8 minute read
Foredrag & debat
”Sømanden, Helmig og Heavy Agger”
Anders Agger, journalist og dokumentarist
Anders Agger kommer vidt omkring både geografisk og i livets udkanter. Her leder han efter fællesskaber, forskelle og levet liv – uanset, om det er en døende sømand på et hospice i Hvide Sande, en krølhåret popsanger fra Aarhus, der pludselig går på Hærvejen for at finde sig selv, eller en gruppe unge, rebelske heavy metal-drenge mod nordvest, der er blevet ældre. Kom med bag kulissen på seer-succeser som ”Indefra” og sommerprogrammerne med Anne Hjernøe i et humoristisk og rørende foredrag med den prisvindende tv-journalist. Anders Agger fortæller med stor indlevelse og selvironi om de etiske overvejelser, der ligger bag, når man i en stor tv-produktion eksponerer og portrætterer i bedste sendetid.
100722 Slagelse Teater, SLAGELSE
Foredrag med debat 300 kr. Onsdag 28-09-2022 kl. 19:00
”Urtid“
Jeanette Varberg, arkæolog, forfatter og museumsinspektør
Hvordan har vi udviklet os som sociale væsener? Hvordan har naturen formet vores måde at være i verden på? Og hvilken rolle spillede kvinder i urtidens samfund? Kom med den prisvindende arkæolog på en tankevækkende rejse tilbage til vores urtid, når hun fortæller om grave, skatte og ofringer i moser – alt sammen efterladte spor fra dem, som var her før os. Små brikker i et komplekst puslespil, som i sidste ende giver os et billede af den ældste historie for den lille plet på jorden, som vi i dag kalder Danmark. Gennem arkæologi og historie er vi kommet tættere på vores egen urtid – og de seneste årtiers naturvidenskabelige forskning har på mange måder revolutioneret vores viden om fortiden.
300122 Borgerskolen, SORØ
Foredrag med debat 200 kr. Onsdag 12-10-2022 kl. 19:00
”Fra Lenin til Putin”
Leif Davidsen, forfatter
Den russiske revolution i 1917 var i virkeligheden et statskup, hvor bolsjevikkernes leder Vladimir Lenin overtog magten på ganske få dage. Efter en blodig borgerkrig dannede han i 1922 sovjetstaten, der stadig har stor indflydelse på det moderne Ruslands tænkning. Kun afbrudt af få år med demokrati går der en lige linje fra despoten Lenin til despoten Putin, der nu holder sit land i det jerngreb, vi kender fra både Lenin og Stalin. Hør foredraget om arven fra fortiden, der i den grad præger Putins Rusland, som i 2022 indledte en angrebskrig mod Ukraine. Det er en tid, der minder uhyggeligt meget om tiden før 1. verdenskrig, hvor stormagterne søvngængeragtigt vaklede ind i krigen, som kom til at koste millioner af unge mænd livet.
800322 Grønnegades Kaserne, NÆSTVED
Foredrag med debat 200 kr. Mandag 24-10-2022 kl. 19:00
”En aften med Johnny Hansen”
Johnny Hansen, forsanger i Kandis
Johnny Hansen har været i toppen af dansk showbiz i over 35 år og optrådt over hele landet og i udlandet. Han har stået i spidsen for dansebandet Kandis, som har kørt landevejene tynde gennem tre årtier, og desuden optrådt med sin far Bjørn Hansen (også kendt fra Bjørn & Okay), med countryorkester og som solist. Han er kendt fra utallige TV-optrædener, hvor han har deltaget i alt fra musikalske shows til quiz og konkurrencer, og gennem årene har hans udgivelser solgt både guld og platin. Kom med den folkekære kunstner Johnny Hansen på en musikalsk rejse gennem de sidste mange år og alle de største hits! Aftenen krydres med anekdoter og ærlige fortællinger fra et enestående scene- og turnéliv.
