Tidsskriftet Grønland nr. 4, december 2016

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 4/DECEMBER 2016 64. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

Etnografika, kunst og genstande Arktisk Institut har gennem årene fået indleveret malerier, akvareller, tegninger, etnografiske genstande og ekspeditionseffekter, som nu er skannet/affotograferet og præsenteret på internettet via instituttets hjemmeside: www.arktiskinstitut.dk.

Jørgen Brønlund (1877-1907) deltog i Danmark-Ekspeditionen til Nordøstgrønland, hvor han mistede livet. Mange år senere blev denne spritdunk fundet i nærheden af Brønlunds grav.

'B. Grodthschilling (1697-1776): Poq, der sammen med Qiperoq, var den første grønlænder, der besøgte Danmark; 1724.

Trommedanseren til venstre, der er af ukendt oprindelse, har på et tidspunkt tilhørt Eigil Knuth.

Mindeplatte for Ludvig Mylius-Erichsen. Udført af keramiker J.C.C. Petersen i 1909 og skænket af Eigil Knuth til Arktisk Institut.

Arktisk Institut modtager historisk materiale vedr. Grønland og det øvrige Arktis.

Arkivalierne registreres og stilles til publikums rådighed via instituttets hjemmeside.

Arktiskinstitut.dk / 3231 5055 / arkiverne@arktisk.dk / Strandgade 102, 1401 København K

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28

D e t e r m e d s t or t i l f r e d she d , at v i i de t t e nu m m e r k a n p r æ s e nt e r e i k ke f æ r r e e nd t r e a r t i k le r sk r e ve t a f s t u de r e nde . I op g ave r o g s p e c i a le r u d før e r m a ng e s t u de r e nde u nde r s ø g e l s e r, de r b r i ng e r ny o g a k t ue l v ide n t i l ve r de n , o g hv i s i nd hold k a n v æ r e a f i nt e r e s s e for e n b r e d k r e d s . D e t r e op g ave r e r sk r e ve t om i a r t i ke l for m , s å de o g s å k a n v æ r e t i l g l æ de for T id s sk r i f t e t G r øn l a nd s l æ s e r e .

Redaktion: Uffe Wilken, Einar Lund Jensen Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk

1 74

De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.

W E N G :

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

Forhandling om retten til brug af kulturelle symboler 1 8 6

C H R I S T I A N M A RC U S S E N O G W I L LY L E H M A N N

Rigsfællesskabets Kontinental sokkelpro jekt – ikke kun ”Kampen om Nordpolen” 2 0 7

F R E D E R I K VA L E U R S E E R S H O L M :

4000 år med vekslende grønlandske spisevaner – hvalfangstens betydning for de første grønlændere

Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse.

Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Aage V. Jensens Fond, Aase og Jørgen Münters Fond, Juullip Nipitittagaa/ Julemærkefonden, Kong Christian den Tiendes Fond, Det Kongelige Grønlandsfond, Skibsreder Kraemers Grønlandsfond

N I V I J E N S E N N I E L S E N:

2 16

L A R S V I L L A D S E N:

Har Grønland en kollektiv nationalidentitet? Nationsbygning i det selvstyrende Grønland

2 2 8

K A R S T E N H E R M A N S E N:

Mismodets maler. Jens Erik Carl Rasmussen (1841-1893)

245

KULUK MØLLER HALTRUP:

Fællesskabet mellem Grønland og

Danmark – et gensidigt afhængighedsforhold

Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk PE offset A/S Forsidebillede: Kulturelt symbol: t-shirt inspireret af det grønlandske flag. (Design: Bibi Chemnitz. Copyright: Bibi Chemnitz).

2 5 4

HENR IK W ILHJELM:

Den ukendte julefortælling.

