TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 3/OKTOBER 2012 60. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND
174 anders anker bjørk:
Udgivet af Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgs@groenlandselskab.dk www.groenlandselskab.dk www.tidsskriftetgronland.dk IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28
Arkivfotos udvider klimaforskernes horisont
Redaktion/redaktør: Dette nummer er redigeret af Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 E-mail dgs@groenlandselskab.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det grønlandske Selskabs synspunkter Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse Tidsskriftet ”Grønland” er udgivet med støtte fra bl.a. Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks fond, Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond og Juuliip Nipitittagaa/Grønlands Julemærkefond
181 kl aus c ars ten pedersen:
Myter om overførslerne fra Danmark til Grønland
marthannguaq r asmussen: Ulu som kulturelt symbol før og nu
187
191 mikkel holger s tr ander sinding:
4.500 års grønlandshvaler vejer under et gram
198
gunnar jensen:
Operation Brilliant Ice – om genåbningen af Station Nord
214
kirs ten this ted:
PIONEERING NATION – markedsføring af Grønland under selvstyret 226
nynne hjort niel sen, mads-peter heide-jørgensen og kitte vinter-jensen:
Grønlands mindste hval spores fra satelit 232
maren-l ouise poul sen:
Konkurrence indenfor grønlandsk kaffemik? 244
jørgen junge busc h:
Et lyssignal i mørket Grafisk udformning Urs Gjerding Tryk Gullanders Bogtryk A/S Forsidebillede: Vandflyveren Heinkel He 8 H.M. II nr. 84 på vandet syd for Tasiilaq. Flyet med besætning blev stillet til rådighed af den danske flåde. Kilde: Arktisk Institut
AF mikkel Holger strander sinding Center for GeoGenetisk, Statens Naturhistoriske Museum
4.500 års grønlandshvaler vejer under et gram Hvalfangere berettede engang om vestgrønlandske have med en overflod af grønlandshvaler. Hvalerne blev fanget, og de enorme mængder hvaler hører nu fortiden til. Men selvom hvalerne er væk, er deres dna her stadig. I mit arbejde jager jeg hvalernes dna. Jeg snitter i den grønlandske kulturarv i kældrene på Nationalmuseet, jeg skyder med riffel og biopsipil på levende hvaler, og jeg genskaber fortiden ved at bruge de nyeste metoder inden for genteknologien på den dna, jeg ’fanger’. Grønlandshvaler blev hårdt ramt af kommerciel hvalfangst mellem det 16. og 20. århundrede, og arten blev næsten udryddet ved Vestgrønland. Det er omstridt, hvilke konsekvenser hvalfangsten og det voldsomme fald i antallet af grønlandshvaler har for grønlandshvalerne både i dag og i fremtiden. Derfor er hvalforskere blandt andet optaget af at finde ud af, om de hvaler, der findes i Vestgrønland i dag, er efterkommere af
de RESUMÉ Inuit har gennem tiden fremstillet alt fra isøser til sælgarn af hvalbarder. Fra barderne i disse arkæologiske genstande kan Mikkel Sinding udvinde dna fra grønlandshvaler, der fandtes ved Vestgrønland for flere tusinde år siden. Hvalernes dna bruger Mikkel Sinding til at besvare spørgsmål om grønlandshvalen, det indtil nu ikke har været muligt for videnskaben at besvare.
Mikkel Holger Strander Sinding er specialestuderende på Center for GeoGenetik, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet. Mikkel har en ’Master of Conservation’ fra University of Wellington i New Zealand og University of New South Wales i Australien. I sit speciale forsker Mikkel i de sidste 4.500 års bestande af grønlandshvaler ved Vestgrønland, hvor han lader dna fortælle hvalernes historie. Mikkel Sinding kommer fra en fiskerfamilie på Møn, og har siden barnsben færdedes på havnen, på havet og på kuttere og gået på havjagt. Hans gode kontakter i fiskerverdenen har været uvurderlige, og hans opvækst er kommet ham til gode, når han under sit arbejde med at tage biopsier fra hvaler skulle betjene en riffel og begå sig på en kutter, mens der blev arbejdet.
Tidsskriftet Grønland 3/2012 191
MIKKEL Holger Strander SINDING: 4.500 års grønl andshvaler vejer under et gram
Mikkel Holger Strander Sinding foran et kranium af en grønlandshval udstillet i særudstillingen »Hvaler i Botanisk Have« på Statens Naturhistoriske Museum. Foto: Kristine Bohmann.
