TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 2/AUGUST 2010 58. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
AF pia rink
Da Prins Napoleon besøgte Grønland Det blev en uforglemmelig oplevelse for både gæster og fastboende, da den franske korvet Dronning Hortense i juli 1856 pludselig og uventet ankrede op i skibshavnen ved Godthaab Det er nok de færreste, der i dag kender Prins Napoleon – eller Napoléon Joseph Charles Paul Bonaparte (1822-91), men i sin samtid indtog denne nevø af kejser Napoleon 1. en fremtrædende position som en slags kronprins hos sin fætter, Napoleon 3. af Frankrig, hvis gemalinde Eugenie yndede at omtale ham som »den røde prins«. Med sine demokratiske og antiklerikale synspunkter var han ofte i opposition til kejseren og omgav sig i sin fornemme bolig i Paris’s Palais Royal med liberalt indstillede kunstnere og intellektuelle. Man sagde, at han var den af Napoleon 1.’s slægtninge, der lignede sin berømte onkel mest, både af sind og af skind, men trods sin rang af divisiongeneral under Krimkrigen havde prinsen ingen militære ambitioner. Han var i en årrække medlem af det franske Senat og i en periode minister, men trods det at han ikke nåede nogen markante politiske resultater, beskrives han i en dansk nekrolog 1891 som »en af de interessanteste personligheder i Frankrigs politiske liv efter 1850«.
88
Tidsskriftet Grønland 2/2010
RESUMÉ I året 1856 foretog den franske kejserlige kronprins Napoleon en rundrejse i de nordlige have med korvetten Dronning Hortense. Han og hans rejsefæller besøgte Skotland, Island, Grønland, Færøerne, Shetlandsøerne, Norge, Sverige og Danmark. Året efter udsendte forfatteren Charles Edmond, der var med på turen, en 800 sider stor bog, der foruden beretninger fra selve rejsen rummer et omfattende baggrundsmateriale om hvert enkelt land. Artiklen er hentet fra bogens kapitel om Grønland.
Pia Rink (f. 1944) har arbejdet som journalist og tekstforfatter, især inden for bogbranchen, bl.a. som pressesekretær på Gyldendal og som redaktør af bogbranchens fagblad.
PIA RINK: DA PRINS NAPOLEON BESØGTE GRØNLAND
Prinsens store interesse – ud over litteratur og politik – var rejser, og i begyndelsen af 1856 planlagde den da 34-årige prins en rejse til Skotland og Island, men planerne udviklede sig snart til også at omfatte Grønland, Shetlandsøerne og Færøerne samt Norge, Sverige og Danmark, i den rækkefølge. Formålet med rejsen er lidt uklare, noget med at lære disse lidet kendte egne at kende men også en mulighed for at vise det franske flag. I de tre skandinaviske lande blev prinsen og hans rejseselskab modtaget på højeste officielle plan, i Danmark med taffel hos kongen, Frederik 7. på Frederiksborg Slot. Prinsen var meget interesseret i Skandinavismen – en mulig forening af de tre nordiske lande under svensk overherredømme, der på det tidspunkt havde en del tilhængere. Til rådighed for rejsen fik prinsen stillet den imperiale yacht la Reine Hortence (opkaldt efter Napoleon 3.’s mor), et elegant, moderne skib, der statusmæssigt nærmest må kunne sammenlignes med vores kongeskib. Det var en 3-mastet korvet med et skrog af jern og med dampmaskine som supplement til sejlene. Den kunne skyde en fart af 10 knob i timen, når vinden var god og der var kul nok om bord. Det betød så også, at korvetten havde brug for følgeskibe, der kunne holde den forsynet med kul undervejs, og med sig fra Frankrig havde Reine Hortence – eller Dronning Hortense – følgeskibet Concyte, da den 16. juni 1856 – for fulde sejl og damp – stod ud af havnen i Le Havre. En stor menneskemængde vinkede farvel fra kajen, og afgangen blev akkompagneret af blide operatoner fra skibets eget lille orkester på broen. Der var lagt op til en rejse på 1. klasse. Hvor stort prinsens rejseselskab var, fremgår ikke helt, men en 10-15 mennesker foruden besætningen og kaptajnen, M de la Ronciére. Med på turen var bl.a. forfatteren Charles Edmond, der året efter udgav en murstens tyk rejsebog med titlen Voyage dans Les Mers du Nord a bord de la Corvette Reine Hortense, en bog der trods forfatterens engelskklin-
gende navn er meget fransk i sin stil. Med sine 650 sider + 150 siders videnskabeligt tillæg om Islands og Grønlands geologi rummer bogen både beskrivelser af selve rejsen og et omfattende baggrundsmateriale om de forskellige landes geografi, historie, politik, etnografi osv. Det følgende er væsentligst hentet fra denne bog.
