TG_01_2013

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 1/MARTS 2013 61. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND

2*

Udgivet af Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgs@groenlandselskab.dk www.groenlandselskab.dk www.tidsskriftetgronland.dk IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28

Japan og Singapore i Arktis: Overvejelser for Grønland

Redaktion/redaktør: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@polarfronten.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse.

Tidsskriftet »Grønland« er udgivet med støtte fra bl.a. Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks fond, Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond og Juuliip Nipitittagaa/Grønlands Julemærkefond.

18

Stewart wat ter s og aki tonami:

inge bisgaard og søren vadstrup:

Rejsen til landet på den anden side

Aasiaats 250-års jubilæum (1763 - 2013) 29 José D. ruiz-martinez:

41

marc o. han sen og martin nissen:

Den grønlandske istjeneste 50

annika bergh hansen:

Kulturarv sat i spil – kulturminder og landskaber 67

mads peter heide- jørgensen:

Satellitsporing af hvaler ­– en grøn-

landsk eksportvare 79

anthony k. higgins og willy lehmann weng:

Det nordlige Østgrønlands udforskningshistorie og stednavne

Artikler mærket med * er fagfællebedømt. Læs mere om fagfællebedømmelse på www.groenlandselskab.dk.

Grafisk udformning Urs Gjerding Tryk Gullanders Bogtryk A/S Forsidebillede: Kap Berlin hytten på Wollaston Forland under opmåling. Foto: Peter Schmidt Mikkelsen.

Index-1-2013.indd 167

4/3/2013 9:40:44 AM

af STEWART WATTERS OG AKI TONAMI

Japan og Singapore i Arktis: Overvejelser for Grønland RESUMÉ

Der er en voksende bevidsthed i Norden omkring Asiens øgede interesse i det arktiske område og i arktiske anliggender, herunder forholdet til Grønland. Men med den mulige undtagelse af Kina har der kun været begrænset vestlig videnskabeligt arbejde med at analysere præcis, hvorfor asiatiske lande er interesserede i Arktis.

Ser man på Japans og Singapores arktiske engagement, fremgår det af nærværende artikel, at deres interesse i polaregnene ikke nødvendigvis er et nyt fænomen, og at deres politikker for Arktis, på samme måde som med udviklingen af andre udenrigspolitiske mål, er en kompleks blanding af nationale-, bureaukratiske- og gruppeinteresser.

For grønlandske og danske politikere kan det være nyttigt at forstå tilblivelsen af Japans og Singapores arktiske politik, og at de to landes interesser er komplekse og mangesidede.

Aki Tonami1 (AK) er forsker på Nordisk Institut for Asien Studier (NIAS) på Københavns Universitet. Hun har en ph.d. i Environmental Studies (økologisk økonomi) fra Kyoto University, Japan (2008). Hendes vigtigste forskningsområder omfatter Japans internationale relationer og miljøforvaltning, især miljøstøtte.

2

Tidsskriftet Grønland 1/2013

Efterhånden som forandringerne i Arktis accelererer, har kendskab til de grundlæggende ændringer, der finder sted i det arktiske område, vakt interesse fra en række ikke-arktiske stater. Fra en forståelse af virkninger af klimaændringerne på vejret, nye sejlruter og potentiel ressourceudvinding, repræsenterer forandringerne i Arktis nye muligheder for mange lande uden for regionen.

Fra begyndelsen af 2013 er der syv nye statslige ansøgere til at blive observatører i Arktisk Råd. Fem er asiatiske: Kina, Sydkorea, Japan, Singapore og Indien.

For Grønland repræsenterer denne intensiverede interesse fra lande uden for Arktis en enorm mulighed, men indeholder også nye krav for at forstå de motivationer og ambitioner, som disse potentielle nye partnere har.

I 2012 fandt der en række bilaterale Stewart Watters1 (SW) leder ”Asien i et ændret Arktis’ - programmet 2 ved Nordisk Institut for Asien Studier. Programmet ser på drivkræfterne bag den stigende interesse for Arktis fra de asiatiske lande, og hvad dette betyder for de nordiske lande. SW er britisk statsborger, men taler dansk. Hans kandidat-afhandling så på Grønlands strategiske rolle under Den Kolde Krig og dens indvirkning på grønlandsk selvstyre.

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

Repræsentanter fra Kina, Sydkorea og Japan (fra venstre mod højre) deltager i et møde i Arktisk Råd, november 2012. (Kilde: Arktisk Råd).

møder sted mellem grønlandske og kinesiske embedsmænd og med stort fokus fra danske og internationale medier på besøget af præsident Hu til Danmark i juni. Dette blev fulgt op af et meget usædvanligt besøg af et udenlandsk statsoverhoved til Grønland, nemlig den daværende sydkoreanske præsident Lee Myung Bak i september. Grønlands landsstyreformand Kuupik Kleist besøgte derefter Sydkorea i december. Under besøget forsikrede han, at Sydkorea kunne regne med grønlandsk støtte til sin ansøgning om at blive observatør i Arktisk Råd (Ramstad, 2012). Under et besøg i Tokyo i oktober 2012 talte den danske udenrigsminister Villy Søvndal længe om Grønland (Udenrigsministeriet, Danmark, 2012). Grønland befinder sig derfor i centrum i en international debat om, hvordan man bedst beskytter Arktis og dets folk, mens man samtidig udnytter sine nye økonomiske muligheder.

Vi vil diskutere to af Grønlands poten-

tielle asiatiske partnere: Japan og Singapore.

Disse aktører er interessante på grund af en række årsager: De er begge ansøgerne til at blive observatører i Arktisk Råd, selvom de har meget forskellig fortid inden for polarforskning og polar udforskning. Deres interesser udviser kun en smule geopolitiske ambitioner, og for så vidt hvad angår Grønland, har de stort set afholdt sig fra at foretage store armbevægelser. Ikke desto mindre har de gennem ord og handling vist en stigende og mere bred interesse for grønlandske og arktiske anliggender.

I denne artikel om Arktis bruger vi Oran Youngs kategorisering af interesser, som er hhv. nationale interesser, bureaukratiske interesser og gruppeinteresser. Vores antagelse er, at japanske og singaporeanske interesser i Arktis er betinget af de kombinationer af deres bekymringer over økonomi, miljø, sikkerhed og regeringsførelse, der er repræsenteret ved forskellige institutioner

Tidsskriftet Grønland 1/2013

3

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

eller grupper. Ved at analysere den betingede karakter af de arktiske politikker i Japan og Singapore, håber vi at kunne udlede, hvordan de to ikke-arktiske stater fortolker deres rolle i Arktis.

Artiklen består af tre hoveddele: For det første vil vi kort beskrive de tre kategorier af forskellige interesser, der er knyttet til Arktis, baseret på Oran Youngs fortolkende rammer (Young, 1992). For det andet vil vi analysere Japans og Singapores interesser i henhold til Youngs kategorisering af interesser. Endelig vil vi slutte med en vurdering af, hvad vi kan lære af Japans og Singapores interesse i Arktis, samt at gøre opmærksom på nogle mulige politiske implikationer for Grønland.

Rammer for analysen I artiklen ”The Arctic: Distinctive Region or Policy Periphery?” fra bogen ”Arctic Politics” fra 1992, gjorde Oran Young gældende, at spørgsmål vedrørende Arktis, såsom hvorvidt Arktis er en karakteristisk region eller ej, ikke entydigt kan besvares. Svaret kan være forskellig afhængig af karakteren af de fortolkende rammer eller konceptuelle linser, observatørerne i Arktis bruger til at arrangere tilgængelige fakta. Desuden vil det være egne interesser eller fortolkninger deraf, der danner udgangspunkt, når embedsmænd eller private analytikere vælger de fortolkende rammer for deres politiske analyser eller politikudformning.

Young bemærkede også, at perspektiverne ikke er neutrale med hensyn til deres konsekvenser for de forskellige interessenters interesser, og at de foretrukne perspektiver på Arktis varierer på tværs af nationer, grupper og enkeltpersoner.

Deres interesser er inddelt i tre klasser: (1) Nationale interesser (2) Bureaukratiske interesser

4

Tidsskriftet Grønland 1/2013

(3) Gruppe interesser Mens de nationale interesser er selvforklarende, tilføjede Young yderligere forklaringer af bureaukratiske- og gruppeinteresser.

Young påpegede, at de enkelte styrelser, samt fraktioner, der opererer inden for politiske systemer, har deres egne interesser.

Disse interesser kan (eller kan ikke) modsvare eller styrke de nationale interesser.

Gruppeinteresser refererer til de “uofficielle interessegrupper, der arbejder for at påvirke offentlige politikker i lyset af deres egne verdensbilleder og politiske præferencer” (s. 241-242). Nogle af disse grupper er funktionelt specifikke. Andre opstår for at fremme særlige sociale filosofier. Ved brug af Youngs kategorisering undersøger vi kombinationen af de involverede aktører i arktisk politik og begrundelsen for deres deltagelse. Ved at gøre dette, håber vi på at kunne kaste lys over et muligt overordnet tema i interessenternes arktiske strategi.

Japan i Arktis Nationale interesser: Japans arktiske interesser er komplekse, og de er kombineret med manglen på en samlet, tværministeriel arbejdsgruppe, der kan operere inden for en samlet strategi fra den japanske regering. Japan er ikke en kyststat i Det Arktiske Ocean, og derfor, med undtagelse af de rettigheder, der ydes i henhold til Spitsbergen-traktaten, har Japan ikke nogen territoriale krav i henhold til international ret. Af denne grund er Japans holdning, at de juridiske spørgsmål i forbindelse med Det Arktiske Ocean bør behandles inden for den eksisterende retslige ramme, som er UNCLOS (Horinouchi, 2010.

En liste over de i artiklen anvendte forkortelser findes efter Noter og Referencer).