100222 Biblioteket, SLAGELSE
Foredrag med debat 225 kr. Mandag 07-11-2022 kl. 19:00
”Rosa uden filter”
Rosa Kildahl, foredragsholder
”Få det bedste ud af livet” er Rosas motto. Rosa Kildahl blev landskendt, da hun i 2017 deltog i DR-programmet „Den store bagedyst“. I 2018 deltog hun i „Vild med Dans „på TV2, og hun har siden deltaget i alt lige fra bagekonkurrencer til indsamlinger. Mød Rosa uden filter i et inspirerende foredrag med humor, nærvær og tyngde, når hun fortæller om at bevare sindet åbent og holde fast i evnen til at glædes over både store og små ting i hverdagen. Det smitter at være positiv, og Rosas udfordringer i livet har ført hende på nye veje og åbnet for mange muligheder. Rosa fortæller om pludselig at miste sin mand, at finde sine rødder på Grønland, bage sig ind i danskernes hjerter og blive landskendt og meget mere.
100422 Biblioteket, SLAGELSE
Foredrag med debat 200 kr. Mandag 31-10-2022 kl. 19:00
”Skildpaddetanker”
Mickey Gjerris, forsker og bioetiker
Vi lever med små og store historier i vores liv for at kunne holde det hele ud. Der er vores egne små historier om meningsfyldte øjeblikke, menneskelige relationer og interessante opgaver, der for en stund giver det hele mening. Og så er der de store historier, som vi sætter os selv ind i: Historier om Gud, kosmos, arten, slægten og ideologierne. Alle historierne trues konstant af dødens og tilfældighedens meningsløshed og gør det til en udfordring at fastholde meningsfuldheden. Med udgangspunkt i hans bog Skildpaddetanker (2017) søger foredragsholderen denne aften at minde os om det, som vi har det med at glemme, men som kan gøre livet til at bære.
100522 Biblioteket, SLAGELSE
Foredrag med debat 150 kr. Mandag 10-10-2022 kl. 19:00
”Indsatslederen – i politiets frontlinje”
Henrik Oryé, indsatsleder og forfatter
Hør et ærligt og underholdende foredrag om, hvad man egentlig laver som betjent. Hvad sker der i hovedet på en betjent i hverdagen? Hvordan får man underbemandede grupper af betjente til at gå direkte ind i en regulær gadekrig? Som ledende betjent har Henrik Oryé befundet sig i et trykkammer, hvor han konstant har stået i dilemmaer uden klart facit. Få et indblik i nogle af de begivenheder, der har indskrevet sig i historiebøgerne og i ham selv: opgøret med BZ’erne, masseanholdelsen under COP 15-topmødet, rydningen af Ungdomshuset, terrorangrebet på Krudttønden, kampen mod rockere og bandegrupperinger – og den løbende håndtering af voldsomme tilskueruroligheder ved større fodboldkampe.
800122 Grønnegades Kaserne, NÆSTVED
Foredrag med debat 200 kr. Mandag 03-10-2022 kl. 19:00
”En vild overgang”
Line Visti Andersson, coach og jurist
En af de vildeste overgange i livet er at gå fra et hæsblæsende arbejdsliv til den næste periode – pensionslivet. Du går fra at bruge det meste af din vågne tid på dit identitetsgivende arbejde til pludselig selv at stå med ansvaret for at skabe struktur, identitet og meningsfuldt indhold i din dagligdag. Du har masser af kompetencer og erfaring med dig og mindst 10-20 gode år foran dig. Du fortjener, at også den næste periode i dit liv bliver interessant – måske endda dit livs bedste! Men det kræver, at du forbereder dig. Kom til en tankevækkende aften og få inspiration til hvordan du forbereder dit pensionsliv, så det giver mening for netop dig.