Med indledning og kommentar af Henrik Wilhjelm

2 6 4

DET GRØN L A N DSK E SELSK A B:

Meddelelser fra Det Grønlandske Selskab

AF FREDERIK VALEUR SEERSHOLM

4000 år med vekslende grønlandske spisevaner – hvalfangstens betydning for de første grønlændere RESUMÉ Nye forskningsresultater fra arkæologiske udgravninger på Grønland viser, hvordan DNA kan bidrage med ny viden til de ellers grundigt undersøgte forhistoriske køkkenmøddinger rundt omkring i landet. Ved at analysere DNA udvundet direkte fra jorden under fortidens bopladser, kan forskere identificere hvilke dyr, der er blevet bragt hjem til lejren gennem tiden. I modsætning til den traditionelle arkæologiske metode, hvor udgravede dyreknogler identificeres og tælles, er DNA analyser ikke afhængige af velbevarede knogler, hvilket betyder, at rester af spæk og kød også kan identificeres. Ved hjælp af denne nye metode baseret på fossilt DNA kan forskere fra Københavns Universitet nu vise, at store pattedyr, som hvalros, rensdyr, narhval og grønlandshval, har udgjort en langt mere betydningsfuld del af overlevelsesgrundlaget for de første mennesker i Grønland. Disse fund giver nye perspektiver på vores forståelse af de første grønlændere, som normalt ikke anses at tilhøre en hvalfangerkultur.

Frederik Valeur Seersholm (f.1990) er ph.d.-studerende og forsker i fossilt DNA ved Curtin University i Perth, Australien.

FVS er uddannet i Molekylær Biomedicin fra Københavns Universitet. Han afleverede i 2015 sit speciale om DNA fra grønlandske køkkenmøddinger ved Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum. Forskningsresultaterne fra specialet mundede i 2016 ud i en videnskabelig artikel udgivet i tidskriftet Nature communications. I Australien beskæftiger FSV sig med, hvilken effekt de første menneskers ankomst havde på fortidens biodiversitet i Australien, New Zealand og resten af Oceanien.

Artiklen udspringer af FVS’s speciale, og beskriver hvordan studier i fossilt DNA fra arkæologiske køkkenmøddinger kan bidrage til vores viden om Grønlands forhistorie.

Hvilke DNA-spor gemmer den permafrosne muld under resterne af de oldtidsbopladser, der er spredt over hele Grønland? For at forsøge at svare på dette spørgsmål, rejste en gruppe forskere til Grønland for at indsamle små jord-prøver til DNA analyser i somrene 2007, 2008 og 2009. Iført handsker og mundbind, for ikke at forurene jorden med deres eget DNA, tog de prøver fra resterne af oldtidens køkkenmøddinger rundt omkring i landskabet.

Tidsskriftet Grønland 4/2016 207

FREDERIK VALEUR SEERSHOLM

En køkkenmødding er den arkæologiske betegnelse for aflejringer af oldtidsmenneskers affald. Den kan bestå af knogle- og planterester, fossil afføring og arkæologiske genstande, gerne kasserede redskaber, som tilsammen kan sammenstykkes til et billede af dagligdagen for tusindvis af år siden. Køkkenmøddinger findes overalt på kloden, hvor mennesket har bosat sig, og meget af den viden, vi har i dag om fortidens Grønland, stammer fra udgravninger af køkkenmøddinger. For eksempel har studier af dyreknogler gravet op fra de frosne møddinglag vist, at de første grønlændere var i stand til at jage og fange en stor andel af de fisk, fugle og pattedyr, der var at finde omkring dem. Derudover har man fra disse jordlag udgravet utallige stenredskaber, spanter fra kajakker og andre artefakter, som har været med til at klarlægge de mest udbredte jagtteknikker i fortidens Grønland.

Indvandringer fra øst og vest Det oprindelige mål med projektet var at karakterisere humant DNA fra møddingerne for bedre at forstå de forskellige indvandringsbølger i Grønland.

Disse indvandringer kan, på visse bopladser, aflæses direkte i møddinglagene, hvor der ses et tydeligt skift i redskabstyper og sammensætningen af knogler fra fangstdyr, når en kultur erstattes af en ny på bopladsen. Ved at sammenholde dette med kulstof-dateringer af hvert lag, kan man præcist beskrive, hvornår de forskellige kulturer kom til Grønland.

Mennesket koloniserede Grønland både fra øst og fra vest, i flere separate bølger, hvilket har resulteret i, at mindst tre forskellige befolkningsgrupper har levet i landet gennem tiden. For ca. 4.500 år siden ankom de første mennesker til Nordgrønland fra det nordøstlige Canada ved at krydse Nares Strædet i det nordligste Arktis mellem Canada og Grønland.

Derfra spredte de sig i løbet af kort tid til

208 Tidsskriftet Grønland 4/2016

hele kyststrækningen i Vest- og Sydøstgrønland. Disse første mennesker i Grønland er blevet navngivet Saqqaq-folket.

Ved jagt på sæler, rensdyr og fugle fra deres små bopladser, trivedes de i næsten 2000 år, indtil de arkæologiske spor pludselig ophører omkring år 800 f.v.t.

Deres forsvinden kunne muligvis skyldes, at Saqqaq-folket bukkede under for klimaændringer, der gjorde forholdene så barske, at de ikke kunne opretholde livet.

Hvad vi ved med sikkerhed er, at næste gang, der dukker spor op fra de arkæologiske udgravninger, har kulturen ændret sig markant. Dette senere folk er blevet døbt Dorset-kulturen. Ligesom Saqqaq-folket forsvinder også Dorset-kulturen på et tidspunkt, og fra omkring år 0 og 650 år frem ligger Grønland ubeboet hen.

Grønland bliver igen bosat af mennesket omkring 650 e.v.t., hvor en ny bølge af indvandringer begynder. Det første folk, der re-koloniserer det øde landskab, har redskaber der ligner Dorset-kulturens – de benævnes Sen Dorset af arkæologerne. Omkring 300 år senere ankommer Erik den Røde og hans mænd over havet fra øst til den sydligste spids af Grønland, hvor de bosætter sig i midten af 980’erne.

Til sidst, omkring år 1200, sker den seneste indvandring til Grønland, som på ny kommer fra det canadiske Arktis. Dette inuit-folk kaldes Thule-kulturen. De spreder sig hurtigt og bosætter sig langs hele Grønlands kyst.

I starten af det 15. århundrede begynder en periode med meget kolde og barske vintre i Grønland, kaldet Den Lille Istid, som sandsynligvis medvirker til, at både Dorset-kulturen og efterkommerne af Erik den Rødes vikinger, nordboerne, bukker under og forsvinder fra landet. Kun Thule-kulturens avancerede jagtteknikker tillader dem at ernære sig gennem denne kuldeperiode, og da europæiske hvalfangere i 1600-tallet genopdager Grønland, er det jægere fra Thule-kulturen, de møder.

FREDERIK VALEUR SEERSHOLM

Grønland har været beboet af mindst fire forskellige kulturer siden de første mennesker ankom for 4,500 år siden. (Grafik: Frederik Valeur Seersholm).

Tidsskriftet Grønland 4/2016 209

FREDERIK VALEUR SEERSHOLM

Bopladsen Qajaa ved Illulisat isfjord. (Foto: Maanasa Raghavan).

Forhistorisk DNA i Grønland Både Grønlands unikke befolkningshistorie og de gode bevaringsforhold for fossilt DNA i Grønland har betydet, at Grønland har været arnested for arkæologisk DNA forskning. For eksempel blev det først komplette genom fra et fortidsmenneske kortlagt med DNA fra en hårtot fundet ved Qasigiannguit Katersugaasiviats (Christianshåb Museums) udgravninger på en Saqqaq boplads i Diskobugten. Den efterhånden lange række af forskningsartikler, der beskæftiger sig med fossilt DNA i Grønland, har været med til at klarlægge detaljerne om de forskellige forhistoriske befolkningsgrupper gennem tiden.

210 Tidsskriftet Grønland 4/2016

Det har vist sig, at de første migranter fra Saqqaq-kulturen ikke kan skelnes genetisk fra den efterfølgende Dorset-kultur. Disse to kulturer deler begge en fælles stamfader fra det østlige Sibirien og kaldes palæo-inuitter. Den senere Thule-kultur, derimod, er markant anderledes end palæo-inuitterne.

Thule-kulturen er forfædre til de moderne inuit-kulturer i Nordamerika og Grønland og har genetisk mere tilfælles med befolkningsgrupper fra Alaska.

Forfædrene til Thule-folket har været meget succesfulde og har i løbet af en relativt kort periode spredt sig fra Bering Strædet ind i Canada og til sidst til Grønland.

FREDERIK VALEUR SEERSHOLM

Denne kraftige ekspansion tilskrives af mange deres veludviklede jagt-teknikker, som muliggjorde jagt på større pattedyr som hvalros og hvaler. Det er først med Thule-folket at tekniske landvindinger, såsom kombinationen af kajakker og konebåde og større hvalfangstharpuner, dukker op i de arkæologiske udgravninger. Især har hvaljagten været af stor betydning for Thule-folket, da en enkelt hval har kunnet indbringe store mængder af ressourcer, som knogler til at bygge huse, barde til snor og tråd, spæk til olielamper samt selvfølgelig kød.