Ifølge regeringen er det primære formål med Japans arktiske engagement at beskytte og forstå det arktiske miljø. Japan erkender, at udviklingen i Arktis kan have konsekvenser for japanske interesser på verdensplan,

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

RV Mirai er et japansk forskningsskib designet og anvendt til oceanografisk forskning. (Kilde: www.jamstec. go.jp/j/museum/wallpaper/index.html).

hvor den største er at beskytte det globale miljø. Den japanske regering mener, at Arktis ”bør anerkendes som en del af den fælles arv for menneskeheden. Det internationale samfund bør beskytte dette område og bruge det til fredelige formål” (Horinouchi, 2010). Ifølge japansk opfattelse har landet et ansvar for at beskytte miljøet i dette område, både som medlem af det internationale samfund såvel som et land, der aktivt gør en indsats for at beskytte det globale miljø.

Bureaukratiske interesser: I tilfældet Japan er forskellene mellem landets bureaukratiske organisationer forstærkede på grund af en særlig form for administration. I den japanske administration er det bureaukratiet, der har det politiske

initiativ, og ministerierne er de centrale organisatoriske enheder. Dette skyldes, at det japanske bureaukratiske system har bevaret sin funktion siden det blev etableret, selv efter den amerikanske besættelse efter Anden Verdenskrig. Derved har bureaukratiet styrket sin position i forhold til politikere og erhvervsliv (Shinoda, 2000, s. 5). Initiativer har tendens til at komme fra en bottom-up proces i ministerierne, og hvert ministerium besidder en stærk magt over specifikke emner. Konkurrencen mellem ministerierne er hård, og deres ansatte har en tendens til at være loyale over for et enkelt ministerium. Det er derfor ikke usædvanligt, at samarbejde på tværs af ministerierne er fraværende (lodret fragmentering). I tilfældet med arktiske politikker synes hvert ministerium at være opmærksom på aktiviteter i

Tidsskriftet Grønland 1/2013

5

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

andre ministerier, men niveauet af koordination er stadig begrænset til udveksling af oplysninger3 Blandt de ministerier, der arbejder med Arktis, er Ministeriet for Uddannelse, Kultur, Sport, Videnskab og Teknologi (MEXT) sandsynligvis det ministerium, der har afsat det største budget til Arktis – for det meste koncentreret omkring videnskabelig forskning og opbygning af polarforskernetværk.

MEXT har et langt engagement i Arktis. Japan udviste en særlig interesse i det videnskabelige aspekt af Arktis under den kolde krig. I 1990, da International Arctic Science Committee (IASC) blev oprettet, tilsluttede Japan sig IASC som en ikke-arktisk stat. Som en følge deraf etablerede MEXT et arktisk center under ledelse af ministeriet på The National Institute of Polar Research (NIPR).

I december 2010 opnåede MEXT finansiering til programmet Arctic Environmental Research, der begyndte i 2011. Støtten strækker sig over fem år. Baseret på denne finansiering oprettede Japan et ’Consortium

6

Tidsskriftet Grønland 1/2013

for Arctic Environmental Research’ (JCAR) under NIPR i maj 2011. Ydermere blev ’GRENE Arctic Climate Change Research Project’ lanceret med henblik på at skabe et netværk af forskere, der har relation til Arktis (NIPR, 2011 ). Med hensyn til Grønland har NIPR tidligere deltaget i internationale videnskabelige forskningsprojekter som iskerneboringerne NGRIP og NEEM (National Climatic Data Center, 2008; Københavns Universitet, 2012). Shirase, en af Japans tre isbrydere, er finansieret af MEXT og anvendes af det japanske Antarctic Research Expedition (JARE) under NIPR, selvom skibet som sådan er under ledelse af Japan Maritime Self Defense Force (SDF).

Blandt andre ministerier spiller Udenrigsministeriet (MOFA) en rolle i at repræsentere den samlede japanske holdning til Arktis i internationale fora. I 2009, hvor den japanske regering officielt indgav en ansøgning om permanent observatørstatus i Arktisk Råd, nedsatte MOFA en Arctic Task Force under The International Legal Af-

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

fairs Bureau, Ocean Division. Siden november 2010 har embedsmænd fra MOFA deltaget i Arktisk Råds møder. I november 2012 deltog en senior vice-udenrigsminister som observatør og ad-hoc observatør på et møde i Arktisk Råd i Stockholm, og i marts 2013 udnævnte Japan Masuo Nishibayashi som særlig arktisk ambassadør. Dette afspejler den ændring i ministeriets opfattelse, som arktiske anliggender har fået. I 2014 planlægger den danske ambassade i Japan en større markedsføring af Grønland i Japan (Udenrigsministeriet i Danmark, 2012). Baseret på det bilaterale forhold forventes det, at MOFA vil tilbyde en eller anden form for støtte til det danske initiativ4.

Imidlertid er Ministeriet for Land, Infrastruktur, Transport og Turisme (MLIT) et af de mere proaktive ministerier, der har vist interesse for Arktis. I 2012 fremlagde MLIT sammen med beslægtede ministerier, private virksomheder og rådgivere en rapport, der påpegede, at den nordlige søvej (NSR) kunne være et nyskabende forretnings-område for japanske virksomheder.

Ministeriet afholdt derfor et indledende internt seminar for at undersøge den aktuelle status og fremtidige politik vedrørende NSR (MLIT, 2012).

Baseret på MLIT’s undersøgelse fremlagde kabinettets Headquarters for Ocean Policy et positionspapir til en grundlæggende plan for en søfartspolitik. Planen skal revideres i foråret 2013. I bilaget til dokumentet bliver betydningen af NSR og potentialet af den sibiriske landbro5 påpeget, men hvorvidt Arktis vil blive medtaget i den nye plan er stadig uvist (Headquarters for Ocean Policy, 2012).

Forsvarsministeriets forskningsinstitut The National Institute for Defense Studies (NIDS) offentliggjorde en rapport i 2011 med titlen ’Oversigt over Østasien Strategien 2011’, der indeholdt et kapitel om ’Fremtidens orden i Arktis’. Rapporten opsummerede de miljømæssige, politiske og sikkerhedsmæssige situationer i det arktiske

område og fremlagde en række anbefalinger til den japanske regering (The National Institute for Defense Studies, Japan, 2011). Anbefalingerne stammede oprindeligt fra en anmodning om diskussionsemner til en amerikansk-japansk forsvarspolitisk dialog om virkninger af klimaændringer på sikkerhedspolitikken. NIDS blev bedt om at vurdere og beskrive potentielle virkninger, og fra dette kom arbejdet om Arktis6. Rapporten konkluderede, at ændringerne i Arktis ikke retter direkte sikkerhedstrusler mod Japan. Baseret på denne forståelse synes forsvarsministeriets interesser i Arktis ikke særligt høje.

Gruppeinteresser: Den japanske politikudformningsproces er blevet karakteriseret som en ’jerntrekant’, der består af tre store aktører: Bureaukratiet, politikerne og erhvervslivet (Drifte, 1996, s. 16). Især i udenrigspolitikken spiller japanske koncerner en uformel, men betydelig rolle gennem deres lobbyvirksomhed. Den offentlige forvaltning og erhvervslivet er afhængige af hinanden. Forvaltningens afhængighed består i, at erhvervslivet indsamler relevant politisk information såvel som af deres efterretningsaktiviteter. De forretningsmæssige grupper er afhængige af regeringen for støtte og vejledning om handelsrelaterede spørgsmål (Hagström, 2000). Derfor er det nødvendigt med nøje opmærksomhed for at studere de japanske gruppeinteresser i Arktis.

The Ocean Policy Research Foundation (OPRF), som er en tænketank og en lobbyorganisation for den japanske skibs- og relaterede fremstillingsindustri, har gennemført flere forskningsprojekter vedrørende Arktis – navnlig med hensyn til den nordlige sørute (NSR). Allerede i 1993 indledte Ship & Ocean Foundation (nu OPRF), i samarbejde med Fridtjof Nansen Instituttet i Norge og det centrale Marine Research and Design Institute i Rusland, et seks-årigt forskningsprojekt med titlen ‘International Northern

Tidsskriftet Grønland 1/2013

7

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

Sea Route Programme (INSROP)’. The Nippon Foundation, som er en af de største private fonde i Japan, var en stor støttepartner for projektet. Projektet var et af de første internationale forskningsprojekter, der havde til formål at bevise den tekniske gennemførlighed af NSR som en international kommerciel sørute (Liu & Kronbak, 2010). Ifølge OPRF var projektet en succes og fik skudsmålet, at der var ”rigelig frugt i vurderingen af de forsikringsmæssige-og juridiske spørgsmål omkring den nordlige sørute, samt at der er fornuftige forslag til forbedringer” (OPRF, 2012).

Samtidig gennemførte Ship & Ocean Foundation programmet Japan Northern Sea Route Programme (JANSROP), der, sammenlignet med INSROP, først og fremmest blev udviklet af den japanske skibsindustri til at undersøge muligheden af NSR. Det udviklede sig til JANSROP fase II (2002-2005).

Som et resultat af undersøgelserne blev JANSROP-GIS (geografisk informationssystem) udarbejdet. Baseret på resultaterne fra disse forskningsprojekter var den japanske skibsfarts konklusion vedrørende muligheden for NSR, at der var for mange usikkerheder til at skabe eventuelle finansielle fordele.

Denne konklusion hersker stadig i den japanske skibsfartsindustri til trods for, at Arktis nu trækker mere opmærksomhed globalt og i de japanske medier. OPRF er en så indflydelsesrig organisation for den japanske skibsindustri, at JANSROP’s mere forsigtige konklusioner har sat tonen for de efterfølgende diskussioner, hvilket gør, at branchens aktører er tøvende over for store investeringer i forbindelse med Arktis.

I mellemtiden besluttede prefekturet i Hokkaido (et prefektur er en administrativ enhed) at indlede sit eget projekt for at se på den nordlige sørutes betydning for Hokkaido. Hokkaido er den nordligste af Japans hovedøer, og lokale embedsmænd mener, at øen har en fordel, fordi brugen af dens havne er billigere end brugen af havnene i Tokyo og Yokohama. Projektet startede i au

8

Tidsskriftet Grønland 1/2013

gust 2012 og er planlagt til at vare i syv måneder. Det oprindelige koncept fokuserede på Tomakomai som en nordøstasiatisk terminal for støtte til mandskab og logistik, der skal fungere som service for sydkoreanske, kinesiske og russiske fartøjer. I øjeblikket håndterer Tomakomai cirka en tredjedel af Hokkaidos samlede godsmængde, og den spiller en vigtig rolle i udviklingen af Hokkaidos økonomi som den største internationale handelshavn i det nordlige Japan.

