3 minute read

Forsvarets GEOMETOCberedskab

Det ligger i Forsvarets DNA at være beredt – beredt på kriser, krige og indsættelser. Derfor har Forsvaret opbygget en lang række kapaciteter, som gør, at Forsvaret kan rykke ud, når det gælder. Det omfatter våben, ammunition, uniformer, køretøjer, skibe og flyvemaskiner, IT-systemer og meget andet. Et vigtigt element i Forsvarets beredskab er på GEOMETOC-området – det vil sige på geospatiale, meteorologiske og oceanografiske informationer. I dag varetages denne værnsfælles opgave af Joint GEOMETOC Support Centre under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).

I 2018 sammenlagde man de værnsfælles kapaciteter inden for de geospatiale, meteorologiske og oceanografiske områder i Joint GEOMETOC Support Centre. Dermed kan FMI tilbyde Forsvarets brugere et samlet beredskab og en samlet indgang til alle områder. Centret har 20 militære og civile medarbejdere – alle med en stærk faglig baggrund inden for området.

Det geospatiale område Forsvaret opererer foruden Cyber og Space i de traditionelle tre domæner – til lands, til vands og i luften. Dette afspejles i de tre hovedkategorier af kort, som anvendes i Forsvaret: landkort eller topografiske kort, flyvekort samt søkort. Ud over kortprodukter anvendes også satellitbilleder, flyfoto, højdemodeller og mange andre typer af information. FMI’s opgave er at tilvejebringe disse informationer, så Forsvarets Geospatiale Kompetencecentre ved de operative myndigheder derefter kan udvikle en lang række specialprodukter via analyser, modelleringer og visualiseringer, se figur 1.

Digitale produkter supplerer i dag de traditionelle papirkort og indgår i stort set alle militære systemer. Alt, hvad der kører, sejler eller flyver, har en komponent, som kræver et geospatialt grundlag. Geodata anvendes i en lang række af systemer og processer lige fra navigation og simulation over målsøgning og til kommunikation.

I forhold til et beredskab adskiller geospatiale data og METOC­informationer sig fra de fleste andre militære kapaciteter; af indlysende grunde kan kort kun anvendes over de geografiske områder, de dækker – i modsætning til fx våben og ammunition, som teoretisk set kan anvendes over hele kloden. Det er desuden vigtigt, at geospatiale informationer er opdaterede. Derfor kan man ikke opbygge lagre af kort, som kan anvendes i enhver fremtidig krise eller krig.

Den aktuelle krig i Ukraine demonstrerer, at det er svært at forudsige, hvor den næste krig kommer til at foregå. Man må i stedet opbygge et beredskab, som gør det muligt at tilvejebringe nye opdaterede informationer over nye områder, når krisen opstår.

Samarbejde med vores allierede Joint GEOMETOC Support Centre samarbejder med NATO og vores allierede om produktion af topografiske vektordata og opbygning af databaser, som gør det muligt efterfølgende at producere egentlige landkortprodukter, når behovet opstår. I de tilfælde, hvor der ikke foreligger de grundlæggende data over konfliktområder, så har de samarbejdende nationer et beredskab i form af specifikationer, standarder, fælles produktionsplanlægning og ikke mindst produktionsapparater, som gør nationerne i stand til – i samarbejde – at fremstille militære vektordata og efterfølgende landkortprodukter på koordineret vis og med kort varsel.

I modsætning til ammunition kan digitale data bruges flere gange, og de kan deles mellem allierede. NATO­landene udveksler, gennem samarbejdsaftaler, geospatiale landkort, søkort og flyvekort over eget territorium og over hele verden. NATO­landene koordinerer produktion af geospatiale informationer, så data ikke produceres flere gange. Det tætte samarbejde mellem landene er en central del af NATO’s beredskab på det geospatiale område.

METOC-området

Kapacitetscenter METOC er et operationelt center, som indsamler, modellerer, validerer, lagrer og formidler oceanografiske, meteorologiske og hydrografiske data og produkter, således at data, informationer og slutprodukter kan stilles til rådighed for brugerne døgnet rundt.

Data og produkter anvendes af Forsvarets brugere til militære – primært til maritime –øvelser og operationer, fx Anti Submarine Warfare (ASW) og Mine Counter Measures (MCM). De anvendes desuden til Search and Rescue­operationer (SAR­operationer), til havmiljøoperationer, til støtte for VTS­Centrene og til sejladssikkerhed for Forsvarets skibe generelt.

En vigtig del af METOC’s dataprodukter er prognosemodeller. Der er udviklet en 3D prognosemodel for strøm, vandstand, temperatur, salt og densitet. Modellen dækker det nordøstlige Atlanterhav, Nordsøen­Østersøen og de indre danske farvande. Fire gange i døgnet leverer den en 56­timers prognose, se figur 2. En anden prognosemodel leverer bølgeprognoser for det nordøstlige Atlanterhav, Arktis omkring Grønland, Nordsøen­Østersøen og de indre danske farvande.

Opdaterede METOC-data er vigtige I endnu højere grad end for geospatiale informationer er det vigtigt, at METOC­data er opdaterede. Joint GEOMETOC Support arbejder tæt sammen med allierede og NATO om udveksling af opdaterede METOC­informationer og om udvikling af metoder og platforme.

Joint GEOMETOC Support Centre er en lille, men meget vigtig del af Forsvarets samlede beredskab. Alle Forsvarets køretøjer, skibe og luftfartøjer har indbyggede systemer, som baserer sig på valide, standardiserede og opdaterede geospatiale, meteorologiske og oceanografiske informationer.

Disse informationer gør Forsvaret i stand til at operere til lands, til vands, og i luften, uanset om det er på eget territorium, eller det er i internationale indsættelser. Uden disse informationer ville der være sort skærm mange steder i Forsvaret.

This article is from: