TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 2/JUNI 2016 64. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
Arktisk Institut er lanceret på de sociale medier: klik, kig, lyt og følg med! soundcloud.com/arktiskehistorier instagram.com/arktiskebilleder facebook.com/arktiskinstitut twitter.com/arktiskinstitut
Arktiske Historier er en historisk podcast, der fortæller om Danmarks møde med Grønland og Arktis
Findes på Soundcloud, iTunes + alle større podcast-indekser. Søg på Arktiske Historier Foto: Børge Fristrup
Besøg instituttet på www.arktiskinstitut.dk – og klik videre til: Fotosamling med mere end 175.000 historiske fotografier. Dokumentarkiv med mere end 550 enkelte samlinger. Østgrønlandske stednavne med forklaring til hvert stednavn. Grønlandske fortællinger: sagn og myter fra Grønland og Arktis. Biografisk leksikon: udlændinge i Grønland fra 1721 til 1900. Polarbiblioteket med over 35.000 titler. Arktisk Institut, Strandgade 102, 1401 København K 3231 5050, eller arktisk@arktisk.dk
INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Redaktion/redaktør: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar. Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter. Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse.
5 4
Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk PE offset A/S Forsidebillede: Thuleradaren. (Foto: Bettina Ovgaard).
T H O R K I L D K J Æ RG A A R D :
Tre generationer af Grønlandsmissionærer 6 4
74
P E T E R R . DAW E S:
Hendrik Skifte – og Johannes Globs maleri af polarforskeren Lauge Koch P E R M Ø L G A A R D O G K A R E N C H R I S T E N S E N:
Jordugler, klima og nordboere i Grønland: Grådig natsværmer rykker nordpå i Grønland 8 7
M I N I K RO S I N G :
Måske kan mudder redde Grønland
9 3
N I E L S F R A N D S E N:
Ole Søholm: Hvad lavede Ole Søholm i Danmark?
103
BETTINA OVGAARD:
Thule Air Base – mørke tider og lyse sider. Et formidlingsprojekt om Thule Air Base
1 1 7
DET GRØN L A N DSK E SELSK A B:
Meddelelser fra Det Grønlandske Selskab
Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Aage V. Jensens Fond, Aase og Jørgen Münters Fond, Juullip Nipitittagaa/ Julemærkefonden, Kong Christian den Tiendes Fond, Det Kongelige Grønlandsfond, Skibsreder Kraemers Grønlandsfond
K A T H R I N E K J Æ RG A A R D O G
AF BETTINA OVGAARD
Thule Air Base – mørke tider og lyse sider Et formidlingsprojekt om Thule Air Base
RESUMÉ
Overraskende mange danskere har siden etableringen i 1951 arbejdet på en af verdens mærkeligste arbejdspladser: Thule Air Base. Men de færreste har nogen anelse om, hvordan livet udspiller sig her i verdens nordligst beboede område. Thule Air Base er ikke et turistmål, og bortset fra de ansatte er det yderst få mennesker, der har mulighed for at besøge stedet. Gennem mit projekt ”Thule Air Base – mørke tider og lyse sider” forsøger jeg at formidle min fascination af blandingen af det unikke, det genkendelige, eventyret og hverdagen for de mennesker, der har valgt at arbejde, bo og leve i dette specielle miljø. Artiklen handler om projektets tilblivelse og giver et indblik i nogle af medarbejdernes oplever og erfaringer med at leve på Thulebasen.
På væggen i Greenland Contractors administrationsbygnings lange gang på Thule Air Base hænger der 44 portrætter af medarbejdere, der har haft 25-års jubilæum på Thulebasen. Jeg er gået forbi de billeder mange
Bettina Ovgaard er 48 år og er uddannet cand.it i design, kommunikation og medier. Siden 2010 har hun arbejdet som Site Coordinator på Thule Air Base. Ved siden af arbejder hun som turleder og guide for turistgrupper og krydstogtsskibe i Grønland. Hun har rejst og arbejdet i Grønland siden 1999, og har i den forbindelse produceret udstillinger og foredrag.