100322 Biblioteket, SLAGELSE
Foredrag med debat 175 kr. Mandag 26-09-2022 kl. 19:00
”Også de kan smage livets sødme”
Mickey Gjerris, forsker og bioetiker
Dyr spiller en stor rolle i vores liv. Vi spiser dem, klapper dem og afprøver vores medicin på dem. Men hvad kan vi tillade os at gøre ved dem i forsøget på at få opfyldt vores behov og ønsker? Kyllinger spiser vi – men ikke heste. Tyrekalve afliver vi – men må man aflive en giraf? Bacon kommer fra grise – men hvorfor ikke fra babysæler? Leverpostej er OK – men pels er noget skidt! Vi skelner skarpt mellem dyrene ud fra, hvad vi har gang i, men ser sjældent på, hvad dyret er i sig selv. Foredraget sætter fokus på de etiske argumenter i diskussionen om dyr og ser nærmere på forskellen mellem mennesker og dyr. Er vores magt over dyrene ensbetydende med retten til at slå dem ihjel?
800222 Grønnegades Kaserne, NÆSTVED
Foredrag med debat 150 kr. Tirsdag 15-11-2022 kl. 19:00
”Mine 30 år som livvagt”
Torben Vigh, livvagt
Livvagt Torben Vigh er aktuel med bogen Mine 30 år som livvagt (2022), der er en åben og ærlig beretning om at passe på de kongelige, politikere og andre VIP’s igennem 30 år – naturligvis med respekt for VIP’ernes privatliv. Han har både passet på dronning Margrethe, Kronprinsparret, Muhammed-kritikere og politikere fra ind- og udland. I foredraget giver han et helt unikt indblik i, hvordan man tidligere lavede personbeskyttelse, og hvordan man gør i dag. Han fortæller om sine mange rejser rundt i hele verden, og hvordan man hele tiden skal være klar til det værst tænkelige scenarie – uanset hvor man er. I forbindelse med foredraget vil der også være tid til spørgsmål og debat med publikum.
600122 Kulturhuset, RINGSTED
Foredrag med debat 200 kr. Tirsdag 11-10-2022 kl. 19:00
”Bæredygtig tøjproduktion”
Lars Gøtterup, konsulent i bæredygtighed
Er du forvirret over tøjmærkers kommunikation omkring bæredygtigt tøj? Tænker du også over greenwashing og hvad der ligger bag? Spekulerer du på, hvad du skal købe af nyt tøj i forhold til miljøbelastningen? Kom og hør et spændende foredrag med Lars Gøtterup, som til daglig arbejder med bæredygtig tøjproduktion i Portugal og har sin gang på fabrikker, farverier og strikkerier, foruden et tæt samarbejde med modebrands som han rådgiver i forhold til at træffe de rigtige valg i deres produktion af tøj. Foredraget skaber et godt overblik over FNs 17 mål for bæredygtig udvikling og relaterer dem til vores hverdag og hvad vi selv kan gøre, for at hjælpe udviklingen i den rigtige retning.
100622 Biblioteket, SLAGELSE
Foredrag med debat 125 kr. Torsdag 22-09-2022 kl. 19:00
”Jeg er hypokonder”
Kasper Birch, forfatter
Kasper Birch var overbevist om, at han var dødeligt syg og forberedte sig mentalt på at skulle herfra. Virkeligheden var bare, at han ikke var syg. Han led af helbredsangst, tidligere kendt som hypokondri. Det skønnes, at mere end 150.000 danskere lider af helbredsangst i en grad, der kræver behandling. Bevæbnet med humor og nysgerrighed beretter foredragsholderen om helbredsangst set indefra – om et liv, der var kørt af sporet og om mødet med en psykolog, en hjerneforsker, en hjernekirurg og en præst, der hjalp ham til at forstå sin angst og blive den kvit. I dag lever han et liv næsten fri af lidelsen, mens han formidler sine øjenåbnende erfaringer, for at afstigmatisere og aflive myter om helbredsangst.
100122 Biblioteket, SLAGELSE
Foredrag med debat 150 kr. Onsdag 05-10-2022 kl. 19:00