Rejsen er i gang »Et par omgange med skruen, og vi er ude på åbent vand. Havet er smukt, vinden god, forventningerne og optimismen hos de rejsende stor. Som en svale, der ryster sine vinger, folder sejlene sig ud og forenes med dampmaskinens muskler«. Forfatteren giver en næsten forelsket beskrivelse af skibet: »Sortmalet som en venetiansk gondol med en gyl-
Tidsskriftet Grønland 2/2010
89
PIA RINK: DA PRINS NAPOLEON BESØGTE GRØNLAND
På vejen fra Reykjavik til Frederikshaab møder franskmændene et skibsvrag. Illustration fra bogen.
den stribe hele vejen rundt som for at fremhæve den slanke form. Kun skorstenen røber, at vi er ombord på et dampskib, maskinen selv er skjult i skroget.« Til brug for de rejsende findes agterskibs en luksuriøst indrettet »roof« med salon og arbejdsværelse med bl.a. et righoldigt rejsebibliotek om de lande, korvetten skal besøge. En bred trappe fører ned til en spisesalon med rigelig plads til 16 og en række små men velindrettede kahytter til hver enkelt. Til prinsen findes et soveværelse i forbindelse med en modtagelsessalon »tapetseret som et elegant parisisk boudoir«. Dronning Hortense kan medbringe kul til 7 dage, vand til 14, og undervejs fragtes endnu to forsyningsskibe, de engelske Saxon og Tasmania; Tasmania og den fransk Concyte er med i Grønland. De to skibe bliver sendt i forvejen, da Dronning Hortense efter besøget i Island (med en afstikker til den ubeboede ø Jan Meyen) 17. juli 1856 kl. 5 om eftermiddagen »med fuld musik og 21 kanonskud« for
90
Tidsskriftet Grønland 2/2010
lader havnen i Reykjavik og sætter kurs mod Frederikshaab. Aftalen er, at skibene skal mødes der, så Dronning Hortense kan få suppleret sine kulforsyninger. Men for en sikkerheds skyld stables også sække med kul på dækket, så korvetten har brændstof til to ekstra dage. Det sætter naturligvis sit præg på det elegante skib. »Som en smuk kvinde dagen efter festen, men bedre i stand til at klare de barske forhold,« noterer forfatteren.
Mødet med et vrag Vejret er smukt, havet roligt, turen behagelig, men så møder franskmændene noget, der minder dem om, at de har bevæget sig ind i vanskelige farvande. Det er vraget af et skib, en stor tremaster, der ud over et par knækkede master er ribbet for alt, hvad der har været over dæk. Kan der være overlevende? I det rolige vejr går en del af selskabet om bord i vraget, men der er ikke en sjæl. Til gengæld er lasten fuld af det bedste canadiske bygningstømmer, hvilket muligvis er år-
PIA RINK: DA PRINS NAPOLEON BESØGTE GRØNLAND
»Hovedstaden i et kontinent, der er større end hele Europa«. Godthaab – Nuuk som franskmændene oplevede byen anno 1856. Illustration fra bogen.
