TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 1/MARTS 2010 58. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
Nordens ekspeditionsmalere Den Nordatlantiske Brygge i København præsenterer fra 6. marts udstillingen Nordlys – Nordens ekspeditionsmalere, hvor kunstens, historiens og naturvidenskabens spor krydser hinanden. Udstillingen er et samarbejde med Arktisk Institut og Kaptajn Alf Trolles Legat. På udstillingen vises malerier og tegninger fra de store danske ekspeditioner til Island, Finland og Grønland, der tog sin begyndelse i det 19.århundrede, hvor det for Grønlands vedkommende blev sat i ramme af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland med stiftelsen af kommissionen i 1878. Den Nordatlantiske Brygge viser billeder af kunstnerne Harald Moltke, Johannes Achton Friis, Aage Bertelsen, Andreas Kornerup og er ført op til i dag med en serie af Per Kirkebys akvareller, som den verdenskendte danske maler lavede for Aarhus Kunstmuseum i 1993 på en rejse i Vestgrønland fra syd til nord.
2
Tidsskriftet Grønland 1/2010
På de gamle, klassiske ekspeditioner var det malerens job at registrere landet og de særlige fænomener, der kunne iagttages – så som nordlys, glaciologi, geologi, topografi. De brugte også tid på at gengive lokalbefolkningens levevis og udseende i en tid, hvor fotografiet endnu havde sine begrænsninger. Resultaterne indgik i etnografiske, meteorologiske og geologiske samlinger, hvor de ikke blev opfattet som kunstneriske arbejder, men derimod blev betragtet ud fra deres videnskabelige formål som dokumenter og redskaber for forskningen. På Den Nordatlantiske Brygge vises værker fra K.J.V. Steenstrup og J.A.D. Jensens Grønlands-ekspeditioner 1876-79 og 1898, Kort- og Matrikelstyrelsens arkiv, Danmarks Meteorologiske Instituts Nordlysekspeditioner til Island og Finland 1899-1901, Den litterære Grønlands-Ekspedition 1902-04, Danmark-Ekspeditionen 1906-08 samt fra Per Kirkebys Grønlandsrejse i 1993 for Aarhus Kunstmuseum, Aros. Udstillingen vises til og med 4. juli 2010.
Per Kirkeby, Grønland 1993
Tidsskriftet Grønland 1/2010
3
AF peter stauning
Harald Moltke og Nordlysekspeditionen til Island 1899-1900 Nordlys ligner ikke noget andet paa eller omkring vor Klode. Det er det mest gaadefulde Fænomen, man kan tænke sig - eller rettere, man kan ikke tænke sig det - det overgaar i den Grad den menneskelige Fantasi, at man for at skildre det med Ord maa sige: det er overnaturligt, det er guddommeligt - det er mirakuløst. Ordene er hentet fra bogen »Livsrejsen« skrevet af maleren Harald Moltke, der i 1899 blev ansat ved Meteorologisk Institut for at deltage i en nordlysekspedition udsendt af Instituttet for at udføre meteorologiske og geofysiske observationer fra Island, der dengang var en del af det danske kongerige. Leder af ekspeditionen var Adam Frederik Wivet Paulsen (1833-1907), bestyrer af (direktør for) Meteorologisk Institut. De øvrige deltagere i ekspeditionen var tre unge mænd, fysikstuderende (senere direktør for DMI) Dan Barfoed RESUMÉ En af de sidste i juli 1899 forlod dampskibet Botnia København med kurs mod Akureiry på Island. Om bord var fire deltagere på Danmarks Meteorologiske Instituts Nordlysekspedition, hvor nordlysene vinteren igennem skulle måles af fagfolk med meteorologiske og geofysiske instrumenter i observationshuset, der også var indrettet til atelier for maleren Harald Moltke, som kom på sit livs opgave med at indfange de vekslende, flygtige fænomener.
4
Tidsskriftet Grønland 1/2010
Peter Stauning (f. 31.7.1939) er uddannet civilingeniør i 1963, men arbejdede allerede i 1962 med et ionosfæreprojekt med relation til nordlysstråling. Blev i 1963 under aftjening af værnepligt deltidsansat ved Ionosfærelaboratoriet som underviser ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og senere ansat på fuld tid som underviser og forsker. I 1968 blev Ionosfærelaboratoriet knyttet til Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og siden sammenlagt med Afdelingen for Geomagnetisme ved DMI. Peter Stauning har gennem mange år taget aktivt del i DMI’s geofysiske observationer fra Grønland, Island, Svalbard og Nordnorge vedrørende soludbrud, radioforstyrrelser, geomagnetisme og nordlys. Desuden har Stauning taget del i rumforskningsopgaver i forbindelse med satellitprojekter. Først fra 1967 som medlem af det videnskabelige panel for den første europæiske satellit, ESRO I, opsendt i 1968. Siden som videnskabelig konsulent for den europæiske rumforskningsorganisation, ESRO (nu ESA), vedrørende de første europæiske videnskabelige geostationære satellitter, GEOS, opsendt i 1976 og i 1978. Peter Stauning var fra starten med i gruppen bag den første danske satellit, Ørsted, han har bygget et af instrumenterne og har siden 2001 været videnskabelig projektleder for satellitten. I sin forskergerning har Peter Stauning været forfatter eller medforfatter til mere end 100 videnskabelige publikationer og næsten 200 videnskabelige konferenceforedrag eller posters. Desuden har Peter Stauning holdt mange populære foredrag i foreninger, radio og TV og skrevet talrige artikler i populærvidenskabelige tidsskrifter. Blandt de fortrukne emner har solaktivitet, magnetiske forstyrrelser og nordlys altid stået højt. DMI’s historiske indsats på disse områder, bl.a. repræsenteret ved Harald Moltkes ansættelse som kunstmaler på DMI’s nordlysekspeditioner til Island og Finland i 1899-1901, har i mange år optaget og inspireret Peter Stauning, der som seniorforsker (nu emeritus) stadig har tilknytning til DMI.
PETER STAUNING: HAR ALD MOLTKE OG NORDLYSEKSPEDITIONEN TIL ISL AND 1899-1900
Harald Moltke. Selvportræt.
la Cour (1876-1942), ingeniørstuderende (senere dr. techn. og økonom h.c.) Ivar Jantzen (1875-1961), og kunstmaler greve Harald Moltke (1871-1960). Harald Moltke havde tidligere høstet megen anerkendelse som landskabsmaler og portrættegner, da han året før (1898) havde deltaget i en ekspedition til Grønland ledet af geolog Knud J. V. Steenstrup. Nordlysekspeditionen til Akureyri på Island er et af højdepunkterne i DMI’s nordlysforskning, der er lige så gammel som Instituttets vejrtjeneste. Ved opbygningen af det vejrmæssige observationsnet efter oprettelsen af Det Danske Meteorologiske Institut den 1. april 1872 blev det pålagt observatørerne at holde udkig efter nordlys og rapportere om eventuelle observationer i de daglige vejrberetninger. Det førte bl.a. til en enestående, næsten hundredårig registrering af nordlysforekomst i Danmark gennem tidsrummet fra 1873 til 1967 og desuden til mange betydningsfulde forskningsresultater, som i internationale videnskabelige kredse nyder stor anerkendelse. Hvad er nordlys egentligt? Ja, lyset frem-
bringes i den øvre atmosfære i højder på ca. 90 til 300 km., når indfaldende energirige partikler (især elektroner) bombarderer atmosfærens molekyler og atomer. Ved kollisionerne bringes de ramte molekyler og atomer i en anslået, ustabil tilstand, hvor energiniveauet er højere end før. Under henfald til den stabile grundtilstand afgives den overskydende energi i form af lysglimt med karakteristiske bølgelængder (farver). Mens solens lys har en ret jævn fordeling over alle mulige farver, havde A. J. Ångstrøm i Sverige tidligere (i 1867) fundet, at nordlysets farvespektrum har en dominerende grøn linie. Yderligere målinger sidst i 1800-tallet af nordlysets spektrum havde vist svagere røde linier, som kunne gendannes ved elektriske udladninger i ren ilt, og blå-violette liner, der kunne observeres ved udladninger i kvælstof, som også er en grundbestanddel af
Nordlys. Foto: Henrik Nordvig
Tidsskriftet Grønland 1/2010
5
PETER STAUNING: HAR ALD MOLTKE OG NORDLYSEKSPEDITIONEN TIL ISL AND 1899-1900
vores atmosfære. Nordlysenes forekomst og styrke bestemmes af et kompliceret samspil mellem den udstrømmende glødende solatmosfære, den såkaldte solvind, og jordens magnetfelt. Ekspeditionen til Akureyri var en fortsættelse af Paulsens indsats under det første internationale polarår i 1882-83, hvor han havde stået i spidsen for en dansk ekspedition til Godthåb (nu Nuuk) i Grønland. Ekspeditionen havde opnået mange fine resultater blandt andet vedrørende nordlys og magnetiske variationer. Men der var mange uløste spørgsmål tilbage, og Paulsen håbede at finde de endegyldige svar vedrørende nordlysets højde over jorden, dets sammenhæng med elektricitet i luften og geomagnetiske variationer, og dets farvespektrum. Specielt var den dominerende grønne linie et mysterium, da man ikke dengang kunne genfinde den ved udladninger i nogen kendt luftart, og den forblev en gåde helt frem til 1925. Paulsen mente, at lyset i denne farve kunne skyldes en fluorescerende effekt frembragt af en stærk ultraviolet (usynlig) stråling.
Ekspeditionsskibet Botnia ved kaj i Københavns havn.