gange om dagen i de sidste fem et halvt år, for de hænger lige uden for det kontor, jeg arbejder i. Med et glimt i øjet bliver væggen omtalt som ”grædemuren” blandt medarbejderne. Rammerne er ens, mørke med en festlig guldkant. Foruden et foto er portrætterne udstyret med navn, ansættelsesdato og jubilæumsdato. Nogle datosæt indikerer, at jubilaren må have været ansat i flere omgange, da tidspændet er over 25 år. Der er enkelte i arbejdstøj, de fleste i skjorte, to grønlændere, resten er danskere. Der er ingen kvinder iblandt. Tidsskriftet Grønland 2/2016 103
BETTINA OVGAARD
Det karakteristiske Dundasfjeldet eller Thulefjeldet kan ses overalt på basen. Lige så karakteristisk for basen er ”portene” med fastgjorte forsyningsrør. (Alle fotos: Bettina Ovgaard).
Det er frivilligt, om man vil ”op og hænge”, men hvert år bliver der tilføjet nye portrætter, grædemur eller ej. Derudover er der selvfølgelig rigtig mange andre danskere og grønlændere, der gennem tiden har valgt at tilbringe et mindre antal år af deres liv på Thule. Fælles for dem alle – inklusiv mig selv – er, at beslutningen medfører at leve på 76 grader nordlig bredde kun 1.500 km syd for nordpolen på Grønlands barske nordvestkyst på en amerikansk militærbase. Jubilæumsbillederne afslører, at det har nogle valgt for dem selv og deres nærmeste for en stor del af deres liv.
Eventyret, naturen og en god løn Det er helt bevidst, at jeg bruger ordet ”liv” og ikke ”arbejdsliv” ovenfor. For uanset, at man ikke kan opholde sig på basen uden også at være ansat og arbejde der, så er det et grundvilkår ved at arbejde på
104 Tidsskriftet Grønland 2/2016
Thule Air Base, at man tillige bor der, når man er på arbejde. Dermed bliver arbejdspladsen også det sted, hvor størstedelen af medarbejdernes liv udfolder sig både på arbejde og i fritiden. Umiddelbart et isoleret liv i en ekstrem ødemark afskåret fra det meste af verden og væk fra familie og venner i 8-9 måneder om året. Men er det også sådan, det opleves? Hvorfor har de valgt at arbejde på basen, og hvad gør denne livsform ved dem? Hvordan ser deres familier på det? Det var nogle af de ting, jeg begyndte at undre mig over, når jeg gik forbi billederne ude på gangen. For mit eget vedkommende var jeg godt kendt med Grønland i forvejen, inden jeg landede på basen i november 2010. Jeg havde arbejdet som turleder og guide i det meste af landet, men det allerhøjeste nord var stadig en hvid plet på mit Grønlandskort, og det havde en
BETTINA OVGAARD
Oversigtsfoto over det meste af baseområdets bygninger. De allerfleste bygninger er fra basens start i 1950erne.
særlig tiltrækning. Jeg kendte til områdets dramatiske historie med de legendariske polarfarere og senere den amerikanske militærbase – med hvad den afstedkom af flytning af lokalbefolkningen, flystyrt og senere etableringen af Thuleradaren. Da jeg kom til ”Thulegård”, som basen kærligt bliver kaldt, var det eventyret, naturen og en god løn, der lokkede, og jeg blev absolut ikke skuffet. Men i tilgift blev jeg en del af en lille landsby på omkring 600 sjæle, alle underlagt et stramt sæt af regler, placeret i et ekstremt klima og med et intenst socialt liv, der fra første dag inkluderede, at fremmede mennesker så mig med morgenhår – hver morgen. Andre nye livsbetingelsers indvirkning tog det både lidt længere tid at fatte og komme overens med.