Spørgsmålet er, om det kan være rigtigt, at de rige ressourcer fra hvaler ikke også blev udnyttet af de tidligere palæo-inuitter.

Knoglerne giver kun den halve sandhed En af udfordringerne ved at vurdere hvad menuen stod på i oldtiden, baseret på arkæologiske udgravninger af køkkenmøddinger, er, at disse analyser som regel bruger knogler. Ved at sammenligne hvert enkelt benfragment med en stor samling knogler fra forskellige arter kan man identificere, hvilket dyr hver knogle sandsynligvis stammer fra. Som udgangspunkt er de dyr, der blev nedlagt oftest også repræsenteret ved høje antal af knogler. Men dette er ikke altid tilfældet. Nogle fangstdyr blev nedlagt på jagtmarker langt fra bopladserne. For eksempel foregik rensdyrjagten inde i landet tættere på indlandsisen, der på paleo-inuitternes tid lå væsentligt længere tilbage, end den gør i dag. På grund af den lange transport tilbage til bopladsen blev rensdyret flænset og parteret, der hvor det blev nedlagt, således at man kunne nøjes med at fragte de kødfulde dele af dyret den lange vej tilbage. Dette har betydet, at det kun er visse rensdyrknogler, man finder i de første grønlænderes køkkenmøddinger. Det vil sige, at der en risiko for at undervurdere, hvor vigtige rensdyr har været i Grønlands stenalder, hvis man kun baserer sin vurdering på antallet af udgravede rensdyrknogler.

Ligeledes kunne man forestille sig, at andre store dyr er underrepræsenteret i de arkæologiske knoglesamlinger. For eksempel er hvalknogler meget fåtallige i køkkenmøddinger fra palæo-inuitterne.

De gamle prøver blev gravet frem igen Det lykkedes ikke at udvinde humant DNA fra de jordprøver, som blev taget af et forskerhold på de permafrosne bopladser i Disko Bugt, Qajaa og Qeqertasussuk i feltsæsonerne 2007-2009. Prøverne blev derfor hurtigt glemt og lagret i kældrene under Geologisk Museum i København. Men i 2015 blev prøverne atter gravet frem, da en række forskere fra Københavns Universitet satte sig for at undersøge dem på ny, denne gang med fokus på DNA fra fangstdyr.

Projektets mål var at bruge en ny metode til at analysere DNA udvundet fra de små jordprøver for at forsøge at måle og kortlægge rester af organisk materiale fra forskellige dyrearter. Prøverne, som forskerne fandt frem igen, var oprindeligt enten taget som lodrette borekerner fra overfladen til møddingens bund eller kom fra profilsnit gennem møddingen, hvor man af profilvæggen udskar et stykke tørvejord fra hvert lag. Materialet fra Disko Bugt blev suppleret med jordprøver fra andre bopladser i Grønland, således at analyserne kunne teste DNA-indholdet af en række velbevarede møddinger fra Saqqaq, Dorset, Thule og nordbo (efterkommerne fra de skandinaviske vikinger).

De to yngste bopladser, som forskerne analyserede, var nordbo-gården Sandnæs i de inderste fjordsystemer omkring Nuuk samt Thule-bopladsen ved Fladstrand i Østgrønland, som begge var beboet for mellem 500 og 1.000 år siden. De to ældste bopladser, Qajaa og Qeqertasussuk, er derimod begge fra Disko Bugt og var beboet af Saqqaq-folket for 4.000 år siden. Derudover, var Qajaa efterfølgende beboet af Dorsetfolket for omkring 2.500 år siden. Disse Tidsskriftet Grønland 4/2016 211

FREDERIK VALEUR SEERSHOLM

For at sikre at prøverne ikke forurenes med moderne DNA sker al prøvetagning iført maske og handsker.

(Foto: Jens Fog Jensen).

fire fortidsbosættelser dækker et bredt udsnit af hele menneskets historie på Grønland, og med meget store individuelle forskelle fra boplads til boplads er det et ideelt grundlag for at teste en ny forskningsmetode.

