TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 2/JUNI 2011 59. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 39 63 57 33 Danske Bank konto: 9570-6403476 Fax 39 63 55 43 E-mail dgs@groenlandselskab.dk www.groenlandselskab.dk www.tidsskriftetgronland.dk IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Ansvarshavende redaktør Laila Ramlau-Hansen Hvidhøj 1B Stevnstrup, 8870 Langå Telefon 51 36 01 84 E-mail: laila@ramlau-hansen.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det grønlandske Selskabs synspunkter Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse Tidsskriftet ”Grønland” er udgivet med støtte fra bl.a. Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks fond, Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond og Juuliip Nipitittagaa/Grønlands Julemærkefond
Grafisk udformning Urs Gjerding Tryk Gullanders Bogtryk A/S
992 ARNE ØL AND OG ERIK W. BORN:
Alwin Pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt« 106
SEBAS TIAN H. MERNILD:
Indlandsisen og gletchere på tilbagesmeltning
112
KNUD MIC HEL SEN:
Knud Rasmussen og kulturmødet
129
PIA RINK:
Josvas kobbermine for 150 år siden
36 ERIC S TEEN HANSEN 1 Qaanaaq og Siorapaluk – laver og natur i et ændret klima 150
IVALU MATHIASSEN:
»Grønlandsk Orientalisme« –
repræsentation og stereotyper om Grønland og grønlændere i nyere tid
154
NIEL S-KRIS TIAN UMELIK PETERSEN:
Spændende historie fra dybet af en affaldssæk
158
KIRS TEN THIS TED:
Da »kajak RUC-erne« kom til Grønland
af arne øland og erik w. born
Alwin Pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt« Indledning Man kan stadig låne bøger skrevet af Alwin Pedersen på danske biblioteker, og mange med interesse for Grønland kender for eksempel bogen »Polardyr«. Alligevel er den danske zoolog Alwin Pedersen vel i dag ret ukendt – i hvert tilfælde i Danmark. Ja, så ukendt, at de få specialister, der ved noget mere om ham, fx ikke rigtigt er klar over, om han var dansker eller tysker. Tilo Krause1 og Anthony Higgins2 rubricerer ham som tysker, Janni Andreassen3 RESUMÉ I maj 1984 var Arne Øland på slæderejse inde i Scoresby Sundfjorden, da han opdagede polarulve, der ellers var blevet betragtet som udryddet i Grønland engang i 1930´erne. Arne skrev om iagttagelsen af de to ulve i lokalavisen ’Umingmak’, og læste derefter den danske zoolog Alwin Pedersens (1899-1974) interessante beskrivelse af polarulven i Nordøstgrønland. Hvem var egentlig Alwin Pedersen? Vi kender flere af hans skriftlige arbejder fra Østgrønland, hvor han opholdt sig i sammenlagt ca. 6 år mellem 1924 og 1939. Hans forskerhytte fra 1938 står endnu på Hvalrosodden i Dove Bugt som et lille museum med flere af hans videnskabelige remedier intakte, som Erik W. Borns fotografier dokumenterer. Efter 2. Verdenskrig ”forsvandt” Alwin Pedersen imidlertid fra den etablerede grønlandsforskning. Men hvad blev der af manden? Vi besluttede os for at undersøge det og fortæller historien hér.
92 Tidsskriftet Grønland 1/2011
omtaler ham konsekvent som Alwin Petersen – med t i stedet for d, og Peter Schmidt Mikkelsen4 anfører hans fødselsår, men ikke hans dødsår. Under beskrivelsen af den biologiske forskning i Grønland i bogen »Grønlandsforskning« (2005)5 omtales Pedersen kort under »Nogle outsidere«, og også her er hans dødsår uoplyst. I »Encyclopedia of the Arctic« (2005)6 finder man ikke noget opslag om manden. Alle er undskyldt af omstændighederne. Det har ikke været let at finde frem til selv Arne Øland Forfatter. Ansat som lærer ved Grønlands Skolevæsen 1972 1988, heraf fire år i Ittoqqortoormiit/Scoresbysund, hvor han også var redaktør af lokalavisen Umingmak. Har gjort slæderejser fra Sydkap (Scoresbysund Fjord) i syd til Strindberg Land (Nordfjord) i nord. Erik W. Born Seniorforsker ved Grønlands Naturinstitut, Dr. philos. Studerer havpattedyr - inklusive hvalros og isbjørn. Har siden 1972 været i Østgrønland 19 gange for at undersøge havpattedyr bl.a. mellem Scoresbysund og Dove Bugt i de egne, hvor Alwin Pedersen slog sine folder.
arne øland og erik w. born: alwin pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt«
Alle der har kendt Alwin Pedersen i hans grønlandsår er borte, og vi har derfor været rundt og dykke i flere arkiver, men har også fået kontakt med familie. I denne artikel giver vi et kort kronologisk overblik over Alwin Pedersens liv og virke baseret på vores efterforskning. Vores sigte hér er ikke at gå i detaljer – dertil ved vi endnu for lidt. Der skjuler sig stadigvæk svar på uafklarede spørgsmål rundt omkring i arkiver, og vi søger derfor videre. For letheds skyld omtaler vi også vores hovedperson som Alwin P., eller bare som Alwin.
