Undervisningshæfte om Globalt medborgerskab til samfundsfag

Page 1

Et undervisningshĂŚfte om

Globalt Medborgerskab

Ă˜velser Cases Teori

Globale Gymnasier


Globale Gymnasier

Globalt medborgerskab er at se sig selv som en del af et fællesskab, der går på tværs af kulturelle og nationale grænser. Det handler om, hvordan man begår sig i verden og om hvordan man kan bidrage til det globale samfund. Håbet med dette hæfte er at inspirere dig til, hvordan du kan være en global medborger på en måde, der giver mening for dig. Hæftet er ikke en fyldestgørende introduktion til globalt medborgerskab som koncept, men et forsøg på at trække tråde mellem din hverdag, din samfundsfagsundervisning og den verden, du lever i.

1. udgave, 1. oplag Trykt i København 2015 Alle rettigheder forbeholdes Design: Tone Lysholm Dette hæfte er udarbejdet af netværket Globale Gymnasier med støtte fra Undervisningsministeriets udlodningsmidler 2015. Mellemfolkeligt Samvirke og 2. P fra Århus Gymnasium har bidraget til udviklingen af hæftet. 2


Globale Gymnasier

s. 4 s. 6 s. 8 s. 10 s. 12 s. 14 s. 16 s. 19

Mød Ahmad Hvad er globalisering? Hvad er globalt medborgerskab? Politikeren, sociologen og økonomen Mød Hasan Globalt medborgerskab på flere niveauer FN’s verdensmål Mød Linnea

Foto: Købehavns Åbne Gymnasium

3


Globale Gymnasier

“Globalt medborgerskab handler for mig om, at der er solidaritet mellem folk fra forskellige lande. Det betyder, at man har et fælles mål, og det er, at alle i verden skal være glade, alle i verden skal have det godt, og at man skal kæmpe sammen for at få det til at ske. Det er vigtigt, fordi folk ikke selv har valgt, hvor de er født, hvordan de har det, eller om de er rige eller fattige.” Ahmad Murra, Langkaer Gymnasium

4


Globale Gymnasier

Foto: Ida Nilsson

5


Globale Gymnasier

Hvad er globalisering? Globalt medborgerskab udspringer af idéen om, at vi lever i et globaliseret samfund. Det er derfor umuligt at tale om den globale medborger uden også at forholde sig til globaliseringsbegrebet. Globalisering er et omdiskuteret begreb, og der er mange forskellige eksempler på, hvordan det kan forstås og defineres. Her er et par eksempler:

“Globalisering er en proces med teknologiske, politiske, økonomiske og kulturelle dimensioner, som sammenkobler individer, regeringer og virksomheder på tværs af grænser. Man kan forestille sig globalisering som en flersporet motorvej, som forbinder mennesker, ideer, transaktioner, beslutninger og ressourcer rundt om i verden.” Rosa Gomez Dierks (2001)

6

“Globalisering (…) forbinder fjerne lokaliteter på en sådan måde, at lokale begivenheder påvirkes af hændelser, der finder sted mange kilometer borte og vice versa.” Anthony Giddens (1994)

“Globaliseringen skaber nye muligheder og begrænsninger, potentialer og sårbarheder.” Thomas Hylland Eriksen (2014)


Globale Gymnasier

Tag billeder af globalisering! 1 Gå på opdagelse på skolen og i lokalområdet. Tag billeder af fem ting, der symboliserer globalisering for dig. 2 Gå sammen i grupper og kategoriser jeres billeder, så de, der symboliserer det samme, er samlet. Giv hver kategori en titel. Hvad fortæller kategorierne jer om globalisering – og om jeres syn på globalisering? 3 Hav en samtale i grupperne om billederne og globalisering. Hvordan relaterer jeres billeder sig til de tre udsagn om globalisering her på siden? 4 Thomas Hylland Eriksens citat siger, at globaliseringen både kan være mulighedsgivende og begrænsende. Hvordan? Kom med eksempler. 5 Skab jeres egen definition på globalisering i klassen med udgangspunkt i billederne og jeres samtale.

7


Globale Gymnasier

Hvad er globalt medborgerskab? At være borger betyder, at man som medlem af et samfund både har rettigheder og ansvar for at deltage i et politisk og juridisk fællesskab. Det nationale statsborgerskab er for eksempel knyttet til en række rettigheder, symboliseret ved det rødbedefarvede pas. At være medborger vægter den betydning, at man er borger sammen med andre. Derfor skal det globale medborgerskab forstås som et socialt fællesskab på tværs af kulturelle og nationale grænser. Globalt medborgerskab handler om, hvordan man kan begå sig som medborger i verdenssamfundet og være bevidst om, at ens handlinger har betydning for andre dele af verden. Ligeledes betyder globalt medborgerskab, at man er bevidst om, hvordan man kan bidrage til det globale samfund.