Gamle inuit-kulturer har gemt hvalernes historie
oprindelige vestgrønlandske hvaler, eller om de er indvandret fra andre områder. Yderligere er de interesserede i, om flokke af hanner og hunner opholder sig de samme steder i dag, som de gjorde før i tiden. Grønlandshvalernes situation i dag er af stor interesse for de biologer, der skal forvalte bestandene. For at kunne vurdere tilstanden af bestanden af grønlandshvaler ved eksempelvis Vestgrønland, er det vigtigt at kende til konsekvenserne af den kommercielle hvalfangst. Og for at finde ud af, hvor store efterdønninger hvalfangsten har haft, er der brug for at vide, hvor store bestandene var før hvalfangsten, og hvordan sammensætningen af hanner og hunner var i bestandene. Alt dette bliver afspejlet i genetikken. De strenge af dna, der kan give os svar på spørgsmålene, befinder sig i dag på Nationalmuseet i København. Her ligger de godt gemt i gamle hvalbarder, der indgår i alverdens underfundige genstande, udgravet på fortidens palæo-eskimoiske bopladser.
192 Tidsskriftet Grønland 3/2012
Arkæologerne mener, at de første inuit, den såkaldte Saqqaq-kultur, kom til Grønland for 4.500 år siden. Senere endnu, for 2.500 år siden, kom Dorset-kulturen, og for 800 år siden indfandt Thule-kulturen sig. Det er den kultur, der har eksisteret frem til de moderne grønlændere i dag (Grønnow og Sørensen, 2006). Fælles for disse kulturer var deres evne til at overleve i et ekstremt miljø og til fulde at udnytte de råstoffer, de kunne finde på Grønland. Ét af de råstoffer var hvalbarder, og når datidens inuit nedlagde eller fandt en død bardehval, kunne de lave et imponerende antal redskaber af deres barder. Mange af disse redskaber ligger i dag på Nationalmuseet og er en del af Grønlands nationale og kulturhistoriske arv. Det er i disse genstande, at dna stadig ligger gemt og stadig beretter om den for længst døde hvals liv. Barder er ligesom hår og negle lavet af keratin. Keratin er et hårdt og svært nedbrydeligt stof, men det er biologisk væv og inde-
Til projektet blev der taget prøver fra forskellige genstande på Nationalmuseet, hvori der indgår hvalbarder. Denne isøse er fra Igdlutalik og er fra det 17. århundrede. Foto: Andy Foote.
MIKKEL Holger Strander SINDING: 4.500 års grønl andshvaler vejer under et gram
holder derfor dna. Dna er arvemasse og er det, der giver det fulde vidnesbyrd om, hvorledes hvalen er opbygget. Fordi en bardecelle indeholder det samme dna som en celle fra ethvert andet sted på hvalen, kan jeg ved at trække dna ud af barderne fra de gamle redskaber sammenligne forhistoriske hvaler både indbyrdes og over årtusinder. Ud fra det kan jeg tegne et billede af hvalernes slægtskab, bestandsstørrelser, kønsfordeling, indvandringer af hvaler fra andre områder og hvalernes evolution.
Bittesmå prøver fra uvurderlige genstande Arkæologiske eller etnografiske genstande, der består af dyre- eller plantevæv, kan være nyttige kilder til dna og give genetisk indsigt i forhistoriske bestande. For eksempel har new zealandske og australske forskere trukket dna fra kiwi-fugle ud af Maori fjerkapper og fundet ud af, hvilken kiwi-art der blev brugt til at fremstille kappen, og hvilke områder kiwierne kom fra (Hartnup et al., 2011). Fordi etnografiske og arkæologiske genstande har uvurderlig historisk og kulturel værdi, er det vigtigt at være yderst forsigtig og tage så lidt som muligt, når man tager prøver fra dem. I løbet af mit speciale har jeg derfor været med til at udvikle en særlig skånsom metode til at tage dna ud af særlig betydningsfulde genstande og til at analysere de små prøver i laboratoriet. Den metode er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift ’Journal of Archaeological Science’ (Sinding et al., 2012).