6
Tidsskriftet Grønland 1/2010
Den 30. juli 1899 forlod dampskibet »Botnia« Københavns havn med kurs mod Akureyri ved nordkysten af Island. Egentlig skulle ekspeditionen være rejst til Grønland, men det blev i sidste øjeblik ændret til Akureyri, som er lettere tilgængelig, men ellers har samme forekomst af nordlys som det sydlige Grønland. Botnia medbragte bl.a. et komplet samlesæt til en observatoriebygning. Det var Ivar Jantzens afdeling. Desuden medbragte ekspeditionen et udvalg af fine meteorologiske og geofysiske måleinstrumenter til vinterens observationer fra Akureyri samt udstyr til indretning af et atelier og de nødvendige remedier til kunstmalerens arbejde, som især skulle omfatte gengivelsen af de strålende, farverige, vilde og vekslende nordlys. For bestemmelse af nordlysenes højde var der udtænkt en sindrig metode, som anvendte nordlysets placering i forhold til stjernerne set fra to adskilte positioner, og for undersøgelserne af de magnetiske og elektriske forhold medbragte ekspeditionen magnetometre og elektrometre. Til undersøgelserne
PETER STAUNING: HAR ALD MOLTKE OG NORDLYSEKSPEDITIONEN TIL ISL AND 1899-1900
Ekspeditionens deltagere på Sulur. I midten Adam Paulsen. Siddende til venstre Dan la Cour. Siddende til højre Ivar Jantzen med Harald Moltke stående lige bagved. De øvrige er lokale.
af nordlysets spektrum medbragte ekspeditionen to spektrografer, hvor et prisme indsat i et kikkertlignende apparat bryder lyset i forhold til dets bølgelængde (farve), så der dannes et mønster af linier på en fotografisk plade. Hver linie på pladen repræsenterer en farve i lysets spektrum, som strækker sig fra den infrarøde stråling over regnbuens synlige farver til de usynlige ultraviolette stråler. De kostbare spektrografer var indkøbt i Tyskland, og det ene var specialbygget til målinger af de ultraviolette linier i nordlyset. Til ekspeditionen var der desuden anskaffet et fotografiapparat. Apparatet anvendte glasplader påført en lysfølsom emulsion. De fotografiske optagelser har i mange år henligget upåagtet i DMI’s kælder, men blev ved en oprydning fundet og sendt til et fotolaboratorium for fremkaldelse og kopiering. Det viste sig, at optagelserne var i forbavsende god stand, og flere fotografier fra ekspeditionen til Island vises her. Men den fotografiske teknik var slet ikke tilstrækkelig for gengivelsen af nordlys. Dels kunne man kun lave sort-hvide billeder, og desuden er det – selv med moderne fotografisk udstyr – yderst vanskeligt at fastholde nordlysenes stadigt vekslende former. Her kom Moltkes fremragende kunstneriske evner ind i billedet. Et af ekspeditionens hovedformål var at undersøge forbindelsen mellem meteorologiske forhold og nordlysaktivitet. De magnetiske målinger skulle give indsigt i styrken og retningen af de elektriske strømsystemer i atmosfæren og de elektriske målinger skulle give oplysninger om forekomst af luftioner, som havde en vigtig rolle i Adam Paulsens nordlysteorier. En af ekspeditionens foretrukne observationsposter var på toppen af bjerget Sulur, en spids dobbelt-tinde på ca. 1145 m, en milsvej SSW for Akureyri. Basisstationen lå på elvsletten lige nedenfor og
disse punkter blev snart efter ankomsten den 16. august 1899 forbundet optisk med Poul la Cour’s lystelegraf. Begge steder blev der observeret på kraft, også meteorologisk, og det luft-elektriske felt blev målt imellem dem, noget de unge deltagere havde øvet sig i på Eremitagesletten sommeren forud. Til turen op til Sulur anskaffede deltagerne sig små islandske heste, der let fandt vej trods det skumrende vintermørke så nær polarkredsen. Moltke benyttede også observationsposten på Sulur og var selv levende optaget af de skiftende vejrforhold, som jo også på andre måder påvirkede observationerne af nordlyset. Han skriver begejstret: At stå på toppen af bjerget i strålende vintervejr var befriende. Den lette luft virkede berusende, og man tænkte med ynk på staklerne, der vadede om dernede i lavlandet. Her havde man udsyn, her var frit og skønt, her så man ned på alt, selv på høje fjelde. Det var omtrent som at flyve, før man endnu kunne flyve, men når det sure, det voldsomme vejr satte ind, var man kureret for storhedsvanviddet! Stormene fo’r i al deres vælde over toppen. InTidsskriftet Grønland 1/2010
7
PETER STAUNING: HAR ALD MOLTKE OG NORDLYSEKSPEDITIONEN TIL ISL AND 1899-1900
Observationsposten på toppen af Sulur.
gen steder var der læ. Man følte sig som et lille kryb, der ynkeligt ville omkomme, om man ikke havde den snævre hule at krybe ind i. Stormen kunne hyle sådan hen over snelaget på vor kasse, at trommehinderne måtte beskyttes med vat! Barometret faldt ti, tyve mm i vindstødene, og barografen tegnede takkede bjerglandskaber som mørke, fligede klatter på sin kurve. Men hvordan end vejret var, måtte vi ud tre gange i døgnet for at aflæse instrumenterne. Et hul i rækken kunne gøre vort arbejde værdiløst. Inden ekspeditionen til Island havde Moltke næppe set nordlys. Den foregående ekspedition med Steenstrup til Vestgrønland, der bl.a. førte Moltke til Diskobugt-området, foregik om sommeren. Og ved de høje bredder her har man på den tid af året lys hele døgnet, så observationer af nordlysene overdøves af det langt stærkere sollys. Moltke skulle lære sig en særlig teknik for at kunne gengive nordlysene. I det svage lys om natten kunne han naturligvis ikke direkte male nordlysene i farver. Således måtte Moltke sidde udendørs og observere nordlysene, mens han med kulstift og på et stykke pap skitserede nordlysets form og gjorde notater om dets farver og bevægelser samt tidspunkt og retning for observationerne. Den følgende morgen kunne han da i dagslyset, støttet af sine skitser og notater, starte male
8
Tidsskriftet Grønland 1/2010
riet og gengive sine observationer med stor akkuratesse og med en fin sans for nordlysets karakter. Jeg var meget spændt på at gøre bekendtskab med polarlysene, som jeg på forhånd mente, bedst kunne male i pastel. Men efter at have set det første nordlys blev jeg klar over, at det måtte blive olie-farven, som nærmest kunne gengive disse fantastiske fænomener. Men al begyndelse er svær: At jeg, der havde været så dristig at påtage mig gengivelsen af disse tilsyneladende så uvirkelige visioner, sank i knæ åndeligt talt, første gang jeg så dem, behøver jeg ikke at skamme mig over, ej heller, at mine første forsøg på at male dem blev noget forvirret smøreri, som videnskabsmændene (og jeg selv først og fremmest) kasserede som ganske ubrugelige. Det første nordlys som nogenlunde lykkedes, var et draperifænomen, set 1. september 1899 over bakken lige bag vort hus. Med en blyant kradsede jeg formen af nordlyset op, angav stjernerne, hvorigennem slørdraperierne bevægede sig, samt indprentede mig nøje farven på nordlyset og himmelen. Den næste dag malede jeg efter hukommelsen, støttende mig til disse streger og nogle landskabelige studier, et billede, som vandt videnskabsmændenes bifald. Moltke var meget fascineret af nordlysene: Efter beskrivelsen havde jeg tænkt mig nordlys som lysninger på himmelen, lysende tåger og dæmringer. Og så var det selvstændige foreteelser med eget lys, egen bevægelse, egen opståen, udvikling og afslutning og opståen igen, egen mystisk udfoldelse, egen gådefuld forsvinden og med en mangfoldighed, så man med rette kunne sige: »Nordlys er aldrig ens«! Buerne spænder fra horisont til horisont og er de roligste af fænomenerne. Men pludselig kan der samle sig strålebundter i disse buer, som tangenter, hvorpå usynlige hænder giver sig til at spille, frem og tilbage, frem og tilbage, indtil det hele forsvinder med et ryk! Først lidt efter lidt lærte jeg at kunne gengive disse svævende, dansende åbenbaringer, først lidt efter lidt lærte jeg, at der i al vilkårligheden var love, som selv disse vilde, ubeherskede fænomener lystrede! Harald Moltke udførte sine malerier med stor akkuratesse. I maleriet nedenfor er det
PETER STAUNING: HAR ALD MOLTKE OG NORDLYSEKSPEDITIONEN TIL ISL AND 1899-1900
naturligvis først og fremmest nordlysdraperierne, der skulle gengives i realistiske former og farver. Men tillige viser maleriet observationshuset »Aurora« og de omliggende måleinstallationer. Man ser bl.a. tydeligt observationsplatformen på taget af huset og vindmålermasten til venstre. Desuden kan man til venstre se søjlen, hvorpå de medbragte spektrometre kunne monteres. Ser man nøje efter, kan man også skimte selve spektrometret stående på et bord lidt til højre for personen i billedet. I baggrunden af maleriet ser man bjergryggen på den anden side af fjorden. Moltke fulgte naturligvis også levende med i ekspeditionens øvrige aktiviteter og fortæller herom: Nordlyset har sit eget spektrum. Dengang, da vi begyndte vore forskninger, kendte man nærmest kun een linje, nordlyslinjen. Blandt vore opgaver var at fotografere nordlysspektret og om muligt derigennem finde flere linjer foruden den udprægede. Til dette brug havde Dan la Cour et meget kostbart apparat, en spektograf, hvilende på en cementsokkel, som ragede op af en lille jordhøj, anbragt lige udenfor vort observatorium. Det lykkedes ham også at fotografere jeg tror tre linjer - i den ultra-violette del af spektret. En aften, da jeg vendte hjem til huset i byen, blev jeg forundret over, at det var så stærkt oplyst og hørte oprømte stemmer, knaldet af en champagneprop, latter og godt humør. »Hvad er der sket«? »Der er fundet tre nye linjer«! »Må jeg se.« La Cour viste mig da en lille fotografisk plade, hvorpå nordlysspektret tegnede sig utydeligt i højre side. Dette var indenfor nordlysforskningen epokegørende og videnskabelig set vort fineste resultat. Fortsættelsen af disse eksperimenter optog la Cour så stærkt, at han lod Ivar Jantzen og mig tage alene til Sulur, for at fortsætte, hvor han slap. En helt særlig oplevelse af nordlyset er »Nordlyskronen«. Muligheden opstår, når man står lige under og ser op i et kraftigt nordlys. Nordlysstråler følger som regel retningen af det magnetiske felt, som i Island er næsten lodret. På grund af den perspektiviske effekt synes alle stråler nu at udgå fra samme punkt i himlen, men det er egentlig
Moltkes første Nordlysmaleri 1/9-1899.