sagen til, at skibet har holdt sig flydende så længe, som det efter slitagen at dømme har. Inden franskmændene vender tilbage til korvetten binder de en flaskepost til resterne af mesanmasten med et brev om, at Prins Napoleon med følge har været om bord. Om natten den 22.7. falder temperaturen føleligt, men kl. 3 næste morgenen står solen op i al sin pragt og afslører et skuespil, der er »gribende i sin storslåethed«. Kl. 8 er de 20 mil fra Kap Farvel, ikke en vind rører sig, 2 kabellængder længere fremme ligger isen tæt pakket. Søfolkene konsulterer et kort, de har med fra hvalfangerbyen Peterhead i Skotland, men det er nærmest umuligt at orientere sig efter. Bjerge og andre markante punkter i land er kun mangelfuldt markeret, og de må sejle videre efter kaptajnens stedsans. Efter at have passeret øen Nunarsuit bliver de overvældet af tæt tåge efterfulgt af voldsom storm, der får skibet til at rulle som en tom tønde. De prøver
forgæves at finde indsejlingen til Frederikshaab og er lige ved at opgive og måske vende om eller sejle til Amerika, da de kl. 9 om morgenen, hvor tågen letter lidt, får øje på den store gletsjer, der løber ud lidt nord for Fredrikshaab, og som er præcist angivet på et af den danske kaptajn Graahs grønlandskort, som de heldigvis har kopi af. Så ved de, hvor de er, men da de allerede har passeret indsejlingen til Frederikshaab og kun har kul tilbage til 48 timer, beslutter kaptajnen og prinsen sig for at udnytte en gunstig vind fra syd og styre direkte mod Godthaab, som de alligevel har planer om at besøge som rejsens nordligste punkt. Så må de se de andre steder på tilbagevejen.
Vejen til Godthaab – Nouk akoussinâk Hvad der undrer og foruroliger franskmændene under den videre sejlads, er de øde kyster, der møder dem overalt, så snart tågen
Tidsskriftet Grønland 2/2010
91
PIA RINK: DA PRINS NAPOLEON BESØGTE GRØNLAND
letter det mindste. Er her da slet ingen mennesker, der kan hjælpe dem med at finde vej? Kl. 2 om natten løsner de nogle bøsseskud – som blot forsvinder i tågen. Så prøver de kanonerne, et brag hver halve time. Eneste svar er et ekko. Kl. 4 om morgenen får de øje på en stump stof for enden af en stang. Et rødt flag med et hvidt kors. Er det Godthaab? Nej, blot en flagstang på et øde klippeskær. Sejladsen fortsætter efter kaptajnens fornemmelser og to mand med loddesnore til at holde øje med dybden og undersøiske skær, og hvis råb længe er det eneste, der bryder stilheden. Men så sker der endelig noget: »Luften klares pludselig og vores evigt spejdende øjne opdager et godt stykke foran os to små prikker på vandet, der ser ud til at bevæge sig med alle tegn på at være to levende væsener. Hvad er det? Umuligt at identificere. Man ville sige to edderkopper strejfende vandoverfladen med deres lange ben. Men nej, det er mænd, rigtige mænd, og af landets natur endog. Men med hvilken metode udfører de disse ufattelige manøvrer? De
92
Tidsskriftet Grønland 2/2010
ror! Man kan se at de holder midt på en lille åre som drejer hurtigt mellem deres hænder som hjulet på en skibsskrue. På afstand ligner det en lille mølle; pagajens to ender rammer vandet skiftevis med en overraskende hurtighed. Selve fartøjet ser man ikke, aner højst en sort linje aftegne sig på vandet vinkelret på årens bevægelser.« Synet af de to grønlændere afføder stor glæde hos franskmændene. »Vi er endelig kommet til Grønland. Nu vil vi finde Godthaab og alle de steder, vi gerne vil se.« Skibet stopper, og søfolkene hejser de to mænd om bord. De træder ud af deres »etuier«, strækker benene og kravler straks op på taget af »roofen«. Franskmændene kan i ro og mag studere både mænd og kajakker (som de kaldes her), »mesterværker af primitiv industri«. Mindst 5 meter lange, 40 cm brede, 30 cm i højden, skroget er konstrueret af trælister beklædt med sælskind, der er solidt fastgjort og giver genlyd som et trommeskind, når man slår på det. Der følger en minutiøs beskrivelse af mændenes dragter og udstyr til jagt og fiskeri, harpunen med snor og svøm-
PIA RINK: DA PRINS NAPOLEON BESØGTE GRØNLAND