De tidlige år
I Alwin Pedersens hytte på Hvalrosodden finder man endnu i dag et præparat af en blæksprutte – formentlig den vidt udbredte Gonatus fabricii. Foto: E.W. Born
de mest elementære biografiske oplysninger om Alwin Pedersen, der fra midten af 1920´erne til 1939 udforskede dyrelivet i Østgrønland, men som efter 2. Verdenskrig på en måde »forsvandt« ud af arbejdet med at studere Grønlands dyreliv og fra den biologiske fagkreds. Da Born i 1983 af faglig nysgerrighed spurgte lidt nærmere til Alwin Pedersen hos en anden grønlandszoolog, Christian Vibe (1913-1998), svarede denne: »Han arbejdede jo for tyskerne under krigen«, og så var det tydeligt, at Vibe ikke havde lyst til at dvæle ved emnet. Fordi Alwin Pedersen i midten af 1920´erne uafviseligt var en pioner i den zoologiske udforskning af Østgrønland, men tydeligvis senere »forsvandt« fra den mere etablerede Grønlandsforskning, satte vi os for at finde ud af mere om »mysteriet« om hans forsvinden.
Alwin Pedersen blev født den 20. august 1899 i Osnabrück lidt vest for Hannover i Nordtyskland og døbt Aloysius Josef Hermann Pedersen af sine katolske forældre. Faderen, murermester Jørgen Hermann Pedersen, der forblev dansk statsborger, og hans tyske hustru, Friederike Maria Elisabeth f. Wilke, fik 7 børn, hvoraf Alwin var nummer fem. I 1908 flyttede familien til Münster, og i 1911 sendte forældrene den endnu kun 11-årige Alwin i klosterskole i Steyl i Holland. Tre et halvt år senere kort før jul 1914 flygtede han imidlertid fra skolen tilbage til sine forældre i Münster. Alwin Pedersen tog studentereksamen i Münster i 1918 og var således gymnasieelev under hele 1. Verdenskrig og har muligvis oplevet, at klassekammerater en efter en forsvandt til militærtjeneste de sidste år af krigen. Som dansk statsborger blev Alwin P. imidlertid ikke indkaldt som soldat til den tyske hær; dette i modsætning til den jævnaldrene tyske geolog, Hans Frebold (18991983), der flyttede til Danmark i 1930´erne, hvor han i øvrigt kom til at bo få kilometer fra Alwin P. på Holte-Virum-kanten, og senere på sin vis blev hans arbejdsgiver i nogle betydningsfulde år. Derom senere. Alwin begyndte at studere zoologi ved universitetet i Münster, men flyttede formentlig til København omkring 1920. Han
Tidsskriftet Grønland 2/2011
93
arne øland og erik w. born: alwin pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt«
fortsatte tilsyneladende sine biologi- eller naturhistoriestudier ved Københavns Universitet, men vi har endnu ikke kunnet finde oplysninger om dette. I 1923 er han registreret på en adresse i Valby – i øvrigt med titel af »købmand«.
Grønland for første gang I foråret 1924 søgte kaptajn Ejnar Mikkelsen (1880-1971) frivillige deltagere til oprettelsen af Scoresbysund og dermed den danske kolonisering af området: Frivillige til sejladsen frem og tilbage og til det ‘overvintringshold’, der bl.a. skulle opføre huse og hytter til de grønlændere, der ønskede at bosætte sig i dette ubeboede, men vildtrige område i Nordøstgrønland. Overvintringsholdet bestod af syv mand: tre tømrere, en geolog, en astronom, en kunstmaler – og en zoolog. Alwin Pedersen var zoologen. Alwin Pedersen var cand. rer. nat. ved
Portrættet af Alwin P. stammer fra hans bog fra 1930 »Der Scoresbysund - Drei Jahre Forschungsreisen an der Ostküste Grönlands« og er formentlig fra hans egen ekspedition dertil 1927-29. Foto: Arktisk Institut.
94 Tidsskriftet Grønland 2/2011
universitet i Münster, hvilket dengang var den tyske betegnelse for en, der studerede naturvidenskab. Vi har ikke kunnet finde dokumentation for, at Alwin P. aflagde eksamen som cand. mag. eller magister fra Københavns Universitet, og han optræder ikke i »Magisterstat« fra 1945. I Det grønlandske Selskabs medlemsliste fra 1928/29 er han dog opført som »Alvin Pedersen, cand. mag.« med adressen »Grønland« – for øvrigt med enkelt »v« i fornavnet. I flere senere sammenhænge omtales han også som cand. mag., hvilket han fx. titulerer sig selv i et brev fra 1938 til fangstselskabet Nanoks direktør J. G. Jennov (1886-1980). Hans lærere ved Københavns Universitet, zoologen professor Adolf S. Jensen (18661953) og viceinspektør ved Zoologisk Museum, magister Richard Hørring (1875-1943), anbefalede ham sandsynligvis til Ejnar Mikkelsen og regnede måske også med, at han ville kunne drage nytte af sin forskning i vildmarken til sin afsluttende eksamen, men det er gætteri. Den første rejse til Grønland kom til at spille en afgørende rolle for Alwin Pedersen resten af livet. I sin første bog fra 1930, som er tilegnet Ejnar Mikkelsen, skriver han i indledningen: »Jeg har altid interesseret mig brændende for naturen og livet i de uberørte, uvejsomme vildnisser. Det var især udforskningen af dyrelivet, der tryllebandt mig fra min første skoledag, og allerede dengang fik mig til at drømme om lange rejser i ukendte egne. Stort var derfor mit held, da det i sommeren 1924 lykkedes mig at komme med på en polarekspedition, hvis mål var Scoresby Sund – verdens største fjord – på Grønlands østkyst. Min opgave bestod i at udforske det dyreliv, der udfoldede sig i de landstrøg ekspeditionen gennemrejste. Sammen med seks andre unge mennesker overvintrede jeg på nordsiden af fjorden. […] Resultaterne af dette etårige forskningsophold ved indsejlingen til Scoresby Sund fjord fik mig snart til at indse, at der i denne del af Østgrønland endnu var meget, der savnede at blive belyst
arne øland og erik w. born: alwin pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt«
– især med henblik på dyreverdenen. [ … ] Når det til fulde er lykkedes mig at gennemføre mine planer, så kan jeg først og fremmest takke den hjælpsomhed og interesse, hvormed de indfødte hele tiden fulgte mit arbejde. Det var min store lykke at rejse i et land, der helt uberørt af kulturen endnu hvilede i sin urtilstand, hvor selv skabelsens herre næsten var en ukendt størrelse«7 (oversat af forfatterne). I denne interessante bog, som i øvrigt aldrig er udgivet på dansk eller grønlandsk, fortæller Alwin P. levende om livet i Scoresbysund og om slæderejserne.