et optisk bedrag. Moltke skriver herom: Så er der de fuldkomment vilkårlige nordlys, som opstår pludseligt, danser nogle sekunder på en klar himmel og forsvinder lige så pludseligt. De kan ofte have stærke farver, i almindelighed hvidgul eller hvidgrøn, der kan udvikle sig til stærk grøn med en rødlig kant forneden. De viser sig gerne noget over horisonten, men ofte breder de sig ud over hele himmelen og i zenit, således at man ser op i draperierne. Direktør Adam Paulsen plejede at sige om den slags forekomster: »Det er som at kigge op i skørterne på en danserinde«! Frem til hjemrejsen fra Island malede Moltke 19 oliemalerier og fremstillede talrige skitser, bl.a. nogle yderst vellignende portrætter af ekspeditionens øvrige deltagere. Efter den lange og travle vinter var Botnia velkommen, da den en aprildag år 1900 viste sig i havnen ved Oddeyri, klar til hjemfarten. Og så kunne ekspeditionen vende hjem med sine fremragende resultater. HjemkomTidsskriftet Grønland 1/2010
9
PETER STAUNING: HAR ALD MOLTKE OG NORDLYSEKSPEDITIONEN TIL ISL AND 1899-1900
Nordlys over observatoriet »Aurora«.
10
Tidsskriftet Grønland 1/2010
PETER STAUNING: HAR ALD MOLTKE OG NORDLYSEKSPEDITIONEN TIL ISL AND 1899-1900
men fra denne den første danske nordlysekspedition, hvis resultater i høj grad tilfredsstillede sagkundskaben, holdt direktør Adam Paulsen et foredrag i Videnskabernes selskab. Her blev mine malerier og tegninger hængt op og vakte megen interesse. Siden blev de udstillede i Paris i prins Bonapartes palæ og samlede ligeledes der opmærksomhed som de første gengivelser af nordlys, malet af en kunstner. Med de opsigtsvækkende resultater fra den meget vellykkede ekspedition til Island i 1899-1900 som udgangspunkt gik Adam Paulsen i gang med forberedelserne til endnu en nordlysekspedition. Denne gang til Lapland i Finland. Paulsen var efterhånden blevet for svag til selv at deltage i rejsen, så denne gang kom Dan la Cour til at stå i spidsen for ekspeditionen. Med på ekspeditionen var tillige Harald Moltke, der ligesom ved Islandsekspeditionen året før skulle gengive de observerede nordlys i sine malerier. Det blev til i alt 6 nordlysmalerier og en solnedgang. Ekspeditionsholdet omfattede desuden cand. polyt Carl Edvard Thune Middelboe og stud. mag. Johannes K. Kofoed. Om resultaterne af de to ekspeditioner skriver Moltke selv i »Livsrejsen«: Direktør Adam Paulsen, som var meget tilfreds med resultaterne, også malerens, ville samle stoffet i et større værk om de to nordlysekspeditioner, hvor mine billeder - eller et udvalg - skulle gengives i farver. Han søgte og fik Rigsdagens bevilling på 17,000 kroner til reproduktion af elleve af malerierne. Maleren og litografen Bentzen Bilkvist påtog sig at litografere disse elleve billeder i farver, hvilket han skilte sig særdeles godt fra. Men desværre! Adam Paulsen døde, før hans livs store drøm, den afgørende bog om nordlys, blev skrevet, og billederne var husvilde. De lå i mange år på Det kgl. Biblioteks loft, blev senere flyttet til biblioteket i Århus, men fik endelig i 1934 en smuk anvendelse,
Nordlyskrone observeret 4. februar 1900.
idet min rejsefælle, Dan la Cour, nuværende direktør for Meteorologisk Institut, forærede hver af deltagerne i den internationale fysikerkongres, som afholdtes i København, og for hvilken han var præsident, en samling af disse litografier, der stadig betragtedes som de bedste billeder af nordlys. De originale nordlysbilleder hang i mange år i læsesalen på universitetsbiblioteket. Senere er alt materialet samlet på Meteorologisk Institut. De anførte citater stammer fra Moltkes bog »Livsrejsen«, udgivet på Hernovs forlag i 1964. Yderligere beskrivelser af ekspeditionerne og gengivelse af malerierne kan findes i rapporten: Nordlysets Maler. Harald Moltkes malerier på Meteorologisk Institut (www.dmi.dk/dmi/tr08-08.pdf).
Tidsskriftet Grønland 1/2010
11
af janni Andreassen
Danske malere til Arktis Der var flere om buddet, da geologen K.J.V. Steenstrup i 1875 ville have en studerende med på geologisk ekspedition til Sydvestgrønland. Det skulle være én, der kendte sit fag i sær mineralogi. Og så skulle det være én, der kunne tegne. Valget stod mellem to stud.polyt’er Henrik Pontoppidan og Andreas Kornerup begge 18 år. Men det blev Kornerup, der blev valgt til Pontoppidans store fortrydelse. Kornerup kunne noget, som Pontoppidan ikke kunne. Han var en begavet tegner og akvarelmaler. Og selv om Steenstrup syntes, at begge kandidater var noget grønne, så blev det Kornerups kunstneriske talent, der gjorde udslaget. Steenstrup havde brug for en geolog, der kunne gengive det han så på et tidspunkt, hvor fotografiet ikke havde de samme kvaliteter. Året er 1875 – det er tre år før Kommissionen for videnskabelige Undersøgelser i Grønland bliver nedsat. Og med den skulle der skabes system i udforskningen og dokumentationen af det store land. Hvalfangere fra Norge, Holland og England havde gennem århundreder tegnet kystens profil til brug for navigationen langs et land, der var sparsomt befolket og uden antydning af advarselstegn for søfarten. Det blev fjeldtoppene, der kom til at fungere som fyrmærker på de såkaldte kysttoninger, som også i dag kan ses i Den grønlandske Lods. Det var god gammel skik til søs at teg
12
Tidsskriftet Grønland 1/2010
RESUMÉ For mere end 100 år siden blev der sat system i den videnskabelige udforskning af det arktiske område, og da fotografiet endnu ikke havde tilstrækkelig teknisk kvalitet, blev det en udfordring for unge danske malere at beskrive de naturvidenskabelige og folkloristiske iagttagelser under forhold, der krævede mere end kendskabet til blyant, pensel og palet.
Janni Andreassen, journalist og forfatter. Tilknyttet Arktisk Institut siden 1983. Medlem af bestyrelsen i Kaptajn Alf Trolles Legat.
JANNI ANDREASSEN: DANSKE MALERE TIL ARKTIS
Andreas Kornerup nåede at deltage i tre grønlandsekspeditioner i 1870’erne, inden han døde kun 24 år af tuberkulose. Copyright: Arktisk Institut.
ne landet, så man vidste, hvor man var. I Kort- og Matrikelstyrelsens Søkortarkiv ligger en række, fine små skitser, tegnet af marinens folk, når de var på togter langs Grønlands kyster. Den, der om bord var god til at tegne, fik naturligvis tjansen. Men fra 1876 er der ved at blive sat system i tegning og maling af naturvidenskaben i Grønland med Kornerup som ekspeditionsmaler. Og det er han på tre ekspeditioner til Sydvestgrønland fra 1876 til 1879. Om det skriver Henrik Pontoppidan i sine erindringer: »Hin solfyldte formiddag et par måneder senere, da jeg i morgenavisen havde læst, at Grønlands-ekspeditionen om formiddagen skulle afsejle, blev jeg siddende hjemme i min stue og havde ikke lyst til at gå ud. Nedslået som en forsmået bejler på den elskedes bryllupsdag fulgte jeg i tankerne skibet på dets vej op gennem Sundet og videre nordpå, om bord på hvilket Kornerup gik ind til et ærefuldt liv som en af Grønlandsforskningens pionerer«. Den sommer valgte Pontoppidan at skippe sit ingeniørstudie på en tur til Schweiz. I stedet blev han forfatter til »Lykke Per« og andre klassikere. Det indbragte ham en halv Nobelpris i litteratur i 1917. Men den forårsdag i april 1876 er Kornerup på vej til Grønland om bord på briggen Peru. I øvrigt sammen med premierløjtnant Gustav Holm, der otte år senere leder Konebådsekspeditionen til Ammassalik på Grønlands østkyst.