I en Grønlandsk sammenhæng har JOGMEC (Japan Olie, Gas and Metals National Corporation) i regi af Agenturet for Naturressourcer og Energi deltaget i en sonderende licens i KANUMAS-projektet. Dette projekt startede i 1989 og er en fælles geologisk og geofysisk undersøgelse i nordvest- og nordøst offshoreområder i Grønland. Et internationalt konsortium af flere olieselskaber, såsom JOGMEC, BP, Chevron, Exxon, Mobil, Shell, Statoil og Nunaoil (det statslige olieselskab i Grønland), fik i fællesskab licensen fra den grønlandske regering (JOGMEC, 2012).

Singapore i Arktis Som en sydøstasiatisk bystat lige nord for ækvator, med kun lidt historisk engagement i polarområderne set i sammenligning med Japan, kunne Singapore ikke synes at have nogen væsentlig interesse i Arktis. Men Singapore har formuleret et ønske om at spille en rolle i arktisk forvaltning gennem regeringens erklæringer (Hean, 2012), forelæggelse af ønsket om observatørstatus i Arktisk Råd i slutningen af 2011 (skal vedtages i 2013) samt ved i begyndelsen af 2012 at udpege en særlig udsending for arktiske anliggender fra Udenrigsministeriet.

Da Singapores interesse i Arktis er forholdsvis ny og der mangler en offentlig artikuleret arktisk strategi, vil en diskussion være på sin plads. Diskussionen vil fokusere på Singapores motivationer samt nogle fortolkninger af disse forskellige diplomatiske og politiske aktiviteter, og vil

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

trække på vores viden om Singapores statslige politiske struktur og kultur.

Singapore er karakteriseret som en udviklingsstat (Low, 2001), hvor staten henter sin legitimitet fra den økonomiske vækst og søger at tilpasse den nationale økonomi til ændringer i den globale økonomi (Airriess, 2001, s. 240). Dannelsen af Singapores arktiske politik forstås bedst ved at anerkende, at et enkelt parti, People Action Party (PAP), har regeret Singapore siden 19597. Den politiske stabilitet afledt af PAP’s monopol på magten har sikret en konsekvent fokusering på den økonomiske udvikling og udviklingen af et særdeles tæt forhold mellem parti og stat (Yeung, 2006, s. 91). Med disse betingelser er den politiske ledelses legitimitet og den bureaukratiske styring af økonomien sammenvævet med økonomisk succes og effektiv planlægning.

Selv om man kan identificere nationale-, bureaukratiske- og gruppeinteresser, bør man være opmærksom på, at et så tæt indbyrdes forhold mellem et dybt indlejret parti, et elitebureaukrati og kommercielle enheder i en relativ lille bystat er med til at sløre linjen mellem de tre interessegrupper.

Nationale interesser: Opretholdelsen af Singapores økonomiske velfærd ses som at repræsentere en national sikkerhedsudfordring (Dent, 2001), og i den henseende kan vi identificere to områder af national interesse i forbindelse med forandringerne i Arktis: Singapores rolle som en indflydelsesrig maritim interessent og som et globalt skibsknudepunkt8.

Singapore har som kyststat og trafikknudepunkt spillet en vigtig rolle i det globale arbejde med ordninger og institutioner til forvaltning af havene. Singapore er et mangeårigt medlem af den Internationale Maritime Organisation (IMO) og har leveret et “positivt og konstruktivt bidrag på højt niveau” i IMO ( International Maritime Organization, 2005). Singapore hævder, at friheden til sejlads repræsenterer et spørgsmål

af vital interesse, at det åbne hav er menneskehedens fælles arv, og at samarbejdet mellem kyststater og brugerne skal forbedres, samt at havforvaltning skal være åbent og inkluderende (Hean, 2012). Det er derfor ikke overraskende, at Singapore opfatter sig selv som en vigtig part i enhver debat om udviklingen af arktisk skibsfart og ressourceudforskning – både i IMO og i Arktisk Råd.

Med hensyn til potentialet i den nordlige sørute og Singapores position som globalt knudepunkt for skibstrafikken hævder nogle analytikere, at mere nordlige asiatiske havne kunne drage fordel af en pålidelig arktisk passage på bekostning af Singapore (Ho, 2011; Ramberg, 2010). Det hævdes også, at energiressourcer fra Arktis kan forandre importmønstrene i de energikrævende økonomier i Nordøstasien. Malacca-strædet er en anerkendt strategisk ‘flaskehals’ (engelsk: chokepoint. US Energy Information Administration, 2011), og problemet med pirateri og politisk ustabilitet i Mellemøsten gør, at en alternativ energiforsyning både fra og via Arktis forekommer overbevisende.

Men andre udfordrer tesen om omfanget af truslen mod Singapores status. Der mangler stadig svar på spørgsmål om det kortsigtede potentiale i en storskala, meget reguleret arktisk skibstrafik, der relaterer sig til navigations-og miljøsikkerhed, transittid, kapacitetsbegrænsninger, begrænset sæsonmæssig adgang samt et usikkert russisk bureaukrati og mangel på eksisterende infrastruktur (Lasserre & Pelletier, 2011). På forskydningen af Singapore som internationalt knudepunkt er der “kun få grunde til bekymring, og den nordlige sørute vil sandsynligvis kun have en marginal effekt på de globale skibsbevægelser” (Graham, 2012).

Alligevel er en mulig fremtid, hvor Singapores status som maritimt knudepunkt er truet, en udfordring for Singapores økonomiske velfærd, og derved udgør det en national sikkerhedsmæssig udfordring. På den ene side kan udfordringen fra den nordlige sørute vise sig at være overdreven, men at

Tidsskriftet Grønland 1/2013

9

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

integrere Singapore i det arktiske reguleringssystem kan ses som et middel til at afdække risici9 og samtidig forstå og påvirke forandringerne i Arktis.

Bureaukratiske interesser: Bureaukratiet i Singapore har en central position, og “en tendens til at engagere mange institutioner i konsultationer og koordinering med den private sektor, og disse konsultationer er en væsentlig del af processen i politikformulering og -implmentering.” (Yeung, 2006, s. 89).

Vi ser især den rolle, som bureaukratiet spiller, på de arktiske anliggender i Udenrigsministeriets arbejde. I januar 2012 udnævnte Singapores Udenrigsministerium en særlig udsending for arktiske anliggender, ambassadør Kemal Siddique (Singapores Udenrigsministerium, 2012). Ambassadøren

10

Tidsskriftet Grønland 1/2013

er forankret i Udenrigsministeriet og leder en arbejdsgruppe, der omfatter embedsmænd med ansvar for Europa og Sydøstasien10. Men også en lang række regeringskontorer, den private og den akademiske sektor samarbejder om arktiske spørgsmål11.

Singapore, repræsenteret ved Udenrigsministeriet, ses som en aktiv kandidat til Arktisk Råd og for dygtigt at have forholdt sig til optagelseskriterierne for at blive permanent observatør. Embedsmænd har deltaget i møder i Sverige under det svenske formandskab for Arktisk Råd12, de deltog i en studietur til Svalbard arrangeret af den norske regering i august 2012 og deltog i den 10.

Konference for Parlamentarikere fra den arktiske region i september 2012. En række repræsentanter for Arktisk Råds permanente deltagere besøgte Singapore på regeringens opfordring i maj 2012.

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

Det nationale klimasekretariat (NCC) i Statsministeriet har også anerkendt Singapores interesse i den arktiske udvikling. I en rapport fra 2009 om klimasårbarhed for kystnære byer i Asien, identificerede WWF to store udfordringer for Singapore som følge af klimaændringerne: Øgede chancer for oversvømmelser i en mere intens monsunsæson og tab af kystnære arealer som følge af havniveauvstigninger (WWF, 2009, s. 31-32). Forbindelsen mellem Singapores klimahensyn og Arktis blev tydeliggjort af den singaporeanske vicepremierminister ved 2012 Oceans Summit (Hean, 2012).

En sidste vigtig aktør i bureaukratiet både i og udenfor Singapore er transportministeriet (MOT). MOT er ansvarlig for Singapores arbejde i Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) i London, og har været ansvarlig for at fremme Singapores interesser i udkastet til en ny IMO Polar Code, der forventes afsluttet i 2013. Denne Polar Code vil indføre et internationalt kodeks for sikkerheden på skibe, der opererer i polare farvande, og som dækker anliggender indenfor fartøjsdesign, konstruktion, udstyr, drift, uddannelse, eftersøgning, redning og miljøbeskyttelse (IMO, 2012). MOT overvåger også Singapores havnemyndigheder (MPA), hvis mission er “at udvikle Singapore som et førende globalt skibstrafikknudepunkt... og at fremme og beskytte Singapores strategiske maritime interesser” (Maritime and Port Authority of Singapore, 2009). Denne rolle er relevant for vores diskussion af gruppers interesser nedenfor.

Gruppeinteresser: I betragtning af den betydelige grad af involvering af statslige institutioner i forvaltningen af Singapores økonomi og dets store kommercielle enheder (Liow, 2012), er bureaukratiets prioritering i politikformulering også påvirket af bredere økonomiske initiativer, der finder sted uden for regeringen, men som støttes af og til tider direkte finansieres af regeringen.

Disse gruppeinteresser, der strækker sig ud over regeringen, tyder på en yderligere vigtig motivation for Singapores voksende arktiske engagement. I dette afsnit vil vi lægge særlig vægt på Singapores Offshore and Marine Engineering (OME) sektor og Port Management and Infrastructure – to områder, hvor Singapore ser et klart kommercielt potentiale i forbindelse med udviklingen af det arktiske område.

Singapores virksomheder hører til blandt verdens førende inden for OME, som er en kritisk sektor for Singapores økonomiske strategi og en sektor, der af embedsmænd ses som vigtig i forholdet til Arktis (Ong, 2007).

I forbindelse med Arktisk Råd ses dette aspekt af nogle iagttagere som værende Singapores mest betydningsfulde. Singapores OME tegner sig for 70 % af verdensmarkedet for konstruktion af jack-up rigs13 og 2/3 af det globale Floating Production Storage and Offloading (FPSO) marked (Singapore Economic Development Board, 2012). Begge er vigtige teknologier til offshore boring i barske miljøer. Singapores Keppel Offshore and Marine og Sembcorp Marine dominerer disse markeder (Wong, Ho & Singh, 2009, s.