De første resultater Kort tid efter hjemkomsten fra Scoresbysund i 1925 afleverede Alwin P. alt indsamlet materiale til Zoologisk Museum i Krystalgade og til Botanisk Museum i Gothersgade i København – en praksis han fulgte efter hjemkomsten fra sine senere forskningsrejser. Vi kender ikke det nøjag-
tige antal præparater, der befinder sig i videnskabelige samlinger i Danmark, og som stammer fra Alwin Pedersens virksomhed i Grønland, men det løber sikkert op i mere end tusinde. Sine første videnskabelige resultater publicerede Alwin Pedersen i Meddelelser om Grønland (MoG): »Beiträge zur Kenntnis der Säugetier- und Vogelfauna der Ostküste Grönlands« 8. MoG, der er verdens ældste (1878) internationale, videnskabelige tidsskrift om polaremner, var »stedet«, hvor man dengang publicerede de nyeste forskningsresultater fra Grønland. Bortset fra en enkelt undtagelse offentliggjorde Alwin P. alle sine videnskabelige artikler i Meddelelser om Grønland på tysk. En enkelt af hans artikler i MoG var dog skrevet på dansk: »De varme kilder i Scoresbysund«9. Alwin står som forfatter, men som det også fremgår inde i artiklen, blev luft- og vandkemien i kilderne analyseret og beskre-
Vældige isfjelde ligger strandet ved Sydkap i Scoresby Sund. Foto: E. W. Born.
Tidsskriftet Grønland 2/2011
95
arne øland og erik w. born: alwin pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt«
Selvom Alwin Pedersen vel ikke betragtede sig som botaniker, afleverede han flere hundrede herbarieark med planter fra Østgrønland til Botanisk Museum i København. Foto: Arktisk Institut.
Som eksempel på betydningen af Alwin Pedersens indsamling kan man nævne, at de mange isbjørnekranier fra Østgrønland, som han indsamlede til Zoologisk Museum i København, i de senere år er blevet anvendt i studier af, hvordan – eller hvorvidt – isbjørne er blevet påvirket af de sidste ca. 50 års menneskeskabte forurening. Foto: E. W. Born.
vet af to forskere fra Københavns Universitet; og måske derfor udkom den på dansk? Alwin Pedersens førstesprog var tysk, og at han fik mere end videnskabeligt udbytte af sin overvintring i Scoresby Sund fremgår af ekspeditionskammeraten Magnus Bengtssons bog: »Men Petersen er nu alligevel den, som har udviklet sig mest heroppe af os alle sammen. Tænk bare på hans Sprog, han skal nok komme til at tale Dansk, før han kommer hjem« 10.
Grønland igen
Et herbarieark (Tak til Olof Ryding, Botanisk Museum)
96 Tidsskriftet Grønland 2/2011
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Alwin Pedersen nu var dybt betaget af Scoresby Sund og Østgrønland. Allerede samme år han kom hjem søgte han midler til at fortsætte den biologiske udforskning af Nordøstgrønland på sin egen ekspedition. Det resulterede i yderligere to overvintringer i Scoresbysund (1927-29), der nu omfattede en overvejende grønlandsk befolkning på knap 100 personer. Efter hjemkomsten i 1929 afleverede Alwin P. prompte sin næste videnskabelige ar-
arne øland og erik w. born: alwin pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt«
tikel: »Fortgesetzte Beiträge zur Kenntnis der Säugetier- und Vogelfauna der Ostküste Grönlands«11. Lige som den første afhandling i MoG viser også denne hans vidtfavnende interesser og ambitionsniveau, når det gælder antallet af arter, han beskæftigede sig med. I værket beskriver han sine iagttagelser af 7 arter landpattedyr, 5 sælarter, hvalros og isbjørn, 4 hvalarter og 58 fuglearter. Man bør tænke på, at der i alle tilfældene er tale om sparsomt forekommende arter, der alle er udbredt over store områder, og derfor vanskelige at studere. I dag er der ofte mange specialister om at studere de enkelte arter.