En provinsby i Arktis Selv med internet, smartphones og 27 tvkanaler er Thulebasen et meget isoleret sted. Der er ingen veje til de nærmeste beboede steder, der ligger minimum 100 km væk. Alt skal flyves eller sejles ind. Mindre hjertevarmt går stedet også lokalt under betegnelsen ”et åbent fængsel”, for selv om der ikke er noget hegn omkring, så er det ikke et sted, man lige kan tage væk fra – heller ikke, hvis der pludselig sker noget derhjemme. Til gengæld kan man tjene gode penge og holde mange måneders ferie om året. De allerfleste praktiske ting som madlavning, rengøring og transport er der stort set taget hånd om, og de koster næsten ingen ting eller er gratis. Der er ikke ret mange forpligtigelser udover at gå på arbejde og overholde diverse regler.
Tidsskriftet Grønland 2/2016 105
BETTINA OVGAARD
Thule Air Base er den eneste tilbageværende amerikanske militærbase i Grønland. Den har eksisteret siden 1951 og huser i dag ca. 600 mand, hvis eneste mission er at sikre driften af to radaranlæg. US Air Force personel udgør ca. en tredjedel af basens beboere, resten af bemandingen er fordelt på det dansk/grønlandske firma Greenland Contractors, der har drevet basen siden 1971, og forskellige andre eksterne firmaer. Al militærpersonale er maksimum udstationerer et år på basen, de fleste andre er fastansatte og enkelte arbejder på korttidskontrakter. Basen har en infrastruktur som en mindre dansk provinsby med rensningsanlæg, mekanikerværksted, købmand, forsamlingshus etc., men ulig et sted i Danmark med et så lille indbyggertal er den også udstyret med en kantine med 240 siddepladser, elværk, stenbrud, dybvandshavn og en lufthavn med en tre kilometer lang landingsbane. Man er på én gang selvforsynende og fuldstændig afhængig af omverdenen. Derudover er rammerne omkring det personlige liv i Thule mildest talt usædvanlige for de fleste: Mørketid fra sidst i november til først i februar, hvor solen ikke kommer op over horisonten. Om sommeren går solen ikke ned fra sidst i april til sidst i august. Vinteren byder på orkanagtige storme og ned til minus 50 grader. De fleste ansatte på basen bor i barakker på værelser á 14 m2 uden eget bad og toilet og deler køkken, opholdsstue og toiletfaciliteter med 8-10 andre mennesker. Underholdningen indskrænker sig til to mindre købmandsbutikker, en biograf, en cafe, en bar, en restaurant og et fitnesscenter med bowlingbaner. Det er ikke muligt at have fastboende børn på basen, og arbejdsugen er på mindst 50 timer. Der er to fly til Danmark og resten af Grønland om måneden.
Fra undren til projekt Jeg har vænnet mig til livsbetingelserne, og hjemmefronten har bakket mig op. Jeg har fået min del af eventyr, naturople
106 Tidsskriftet Grønland 2/2016
velser og penge på lommen, som jeg kom efter. Men langsomt er jeg blevet mere og mere nysgerrig på, hvorfor mine kollegaer har valgt at søge arbejde på basen og dermed leve der – nogle af dem i mange år. Hvad er det, den livsform gør for dem og ved dem, og hvad er deres svar på at acceptere de usædvanlige og til tider barske vilkår? Er det lønnen, er det flugt fra en anden virkelighed, er det den storslåede arktiske natur, den usædvanlige sociale kontekst eller et trygt, enkelt liv med tre gode, billige måltider om dagen og op til fire måneders ferie om året? Mange danskere og grønlændere har en relation til Thule Air Base i form af familiemedlemmer eller venner, der har haft eller stadig har basen som arbejdsplads. Hvad siger de pårørende? Hvordan oplever de fraværet, og hvad er deres fortællinger om Thule Air Base. En medvirkende årsag til, at min undren tog en mere konkret form var, at i efteråret 2014 betød fornyelsen af kontrakten på at drive basen for US Air Force, at den blev givet til et amerikansk firma. Det så derfor ud til, at Greenland Contractors, der har drevet basen siden 1971, og som mine kollegaer og jeg er ansat af, skulle være ude af basen ultimo september 2015. Det ville indebære, at den nuværende ”way of life” ville ophøre med at eksistere.