96) og har tætte bånd til statslige institutioner 14.

Derudover indgik Keppel Offshore and Marine på det arktiske isbrydermarked i 2008 og leverede to fartøjer til Ruslands LUKOIL (Keppel Offshore & Marine, 2012b). I 2012 bebudede Keppel og ConocoPhillips, at de i fællesskab skal designe en banebrydende rig til offshore arktiske boringer (Keppel Offshore & Marine, 2012a).

OME-sektoren er central for Singapores strategiske ambition om at etablere sig som en ’global maritim videnbank’ inden 2025 (Maritime and Port Authority of Singapore, 2009). Den tegner sig for 20 % af den samlede værditilvækst i Singapores maritime sektor og for 25 % af den samlede maritime beskæftigelse i Singapore (Wong et al., 2009, s. 88).

Tidsskriftet Grønland 1/2013

11

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

The Keppel Terminal, Singapore. (Copyright: Sarah Starkweather).

Singapores regering har også forsøgt at øge den akademiske arktiske ekspertise for at supplere sin nuværende industrielle ekspertise. Den har indført en række forsknings- og udviklingsinitiativer, der involverer MPA, National University of Singapore (NUS) og den private sektor, herunder Keppel. Mest bemærkelsesværdig er arktiske forskningsprojekter på Center for Offshore Research & Engineering (CORE) på NUS (Elias, 2008).

Med hensyn til Singapores ekspertise i havnedrift ser nogle en potentiel udfordring for Singapores status som knudepunkt i udviklingen af mere tilgængelige arktiske sejlruter. Men disse samme ruter udgør et enormt potentiale for både små og store infrastrukturprojekter efterhånden som de nordlige områder bliver stærkere trafikerede og mere kommercielt aktive. Den statsejede15

12

Tidsskriftet Grønland 1/2013

Port of Singapore Authority (PSA) har internationaliseret sit fodaftryk16, især i det sidste årti, og Singapores brede ekspertise i drift af store havnefaciliteter kan være en mulighed for PSA International efterhånden som behovet for nye nordlige havneinfrastrukturer til at facilitere arktisk sejlads dukker op. Singapores Udenrigsministerium er opmærksom på spekulationer omkring mulige fremtidige knudepunkter i Nordatlanten, samt at skibsfart internt i Arktis også udgør et potentielt marked for PSA’s brede kompetencer i havnestyring med hensyn til teknikker, konstruktion, logistik og software17.

Konklusion Japans arktiske politik er et produkt af sammenflettede interesser fra forskellige aktører, der blev involveret i Arktis med forskel-

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

lige bevæggrunde på forskellige tidspunkter i den nyere arktiske historie. Vi så, at dette virvar skyldes en mangel på en forenet, tværministeriel enhed, der kan operere inden for en samlet regeringsstrategi. At der er en lodret fragmentering af det japanske bureaukratiske system, og at der er en tæt relation mellem grupperne bureaukrati, politikere og erhvervsliv i den politiske beslutningsproces. Med hensyn til de faktiske interesser i Arktis er det på nationalt plan Japans højeste prioritet at beskytte og forstå det arktiske miljø. Det faktum, at MEXT er den mest aktive af alle ministerier til at investere i de arktiske anliggender afspejler denne nationale interesse godt. Samtidig har andre ministerier, såsom MOFA, MLIT og Headquarters for Ocean Policy erkendt, at Arktis kan blive vigtigere for Japan, end det er tilfældet i øjeblikket. De har gjort en indsats for at forberede sig på en eventuel ændring i den globale politik for Arktis.

Erhvervslivet, industrien og halvstatslige organisationer har draget deres konklusioner, navnlig med hensyn til den nordlige sørute, og har fulgt deres egen kurs. Når det er sagt, så kan japanske arktiske observatørers synspunkter have rykket sig, fordi Japan ihærdigt forsøger at finde alternative energikilder efter det store jordskælv og efterfølgende atomulykke i 2011. Et sådant ryk suppleres af et skub fra europæiske aktører, som det ses i den seneste succes med at levere flydende naturgas til Japan fra Norge, drevet af Gazprom (Torres, 2012).

Med hensyn til Singapore konkluderer vi, at fra det nationale interesseperspektiv, repræsenterer et engagement i arktiske spørgsmål den logiske forlængelse af Singapores mere generelle interesse i vigtige udviklingstendenser i international maritim politik. Herunder den betydning, det tillægger UNCLOS, IMO og det regionale maritime samarbejde.

Men Singapore, på stats-, bureaukrati- og gruppeinteresseniveau, har vigtige strategiske og økonomiske interesser relateret til åbningen af Arktis for transport og ressour-

ceudvinding. Singapores kompetence i styringen af komplekse havneinfrastrukturer og tilskyndelse til at blive en af de større globale aktører inden for offshore marineog maskinindustrien repræsenterer vigtige nye nicher for to brancher, der er afgørende for Singapores økonomi og er tæt knyttet til Singapores regering.

Singapores arktiske politik er i de tidlige stadier af en formulering, men dens ansøgning om observatørstatus i Arktisk Råd og udnævnelse af en arktisk udsending indikerer en hensigt. Det er endnu ikke klart, om indsatsen for at bidrage til forvaltningen af Arktis repræsenterer et langsigtet udenrigspolitisk engagement, eller om Singapores arktiske diplomati primært er drevet af en ambition om at udnytte et spirende marked, hvor det ser sig selv som en teknologisk leder.

For grønlandske – og måske danske – politikere og erhvervsinteresser er udvikling og udvidelse af forbindelserne med statslige og ikke-statslige aktører langt væk fra regionen en mulighed med et enormt potentiale for øget grønlandsk velstand og større økonomisk selvstændighed. Dog kommer den øgede interesse for Grønland fra lande som Japan, Singapore og andre også med øgede forventninger. Hvad denne artikel viser, er, at større ændringer i Arktis ses uden for regionen med en vis grad af forventning til det økonomiske potentiale, men også bekymring over hastigheden og arten af ændringerne i form af lokale miljøbelastninger, klimaændringer, fri sejlads, sikkerhed, ressourcer og så videre. Statslige og ikkestatslige aktører uden for Arktis opfatter sig selv som havende legitime interesser i udviklingen af det arktiske område. Det kræver dels, at grønlandske politikere og virksomheder forfølger deres egne interesser. Dels at de er bevidste om, hvilke interesser de nye ikke-arktiske aktører har eller mener at have.

Tidsskriftet Grønland 1/2013

13

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

Artiklen er oversat fra engelsk af Uffe Wilken. Den danske version er godkendt af forfatterne.

En engelsk udgave af artiklen kan fås ved henvendelse til forfatterne Stewart Watters og Aki Tonami (aki.tonami@nias.ku.dk).

Noter 1. Nordisk Institut for Asien Studier.

2. Dette studie blev udført som del af forskningsprojektet ’Asia in a Changing Arctic’ på Nordisk Institut for Asien Studier og blev delvis finansieret af Nordisk Ministerråd og Scandinavia-Japan Sasakawa Foundation (No. 2012-116). Forfatterne takker interviewpersonerne for deres samarbejde såvel som de anonyme fagfællebedømmere.

3. Interview med embedsmænd fra ministeriet, polarforskere, oktober-november 2012.

4. Interview med en embedsmand fra den japanske ambassade i København, december 2012.

5. Siberian Land Bridge (Den Sibiriske Landbro) refererer til en transportkorridor fra Japan til Rusland eller Europa, som kombinerer oceantransport fra Japan til det russiske Fjernøsten og sibirisk jernbanetransport (Headquarters for Ocean Policy, 2012, p. 14).

6. Interview med NIDS-forskere, oktober 2012.

7. Singapore opnåede selvstyre fra Storbritannien i 1959 og fik fuld selvstændighed i 1965.

8. Singapore er i øjeblikket verdens næststørste containerhavn. Shanghai overtog pladsen som nr. et for få år siden.

9. For mere information om ’afdækning’ og Singapores overordnede udenrigspolitik se Leifer (2000) og Kuik (2008).

10. Samtale med embedsmand fra Singapores MFA, oktober 2012.

11. Kommunikation mellem ambassadør Siddique, Singapores arktiske udsending, og forfatterne.

12. Om end det er på marginalerne. På grund af Arktisk Råds ændringer i procedurerne fra maj 2011 kan Singapore ikke deltage i rådets møder eller i arbejdsgrupperne som ad hoc observatør. Denne regel gælder ikke for ansøgere, der søgte observatørstatus før maj 2011.

13. En jack-up rig er en boreplatform – i princippet en stor pram med ben, der uafhængige af hinanden kan bevæges op og ned. Se Schlumberger Limited (2013).

14

Tidsskriftet Grønland 1/2013

14. Temasek Holdings, hvis eneste aktionær er Singapores Finansministerium (Temasek, 2012) ejer 20,74 % af Keppel Coorporation (Keppel Coorporation, 2012) og 60,91 % af Sembcorp Marine (Holmes, 2012).

15. PSA International er 100 % ejet af Temasek Holdings (PSA International, 2013). Temasek Holdings er fuldstændig ejet af Singapores Finansministerium (Temasek Holdings, 2011).

16. PSA International driver allerede et antal terminaler i de havne, hvor trans-arktiske transporter formodes at blive losset i Nordøstasien, herunder 29 kajanlæg i Dalian, Tianjin, Busan og Incheon, med en totalkapacitet på 14.350 kTEU (PSA International, 2012). Dette er et langt større volumen, end hvad der forudsees af trans-arktisk transport frem til 2050 (Peter et al., 2011, p. 5314).

17. Samtale med embedsmand fra Singapores MFA, oktober 2012.

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

Referencer Airriess, C. (2001). Regional production, information–communication technology, and the developmental state: The rise of Singapore as a global container hub. Geoforum, 32 (2), 235-254.

Dent, CM (2001). Singapore’s foreign economic policy: the pursuit of economic security. Contemporary Southeast Asia , 1-23.