Ideer om fredning og nationalpark I bogen fra 1930 viser Alwin P. fremsyn ved at gøre sig til talsmand for fredning af dyrelivet i Nordøstgrønland: »Allerede da modnedes den beslutning hos mig, at dette dyreliv i det indre af Scoresby Sund – der så at sige var rugepladsen for en stor del af den østgrønlandske vildtbestand – måtte beskyttes mod den jagt, der greb mere og mere om sig. Og i dag kan jeg glæde alle naturelskere – men især de der med deres skrivelser til mig ytrede interesse for bevarelsen af den højarktiske fauna – med den meddelelse, at det indre af Scoresby Sund er blevet udråbt til fredet område takket være fornuftige, toneangivende, danske personligheder. Hvad dette først og fremmest vil komme til at betyde for bevarelsen af den allerede stærkt decimerede bestand af de fåtallige højnordiske landpattedyr i Grønland, vil enhver naturelsker og jæger forstå at påskønne. Måtte man også andetsteds i det høje nord følge dette eksempel og lade forskning og naturfredning gå hånd i hånd, for at bevare de endnu levende levn af en egenartet natur for vore efterkommere.«7 (oversat af forfatterne). I 1934 udgav han sin meget populære bog »Polardyr«12, der senere udkom i Tyskland, Sverige, Frankrig, England, og så sent som i 1966 også i U.S.A. Bogens sidste afsnit, der helt og holdent er helliget ideen om en nationalpark i Nordøstgrønland, begynder således: »Den bekendte Grønlandsforfatter og arktiske
Forsker, Peter Freuchen, udtalte efter sin Hjemkomst fra den første Thule-ekspedition, at selve Nordgrønland og den nordlige Del af Grønlands Nordøstkyst paa Grund af deres Utilgængelighed dannede en Nationalpark, et Fristed, der var et sikkert Tilflugtssted for Moskusoksen. Dette er første Gang, at Ordet Nationalpark bliver nævnt i Forbindelse med det grønlandske Dyreliv.« I 1934 henvendte Alwin Pedersen: »…sig til Myndighederne [dvs. de danske] om Fredning, uden at dette dog førte til noget Resultat«, men samme år gav zoologiprofessor R. Spärck (1896-1965) ideen sin opbakning under et foredrag i Det Kongelige Danske Geografiske Selskab13. Alwins »kamp« for en nationalpark i Nordøstgrønland fortsatte bl.a. i bogen »Et Naturens Reservat« 14. I 1974 – det år Alwin P. døde – blev verdens største nationalpark i Nordøstgrønland en kendsgerning. Alwin Pedersen bør vel tillægges en stor del af æren for at have fremført og kæmpet for ideen og dermed at have medvirket til, at denne nationalpark blev til noget, selv om andre i sidste ende kom til at stå bag dens oprettelse og blev krediteret for det. Senere fortalere for nationalparken undlader pudsigt nok at nævne, at Alwin Pedersen – og for den sags skyld Peter Freuchen (1886-1957) – tidligt havde promoveret ideen16, 17.
Mere Grønland Alwin Pedersen deltog som én af 8 zoologer på Treårs-ekspeditionen til Nordøstgrønland (1931-34), hvis leder Lauge Koch (1892-1964) han havde lært af kende under sit andet ophold i Scoresbysund. Alwins forskningsinstruks blev udformet af professor Adolf S. Jensen, og hans forskningsresultater fra ekspeditionen udkom som afhandlinger om fuglefaunaen i Nordøstgrønland og om moskusoksen«18,19. I 1935 rejste Alwin P. langs Grønlands vestkyst for at studere faunaen dér, først og fremmest rensdyr og hvaler. Så vidt vi ved, var det hans eneste rejse til Vestkysten. Os
Tidsskriftet Grønland 2/2011
97
arne øland og erik w. born: alwin pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt«
Alwin Pedersens advokatur for en nationalpark bærer sine steder noget præg af at være en agitation rettet mod direktør J.G. Jennov, Fangstkompagniet »Nanok«, der fremførte det standpunkt, at det tværtimod var nødvendigt at holde moskusokserne i Nordøstgrønland nede for at undgå afgræsning med deraf følgende sult og massedød som resultat15. Foto: E. W. Born.
bekendt foreligger der ingen afhandling fra rejsen til Vestgrønland, men nogle af sine iagttagelser fik han dog anvendelse for senere. Inden Alwin forlod Danmark med »Disko« den 25. maj, havde han sammen med flere andre ekspeditionsdeltagere modtaget Fortjenstmedaljen i sølv fra Kong Christian 10. som anerkendelse for sin indsats på Tre-årsekspeditionen. Sit sidste ophold i Grønland kom Alwin Pedersen til at tilbringe endnu højere mod nord som deltager på Ebbe Muncks (19051974) og Eigil Knuths (1903-1996) Dansk Nordøstgrønlands Ekspedition (1938-39) – også kaldt Mørkefjordsekspeditionen: »Vi havde i vores Henvendelse til Fondene udtrykt Haabet om ogsaa at faa Zoologien repræsenteret paa Ekspeditionen, men alle Anstrængelser
98 Tidsskriftet Grønland 2/2011
var hidtil resultatløse, selv et Telegram til en dansk Zoolog i Persien. Saa viste det sig, at Zoologen Alwin Pedersen, kendt fra sine fortræffelige Fotografier af den nordøstgrønlandske Fauna, netop omgikkes med Planer om en Overvintring i Dove-Bugt-Omraadet for at kontrollere Svingninger i Dyrebestanden, og med forenet Støtte fra Trolle, Ebbe og mig lykkedes det at faa ham incorporeret i vores Ekspedition. Da hans Maal laa fast omkring den 77° Breddegrad, uanset hvor langt vi naaede med vores skib, fik han sit eget private Hus med, og det bestemtes, at han skulde følge med Styrelsens Skib paa dets aarlige Besejlingstur til Østgrønlands nordligste Fangststationer«20. Alwin Pedersen blev således en del af Mørkefjordsekspeditionen, men havde selv fået ideen om at overvintre i Dove Bugt og anlægge sin egen hytte der. Mørkefjordseks-
arne øland og erik w. born: alwin pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt«
peditionen skulle efter planen have anlagt vinterkvarter længere nordpå i Østgrønland men blev stoppet af is og måtte derfor returnere sydover og anlægge sit vinterkvarter »rundt om hjørnet« i Mørkefjord i det nordvestlige hjørne af Dove Bugt mindre end 10 km fra, hvor Alwin samme sommer havde fået anlagt sin lille hytte på Hvalrosodden. I 1942 kom Alwin Pedersens videnskabelige rapport » Säugetiere und Vögel«21 fra dette hans sidste ophold i Grønland. Det blev også hans sidste artikel i Meddelelser om Grønland. I modsætning til Alwin Pedersens tidligere afhandlinger fra Østgrønland er dette værk noget mere overfladisk og har meget færre detaljer. Måske skyldes det til dels, at den ualmindeligt hårde vinter 1938/39 – med regn og isslag efterfulgt af et koldt forår21 – var hård mod dyr og planter. En »ganske ab-
Alwin Pedersens hytte på Hvalrosodden i Dove Bugt, august 2009. Foto: E.W. Born Præparatglas til zoologen Alwin Pedersens indsamlinger findes endnu i hans hytte, august 2009. Foto: E.W. Born
norm Fimbulvinter«15, som Jennov kaldte den, som vel nok kunne hindre forskeren i sit arbejde. Det synes også som om, Alwin P. havde valgt sig nogle meget vanskelige forskningsopgaver som fx at foto-dokumentere isbjørnens jagt og ædeadfærd22.