At åbne et lille vindue Derfor tegnede der sig et projekt, der skulle åbne et lille vindue til den her særlige verden, inden det var for sent. Intentionen var og er at søge svar på mine spørgsmål og derigennem forsøge at videreformidle blandingen af det unikke og det genkendelige, eventyret og hverdagen for de mennesker, der bor på basen. Derudover skulle projektet give både dem, deres nære og andre mulighed for at kommentere på projektet, sådan at historierne om og relationerne til Thule Air Base kunne blive beriget og nuanceret af endnu flere fortællinger.
BETTINA OVGAARD
Øverst: Fællesstuen i min barak #151. I barakken er der otte små lejligheder med eget badeværelse. Dagligstue, køkken og spisestue er fælles. Nederst: Et af de steder, man mødes, er den danske delikatessebutik , Deli’en i daglig tale. Der er køkkener i alle barakker og lejligheder, sådan at man selv kan kokkerere.
Tidsskriftet Grønland 2/2016 107
BETTINA OVGAARD
Mine 14 m2 i den første barak jeg boede i med standardmøblement og personlige nips.
Projekts ramme er en vandreudstilling, der består af en konkret visuel del, som er en fotoudstilling og to digitale platforme, facebook og youtube, der gør det er muligt at se, høre og dele materiale og deltage i en dialog med hinanden. Den lille fotoudstilling og de netbaserede medier gør det relativt nemt at flytte projektet, så det kan vises i lokale udstillingsfaciliteter både i Danmark og Grønland. De forskellige dele spiller sammen, men fungerer også uafhængigt af hinanden. Fotoudstilling med et antal af mine billeder giver et visuelt indblik af dagliglivet og naturen på basen. Det er øjebliksbilleder, der forhåbentlig pirrer nysgerrigheden hos et publikum, der aldrig har sat sine ben på Thule, og de kan vække minder hos forhenværende medarbejdere. Alle med en tilknytning til Thule Air Base, også ven
108 Tidsskriftet Grønland 2/2016
ner og familie, kan deltage i projektets facebookgruppe og fortælle historier og dele billeder med relation til basen, og kommentere på materiale, der allerede er der. På projektets youtube-kanal, kan man lytte til interviewklip med nogle af mine kollegaer, der har haft lyst til dele deres oplevelser og tanker om, hvad det vil sige at leve på basen. Logistik kan være en udfordring i Danmark, og den er tit overvældende i Grønland. Det siger sig selv, at fotoudstillingen kun kan være et sted af gangen og nogen gange et sted med et relativt lille publikum. Men uanset, at man ikke har lejlighed til at se udstillingen, så står ’vinduet’ til projektet så at sige altid åbent, fordi det er muligt at dele oplevelser i facebookgruppen og høre historier på youtube, når bare man har internet.
BETTINA OVGAARD
Thulefolk forstår at hygge sig og komme hinanden ved, også når det er minus 30 grader og bælgmørkt.
Fordomme står for fald Og der er mange fortællinger om Thule. Fortællinger, der stammer fra telefonteknikere, kokke, ingeniører, sygeplejersker, arbejdsmænd, kontorfolk, unge og ældre, kvinder og mænd. Fra dem, der lige er ankommet og de, der er gamle i gårde. De 10 kollegaer, jeg har talt med, meldte sig frivilligt og kommer næsten alle fra forskellige afdelinger. Der er en god spredning på køn, alder og den tid, de har boet på basen, men der er selvfølgelig nogle sammenfaldende erfaringer. Jo flere interviews jeg lavede med mine kollegaer, jo flere udlægninger var der af, hvorfor og hvordan man valgte at leve der, og hvilken indflydelse det har på ens liv. Der er ingen facitliste, men den forslidte forestilling om håndværkeren, der arbejder i tre år non-stop, sover i sin overall, fester for meget og så tager hjem for købe et hus, var der ingen, der vedkendte sig.
