4 minute read
75 år med FOF og koncert
75 år med FOF – fra idé til landets største aftenskoleforbund
Siden den spæde start i 1947 har FOF udviklet sig til at blive danskernes foretrukne udbyder af folkeoplysning. FOF har været med til at berige tilværelsen for generationer af danskere. I løbet af sin levetid har FOF givet millioner af danskere mulighed for at blive klogere, sundere og gladere. For nogle har FOF været et ekstra krydderi i hverdagen. For andre har FOF været med til at gøre en afgørende forskel. Nogle har hentet viden, der har åbnet døre til nye sider af tilværelsen. Andre har oplevet, at de er blevet en del af et fællesskab, der har givet dem nyt indhold i livet. Og andre igen har fået brugt sig selv på en måde, der har gjort dagligdagen sundere og helbredet bedre.
Den 15. august 1947 så FOF officielt dagens lys. Formålet med FOF ville være at afholde studiekredse, aftenskoler, brevskoler og foredragsskoler, der kunne udbrede kendskabet til samfundslivet i alle dets former. I løbet af vinteren 1947 blev de første tre FOF-kurser afholdt: Et om kommunalkundskab, et om havebrug og et om at være borger i Danmark.
Aftenskolerne løser stadig vigtige samfundsopgaver
Oprindelig var det gratis at gå på kursus i aftenskolen. Fra politisk hold ønskede man, at den brede befolkning kunne få mulighed for at dygtiggøre sig. Men efterhånden som aftenskolen blev et rum for fritidsaktiviteter opstod der debat om det rimelige i, at samfundet skulle betale for folks fritidsinteresser. Og selv om der stadig er offentlige tilskud til aftenskolerne, er det i dag deltagerne selv, der betaler langt hovedparten af det, som deres aftenskolehold koster.
FOF har fra sin spæde start været med til at håndtere store samfundsudfordringer. Det gør vi stadig. Den politiske ambition om at digitalisere dialogen mellem det offentlige og borgerne er kun blevet til virkelighed, fordi det er lykkedes at løfte befolkningens digitale kompetencer –hvilket blandt er sket, fordi tusindvis af danskerne selv har taget ansvar for at udvikle deres digitale kompetencer på kurser i aftenskolen. En af tiden største udfordringer er folkesundhed. Det ser ikke for godt ud. Men det ville se endnu værre ud, hvis ikke hundrede tusinder af danskere hvert år gjorde noget godt for deres krop og deres sundhed på bevægelseshold i aftenskolen. Og hertil kommer alle de tusindvis af borgere, der bøvler med smerter og fysiske skavanker, men som får hverdagen til at hænge sammen, fordi de kan lindre smerter og styrke kroppen i varmtvandstræning eller på andre specialhold.
Folkeoplysning bør forme vores fremtid
Vi får som mennesker ofte først øjnene op for, hvad der vigtigt for os, når vi mister det. En af de ting, som Corona-nedlukningerne synliggjorde, var, at fællesskaber er en af de helt bærende værdier i vores samfund. Nedlukningerne var sundhedsmæssigt nødvendige, men medførte isolation og ensomhed. Og da samfundet igen åbnede, var glæden over igen at kunne deltage i meningsfulde fællesskaber slående – også hos aftenskolefolket. På FOF’s aftenskoler landet over var underviserne overvældede over at opleve, hvor meget det betød for deres deltagere, at de igen kunne være sammen om deres fælles interesse.
Som samfund bør vi lære af, hvad der har gjort danskerne i stand til at håndtere Corona-krisen bedre end så mange andre. Mange faktorer spiller ind. God økonomi. Godt sundhedsvæsen. Et højt uddannelsesniveau. Men også nogle værdier, der kendetegner det danske samfund: Tillid, sammenhængskraft og fællesskab.
Kimen til tilliden, sammenhængskraften og fællesskabet bliver fra barnsben lagt i vores private netværk og i vuggestuer, børnehaver og skoler. Og kimen vokser sig stor og stærk hos unge og voksne i vores mangfoldige foreningsliv. Foreningslivet spiller sjældent en rolle, når samfundsøkonomer kommer med bud på, hvad der vil styrke vores samfund i fremtiden. Foreningslivet styrker os som mennesker. Men foreningslivet styrker også samfundet, fordi vi som befolkning står bedre rustet til at håndtere udfordringer. Som vi har oplevet det under pandemien. Og som vi oplever det her i jubilæumsåret under den russiske invasion i Ukraine. Her holder autokratiske despoter den russiske befolkning i uvidenhed gennem censur og falske nyheder. FOF blev skabt for at udvikle den demokratiske grundforståelse i befolkningen. Den aktuelle krise er desværre et vidnesbyrd om, at den opgave er så vigtig som nogensinde før.
Derfor bør folkeoplysningen fortsat være en grundpille i vores samfund. Folkeoplysningen er med til at styrke borgernes indsigt og understøtter den demokratiske grundforståelse. Folkeoplysningen udgør et værn mod ensomhed, fordummelse og falske nyheder. Og foreningslivet er samtidig en af forudsætningerne for tilliden, fællesskabet og sammenhængskraften i vores samfund. Det skaber en grundkapital, der ruster os til fremtiden.
Alberte Winding og Andreas Fuglebæk er i stand til at spille sig direkte ind på den del af livet, der er poetisk, og det er helt sikkert, at man aldrig går fra en intimkoncert med det musikalske makkerpar uden at mærke hjertet banke på ny. En duo-koncert skal netop mærkes som en fortrolig samtale, eller som gamle venner i en velkendt stue, et sted at blive set og holdt af. Med sange om barndom, ungdom og det voksne hjertets vildveje, bundet sammen med en hel del sjove anekdoter, er en duo koncert med Winding og Fuglebæk proppet med varme og genkendelig erfaring med livets ned- og især opture.
980051 Lemvig
Onsdag 19:00 - 21:00 Start 12-10-2022 1 gang 225,- Lemvig Sognekirke