Krigen Så brød 2. Verdenskrig ud, hvad deltagerne i Mørkefjordsekspeditionen allerede erfarede på vej hjem over Island i eftersommeren 1939: »Henad Midnat melder Radioen om Kampe mellem tyske og polske Smaagrupper – Meddelelsen er kun udsendt over tyske Stationer og omtales ikke af de polske. Dagen efter er Krigen mellem Tyskland og Polen i Gang; det blæser op til Storm, og gamle »Gustav Holm« begynder at rulle saa stærkt, at jeg gaar til Køjs«20.
Interiør fra Alwin Pedersens hytte, august 2009. Foto: E.W. Born
Alwin Pedersens kemikalier i hytten, august 2009. Foto: E.W. Born
Tidsskriftet Grønland 2/2011
99
arne øland og erik w. born: alwin pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt«
Med udbruddet af 2. Verdenskrig var det slut med sejlads mellem Danmark og Grønland, der nu blev amerikansk interessesfære, selvom det under krigen nogle gange lykkedes tyskerne at etablere vejrstationer på Grønlands nordøstkyst i kortere eller længere tid2. Alwin P., hvis hele hidtidige virke som zoolog havde været knyttet til Grønland, var med ét blevet ‘arbejdsløs’. Ganske vist havde han skrevet et par bøger og nogle artikler, men det var vel ikke rigtigt til at leve af? I december 1935 havde han giftet sig med den 13 år yngre dameskrædder Britta Bohn, og sammen havde de købt et hus i Holte. Familien Pedersen var på god fod med familien Frebold, der boede i Virum. Med kone, fem børn og sin 70-årige mor samt barnepige havde ge-
ologen Hans Frebold (1899-1983) efter krigsudbruddet formentlig visse pekuniære problemer, da han ikke havde fast ansættelse i Danmark og ikke umiddelbart havde mulighed for ansættelse ved et dansk institut. Frebolds danske geolog-kolleger støttede ham i at søge ansættelse ved en tysk organisation og mente, at ingen ville bebrejde ham for det23. Frebold blev i slutningen af 1941 ansat ved Det Tyske Videnskabelige Institut (Das Deutsche Wissenschaftliche Institut in Kopenhagen, DWI), hvor han blev leder af Arktisk afdeling. Det blev derved muligt for Frebold at ansætte Alwin P. som videnskabelig assistent i samme afdeling, hvor han så havde fast lønnet arbejde lige til kapitulationen. I efteråret 1942 arrangerede den arktiske afdeling i DWI »arktisk uge«, hvor speciali-
Den 4. maj 1941 holdt man en stor fest i Nationalmuseets festsal for indvielsen af Deutsche Wissenschaftliche Institut. Blandt de mange gæster var statsminister Thorvald Stauning og den tyske rigsbefuldmægtigede Renthe-Fink27. Instituttet havde til huse i Wengels Palæ, Øster Allé 29 på Østerbro i København – villaen har kælenavnet »ligkisten« efter husets langstrakte form og enkle facade. Foto: E.W. Born
100 Tidsskriftet Grønland 2/2011
arne øland og erik w. born: alwin pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt«
ster fra Danmark, Sverige, Norge og Tyskland afholdt et seminar. Blandt andre deltog leder af Norges Svalbard- og Ishavsundersøgelser geologen Adolf Hoel (1879-1964), der efter krigen blev dømt for landsforræderi24 i Norge. Foredragene fra seminaret blev senere udgivet inklusive Alwin P.s foredrag om drøvtyggerne i Arktis25. Her kunne Alwin blandt andet inddrage noget af den viden, han havde indhentet om rensdyr under rejsen til Vestgrønland i 1935. Frebold, der var tysk statsborger, blev imidlertid indkaldt til krigstjeneste i maj 1943, og hans aktivitet i DWI blev derefter begrænset. Han fik en skrivebordstilling i den tyske marine i Danmark, men til gengæld voksede hans indtægt betydeligt med stillingen som befalingsmand. Det samme gjaldt ikke Alwin P., der efter at have fået sit første barn i 1943, ansøgte DWI om lønforhøjelse, hvad han også fik. I 1943 søger og får Alwin Pedersen officiel tilladelse til at droppe fornavnene Aloysius Josef og erstatte dem med »Alvin« – i øvrigt med enkelt – v 26.