Med brig til Julianehåb Målet er Julianehåb, men isen driller. Fra et punkt til søs omkring Frederikshåb Isblink er der landkending, og Kornerup skriver: »Oppe over tågebankerne knejsede de snedækte klippetoppe spillende i alle farver i den blåviolette aftenluft, mens de enkeltstå-
ende fjeldtinder, nunatakkerne, ragede op gennem indlandsisen og kastede lange, smalle, lilla skygger hen over den jævnt skrånende ismasse, der ved siden af solens sidste stråler fik et fint gulrødt skær over sig«. Maleren har taget bestik af sit mål. Rejsens udfordring er fjeldformationer, fjorde og udforskning af indlandsisen, som man kun kendte i isens randzone. Det var først i 1888 nordmanden Fridtjof Nansen krydsede isen og kunne aflive alle de gode historier om oaser, masser af rensdyr og andre fantasterier. Kornerup og Steenstrup når i 1876 op på en top i 3736 meters højde, hvor de har et godt udsyn østover. Men de må erkende, at der er længere ind til isen, end de havde troet, og gamle kort havde vist dem. Efter syv måneder på rejse er ekspeditionen tilbage i København med kryolitselskabets skib Fox i november. Kornerup får jobbet at skrive rejserapporten illustreret med sine tegninger og akvareller. Rapporten bli-
Tidsskriftet Grønland 1/2010
13
JANNI ANDREASSEN: DANSKE MALERE TIL ARKTIS
Kornerup: Bræ i Tersermiut Fjorden.
ver trykt i det første hæfte af det nye tidsskrift Meddelelser om Grønland. I 1878 bliver han kandidat og siger ja til endnu en opfordring denne gang fra J.A.D. Jensen om at tage på ekspedition som maler til Grønland. Målet er igen indlandsisen, og hvad den måtte gemme på. Problemerne hober sig op undervejs. Isens ujævne overflade er hård ved slæderne og bøjer geværløbene, masser af småelve sørger for, at soveposer og udrustning konstant er vådt. Og det kraftige lys og den medfølgende sneblindhed er mildt sagt til stor gene for Kornerup, når han skal lave sine skitser. For han tegner og maler uanset vejr og vind. De ligger vejrfast i syv dage, før det lyk
14
Tidsskriftet Grønland 1/2010
kes dem at bestige en top. Udsigten derfra er is så langt øjet rækker uden udsigt til kystens randfjelde mod øst. Grønlands anden kyst lå meget længere væk, end man dengang vidste. Men ingen havde heller ikke været så langt inde på isen for at kigge efter. Turen får konsekvenser for Kornerup. Han føler sig mat og træt og udvikler i løbet af efteråret en generende hoste. Alligevel siger han ja til Jensen, da han året efter spørger, om han vil med for at kortlægge området omkring Nordre Strømfjord. Det bliver Kornerups sidste rejse til Grønland. Han deltager i sommeren 1880 i et naturforskermøde i Stockholm, hvor hans tegninger og akvareller vækker stor opmærk-
JANNI ANDREASSEN: DANSKE MALERE TIL ARKTIS
Kornerup: Lejrliv i Sydgrønland 1876.
somhed. Men Kornerup er mærket af sygdom og dør i 1881 af tuberkulose, som han formentlig er blevet smittet med i Grønland.
En flittig maler Kornerup var en flittig maler. Fra 1876 til 1879 får han tegnet og malet mere end 300 billeder fra sine ekspeditioner. Langt størsteparten ligger i dag på Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Han har malet ekspeditionsliv, landskaber, arkæologi, flora og af og til – et lille kig ind i husene for at se, hvordan grønlænderne boede. Billederne har bortset fra udstillingen i Stockholm ikke været vist, hvad de også bærer tydeligt præg af. De sarte akvarelfarver står i dag, som var de malet i går. Og selv om fagfolk i 1881 gerne så dem trykt i en bog, sker det først, da Kommissionen i 1976 fylder 100 år og udgiver sin smukke, gennem-illustrerede bog om geologen og maleren i »Kornerups Grønland«.
I 1898 er Steenstrup på færde igen. Han skal udruste endnu en videnskabelig ekspedition denne gang til øen Disko i Vestgrønland. Og han skal også have en maler med. Det bliver den 26-årige Harald Moltke. Han er officer i hæren for 17. bataillon og bliver en martsdag kaldt ind til sin chef, oberstløjtnant Prytz, der spørger, om han vil med en af hans slægtninge til Grønland. Det svarer Moltke ja til. Han skal hverken kortlægge eller springe soldat. Han skal male og er i sit civile liv uddannet på Kunstakademiet med afgangsbevis i 1893 og debut på Charlottenborgs forårsudstilling året efter. Rejsen foregår om bord på Thorvaldsen, der dramatisk grundstøder ved Læsø, mens de tre ekspeditionsmedlemmer Steenstrup, Morten Pedersen Porsild og Moltke tager sig et slag whist. Efter syv uger på søen ankrer de op i Godhavn på Disko. Dagen efter maler han Lyngemarksfjeldet over for inspektørboligen. Han maler bræis og fjelde til geologen,
Tidsskriftet Grønland 1/2010
15
JANNI ANDREASSEN: DANSKE MALERE TIL ARKTIS
Harald Moltke med skitsebogen på en dejlig dag i Grønland på Den Litterære Grønlands-ekspedition 1902-04. Copyright: Arktisk Institut.
16
Tidsskriftet Grønland 1/2010
JANNI ANDREASSEN: DANSKE MALERE TIL ARKTIS
men den egentlige opgave er at male halvøen Nuussuaq på fastlandet fra ende til anden. Det begynder han på den 20. juli. Den 26. juli skriver han i dagbogen: »Den blæst, som begyndte sidst jeg skrev her i bogen, varede ved i samfulde tre døgn og var så isnende kold, at vi frøs som hunde – navnlig var det generende for maleren, og jeg måtte da også rejse det lille telt. Nuussuaq halvøen var stadig indhyllet i tåge, og det var jo især den, jeg skulle tegne. Men Dr. Steenstrup sagde, at nu kunne ekspeditionen desværre ikke vente længere; hvis det ikke blev klart i morgen, måtte vi rejse med uforrettet sag. Men endelig den 25. tidlig om morgenen forsvandt tågen, og jeg var ikke sen med at samle malersagerne og sætte mig til at tegne og blev ved dermed til kl. 7 aften og fik således indhentet, hvad de tre døgns uvirksomhed havde afbrudt«. 30. juli er han færdig med Nuussuaq akvarellen, der blev gengivet i Meddelelser om Grønland. Originalen er på Geologisk Institut. Efter tre måneder i Grønland rejser ekspeditionen hjem om bord på Tjalfe. De er i København i november, hvor Harald Moltke tager en vogn for at køre hjem til sin mor. Hun har i mellemtiden fået ny pige i huset, og da hun ser en fyr stå udenfor i godt brugt tøj siger hun: Vi giver ikke ved dørene.
Moltkes billeder Moltkes billeder bliver udstillet på det nye Mineralogiske Museum og hans akvarel af Nuussuaq halvøen vækker opsigt. De små stykker pap er sat sammen til én lang akvarel af den 40 mil lange kyst. Billedet er rammet ind og er fem meter langt. På nær nogle få malerier tilhører Harald Moltkes arbejder Kommissionen, der sendte holdet på arbejde. I 1899 bliver Harald Moltke kontaktet af direktør Adam Paulsen fra Danmarks Meteorologiske Institut – om han kunne tænke sig at tage med på en nordlys-ekspedition til Akureiry på Island. Ja, svarer maleren, der aldrig har set et nordlys. Og da han ser det
første gang, må han indrømme over for sig selv, at havde han vidst, hvad han sagde ja til, havde han nok tænkt sig om en ekstra gang. En maler skal være hurtig på hånden for at fange nordlyset, der ændrer form på et splitsekund. Men som nordlysene kommer og går, får han styr på arbejdsmetoden. Han fanger et motiv på et lille stykke pap og med blyant ridser han det og sætter stjernerne på, så lysene bliver sat i relief. Dagen efter maler han sit billede med oliefarver i observationshuset Aurora, som ekspeditionen selv har bygget og Moltke dekoreret. Det bliver til to ekspeditioner og 24 nordlysbilleder, som DMI er ejer af. Billederne blev vist hos kunsthandlerfirmaet Winkel & Magnussen i København og senere i Paris. Til dagligt hænger de på Meteorologisk Institut. For Harald Moltke gik den anden nordlysekspedition til Finland fra 1900-1901 også for DMI. Nordlys-ekspeditionerne er udførligt omtalt i andre artikler her i Tidsskriftet. Og så møder Moltke nytårsaften 1901-02 en lille fyr med kulsort hår og kridhvide tænder i et bronzefarvet ansigt. Det er Knud Rasmussen. Han har sammen med Politikenjournalisten Ludvig Mylius-Erichsen en drøm om at rejse til Grønland. De vil lave en litterær ekspedition. Ikke noget videnskabeligt men en skildring i skrift og billeder af natur og mennesker. Og de søger en maler, der kan fortælle sin del af historien. De skal være væk i mere end to år og rejse langs hele vestkysten af Grønland i båd og med hundeslæde. Harald Moltke gør sig sine overvejelser. Men ender med at sige ja. De mange billeder det bliver til fra de gamle danske kolonier er Harald Moltkes ejendom, men de står naturligvis til rådighed for den bogudgivelse, som Mylius-Erichsen har planlagt som et af rejsens resultater. Et af ekspeditionens lange skud er at søge den første forbindelse fra de danske kolonier til den lille eskimostamme ved Kap York, som Knud Rasmussen har hørt tale om i sit barndomshjem i Jakobshavn. Det fører til en Tidsskriftet Grønland 1/2010
17
JANNI ANDREASSEN: DANSKE MALERE TIL ARKTIS
Harald Moltke var dybt fascineret af mødet med polareskimoerne i Thule i 1903. Her Krisunguark og Aininak. Originalerne hænger på Nationalmuseet i København.
dristig slædetur over Melville Bugten i april 1903 for at møde de nye mennesker, fortælle om dem og male dem.
Ekspeditionen giver varige men Turen begynder med feber og et maveonde for den lille flok. Værst går det ud over Moltke. Læge Niels Thorborg har i en artikel i Medicinsk Forum sandsynliggjort, at mændene formentlig er inficeret med trichinose efter at have spist bjørnekød, der ikke var ordentligt kogt en aprildag i Melville Bugten. Harald Moltke redder livet med nød og næppe, men sygdommen efterlader en gangbesværet maler resten af livet. »Min opvågnen til livet, til virksomhed ville have været helt lykkelig og lys, om jeg ikke havde opdaget, at mine hænder ikke kunne gengive det, jeg så. Jeg opdagede, at jeg ikke længere kunne tegne og male… Jeg måtte begynde forfra, opøve mig i tegnekunsten. Igen og igen! De første tegninger var som tegnet af børn – usikkert og famlende.