Tværtimod viste der sig mange forskellige grunde til at vælge Thulebasen som arbejdsplads. For nogle var det muligheden for at rykke et trin op ad karrierestigen, for andre var der gammel gæld, der skulle bankes af. Det var chancer for spændende oplevelser, nye kompetencer eller slet og ret bare lysten til at arbejde og tjene gode penge. Fælles for alle er, at det har krævet et meget aktivt tilvalg at tage til en arbejdsplads, der for de fleste er over 4.000 km væk i helt uvante omgivelser, og hvor transporten mellem arbejde og hjem er en Airbus 330. Der er et drive og et mod i de mennesker, som jeg ikke er helt sikker på, de selv har erkendt eller anderkendt, måske fordi basen relativt hurtigt bliver et velkendt og trygt sted, eller fordi de er bare gode til at tilpasse sig.
Tidsskriftet Grønland 2/2016 109
BETTINA OVGAARD
Ankomst til Thule En anden ting, de har til fælles, er oplevelsen af at ankomme til Thulebasen for første gang – en på alle måder anderledes oplevelse. Basen ligger i en gammel gletsjerdal med indlandsisen 17 km øst for sig og ned til havet mod vest. Hverken området, der er dækket af sten og grus, eller vejr og vind er venlige overfor plantevækst. Polarklimaet tillader en smuk, men ganske diminutiv flora på og omkring basen – når den ikke er dækket af sne. Tanya Løvstad på 39 år, der har arbejdet på basen som kok i syv år, tog af sted for at opleve noget og tjene gode penge. Hun kom om sommeren og tænkte, ”okay, her skal jeg ikke være, her er ikke grønt. Det ved jeg ikke lige om jeg kan”. Elia Heilmann, der er lærling i entreprenørafdelingen og fra Nuuk, kom også om sommeren, og syntes, det lignede en mine, han var kommet til. Bygningerne var meget anderledes end på kysten, og han havde ingen stedfornemmelse. Det, han tog for at være skyer i horisonten, viste sig at være indlandsisen. Det første glimt, jeg selv fik af basen, var en lille varm lysstribe langt væk under mig mellem den frostblå himmel og en uendelig hvid flade af sne og is. Det var den 10. november 2010, og da flyet var landet, og jeg gik hen mod ankomstbygningen, bed de minus 30 grader mig i kinderne og krøllede mine lunger sammen. Jeg var forbavset over, at det ikke var totalt mørkt. Uanset om man har forberedt sig, og hvad man har med sig af historier og forestillinger, så er forholdene på basen så anderledes for de fleste, at det første, de bliver ramt af, er overraskelse og forvirring. Man har brug for hjælp til at forstå de nye omgivelser og til at falde til. Den faglige del bliver der taget hånd om i afdelingerne, og det bliver hurtigt den mellemmenneskelige tilpasning, der kommer til at fylde meget. Når man bor og arbej
110 Tidsskriftet Grønland 2/2016
der samme sted, og oven i deler bolig med mange, så bliver det ekstremt vigtigt at kunne begå sig socialt. Det er måske derfor, at de fleste historier på godt og ondt handler om baraklivet.
Barakkerne og det sociale liv ”Vi er ikke isolerede, vi er bare sat ned i en gryde, og der er skruet lidt op for varmen, og vi kommer edderjenseme hinanden ved”, sådan siger Henrik Mortensen, der har arbejdet som sygeplejerske på Medical Clinic siden august 2013, der er basens lægeklinik/hospital. Klinikken er hans arbejdsplads, men han kalder dem, han bor sammen med i barakken, for ”familien”. Thule har for ham meget med samværet at gøre. Barakken er det sted ”hvor man kan strække sindet og smide benene op”, hvor man stopper op og hænger ud med hinanden, selv om man egentlig skulle noget andet, fordi det er hyggeligt og skaber nærvær. Som han ser det, så er en af grundvilkårene ved at bo på Thule, at der hele tiden er overlapninger mellem dem, man arbejder sammen med, dem man spiser frokost med, dem man træner med osv., hvor i Danmark behøver de grupper af mennesker slet ikke at have noget med hinanden at gøre. Det faktum, og at der hurtigt kan opstå historier og rygter, når de sociale cirkler er små og forbundne, fordrer en slags ”social tavshedspligt”, som han kalder det, fordi for at kunne trives, så er man nødt til at finde folk, man kan have tillid til og lette sit hjerte overfor, mener han. De fleste af os oplever, at privatlivet har trange kår – at der er skruet lidt for meget op for varmen i gryden – men det er ikke alle, der ser det som et problem. Mange nyder baraklivet allermest i fællesområderne og vælger at se fjernsyn i dagligstuen, spise sammen med andre etc. Man lærer nye mennesker at kende, og i det tætte miljø skabes venskaber for livet.