meblære, pagajen, »en let og elegant åre, ca. 1,5 m lang, gjort flad for enderne og forstærket med elfenben fra hvalros« – de små trisser, kroge, trosser, monteringen af fiske- og jagtudstyr etc. – »alt forarbejdet med præcision og elegance, der bringer det på højde med de bedste arbejder i civiliserede lande«.1 Og mændene selv – Paulus og Loth – betragtes næsten med ærefrygt, som de sidder der og griner med deres flotte tænder og gnistrende øjne, »disse fiskemænd, som ingen af os kan hamle op med«. Nu er så spørgsmålet, om de kan hjælpe franskmændene med at finde vej. De taler tydeligvis hverken fransk, engelsk eller portugisisk, og ingen på korvetten »taler et ord eskimo«. – Godthaab råber vi og slår ud med armene. – Nouk, svarer de to grønlændere og angiver hvilken vej, man skal følge. Intet ryster franskmænd mere end at møde folk, der ikke forstår fransk, vedgår forfatteren. »Vi har aldrig hørt tale om et
sted, der hedder Nouk, og vi er ikke rolige ved at tage derhen.« – Godthaab, Godthaab, gentager vi med en anelse utålmodighed. Den ene grønlænder brister i grin. – Godthaab, Nouk – Nouk Godthaab, siger han og rækker begge arme mod en passage, der på afstand godt kan se ud som indsejlingen til en fjord. – Oh, la bonheur. Med en lille ordbog fra skibets righoldige bibliotek får franskmændene til sidst konstrueret en lille sætning: »Nouk akoussinâk – vejen til Godthaab«.« Og inden længe er de på vej ind i fjorden, hvor de omsider kan kaste anker.
Pastor Janssen Men hvad er det for et sted? Det virker præcis lige så øde som alle de kyststrækninger, Dronning Hortense er sejlet forbi de sidste par dage. Er det her virkelig Godthaab, en førende handelsstation i Grønland? Inspektø-
En tidlig morgen inviterer grønlandske fangere franskmændene med på jagt, hvor en sælhund bliver nedlagt. Illustration fra bogen.
Tidsskriftet Grønland 2/2010
93
PIA RINK: DA PRINS NAPOLEON BESØGTE GRØNLAND
På vejen fra Godthaab til Frederikshaab passeres Fiskenæsset. Illustration fra bogen.
rens residens? (Som læserne vil vide, lå Godthaabs skibshavn temmelig langt fra selve kolonien, der slet ikke kunne ses fra havnen.). Så pludselig vrimler det med kajakker fra alle sider. De cirkler rundt om korvetten, mens mændene råber og gestikulerer på det venskabeligste. Mange inviteres om bord på korvetten og beværtes med kager og spæk. En fest uden lige. To timer senere ankommer »en af vores slags« – om bord på en lidt større båd, 10-12 meter lang og en meter på det bredeste sted, en såkaldt umiak. Også den lavet af trælister beklædt med skind uden pels og »så gennemsigtig, at man kan se bølgernes bevægelser igennem den«. Den ros af kvinder, 6 af gangen, og seks der hviler og venter på, at det bliver deres tur. Manden i umiak’en er kolonibestyrer Bistrup, der har været 30 år i Grønland, og præsenterer sig som viceinspektør, en stillingsbetegnelse han selv har tillagt sig, eftersom den egentlige inspektør (Carl Peter
94
Tidsskriftet Grønland 2/2010
Holbøll red.), skulle være kommet med et skib, der forlod København 23. april, men som nu efter 3 måneders udebleven frygtes at være forlist. Kolonibestyrer Bistrup taler desværre ikke fransk og kun gebrokkent tysk, så samtalen går trægt, men nu dukker endnu en umiak op, denne gang med pastor Janssen, missionær og seminarieforstander. »En ca. 40-årig, bleg, skrøbeligt udseende mand, men med en utvungen og udsøgt fremtræden i sine manerer. Han udtrykker sig på flydende tysk og fører gerne en konversation på engelsk eller fransk. Han har resideret 15 år i Grønland, boet alle de vigtigste steder på vestkysten, er fortrolig med det grønlandske sprog og taler naturligvis dansk. Han er vidende om landets fortid og nutid såvel som om, hvad der sker lige nu i Europa. Det ville være en lykke at møde M Janssen i en parisisk salon. At møde ham her er et held vi slet ikke kan værdsætte nok.«2 Janssen bliver franskmændenes »lokalguide«
PIA RINK: DA PRINS NAPOLEON BESØGTE GRØNLAND
Franskmændenes sidste stop inden afrejsen er Arsuk, hvor kryolitbrydningen snart efter skulle komme til at ændre landskabet. Illustration fra bogen.