18
Tidsskriftet Grønland 1/2010
Men efterhånden som kræfterne tiltog, vendte også evnerne tilbage… Der fulgte nu en rig tid. Hver dag tegnede eller malede jeg de herlige eskimoiske typer – mænd, kvinder og børn. Bedre modeller har ingen maler haft«, skriver han i erindringsbogen Livsrejsen. Af Harald Moltkes ski laver en af polareskimoerne. Majaq, et par krykker. »Da jeg nu havde begyndt at aflægge besøg i hytterne, forbavsede det mig at se, hvordan jeg havde »dannet skole« heroppe. Næsten alle de unge eskimoer tegnede – eller forsøgte derpå. Det var jo første gang, de overhovedet så en blyant, og resultaterne var ofte interessante«. Moltkes 35 portrætter af polareskimoerne er malet på nubret, engelsk akvarelpapir. Sammen med en lille æske akvarelfarve, var det det eneste hundene havde efterladt efter Moltkes to måneder lange sygdom. De er udført i sortkridt eller vandfarve. Og blev efter hjemkomsten købt af Carlsbergfondet og skænket til Nationalmuseets etnografiske samling, hvor de hænger i dag.
JANNI ANDREASSEN: DANSKE MALERE TIL ARKTIS
Achton Friis tegner den store hvide ulv i messen på ekspeditionsskibet Danmark i Danmarkshavn. Copyright: Arktisk Institut og Kaptajn Trolles Legat.
Det blev Harald Moltkes sidste rejse til Grønland. Det er heroppe på Saunders Ø, at MyliusErichsen får en idé til en ny Grønlands-ekspedition denne gang til Nordøstgrønland, hvor kysten fra godt 75 grader nordlig bredde til knap 83 grader ikke er kortlagt. Det skal den nu. Og amerikaneren Robert Pearys påstand om, at det nordlige Grønland er skilt af en kanal – Peary Kanalen – skal kigges efter i sømmene. Og Mylius skal også have malere med på denne sin anden Grønlands-ekspedition. Det bliver den akademi-uddannede Achton Friis, som er en god ven af Mylius, og maleren Aage Bertelsen, der havde gået på Zahrtmanns Malerskole. Nu skal de med op for at sætte farver på isen og det ukendte land. Det på trods af, at fotografiapparater-
ne var stærkt repræsenteret på den to år lange rejse. Danmark-Ekspeditionen er nok sin tids mest gennemfotograferede ekspedition i sort/hvid gengivelse og fremkaldt på stedet. Fotosamlingen er ejet af Kaptajn Alf Trolles Legat og deponeret på Arktisk Institut, hvor der flittigt bliver gjort brug af den. Nu skal malerne - som Harald Moltke før dem – lære at køre med hunde og lære hvordan man maler i minusgrader, hvor farverne ofte må tøs op i en gryde med vand af dyre dråber petroleum som brændstof – hvis de da ikke måtte ty til paletkniven for at smøre farverne på lærredet. Det er da også Moltke, som Friis henvender sig til for at få et par fiduser inden afrejsen i 1906. Hos farvehandler Stelling køber de derefter 1093 tuber oliefarve, 165 skåle vandfarve, 1610 stykker pastelfarve, 208 alen fransk malerlærred og 80
Tidsskriftet Grønland 1/2010
19
JANNI ANDREASSEN: DANSKE MALERE TIL ARKTIS
Aage Bertelsen maler Gnipahulen – den store ishule, som mændene fandt på Danmark-Epspeditionen 1906-08. Copyright: Arktisk Institut og Kaptajn Trolles Legat.
20
Tidsskriftet Grønland 1/2010
JANNI ANDREASSEN: DANSKE MALERE TIL ARKTIS
alen groft skitselærred plus pensler, staffeli og malerkasser. Og de to malere lærer at sno sig, selv om de ikke kan dreje hovedet, når skægget fryser fast til halstørklædet, og fingrene ender med at blive stive i vanterne. Og hvor grænsen går, finder de snart ud af. Tirsdag den 16. oktober 1906 skriver Bertelsen i dagbogen: »Tegnede ulvehoved og malede om Ef efter isfjeldet. Farven var så tyk, at den kunne smøres ud med kniven. Altså stopper det ved 20 graders frost«. Achton Friis er ikke den store arktiske rejsende. På to år tilbagelægger han 700 kilometer med hundeslæde mod Aage Bertelsens 2800 km. Men det er der en forklaring på. Bertelsen var med på Den store Nordrejse på slædehold 2, der skulle tegne yderkysten op til det punkt, hvor Peary stoppede korttegningen på sin rejse i Nordgrønland.
Han har lavet en lille malerkasse og skåret 12 små lærreder til, så de kan sættes fast med tegnestifter i kassens låg, som han brugte som staffeli. De to malere var myreflittige og udstillede deres billeder 18. september 1908 i København. Kataloget er på 211 numre. Værkerne er for langt de flestes vedkommende solgt privat og handles fortsat gennem de store danske auktionshuse.
Litteratur: Livsrejsen, Harald Moltke, 1936. Kornerups Grønland, Kommissionen for videnskabelige Undersøgelser i Grønland, indledning ved Thorkild Hansen, 1978. 28 mand til Arktis, Ringkjøbing Museum, Gilleleje Museum, Arktisk Institut 1998. Aage Bertelsens dagbog 1, Arktisk Institut A 300.
Tidsskriftet Grønland 1/2010
21
AF torben stockflet jørgensen
Nogle danske nordlyspionerer
Sidst i 1800-tallet kom der et opsving i nordlysforskningen. Det var det første internationale polarår i 1882-83, der var anledningen. Hidtil var polarekspeditioner planlagt og udført af enkelte lande ud fra disses nationale interesser, men den tyskfødte Karl Weyprecht, der var søofficer i den østrig-ungarske flåde fik i 1874 den gode idé, at polarforskningen ville være langt mere effektiv, hvis den blev planlagt og foretaget i et samarbejde mellem flere lande. På den internationale meteorologiske kongres i 1879 blev Weyprechts idé godkendt og anbefalet til alle landes regeringer, og i løbet af de næste par år meldte 12 lande sig klar til at deltage i polaråret. Danmark var et af dem og planlagde at sende en ekspedition til Godthaab i Grønland. Ansvaret for organisation af ekspeditionerne blev fordelt mellem de nationale meteorologiske institutter og videnskabelige selskaber samt militæret. Der skulle lægges vægt på meteorologiske og geomagnetiske målinger samt observationer af nordlys. Hvad nordlyset angår, skulle man notere dets form, farve, styrke og bevægelse og angive, hvor på himlen det befandt sig. Godthaab lå lige nord for for den zone, hvori nordlyset er hyppigst om natten, den såkaldte nordlyszone. I Danmark var det den første bestyrer af det meteorologiske institut, som blev opret
22
Tidsskriftet Grønland 1/2010
RESUMÉ I 1865 begyndte de første nordlyspionerer det regelmæssige arbejde på udforskningen i Godthaab. Men det stod snart klart, at forskningen ville give betydeligt mere, hvis flere lande samarbejdede om resultaterne. Et af de store spørgsmål var nordlysets højde over jorden. Et andet, hvilke stoffer i atmosfæren, nordlyset stammer fra.
Torben Stockflet Jørgensen er dr. phil. på en disputats om nordlys i 1968. Han har passet Ionosfærestationen i Godhavn og har været forskningsleder vedrørende ozon i stratosfæren for Danmarks Meteorologiske Institut til sin pensionering i 2001.
TORBEN STOCKFLET JØRGENSEN: NOGLE DANSKE NORDLYSPIONERER
Kleinschmidt var præcisionen selv, når han obser- verede nordlys. Man kunne stille uret efter ham. Copyright: Arktisk Institut.