Det gamle dna ligger i et bolværk Som sagt er hvalbarder lavet af keratin. Og det er netop keratinen, der gør al min forskning mulig. Fordi cellerne i hvalbarderne er indkapslet i et hornskjold af keratin, bliver mikroorganismer holdt ude. Det gør, at barderne ikke rådner. Samtidig beskytter dette hornlag cellekernen, hvor hvalens dna gemmer sig, og det betyder, at dna kan overleve i
Dna inde i selv små stykker hvalbarde fra en museumsgenstand kan afsløre en masse om, hvor hvalen kom fra. Dette stykke hvalbarde er taget fra et over 2.800 år gammelt stykke menneskebearbejdet barde fundet i Qeqertasussuk. Foto: Andy Foote.
flere tusinde år inde i barderne. Keratinen er et stærkt forsvar – det er et bolværk. Dna er ikke kun beskyttet mod forrådnelse inde i barderne. Det er også beskyttet mod forurening fra andre dna-kilder såsom bakterier, som ellers kan forurene hvalens dna og gøre en prøve ubrugelig. Foruden keratin-skjoldet er det kolde og tørre arktiske miljø optimalt til at bevare dna i lang tid (Gilbert et al., 2007, 2008), hvilket yderligere øger muligheden for, at jeg kan få dna ud af selv meget gamle museumsgenstande.
Tidens tand truer genstandenes dna Dna er en næsten ubegribelig lille indretning, et informationsmolekyle hvori arvemassen, selve opskriften på det enkelte individ, står nedskrevet. Et dna-molekyle er kun to nanometer (to milliardtedele meter) bredt, og de stykker af dna, jeg ser på fra barderne, er omkring 340 nanometer lange. Selvom keratinen i barderne passer godt på dna-molekylerne, er der enorm forskel på både mængden og kvaliteten af dna fra gamle genstande og fra nye prøver. Det skyldes, at dna med tiden bliver brækket i stykker, og at kemiske omstændigheder gør, at dna’s byggeklodser ændrer struktur. KonseTidsskriftet Grønland 3/2012 193
MIKKEL Holger Strander SINDING: 4.500 års grønl andshvaler vejer under et gram
kvensen er, at dna-koden med tiden kan blive ulæselig med selv den mest moderne teknologi.
Mit eget dna er min største fjende Ødelæggelsen af det gamle dna er den største udfordring ved mit arbejde, men forståeligt nok hænger det sådan sammen, at jo større stykke barde, jeg kan tage med mig i laboratoriet, desto større er muligheden for, at jeg har nogle celler med brugbart dna. Desværre kan jeg ikke tage særlig meget barde fra de fleste af de genstande, jeg tager prøver fra. Derfor må der tages alle mulige forholdsregler for at sikre den bedste udnyttelse af den smule prøve, der er tilgængelig. Det gør jeg ved at forhindre, at jeg kommer til at forurene det gamle hval-dna med dna fra andre steder. Og her er jeg selv og mit eget dna en kæmpe trussel. Fra første færd tager jeg forholdsregler for at sikre, at prøverne ikke bliver forurenet. Ved selve prøvetagningen på National-
museet håndterer jeg genstandene med gummihandsker, og i samråd med kuratorerne beslutter jeg, hvor jeg kan snitte et ganske lille stykke barde af museumsgenstandene med en steril skalpel. Når prøverne er taget ud, transporter jeg dem i en steril og forseglet pose til Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum. Her foregår alt laboratoriearbejdet i et ekstraordinært rent og strengt kontrolleret laboratorium, som er oprettet specielt til at arbejde med dna af høj alder. Her udfører jeg arbejdet iført sikkerhedsdragt og ansigtsmaske. Det nedsætter risikoen for, at jeg forurener mine prøver med mit eget dna.
Gammelt dna på bogstavform I laboratoriet bruger jeg et enzym til at nedbryde barde-prøven, indtil alt er på molekylstørrelse. Denne molekyle-suppe renser og filtrerer jeg gennem en række kemiske processer, så mest muligt materiale, der ikke er dna, bliver fjernet.
En bardeprøve bliver behandlet i laboratoriet på Center for GeoGenetik. Bardestumpen bliver ætset i klorin og renset i ethanol for at fjerne mikroorganismer på overfladen. Herefter bliver den snittet meget fint og tilført et enzym, der nedbryder barden, til dna bliver frigivet. Foto: Kristine Bohmann.