“Verdensborgeren betyder i vor tid det menneske, der tager nutidens store brændende globale problemer op for at bidrage til løsninger, der kan være til gavn for hele menneskeheden.” - Peter Kemp (2005)

8

Foto: Mellemfolkeligt Samvirke


Globale Gymnasier

Er du en global medborger? 1 Gå sammen i par og interview hinanden. Vælg, hvem der er interviewer, og hvem der er fokusperson. Lav øvelsen to gange, så I får prøvet begge roller. 2 Tag udgangspunkt i disse spørgsmål i interviewet: Hvilke handlinger udfører du i din dagligdag, som har indflydelse andre steder i verden? På hvem og hvordan har de indflydelse? Hvordan har du det med den indflydelse, dine handlinger har i verden? Ser du dig selv som en global medborger? Hvorfor? Hvorfor ikke? Hvad kræver det at være en global medborger? Er alle i verden globale medborgere? Hvorfor? Hvorfor ikke? Kom med eksempler. Hvad kan du gøre i dag for at være en global medborger? Hvad kan du gøre i løbet af en uge? En måned? Et år? 3 Del jeres bud i klassen.

9


Globale Gymnasier

Politikeren, sociologen og økonomen Globalt medborgerskab og globalisering er komplekse størrelser, der kan forstås gennem forskellige briller. Inden for samfundsfaget kan man for eksempel forstå globalisering og globalt medborgerskab ud fra tre perspektiver: Politik, økonomi og sociologi.

10 Foto: Mellemfolkeligt Samvirke


Globale Gymnasier

Politikeren “Som politiker og global medborger fokuserer jeg på, hvordan øget politisk integration mellem lande fører til samarbejde mellem politiske ledere på internationalt plan. Overnationalt og mellemstatsligt samarbejde, som EU og FN, gør det muligt for politikere at løse globale problemstillinger såsom terror, krig, flygtningestrømme og klimaforandringer. I takt med at vi oplever en øget social og økonomisk globalisering, bliver nationale regeringer også i højere grad afhængige af hinanden. Derfor opstår samarbejde mellem lande i internationale politiske institutioner og organisationer.”

Sociologen “Som sociolog og global medborger beskæftiger jeg mig blandt andet med de udfordringer og muligheder, der opstår i det øgede antal af kulturmøder, som globaliseringen medfører. Jeg interesserer mig for, hvordan øget kommunikation og informationsudveksling via internettet og sociale medier påvirker vores relation til mennesker verden over. Jeg fokuserer på, hvad der sker med forståelsen af kultur, identitet og fællesskab, når vi i højere grad lever og kommunikerer sammen på tværs af landegrænser.

Økonomen “Som global medborger og økonom interesserer jeg mig for de muligheder og udfordringer, der opstår i forbindelse med, at handel på tværs af landegrænser vokser. Jeg beskæftiger mig med udviklingen i verdensøkonomien og den økonomiske ulighed, der er mellem landene. Jeg beskæftiger mig med forholdet mellem det globale syd og det globale nord, og hvordan initiativer som Fair Trade virker i kampen mod fattigdom, samt hvordan de valg, vi træffer i supermarkedet og tøjbutikkerne, har effekt verden over.”

11


Globale Gymnasier

Mød Hasan Hasan havde ikke selv råd til at dyrke sport, da han var lille. Nu giver han fattige børn den chance, han aldrig selv fik. Hasan L. Haffar på 19 år bor i Beirut, Libanon, og er en del af projektet “GAME Democracy Makers”. Hos GAME får børn og unge mulighed for at dyrke street sport og samtidig lære værdien af samspil og sammenhold, demokrati og tolerance. I Beirut er det typisk flygtninge, børn fra fattige familier eller på anden måde marginaliserede unge, der kommer til GAME. “Der er en del racisme og konflikter. Her lærer vi dem, at de må spille sammen, uanset hvor de er fra. Vi taler om, at der skal være plads til alle,” siger Hasan L. Haffar. “Vores samfund er fyldt med udfordringer: Racisme, religiøs ekstremisme, fattigdom og så videre. Det bliver ikke bedre af sig selv. Det kræver hårdt arbejde i civilsamfundet, for regeringen kan ikke løse alle problemerne.” 12


Globale Gymnasier

Hvordan vil henholdsvis politikeren, økonomen og sociologen se pü Hasans historie? Foto: GAME Libanon 13


Globale Gymnasier

Globalt medborgerskab på flere niveauer Som global medborger er der flere muligheder for at tage ansvar og gøre en forskel for verdenssamfundet. For at se mulighederne kan man anskue verden på fem forskellige niveauer: Individ, lokalt, nationalt, regionalt og globalt. At tro at politikerne er de eneste, der kan ændre verden, er ikke rigtigt. Selv de mindste handlinger kan gøre en forskel. Det vil sige, at man som global medborger f.eks. gør en forskel, når man som enkeltperson er bevidst om, hvilket tøj og hvilke madvarer man køber. Men man kan også deltage i foreninger i lokalmiljøet eller skrive et læserbrev, der lægger pres på nationale politikere. Den globale medborger har mange muligheder for at handle og tage ansvar for vores verdenssamfund, både herhjemme og ude i verden.

