
4 minute read
Datadreven indkvartering af ukrainske flygtninge i Kerteminde Kommune
from Geoforum 242 - Marts
by Geoforum
Den 24. februar 2022 blev Ukraine invaderet af Rusland. Det sendte en bølge af mennesker på flugt. I første omgang var det Ukraines nabolande, der mærkede det største pres, men efterhånden nåede mange ukrainske flygtninge også til Danmark. I løbet af de første uger af marts forventede Regeringen, at antallet af flygtninge kunne nå op på 100.000 personer. Regeringen rakte derfor ud til kommunerne og bad om at finde passende indkvartering til flygtningene – og det skulle gå hurtigt.
I Kerteminde Kommune var vi i den situation, at vi ikke havde nogen ubrugte kommunale bygninger, der var egnet til indkvartering. Vi kunne på det tidspunkt finde indkvartering til cirka 20 personer via de sædvanlige kanaler, dvs. boligforeninger, private boligselskaber og enkelte private udlejere, men forventede, at der ankom op til 100 flygtninge i løbet af få uger.
Det ansvarlige team var under pres og afsøgte forskellige muligheder. Vi er tidligere lykkedes med at finde databaserede løsninger på udfordringer, som ellers var svære at løse, og måske derfor henvendte det ansvarlige team sig til mig.
Indskrænkning af søgekriterier
Jeg satte mig sammen med den ansvarlige leder, og vi blev hurtigt enige om at indskrænke søgefeltet til tomme boliger og at sætte nogle kriterier, boligerne skulle leve op til for, at kommunen kunne være bekendt at tilbyde dem til flygtningene. Set i lyset af situationen i Ukraine, hvor ukrainske mænd ikke måtte forlade landet, formodede vi, at de fleste flygtninge ville være kvinder med børn, der flygtede uden bil. For at de hurtigt kunne blive en del af samfundet, skulle børnene have let adgang til skole, og kvinderne skulle have mulighed for at komme på arbejde med offentlig transport.
Vi brugte data fra BBR (Bygnings og Boligregistret) kombineret med data fra FynBus, og vi indskrænkede søgningen til følgende kriterier:


• Boligen skulle have stået tom i mindst 90 dage
• Boligen skulle indeholde eget køkken, toilet og badeværelse
• Der skulle være maksimalt 500 meter til et busstoppested med afgange med en regional bus
Vi overvejede også at inddrage boliger til salg på Boligsiden og boligernes afstand til dagligvarebutikker, men valgte i stedet at bruge dem som supplerende kriterier.





Kriterierne gjorde, at den oprindelige mængde af tomme boliger blev reduceret fra 420 til 180 egnede boliger, se figur 1. Resultatet var et regneark med navne på ejerne af de egnede boliger, som muliggjorde kontakt til dem via eBoks. Det var meget konkret og håndgribeligt, så sagsbehandlerne kunne ret hurtigt gå i gang.
Ændret flygtningestrøm


Der gik nogle måneder, hvor jeg slet ikke hørte noget. Da jeg var nysgerrig, spurgte jeg til status før sommerferien. Meldingen var, at det oprindelige antal flygtninge, som Danmark forventede at modtage, var nedjusteret til 29.000. Dermed kunne Kerteminde Kommune finde indkvartering via de sædvanlige kanaler og fik derfor ikke brug for min opgørelse alligevel.







En senere opgørelse har vist, at der efter invasionen er flyttet 107 ukrainere til Kerteminde Kommune. Vi ved dog ikke hvor mange af disse, der er flygtninge. Her må konklusionen være, at selvom kommunen muligvis modtog det antal af flygtninge, som vi ”frygtede” tilbage i marts, så kom de i et tempo, hvor efterspørgslen på egnede boliger kunne følge med udbuddet.
Det var selvfølgelig ærgerligt, at min opgørelse ikke blev brugt. På den anden side fik vi erfaring med at afprøve metoden, og hvis det virkelig havde brændt på, var vi i hvert fald forberedte. Vi havde desuden haft mulighed for at bruge Boligreguleringslovens § 48 (se faktaboks), som giver kommunen ret til at udleje boliger, der har stået tomme i over seks uger, hvis boligejerne ikke frivilligt havde indvilliget i at leje boligerne ud.
Erfaringer fra andre kommuner
På Kortdage 2022 holdt jeg oplæg om opgaven. Her spurgte jeg i plenum hvor mange andre i kommunerne, der var blevet stillet en lignende opgave. Til min overraskelse kom der ingen hænder i vejret.
En mulig forklaring på dette kan være, at i nogle kommuner kunne sagsbehandlerne selv klare udfordringen, ligesom det viste sig at være tilfældet i Kerteminde Kommune. Det kan også være et tegn på, at der i de kommunale ledelseslag mangler viden om, at GIS og geodata faktisk kan bidrage med løsninger på mange forskellige udfordringer.
Involvér en GIS-medarbejder Så hvorfor blev jeg i Kerteminde Kommune involveret i opgaven, når det samme tilsyneladende ikke skete for mine kolleger i de andre kommuner? Og hvad skal der til for, at lignende udfordringer i fremtiden vil involvere en GISmedarbejder?

I Kerteminde Kommune har vi en flad struktur, hvor der ikke er langt til ledelsen og mellem afdelingerne. Vi har derfor gode muligheder for at kende til hinanden og de kompetencer, vi hver især har. Når flere i organisationen er bevidste om, at GIS og geodata kan bidrage til opgaveløsningen, bliver det mere naturligt at involvere de medarbejdere, der sidder med disse opgaver.
Faktaboks om Boligreguleringsloven § 48
Stk. 1. Bliver en bolig, der hidtil har været benyttet helt eller delvis til helårsbeboelse, ledig, skal ejeren sørge for, at den fortsat benyttes til beboelse. En bolig anses for ledig, når den ikke er udlejet til eller ikke benyttes til beboelse. Hvad der er fastsat i 1. og 2. pkt., gælder tilsvarende enkeltværelser, der hidtil har været benyttet til beboelse, når værelserne ikke er en del af udlejerens beboelseslejlighed eller en del af et en- eller tofamilieshus, som udlejeren bebor.
Stk. 2. Har en bolig været ledig i mere end 6 uger, skal ejeren foretage anmeldelse af den ledige lejlighed til kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Efter udløbet af den angivne frist kan kommunalbestyrelsen anvise en lejlighedssøgende, til hvem ejeren straks er pligtig at udleje boligen, jf. dog stk. 6.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen er berettiget til ved fogeden at lade en boligsøgende, som kommunalbestyrelsen har anvist, indsætte i lejligheden, jf. dog stk. 6.
Stk. 5. Har ejeren i sin anmeldelse på en efter kommunalbestyrelsens skøn tilfredsstillende måde godtgjort, at han har indgået aftale om senere overdragelse af brugsretten, eller at boligen midlertidigt er ubeboelig som følge af ombygning, kan kommunalbestyrelsen indrømme ham en yderligere frist, inden stk. 3 finder anvendelse.
Stk. 6. Stk. 3 og 4 gælder ikke for ejere og andelshavere, som er fraflyttet deres bolig, og som uanset forsøg derpå ikke har kunnet afhænde den.