Drifte, R. (1996). Japan’s Foreign Policy in the 1990s: From Economic Superpower to What Power? New York: St. Martin’s Press.

Keppel Corporation. (2012). Investors FAQs. Retrieved 01.07.12, from www.kepcorp.com/en/content.aspx?sid=68 Keppel Offshore & Marine (2012a). Keppel and ConocoPhillips to design first ice-worthy jackup rig for the Arctic Offshore.

[Press release]. Hentet 05.7.12 fra www.keppelom.com/ en/news_item.aspx?sid=2605&aid=3241 Keppel Offshore & Marine (2012b). Keppel Singmarine - IceClass Vessels. Hentet 10.5.12 fra www.keppelom.com/en/ content.aspx?sid=2581

Elias, R. (2008). Lessons from the Arctic. Singapore Nautilus, 5 (4Q), 19-20.

Kuik, C.-C. (2008). The essence of hedging: Malaysia and Singapore’s response to a rising China. Contemporary Southeast Asia: A Journal of International and Strategic Affairs, 30 (2), 159-185.

Graham, E. (2012). Short way round: Strategic Impacts for East Asia from the NSR, and implications for Singapore as a global shipping hub. Paper presented at the Energy Security and Geopolitics in the Arctic, Energy Studies Institute, National University of Singapore, Singapore.

Lasserre, F., & Pelletier, S. (2011). Polar super seaways?

Maritime transport in the Arctic: an analysis of shipowners’ intentions. Journal of Transport Geography, 19 (6), 1465-1473.

Hagström, L. (2000). Diverging Accounts of Japanese Policymaking. The European Institute of Japanese Studies, Working Paper (No.102).

Headquarters for Ocean Policy. (2012). (Annex) Reports from each Project Team (Bettenshiryo - Kaku PT no hokokusho).

Hentet 11.01.2013 fra www.kantei.go.jp/jp/singi/kaiyou/ sanyo/sanyo_betten.pdf Hean, TC. (2012). Speech by Mr Teo Chee Hean, Deputy Prime Minister of Singapore, Coordinating Minister for National Security and Minister for Home Affairs. Paper presented at the The World Oceans Summit, Singapore.

Ho, J. (2011). The Arctic Meltdown and Its Implication for Ports and Shipping in Asia. In K. J (Ed.), Arctic Security in an Age of Climate Change (pp. 33-44): Cambridge University Press.

Holmes, S. (2012). Sembcorp Marine: Temasek cuts stake to 60.91%. Wall Street Journal. Hentet fra www. marketwatch.com/story/sembcorp-marine-temasekcuts-stake-to-6091-2012-03-11 Horinouchi, H. (2010). Japan and the Arctic. Tokyo. Hentet fra www.norway.or.jp/PageFiles/395907/JAPAN_AND_THE_ ARCTIC.pdf .

International Maritime Organization (IMO), (2005). The Signapore Shipping Association. Speech by IMO General Secretary to Singapore Shipping Association. Hentet 10.01.2013 fra www.imo.org/blast/mainframe. asp?topic_id=847&doc_id=3624 International Maritime Organization (IMO), (2012).

Protecting the Polar regions from shipping, protecting ships in Polar waters. Hentet 09.01.2013., 2013, fra www.imo.org/ mediacentre/hottopics/polar/Pages/default.aspx JOGMEC (2012). Oil and Gas: JOGMEC’s activities [Oil and natural gas resources field]. Tokyo.

Leifer, M. (2000). Singapore’s foreign policy: coping with vulnerability. London: Routledge. London: Routledge.

Liow, ED (2012). The Neoliberal-Developmental State: Singapore as Case Study. Critical Sociology, 38 (2), 241-264.

Liu, M., & Kronbak, J. (2010). The potential economic viability of using the Northern Sea Route (NSR) as an alternative route between Asia and Europe. Journal of Transport Geography, 18 (3), 434-444.

Low, L. (2001). The Singapore developmental state in the new economy and policy. The Pacific Review, 14 (3), 411-441.

Københavns Universitet (2012). NEEM North Greenland Eemian Ice Drilling. Hentet 10.01.2013 fra http://neem.dk Maritime and Port Authority of Singapore (2009). About MPA. Hentet 9 January, 2013 frawww.mpa.gov.sg/sites/ global_navigation/about_mpa/about_mpa.page MLIT. (2012). Regarding the Placement of Inner-ministry Committee Regarding the Northern Sea Route (Hokkyokukai koro ni kansuru shonai kentokai no secchi ni tsuite), Hentet fra www.mlit.go.jp/report/press/sogo11_ hh_000018.html National Climatic Data Center (2008). North Greenland Ice Core Project (NGRIP). Hentet 10.01.2013 fra www.ncdc. noaa.gov/paleo/icecore/greenland/ngrip/ngrip.html National Institute of Polar Research (NIPR) (2011). To the Arctic...where you can see the future of the Earth. Hentet 10.01.2013 www.nipr.ac.jp/grene/doc/grene_E.pdf Ong, P. (2007). Speech by Mr Peter Ong, Chairman of the Maritime and Port Authority of Singapore. Paper presented at the the Centre for Offshore Research and Engineering (CORE), Singapore.

OPRF (2012). Activities: INSROP. Hentet 08.05.2012 fra www. sof.or.jp/en/activities/index6_1.php

Tidsskriftet Grønland 1/2013

15

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND Peters, G., Nilssen, T., Lindholt, L., Eide, M., Glomsrød, S., Eide, L., & Fuglestvedt, J. (2011). Future emissions from shipping and petroleum activities in the Arctic. Atmos.

Chem. Chem. Phys, 11 , 5305-5320.

PSA International (2012). Hentet 07.05.2012 fra www. psainternational.com PSA International (2013). Investor Relations. Hentet 10.01.2013, fra www.internationalpsa.com/about/investorrelations. html Ramberg, B. (2010). Climatic Change and Singapore - Scenario by 2050. Paper presented at the The International Conference on Vision and Roadmap for R&D Priorities in Maritime Environment, Technology, Business, Policy and Security, Nanyang Technological University, Singapore.

Ramstad, E. (2012). Greenland Premier Returns Lee’s Visit.

Hentet fra http://blogs.wsj.com/korearealtime/2012/12/14/greenland-premier-returns-lees-visit/ Schlumberger Limited (2013). Jack-up rig. Hentet 11.01.2013 fra www.glossary.oilfield.slb.com/en/Terms/j/jackup_ rig.aspx Shinoda, T. (2000). Leading Japan: The Role of the Prime Minister. Westport: Greenwood Publishing Group.

Singapore Economic Development Board (2012). Fra www. edb.gov.sg/edb/sg/en_uk/index/industry_sectors/ marine___offshore/industry_background.html Singapore Ministry of Foreign Affairs (2012).

Tamasek Holdings (2011). Temasek Review 2011. Hentet 10.01.2013, fra www.temasekreview.com.sg/2011/ governance/governance_framework.html The National Institute for Defense Studies Japan (2011).

Chapter 2: Maintaining the Order in the Arctic Ocean: Cooperation and Confrontation among Coastal Nations. In The National Institute for Defense Studies Japan (Ed.), East Asian Strategic Review 2011 (pp. 57-86). Tokyo: The Japan Times, Ltd. Torres, I. (2012). The Japan Daily Press: Russia’s Gazprom delivers Liquefied Natural Gas to Japan. Hentet 10.01.2013 fra http://japandailypress.com/russias-gazprom-deliversliquefied-natural-gas-to-japan-0619434 Udenrigsministeriet i Danmark (2012). Foreign minister presents Denmar’s Arctic policy. Retrieved 10.01.2013, US Energy Information Administration (2011). World Oil Transit Chokepoints. Hentet 10.05.12, fra http://205.254.135.7/EMEU/cabs/World_Oil_Transit_Chokepoints/pdf.pdf Wong, PK, Ho, YP, & Singh, A. (2009). Industrial Cluster Development and Innovation in Singapore. In A. Kuchiki & M. Tsuji (Eds.), From Agglomeration to Innovation Upgrading Industrial Clusters in Emerging Economies (pp. 50-117): Palgrave Macmillan.

16

Tidsskriftet Grønland 1/2013

WWF (2009). Mega-Stress for Mega-Cities: A Climate Vulnerability Ranking of Major Coastal Cities in Asia.

Yeung, HW-C. (2006). Institutional Capacity and Singapore’s Developmental State: Managing economic (in)security in the global economy. In HES Nesadurai (Ed.), Globalisation and Economic security in East Asia: Governance and Institutions (pp. 85-106). London: Routledge. London: Routledge.

Young, OR (1992). The Arctic: Distinctive Region or Policy Periphery? Arctic Politics: Conflict and Cooperation in the Circumpolar North (pp. 229-247). Hanover and London: University Press of New England.

STEWART WATTERS OG AKI TONAMI: JAPAN OG SINGAPORE I ARKTIS. OVERVEJELSER FOR GRØNLAND

Forkortelse BP

Vigtighed British Petroleum

CORE

Centre for Offshore Research and Engineering

FPSO

Floating Production Storage and Offloading

GRENE project

Green Network of Excellence project

IASC

International Arctic Science Committee

IMC

International maritime centre

IMO

International Maritime Organisation

*

*

INSROP

International Northern Sea Route Programme

*

JANSROP

Japan Northern Sea Route Programme

*

JANSROP‐GIS

Japan Northern Sea Route Programme Geographic Information System

JARE

Japanese Antarctic Research Expedition

JCAR

Japan Consortium for Arctic Environmental Research

JOGMEC

Japan Oil, Gas and Metals National Corporation

KANUMAS project

The Kalaallit Nunaat Marine Seismic project

Keppel OM

Keppel Offshore and Marine

MEXT

Ministry of Education, Culture, Sports, Science and Technology

*

MFA

The Singapore Ministry of Foreign Affairs

*

MLIT

Ministry of Land, Infrastructure, Transport and Tourism

*

MoFA

Ministry of Foreign Affairs of Japan

*

MOT

Ministry of Transport of Singapore

*

MPA

Maritime and Port Authority of Singapore

*

NCCS

National Climate Change Secretariat of Singapore

NEEM

North Greenland Eemian Ice Drilling

NGRIP

North Greenland Ice Core Project

NIDS

National Institute for Defense Studies

*

NIPR

National Institute of Polar Research

*

NSR

Northern Sea Route

*

NUS

National University of Singapore

*

OME

Offshore and Maritime Engineering

OPRF

Ocean Policy Research Foundation

*

PAP

People's Action Party

PSA

Port of Singapore Authority

*

SDF

Japan Self‐Defense Forces

*

SMC

Singapore's Maritime Cluster

UNCLOS

United Nations Convention on the Law of the Sea

WWF

The World Wild Fund for Nature

*

Tidsskriftet Grønland 1/2013

17

af ANTHONY K. HIGGINS OG WILLY L. WENG

Det nordlige Østgrønlands udforskningshistorie og stednavne I slutningen af 2010 publicerede De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) den 368 sider store bog ”Exploration history and place names of northern East Greenland” (Higgins 2010).