Efter krigen DWI blev af mange i Danmark tidligt opfattet som en del af Nazi-Tysklands propagandaapparat, og dets tyske ledere – først Otto Scheel og derefter Otto Höfler – var begge medlemmer af DNSAP og aktive nazister. Af frygt for sabotage fra den danske modstandsbevægelse blev instituttet senere i krigen udstyret med væbnet vagtmandskab og vagthunde27. Helt »værdifrit« var det vel ikke at arbejde for DWI i København – uanset partifarve. Efter kapitulationen i maj 1945 blev både Hans Frebold og Alwin Pedersen mistænkt for kollaboration med besættelsesmagten og afhørt adskillige gange. Der findes kartotekskort for dem begge i Centralkartoteket, som blev udarbejdet i 1944 af et arrestationsudvalg nedsat af Danmarks Frihedsråd over personer, der skulle interneres efter befrielsen. Om de to blev interneret er uklart, men
hverken Frebold eller Alwin Pedersen var, så vidt vi har kunnet finde ud af, medlemmer af nazi-partiet, og ingen af dem blev dømt for kollaboration. Det var imidlertid ikke ensbetydende med at »de gik fri«. I efterkrigstidens Danmark kunne »folkets domstol« ramme hårdt. Frebold havde imidlertid mange venner i Danmark og fik en prominent fortaler i bl.a. professor i germansk filologi Louis Leonor Hammerich (1892-1975), ligesom tre tidligere kolleger ved Universitetets Mineralogisk og Geologiske Museum anbefalede en genansættelse. Det medvirkede til, at han kunne blive og arbejde i landet med sin familie helt frem til emigrationen til Canada i december 1949. Måske var Danmark alligevel blevet for koldt? For Alwin P. var der tilsyneladende ikke længere mulighed for ansættelse i offentlig tjeneste. I 1945 udgav han på E. Bruun & Co.s Trykkerier i København en bog med en omfattende beskrivelse af isbjørnens levevis28. Bogen bygger dels på hans egne iagttagelser og dels på andres beskrivelser. Vi spekulerer på, om Alwin P. måske forestillede sig at værket kunne tjene til erhvervelse af en magistergrad eller lignende i zoologi og udkomme i Meddelelser om Grønland, som hans øvrige videnskabelige arbejder. Men det skete ikke – og timingen for denne tysksprogede udgivelse var nok heller ikke den bedste – politisk set. Alwin Pedersen havde været medlem af Det Grønlandske Selskab siden 1920´erne, men man finder ikke længere hans navn i selskabets medlemsliste for 1946. Af referater fra bestyrelsesmøder i Det Grønlandske Selskab fra oktober 1945 og frem til januar 1947 fremgår, at man besluttede at ekskludere seks medlemmer på grund af ‘unational adfærd’. En af disse var forfatteren og journalisten Helge Bangsted (1898-1974), der bl.a. havde deltaget i Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition (1921-24). Fra 1942 var Bangsted leder af det danske nazi-parti DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti), som han repræsenterede i Folketinget. DesTidsskriftet Grønland 2/2011 101
arne øland og erik w. born: alwin pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt«
uden var han under krigen redaktør af den nazistiske avis »Fædrelandet«. Med hensyn til Alwin Pedersen mente bestyrelsen imidlertid, at hans » ... Barndom og Opvækst i Tyskland var et for ham undskyldende Moment, hvorfor man anmodede Formanden [Ejnar Mikkelsen] om at henstille til A.P., at han selv udmeldte sig af Selskabet. Vilde han ikke det, maatte han ekskluderes ...«. Alwin valgte tilsyneladende at gå selv. Det ser således ud til at Alwin Pedersen nu var blevet politisk suspekt og derfor måtte klare sig, som han bedst kunne ligesom så mange andre i de år. Med i billedet hører måske også, at nogle i den ret snævre kreds af indflydelsesrige folk med ekspeditionsvirke eller faglig interesse i Grønland fx Peter Freuchen, Einar Mikkelsen, Ebbe Munck, Eigil Knuth, Christian Vibe og Grønlands landsfoged under krigen Eske Brun (senere departementschef i Grønlandsministeriet) alle på hver deres vis havde væ-
ret på den rigtige side. Munck og Knuth var aktive i modstandsbevægelsen, og Vibe og Brun havde tilbragt hele krigen i Vestgrønland i kontakt med USA. Det forekommer ikke særligt sandsynligt, at de ligefrem ville slå døre op for en grønlandszoolog, der havde været ansat ved et tysk, nazistisk institut i Danmark under besættelsen. Alligevel klarede Alwin Pedersen de næste mange år på den ene eller anden måde. I 1951 udgav forlaget Gyldendal hans bog Rosmarus, og i 1956 fik han på J. Fr. Clausens forlag udgivet Fribyttere og kongeligt vildt – om de større pattedyr i de danske skove. Derefter kom der ikke flere bøger på dansk fra hans hånd. Til gengæld skrev han en stribe populærvidenskabelige artikler til Dansk Jagttidende, Naturens Verden, Vor Viden og Tidsskriftet Grønland. Indkomsten fra denne aktivitet må have været beskeden, og Alwin P. forsøgte derfor at forbedre sin økonomi med oversættelser af sine bøger fra 1930´erne samt
Voksen hunhvalros nedlagt ved Scoresbysund mellem 1927 og 1929. Fotoet stammer fra Alwin Pedersen, der skrev bogen »Rosmarus« om hvalrossernes liv. Foto: Arktisk Institut.