tet i 1872, Niels Henrik Cordulus Hoffmeyer, der gjorde en stor indsats for at sikre en solid dansk deltagelse i polaråret. Han søgte om økonomiske midler til udrustning og drift af stationen i Grønland, og sidst i januar 1880 kunne han meddele presidenten for den internationale polarkommission, at den danske rigsdag på et møde netop havde bevilget de nødvendige midler til en fuldt udstyret meteorologisk og geomagnetisk station i Grønland. Det var også Hoffmeyer, der engagerede den danske lærer i naturfag og matematik i Bergen Sophus Tromholt til at bearbejde de nordlysobservationer, der var foretaget regelmæssigt siden 1865 i Godthaab, således at polarårsekspeditionen dertil kunne tage afsted og være forberedt på hvad der ventede. Tromholts arbejde, der fik titlen »Om Nordlysets Perioder«, blev trykt i det meteorologiske instituts årbog for 1880. Nordlysobservationerne fra 1865 til 1880 i Godthaab var indsamlet af Samuel Petrus
Kleinschmidt, der var lærer ved byens seminarium, og som især var kendt som sprogforsker. Han beherskede det grønlandske sprog som ingen ikke-grønlænder før ham, og i 1871 udkom hans grønlandsk-danske ordbog. Kleinschmidt havde indført sine iagttagelser af nordlyset på skemaer, som han sendte til det meteorologiske institut i København, og indholdet vidner om, at observatøren hverken har sparet flid eller opmærksomhed for at gøre sine observationer så fuldstændige og pålidelige som som muligt. Folk i Godthaab sagde, at man kunne stille sit ur efter Kleinschmidt, når han viste sig uden for sit lille hus, for det gjorde han kun på ganske bestemte tidspunkter og i ganske bestemte ærinder, nemlig når han skulle på seminariet, spise hos seminarieforstanderen eller foretage sine observationer. Men uanset hvad hans ærinde var, er han utvivlsomt, straks han kom ud og fik lukket døren, standset op et kort øjeblik og har kastet et blik på himlen horizonten rundt. Hvordan var skyerne? Var der nordlys? Hvor kom vinden fra? Var der noget usædvanligt at bemærke? Et kort øjeblik – og så er han gået videre i sit ærinde. Vinteren igennem observerede han fem gange i døgnet: Kl. 4, 6, 12, 18 og 21. Hoffmeyer var imponeret af kvaliteten af Kleinschmidts observationer, og i forordet til »Om Nordlysets Perioder«, skrev han, at der nu for første gang forelå nøjagtige optegnelser over nordlysene for en længere årrække fra et sted indenfor det bælte, hvor dette fænomen har maksimum af hyppighed. Tromholt brugte Kleinschmidts observationer til at undersøge, hvordan nordlyset ændrede sig i løbet af døgnet, i løbet af året og i løbet af den 11-årige solpletperiode. Det var især nordlyshyppighedens 11-årige variation, der var kendskab til, da Tromholt begyndte sine undersøgelser. Langt de fleste nedskrevne observationer af nordlyset var fra tæt beboede egne i Europa fremfor de tyndt befolkede og vanskeligt tilgængelige arktiske områder, og resultaterne af undersøgelser af nordlyshyppigheden var, at der Tidsskriftet Grønland 1/2010
23
TORBEN STOCKFLET JØRGENSEN: NOGLE DANSKE NORDLYSPIONERER
var en større hyppighed af nordlys, når der var mange solpletter, end når der var få. Hvad de arktiske egne angår, havde man hidtil antaget, at der også der ville være en stor hyppighed af nordlys ved solpletmaksimum, eller at nordlyshyppigheden ikke ville ændre sig gennem solpletperioden, og derfor vakte resultatet af Tromholts undersøgelse af nordlyshyppigheden i Godthåb stor interesse, idet han fandt »at alt hvad der henhører under Nordlysets vexlende Hyppighed, i Godthaab udviser et Modsætningsforhold, til hvad der finder Sted paa sydligere Breder.« Altså, mens der på såkaldte mellem-breddegrader (f. eks. i Danmark) var flest nordlys ved solpletmaksimum, var der på højere breddegrader (f. eks. i Godthåb) færrest nordlys ved solpletmaksimum. Tromholt konkluderede, at nordlyszonen i løbet af den 11-årige periode udførte en bevægelse i nord-syd retningen, således at den, når der var minimum af solpletter, var placeret mere nordligt end ved solpletmaksimum, og dette forklarede, hvorfor denne periode i Godthåb og lignende arktiske lokaliteter viste det omvendte forløb af det, der var konstateret længere sydpå. Det måske mest interessante resultat af Tromholts bearbejdning af Kleinschmidts observationer i Godthåb var, »at medens ved Aftennordlysene de i Zenith og nordligere optrædende Nordlys ere mindre hyppige end Nordlysene i Syd, er det omvendte Tilfældet ved Morgennordlysene«, og »at dette vigtige og med stor Bestemthed fremtrædende Resultat vidner om, at Nordlyszonen ogsaa i Døgnets Løb foretager en Vandring, saaledes at den i Løbet af Natten bevæger sig mod Nord«. Dette område, som Tromholt kaldte nordlyszonen, kaldes idag for nordlysovalen, mens man nu bruger ordet nordlyszonen til at beskrive det noget større ligeledes ringformede område, hvori det spektakulære natnordlys forekommer med størst sandsynlighed. Nordlysovalen er altså et ringformet område eller bælte, hvori der til enhver tid er nordlys i hele ringen, mens nordlyszonen er sammensat af de geografiske områder, hvor
24
Tidsskriftet Grønland 1/2010
der i almindelighed forekommer nordlys i timerne omkring midnat. Hvor nordlysovalen er i bestandig bevægelse i forhold til Jordens overflade, er nordlyszonen stationær. Tromholt var helt bevidst om, at han ikke havde kunnet foretage sit interessante arbejde uden Kleinschnidts omhyggelige observationer, og han viste sin taknemmelighed ved i forordet at skrive: »Som man vil se, er det lykkedes mig at kunne paavise flere for Nordlysets Studium og Theori særdeles vigtige og hidtil ukjendte Fakta, der aabne Vej for en ganske ny Betragtning af Nordlysets Hyppighedsperioder og tillige indgribende berøre andre Felter af de geofysiske Forskningsgebeter. Men ikke mindst skyldes dette heldige Udfald den Mand, der i hin fjærne Egn, Aar efter Aar, Dag efter Dag, med aldrig svigtende Samvittighedsfuldhed, en aldrig trættet Opmærksomhed, fulgte de gaadefulde Lysfænomeners Optræden paa den Godthaab’ske Nattehimmel, og derved tilvejebringe en Iagttagelsesrække, der med Hensyn til Længde og Fortrinlighed ikke har noget Sidestykke.« Den 17. Maj 1882 afrejste den danske seks mand store polarårsekspedition fra København ombord på den Kongelige Grønlandske Handels tre-mastede bark Ceres. Ekspeditionslederen var den 49-årige Adam Frederik Wivet Paulsen. Han var magister i fysik og fik i 1868 Københavns universitets guldmedalje for en afhandling om galvanismen, d.v.s. hvordan elektricitet blev frembragt ved kemiske processer. Siden 1873 havde han været lærer ved Metropolitanskolen i København. Efter 4 ugers sejlads ankom ekspeditionen til Godthaab, hvor en station blev etableret på en 26 m høj klippe mellem Godthaabsfjorden og byens kirke. Stedet var valgt, fordi klippen var uden jernholdige mineraler, som ville kunne forstyrre de magnetiske målinger, og fordi klippetoppen var det højest beliggende punkt i kolonien og dens nærmeste omegn og således velegnet til observationer af nordlys og skydække. Stationen bestod af fem huse eller hytter til de forskellige typer observationer. I Godthaab blev nordlyset observeret re-
TORBEN STOCKFLET JØRGENSEN: NOGLE DANSKE NORDLYSPIONERER
gelmæssigt normalt hver time, men på bestemte dage hvert femte minut. Desuden blev observationerne, indtil kulden satte ind for alvor, foretaget tit nok til at man kunne følge fænomenets udvikling og forløb. Nordlysobservationerne blev foretaget fra den 1. September 1882 til den 31. Marts 1883. Målinger af nordlysets højde over jorden blev gjort fra to stationer med 5.8 km imellem dem. Hovedstationen var den ovenfor nævnte, og en sekundær lå på den anden side af Godthaabsfjorden. To af ekspeditionsmedlemmerne blev sendt over på den anden side af fjorden, når der skulle foretages højdemålinger. Det var af største vigtighed at sigte til nordlyset samtidig fra de to stationer, der begge var forsynede med en teodolit til at måle retningen til nordlyset med, og samtidige målinger sikrede man ved brug af signallys. Når et nordlys viste sig, og man forventede at måle, sendte hovedstationen en raket op, og den sekundære station svarede på samme måde.
Ialt blev nordlysets højde bestemt 22 gange. De målte højder var mellem 0.6 og 67.8 km, og disse resultater blev af ekspeditionsdeltagerne anset for at være både interessante og gode, bl. a. fordi andre havde opnået lignende resultater. For eksempel rapporterede den amerikanske løjtnant Greely, der opholdt sig på Fort Conger i det allernordligste Canada, at nordlyset morgenen den 17. November 1882 forekom nær jordens overflade, og at han og hans kammerater sandsynligvis var de eneste, der kunne sige, at de var midt i det elektriske lys. Og den danske zoolog professor Japetus Steenstrup, som Adam Paulsen værdsatte meget, havde i 1839-40 opholdt sig i Island og fortalt, at han på en spadseretur mellem Reykjavik og Bessastaðir sammen med to islændinge, som også havde bemærket fænomenet, havde set nordlysstråler vise sig imellem dem. Det skete ikke bare én gang, men tre eller fire gange under turen, selvom afstanden mellem fodgængerne kun var omkring en meter.