under det 5 dage lange ophold. »Vi kom ikke til at foretage et skridt uden ham, han var så imødekommende, gættede vores ønsker og viste os alle de spændende steder at studere og observere.« Også for Janssen er mødet med franskmændene en oplevelse og et kærkomment afbræk i hans ensomme tilværelse. Hans kone Louise og børnene var netop den sommer taget på ferie i Danmark. Han var vågnet om morgenen ved at høre kanonskud og havde skyndt sig ned til stranden, hvor han fra en bakketop havde fået øje på skibet. Og pludselig sidder han her i en elegant parisisk salon, vis a vis en fransk prins og omgivet af et livligt selskab. Han synker et øjeblik ned i en lænestol, mens han tager sig til hovedet ude af stand til at sige et ord. Er det en drøm? Kort efter bliver frokosten serveret, mens skibets lille orkester istemmer blide toner. Janssen bliver indbudt, men lader fadene passere urørte, så opfyldt er han af hele skuespillet omkring sig.
Hovedstad i et kontinent der er større end hele Europa Nå, omsider kommer franskmændene så i land. De er rystede over, hvor øde der er. Nogle medbragte islandske heste nægter tilsyneladende at bevæge sig på den hårde grund, men efter en times trættende vandring får gæsterne øje på en beskeden kirke omgivet af 5 træhuse og en håndfuld jordhuse. Forfatteren er rystet: »Det er Godthaab! Det er hovedstaden i et kontinent, der er større end hele Europa!« Uden for kirken er en del af koloniens indbyggere forsamlet. Franskmændene hilser på pastor Jørgensen og hans unge kone Emilie, der er ankommet året før, og på doktor Lindorffs kone. Og de møder grønlandske kvinder, hvis støvler beundres højligen af forfatteren: »Man kan ikke forestille sig noget mere graciøst end de eskimoiske kvinders fodtøj. Det er lange støvler af skind, røde eller hvide, fine, bløde, formet efter foden og benet, pyntet med brogede bånd, tæt
Tidsskriftet Grønland 2/2010
95
PIA RINK: DA PRINS NAPOLEON BESØGTE GRØNLAND
sluttende og elastisk som en strømpe og afsluttet med en fin kant over knæet. Støvlerne er de unge grønlandske pigers yndlingspynt. De har sans for og ved instinktivt, hvad der klæder dem«. Gæsterne aflægger også besøg hjemme hos Janssen, der bor med sin (p.t. fraværende) familie i en lejlighed oven over seminariet. »Interiøret bærer præg af den mest ekstreme enkelhed«, skriver forfatteren, »men afslører et liv præget af studier, aktivitet og nyttig beskæftigelse. Et beskedent bibliotek med religiøse og profane bøger suppleres med en lille, fin og intelligent arrangeret samling af naturalier, der dels afspejler egnen, dels, hvad geologien angår, er suppleret med prøver fra Nordgrønland, som Dr. Rink har tilført.« (Rink selv er ikke i Godthaab. Han har vikarieret for Holbøll i efteråret og vinteren 1855/56, men rejste med sin familie hjem til Købehavn med sommerens første skib i forventning om, at Holbøll kom tilbage. Skæbnen ville det anderledes, og Rink vendte tilbage som inspektør i foråret 1857. red.) Her i sommeren 1856 står inspektørboligen tom. Ifølge et notat hos Signe Rink tilbyder man franskmændene, at de kan benytte huset under deres ophold, men de foretrækker at blive ombord på deres luksuriøse og komfortable skib.