102 Tidsskriftet Grønland 2/2011
arne øland og erik w. born: alwin pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt«
nye udgivelser i udlandet, først og fremmest i Tyskland. Alwin P. bevarede i et vist, men noget begrænset, omfang kontakt til sit fag. I 1962 udgav han en videnskabelig note om forskellen mellem Stillehavs- og Atlanterhavshvalrossen. Samme år og i samme tidsskrift skrev han om den specielle form på voksne narhvalers halefinne. Det er, så vidt vi ved, de sidste egentligt videnskabelige publikationer fra hans hånd. Alwin Pedersen fortsatte dog med at korrespondere med biologer over hele verden, især med tyske. I 1950´erne besøgte han sammen med sin familie zoologen Erna Mohr (1894-1968) i Hamborg og i Bern den berømte dyrlæge, etolog, tv-stjerne og fredningsaktivist Bernhard Grzimek (1909-1987). Familien Pedersen holdt endog ferie i Grzimeks hus i Schweiz. Bernhard Grzimek var ligesom Alwin P. vokset op i en stærkt katolsk familie i Tyskland og blev også i efterkrigstiden belastet af sit forhold til nationalsocialismen under krigen29. Grzimek engagerede sig meget stærkt som talsmand for dyrevelfærd og fredningsbestemmelser – ikke mindst i Afrika – på samme måde som Alwin P. havde gjort i Nordøstgrønland. Men i modsætning til Grzimek – der fik nærmest kultstatus i Vesttyskland med sin særdeles populære tv-serie Ein Platz für Tiere, der sendtes af ARD fra 1956 til 1987 – forsvandt Alwin P. mere og mere ud af offentlighedens rampelys. Alwin P.s sidste zoologiske indlæg kom i 1972 i »Grzimeks Tierleben« (Bd. XII) – en enorm encyklopædi i 13-bind, skrevet af eksperter.
mellem 1940 og 1966. Hans egentligt videnskabelige produktion beløber sig til 11 artikler. I dag vil man ikke synes, at det er så meget, men mange af de videnskabelige artikler har form af længere afhandlinger, som det var kutyme dengang. Desuden har vi fundet frem til 5 avisindlæg og 3 kapitler (5 opslag) i en encyklopædi, men der er nok mere at finde, som er skrevet af Alwin Pedersen.
De sidste år I begyndelsen af 1960´erne blev Alwin P. skilt fra Britta Bohn, der rejste til Canada og senere blev gift med Hans Frebold, hvis kone i mellemtiden var død. Alwin P. giftede sig også igen og flyttede til Fyn, hvor han døde den 23. juni 1974 – knap 75 år gammel. At han ikke var fuldstændigt forsvundet fra offentlighedens rampelys fremgår af et par mindre nekrologer i danske aviser, hvor hans arbejde med at beskrive Grønlands og Danmarks dyreliv anerkendes.
Eftertanker Der er ingen tvivl om, at Alwin Pedersen var
Produktion Alwin Pedersens skriftlige produktion om naturen, vildtet og jagten var bred og mangeartet. Hans felt var dog særligt pattedyr og fugle. Mellem 1926 og 1972 udgav han 26 bøger i forskellige sprogversioner og henved 100 populærartikler i forskellige tidsskrifter; heraf blev 15 bragt i Tidsskriftet Grønland og Det grønlandske Selskabs Årsskrift
I 1962 fremsatte Alwin Pedersen den teori, at den atypiske form på narhvalens halefinne afspejler en tilpasning til dybe dyk. Senere forskning med dykkemålere har vist, at narhvaler dykker til over 1800 m dybde, og om vinteren når over 90% af deres dybe dyk ned til havbunden. Foto: Arktisk Institut.
Tidsskriftet Grønland 2/2011 103
arne øland og erik w. born: alwin pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt«
en pioner i den biologiske udforskning af Østgrønland. Hans tidligere arbejder udgør stadig en referenceramme for ny forskning – ikke mindst i fugle og pattedyr. Hans arbejder bærer naturligt nok præg af den tids opfattelse af den feltbiologiske videnskab og er det, man i dag måske snarere vil kalde »naturhistorie«. Det vil sige relativt brede fortællinger, der indeholder de detaljer forfatteren selv har indsamlet på mere eller mindre systematisk vis. Men man skal tænke på den tids logistiske og økonomisk meget mere begrænsede muligheder i Grønland og på arternes »utilgængelighed« i almindelighed. Alwin Pedersens værker citeres den dag i dag. Hans senere værker – for eksempel afhandlingen fra opholdet i Dove Bugt området i 1938-39 – er meget mindre detaljerede. Her virker det som om, at Alwin P. måske har haft større interesse i at fotografere den højarktiske fauna og flora – noget der for flere af arternes vedkommende – fx isbjørne – absolut ikke var –
eller er – nogen let opgave. Men denne indsats kom ham til gode i de lødige populærvidenskabelige værker som »Polardyr« og »Rosmarus«, der fik en vid udbredelse. Der er ikke noget, der tyder på, at Alwin Pedersen var nazist, men det er indlysende, at hans kontakt med tyske kredse under 2. Verdenskrig og ansættelse ved Det tyske Videnskabelige Institut i en vis forstand – og ret klart i danske fagkredse – gjorde ham til persona non grata efter krigen. Det lykkedes ham alligevel efter 1945 at opretholde et liv som freelance skribent om jagt og vildt og naturen. Noget let liv efter 2. Verdenskrig har det nok ikke været, og efter sigende endte han som en bitter mand.