BETTINA OVGAARD
3970 Pituffik er basens postnummer.
Tony Brandt har været på basen i 17 år og arbejder som leder i administrationen. Hans erfaring er, at ”det vigtigste heroppe, i hvert fald lige når man kommer, det er at finde sig tilrette socialt, fordi hvis ikke du finder dig tilrette socialt, så kan arbejdet være lige meget, så skal du hjem, fordi det betyder så meget, at du er socialt engageret. Hvis ikke du er det, så vil du ikke få en god tid heroppe”. Det er ikke kun i barakkerne, at tilpasningsevnen bliver udfordret. Når andre også kan følge med i, hvem man besøger, hvad man køber ind, og hvem man tager på tur med, så er det et livsvilkår, man er nødt til at vænne sig til. ”Tolerance ville være et ord, der kendetegner baraklivet”, siger Linette Tougaard, 31 år, der har arbejdet næsten tre år i kvalitetsafdelingen. Hun og andre sammenligner det at bo så mange sammen så tæt, med de oplevelser andre måske har fået ved at gå på
efterskole eller højskole. Sådan noget med at gå ind og ud hos hinanden, bage boller til alle og børste tænder i flok på badeværelset. Nærheden kan også være en udfordring, for som hun siger: ”Alle ved, hvad du gør. Alle ved alt om alle et eller andet sted, eller i hvert fald noget om alle”. Det er en begrænsning for hende, at være så tæt plus følelsen af ikke at kunne foretage sig noget, uden at nogen kan observere det. Derudover er der alle de andre begrænsninger i ikke at kunne være sammen med sine venner hjemmefra, begrænset udvalg af fødevare etc., som slider i længden.
Teknologi og kvinder Uanset kompromiserne og restriktionerne, så fortæller historierne om baraklivet om almindeligt samvær, hyggelige barakmiddage og rigtig mange sjove oplevelser, der hører til privatlivets fred.
Tidsskriftet Grønland 2/2016 111
BETTINA OVGAARD
Det bliver en livsstil på godt og ondt, og det er stadig sådan, at de fleste begynder med at bo i en barak i starten af deres ophold på basen. I dag er det også muligt at bo i privat lejlighed, hvis man har været ansat et antal år, hvilket måske ændrer udgangspunktet for samværet til at være mere et tilvalg, ligesom det er uden for basen. For Johan Christiansen, der har gået på Thuleradaren som smed i over 25 år, var det nu ikke det at flytte i lejlighed, der ændrede hans sociale omgang med folk på basen. Det var sket lang tid før. I hans optik ebbede det social liv ud allerede i 90erne. Der kom fjernsyn på værelserne, og så var ikke så mange, der blev i fællesstuen og snakkede efter aftensmaden. Senere kom nettet og mobiltelefoner, der afløste de få mønttelefoner, der ellers havde sørget for kontakten til verden udenfor basen. I det hele taget blev baselivet og livet væk fra basen mere integreret. Der kom en større frihed, og folk kunne tage ferie mere end en til to gange om året. Nu kan man tage hjem efter to til tre måneders arbejde. Det er blevet mere menneskeligt, synes han, ”og jeg har været her i 25 år, så jeg må åbenbart kunne lide det… Grønland, det er jo sådan noget med, at det bliver en livsstil.” Det gjorde det også for kvinder, men først fra 1979. Omkring en fjerdedel af medarbejderne i dag er kvinder. Lenda Hjort er køkkenchef og ankom for et lille års tid siden. Hun tog af sted med fuld opbakning fra mand og teenagebørn, og oplever, at det har været en win-win situation for hele familien. Selvfølgelig er der et savn, men ”det har været lidt af en øjenåbner for os alle sammen”, siger hun. Børnene hjælper mere til, hun får lov til at udleve en drøm om en chefstilling, og hendes mand får meget ros for at klare hjemmefronten alene. Om det at være kvinde på basen, siger hun, at det er vigtigt at sætte klare grænser i privatlivet. Jeg oplever, at der nemt falder nyfigne bemærkninger af, når kvinder vælger mænd som venner. Det kan også sætte gang i ka
112 Tidsskriftet Grønland 2/2016
mikposten, når ledere ses privat med medarbejdere. Der er nogle uskrevne regler, som man kan vælge at følge eller være ligeglad med, det gælder bare om at være klar i spyttet.