Tidsskriftet Grønland 1/2010
25
TORBEN STOCKFLET JØRGENSEN: NOGLE DANSKE NORDLYSPIONERER
»Hvad de meget lave nordlys angår«, skrev Paulsen, »så bør jeg nævne, at nordlys under skyerne blev set af to af ekspeditionens medlemmer foruden af mig selv, og Hr. Kleinschmidt, der jo havde mange års erfaring med nordlys i Godthåb, havde også set dette fænomen«. I Norge blev der også observeret nordlys i polaråret 1882-83. To stationer blev oprettet og bemandet hertil. Én i Bossekop i bunden af Alta Fjorden og én i Kautokeino ca. 100 km syd herfor. Sophus Tromholt, der havde boet i Norge siden 1875 og havde opgivet sit lærerjob for at kunne koncentrere sig om nordlysstudierne, observerede fra Kautokeino, som hovedsagelig var befolket af lapper. Han fandt hurtigt ud af, at lappernes tradionelle påklædning var velegnet til at beskytte mod kulden, nar han i nattetimerne observerede nordlys. Et vigtigt formål også i Norge var at forsøge at bestemme nordlysets højde over jorden, og det gjorde man ved at måle retningen til nordlyset samtidig fra Bossekop og Kautokeino. Det var første gang, at man benyttede to stationer med så stor en indbyrdes afstand, og resultaterne var gode. Tre uger efter at Adam Paulsens ovennævnte observationer i Godthaab af nordlysets højde var publiceret i februar 1884 i tidsskriftet Nature, kunne man i samme tidsskrift læse om Tromholts og kollegers målinger, som resulterede i højder mellem 76 og 163 km og en gennemsnitshøjde på 113 km, d.v.s. meget forskellige fra hvad Paulsen havde fundet i Godthaab. Men denne mente, at der måtte være noget galt med målingerne i Norge, og at afstanden mellem de to norske stationer var for stor, til at de lavtliggende nordlys kunne observeres samtidigt. Senere tiders målinger af nordlysets højde har vist god overensstemmelse med Tromholts. Kun godt tre måneder efter hjemkomsten i november 1883 af polarårsekspeditionen til Godthaab døde bestyreren for det danske meteorologiske institut N. H. C. Hoffmeyer midt i februar 1884. Ny bestyrer blev Adam Paulsen, som derfor fik meget at se til
26
Tidsskriftet Grønland 1/2010
udover at få styr på observationerne fra Godthaab. Han brugte nogle år til at bearbejde og skrive om disse, og først midt i 1890’erne fik han publiceret de endelige rapporter heriblandt sine idéer om nordlysets natur og oprindelse. I Godthaab havde Paulsen bemærket, at magnetnålen foretog nogle karakteristiske udsving, når en nordlysbue passerede gennem zenith fra syd til nord, og disse observationer tolkede han som den første at være tegn på eksistensen af elektriske strømme i nordlyset rettet langs jordens magnetfelt; en idé der blev endelig konfirmeret ca. 70 år senere, da sådanne strømme blev målt fra satelliter. En anden af Paulsens vigtige konklusioner som følge af hans observationer i polaråret var, at nordlyset var resultatet af katodestråler (elektroner), der blev absorberet i atmosfæren. Dette forslag, som han også var først med, blev verificeret ca. 60 år senere ved hjælp af raketforsøg. Paulsen fortsatte med at interessere sig for nordlyset livet igennem, og sent på sommeren 1899 tog han afsted på en ny ekspedition til Akureyri på det nordlige Island. Han var bl. a. urolig for, at andre skulle komme ham i forkøbet med at foretage nye vigtige observationer, ikke mindst hvad angik katodestrålernes rolle i forbindelse med dannelse af nordlys. Paulsen var nu 66 år gammel og netop blevet opereret for stær på det ene øje, men afsted ville han. Han medbragte jernpigge til at spænde på støvlerne, så han kunne stå fast i det sne- og isdækkede landskab, hvor han i timevis ville iagttage nordlyset og gøre notater. En dag blev han fundet i en snedrive uden sine briller, som var blæst væk i stormen, men han betragtede hændelsen som et æventyr snarere end en farlig situation. Med på ekspeditionen til Island var tre unge mænd. Den ældste af disse var den 27-årige greve Harald Moltke, der var uddannet som maler på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Paulsen ønskede billeder af nordlyset, men da den fotografiske teknik langt fra var tilstrækkelig udviklet på den
TORBEN STOCKFLET JØRGENSEN: NOGLE DANSKE NORDLYSPIONERER
Sophus Tromholt fandt hurtigt ud af, at lappernes dragt gav fin beskyttelse, når han observerede nordlys.
tid, ville han have en maler med, som var istand til at afbilde nordlyset. Moltkes nordlysbilleder malet med olie på lærred er fremragende. De blev vist i maj 1900 i Videnskabernes Selskab i København og i løbet af sommeren også udstillet i Paris. Moltkes nordlysbilleder er gengivet i flere bøger udgivet bl. a. i USA og Norge. Originalerne hører hjemme på Danmarks Meteorologiske Institut. Et andet formål med ekspeditionen til Akureyri var at fotografere nordlysspektret med henblik på at bestemme hvilke stoffer i atmosfæren, nordlyset stammede fra. Det var pionerarbejde, som den 22-årige stud.
mag. Dan Barfod la Cour, der langt senere blev direktør for Danmarks Meteorologiske Institut, stod for. Flere nye linier i spektret blev fundet, og Paulsen var på rette vej, da han konkluderede, at nordlyset snarere udsendtes af atmosfærens kvælstof og ilt end af eksotiske materialer som krypton og geocoronium, som andre havde foreslået. Supplerende undersøgelser blev foretaget i vinteren 1900-01 i Utsjoki i det nordlige Finland. Denne gang blev Adam Paulsen hjemme, men Moltke, som malede en ny række nordlysbilleder, og la Cour deltog igen.
Tidsskriftet Grønland 1/2010
27
AF karen benedicte busk-jepsen
Hvem kan tyde himlens Flammeskrift Harald Moltkes nordlysmalerier
Da maleren Harald Moltke blev inviteret med på DMIs første nordlysekspedition til Akureyri i det nordlige Island i 1899, var det ikke, fordi den daværende direktør for DMI ville give en ung kunstner mulighed for at slippe kreativiteten løs og male stor kunst i mødet med et inspirerende naturfænomen. Tværtimod. Sagen var, at den fotografiske teknik på det tidspunkt ikke var avanceret nok til at fastholde nordlysets formationer; derfor var der brug for en person, der kunne afbilde dem så nøjagtigt som muligt. Moltke blev hyret til med præcist registrerende hånd at fastholde de flygtige nordlys i deres vidt forskellige variationer. På den måde kunne DMI opbygge et katalog over nordlysets former og farver, så man kunne fortsætte studierne på behørig afstand af sne og kulde. I dag pryder Moltkes nordlysbilleder DMIs domicil i København, og de prises stadig inden for nordlysforskningen, hvor man fremhæver den »korrekte gengivelse af observationerne«.1 Til gengæld er de næsten ikke omtalt af kunsthistorikere. De er heller aldrig blevet udstillet samlet på et kunstmuseum. Det er, som om det er vedtaget – og institutionelt bekræftet – at malerierne er netop det, de var tænkt som, altså en præcis og objektiv dokumentation af nordlysets former og farver. Men er det virkelig så enkelt? Næppe. Denne artikels formål er at rokke lidt ved
28
Tidsskriftet Grønland 1/2010
RESUMÉ Med sin artikel »Hvem kan tyde Himlens Flammeskrift?« vil Karen Benedicte Busk-Jepsen rokke ved den udbredte forståelse af Moltkes nordlysmalerier som objektive dokumenter og vise, at de er mere end det. Selvom Moltke sled med at gengive nordlysene så præcist som muligt, havde han også klare kunstneriske ambitioner, og forfatteren viser, at Moltkes fremstillinger af de storslåede lysfænomener bl.a. knytter an til det romantiske landskabsmaleri. Måske har Moltkes nordlysmalerier bevaret deres kraft, fordi de ikke bare er registreringer, men også fortolkninger af nordlyset.
Karen Benedicte Busk-Jepsen er ph.d stipendiat og mag.art i kusthistorie og har modtaget sølvmedalje for prisopgaven menneskebilleder 2007. Hun har arbejdet for Kunstforeningen Gl. Strand, Willumsen- og Skovgaard Museet.
KAREN BENEDICTE BUSK-JEPSEN: HVEM KAN TYDE HIMLENS FLAMMESKRIFT
den sejlivede opfattelse af nordlysbillederne bl.a. ved at vise deres slægtskab med det romantiske landskabsmaleri. Samtidig vil jeg hævde, at det ikke så meget er »den korrekte gengivelse«, som det er Moltkes diskrete, men virkningsfulde fortolkninger, der gør, at billederne ikke virker overflødige i dag – i en tid hvor det for længst er blevet muligt at fotografere nordlys. På sin vis er det et paradoks, at Moltke gjorde karriere som dokumentarist. I sine erindringer giver han udtryk for, at han følte sig åndeligt udsultet på Kunstakademiet, hvor der blev tegnet efter model og gipsafstøbninger i ét væk, men ikke talt om indhold og ideer.2 Efter fire års uddannelse var han stadig fuld af ubesvarede spørgsmål: »Med hvilke Følelser forlod jeg Akademiet? Havde jeg faaet Svar paa det store Spørgsmaal: Hvad er Kunst? – og hvortil skal de opøvede Færdigheder benyttes? Jeg maatte svare benægtende paa dem begge«.3 Efter akademitiden begyndte den sultne Moltke derfor at male i »den store Stil«; han tog psykologiske emner op i stort anlagte kompositioner.4 Når man tager Moltkes problem med »det rene håndværk« i betragtning, kan det måske undre, at han slog til, da geologen K.J.V. Steenstrup i 1898 bad ham med tage til Disko og afbilde udsnit af geologien. Her måtte Moltke nemlig igen sætte sine egne ideer i parentes. En aften, hvor han malede et fjeld og »svælgede i Lysets varme Farver og Skyggernes blaa og violette Toner«, kom Steenstrup forbi og beskyldte ham for at »gøre grin med Borgerskabet«. Det havde sine omkostninger at arbejde i en genre, hvor succeskriteriet var objektivitet, og hvor andre endda bestemte, hvad det ville sige. Men trods sine kvababbelser ved at skulle gengive »den pragtfulde Natur« så »nøgtern og tør« var Moltke bidt af ekspeditionslivet, og den ene ekspedition førte den næste med sig.5 Da Moltke kom til Akureyri med DMIs forskerhold i 1899 og for første gang oplevede nordlys, blev han slået helt omkuld. Mens forskerholdet arbejdede systematisk på at
give nordlyset en videnskabelig forklaring, måle dets højde og studere dets farvespektrum, forholdt Moltke sig til det som en slags åbenbaring: »Det (…) overgaar i den Grad den menneskelige Fantasi, at man for at skildre det med Ord maa sige: det er overnaturligt, det er guddommeligt – det er mirakuløst.« Oplevelsen af nordlyset som overjordisk blev fulgt af en tvivl på, om han overhovedet var i stand til at afbilde det – »jeg sank i Knæ, aandelig taget«. 6 En af de mere håndgribelige udfordringer ved at afbilde nordlyset var, at Moltke ikke kunne observere det og afbilde det på samme tid; her blev løsningen at tegne skitser og notere farverne, mens det udfoldede sig på den mørke himmel – og vente med at male, til det blev lyst. Der var altså lang afstand mellem iagttagelse og maleproces – og dermed, kunne man tilføje, et kunstnerisk frirum. Når Moltkes malerier omtales i dag, roses de især for præcisionen i gengivelsen. Men alt er ikke sagt med det. For Moltke var – selvfølgelig – ikke bare en neutral formidler af sine indtryk. Nogle af de valg, han traf, og de teknikker, han brugte, er meget diskrete, men ikke mindre virkningsfulde af den grund. Selv om Moltke utvivlsomt lagde stor vægt på nøjagtighed, viser malerierne tydeligt, at han ikke bare forholdt sig teknisk til sit emne. Hjemmefra havde han ment, at han skulle afbilde nordlyset med pastelkridt, men efter at have set dem, skiftede han mening. Nu var han sikker på, at de skulle males med olie på lærred.7 Allerede der traf han et valg, der satte hans billeder i forbindelse med det klassiske landskabsmaleri. Han valgte også at male omgivelserne med; Moltke kunne have valgt at afbilde nordlysene »rent« på himmelbaggrund, men på de fleste malerier ser man også et udsnit af jorden og et eller andet tegn på menneskelig eksistens. Det være sig en person, en bygning eller et måleapparat – eller endnu mere diskret: et hegn på en bakke, fodspor i sneen eller antydningen af får.8 Disse små tegn på liv, sådan som man især ser dem på
Tidsskriftet Grønland 1/2010
29
KAREN BENEDICTE BUSK-JEPSEN: HVEM KAN TYDE HIMLENS FLAMMESKRIFT
Harald Moltke: 22. februar 1901 kl. 18.30. Utsjoki. Mod W-WNW. Tilhører DMI.