194 Tidsskriftet Grønland 3/2012
MIKKEL Holger Strander SINDING: 4.500 års grønl andshvaler vejer under et gram
Et udsnit af en 4.500 år gammel dna-sekvens når den er smukkest. Bogstaverne er symboler for de fire baser, dna er opbygget af (adenin, guanin, tymin og cytosin). De farvede kurver nedenunder viser pålideligheden af den pågældende base. Foto: Mikkel Holger Strander Sinding.
Når det er gjort, står jeg tilbage med en oprensning, der forhåbentlig indeholder alt det hval-dna, der var i den prøve, jeg tog på museet. Jeg tilsætter nu en kemisk markør, som binder sig til præcis det sted på dna-molekylet, som jeg gerne vil se på. Og når markøren binder sig til det pågældende dna-fragment, kan dna-stykket kopieres million-foldigt. Alle de mange kopier ligger nu og flyder usynligt rundt i en gennemsigtig væske i et lille rør. Næste skridt er at sekventere de små stykker dna. Det vil sige at oversætte dem til noget, der kan læses på et stykke papir. Denne oversættelse til bogstavform giver mig de gamle hvalers dna-koder og giver mig svar på, om bardeprøverne stammer fra han- eller hun-hvaler, og hvilke hvaler der er i familie med hvem.
I lyset af nyt dna skal gammelt dna bedømmes I løbet af mit speciale har jeg taget ganske små mængder hvalbarde fra en bred vifte af genstande fra Etnografisk Samling på Nationalmuseet i Danmark, herunder materiale der tilhører Qasigiannguit Museum og Grønlands Nationalmuseum. Effekterne omfatter alt lige fra det mest kunstfærdige håndværk til affaldsmateriale fra møddinger. I visse tilfælde var det kun muligt at udtage en enkelt streng af hvalbarde på under to centimeter, men selvom prøven var utrolig lille, lykke-
des det alligevel at finde hval-dna i den. For at afsløre hvordan bestanden af grønlandshvaler i Vestgrønland har ændret sig gennem tiden, sammenligner jeg dna fra de gamle prøver med dna fra nulevende hvaler. Prøverne fra nulevende hvaler får jeg fra forskere, der hvert år indsamler væv fra hvaler ved at skyde dem med en biopsi-pil affyret fra en armbryst. Biopsi-pilen har en hul spids, og når den rammer hvalen, sætter et lille stykke hvalhud sig fast, hvorefter pilen falder af og forskerne kan opsamle den på havet. Det er en effektiv, enkel og skånsom metode til at tage vævsprøver fra hvaler, og metoden sikrer, at hvalen ikke lider overlast.
Hval-biopsier med trykluftsriffel Ud over at jeg har specialiseret mig i at tage forhistorisk dna ud af gamle museumsgenstande, har jeg også sammen med Danmarks Miljøundersøgelser udviklet en ny metode til at tage biopsier fra levende hvaler med en trykluftsriffel fra dækket af en fiskekutter. En kutter, der fisker, tiltrækker nogle arter af hvaler, der håber på et let måltid af undslupne fisk. og jeg har tre gange været ude med skibet HG333 Isafold fra Hirtshals og taget biopsier af spækhuggere. Med trykluftsriflen affyres en biopsi-pil, der er forbundet til riflen med en line. Pilen kan så hives tilbage, efter den har ramt hvalen. Det er smart, fordi det næppe ville være Tidsskriftet Grønland 3/2012 195
MIKKEL Holger Strander SINDING: 4.500 års grønl andshvaler vejer under et gram
Bardehvaler ved Vestgrønland Der færdes adskillige arter af bardehvaler ved Vestgrønland, og om sommeren trives både pukkelhval, vågehval, finhval og sejhval i disse vande (Laidre et al. 2010.). Grønlandshvalen er den eneste hvalart, der også findes ved Vestgrønland om vinteren. Det er den hvalart, der kan leve under de voldsomste isforhold, og den er blevet set bryde igennem op til 60 cm tyk havis (George et al. 1989).
Grønlandshval i Diskobugten. Foto: Louise Normann Jensen.
muligt at overtale fiskerne til at sejle rundt efter pilene med et stort fiskerfartøj. På den måde kan fiskerne passe deres fiskeri og bliver ikke forstyrret af, at der bliver taget prøver af hvaler omkring deres skib.