Udforsknings­historien fra ca. 2500 f. Kr. til 2008 beskrives på omkring 100 sider. I resten af bogen omtales de 3.000 godkendte stednavne, som har været brugt for både store og små geografiske enheder, samt de 2.650 ikke-godkendte stednavne, som har været brugt på publicerede kort og i afhandlinger. For hvert navn gives en beskrivelse og geografisk position (længde/bredde) og hvilken person eller ekspedition, som har navngivet stedet.

Den klassiske inddeling af Grønland (figur 1) viser, at Østgrønland (Tunu) består af et østvendt kystområde mellem Lindenow Fjord/Kangerlussuatsiaq i syd (60°21’N) og Nordostrundingen i nord (ca. 81°21’N). En naturlig inddeling af dette langstrakte område findes ved ca. 69°N, hvor en høj iskappe og Willy Lehmann Weng (WLW) er født i 1951. Har som geodæt deltaget i flere opmålingsture til det nordlige Østgrønland med Geodætisk Institut. Fra 1998 ansat ved GEUS, hvor WLW arbejder med GIS, specielt Grønland.

RESUMÉ Særligt væsentlige dele af det nordlige Østgrønlands udforskningshistorie beskrives og ekspeditionernes bidrag til navngivning behandles. Nogle specielle stednavne beskrives og en web-applikation omtales.

Anthony K. Higgins (AKH) f. 1940 i England. Ansat som geolog ved Grønlands Geologiske Undersøgelse i 1964.

AKH begyndte sin geologiske kortlægning i Østgrønland i 1968, og blev fra begyndelsen interesseret i Østgrønlands stednavne. Fra 1968 1998 deltog AKH i 16 sommer-ekspeditioner til det nordlige Østgrønland. For hvert nyt området udarbejdede AKH en lille beskrivelse af områdets stednavne, der blev uddelt til ekspeditionsdeltagerne. Efter sin pensionering i 2005 fastholdt AKH sin interesse for Østgrønlands stednavne og samlede sin store viden om disse i en bog, der er udgivet i 2010 som Bulletin 21, fra GEUS (Exploration history and place names of northern East Greenland).

Tidsskriftet Grønland 1/2013

79

ANTHONY K. HIGGINS OG WILLY L. WENG: DET NORDLIGE ØSTGRØNLANDS UDFORSKNINGSHISTORIE OG STEDNAVNE

Figur 1: De tre grønlandske landsdele. KMJ – Kap Morris Jesup. PL – Peary Land. KCL – Kronprins Christian Land. DLL – Dronning Louise Land. R – Rigny Bjerg. G – Gunnbjørn Fjeld. KF – Kap Farvel.

80

Tidsskriftet Grønland 1/2013

ANTHONY K. HIGGINS OG WILLY L. WENG: DET NORDLIGE ØSTGRØNLANDS UDFORSKNINGSHISTORIE OG STEDNAVNE

lodrette kyst-klinter har gjort indvandring af inuit-befolkning og landpattedyr fra syd til nord eller omvendt umulig. Ved nordlige Østgrønland forstås i denne omtale af stednavne landområdet fra 69°N mod nord til skillelinje mellem Nord- og Østgrønland ved Kronprins Christian Land, afgrænset mod vest af Indlandsisen og mod øst af Nordatlanten (figur 2).

Det var vikingerne, som bosatte sig på Island omkring år 1000, der bragte de tidligste oplysninger om dele af Østgrønland ind i de islandske sagaer og kursberetninger. Deres ”Hvitserk” er det højeste bjerg i Østgrønland (nu Gunnbjørn Fjeld), mens ”Blåserk” er identificeret som Rigny Bjerg (figur 1, 2).

Desuden er ”Ollum lengri Fiordr”, hvor de islandske vikinger fangede sæler, hvalros og isbjørn omkring år 1195, bedre kendt i dag som Scoresby Sund/Kangertittivak (Holm 1925; Tornøe 1944). ”Ollum lengri Fjordr” oversættes som ”den fjord længere end alle andre fjorde” og er et passende navn for den længste fjord i verden. Fund fra inuitgrave af sølvgenstande (Storgaard 1926) og en benkam med gravering (Thalbitser 1909) betragtes som sikker evidens for kontakt mellem de islandske vikinger og inuitbefolkningen.

I 1607 blev Henry Hudson udsendt af ”Muscovy Company” for at finde søvejen til Japan og Kina via Nordpolen. Hovedformålet mislykkes, men på rejsen nordpå langs kysten af Østgrønland observerede Hudson ved 69°N et højt bjerg, som han døbte ”Mount of Gods Mercie” (sikkert nuværende Rigny Bjerg), og ved 73°30’N navngives et område ”Hold with Hope” (Asher 1860). Hold with Hope er det ældste navn, der stadig er i brug i det nordlige Østgrønland. Hudson rapporterede også om talrige hvaler i farvandet omkring Spitsbergen, og i 1612 fik Nicholas Woodcock en rig fangst af hvaler. Derefter rejste britiske, hollandske, franske, spanske og danske hvalskibe til Spitsbergen og fik så stor en fangst, at hvalerne næsten blev udryddet på få årtier. Fra 1720 flyttede hvalskibene deres interesse til det farlige is-fyldte

Figur 2: Det nordlige Østgrønland.

Tidsskriftet Grønland 1/2013

81

ANTHONY K. HIGGINS OG WILLY L. WENG: DET NORDLIGE ØSTGRØNLANDS UDFORSKNINGSHISTORIE OG STEDNAVNE

farvand langs østkysten af Grønland. Tætpakkede isflager gjorde det umuligt at nå til land, men de høje bjerge i visse områder blev navngivet, og enkelte navne har overlevet til moderne kort (f. eks. Lambert Land).

Det var ikke før 1822 at is-situationen tillod en dristig britisk hvalskipper, William Scoresby Jr., at nå land ved mundingen af det nuværende Scoresby Sund. Scoresby var ikke bare hvalskipper, men var også interesseret i alle former for videnskabelig oplysning. I 1820 publicerede han et meget rost to-binds værk ”An account of the Arctic regions” og i 1823 en rejsebeskrivelse af hans 1822 observationer på Østgrønland. Den indeholder et topografisk kort over området 70°-72°30’N med 80 stednavne (Scoresby 1820, 1823). I 1823 sendte ”British Board of

Longitude” en lille ekspedition med skibet ”Griper” til Østgrønland. Ekspeditionen udvidede Scoresbys kort til 74°N og tilføjede 18 nye navne (Sabine 1825; Clavering 1830). Ved Clavering Ø (74°15’N) mødte Douglas Clavering en lille gruppe på 12 inuit, de sidste overlevende af den ”Thule kultur” som engang fandtes overalt i det nordlige Østgrønland.

Over de næste hundrede år blev næsten hele det nordlige Østgrønland kortlagt. De vigtigste var Karl Koldeweys tyske ekspedition i 1869-70 (figur 3), Carl Ryders danske ekspedition i 1891-92, Alfred G. Nathorsts svenske ekspedition i 1899, den franske ekspedition ledet af Duc D’Orléans i 1905 og Danmark-Ekspeditionen 1906-08. Fra 1847 og fremover begyndte norske sælskibe at

Figur 3: Petermann Bjerg blev opdaget i 1870 af Julius Payer under Karl Koldeweys tyske ekspedition. Tegning fra ’Verein für die Deutsche Nordpolarfahrt in Bremen’ (1873–74).

82

Tidsskriftet Grønland 1/2013

ANTHONY K. HIGGINS OG WILLY L. WENG: DET NORDLIGE ØSTGRØNLANDS UDFORSKNINGSHISTORIE OG STEDNAVNE

fange sæl i østgrønlandsk farvand i utrolige mængder. En sommer fangede 40 norske sælskibe 400.000 sæler. Når sælfangsten var dårlig, begyndte nogle skibe at trække vestover mod kysten, hvor de supplerede deres sælfangst med hvalros, isbjørn og moskusokser. Mellem 1889 og 1931 var der 142 norske skibe, der besøgte kysten (Isachsen & Isachsen 1932). I 1908-09 har skibet ”Floren” med syv fangstmænd om bord overvintret på Sabine Ø; deres bytte var polarræve. Forsøget blev gentaget af en seks-mand stor ekspedition i 1909-10. Det var starten på en lang række ræve-fangstekspeditioner udført af både norske og danske fangstmænd. De varede indtil 1960 (Mikkelsen 1994, 2008).

Fangststationer og små fangsthytter blev bygget overalt på kysten mellem 71°30’N og 77°30’N, og mange af disse findes endnu. Siden 1991 har en lille gruppe entusiaster udført årlige sommerekspeditioner for at reparere de bedst bevarede stationer og hytter.

Gruppen er fra ”Nordøstgrønlandsk Kompagni Nanok”, som er efterfølger af det oprindelige danske fangstkompagni af samme navn.

Danmark og Norge var uenige om suveræniteten over Østgrønland. Danmark hævdede, at det var dansk, og Norge fastholdt, at det var ingenmandsland. I 1924 blev Østgrønlandstraktaten indgået. Den løste ikke suverænitetsspørgsmålet, og nordmændene følte sig ydelige provokeret af grundlæggelsen af kolonien Scoresbysund i 1924, og iværksættelsen af den storstilede 1931-34 ”Treårsekspeditionen til Christian X’s Land” ledet af Lauge Koch. Den 29. juni 1931 hejste Hallvard Devold det norske flag i Myggbukta og okkuperede området fra 71°30’N til 75°40’N (hvor norske fangstmænd havde været mest aktive) i den norske konges navn.