På sælhundejagt med grønlandske fangere De følgende dage foretager franskmændene ekskursioner i omegnen, besøger bl.a. Ny Herrnhut og forsøger at bestige den 1000 m høje Sermitsiaq gletsjer, men må opgive pga. den dybe sne. Så sejler de på fjorden, og rejseselskabets to videnskabelige deltagere samler prøver af sten og mineraler, men de bedste stykker får de fra de indfødte, samlet langs Ameralikfjordens bredder, og disse prøver bliver efter hjemkomsten til Paris udstillet i Galleriet i Palais-Royal. Vejret viser sig under hele opholdet i Godthaab fra sin bedste side: »Himmelen er
96
Tidsskriftet Grønland 2/2010
fuldstændig klar, solen tindrende, luften af en vidunderlig ro og gennemsigtighed«. Og det både dag og nat. En tidlig morgen kl. 5 bliver franskmændene vækket af en halv snes grønlændere, der cirkler rund om korvetten i deres kajakker og vil have gæsterne med på sælhundejagt. To både bliver straks sat i vandet, »solen skinner som guld og grønlænderne bevæger sig med en beundringsværdig ynde.« Og selvom det ikke er den egentlige jagtsæson, lykkes det en af fangerne at nedlægge en sæl »på flotteste måde med harpun, der er bedre end bøsse, fordi man så har snor i byttet«. Der følger en detaljeret beskrivelse af jagten. Efter et par timer vender jagtselskabet tilbage til Dronning Hortense, hvor grønlænderne længe cirkler rundt i deres kajakker. »De viser os alle deres fantastiske færdigheder og bevidner os med deres råb og latter den glæde de føler over, at vi ved at deltage i deres jagt har vist Grønland ære.«
Kajak-regatta Mens de iagttager grønlænderne i deres kajakker begynder franskmændene at spekulere over, hvor hurtigt man egentlig kan ro i sådan en kajak, og prinsen beslutter at arrangere kaproning – efter alle kunstens regler som ved de store regattaer ved Brest og Le Havre. Der sendes invitationer ud en dag i forvejen, fire præmier udsættes og en elipseformet bane på 1000 m med Korvetten som det ene centrum, måles op. Ved sekstiden samles både deltagere og tilskuere, blandt sidstnævnte også mange af kvinderne. Forventningerne er store, deltagerne kan næsten ikke holde sig i ro. Pastor Janssen hjælper med at forklare reglerne, og franskmændene er imponerede over, hvor hurtigt »eskimoerne« forstår, hvad det går ud på. Omkring 15 deltagere tager opstilling, et kanonskud giver startsignal, orkesteret sætter i med en fanfare og alle kommer samlet fra start. »Fra korvetten følger man regattaen med spænding. En holder på manden med det blå bånd, en anden på den gamle fanger
PIA RINK: DA PRINS NAPOLEON BESØGTE GRØNLAND
med et ansigt som en sælhund, en tredje på en af pastor Janssens unge seminarister, hvis studier i katekismus’en ikke har fået ham til at negligere sin sande metier. Omkring halvdelen af feltet nærmer sig målstregen samtidig, og det er svært at afgøre, hvem der vinder.« Bedste tid på de 1000 meter opgøres til 5 minutter og 5 sekunder3. »En 10-15 drenge omkring de 12 år vil også være med og padler af sted i deres søde små kajakker. Det går ikke så stærkt, men de morer sig dejligt undervejs og kaster med deres små harpuner i alle retninger. Bagefter får de små gaver af europæisk legetøj, og alle, både vindere og tabere, inviteres ombord på korvetten og beværtes med kaffe og kager og tobak til de voksne.
Afrejse Efter nogle glade dage tager eventyret slut.