Naturen, arbejdspladsen og hjem At det er en amerikansk militærbase fylder ikke så meget for de fleste, men det betyder, at der er en del flere regler at følge end på en almindelig arbejdsplads, og at det særlige er, at de gælder både i arbejdstiden, og når man går hjem. Men hvad er ”hjem” egentlig, når man bor på Thule? Nogle har det som jeg, at hjem er, hvor jeg befinder mig, mens andre skelner meget nøje mellem Thulebasen og deres hjem. Casper Jensen, 31 år, der har arbejdet i entreprenørafdelingen i otte år og nu er leder af den, ser det sådan, at Thulebasen er en arbejdsplads og ikke et hjem. Selv om han bor på basen i 10 måneder om året, så er hans hjem i Danmark. Hans forklaring er, at ”det er måske fordi, personligt har jeg brug for at distancere mig lidt fra, at man måske… så ender man med at blive her i 30 år, og det har jeg ingen planer om.” Walther Toft, der arbejder som elektriker, ser det lidt anderledes. ”Hvis jeg ikke kan gøre det (tage ud i naturen, red) – at jeg ikke har fri til det, og det bliver en ren arbejdsplads – så vil jeg ikke være her”, siger han, og har stadig sin fascination af naturen intakt efter 17 år på basen. For ham er det et ”must” ved Thule at dyrke udelivet . Han fotograferer, tager på tur med andre, og nyder at naturen sætter nogle anderledes standardvilkår. At det er lyst hele døgnet om sommeren og mørkt om vinteren har ikke den store afskrækkende effekt på dem, jeg har talt med. Storme og ekstrem kulde kan gøre livet besværligt, men er ikke noget, der får folk til at rejse. Tværtimod, så lader det til at naturen er en endeløs kilde til glæde og fornøjelse for de fleste.
BETTINA OVGAARD
Det er en ekstraordinær oplevelse at gå eller stå på ski ud på havisen og besøge et isbjerg.
Det er det også for Lena Mathiesen, som søgte til basen fra Ilulissat (Jakobshavn) i 1991 som 24-årig. For hende betyder naturen og venskaberne med de lokale fangerfamilier et møde med noget velkendt, og de kommer på besøg fra de omkringliggende bygder både sommer og vinter enten på hundeslæde eller med båd. Hun siger selv: ”Det er nok fordi, jeg kommer fra Ilulissat, Nordgrønland. Der er ikke så langt fra Ilulissat hertil. Der er ikke så megen forskel, det er nok derfor, jeg kan lide at være heroppe.” Den lokale kultur er nærmest fuldstændig fraværende på basen, men for Lena betyder fangerfamiliernes besøg en form for link til det Grønland, hun er vandt til. For mig som dansker er isbjerge, midnatssol og hundeslæder noget eksotisk, for hende er det hjemligt.
A once in a lifetime experience Thule Air Base byder på en unik blanding af både genkendelige og meget anderledes levevilkår, der er fyldt med kontraster, sammenvævninger og overlapninger. Fordelene er for nogle, at alle kender alle, og det er et meget trygt liv, for andre er det ulemperne. Arbejde og fritid flyder sammen, fordi miljøerne griber ind i hinanden via de mennesker, der færdes i dem. Det sociale fylder meget samtidig med, at det også er et stort egotrip med få forpligtigelser. Stedet tilbyder utrolig mange ekstraordinære oplevelser, hvis man er interesseret, men udfordrer også de fleste med begrænsninger omkring en helt almindelig ting som for eksempel privatliv. Der er alle moderne bekvemmeligheder, men i sidste ende bestemmer vejret din dag. Jeg oplever, at livet på Thule skærper min levesans. Jeg er blevet tunet anderledes på livstid både af begrænsningerne og af
Tidsskriftet Grønland 2/2016 113
BETTINA OVGAARD
Indlandsisen er basens imponerende nabo og ligger ca. 20 km nord for baseområdet.