Bemandingen Eskimonæs 1932. Fra venstre: Helge Larsen, Dr. Curt Teichert, Johan Davidsen, Thyge Johansen, Arne Schwarck, Axel Nielsen, Paul Gelting og Alwin Pedersen. Foto: Arktisk Institut.
104 Tidsskriftet Grønland 2/2011
arne øland og erik w. born: alwin pedersen – grønlandsbiologen der »forsvandt«
Alwin P. nær Umanak, 1935. Foto: Arktisk Institut.
Alwin Pedersens gravsted. Herrested Kirkegård, Fyn. Foto: Arne Øland.
Litteratur Krause, T. 2008. »Ein Reich fast legendenhaften Friedens«. Grønlandsbilleder i det Tredje Rige – belyst gennem tysksprogede groenlandica 1933-1945. Speciale fra Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet. 2 Higgins, A. K. 2010. Exploration history and place names of northern East Greenland. Geological Survey of Denmark and Greenland Bulletin 181. 3 Andreassen, J. 2003. Eigil. Høst & Søn, København. 4 Mikkelsen, P. S. 1994. Nordøst-Grønland 1908-60. Fangstmandsperioden. Dansk Polarcenter, København. 5 Born, E. W. 2005. Træk af den biologiske forskning i Grønland, s. 85-128. I: Kirsten Thisted(red). Grønlandsforskning. Historie og perspektiver. Det Grønlandske Selskabs Skrifter Nr. 38. 6 Nuttall, M. (Red.) 2005. Encyclopedia of the Arctic. 3 Bind. Routlegde, NY & London. 7 Pedersen, A. 1930. Der Scoresbysund - Drei Jahre Forschungsreisen an der Ostküste Grönlands. A. Scherl, Berlin. 8 Pedersen, A. 1926. Beiträge zur Kenntnis der Säugetier- und Vogelfauna der Ostküste Grönlands. Meddr Grønland Bd. 68, nr. 3. København 1926. 9 Pedersen, A. 1926. De varme Kilder i Scoresbysund. Meddr Grønland Bd. 68, nr. 4. København 1926. 10 Bengtsson, M. 1927. Ene med Dyr og Mennesker – et Aar i Scoresby Sund. Steen Hasselbalchs Forlag, København. 11 Pedersen, A. 1930. Fortgesetzte Beiträge zur Kenntnis der Säugetier- und Vogelfauna der Ostküste Grönlands. Meddr Grønland Bd. 77, nr. 5. 12 Pedersen, A. 1934. Polardyr. Gyldendalske Boghandel, København. 13 Anonym 1938. Fredning af dyrebestanden i Nordøstgrønland. Publikationer om Østgrønland Nr. 6. Levin og Munksgaard, København. 14 Pedersen, A. 1940. Et Naturens Reservat. Gyldendal, København. 15 Jennov, J.G. 1953. En Undersøgelse af Moskusoksens Vilkaar i Nordøstgrønland er nu mere paakrævet end nogensinde. Naturens Verden, og Jennov, J.G. 1955. Nordøstgrønlands moskusokser. Tidsskriftet Grønland Nr. 2. 1
Vibe. C. 1973. Nationalparken i Nordøstgrønland. Tidsskriftet Grønland Nr. 2. 17 Spärck, R. 1953. Naturfredning i Grønland. Tidsskriftet Grønland Nr. 7. 18 Pedersen, A. 1934. Die Ornis des mittleren Teiles der Nordostküste Grönlands. Meddr Grønland Bd. 100 nr. 11. 19 Pedersen, A. 1934. Der Moschusochse in Ostgrönland. Zeitschrift für Säugetierkunde 9. Band, og Pedersen, A. 1936. Der Grönländische Moschusochse Ovibos moschatus wardi Lydekker Meddr Grønland Bd. 93, nr. 7. 20 Knuth, E. 1940. Under Det Nordligste Dannebrog. Beretning om Dansk Nordøstgrønlands Ekspedition 1938-39. Gyldendalske Boghandel, København. 21 Pedersen, A. 1942. Säugetiere und Vögel. Meddr Grønland Bd. 128, nr. 2. 22 Knutsen, W. 1992. Mitt Arktis. Grøndahl Dreyers Forlag AS, Oslo. 23 Teichert, C. 1984. Hans Frebold. Nekrolog. Bulletin of the Geological Society of Denmark Vol. 32: 181-185. 24 Skarstein, F. 2008. Men så kom jo den 9. april i veien. Adolf Hoel – den glemte polarpioneren. Happy Jam Factory, Bergen. 25 Pedersen, A. 1942. Die Wiederkäuer der Arktis. Veröff. des DWI zu Kopenhagen. Reihe I, Arktis, Nr.7. 26 Anonym 1943. Kongelig tilladelse til navneændring, 23. juni 1943. Justitsministeriet og Personalhistorisk Instituts Navneprotokol Nr. B 629/43. 27 Jakubowski-Tiessen, M. 1998. Kulturpolitik i det besatte land. Det tyske videnskabelige institut i København. Fund og Forskning, Bd. 37. http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/ffo/ ffo_1998_37-PDF/ffo_1998_37_101247.pdf Hausmann, Frank-Rutger 2002 »Auch im Krieg schweigen die Musen nicht«. Die Deutschen wissenschaftlichen Institute im Zweiten Weltkrieg, Göttingen. 28 Pedersen, A. 1945. Der Eisbär (Thalarctos maritimus Phipps). Verbreitung und Lebensweise. E. Bruun & Co.s Trykkerier, København. 29 Sewig, C. 2009. Der Mann, der die Tiere liebte. Bernhard Grzimek. Biografie. Lübbe. 16
Tidsskriftet Grønland 2/2011 105