Banebrydende nye metoder Til at undersøge jordprøverne valgte forskerne at bruge to nye metoder: de undersøgte DNA udvundet direkte fra jorden samt DNA udvundet fra parasitæg filtreret ud af de samme jordprøver. Med denne tilgang kunne forskerne både skabe sig et indtryk af den overordnede DNA-sammensætning i møddingerne, samt få et mere specifikt indblik i hvilke parasitter der kunne identificeres i jorden.

212 Tidsskriftet Grønland 4/2016

Da DNA’et var udvundet fra alle prøverne blev arvematerialet læst. Denne proces, også kaldet DNA sekvensering, resulterer i meget store tekstfiler med information om rækkefølgen af de fire molekylære byggeblokke i DNA. Efter endt sekvensering havde forskerne læst mere end fire milliarder korte stykker DNA, svarende til omtrent 1000 GB data, når informationen lagres elektronisk.

Men det er først her, den virkelige forskning begynder, for hvordan finder man hoved og hale i fire mia. stykker DNA, der kunne komme fra både bakterier, planter, parasitter og dyr? Forskerne valgte at fokusere på det DNA, der findes i mitokondrier og grønkorn, som er små organeller inde i cellen. Mitokondrier findes i alle dyr og planter, mens grønkorn kun findes i planter. Da arvematerialet i disse organeller er relativt kort i forhold til det fulde genom, der findes i cellekernen, og da disse findes i mange kopier i hver celle, er de nemme at karakterisere. Ved at identificere hvilken art hvert enkelt stykke DNA kom fra, kunne forskerne genskabe et billede af, hvilke dyr og planter der var tilstede i de gamle jordlag.

Thule-bopladsens slædehunde efterlod meget DNA For størstedelen af resultaterne var der god overensstemmelse mellem de nye DNA-resultater og de tidligere resultater fra knogleanalyser, mens der for visse arter var overaskende meget DNA. Ved Thule-bopladsen fra Fladstrand i Nordøstgrønalnd, undersøgt af Nationalmuseet i 2007, var hovedparten af DNA’et for eksempel fra hund eller ulv, mens en mindre andel af det organiske materiale kom fra sæler, narhval og rensdyr. Sammenlignet med knoglematerialet er dette umiddelbart overaskende, da der ikke blev fundet mange hundeknogler i disse møddinglag.

Forklaringen skal sandsynligvis findes i, at slædehundene har efterladt meget store mængder DNA på møddingerne i form af

FREDERIK VALEUR SEERSHOLM

afføring og urin. Denne forskel illustrerer, hvordan de to metoder komplementerer hinanden: Mens den traditionelle arkæologiske metode er afhængig af velbevarede knogler, kan DNA-metoden identificere alt slags organisk materiale, såsom kød, spæk, barde, afføring og urin.

Parasitter og husdyr Nordbogården Sandnæs var en stor og vigtig gård på nordboernes tid med tilhørende kirke, staldbygninger og smedje. Gårdens høje sociale status kunne også aflæses i DNA’et, der indeholdt store mængder biologisk materiale fra de værdifulde husdyr får, ged og ko, som blev holdt i gårdens stald. Men derudover kunne forskerne også vise, at jagt udgjorde en væsentlig del af fødegrundlaget for nordboerne med DNA i nordboernes møddinglag fra fangstdyr som grønlandssæl, spættet sæl, hvalros og rensdyr.

Sammensætningen af de forskellige arter fra nordboerne og Thule-folkets møddinger afspejledes også i parasitterne, som kunne identificeres. I Thule-møddingen fandt forskerne DNA fra en bændelorm, som lever i rensdyr og hunde, mens de på nordbogården fandt DNA fra forskellige parasitter: en som smitter husdyr, især får, og to bændelorm som smitter rensdyr. Da disse parasitter er meget specialiserede og kun lever i enkelte eller få forskellige dyrearter, kan disse resultater også bruges til at sandsynliggøre at deres værter (husdyr, rensdyr og hund) var til stede på bopladserne i fortiden.

De første grønlændere Ved de to ældste palæo-inuit møddinger afslørede DNA-sporene at adskillige forskellige havpattedyr og landdyr var på menuen for 4.000 år siden. De yngre Dorset-lag havde store mængder DNA fra ringsæl, mens DNA fra grønlandsæl, grønlandshval og hund kunne identificeres i lavere koncentrationer.

