911 udgav et stort værk om den tidlige polarforsknings historie, der karakteristisk nok hedder Nord i Tåkeheimen, mener, at Pytheas’ Thule må befinde sig et sted på Norges vestkyst, og det støttes af den danske kulturgeograf H.P. Steensby, som i 1917 redegjorde for Pytheas’ rejse ud fra de geografiske oplysninger, der var overleveret i senere, ofte meget skeptiske gengivelser af elementer fra det tabte originalværk.2 Andre har foreslået, at det var Island, han refererede til, men det er ikke sandsynligt, da man ikke har spor af bebyggelse på Island før 1.000 år senere, og der var helt sikkert mennesker i Pytheas’ Thule ifølge det overleverede. Hos Strabo, en græsk geograf, der levede i det første århundrede før vor tid, og som skrev

et 17-binds-værk om verdens geografi, finder man en henvisning til Pytheas’ Thule, hvor der angiveligt var tale om både kornavl, tærskning i lader og tilberedning af en drik af korn. Men han betvivler stærkt, at stedet ligger så langt mod nord, som Pytheas havde foreslået; det var blot udtryk for astronomisk pral. Uanset hvor Pytheas nåede den yderste verden, så fik navnet Thule i adskillige klassiske tekster et selvstændigt liv efter ham. Navnet vedblev at være indbegrebet af en imaginær horisont, som markerede den ydre grænse mellem et beboeligt og et ubeboeligt sted. Her boede der kun barbarer – om nogen overhovedet. Vergil brugte billedet i beskrivelsen af Augustus’ mulige genrejsning af Romerriget – hvortil endog Ultima Thule ville overgive sig. Det var det samme som at sige, at Augustus ville underlægge sig hele jorden. Thule dukkede også op i andre klassiske værker, og det er tydeligt, at Thule var blevet slået fast som det nordligste nord, et sted, hvor livet knap kunne udfoldes, før det frøs til is.

I det femte århundrede dukker Thule for første gang op på et egentligt verdenskort, nemlig på Orosius’ cirkelrunde pandekagekort. Der er ikke tvivl om, at Thule stadig ligger på randen af verden, en ø adskilt fra den kendte civilisation. Da den græsk-byzantinske Prokopius skrev de gotiske kriges historie ca. 560, er der også et Thule langt mod nord hinsides danernes land, men nu dog i lidt nærmere kontakt med resten af verden. Jeg skal her citere en passage fra Prokopius, som Knud Rasmussen gengiver den i sin bog Lapland fra 1907, for at vise, hvordan han først selv kendte Thule som lappernes land:

Blandt de Barbarer, som bebo Thule, fører kun ét Folk, Skridfinner kalder man dem, et vildt liv; thi de have ikke Klæder, bruge ikke Sko, drikke ikke Vin og tage ingen Afgrøde af Jorden; hverken besvære de sig selv, ej heller besvære Kvinderne sig med noget Slags Arbejde hjemme; men baade Mænd og Kvinder give sig udelukkende af med Jagt. De umaadelige Bjerg- og Skovstrækninger i deres Land skænke dem Vildt i Overflod. Og de spise de fangede Dyrs Kød og klæde sig i deres Huder. Deres spæde Børn opføde de ikke som andre Folk, thi Skridfinnernes Børn opammes ikke ved Moderbrystet, men næres udelukkende ved de fangede Dyrs Marv.3

Thule synes her at omfatte det meste af Norden, men det er kun jægerne allerlængst mod nord, der kan siges at være egentlige barbarer – uden vin! Og, måske mere betydningsfuldt, uden det agerbrug, der var civilisationens ophav. Resten af nordboerne, som på det tidspunkt befinder sig i den sene jernalder, er mere civiliserede. Den faktiske viden om det høje nord var stadig yderst begrænset i de lande, hvor historien dengang blev skrevet. Nordpå vidste man naturligvis selv en hel del mere, men til gengæld havde man endnu ikke et skriftsprog, der kunne fastholde den viden. Skriften selv er i øvrigt et af de tegn, der har været brugt som kendetegn på civilisation. Men som Nansen siger det så poetisk, så henligger Norden i tåger for sydens skriftlærde:

Endnu ved oldtidens utgang ligger således nordens lande og have i det ukjendtes tåker. Mange tegn tyder på at der har været en stadig forbindelse nordover, og vage oplysninger er nu og da nådd frem til den lærde verden. Stundom letter endog tåkerne litt, og vi skimter store lande, en hel ny verden i nord, men så sænker de sig igjen, og det kverver bort som eventyrsyner. Det er som om ingen har hat videnskapelig trang nok til at ta sig sammen for at få klarhet i disse dunkle spørsmål.4

Norden dukker frem af tågerne igen i vikingetiden og den tidlige middelalder, hvor folk fra de Britiske Øer og Skandinavien begynder at rejse langvejs over havet og mødes med andre mennesker. Thule selv begynder også at tage fastere form. Omkring 825 dukker Thule således op i et arbejde skrevet af den irske munk Dícuilus.5 Der er ingen tvivl om, at Thule her henviser til Island, hvilket yderligere understøttes af andre litterære kilder og arkæologiske fund, som bekræfter, at irske munke havde været på Island før nordboernes ankomst i sidste del af 800-tallet. Nu er Thule altså for alvor blevet forankret i en konkret ø, som Orosius havde foregrebet det på sit kort, der kom til at danne forlæg for mange senere kort.

Carta Marina 1539, som viser mødet mellem europæere og skrællinger i Grønland – tydeligvis i randen af verden (se øverst til venstre på kortet).

Islændingene selv skubbede senere grænsen for anstændigt liv endnu længere nord- og vestpå, da de i 900-tallet koloniserede dele af Grønland og fandt spor efter mennesker for siden at nå frem til Vinland og Markland, hvor de mødte et ukendt folk, der tydeligvis var uden for civilisationen. Det var skrællingerne – frontløbere for de eskimoer, som Knud Rasmussen senere skulle overbevise alverden om var rigtige mennesker. Men i den oldislandske litteratur får de ikke just et menneskeligt skudsmål. I Erik den Rødes saga beskrives skrællingerne på denne måde: “De var sorte og stridbare mennesker med stridt hår på hovedet; de havde store øjne og brede kinder.”6 De nordiske vikinger var ikke betagede af, hvad de så. I andre kilder beskrives skrællingerne som trolde, og de tillægges besynderlige kræfter. For de rejsende nordboer var grænsen for civilisationen rykket væk fra Island og længere mod nordvest. Selvom de ikke bruger betegnelsen Thule om skrællingernes land, er det klart, at skrællingerne lever hinsides al civilisation.

Forestillingen om Thule levede videre i det sydlige Europa, hvor navnet vedblev at være et billede på et sted og et liv hinsides den kendte menneskelige verden. Ludvig XIV’s hofkosmograf, Pierre Bertius, skrev i 1618 om dette fjerne nord:

Kulden er rædsom og dræber i mængde. Vinteren varer ni måneder uden regn … De rigeste beskytter sig selv med ild; andre ved at gnide deres egne og andres fødder ved varmen fra hulerne i jorden … Hele landet er fuldt af grusomme bjørne, som befolkningen er i permanent krig med. Der er også, hvis det, de siger, er sandt, enhjørninger. De siger, at der er mennesker, kaldet pygmæer. Pygmæer har tilsyneladende menneskelig form, er behårede til fingerspidserne, skæggede til knæene, men de er grove, uden tale og fornuft, og hvæser ligesom gæs.7