114 Tidsskriftet Grønland 2/2016
BETTINA OVGAARD
Det blæser op til storm. Pindene med katteøjer i vejsiden er gode at have, når sigtbarheden bliver lig nul.
Tidsskriftet Grønland 2/2016 115
BETTINA OVGAARD
overfloden af indtryk og oplevelser. Der er få, der rejser igen upåvirket, men det kan være svært at sætte ord på. ”At stå derude og lægge hånden på Indlandsisen og tage et billede af det, det er rigtig flot, men at bekrive, hvor lille man føler sig, og hvor skrøbelig man føler sig, det er… Når man står derude eller andre steder i naturen, finder man jo lige pludselig ud af, hvor skrøbeligt livet er, og et eller andet sted hvad der er vigtigt i livet, fordi man netop er væk fra alting og ikke har adgang til alle de ting, der faktisk måske betyder mest for alle, altså familie og venner” er Tanya Løvstrøms refleksion over, hvor både svært og berigende livet på Thule kan være. Det giver genklang i mig, og måske giver det også mening for rigtig mange andre Thulefolk. Elia Heilmann udtrykker det sådan her: ”Det er sådan en once in a lifetime experience, det der Thuleliv.” Der er naturligvis mange fortællinger, oplevelser og erfaringer i relation til Thulebasen – ikke mindst fra familie og venner til medarbejdere før og nu. Har du lyst til at kommentere, uploade billeder og/eller fortælle dine egne Thulehistorier, så gå ind på projektets facebookgruppe. Den er åben for alle med en relation til Thule også familie og venner. På projektets youtube-kanal kan du høre interviewklip med de 10 medarbejdere, jeg har interviewet. Rigtig god fornøjelse. Tirsdag den 7. juni 2016 var der fernisering på fotoudstillingen “Thule Air Base – mørke tider og lyse sider” i Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6, 1152 København K. Note Greenland Contractors driver fortsat basen under en midlertidig overgangskontrakt.
116 Tidsskriftet Grønland 2/2016
Både facebookgruppen og youtube-kanalen åbnede den 7. juni i forbindelse med ferniseringen. Scan stregkoderne her under for direkte adgang. Projektets facebookgruppe: https://www. facebook.com/groups/1033437273354532/
Projektets youtube-kanal: https://www.youtube.com/channel/UCUFsM4fBHTmSQZnRgRzfmQ
Det Grønlandske Selskabs nyeste publikation:
Forfatteren, Jan Løve, har ligesom bogens hovedperson, Hans Hendrik, berejst store dele af Grønlands kyster, herunder Hans Ø. Desuden har han har gravet sig gennem alle kendte kilder, hvor Hans Hendrik og Hans Ø på nogen måde er omtalt. Resultatet er en gennemillustreret bog, hvor læseren følger Hans Hendrik fra ungdom til alderdom og introduceres til de mange forskellige ekspeditioner, hvori han deltog. Læseren får også forklaring på og baggrund for det fænomen, at to forskellige øer er opkaldt efter Hans Hendrik. Bogen henvender sig til alle, som interesserer sig for Grønlands historie og Rigsfællesskabets geografi. Jan Løve: Hans Hendrik og Hans Ø. Beretningen om Hans Hendrik og de to Hans Øer. 95 sider / rigt illustreret / 225 kr. / medlemspris: 200 kr.
Bogen kan købes via Det Grønlandske Selskabs hjemmeside eller ved henvendelse til sekretariatet: www.dgls.dk / L.E. Bruuns Vej 10, 2920 Charlottenlund / 6160 5331 / dgls@dgls.dk