Dette viser at Dorset-folket, i modsætning til den tidligere Saqqaq-kultur, fokuserede deres jagt på ringsælen i stedet for den no

get større grønlandssæl. Men derudover var det især identifikationen af hund, der overraskede forskerne. Disse DNA-spor er nemlig det første bevis på, at Dorset-folket har holdt hunde, ligesom Saqqaq og Thule-kulturerne har gjort.

Graver man længere ned i møddinglagene ved Qajaa, ned til Saqqaq- kulturen, kommer de virkeligt overaskende fund: Her fandt forskerne store mængder DNA fra de store pattedyr, grønlandshval, hvalros og narhval, mens mængden af DNA fra sæler og fugle var på det forventede niveau.

Dette mønster gentages på den endnu ældre boplads Qeqertasussuk, hvor DNA fra grønlandshvalen udgjorde halvdelen af alt DNA’et fra pattedyr. Til sammenligning, da Qeqertasussuk blev udgravet i 80’erne, blev der ud af 100.000 knoglefragmenter kun identificeret 102 stykker af knogle, tænder og barde fra hvaler – hvilket svarer til lige over 0.1% af alle knoglerne.

Da der stort set ikke er nogle hvalknogler at finde, argumenterer forskerne for, at de store mængder DNA højst sandsynligt stammer fra, at rester fra kød og spæk er blevet smidt på møddingen. Forskerne foreslår, at hvalerne – ligesom det sker i dag - er blevet flænset på kysten i områder langt fra bopladsen, hvor byttet blev nedlagt. Det er ikke usandsynligt, at knoglerne blev efterladt på stranden, mens jægerne kun slæbte de kødfulde dele af dyret tilbage til bopladserne. Et lignende mønster må have været gældende for de andre store fangstdyr rensdyr, hvalros og narhval, mens mindre dyr som sæler blev transporteret tilbage til bopladserne som hele dyr, før de blev flænset.

Disse fund afslører, hvor og hvordan fossilt DNA kan bidrage med ny viden om de gamle grønlandske køkkenmøddinger.

DNA’et kan ikke kun bruges til at identificere hvilke arter, der var på menuen i stenalderens Grønland. Det kan også bruges til at vurdere i hvilket omfang, de forskellige dyr blev spist. Ved at sammenligne antallet af DNA stykker med vurderinger for vægten Tidsskriftet Grønland 4/2016 213

FREDERIK VALEUR SEERSHOLM

Udgravning af møddingen fra Thule-folkets boplads ved Fladstrand. (Foto: Jens Fog Jensen).

af de mange dyr, der er blevet fortæret på bopladserne baseret på knoglematerialet, kunne forskerne sandsynliggøre, at DNA’et også afspejler mængden, eller biomassen, fra de forskellige dyr. Det er kun enkelte lokaliteter, som hidtil er blevet analyseret på denne måde, og særligt sammenhængen mellem mængderne af DNA i jordprøverne og de forskellige fangstdyrs bidrag til fortidens føde skal undersøges nærmere gennem flere tests fremover.

Hvaljægere eller ådselædere.

Det nærliggende næste spørgsmål er, hvor Saqqaq-folket har fået dette hvalkød og -spæk fra. Var de aktive hvalfangere, eller udnyttede de bare råmaterialer fra strandende hvaler?

En enkelt hval svarer til ca. den samme mængde kød og spæk, som 400 store sæler, hvilket ville være nok til at sikre overlevel

214 Tidsskriftet Grønland 4/2016

sen på en boplads i adskillige måneder frem.

Overraskende nok findes der ikke stenredskaber, som entydigt kan bekræfte, om disse enorme mængder af ressourcer blev udnyttet ved jagt for 4.000 år siden. Der er fundet meget få store harpunhoveder, som ligner hvalharpunhovederne, vi kender fra Thulekulturen, og det er meget sparsomt med andre håndfaste beviser for hvalfangst før, Thule-kulturens indtog i Grønland.

Hvaler er regelmæssigt strandet ved de grønlandske kyster gennem tiden, og det varmere klima på palæo-inuitternes tid har sandsynligvis betydet, at der var langt flere af dem dengang, end der er i dag. Selvdøde hvaler kunne give vigtige råmaterialer til Saqqaq-folket såsom barde til tråd og snor samt spæk til brug i olielamper. Hvis forrådnelsen ikke var for fremskreden i kadaveret, har kødet måske også kunne bruges til føde, enten til hundene eller til menneskene.