30
Tidsskriftet Grønland 1/2010
KAREN BENEDICTE BUSK-JEPSEN: HVEM KAN TYDE HIMLENS FLAMMESKRIFT
malerierne fra Akureyri, viser det menneskelige perspektiv og gør størrelsesforholdene forståelige. På samme tid får Moltke iværksat en art kommunikation mellem to verdener – en lille, stædigt undersøgende menneskeverden og en stor og udtryksfuld natur. En stiplet linje af lysende vinduer i horisonten virker som et spædt morsesignal over for de mægtige buer af nordlys, der breder sig over hele det synlige udsnit af himlen på maleriet dateret 1. december 1899. En ensom spektrograf på en udkigspost under et tæppe af hvide, rødlige og grøngullige lys på maleriet dateret 11. november 1899 kommer til at virke som et symbol på menneskets trang til at begribe naturen. Når det virker oplagt at fortolke det sådan, er det også fordi Moltke i sin fremstilling af menneske og natur er i dialog med ældre malerkolleger. Man kunne bl.a. nævne den berømte tyske romantiske maler Caspar David Friedrich (1774-1840), der gik på Kunstakademiet i København små 100 år før Moltke og udviklede et stemningsmaleri, der har menneskets møde med en overvældende og bjergtagende natur i centrum.9 Moltke deltog også i DMIs anden og sidste nordlysekspedition i 1900-01, der gik til regionen Utsjoki i det nordligste Finland. På malerierne derfra spiller mennesker og bygninger en større rolle. Tre steder ser man en mand stå i forgrunden med ryggen til. Én er sløret og flyder næsten sammen med mørket; én tegner; en tredje skærmer for lyset med hånden.10 Nu kunne man indvende, at disse personer stod lige der, da Moltke gik ud for at tegne; men man kan også pege på, at de har mange fortilfælde i kunsthistorien, bl.a. hos Friedrich, der på mange af sine malerier medtog en eller flere personer set fra ryggen. Bedst kendt er måske Vandreren over tågehavet (c. 1818), hvor en ensom vandringsmand står på et klippefremspring og skuer ud over et landskab, der er indhyllet i tyk tåge. Både hos Friedrich og Moltke fungerer den rygvendte person som en repræsentant for beskueren. Uden at tænke over
det identificerer man sig med figuren og tager så at sige et skridt ind i billedrummet – med blikket mod den natur, som den rygvendte er opslugt af. Der er også grund til at lægge mærke til, hvordan kirken i Utsjoki optræder på Moltkes malerier; den er med på fire af de syv malerier derfra – og hver gang er den vist på en måde, så den så at sige er i kontakt med nordlyset. På to af malerierne ligger kirken silhuetagtigt i horisonten, omgivet af kraftigt nordlys, og på et tredje ses nordlyset danne en bue fra kirken og hen over himlen. Allermest markant er forbindelsen på maleriet dateret 22. februar 1901, hvor en kraftigt svungen linje af nordlys ser ud til enten at udgå fra eller udmunde bag kirkens tag. Især dette maleri giver beskueren en oplevelse af, at nærheden mellem kirke og nordlys ikke bare er en tilfældig nærhed. At kirken ligger der i Utsjoki Kirkeby er selvfølgelig et faktum, og det gør den stadig, men omvendt er det udtryk for et valg, at Moltke malede den med – og endda fra vinkler, som gjorde, at den kom til at stå i forbindelse med nordlyset. Ved at sætte kirken, Guds hus, i forbindelse med himlens lys åbner Moltke for en fortolkning af naturen som guddommelig. Men selvom nordlysmalerierne er i familie med det romantiske landskabsmaleri, er der også meget, der adskiller dem fra det. Friedrich møblerede hæmningsløst rundt på sine landskabselementer for at opnå den helt rette balance mellem dem. For ham handlede det om at lukke »det kødelige øje« og se med »det åndelige øje«.11 Moltke var anderledes forpligtet på at afbilde det, han så, på en genkendelig måde. Hans malerier er da heller ikke (som Friedrichs) renset for alle tegn på den moderne verden; udstyret fra observationsarbejdet spiller fx en vigtig rolle i dem. De spænder altså over flere modsatrettede ting: nøgtern dokumentarisme og fortolkning, et videnskabeligt natursyn og et romantisk-kunstnerisk. Bl.a. på grund af denne dobbelthed er nordlysmalerierne også i samklang med kunsten på Moltkes egen
Tidsskriftet Grønland 1/2010
31
KAREN BENEDICTE BUSK-JEPSEN: HVEM KAN TYDE HIMLENS FLAMMESKRIFT
tid, især symbolismen, hvor forholdet mellem materielt og åndeligt stod øverst på den kunstneriske dagsorden, og hvor lyset også af den grund blev et motiv i egen ret. Tænk bare på lysets hovedrolle i et værk som Vilhelm Hammershøis Støvkornenes dans i solstrålerne (1900).12 Ved forskerholdets afrejse fra Island til København i 1900 havde signaturen M.J. forfattet en højstemt sang, hvis første vers lyder: »Lys I søgte, Lys I fandt i Natten, – / Hvem kan tyde Himlens Flammeskrift?/ Men en Gang naar løst er Lysdebatten,/ klart i Dagen staar jer Natbedrift.«13 DMIs nordlysekspeditioner skrev sig ganske rigtigt ind i forskningshistorien, om end ekspeditionsleder Adam Paulsens teorier kun var et skridt på vejen – de blev efter ret kort tid overhalet af nye forklaringer. I dag ved man, at nordlys opstår, når kraftig stråling rammer atmosfærens molekyler og atomer, og at forekomsten af nordlys ændrer sig afhængig af solvindens intensitet. Men ekspeditionerne viste også, at »Himlens Flammeskrift« kan tydes på flere måder. Når Moltkes malerier stadig står stærkt i dag – selvom det ikke længere er nogen sag at tage billeder af nordlys – er det nok fordi deres styrke ikke kun ligger i den fotografiske præcision, men mindst lige så meget i de maleriske fortolkninger af nordlyset, som Moltke sneg ind gennem sit bevidste arbejde med synsvinkler, størrelsesforhold, udsnit, identifikationsfigurer og sammenstød mellem billedelementer. Til trods for sin bundne opgave
32
Tidsskriftet Grønland 1/2010
fandt Moltke således en måde at udtrykke en oplevelse af nordlys på, der bevæger sig ud over det rent deskriptive og neutrale og gør det muligt at fornemme nordlyset som et fænomen af en anden verden.
Noter Peter Stauning og Søren Henriksen: »Harald Moltkes malerier på Meteorologisk Institut« (teknisk rapport), DMI, København 2008, s. 71. 2 2 Harald Moltke: Livsrejsen, Nyt Nordisk Forlag, København 1936, ss. 36-45. 33 Livsrejsen, s. 45. 44 Moltke tog fat på emner som Adam og Evas fund af den døde Abel for at kunne koncentrere sig om menneskelige sindstilstande. Livsrejsen, s. 63. 55 Livsrejsen, s. 85. 66 Livsrejsen, s. 98. 77 Ibid. 88 Moltke har kun malet nordlyset på ren himmelbaggrund i sine afbildninger af »nordlyskroner«, som man må kigge opad for at se. 99 Tankevækkende nok var et af Friedrichs forbilleder Jens Juels malerier af udendørs vejrforhold, bl.a. hans lille Landskab med nordlys fra 1790’erne, hvor himlens lodrette striber af nordlys spiller hovedrollen, mens en ensom mand sidder i forgrunden. 10 De tre omtalte rygvendte personer ses hhv. på malerierne dateret 29. december 1900, 14. januar 1901 og 22. februar 1901. 11 Colin D. Bailey: »Caspar David Friedrich. En introduktion til hans liv og arbejde« i Caspar David Friedrich og Danmark, Statens Museum for Kunst, Kbh. 1991, s. 11. 12 Det er også oplagt at nævne J.F. Willumsens glødende interesse for lys og lyssætninger. I en anmeldelse i Politiken af Moltkes nordlysmalerier, der var udstillet hos kunsthandlen Winkel & Magnussen, refererede Ludvig Mylius-Erichsen netop til Willumsen. Ifølge Moltke skrev han, »at Willumsen nu kunne gaa hjem og lægge sig – Nordlysene siger Spar to til hans vildeste Fantasterier«. Livsrejsen, s. 108. 13 M.J.s lejlighedssang findes i Arktisk Instituts arkiv. 11