Kom med eksempler på globalt medborgerskab på de fem niveauer. Hvordan hænger de fem niveauer sammen og påvirker hinanden?

14


Globale Gymnasier

Globalt

Regionalt

Nationalt

Lokalt

Individ

Udfyld boblerne med eksempler

15


Globale Gymnasier

FN's verdensmål Den 25. september 2015 vedtog verdens ledere 17 globale mål med 169 undermål. De skal sætte kursen for verdens udvikling de næste 15 år. Målene er ikke juridisk bindende, men alle lande, der har underskrevet målene, heriblandt Danmark, forpligter sig til at opfylde og arbejde med dem. Politikerne kan ikke opfylde målene alene gennem national lovgivning og tiltag, de må også have opbakning fra befolkningen. FN’s 17 verdensmål er derfor et eksempel på, hvordan FN’s handlinger på globalt niveau hænger sammen med de fire andre niveauer. FN er afhængig af EU, nationale regeringer og lokalbefolkninger. For uden deres støtte bliver det svært at nå de 17 mål inden for de ønskede 15 år.

16


Globale Gymnasier

Hvilke verdensmål er vigtigst? Del jer ind i grupper af 4-5 personer. Forbered en undersøgelse med kvantitative eller kvalitative spørgsmål om de nye verdensmål. Et kvantitativt spørgsmål har svar, som er målbare. Det betyder oftest, at man giver deltagerne en række alternativer og bagefter tæller, hvor mange der har valgt de enkelte svarmuligheder. I kan f.eks spørge om, hvilket mål deltagerne synes, er vigtigst, eller I kan undersøge, hvor mange, der har kendskab til målene på skolen. Et kvalitativt spørgsmål er åbent og undersøger interviewpersonernes holdninger og erfaringer. I kan blandt andet spørge om, hvad deltagerne synes om de 17 mål, eller hvorfor de foretrækker ét over et andet. Forbered mindst tre spørgsmål og find deltagere til jeres undersøgelse i klassen eller på skolen.

17


Globale Gymnasier

Præsenter jeres resultater for de andre i klassen og diskuter: Hvilke mål synes I som klasse, er vigtigst af de 17?

Nr.

Nr.

Nr.

Hvad kan I som individer, som klasse og som skole lave for at bidrage til at opnå målene?

18


Globale Gymnasier

Mød Linnea Linnea og hendes kammerater på Københavns Åbne Gymnasium tog initiativ til at arrangere en temadag om flygtninge for hele gymnasiet. Formålet var at give eleverne på skolen større indsigt i den globale flygtningekrise samt give dem nogle værktøjer til at handle. “Vi er et gymnasium, der rummer mange forskellige nationaliteter, og flygtningeproblematikken er noget, der berører alle elever på Københavns Åbne Gymnasium. Det er nogle gange svært at finde ud af, hvordan vi skal håndtere og diskutere emnet, uden at det bliver rettet mod nogen, og uden at man bliver misforstået. Det giver mig en selvtillid og ambitioner for fremtiden, når jeg får mulighed for at lave noget aktivt i forhold til en global problemstilling, der ellers kan virke uhåndgribelig og uoverskuelig. Jeg tror, at det er vigtigt at styrke folks evne til at danne sig nogle meninger og ytre sig i gymnasiet, da vi befinder os i en tid, hvor globalt ansvar er afgørende for, hvordan verden kommer til at udvikle sig. Som gymnasieelev synes jeg ofte, det kan være svært at finde ud af, hvad der forventes af mig, og hvilken rolle jeg egentlig spiller i samfundet. Derfor tror jeg, at initiativer som flygtningedagen kan være med til at ruste folk til at tage stilling til og indgå i verdenssamfundet.” Foto: Købehavns Åbne Gymnasium

19


Globalt medborgerskab er at se sig selv som en del af et fællesskab, der går på tværs af kulturelle og nationale grænser. Det handler om, hvordan man begår sig i verden og om hvordan man kan bidrage til det globale samfund. Håbet med dette hæfte er at inspirere dig til, hvordan du kan være en global medborger på en måde, der giver mening for dig.

Globale Gymnasier


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.