FREDERIK VALEUR SEERSHOLM

På den anden side er hvalfangst uden Thulekulturens teknologi måske ikke så urealistisk endda. De første mennesker, der satte deres fod i Grønland, ankom til et paradis, fyldt med fangstdyr der ikke frygtede mennesket. Især har bestanden af de langsomtsvømmende grønlandshvaler været langt større end i nyere tid, hvor europæiske hvalfangeres systematiske jagt på de store dyr har drevet deres bestande i bund.

Historiske kilder fra Grønland skildrer, hvordan store hvaler kunne fanges kun ved brug af mindre harpuner og lanser.

Ved at nærme sig de store hvaler bagfra, som ”sover” eller hviler ved havoverfladen, kunne jægerne snige sig helt ind på dyrene og nedlægge dem. Vi ved fra arkæologiske fund, at Saqqaq-folket havde både mindre harpuner, lanser og kajakker, og man kunne forestille sig, at de benyttede en lignende jagtteknik.

Derudover kunne Saqqaq-jægerne også have brugt ’biologisk krigsførelse’ til at nedlægge grønlandshvalen. I 1700-tals værket Fauna Groenlandica beskriver den danske zoolog og præst Otto Fabricius, hvordan han, ved at ramme en pukkelhval med et fuglespyd, forårsagede infektion i dyret, som ledte til dets død nogle dage senere. Ved at dyppe kaste-harpunerne i rådnende spæk før hvaljagten, kunne en lignende effekt opnås. Den store udfordring ved denne metode er, at hvalen kunne svømme langt før infektionen udviklede sig nok til at forårsage hvalens død. For at sikre sig byttet har man derfor enten skulle følge efter hvalen over lang tid, eller håbe på at den drev i land tæt på en boplads.

grundigere studie af hval-DNA udvundet fra forskellige møddinger i Arktis være med til at vise, om denne hvalfangst har formindsket bestanden. Derudover kunne et sådant studie måske afklare, hvor mange forskellige individer af grønlandshval der er blevet nedlagt fra de forskellige bopladser, og eventuelt klarlægge om der kan findes DNA fra det samme individ på flere forskellige bopladser. Dette ville kunne bruges som indikation af kontakter og handel på tværs af bopladserne.

Ligeledes vil den rivende udvikling inden for DNA-forskning sandsynligvis åbne op for studier af kerne-DNA udvundet direkte fra jord i de kommende år. I modsætning til mitokondrielt DNA nedarves kerne-DNA’et fra begge forældre, og kan derfor give et langt mere præcist billede af, hvor dyr og mennesker oprindeligt er kommet fra, og hvordan individer inden for hver art er forbundne med hinanden.

Hvad vi endnu ikke ved Hvad enten Saqqaq-folket har været aktive hvalfangere eller ådselædere, viser dette studie, at hvalen har haft en langt større betydning i fortiden end hidtil antaget.

Kommende DNA-studier af køkkenmøddinger kan måske belyse disse problemstillinger nærmere. For eksempel kunne et

Tidsskriftet Grønland 4/2016 215

Det Grønlandske Selskabs nyeste publikation:

Forfatteren, Jan Løve, har ligesom bogens hovedperson, Hans Hendrik, berejst store dele af Grønlands kyster, herunder Hans Ø. Desuden har han har gravet sig gennem alle kendte kilder, hvor Hans Hendrik og Hans Ø på nogen måde er omtalt.

Resultatet er en gennemillustreret bog, hvor læseren følger Hans Hendrik fra ungdom til alderdom og introduceres til de mange forskellige ekspeditioner, hvori han deltog. Læseren får også forklaring på og baggrund for det fænomen, at to forskellige øer er opkaldt efter Hans Hendrik.

Bogen henvender sig til alle, som interesserer sig for Grønlands historie og Rigsfællesskabets geografi.

Jan Løve: Hans Hendrik og Hans Ø. Beretningen om Hans Hendrik og de to Hans Øer.

95 sider / rigt illustreret / 225 kr. / medlemspris: 200 kr.

Bogen kan købes via Det Grønlandske Selskabs hjemmeside eller ved henvendelse til sekretariatet: www.dgls.dk / L.E. Bruuns Vej 10, 2920 Charlottenlund / 6160 5331 / dgls@dgls.dk