Det blev bekræftet af den norske regering den 10. juli. Danmark indstævnede straks sagen for Den internationale Domstol i Den Haag, og den 5. april 1933 afsagde domstolen sin kendelse i Danmarks favør. Lauge Kochs videnskabelige indsats samt Geodætisk In-

stituts kortlægning under Treårsekspeditionen siges at have været en væsentlig faktor i domstolens beslutning.

Lauge Kochs første Østgrønlandsekspedition i 1926-27 bestod af kun tre geologer, hvoraf to arbejdede på Jameson Land. Mellem februar og juni 1927 rejste Koch med grønlandsk hjælper på en lang slædetur fra Scoresbysund til Danmark Havn og retur og fik en fin oversigt over regionens geologi.

Den næste ekspedition i 1929-30 var baseret på skibet ”Godthaab” og inkluderede fire geologhold og et botanisk hold, og arbejdet forgik i fjordområdet mellem 72°N og 75°N. Dette var en forløber for 1931-34 Treårsekspeditionen, den største danske ekspedition til Østgrønland nogensinde. Treårsekspeditionen havde et meget omfattende arbejdsprogram baseret på skibene ”Godthaab” og ”Gustav Holm”. Flere overvintringshuse blev bygget, og der blev udført geologiske, zoologiske og botaniske arbejder samtidig med, at Geodætisk Institut begyndte på udtegning af topografiske kort. To Heinkel flyvemaskiner blev brugt til flyfotografering fra 1932. I 1936-37 blev det geologiske arbejdede fortsat på den såkaldte Toårsekspedition, som også var skibsbaseret. ”Lauge Koch-sagen” midt i 1930’erne, hvor 11 danske og tyske geologer angreb Koch for mistolkninger af deres arbejde, splittede den danske geologiske verden og endte i Højesteret (Ries 2003). Det medførte, at da Lauge Koch efter Anden Verdenskrig genoptog sine statsfinansierede, årlige geologiske ekspeditioner (1947-58), var der ingen danske geologer med. De blev erstattet af geologer fra Schweiz, England, Finland og Sverige m. fl. Lauge Kochs indsats i Østgrønland over 30 år med store ekspeditioner og med geologer fra mange forskellige nationaliteter har resulteret i tusindvis af nye stednavne.

Professor N.E. Nørlund, direktør for Geodætisk Institut, ønskede at løse problemet med stednavne på forskellige sprog givet af ekspeditioner fra diverse lande. Han fik derfor etableret Stednavnekommissionen, også Tidsskriftet Grønland 1/2013

83

ANTHONY K. HIGGINS OG WILLY L. WENG: DET NORDLIGE ØSTGRØNLANDS UDFORSKNINGSHISTORIE OG STEDNAVNE

kendt som Stednavneudvalget. Problemet var især aktuelt i Østgrønland, hvor engelske, danske, tyske, franske, svenske og norske stednavne fandtes i stort antal. Første møde i Stednavneudvalget blev holdt den 6. juni 1933. Officielt blev kommissionen dog grundlagt den 1. februar 1934 med en erklæring om, at stednavne givet til lokaliteter i Grønland ikke ville kunne anerkendes af Danmark uden kommissionens godkendelser. Op til 1979 har Stednavneudvalget godkendt flere end 3.000 stednavne i det nordlige Østgrønland. Da Grønland opnåede Hjemmestyre i 1979, blev kompetencen for Grønlands stednavne overført til Grønlands Sprognævn i Nuuk, nu Nunat Aqqinik Aalajangiisartut/Grønlands Stednavnenævn.

Ekspeditioners spor i stednavne Ekspeditioner til det nordlige Østgrønland har fra tidligste tid bevaret stednavne fra tidligere rejsende og brugt deres egne navne til at markere nye opdagelser på deres kort; en god gammel tradition. Således kan udforskningens historie læses fra et områdes stednavne. Figur 4 fra indre del af Kejser

Franz Joseph Fjord viser navne givet i 1870 af Karl Koldewey (Kejser Franz Joseph Fjord, Kjerulf Fjord, Petermann Bjerg), 1899 af A.G. Nathorst (Nordenskiöld Gletscher), 1929 af J.M. Wordie (Gog, Lille Petermann, Magog, Nathorst Tinde), 1931-34 af Treårsekspeditionen (Knækdalen) og i 1933 af Louise Boyds ekspedition (Mona Bjerg).

Grønlandske navne – Illoqoortormiit og Ilimananngip Nunaa Scoresbysund blev grundlagt i 1924 på nordsiden af mundingen af Scoresby Sund. En overvintringsgruppe på syv mænd byggede et stort hus på stedet samt flere små huse til grønlændere ved Kap Stewart, Kap Hope og Kap Tobin. I 1925 kom 85 grønlændere med skibet ”Gustav Holm” til Scoresbysund, 70 fra Ammassalik og 15 fra Vestgrønland. I 1926 blev de suppleret med en familie på 10 personer fra Vestgrønland og i 1935 af en ny gruppe på 31 fra Ammassalik. I 1955 sendte Geodætisk Institut et to-mandshold til Scoresbysund for at indsamle de stednavne, som blev brugt af byens og udstedernes indbyggere. I alt 190 navne blev noteret, med

Figur 4: Udsigt mod vest fra den indre del af Kejser Franz Joseph Fjord. De mange stednavne er givet af fem forskellige ekspeditioner. Foto Anthony K. Higgins.

84

Tidsskriftet Grønland 1/2013

ANTHONY K. HIGGINS OG WILLY L. WENG: DET NORDLIGE ØSTGRØNLANDS UDFORSKNINGSHISTORIE OG STEDNAVNE

danske oversættelser, som alle blev godkendt af Stednavneudvalget. Det viste sig, at mange af de benyttede navne gik helt tilbage til de første år efter grundlæggelsen.

Byens grønlandske navn begyndte som ”Igtorqortôrmît”, der blev oversat til ”dem som bor på stedet med et stort hus”, en direkte henvisning til koloniens først år, da præsten og bestyreren boede i det eneste store hus.

Med Grønlands retskrivningsreform af 1973 blev byens navn på østgrønlandsk ”Ittoqqortoormiit”, også ofte set i den vestgrønlandske form ”Illoqqortoormiut”. I dag er byens navn normalt oversat til ”De store huse”.

Navne-indsamlingen fra 1955 noterede to steder som ”Ilimanánngip nunâ”, nu Ilimananngip Nunaa. Begge steder, området ved Kap Leslie på østlige Milne Land og en del af østlige Jameson Land vest for bunden af Hurry Inlet, refererer til områder, hvor geologen Alfred Rosenkrantz var aktiv i 1925 og i 1926-27. Rosenkrantz var kendt af hans grønlandske assistenter som ”Ilimananngi”, og Henrik Skifte (f. 1928), som bor i Scoresbysund i dag, husker, at hans mor fortalte, at han aldrig måtte fortælle Rosenkrantz, hvad ordet betød. Skifte selv oversætter ordet som ”en man ikke regner for noget” (personlig oplysning via Arne Øland, dec.

2012). Denne negative holdning blev også opfattet i forbindelse med 1955-navnindsamlingen, men ifølge Ole Brønlund er dette misvisende (personlig oplysning via Arne Øland, juli 2011). I virkeligheden er ”Ilimananngi” ment som en ”positiv overraskelse om en, der ved første indtryk ikke ligner én, der kan noget og ser ud som en svag mand, men som ved nærmere bekendtskab viser sig at være meget stærk og en klog person med mange talenter”. I dag er navnet Ilimananngip Nunaa ved Kap Leslie udvidet til at dække hele Milne Land.

Knud Rasmussens Land og Rigny Bjerg Den 7’ende Thule ekspedition var Knud Rasmussens sidste ekspedition, og Rasmussen

døde kort efter ekspeditionens hjemkomst af madforgiftning og lungebetændelse. Det enorme videnskabelige arbejde udført under ekspeditionen, som varede fra 1932-1933, inkluderede geologiske, zoologiske og botaniske arbejder, samt geodætisk opmåling og luftfotografering af Grønlands østkyst fra 60°N til 69°N. Mod nord blev de store, næsten ukendte områder nord for Kangerlussuaq (68°20’N) omkring Grønlands højeste bjerge kortlagt, og i 1933 rejste Rasmussen selv med skibet ”Kivioq” langs den barske Blosseville Kyst fra Kangerlussuaq til Scoresbysund og retur. Formålet med rejsen var at lede efter baser, som kunne bruges af flyvemaskiner til supplerende luftfotografering af området mod vest. Helt naturligt kom det store isdækkede område mellem Kangerlussuaq og Scoresby Sund til at hedde Knud Rasmussen Land (Gabel-Jørgensen 1940).

Geodætisk Institut fremstillede en del 1:250.000 kortblade over Østgrønland i 1930’erne, dog var der ikke tilstrækkelig triangulation til at færdiggøre kortbladene mellem 69° og 70°N til instituttets normal standard. En stor del af det indre Scoresby Sund område manglede også. De første 1:250.000 kortblade over disse områder blev sammentegnet af US Army Map Service i 1951 og 1952, og var baseret på luftfotografering af hele Grønland udført i 1947. Kortenes stednavne og kontrolpunkter var taget fra danske kilder (Geodætisk Institut). Her findes ”Knud Rasmussens Land”, og lidt nord for 69°N findes ”Rigny Bjerg”, dog med en forkert position. I 1973 blev navnet ”Knud Rasmussens Land” flyttet til at dække den del af Nordgrønland, som ligger mellem Melville Bugt og Danmark Fjord (beslutningen kom fra Eske Bruun, departementschef i Ministeriet for Grønland). Dog var navnet blevet brugt på så mange kort for området syd for Scoresby Sund, at mange forskere, og især bjergbestigere, bruger det som den etablerede position endnu i dag.

Rigny Bjerg (figur 5) blev navngivet af Jules de Blosseville i 1833 og blev set igen i

Tidsskriftet Grønland 1/2013

85

ANTHONY K. HIGGINS OG WILLY L. WENG: DET NORDLIGE ØSTGRØNLANDS UDFORSKNINGSHISTORIE OG STEDNAVNE

Grundtvigskirken

Figur 5: Rigny Bjerg 45 km inde i landet, vest for Blosseville Kyst. Luftfoto copyright KMS.