Dna fortæller den glemte historie Mit arbejde ligger inden for den såkaldte bio-arkæologi. Det er en nyopstået gren inden for videnskaben, der til fulde beviser sit potentiale, når jeg i min forskning bruger dna til at besvare spørgsmål om fortidens og nutidens grønlandshvaler. Før den moderne hvalfangst fandtes grønlandshvalen i umådeligt stort antal i de arktiske have, og eftersom den som den ene
196 Tidsskriftet Grønland 3/2012
ste hvalart også bliver i de arktiske have om vinteren, antog man, at grønlandshvalen har været den mest almindeligt jagede og anvendte art. Det bekræfter min forskning, idet samtlige barde-genstande, jeg har udvundet dna fra, har vist sig uden tvivl at stamme fra grønlandshvaler. Men bardernes dna kan mere end at bestemme hvilken hvalart, genstandene er lavet af. Dna vil snart hjælpe mig med at løfte sløret for mere af grønlandshvalernes historie og måske endda deres fremtid. Alt sammen takket være ganske små prøver fra flere tusinde år gamle etnografiske genstande fra Grønland og de forsvindende små dna-molekyler, der gemmer sig i dem.
MIKKEL Holger Strander SINDING: 4.500 års grønl andshvaler vejer under et gram
Referencer: George, J. C., Clark, C., Carroll, G. M., Ellison, W., 1989. Observations on the Ice-Breaking and Ice Navigation Behavior of Migrating Bowhead Whales (Balaena mysticetus) near Point Barrow, Alaska, Spring 1985. ARCTIC, 42, 24-30. Gilbert, M.T.P., Tomsho, L.P., Rendulic, S., Packard, M., Drautz, D.I., Sher, A., Tikhonov, A., Dalén, L., Kuznetsova, T., Kosintsev, P., Campos, P.F., Higham, T., Collins, M.J., Wilson, A.S., Shidlovskiy, F., Buigues, B., Ericson, P.G.P., Germonpré, M., Götherström, A., Iacumin, P., Nikolaev, V., Nowak-Kemp, M., Willerslev, E., Knight, J.R., Irzyk, G.P., Perbost, C.S., Fredrikson, K.M., Harkins, T.T., Sheridan, S., Miller, W., Schuster, S.C., 2007. Whole-Genome Shotgun Sequencing of Mitochondria from Ancient Hair Shafts. Science 317, 1927-1930. Gilbert, M.T.P., Kivisild, T., Grønnow, B., Andersen, P.K., Metspalu, E., Reidla, M., Tamm, E., Axelsson, E., Götherström, A., Campos, P.F., Rasmussen, M., Metspalu, M., Higham, T.F.G., Schwenninger, J.-L,. Nathan, R., De Hoog, C.-J., Koch, A., Møller, L.N., Andreasen, C., Meldgaard, M., Villems, R., Bendixen, C., Willerslev, E., 2008. Paleo-Eskimo mtDNA Genome Reveals Matrilineal Discontinuity in Greenland. Science 320, 1787-1789. Grønnow, B., Sørensen, M., 2006. Palaeo-Eskimo Migrations into Greenland: The Canadian Connection. In: Arneborg, J. & Grønnow, B. (Eds.), Dynamics of Northern Societies. Publications from the National Museum, Studies in Archaeology & History, 10, 59 – 74. Hartnup, K., Huynen, L., Kanawa, R.T., Shepherd, L.D., Millar, C.D., Lambert, D.M., 2011. Ancient DNA Recovers the Origins of Mãori Feather Cloaks. Molecular Biology and Evolution 28, 2741-2750. Laidre, K.L., Heide-Jørgensen, M.P., Heagerty, P., Cossio, A., Bergström, B., Simon, M., 2010. Spatial associations between large baleen whales and their prey in West Greenland. Marine Ecology Progress Series 402, 269-284. Sinding, M-H. S., Gilbert, M.T.P., Grønnow, B., Gulløv, H.C., Toft, P.A., Foote, A.D., 2012. Minimally destructive DNA extraction from archaeological artefacts made from whale baleen. Journal of Archaeological Science, Vol. 39, Issue 12, December 2012, Pages 3750-3753. DOI http://dx.doi.org/10.1016/j.jas.2012.06.020
Tidsskriftet Grønland 3/2012 197