Det er vemodigt for begge parter, og nogle grønlændere cirkler rundt om korvetten i deres kajakker til langt ud på den sidste aften. I forbindelse med afrejsen finder en besynderlig fårejagt sted på en ubeboet ø i fjorden. Fra Island har Dronning Hortense medbragt nogle levende får som tilskud til provianten. Kokken har givet fårene landlov under opholdet, og de trives nu så godt, at de ikke er til at få indfanget igen. Et par enkelte må efterlades. Første stop sydpå er Fiskenæsset, hvor en kajakpost bringer franskmændene bud fra Frederikshaab om, at de to følgeskibe er ankommet der, og snart efter er alle tre skibe forenet. Lidt trængsel må der have været i havnen i Frederikshaab i de dage. 19. juli ankom skonnerten Sønderjylland, fragtet af den unge erhvervsmand C.F. Tietgen for at hente den ladning kryolit fra Ivigtut, der skulle
Tidsskriftet Grønland 2/2010
97
PIA RINK: DA PRINS NAPOLEON BESØGTE GRØNLAND
blive begyndelsen til det første store mineeventyr i Grønland. 24. juli ankom prinsens to følgeskibe, Concyte og Tasmania, 26. juli Kgl. Grønlandske Handels brig Peru med handelsvarer og for at laste tran m.m., og endelig mandag den 28. Reine Hortense – med lods fra Fiskenæsset. Prinsen og hans selskab hilser på kolonibestyrer Jørgen Nielsen Møller, der er kommet fra Holsteinsborg med Peru og nu er konstitueret som inspektør. 25 år tidligere modtog Møller også franske gæster, fra ekspeditionsskibet La Research. Sammen med Møller er en ung pige, der skal videre til Julianehaab for at blive gift med lægen dr. Prosch. Prinsen møder også den på den tid i Sydgrønland allestedsnærværende englænder Mr. Taylor, der arbejder for et dansk-engelsk mineselskab, som imidlertid er gået konkurs. Det bekymrer dog ikke Taylor, der regner med snart at kunne rejse ny kapital i England. I mellemtiden tilbyder han sig som rejseleder for franskmændene til deres sidste grønlandske udflugtsmål: kryolitforekomsten ved Ivigtut. Her, i Arsuk-fjorden, kommer de rejsende ufrivilligt til at tilbringe et par ekstra dage pga. dårligt vejr. Kryolitbrydningen er endnu ikke kommet i gang, og stedet er meget øde. Men endelig, den 2. august, tager de afsked med Taylor og senere, ved Storøen, med deres grønlandske lods, som de beder om, at han vil hilse alle sine landsmænd. En mængde is har ophobet sig og skjuler ganske kysten, der tilmed er indhyllet i tåge hele det første døgn. Men på andendagen bryder solen igennem og afslører Grønlands stejle skrænter, hele den vilde kyst mellem Nanortalik og Kap Farvel. Hvad solen til
98
Tidsskriftet Grønland 2/2010
franskmændenes overraskelse også afslører, er deres gamle bekendtskab, det flydende vrag – »le navire en detresse«. Efter at de har forladt det, har strømmen ført det hele 54 sømil, svarende til 12 sømil i døgnet, og det er nu på vej nordpå ad Davis Strædet. »Ganske godt klaret af et skib uden hverken sejl, søfolk eller førerskab og halvt fyldt med vand«. Hjemme igen i Paris i slutningen af december får prins Napoleon fra H.J. Rink at vide, at vraget i begyndelsen af september gik på grund ud for isblinken ved Frederikshaab. Året efter bliver Prinsens flaskepost indleveret på den franske ambassade i København, og ved sin tilbagevenden til Grønland sørger Rink for at lasten bliver bjerget. Godt tømmer skal ikke gå til spilde. Litteratur Charles Edmond: Voyage dans Les Mers du Nord a bord de la Corvette Reine Hortense, Paris, 1857. (Kgl. Bibliotek). – Heri et videnskabeligt tillæg om Grønlands geologi, bl.a. et fyldigt uddrag af H.J. Rink: Grønland geografiske og statistisk beskrevet, bd. 1, i fransk oversættelse Dagbog holdt ved Colonien Frederikshaab fra 1ste Juli 1856 til den 30. Juni 1857 af Volontør Albert Høyer (Rigsarkivet)
Noter 1
Ouvragés avec netteté et élégance, feraient honneur au plus habile ouvrier des pays civilisés. (s. 233)
2
Carl Emil Janssen (1813-84) var søn af en kendt balletdanserinde og opvokset i det bedste københavnske højborgerskab, hvor gode sprogkundskaber indgik som en selvfølgelig del af opdragelsen.
3
Den aktuelle verdensrekord blev sat af New Zealænderen Ben Fouhy på en langbane i Poznan i Polen i 2006 og er på 3 min. 24 sek. Når man regner forskelle i udstyr og øvrige omstændigheder med, kan man vist kun være imponeret over de gæve godthaabere anno 1856.