1879 af Capt. A. Mourier på skibet ”Ingolf”.

Mourier bestemte højden til 7.600 danske fod (2.386 m). I 1900 noterede G.C. Amdrup ”Rigny Fjeld” som liggende ca. 12 km bag ved De Reste Bugt ved 69°N. Dog skrev Michael Spender (1933), at ”Rigny Bjerg” lå meget længere mod vest. De første 1:250.000 kort produceret af US Army Map Service angiver positionen for ”Rigny Bjerg” som 69°05.6’N 26°14.4’W, men dette bjerg kan ikke ses fra De Reste Bugt, og navnet er forkert placeret på AMS-kortet – til store forvirring for bjergbestigere (i øvrigt er dette bjerg kun 1.970 m højt). Geodætisk Institut forsøgte at bestemmer positionen for ”Rigny Bjerg” ved flere lejligheder (1967 og 1972 ifølge Hauge Andersson), men det var først med supervidvinkel flyfotografering i 1981, samt nye helikopterstøttede positionsbestemmelser, at der blev produceret nye topografiske kort i 1:250.000 af GEUS og Kort- og Matrikelstyrelsen, som inkluderer det gamle Geodætisk Institut. Kortet findes online på www.nunagis.gl, og herfra kan man regne sig frem til, at det rigtige ”Rigny Bjerg” ligger 45 km stik vest for De Reste Bugt. Det har en højde på 2.774 m og positionen er 69°03.0’N, 26°49.3’W. GEUS’ kortudtegning, baseret på samme punktgrundlag, giver højden 2.783 m.

86

Tidsskriftet Grønland 1/2013

Under Treårsekspeditionen 1931-34 fik et markant bjerg ved mundingen af Øfjord i Scoresby Sund fjordkomplekset navnet Grundtvigskirken på grund af en utrolig lighed med Grundtvigskirken i København. I bogen om Treårsekspeditionen (Thorson 1937) er bjerget afbilledet og beskrevet som Øfjordens vartegn. Da detaljerede kort ikke fandtes, blev bjergets position beskrevet som ”på Renlands sydkyst umiddelbart vest for 26° vestlige længde”. Geodætisk Institut trykte i 1972 et 1:250.000 kort over Renland (71 Ø 2, Stauning Alper); desværre med navnet ”Grundtvigskirken” placeret ved et markant bjerg fire km sydvest for den rigtige placering. Det uheldige tilfælde er beskrevet af Higgins (1986) i Tidsskriftet Grønland, og fejlplaceringen blev rettet af H. W. Bjørn i det daværende Geodætisk Instituts Grønlandske Navnekontor. Men skaden var sket, og da bjergbestigere begyndte at interessere sig for bjergene i Østgrønlands fjorde, blev bjerget omdøbt til ”Tsavagattaq” på grund af en lighed med en harpunspids. Grundtvigskirken (figur 6) blev besteget fra sydvest af et norsk-svensk firemandshold i 1999.

Ättestupan i Kejser Franz Joseph Fjord Den indre del af Kejser Franz Joseph Fjord er på begge sider omgivet af høje, næsten lodrette granitklinter. Nok den mest spektakulære er Ättestupan, en 1.300 m høj klippeskrænt, som blev navngivet af svenskeren

Figur 6: Bjerget Grundtvigskirken på Renlands sydkyst. Foto Anthony K. Higgins.

ANTHONY K. HIGGINS OG WILLY L. WENG: DET NORDLIGE ØSTGRØNLANDS UDFORSKNINGSHISTORIE OG STEDNAVNE

Figur 7: Den 1.300 m høje stejlside Ättestupan på nordsiden af indre Kejser Franz Joseph Fjord. Foto Anthony K. Higgins.

Alfred Gabriel Nathorst i 1899 (figur 7). Nathorst var sejlet med skibet ”Antarctic” til Østgrønland for at lede efter spor af Salomon Andrées ballonekspedition, som forsvandt nord for Svalbard i 1897. Der var ingen spor af Andrée, men det lykkes Nathorst at kortlægge et stort ukendt område mellem 72°-74°N og tilføje 94 nye navne. Ättestupan siges af være navngivet efter en myte fra vikingetiden: at gamle folk, som blev trætte af livet og en byrde for deres medmennesker, ville aflive sig selv ved at kaste sig ud over en klint.

Web-GIS applikation Stednavnekataloget, der udgør den største del af Bulletin 21, er hovedingrediensen i en interaktiv web-GIS applikation, som GEUS lancerede i november 2012. Hvorfor denne in-

teresse fra en geologisk undersøgelse for stednavne? Det er ikke ofte, at en geologisk artikel handler om Perm-Trias grænsen ved (74°04’N; 21°44’W) eller om de fossilrige Devon lokaliteter nær (73°30’N; 23°13’W). Nej, det er om grænsen ved Kap Stosch (Teichert & Kummel, 1976) og om lokaliteter i Paralleldal (Johansson, 1935). Tilsvarende er der vel ikke mange, der drømmer om at sommerferien går til (40°33’N; 14°14’E), men derimod til Capri. Kort sagt er stednavne den primære geografiske reference i både professionel og privat sammenhæng. Adgang til et områdes navnestof er afgørende for at kunne kommunikere effektivt og entydigt om bl.a. geologi i området – og GEUS arbej-der også i disse år i det nordlige Østgrønland. Digital adgang til navnestoffet er en del af den infrastruktur, der skal være på plads.

Tidsskriftet Grønland 1/2013

87

ANTHONY K. HIGGINS OG WILLY L. WENG: DET NORDLIGE ØSTGRØNLANDS UDFORSKNINGSHISTORIE OG STEDNAVNE

En GIS-applikation er den ideelle måde at gøre et materiale som stednavnekataloget tilgængeligt på; som web-GIS er det tilmed alment tilgængeligt. Web-GIS applikationen kan benyttes fra en almindelig browser på pc, tablet eller smart phone. Web-løsningen er udviklet af Bjarni Pjetursson, Frants von Platen-Hallermund, Mikael Pedersen og Willy Lehmann Weng fra Geologisk Datacenter, GEUS. Udover originalmaterialet har A.K. Higgins bidraget med løbende ajourføring og fejlretning.

Litteraturhenvisninger Asher, G.M. (1860): Henry Hudson the navigator. Hakluyt Society 1. Series 27: ccxviii + 292 pp.

Clavering, D.C. (1830): Journal of a voyage to Spitzbergen and the east coast of Greenland in His Majesty’s ship Griper.

Edinburgh New Philosophical Journal 9, 1-30.

Gabel‑Jørgensen, C.C.A. (1940): Report on the expedition (6. og 7. Thule‑Expedition til Sydøstgrønland 1931-33).

Meddelelser om Grønland 106(1), 207 pp.

Higgins, A.K. (1986): Grundtvigskirken – et bjerg i Østgrønland. Grønland 1986, 136–140.

Higgins, A.K. (2010): Exploration history and place names of northern East Greenland. Geological Survey of Denmark and Greenland Bulletin 21, 368 pp. Geological Survey of Denmark and Greenland, Copenhagen.

Holm, G. (1925): De islandske Kursforskrifters Svalbarde – gamle Beretninger. Meddelelser om Grønland 59(6), 297 pp.

Scoresby, W. (1823): Journal of a voyage to the Northern Whale‑Fishery; including researches and discoveries on the eastern coast of West Greenland, made in the summer of 1822, in the ship Baffin of Liverpool, 472 pp.

Edinburgh: Constable & Co. Spender, M. (1933): Map-making during the expedition.

Meddelelser om Grønland 104(2), 21 pp.

Storgaard, E. (1926): Under Dannebrog og Tricoloren paa Grønlands Østkyst, 148 pp. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

Teichert, C. & Kummel, B. (1976): Permian–Triassic boundary in the Kap Stosch area, East Greenland. Meddelelser om Grønland 196(5), 49 pp.

Thalbitzer, W. (1909): Ethnological description of the Amdrup collection from East Greenland. Meddelelser om Grønland 28, 329-542.

Thorson, G. (ed.) (1937): Med Treaarsekspeditionen til Christian X’s Land, 281 pp. København: Gyldendalsk Boghandel Nordisk Forlag.

Tornøe, J.K. (1935): Hvitserk og Blåserk. Norsk Geografisk Tidsskrift 5, 429-443.

Verein für die Deutsche Nordpolarfahrt in Bremen (1873-74); Die zweite deutsche Nordpolarfahrt in den Jahren 1869 und 1870 unter Führung des Kapitän Karl Koldewey, 699 & 962 pp. Leipzig: F.A. Brockhaus.

Noter

Johansson, A.E.V. (1935): Upper Devonian fossiliferous localities in Parallel Valley on Gauss Peninsula, East Greenland. Meddelelser om Grønland 96(3), 37 pp.

http://geuskort.geus.dk/stednavnedb

Mikkelsen, P.S. (2008): North-East Greenland 1908-60. The trapper era, 527 pp. Cambridge: Polarworld / Scott Polar Research Institute.

Ries, C.J. (2003): Retten, magten og æren. Lauge Koch sagen – en strid om Grønlands Geologiske udforskning, 368 pp. Lindhard & Ringhof.

Sabine, E. (1825): An account of experiments to determine the figure of the earth by means of the pendulum vibrating seconds in differing latitudes; as well as on various other subjects of philosophical enquiry, 509 pp.

Scoresby, W. (1820): An account of the Arctic regions, with a history and description of the northern whale‑fishery, 551 & 574 pp. Edinburgh: Archibald Constable.

Isachsen, G. & Isachsen, F. (1932): Norske fangstmenns og fiskeres ferder til Grønland 1922-31. Norsk Geografisk Tidsskrift 4, 21-74.

Mikkelsen, P.S. (1994): Nordøstgrønland 1908-60; fangstmandsperioden, 408 pp. København: Dansk Polarcenter.

88

London: John Murray.

Tidsskriftet Grønland 1/2013

I e-magasinet Polarfronten nr. 1 2013 findes mere on-line materiale om web-GIS applikationen.