1 minute read
Øjvind Kyrø
Korrespondenten
Der Blev Vinterbader I Caribien
MØD GLOBETROTTEREN, DER HAR BRÆNDPUNKTER PÅ CV’ET
DE SMUKKESTE STEDER PÅ JORDEN?
De to smukkeste lande, jeg har besøgt, er Guatemala og Nepal, når rododendronskovene blomstrer. Desuden elsker jeg at være vinterbader i Caribien og svømme i det påfuglefarvede vand, der er klart som gin.
HVAD HAR DU STADIG TIL GODE AT OPLEVE?
Jeg har kun rejst til godt 70 lande. Til gengæld har jeg sammenlagt opholdt mig i mange af dem i årevis og boet tre år i Chile som Latinamerika-korrespondent. Men jeg kunne godt tænke mig at besøge New Zealand, for alle de mennesker derfra, som jeg har mødt, har været dejlige og sjove.
DINE VILDESTE OPLEVELSER?
Jeg har dækket 17 voldelige opstande, og de værste var under borgerkrigen i El Salvador, hvor jeg troede, at Vorherre lagde øre til mit sidste Fadervor, fordi jeg var fanget i en krydsild mellem regeringssoldater og guerilla. Endnu værre var det under folkemordet i Rwanda, hvor en million mennesker blev hakket ihjel i løbet af 100 dage. Jeg var inde i slagtehuset to gange og havde nær delt ofrenes skæbne.
DU REJSER MEGET TIL CUBA, HVORFOR?
Diktaturer fascinerer mig. Jeg har boet tre år i Chile under general Pinochet, som jeg oplevede måtte gå af, og Castros militærdiktatur håber jeg også at se gå under. Enevælde er meget mere spændende at rapportere om end dansk politik og makrelmadder. Det smukke, misrøgtede Cuba er den sidste kommunistiske bastion på den vestlige halvkugle og et studie værd.
HVAD BETYDER REJSERNE FOR DIG?
Jeg rejser næsten altid alene, for så kommer man i snak med mange flere. To mennesker er et selskab, som andre sjældent vil bryde ind i. At møde andre folk er en evig kilde til, at man kommer til at studse over tilværelsen og grunde over, om vi ikke kan lære meget af andre.
HVOR LÆNGE BLIVER DU VED?
Når den novemberdag kommer, hvor jeg ikke længere har lyst til at rejse sydpå, er det på tide at købe et gravsted.